Min far vil dø

Sidder her og er meget ked af det og frustreret. Det drejer sig om min far (min mor døde for en del år siden).
Han lider af sclerose, og har mange smerter. Sidder i kørestol, og de sidste mange måneder er han blevet mere og mere trist og har mistet gnisten. Han er begyndt at præsentere sig med "mit navn er INGENTING".
Jeg har forsøgt at besøge ham så ofte jeg kunne..to tre gange om ugen, og i løbet af weekenden.
Jeg er netop lige kommet hjem fra ham, og det sidste han sagde til mig var om jeg ikke ville hjælpe ham med at dø, da han ikke ønskede at leve mere pga smerter og han følte sig mere og mere isoleret.
For pokker... jeg må tilstå, jeg begyndte at stortude foran ham, hvilket gjorde ham meget sur.
Han sagde, at jeg skam ikke behøvede at komme mere, hvis jeg ikke kunne tåle at høre sandheden om hans miserable liv!!
Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre nu.. Jeg er gal og arrig på ham, at han kan finde på at sige sådan til mig, men på den anden side, forstår jeg jo også hans problem.
Han ønsker ikke kontakt med flere mennesker, eller at komme i dagcenter eller lign. Han sidder bare dag ud og dag ind i sin kørestol, og et par gange om dagen kommer der så en hjælper til ham.
Det gør så ondt at se ham sådan.. min egen far..

manden lider jo...lad ham dog dø når han nu vil.

Det var dog trist for dig, jeg synes du skal printe det du lige har skrevet ud og give det til ham. Han har en kedelig skæbne, men du er en god datter, når du "gider" se til ham så tit. Det skal du være stolt af.
Jeg kan godt forstå din far, men jeg fatter ikke at han "misbruger" dig på den måde, for det er misbrug, når han ikke er der mere, så skal du jo leve med de ord han kommer med, og det kan han ikke være bekendt.
Håber det bedste for dig, og selvfølgelig også for din far.

Hvor er det synd for dig !!!
Der er jo både for og imod i denne sag.
Skal du give ham en sidste sprøjte og for altid leve med, at han er død for din hånd, eller skal han leve, selv om han har bedt om at få fred???
Kan du leve med hans død på din samvittighed ?? Skal andre familiemedlemmer indvolveres i denne gerning ???
Jeg kan godt forstå hvorfor din far gerne vil herfra, og det kan jeg forstå ud fra dit meget korte skriv, at du også godt forstår.
Jeg tror du kæmper lidt med spørgsmålet: Kan jeg undvære ham i mit liv ??
Jeg behøver ikke at remse de sædvanlige sætninger op om hans liv dog er værdigt. Det ved jeg, at du som datter har taget stilling til.
Jeg kan desværre ikke engang rådgive dig... Dette er en af de ting, som du alene må tage en beslutning om. Jeg misunder dig på ingen måder, men jeg dømmer dig heller ikke.
Må din beslutning, hvad den end bliver, give DIG fred.
Mange tanker til dig !!!

Jeg vil ikke helt give dig ret i, at det er misbrug. Hvis du havde et uværdigt liv, og skulle vælge hvem der skulle sende dig afsted, ville du så ikke vælge et kært og skattet familiemedlem til at hjælpe dig afsted og holde din hånd ????
Uanset hvad datteren vælger, er det i mine øjne ikke forkert...

Du skriver, meget empatisk og jeg kan kun sige til datteren, at jeg er fuldt ud enig med det svar du har givet hende -
Hatten af for dig -
Smiler guller

Kære Datter og hendes far.
Jeg føler med jeg begge.
Ikke meget kan jeg gøre, end at give jer et par ord.
Ord der betyder noget for mig.
Visdom fortæller mig,
at jeg er ingenting.
Kærlighed fortæller mig,
at jeg er alt.
Og imellem de to flyder livet.
Sri Nisargadatta Maharaj.
Knus - Trojka

Du er i en forfærdelig situation, for din far har valgt kun at have kontakt med et menneske ud over hans daglige hjælper, og det er dig -
Derfor er det dig, der smager hans bitterhed over hans situation, det syntes jeg er meget hårdt for et menneske at bærer alene -
Har du nogle nære familie eller venner du kan snakke med om det❓
Hvad med at du tager en god ven eller familie med dig, når du besøger din far❓Så du ikke er palle alene når du bliver så ked, efter et besøg -
Om du skal "hjælpe" din far, hmm det er som en anden skrev til dig ikke noget andre kan/skal/bør råde omkring -
Men jeg mener at du også behøver omsorg fra nogen nu for at kunne klare skærene i dette følelseshelvede -
Jeg ønsker dig alt godt og sender en masse knus videre til dig
guller

hvilken løsning kan man komme med her, jeg har selv en ven som ellers var frisk og en glad person, men for to år siden fik han en blodprop i hjernen, og han er bestemt ikke den samme mere, når jeg har være hos ham er jeg bare så tom indvendig, så jeg ved godt hvor svært det er at opleve, men især når det er ens far... men jeg håber du alligevel finder styrken til at komme videre, og din far må se at komme på Dagcenter el. noget lign. Hilsen pjevs

Hvad havde du forestillet dig?

Hvad havde du forestillet dig skulle "sende ham afsted". Det kan godt være du ikke synes det ville være forkert, men det er altså ikke din afgørelse og domstolene ser ikke helt sådan på det. Mener du for alvor hun skulle hjælpe sin egen far - aktivt - med at dø og så som "den gode datter" tage sin straf for det?

Aktiv dødshjælp er ikke tilladt for hverken døtre eller andre familiemedlemmer. Jeg tror ikke på jeg har læst de her indlæg. Jeg er bestyrtet!!!

-Du skal du nok se igennem, at han siger som han gør til dig... Han ser ikke dig som den dejlig datter der trods alt besøger ham og vil ham det bedste...
Han lider og han lider nok særligt af smerte over, at han ikke har sin elsked kone nu det hele er som sortes for ham...
Kender du eller har hørt om de fugle der har levet sammen som par i mange år....?? Når den ene dør, så går der ikke længe før den anden dør også...
De kan simpelthen ikke fungere uden den anden...
Og jeg tror, uden det selvfølgeligt skal virke hårdt på dig... At din fars ønske nu er, at blive forenet med din mor, det andet sted..
Han kan ikke tænke på dig i det her, da han nok et eller andet sted tænker, at du nok klarer dig, og livet vil gå videre for dig..
Han kan ikke sætte sig ind i hvor svært det må være for dig også, at miste begge forældre og lige pludselig være forældreløs, som vi jo også bliver som voksne, og bare har minderne om de tider vi havde med vore forældre..
Bær over med din far... Han elsker dig trods alt, men kan ikke vise det, på den rigtige måde i hans situation..
Han har mistet gnisten, men du skal selvfølgeligt blive ved med dine besøg, og lade som intet af dette er sagt, som der blev idag..
De varmeste tanker får du fra mig..

MvH Mummi

Jeg har intet skrevet om aktiv dødshjælp -
Hvor får du det fra, jeg har skrevet at jeg er enig i, at det er nogle svære overvejelser og at det er en beslutning man ene og alene beslutter med sig selv og sin samvittighed -
Og det gjorde jeg fordi datteren selv skriver om, at faderen beder om dette, så prøv at læse det stille og roligt igennem igen, der er ingen, overhoved ingen opfordring til dette her, ihvertfald ikke i mine svar -
Mvh. guller

langt mere end du aner. For min far døde af sclerose for præcis et år siden.
Det sidste ½ år havde min far mange smerter, man kunne se, at han havde det rigtig skidt. Men han sagde aldrig noget. Ikke engang, da jeg prøvede at snakke med ham, om han var ved at være træt af det. Nej det var han ikke, sagde han og smilede....
Til sidst kunne han ikke snakke.
Det var forfærdeligt, da han døde. Men samtidig var jeg nødt til at sige til mig selv, at nu havde han fået fred for alle smerter.Han sov stille ind.
Jeg vil også sige, at lige meget hvad, så ville jeg aldrig have kunnet gøre noget, som havde hjulpet ham til at komme herfra.
Som datter elsker man sin far så højt, at man helst ikke ser, at han har smerter. Men jeg mener heller ikke, at en far skal give sin datter sådan en opgave på samvittigheden. Hvilket bringer mig frem til et meget ømt punkt. Du ved godt, at sclerosen også kan gå på hjernen, ikk'? Måske er det derfor han har spurgt..... Måske tænker han ikke, at det er et stort dilemma at stille dig i.
Hvis du har lyst, så er du meget velkommen til at skrive til mig på min mail.
Ønsker dig alt held og lykke.
Med venlig hilsen
Tina
manit@sol.dk

at din far simpelthen er løbet ind i en depression oven i alt det andet? Det tror jeg. Hans adfærd indikere i høj grad, at det netop er problemet. Og det kan man jo ikke fortænke manden i. Hans udfald mod dig, tyder også på han aldrig har været ret god til at forholde sig helt til sine følelser og det forstærker depressionen yderligere.
Jeg synes du skulle tage kontakt til han privatpraktiserende læge og tage en snak med ham. Fortæl ham det samme som du har skrevet her. Han kender jo desuden din far (formoder jeg) og han kan dels udskrive et antidepressivt middel og måske også få ham lidt ud igen. Medicinen skulle også gerne følges op med samtaler.
Det bekymre mig noget, at du siger, han har mange smerter. Det synes jeg også du skal tale med hans læge om. Det er jo en kendsgerning, at helbredelse kan der ikke blive tale om, men patienten med en dødelig sygdom har i allerhøjeste grad krav på at blive smertestillet. Det kan være han trænger til en gennemgang af de doser han får på nuværende tidspunkt, for det tyder ikke på det er tilstrækkeligt.
Hvis de to ting kunne "komme på plads" ville din tid sammen med din far få en ganske anden kvalitet og være til nytte for Jer begge og ikke som nu, hvor I begge lider ikke kun under den primære sygdom, men også de ubehandlede og ydermere jeres uforløste følelser som forvrænges af hans depressive tilstand.
Og du min pige - du trænger til omsorg. Kan du få det?

Ikke meget, jeg kan sige, som Mummi ikke allerede har sagt bedre end jeg kan.
Kun lige dette praktiske: lad være at overveje, om du skal yde aktiv dødshjælp. Han har ikke tænkt sig om, da han bad sin egen datter om det. Og du skal bare lade, som om du ikke forstår, hvad han mente. Du vil aldrig blive færdig med at diskutere med dig selv, om du nu også gjorde det rigtige, hvis du gør det.
Prøv, om du kan glemme, hvad han sagde. Eller i hvert fald afskriv det som et fortvivlet slag i luften uden adresse til dig. Når mennesker er deprimerede, glemmer de at tænke over, hvem de snakker med, så skal ordene bare ud.

Undskyld jeg blander mig :)
... I lader det jo stå som en mulighed! Hvilket det jo faktisk ikke er... Det er en fobrydelse, selvom det i nogle tilfælde kan virke urimeligt.

at det "ene og alene er noget man beslutter med sig selv" NEJ det er det ikke!!! Der er en lovgivning på området - så den sætning opfatter jeg godt nok som en skjult opfordring og bestemt ikke en afstandtagen. Har jeg taget fejl af din meddelelse, vil jeg kravle et par trin ned fra det røde felt, men helt ærlig...
Nå men iøvrigt har jeg givet mit besyv - jeg er overbevist om faderen har en behandlingskrævende depression. Hans adfærd er NØJAGTIG som min svigerfars der er i samme situation. De råd jeg gav datteren, hjalp os og ham. Selvfølgelig er han stadig syg, men han er en livsglad patient.

Og du behøver slet ikke undskylde, at du blander dig, for vi deltager alle i debatten og deler holdninger og meninger, så du er så velkommen :-)
Men det har før været debatteret her, og nogle mennesker har det op til overvejelse -
Derfor går jeg ind i debatten omkring dette ret ømtålelige emne, for fortielse gavner ingen -
Samtidig pointerer jeg, at jeg hverken kan/vil eller bør råde i den slags valg, i mit svar til datteren -
prøv at læse det, længere nede i tråden -
Smiler til dig
guller

for et stykke tid siden at tale med hans egen læge om min fars triste og til tider agresive udfald. Men hans læge fortalte mig, at min far ikke ønsker nogen som helst medicin mod hans triste humør, da han ikke mener, at der er noget galt med hans humør, men derimod er det bare os "andre" der vil pådutte ham noget.
Og så længe han har den indstilling, kan vi andre ikke rigtigt gøre noget, selv om også jeg har forsøgt at forklare min far, at jeg godt forstår at han kan være trist og ked over det hele indimellem. Men det skulle jeg over hele hovedet ikke blande mig i!!
Han vil ikke hjælpes, han mener ikke der er noget galt. Og jeg ville så gerne kunne gøre noget for ham, men det er usigeligt svært, når han modarbejder de gode råd der kommer til ham.
Jeg tror inderst inde, at han godt er klar over det, og at han føler sig mere og mere afhængig af hjælp, men har svært ved at accepterer det. Netop fordi han før hen altid var den stærke mand, der kunne klare alt.
Han burde også sætte mere op i smertestillende medicin, for jeg kan se at han virkelig har smerter, og når jeg spørger ham, om han dog ikke vil have noget ekstra til at dulme med, råber han bare, at han overhovedet ikke skal dopes unødigt, og at han godt kan klare det, og jeg bare skal blande mig udenom hans medicinering.
Det er ikke nemt at stå på sidelinien, og ikke få lov at hjælpe ham. Tit føler jeg, at han er hamrende uretfærdig mod os der gerne vil hjælpe.
Jeg ved også godt, at sclerose kan slå sig på hjernen. Måske er det det, der er ved at ske nu, men at få ham ind til nye undersøgelser bliver nok et problem, når han ikke selv vil.
Kors, det er godt nok en svær situation vi begge står i. Håber bare det bedste, selv om jeg lige nu har svært ved at se den kommende tid i møde.
Hvorfor er mænd så sære❓(ej, undskyld) men lige nu syntes jeg at han er urimelig.
Hvis bare han vil tage imod hjælp, han kan sagtens få det lidt bedre hvis han vil.
Jeg tror jeg vil prøve at ringe til hans læge i morgen, og fortælle ham det der er sket idag, og så håbe på at lægen kan komme med en løsning som min far også kan/vil accepterer.

Se hvad jeg svarer Sina -
Jeg har IKKE haft den intention at opfordre til aktiv dødshjælp -
Smiler guller

forstående over for dit problem men forstår din far så godt så godt. Jeg har selv sclerose og jeg vil bestemt heller ikke leve sådan et liv som din far lever nu. Hvorfor kan man ikke bare få fred og lov til at dø. Det er mit store ønske når jeg engang kommer i den situation (for chancerne er ret store med en sygdom som sclerose) Søg noget hjælp i scleroseforeninger, der er der massere af mennesker der kan og vil hjælpe dig og støtte dig.
Føler meget med dig datter men forstår også din far så meget. MVH en der ved hvad hun snakker om

Ja, det er en svær situation for begge parter, for det er en meget smertefuld sygdom.
Jeg sender de venligste tanker til dig, og håber det bedste for dig.
Kærligst
Datteren

måske bedre end mange ander. Jeg ved hvad sclerose er og hvordan den KAn udvikle sig. Jeg forstår bestemt godt din far. Sike et uværdigt liv han har og hvor er jeg ked af det på hans og også dine vejne. Jeg har selv sclerose og ved hvor grim den sygdom er og med tiden bliver for de fleste sclerose ramte. Denne situation som du sidder i med en far der er så dårlig vil jeg råde dig til at søge noget hjælp, støtte og rådgivning hos sclerose foreningen(de har tlf nr 36 46 36 46) Det må og skal være der du får de vise ord nu.
Håber på alt godt for dig og din far.
De bedste hilsner fra en der ved hvad hun snakker om....

Hej datter
Ikke for at være grov, men du lyder en smule egoistisk i mine øre.*S* Men jeg kan sagtens forstå dig, og du er i en svær sitiuation, men for mig, lyder det som om at du elsker din far utroligt højt, men elsker du ham nok til at hjælpe ham med hans sidste ønske????
Kig på det brev du skriver, du skriver de jo selv, din far har intet at leve for, udover dig, men er det nok, sat op imod hans ensomhed og hans smerter???? Og med hans sygdom går det desværre kun en vej, så måske er hans ønske om at dø med sin værdighed i behold forståelig.
Hber du vælger den løsning du kan leve med.*S*

meget nemt at forstå at du ikke selv har en kær som er meget syg og som ønsker at dø frem for at ha en liv der bare er så sårligt. Jeg skammer mig over at der ikke er aktivt dødshjælp i dk. Tænk at man skal leve med en sygdom som sclerose, hvor man ikke engang kan køre ind i en mur og vælge at dø når det hele bliver for slemt. Tænk før du taler. Tænk på alle de mennesker der lider pga folk som dig. Skam dig

så godt skreve og smukt og tanke vækkende det du skriver der. Du tænker på faderen og på datteren på samme tid. Nej hvor jeg føler med dig datter. Ved simpelhen ikke hvad jeg selv ville gøre for min elskede far. Lad os få aktivt dødshjælp i dk..

Ja, jeg elsker min far utroligt højt.
Jeg er glad for at han er min far.
Men jeg vil IKKE på nogen måde være med til at fremskynde hans død, selv om han får flere og flere smerter.
Jeg ved allerede nu, at jeg vil have det forfærdeligt resten af mit liv, selv om det måske var i en god sags tjeneste, at jeg "glemte" et glas morfin på hans natbord.
Så kan man kalde mig egoist eller ej!
Men jeg gør det altså ikke!!!
Men jeg vil til gengæld gøre alt hvad der står i min magt, for at hjælpe ham med at få så god og nogenlunde smertefri tid. Hvis han ville høre efter de gode råd og muligheder der er.
Jeg ved godt, at han ikke ønsker at leve mere, at han føler at han ligeså godt kan sige farvel nu, for han bliver aldrig rask eller får mindre smerter.
Men nej, jeg ville aldrig kunne bidrage til at han kunne tage sit eget liv.
Puha.. tænk at skulle skrive sådan her.

Der er vel ingen der mener at du gøre end ende på din fars liv... føj da. Du må og skal søre for at han er smerte fri og besøg ham tit og ofte. Andet kan du ikke gøre. Få noget hjælp som der blev skrevet tidligere. Tror det er en god ting, lige meget hvordan og hvorledes du har det nu. Det skal snakkes ud og du skal ikke gå me det her alene. Held og lykke frem over

af dig at bekymre dig om andre når du selv har det hårdt med din far. Tusind tak for det.
Atl lykke til dig og din far

..så er alt forladt.

Og så synes jeg nok det er noget af en tilsnigelse og lidt ude på overdrevet at det nu skulle være min skyld at aktiv dødshjælp ikke er vedtaget i folketinget endnu. Hvis du nu fulgte din egen opfordring - den der med at tænke, så kunne du måske der var andre løsninger end at "køre mod en mur" - hvad har du gang i?
Men med hensyn til lovgivningen omkring aktiv dødshjælp, så skal man nogle gange passe på hvad man ønsker sig, man kan nemlig risikere at få det.
Og sidst men ikke mindst, du tror da ikke for alvor aktiv dødshjælp ikke praktiseres - vel?

hjælper du ham

lægerne gør da hvad de skal når den tid kommer.
Har selv en far som lider af ALS, som jeg vil kalde mere aggresiv end sclerose. ´Jeg er sikker på at den dag han bliver indlagt og ikke kan trække vejret ordentligt fordi det er gået på åndedrættet, da træffer lægerne de fornødne foranstaltninger.

aldrig være et eneste fornuftigt menneske her der ville betvivle din kærlighed til din far..
Og selvfølgeligt ville du ikke kunne fremskynde og efterleve ham hans ønske..
Du skal bare være der som den datter du er og så må livet gå sin gang..
Jeg kender til smerten at miste og at være der , når et menneske lever i et smerte helvede, man føler sig så magtesløs, og fra tid til anden så får dissse tanker... Jeg gjorde.. Hvad har dette kære menneske dog gjort der fortjener sådanne smerter..
Hvem tillader dette...??
Livet er smukt, dejligt, kærlighed , elskov, familie, børn, glæde, adskillelse, svig, svigt smerte, sorg og desværre er der nogen der kommer hele registret igennem i dette liv, og du sikkert også, det meste..
Men man kan ikke meget andet end at være der..

Endnu engag mine varmeste tanker til dig som datter til din far..

Kærligst Mummi

af hele situationen. Jeg føler godt nok med dig. Og det er jo nok sandsynligt, som du selv er inde på, at sygdommen nu også har ramt hans hjerne. Alle der har beskæftiget sig med scelerosepatienter kender også til de urimeligheder man bliver udsat for. Jeg synes det er en godt beslutning, at du igen vil tale med lægen. Han bliver jo ikke mere rask af, at lave dit liv til et helvede og han vil helt sikkert få det bedre, såfremt lægen kan "trænge igennem" til ham.
Held og lykke med dit forehavende, men som sagt tidligere: Vær opmærksom overfor al den omsorg du selv kan få, for at "lade batterierne op"
Stort Knus
Dulkis

Hejsa
Forsøg at sætte dig i hans situation. Han kæmper måske en hårdere kamp indeni end vi kan forestille os. Så har han ikke brug for at se triste ansigter omkring sig. Måske kæmper han imod en selvmedlidenhed, som bestemt ville være berettiget, og den kamp krakellerer hver gang I bryder sammen?
Jeg ved at du er en god datter, der bekymrer sig om din far. Men forsøg at være hans hjælp :o)
Mvh og alt godt Fandango

faktisk måtte sygeplejerskerne der stod ved min morfars side inden han døde, give ham aktiv dødshjælp. Det var så slemt at han var udenfor bevidsthed til sidst, så de måtte skride ind. Det var en jo en hel lettelse at se ham drage det sidste suk, den sidste udånding. Han var fri, han havde ikke længere smerter
Det er en ambivalent følelse jeg har omkring aktiv dødshjælp

Jeg tror jeg ved hvordan din far har det, jeg er selv plaget af Skizofreni i slem grad med voldsomme høre, syns og følelses hallunicationer.
Det kan til tider være voldsomt svært at leve med en sygdom der rammer en så hårdt, især hvis man ikke har den man elsker ved sin side, så får man tit oplevelsen af at man har det bedre som død.
Selvmords ricikoen er nok ret høj hos din far for tiden, jeg vil derfor opfordre dig til at bede om mere opsyn med ham da det kan være tvivlsomt om han er til fare for sig selv eller andre.
Jeg har selv døjet med en del selvmords tanker sidste år, og i år lykkes det at hænge mig selv (Hvor jeg blev reddet før kvælning og tvangs indlagt).
Pas på din far, selvom det er hårdt.
Håber det går fremad for din far igen.

Mener du, at bare fordi "der er en lovgivning på området", så er det også rigtigt????
Jeg synes det er fuldstændig forrykt at man ikke har lov til at vælge, hvorvidt man vil være her eller ej - og at folk omkring én ikke kan få lov at hjælpe én på vej hvis ikke man selv er fysisk istand til det.
Hvem er du, eller "lovgivningen", til at dømme, om andre mennesker skal have lov at komme herfra eller ej??
Jeg er målløs over din moraliseren - går du heller aldrig over for rødt hvis ikke der er nogen biler???

Jeg tror du misforstår mig,- jeg kommer med min egen holdning: Jeg dømmer ikke uanset hvad hun vælger.
Jeg har ingen ret til at anbefale det ene frem for det andet. Jeg forsøger bare at komme med en forklaring til den foregående skriver, der mener det er totalt egoistisk af faderen at forvente den slags af sin datter.
Det var set fra faderens side, at jeg kommenterede. At han selvfølgelig allerhelst ville have et værdigt farvel omgivet af de mennesker, der betyder noget for ham og det ville være respekt for ham.
Tro ikke, at jeg synes, at datteren skal slå sin far ihjel !!! Men hvis hun valgte at gøre det, er jeg ikke den der peger fingre...
Det er der vist ingen af os der kan, uden selv at have stået i samme situation.

Jeg føler med datteren i denne her situation - det er aldrig nemt at være pårørende til et kronisk sygt menneske, der har opgivet livsmodet.
Men... 'Give ham den sidste sprøjte'??? Foruden det urimelige i at forestille hvor og hvordan den her datter skulle få FAT i en sådan 'sidste sprøjte' (og ikke mindst vide hvad den skulle indeholde og hvordan den skulle gives), så er aktiv dødshjælp et kæmpe etisk dilemma. Det lader sig desværre ikke løse kun med at man ønsker en værdig (og hurtig, problemfri?) død for sine kære pårørende.
Der er også et meget stort værdisæt, moralsæt og holdningsspørgsmål på spil her.
Jeg ville foreslå at datteren fortæller sin far at det sårer hende ufatteligt meget at han siger sådanne ting til hende. Og at hun godt kan forstå han har mistet noget af gejsten... Bare det at hun aktivt udtrykker sin medfølelse og bekymring for ham, kan måske give ham en positiv oplevelse.
Hun skal være klar over, at hun ikke kan tage ansvaret for hans liv, men at hun ved sine talrige og gode besøg gør en kæmpe indssas for at hjælpe ham i hans dagligdag.
Er der blevet overvejet terapeutisk eller medicinsk behandling til hans sindsstilstand? Og ville han i givet fald ønske at tage imod denne hjælp?
Man må aldrig opgive et sygt menneske og sige 'nu kan vi ikke gøre mere'. Der er altid måder at lindre smerte på...

besværligt det der med aktiv dødshjælp.
På den ene side kan det gøre forbandet ondt at det ikke er lovligt, men på den anden side er der så meget etik blandet ind i det.
Og hvad nu hvis en eller anden gut ikke bryder sig om en der ligger i koma (mor eller far) og udøver "aktiv dødshjælp"?
Det er jo derfor det ikke kan blive lovlig
gjort.
Men bortset fra det, går jeg faktisk lidt ind for det, og jeg har virkelig ondt af såvel dig som din far.
Det må have været et rent helvede den dag han kom med det udbrud, men på den anden side må det også være et helvede for ham.
Jeg kender selv en ældre dame, der har det ok, men der er bare de her ting med mellemrum, og hun har virkelig levet sit liv, og hun ville ikke have noget imod at dø (har hun selv udtalt) og så står man der og er så pokkers hjælpeløs.
Jeg syntes egentlig det er lidt groft at din far kommer med et sådan udbrud. Ja, han må være i en forfærdelig situation, men han må da også kunne se hvor ondt det gør på dig at se ham i den situation.
Jeg kan desværre ikke komme med nogen løsning på dit/jeres problem, man kan ikke andet end håbe at det løser sig.
Hvis han ikke rigtig kan noget, og konstant har smerter, er det jo lidt svært at give ham "gnisten" tilbage, men jeg tror ærligt talt at det gør mere end man skulle tro, at du sådan gider bruge tid på ham.
Et eller andet sted må han da kunne føle den kærlighed.
Så selvom han bliver så sur, så bliv ved ham til den bitre ende, det er det eneste du kan gøre...

Det er flot, der skulle være flere af din slags!!!