Min fars blodprop i hjernen

Nu er min far endelig kommet hjem fra hospitalet, hvor han i torsdags blev indlagt med en blodprop i hjernen - han er 64 år.
Det har godt nok være nogle drøje dage - eller... det har været skidehamrende rædselsfuldt og gyseligt! Hele uvisheden om det hele...
Nu er han heldigvis så stabil, at han godt kan være hjemme (vi er der selvfølgelig også hele tiden). Og det går allerede meget fremad. Nu kan han gå selv uden at holde fast i noget. Selvom det tager en time at tage sokker på - så TVINGER han sig selv til det. Han besser frem og tilbage...og sørger hele tiden for at aktivere sin højre side af kroppen, som har været ramt. Hans humør er også meget bedre - og det er meget nemmere at forstå hans tale.
Jeg er SÅ lettet og nogenlunde tilbage til normalen. Det har været mange dage uden søvn og mad - og et hoved fyldt med tanker. Mine følelsesmæssige smerter har været så store, at jeg midt i det hele bare ønskede, jeg blev lagt i fuld narkose til det var overstået - eller i en 2-sekunders tanke, at det ville være nemmere at hoppe ud af vinduet, så jeg ikke skulle mærke den smerte. Tænk at man kan blive så presset psykisk - jeg skræmmer sq mig selv. For helvede det har været hårdt. Men nu er jeg glad igen - stadig skræmt og chokeret, men lettet!
Er der nogen af Jer derude, der evt. selv har prøvet at få en blodprop i hjernen eller været pårørende? Ønsker gerne at dele eraringer og følelser.
Mvh. Stine

...fik en hjerneblødning som 45-årig (selv var jeg 22 år på det tidspunkt), og døde desværre efter operationen.
Det værste var ventetiden og se hende ligge der i en respirator - man er magtesløs og traver hvileløst frem og tilbage uden at kunne finde ro!
Nu er det så blevet min brors tur som forleden dag gennemgik en større operation da han havde fået kræft (som 47-årig) - igen kommer magtesløsheden op i en, og man er evig nervøs for tænk, hvis de ringede fra hospitalet og sagde det var meget værre....
Så er det man værdsætter sine nærmeste og sine venner - lev livet; man ved aldrig hvornår det er ovre!

forstår jeg dine tanker, men prøv at tænke på, hvilken rædsel din far har befundet sig i. Tænk på, hvad han føler og tænker. Det er dog så meget værre.
Min mor fik også en blodprop i hjernen. Hun blev lam i den ene side. Senere fik hun sukkersyge og begge ben blev sat af. Ja, det er ikke særlig sjovt. Jeg kunne desværre ikke gøre så meget andet end lytte til hende og hjælpe hende med de problemer der kom. Jeg har ofte tænkt på, hvor slemt det har været. Kun 60 år og pludselig blive hjælpeløs. Min mor fik ingen hjælp til genoptræning. Det hjalp jo ikke man sagde til hende hun skulle bevæge fingrene for at træne, hun kunne ikke røre armen overhovedet.

Når det går så hurtigt fremad med din far, så vil han sikkert komme sig igen. Men der kan være psykiske eftervirkninger. Hjælp ham ved at støtte og snakke med ham, hvis han trænger til at få luft for sin angst. Bare lytte, det er godt. Ja, bare ved at være der.
Jeg har selv ligget syg og kunne næsten ikke tale. Lå bare og tænkte. Det var så dejligt min søn sad hos mig. Jeg mærkede han var der.
Min mor kunne de sidste dage hun levede, ikke tale. End ikke lukke øjnene op. Min søn, sad hos hende den sidste dag hun levede, hun elskede ham højt. Da han et øjeblik forlod hende fik hun stønnet en efterligning af hans navn. Vi forstod det alle og han sagde, han straks kom igen. Det var det eneste hun sagde, de tre dage det varede.
Det er så dejligt, når man mærker nogen drager omsorg.

Jeg har haft 2 blodpropper i hjernen i år 2000. Det skete med 14 dages mellemrum.....
Efter den 1. havde jeg en frygtelig hovedpine, ualmindelig træt, forvirret, og græd hele tiden, da jeg ikke kunne forstå, hvad der var sket.
Efter nr. 2 da var min tale næsten væk, viste hvad jeg ville sige, men kunne ikke få lyden ud, ej heller forme tungen - igen endnu mere træt. Nedsættelse af styrke i højre side.
Jeg kæmpede med alle kræfter til en normal tilværelse, men set i bagspejlet så er det ikke det fysiske, som man skal bruge de få kræfter på, som man har i den situation. Man har mere brug for hvile, omsorg, nærvær, at andre sætter dagen i system. Det fysiske kræver mange kræfter, men det psykiske kan ikke måles, og til at samle sig igen, så har man brug for hjælp. Omgivelserne kan se og måle det fysiske, men inderst inde så græder man meget over sit tab, og ikke mindst det at skulle bede om hjælp.
I mit tilfælde var jeg 41 år, og det eneste jeg ønskede var at komme hurtigt i job igen, for så fejlede jeg jo ikke noget.......
Et godt råd til dig - du har nu fået en ny Far - intet bliver som før - lær ham at kende som den han er nu - lad være med at sammenligne ham med den Far - som han var før - ham får du aldrig tilbage, MEN giv ham mulighed for selv at finde sit nye jeg, han er nu det man kalder hjerneskadet, du kan finde hjælp på hjemmesiden: www.hjerneskadeforeningen.dk
Til sidst: Husk altid at tænke - Hvad kunne have været værre!😃
Held og lykke i jeres nye liv.

Når man har været bypassopereret har man virkelig lyst til at springe ud af vinduet

Du og dine nære har gennemlevet meget.
Ja, pludselig går det op for en, hvor meget man skal værdsætte sine kære. Med et knips kan det hele blive taget væk [:|]

Ja, det gør endnu mere ondt at se den rædsel, min far har befundet sig i. At se angsten i hans øjne....at se ham græde (det har jeg aldrig set før). Vi var hos ham stort set hele tiden, da han var indlagt. Og jeg er hjemme med ham nu - har taget lidt orlov fra arbejdet. Jeg har lyst til at være sammen med ham hele tiden....
Jeg er også overbevist om, at det går fremad nu. Han kan nye ting for hver dag, der går. Han blander sig i politiske debatter i fjernsynet og vil gerne have besøg. Nu tigger han endda om smøger - hans rygeri skal lægges på hylden!! Så mange ting er ved det gamle. Og alligevel ikke. For det her sidder dybt i min far, min mor og mig. Selvom vi ved, det går fremad nu.....sker det mon så igen? Og kommer han sig helt?
Jeg er klar over, der i skrivende stund er 50% risiko for at far får en depression. Og derfor er vi meget opmærksomme på ham hele tiden og taler med ham om det, så han ikke gemmer alle tankerne væk.

Jeg bider ekstra mærke i din sidste kommentar: at det kunne have været værre. Og selvom det måske lyder som en ringe trøst - så har det trods alt været en trøst. Min far har hele tiden været klar i hovedet og mobil - omend det har været med forhindringer i motorikken. Manden gik hjemme 2 dage og skjulte det, inden det gik op for min mor, at den var gal!!
På CT-scanningen kunne de ikke se en prop, så de mener, den har passeret. Derimod kunne de se en gammel blodprop, som aldrig er blevet opdaget, så noget tyder jo på, han er stærk.
Han er gudskelov meget tæt på den far, jeg altid har haft. Men det her har natuligvis ædt os alle op indeni - så vi taler meget om det. Sætter ord på det....og får det ud. Vi har en meget sammentømret lille familie os 3 - hvilket jeg rigtig indser nu.
Var du indlagt de 14 dage mellem dine to blodpropper? Mærkede du tydelig fremgang fra den første til den anden prop pludselig indtraf? Og du fik blodfortyndende medicin efter den første prop? Undskyld disse spørgsmål - jeg må bare have lidt mere vished om det.

du er bypass-opereret? Har din operation ikke hjulpet dig? Er det angsten, der sidder tilbage?

For smerterne er ikke helt væk, det er værst i koldt vejr, har været til læge og han sendte mig videre til neurolog han ville ikke lade mig MR skanne selv om det måske kunne have afsløret problemet, de hænger sig i operationsraporten der siger at alt gik glat under operationen.
Det skal så nævnes at mit blodtryk er ALT for højt men min læge tør ikke hæve dosis af frygt for nyreskader..
Er det virkeligt blevet sådan i Danmark??

Med mit høje blodtryk er JEG også i risikogruppen for en hjerneblødning, hvis der nu er nogen der mener jeg er uden for tråden😮

Være glad for at din far er 64 år... Ellers havde jobcenteret sendt ham i "arbejdsprøvning" selv om han var dødsyg.... de er total kolde i røven.. bare de sparer kommunerne for en masse penge.
Hurrah!! For Claus Hjort og Inger Støjberg... Danmarks mest humane politikere😮😃
Der er flere der er døde på den konto, der var ellers noget for Wikileaks at stikke snuden i der🙂

at lægerne tager den rigtige beslutning omkring dit helbred - og gør, hvad der er bedst i din situation. Men jeg kan godt sætte mig ind i, at det må være fysisk såvel som psykisk hårdt.

Ja, det har du ret i. Og der er en måned til han fylder 65, og så havde forsikringen ikke udbetalt en krone. Så på en måde held i uheld.

Det var jo selvfølgelig vores første spørgsmål til overlægen, da min far blev udskrevet. Er der øget risiko for en ny prop?
Lægen sagde, at hans risiko var den samme som hos raske mennesker. Så det må man jo stole på. Jeg synes bare, jeg læser på nettet, at der er øget risiko, når man først har haft en prop.

Hej igen!
Nej jeg var ikke indlagt mellem de to blodpropper, da egen læge troede (1.) at det var en virus på balancenerven, hvilket jeg gik til undersøgelse for, samt var under pres til at skulle i arbejde igen....
Der var ikke meget fremgang inden nr. 2, og jeg fik først blodfortyndende medicin efter nr. 2.
Kognitiv træning på CKU har været rigtig godt, indvidere genoptræning på Vejlefjord, hvor jeg også blev afklaret mht. arbejdsmarkedet.
Du er velkommen til at spørge...

Man må jo gå stærkt ud fra at efter den første sættes der ind med medicin og ændring af livsstilen så chancen bliver mindre.
Min far fik en lille prop da han var 56, han var ikke for tyk, men elskede fed mad, rygning, sukker i kaffen og overarbejde, det skar han stærkt ned på.
Nå, han blev pensioneret, hyggede sig et par år og begyndte så pludselig at tage de gamle vaner op igen, under vilde protester fra min mor.
Få dage før hans 70 års fødselsdag besøgte de mig, han var skidefrisk og de kørte hjem.
Næste morgen ringede min mor og fortalte at han var faldet død om i sengen, det var en blodprop i hjertet.....øøh ???

Ja, man kan godt forveksle en blodprop i hjernen med andet - desværre. Min far troede også bare, det var influenza. Godt min mor tvang ham til lægen.
Hvor lang tid efter blodproppen startede du på genoptræningen?

Men det viser virkelig hvor vigtigt det er, at man lægger sin livsstil om. Jeg har læst, at hvis man stopper rygningen, nedsættes risikoen for en ny prop med op til 90 PCT. Det er dæælme meget.
Min far er heller ikke overvægtig- men det er ingen hemmelighed, at han afskyr grøntsager, ryger 40 smøger om dagen og ikke dyrker motion. Den livsstil er slut NU!

Min far mente også at man ikke skulle stjæle kaninernes mad.
Meeen, da jeg nogle gange serverede eksotiske og normale grøntsager samt salat for min far på helt andre måder end gammeldags udkogte gav han sgu min mor besked om at lave det samme hjemme😃

drikke knapt en halv liter rødbedesaft. Rigtig saft. Det kan købes i en helsekost butik.
Mål dit blodtryk 3 til 4 timer efter. Mit blodtryk var faldet drastisk.
Du tror sikkert det er noget vrøvl, men det er da billigt at prøve. 😉

Vi har også serveret laksefrikadeller, rodfrugter, sild osv for ham. Men han kan egentlig godt li' det. Og det er jo heldigt, for han skal leve af det fremover!
Det værste er cigaretterne. Han tigger hele tiden. Han får lov at ryge 3-4 om dagen, indtil han skal stoppe helt!

Jeg startede på kognitiv-træning på CKU ca. et halvt år efter blodpropperne. Det var meget givtig, da jeg fik sat system på tingene. Hele min hverdag blev lagt ind i kalender, og ikke mindst aftaler - ikke mindst mine børns aftaler, så kan man også sige til dem (dengang 19 og 16 år), at hvis ikke det stod i min kalender, så var det ikke noget, som jeg skulle huske. Jeg blev jo ked af at høre, at det var noget jeg havde glemt, men måske ikke havde fået at vide.
En rigtig god ting ved CKU er også, at man møder nogen i samme situation, og som ved hvilke problemer man går med, det løsner op for nogle rigtig gode grin. Det er altid dejligt at møde sammenlignende, og ikke mindst se, at der er også nogle som har det bedre eller værre.......
Vejlefjord var jeg på ca. 20 måneder efter blodpropperne, dette var meget intensivt i 14 uger, hvor man boede sammen ca. 24 i samme båd. Her var sygeplejesker, lærer til kognitiv træning, neurologer, psykologer, idrætslærere, socialrådgivere m.m., man fik kortlagt gode og svage sider - på godt og ondt....

det er altid hårt når et familie medlem får en blodprop i hjernen, det er meget stressende både fysisk og psykisk, jeg måttar selv gennem gået det samme da min far fik en blodprop i hjernen.
det var meget svært at se ham så svag da jeg altid har set ham som en stærk og urokkelig mand.
efter hans blodprop var jeg helt rundt på gulvet, jeg var altid bekymret for ham og og mistede en masse søvn løse nætter, fordi jeg altid var bekymret for at han altid skulle få en ny blodprop, selv om han gennem gik genoptræning virkede det ikke som om han fik det beder, det var da min ven som var naturlæge forslå jeg begyndte at give ham et kosttilskud, proargi 9 plus, som hade en masse gode resultater og virkninger.
på hans råd gjore jeg så det, efter et par uger med proargi begynde han endlig at få det beder🙂🙂🙂 han begynde at få førligheden tilbage i sin højer arm, og begynde at kunne tale forstålig igen, jeg kan ikke begynde at fortælle dig hvor lettet jeg var da han endlig fik det beder.
siden da har han fået det meget beder ^^🙂🙂🙂
med venlig hilsen. brian H