Min kirke:-)

For mange år siden var jeg mormon. Men på et tidspunkt fik jeg alvorlig tvivl, om mormonkirken nu også var den "sande" kirke. Så jeg undersøgte en masse forskellige kirker, og fandt en masse litteratur.
Jeg kom ofte på besøg hos Jehovas Vidner, i Apostolsk kirke hos Baptisterne og i folkekirken. Og jeg læste en masse litteratur fra de nævnte samfund, ligesom jeg læste en hel del videnskabelig litteratur om Bibelen og kristendommen.
Men en lille naiv pjece skrevet af en eller anden prædikant (i ved, en af dem der rejser rundt og "helbreder" folk). Jeg husker ikke, hvem forfatteren var, eller hvad pjecen hed. Men i pjecen stod et direkte dumt forslag: Hvis man gerne ville være kristen, skulle man bede Gud om at overtage sit liv. Den slags står i adskillige kristne kirker, men af en eller anden grund, gjorde denne et stort indtryk på mig.
Så jeg gik længe og tænkte over det! Jeg var ikke i tvivl om, at jeg troede på Gud og kristendommen. Men var det mon syndigt at bede om, at blive kristen på en måde der ikke svarede til mormonismen?
Efter at have vendt og drejet fordele og ulemper genem et styke tid, besluttede jeg mig for en slags "gylden mellemvej". Jeg fortalte Gud, at jeg ærligt talt ikke anede, hvad jeg skulle gøre, så jeg var nødt til at lægge det i Hans hænder. Så hvis Han ville det, ville jeg bede Ham om, at få mig over i den sande kirke!
Hvad skete der så? Tja, jeg opdagede jo efterhånden, at dobeltmoralen lever i bedste velgående i alle kirker. Så jeg endte med ikke at tro på Gud- eller som jeg plejede at sige: Jeg var agnostiker!
Sådan levede jeg lykkeligt i mange år- men forskellige småting gjorde det klart for mig, at jeg nok ikke havde lagt ideen om Gud så meget på hylden, som jeg gik og sagde jeg havde! Jeg gik vist i det små og troede på Gud, selvom jeg ikke ville indrømme det overfor mig selv!
At jeg hverken ville være mormon eller Jehovas Vidne eller nogen anden form for fundamentalist, stod mig lysende klart. Men samtidigt var der jo denne tro jeg ikke kunne ignorere. Og det nagende spørgsmål som kom stadig tydeligere tilbage - havde dette noget med den bøn jeg bad for mere end 10 år at gøre?
Jeg begyndte igen at komme i Apostolsk kirke. Fordi jeg vidste, at der sker der noget- i Apostolsk kirke kan/kunne jeg altid mærke Helligånden! Og sådan har jeg det stadig...
Men de fleste mennesker i Apostolsk kirke er fundamentalister- dvs. de har en meget gammeldags indstilling til Bibelen, moral og livet. Det har jeg absolut ikke. Så for mig er det blevet et kompromis, at jeg oftest kommer i folkekirken, hvor forkyndelsen er meget gennemtænkt, men af og til tager i Apostolsk kirke, hvor jeg oplever åndens virkekraft så tydeligt!

Ja, again.
Det kunne være min livshistorie ord for ord med samme udgangspunkt, forløb, bøn; men svar fra Gud og helligåndens dåb og ellers igen, folkekirken samt nogle "fundamentalistiske" oaser.
Ellers har jeg fundet mig til rette i et foreningssammenhæng, som jeg har beskrevet tidligere.
Enoch

Ja, enoch, jeg fornemmer jo nok, at der er mange sammenfald i vores oplevelse af troen:-)

Jeg glæder mig altid over mennesker som vælger at ville Guds vej, fremfor menneskers. Og jeg tror der er mange ligesom dig, der lader sig skræmme af præster og pastorers gammeldags eller fundamentalistiske facon.
Personligt kan jeg ikke bruge folkekirken til noget, som den eksisterer i dag. Og det begrunder jeg med at jeg tror på Biblen, ikke på tomme ritualer, menneskers overfortolkninger, eller traditionens trivialiteter. Jeg har oplevet Guds kraft, og set hundredevis af manifestationer, som beviser overfor mig, at Jesus lever. Jeg tror på vigtigheden af at have fællesskab og tilknytning til Jesu Kristi legeme. En finger kan ikke leve videre uden kroppen, men omvendt kan kroppen godt leve videre uden fingeren, selvom det nok vil gøre lidt avs at miste en hvilken som helst legemesdel.
Jeg har også ledt med lys og lygte efter den rigtige menighed(ligesom Joseph Smith), og kommet til den erkendelse, at der findes ikke nogen perfekt kirke. Men det er ikke begrundelse nok til kun at engagere sig halvt i menigheden, at jeg måske er uenig i en af deres afgørelser. Jeg har været i flere internationale menigheder, i apostolske kirker, mormonkirken, JV, moskeer, rigtig mange folkekirker, IM, gospel sammenhænge, Frelsens Hær, Metodisterne, Baptisterne, osv. For mig er det helt klart Pinsekirken, der er det sted hvor Helligånden virker. Her oplever jeg profetisk tale, helbredelser, overnaturlige tegn og undere, samt en kærlighed og imødekommenhed, som der ikke er i nogen af de andre kirker, ihvertfald i ikke i same grad. Det er ikke fordi jeg mener at det er den eneste rigtige kirke, men simpelthen fordi, at det er her hvor jeg mærker Guds nærvær og velsignelse, i større omfang end ellers. Og jeg tror faktisk det hænger sammen med, at pinsefolk er lidt fundamentalister, på den måde at de mener det de siger, og lever efter det hver eneste dag.
Åb 3: v15 Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm!