Min kæreste har slået op...skal jeg kæmpe nu, lade hende dampe af eller lade hende flyve?

Hej
Jeg er virkelig fortvivlet. Min kæreste igennem næsten 2 år har slået op med mig i går, eftersigende da hun ikke nærer kærestefølelser for mig mere og hun mangler gnist og forelskelse. Vi er hinandens bedste venner og besluttede for 3 måneder siden at flytte sammen i en lejlighed. Der sker selvfølgelig en hel masse når man går fra at være kærester til at være samlevere. Og jeg ved der sker meget i hendes liv lige pt., hvorfor hun nemt kan være forvirret. jeg er 23 og hun er 21 og tilflytter uden det store netværk(Eller...det er så kommet igennem de sidste to år, men hendes nærmeste venner og familie er andetsteds)
Bruddet er kommet meget pludseligt, jeg har intet mærket igennem de sidste uger og jeg har ellers altid kunne læse hende. Hun er overvægtig og vil gerne tabe sig nu, hun har sukkersyge og den kører ikke skidegodt pt., og det vil hun have styr på nu, hun er ked af sit studie. Hun brugte 3-4 dage på at tænke tingene igennem hvor jeg imens boede ved min mor. Og traf så beslutningen at det ikke skulle være os. Så jeg tror hun er ked af flere ting og lader det gå ud over vores ellers smukke forhold der af mange ink. os selv blev set på som "meant to be".
Hun er dybt ulykkelig over at det her skal gå ud over mig siger hun - og jeg tror ikke at hendes følelser/gnist for mig er helt væk, selvom hun giver udtryk for det. Der er nogle signaler der fortæller mig anderledes - hendes kropssprog og adfærd efter vi ikke havde set hinanden i 1½ døgn. Og så sent som for 3 uger siden skrev hun hvor højt hun elskede mig, savnede mig og hvor lykkelig hun var for at jeg altid var hendes - mens hun var på Færøerne med en veninde. Vi har begge haft utrolig mange fremtidsdrømme sammen, og vores unge alder til trods har vi allerede flere gange snakket giftermål, børn, villa og vovse. Kan det være fordi det er gået for stærkt for hende? Hun er jo kun 21 år, og har aldrig rigtig været alene - har haft mange kærester.
Hun siger at hun ikke har været sammen med andre, hvilket jeg er 100 % sikker på er korrekt - men fortæller også at det er blevet sværere at holde de forbudte tanker væk når hun er i byen uden mig.
Igennem længere tid har vores sexliv været næsten ikke eksisterende. Vi er begge enige om at det er superdejligt€, trygt og bringer os tættere sammen når vi har sex, men hendes lyst har ikke været der igennem meget lang tid. Det tror jeg dog hænger sammen med hendes ringe selværd kontra hendes vægt og sukkersyge. Hun er en supersmuk og dejlig pige og jeg kan simpelthen ikke bære tanken om at jeg ikke har hende mere.
Hun er min første kæreste, så jeg har ingen erfaring med at takle en situation som denne.
Griber jeg efter halmstrå i ren frustration og desperation? Skal jeg knokle på for at hun forstår hvor vigtig jeg er for hendes liv, og at hun ikke kan/skal klare hendes problemer alene? Skal jeg lade hende være en tid og håbe hun kommer igen? Eller skal jeg lade hende flyve bort?
Jeg elsker hende meget højt, og så finder man jo ud af hvor meget en person betyder for en når vedkommende ikke længere er der. Det er jeg nok blevet lidt overrasket over hvor mange følelser jeg havde for hende. Jeg vil virkelig ikke miste hende og jeg er dybt fortvivlet over situationen der er så ny og voldsom for mig.
Jeg håber i kan give mig nogle gode råd!

Tænk du er så ung og så velformuleret, dine tanker du deler med os her viser hvor betænksom, intelligent person du er...det gør lidt ondt i hjertet at læse, at jeres smukke forhold er gået i stykker, og som jeg læser det tror jeg ikke så meget det er jer det er galt med, men nogle ting hun skal arbejde med sig selv, som tidligere overvægtig ved jeg hvor meget ens dårlige selvværd m.m kan påvirke et dejligt forhold. Mit bedste råd er: du skal ikke presse på, lad hende finde sin tid etc..for hvis hun vil jeres forhold skal hun nok komme tilbge igen uden tvivl...du skal blot holde lidt ud, være der for hende..i den kommende tid..så skal der nok komme en løsning..måske ikke den du håber på..men der vil komme afklaring
held og lykke

Mange tak for de rosende ord. Det hele hjælper lige nu hvor det er lidt hårdt og uoverskueligt :-)
Jeg ved at tiden læger alle sår, og det eneste jeg VED omkring livet er at det byder på op- og nedture. Dem er der ingen der slipper for, og jeg ved at jeg nok skal komme videre såfremt det ikke er os to alligevel. Det tror jeg bare det er.
Jeg ved jeg bør lade hende være sig selv en periode, men det er bare så hamrende svært. Dels fordi vi deler studie(vi går heldigvis ikke på hold mere) og dels fordi jeg fortsat holder så forbandet meget af hende - og hende af mig.
Vi er allerede ved at afvikle lejligheden osv. så jeg synes det går lidt stærkt, og derfor føler jeg også at jeg bør gøre noget! Jeg kan da ikke bare lade det bedste der er sket mit liv forsvinde uden at sige eller gøre en indsats! Det er dét der er så forbandet hårdt. Alle dem jeg snakker med, og alle mine erfaringer på andre områder fortæller mig at hun skal have ro til at finde sig selv for at hun igen (måske) kan finde mig. Det er bare så umådeligt hårdt bare at være på standby når man har så mange følelser i klemme. Hvem ved om der går 2 dage efter lejemålet er opsagt og delt til hun finder ud af at vi hører sammen, måske går der 1 måned, måske 10. Jeg kan ikke fordrage tanken om at være bort fra hende, og/eller tanken om at hun er sammen med en anden - møde hende i byen. Se hende flirte. Hverken nu eller om 1 år eller mere.
Jeg elsker hvert et kilo af hende og har aldrig kommenteret hendes vægt eller sukkersyge. Jeg skylder måske at sige at hun har taget 15kg på siden vi mødtes første gang - ikke et eneste af de kg har jeg lagt mærke til eller været ked af. Jeg har aldrig selv haft vægtproblemer og er åleslank og sporty, så jeg aner ikke hvad der rører sig i hende. Bare at der er noget der rører sig...og det er ikke bare vægten.

Det ER en fortvivlende situation for dig, ingen tvivl om det.
Du kan faktisk ikke gøre andet, end at stille dig ud på sidelinien, gøre det klart for hende, at du elsker hende, og du ER der for hende lige meget hvad! For du må UNDER INGEN OMSTÆNDIGHEDER presse hende til at blive hos dig.
Tror hun har brug for at mærke sine egne følelser for dig, og det kan hun bedst når det hele kommer på afstand.
Hvis du presser hende for meget, så kommer hun ALDRIG tilbage, men hvis du viser din selvstændighed, og bare "ER" der. Samtidig viser at du godt kan klare dig uden hende, så vil hun have en chance for at vide hvad hun mister i dig, og hun får mulighed for at mærke efter i sig selv. Den chance får hun ikke hvis du presser hende.
Så igen: gør din holdning klar! Fortæl du er der, du elsker hende, men du vælger at slippe hende fri, og du respektere hendes beslutning. Du skal så lade være med at kontakte hende efterfølgende.
Vil godt vædde på at hun er tilbage om 3-4 uger.

Tak for dit svar.
Jeg synes det er svært. Det sværeste er ikke at presse hende, når jeg netop føler at hun går glip af en hel masse ved at droppe mig. Og det vil jeg selvfølgelig gerne fortælle hende. Men jeg forstår hvad du mener og er ikke uenig. Lige pt. handler jeg dog i affekt. Jo flere dage, timer og sekunder der går jo mere afklaret bliver jeg, og jo bedre er mine muligheder for at komme med et ordentligt og rigtigt modsvar a la det du beskriver.
Jeg har sagt at jeg elsker hende, og at jeg altid vil gøre det, jeg har sagt at jeg respekterer hendes beslutning, omend jeg er uenig i den.
Hvad gør jeg så når hun kontakter mig? Vi har jo stadig nogle praktiske ting vi skal have afklaret og ydermere går vi jo på studie sammen og har mange af de samme venner. Så jeg kan ikke rigtig undgå hende selvom jeg gerne ville. Hvor lang tid vil du anbefale jeg lader hende være? De 3-4 uger du beskriver?

Du skal bare være som du altid er når i ses.. Glad, smilende, forstående osv.
Men du skal lade være med at tale om forhold, og du vil have hende tilbage! Du skal jo i princippet lade som om du "har det fint"
Lad mig sige det på en anden måde:
HVIS du HELE tiden presser hende, og argumenterer for i skal være sammen, så vil du presse hende så meget, så hun vil synes du er "pisse irriterende", og så får du hende slet ikke tilbage! Prøv og vend den om!
Så du skal lade hende HELT være til hun selv kommer tilbage! Jeg ved godt det er svært, men lige meget hvor GODE argumenter du har, så er det altså HENDE som bestemmer, og hende som skal mærke efter i sig selv.

Hej,
dejligt at høre dig beskrive din kærlighed til denne buttet pige, det rører dybt.
Når jeg har læst dit indlæg så tænker jeg på, om ikke hun er blevet lidt skræmt af, at I er flyttet sammen, og at det hele pludseligt blev lidt for alvorligt.
Jeg siger ikke, at I er flyttet sammen alt for hurtigt, i forhold til hvad "man" plejer. Men måske for hende har det været for hurtigt, eller for tidligt.
Mit råd til dig er, at tage en snak med hende og fortælle hende, hvordan du har det, om dine følelser for hende, og for hendes overvægt.
Så fortæl hende, at du elsker hende for den hun er INDENI, og at du gerne vil hjælpe hende til at forandre sig selv, eller få et større selvtillid, HVIS det er det hun ønsker og HVIS hun vil have din hjælp til det.
MEN vigtigst af alt, fortæl hende at du accepterer hendes beslutning, og at du alligevel gerne vil hjælpe hende som ven, og være der for hende alligevel, selvom I ikke er kærester.
Derefter skal du prøve at opføre dig overfor hende, som om hun var en god veninde. Som Elway skriver, hvis du giver hende friheden til selv at vælge, uden at presse hende, men tilbyde hende din hjælp, vil hun selv finde tilbage til dig.
Håber på det bedste for jer begge.[l]

Kære Dig
Jeg må også rose dig for din facon; du lyder, som et menneske, jeg gerne ville have i min havn.
Umiddelbart tænkte jeg, at hun nok var blevet forelsket i en anden eller bare ville væk fra dig. Men du beskriver nogle ting, som jeg ynes er så modstridende, at det ikke giver mening. Når hun for tre uger siden har erklæret dig sin kærlighed, så er det besynderligt, at hun bryder med dig nu.
Måske elsker hun dig som sin ven?
Måske har hun fået lyst til at kæreste med en anden?
Måske måske.. Men det er det, at hun handler så hurtigt, der er mærkeligt! Oveni hendes sukersyge og vægtproblemer.
Jeg kan ikke lade være med at tænke, om hun i virkeligheden er meget værre ramt psykisk end du forestiller dig, og det at bo sammen simpelt hen er for krævende for hende?
Har hun en spiseforstyrrelse? Det vil hun gøre alt for at skjule - også smide dig ud!
Jeg synes, du skal spørge hende, hvad der har fået hende til at træffe den beslutning, men ikke på den der "jeg-kræver-svar-måde", men på en rolig og inviterende facon sige, at du accepterer hvad hendes beslutning end må være, men at hvis du skal hele ordentlig i den proces, er det vigtigt for dig at vide, hvad der har sat det i gang.
NÅR DU HAR FÅET et svar, som jeg håber, hun giver dig, for det fortjener du ved gud, så tak hende for det, og sig eventuelt, at du gerne vil have tid til at tænke over det hun har sagt og gå så hjem!
Så må bolden være hos hende.
Jeg synes ikke, du skal acceptere mindre end en god forklaring, for man kan blive fanget i et sindssygt spil i årevis i håbet om at finde ud af, hvad det var der gik galt i ønsket om, at hvis man bare kunne fikse det, så blvier alt godt!
Tving hende til at stå ved sig selv; hvis hun er stor nok til at have en kæreste, er hun også stor nok til at slå ordentligt op...
Til sidst.... Tjek op på, om der er andet og mere i vejen end sukekrsyge og overvægt - det lyder lidt som om det kan være en snigende depression!
Sender dig masser af gode tanker til din fremtid.
Held og lykke

han skal bestemt ikke lade som om han har det fint. Sikke noget pis at fyre af. Du har ikke forstand på kvinder!
Selvfølgelig lhan ikke presse hende, men han skal være sig selv og må godt vise han er ulykkelig. Det vil gøre hun tænker over hvad hun mister. Trives han fint uden hende, så vil det blot gøre hende endnu mere usikker. Kvinder tænker ikke som jer mænd, forstå det dog!

Pas på blodtrykket når du sidder der og hidser dig op!
Han viser vel også han er ulykkelig, hvis han gør som jeg råder ham til! Selfølgelig skal det hele ikke være et spil.
Med at "have det fint" så mener jeg at han har respekteret hendes beslutning så hun ikke skal føle sig presset af ham hele tiden.
Du må godt læse det jeg skriver inden du konstaterer, hvad jeg har forstand på og ikke forstand på.
God weekend

Lad være med at presse hende, og vær endelig ikke "tudefjæs". Virk glad, smilende, forstående, og som Elway siger at du har det fint.
For det første vil det give hende tid og luft til at tænke - og for det andet vil hun måske undre sig over at du er kommet videre, og tænke over hvad du mon har gang i, og om hun mon kan have fået en konkurent ?
Lidt jaloxi/usikkerhed, kan få følser til at vågne op til dåd lynhurtigt, og vupti er man ikke det mindste i tvivl længere ( kender det fra mig selv )
Følg Elway, så er hun hurtigt tilbage igen 😉
PS: Elway, ved din hustru godt du savler over bare numser inde på ekstrabladet.dk 😃😃😃

Gør han det satser han alt for hæjt. Han skal ikke spille eller virke glad. Mage til godnat råd i her kommer med. Stakkels fyr 😖

Jeg synes også der er mange modstridende ting i denne sag. Det er derfor jeg er så fortvivlet. Havde jeg været et dumt svin, så havde det jo givet sig selv hvad problemet var. Men hverken hun eller jeg har gjort eller sagt noget der kan have skubbet denne beslutning i den retning.
Hun ER ramt meget hårdt psykisk. Dels er det kanonhårdt at have en kronisk lidelse som den hun har(den type sukkersyge man ikke slipper af med), at hun er overvægtig gør det ikke nemmere. Hun er nu her blevet tildelt nogle psykologtimer, for hun ER ked af sig selv, og os. Så det håber jeg kan få hende tilbage på sporet - med eller uden mig.
Jeg har spurgt hende om grundlaget for beslutningen. Men hun kan ikke give mig et svar. Og det må jeg efterhånden tage til takke med.

Selvom det hele naturligvis er meget nyt så er hun allerede begyndt at tænke på at invitere mig op til vennehygge i hendes kommende lejlighed. Det er der selvfølgelig ingen dato for, men er det en god idé for mig og mine forhåbninger at hoppe med på den galej?
Jeg kan mærke at jeg stadig har det rigtig dejligt i hendes selskab. Hendes blotte tilstedeværelse gør mig rigtig godt tilpas selvom det vi snakker om er urimeligt hårdt.
Men jeg ved virkelig ikke om det er en god idé, selvom det ikke er mig der opsøger hende. For det gør jeg ikke. Det skal være på hendes præmisser vi ses. Hvis vi altså skal?

Selvfølgelig skal det være på hendes præmisser, men ikke udelukkende... Synes du skal være varsom med at falde i vennefælden. Hvis hun mener, at I ikke skal være kærester, så må hun slippe dig, så du kan komme videre...
Spørg dig selv om du kan klare at besøge hende? Hvordan vil du have det bagefter? Besøger du hende for at bevare håbet?
Måske når der er gået noget tid, vil du kunne tilbyde et venskab, men hun skal også nå at mærke savnet af dig. Ikke som straf, men fordi det er den eneste måde hun ka nfinde ud af, om det I havde, er noget hun virkelig vil leve uden....
Og vær opmærksom på, at der er andre der må tage sig af hende når hun har det skidt - lyder som om der er både familie og venner omkring hende. Plej dig selv. Pas på dig selv. Du er jo også ramt af det....
Så besøg hende, når du ved, hvad du kan være med til:)

helt enig med nupo
Nogle piger vil gerne hele den der "kan vi ikke bare være venner" ting.
Det kan der være flere årsager til:
- hun har p.... dårlig samvittighed over at have gjort dig ked af det, og tror (fejlagtigt) at dette vil hjælpe dig komme hurtigere videre. Dette vil typisk være tilfældet, hvis hun helt og aldeles har sagt endegyldigt farvel til dig. Hun gør altså dette primært for din skyld. Og så har du ikke en kinamands chance.
- Hun kan ikke finde ud af et "clean cut" og vil for sin egen skyld lade dig langsomt glide ud...... Du har ikke en chance...
- hun er rent faktisk uafklaret, og ved ikke hvad hun vil. Hun vil derfor ikke slippe dig, men heller ikke have dig. Du har en chance, men er i limbo indtil HUN bliver afklaret.
Der kan naturligvis være flere, men disse er de årsager jeg primært har stødt på.
Men du skal altså også passe på dig selv.
For du ved jo nemlig ikke, hvilken af de 3 scenarier du er oppe imod.
Og er det en af de to første ender du bare med at blive endnu mere ked af det. Og er det den 3, er der stadig chance for at det går galt (og selvfølgelig også godt).
Men "rigtige" venner bliver I tidligt om 8 år og 4 mellemliggende kærester.
For du vil hele tiden mere end venneriet - og det er rent selvpineri.
Hvis jeg var dig (og det er jeg jo ikke), ville jeg fortælle hende, at jeg respekterer hendes valg, og ikke ønsker at presse hende, men ikke kan være "bare venner". For det vil gøre for ondt.
Det tror jeg sagtens at hun kan forstå.
På den måde får hun roen og lidt afstand til dig, og du får ikke rippet op i såret hver gang hun inviterer til vennehygge.
Jeg håber for jer, at hun snart finder ud af, hvad det er hun vil, så I begge kan komme videre. Sammen eller hver for sig.

Jeg ville ønske jeg kunne give dig et råd... Men lige nu må du sørge og efterrationaliserer... Det virker ikke som om i har et problem, men din kæreste kæmper med sit eget pt, og ikke samtidig kan rumme andet... Og det så du jo så accepterer. Det lyder hårdt og kontant, men sådan mener jeg det slet ikke. Og stå i den følelse som du er i pt__ Som du for øvrigt har sat rigtig flot ord på__ Kan ingen tage fra dig, den smerte skal gennemleves. Du kan evt dulme smerterne ved at få skrevet ud om det, tale med personer der står dig nær, men smerten kan ikke bare sådan forsvinde, føleser er en mærkelig tingest... Håber for jer begge i kommer godt videre, og det skal i nok, men ting tager tid[l][l][l]

Mange tak for alle Jeres svar. Jeg har aldrig været brevkassetypen, men finder det rart at få læsset lidt af, og måske endda få lidt igen.
Der er desværre sket en ny og uheldig udvikling synes jeg i denne sag. Jeg har så vidt det er muligt(der er praktiske ting så det er lidt svært) holdt mig fra at kontakte hende og snakke med hende siden sidst.
Her til morgen tager jeg i vores lejlighed i den tro at hun ikke er hjemme. Derfor havde jeg ikke skrevet at jeg kom. Jeg skulle hente nogle ting til senere på dagen. Jeg ser dog hendes cykel holde der, og ringer på tre gange for lige at gøre opmærksom på at jeg kommer op.
Da jeg så kommer ind af døren ser jeg en fyr jeg aldrig har set før, og de er igang med at lave morgenmad.
Jeg bliver helt paf og glemmer alt om hvad jeg egentlig skulle der og hiver hende rystet til side for at få en forklaring. Hun fortæller at det er en arbejdskollega der var kommet forbi efter de havde skrevet sammen, om hun var okay samt for at hente nogle film hun havde lånt af ham. Jeg var virkelig rystet og kunne mærke at jeg begyndte at tvivle helt vildt på hende som jeg aldrig har gjort før, og tænker for første gang tanken til ende, at hun skulle have haft en anden. Og sådan har jeg også nu her til aften...
Hun nægter pure og fortæller at det ville hun aldrig gøre, og aldrig der. Men hun siger også at hun synes jeg skal gå ud og hilse på ham, for det må være akavet for ham at stå derude, mens vi snakker. Det gider jeg ikke, jeg tager de ting jeg kan huske jeg skulle have, siger farvel og går. Alt imens hun går ud i køkkenet til ham.
Hun skriver senere det samme som hun fortalte, og samtidig at han også lige er gået fra sin kæreste, og skal flytte "så det er meget naturligt at de snakker sammen" Men hun har samtidig sagt til mig at hun havde brug for at være alene, og for at takle hendes problemer for sig selv. Vi skriver lidt frem og tilbage og hun siger at hun intet har at skjule for mig, for der er intet i det. Jeg har naturligvis kun set tingene i 5 minutter, så tingene er måske taget ud af kontekst. Men alligevel.
Det jeg er mest ked af og ikke kan forstå er hvorfor han ikke bare kunne få de film på jobbet? Hvorfor skriver de overhovedet sammen privat?
Jeg er rigtig ked af det i løbet af dagen, og har snakket med hendes bedste veninde og min gode veninde - og hun synes ikke det er specielt hensigtsmæssigt handlet af hende, selvom hun er sikker på at der intet er sket. For det har min eks(godt nok hårdt at skrive... ) skrevet til hende og de fortæller hinanden alt, da hun skrev om den ulykkelige og uheldige episode tidligere i dag.
3½ time efter min eks og jeg skrev sammen omkring situationen og senere noget praktisk omkring imorgen, hvor vi skal mødes - skriver hun "Hej søde..håber du har haft en god dag og du er kommet dig over den ubehagelige og overraskende situation i morges...." og så noget praktisk til slut i sms'en.
Hun har ikke skrevet søde eller noget betænktsomt i en uge. Jeg ved at også hun er ulykkelig over episoden tidligere idag, for det havde hun givet udtryk for til veninden.
Men jeg ed for første gang ikke rigtig hvor jeg står. Indtil jeg mødte dem i lejligheden havde jeg siden igår følt mig på vej opad, med en plan for fremtiden. Med et føler jeg dog at jeg er revet tilbage til start igen. Bare værre, mere sur og meget mere skuffet.
Hvad skal jeg gøre?! Jeg er virkelig ude og skide. Jeg vil gerne vise hende at jeg er stærk imorgen, men omvendt har jeg også lyst til at rive hovedet af hendes manglende empati og forståelse for mig og vores situation. Jeg føler hun ked af hendes opførsel og er som sagt blevet overbevist om at der ikke er sket noget imellem dem.
Kan hendes manglende fornuft være et resultat af hendes forvirring?
Jeg ved der er flere spørgsmål i dette indlæg, men jeg er virkelig i tovene...

.... det er ærgerligt at høre!
Jeg synes ikke, det lyder særligt troværdigt. Muligt at der ikke er "sket noget" (hvad for noget) men der kan sagtens være noget under opsejling... Hvis de føler, at de har så stærkt et fællesskab qua deres brud, at de må ses privat, så har de da en fortrolighed, som man kunne forstille sig fik vinger so to speak ....
Hvad værst er; jeg tror ikke en gnag hun er ærlig overfor sig selv.... Hun holder dig lidt hen - indtil HUN har sikekr grund under fødderne....
Gider du det?

Det virker på mig som om at det er slut mellem jer, og jeg FATTER ikke at hun stadigvæk efterlader dig med en smule håb.
Hvis du VIRKELIG mærker efter inde i dig selv, tror du så på hun er 100% ærlig overfor dig? HVIS der skulle være sket noget med hende og ham hun havde på besøg, tror du så at hendes veninde ville sige det til dig? Tror du ikke hun ville skåne dig for at være den som skulle smide bomben HVIS det nu var?
Jeg synes du skal tage bukserne på, og så må du få ordnet de sidste praktiske ting, også skal du sgu se at komme videre, det virker ikke ligefrem som om din ex er skide meget i tvivl.
Men jeg mener stadigvæk at hvis du lod hende være, så hun kan mærke hvordan det hele er UDEN dig, så er der en chance for hun kommer til at savne dig rigtig meget.. Men så må du jo til den tid overveje, hvor vidt hun overhovedet ER noget for dig.
Personligt tror jeg ikke en skid på hun er ærlig.. Det kan godt være hun ikke har lavet noget med "ham der" men man hiver ikke bare "fremmede fyre" med hjem til morgenmad fordi han er i samme situation. Hvor mange fremmede kvinder har du lyst til invitere til morgenmad og tale om dine kærlighedsproblemer med??
Du har fortjent MEGET bedre end det der.. I det mindste ærlig snak, det er sgu ikke fair at efterlade dig med et falsk håb.

hej med dig.
hmmm...hun spiller med åbne kort, hvilket tyder på der ikke er sket noget, vær naiv og tro på hende, men lad hende så være, lad hende komme til dig.
du har gjordt dit og mere til på en god måde, hvis hun er så ærlig, er hun vel osse ærlig nok til at sige hvis hun vil ha dig igen.
ellers er det jo typisk med noget trøste snak eller samvær efter man lige er gået fra en partner, man savner det hele og derfor er der rigtig mange der lige finder en hurtig partner, men det holder som regel ikke i længden.
kan du ikke tage en bytur sammen med nogle venner og gå ud og mor dig lidt, det har du jo lov til, ligesom hun osse har. måske du osse skulle finde en sød pige at snakke med🙂
du kan osse prøve at spørge hende om hun har været sammen med ham og se hvodan hun reagerer,,,lidt dårlig smag har hun vel i munden,,,,derfor skriver hende søde, for at fedte lidt....for dig...du kan osse vælge at tjekke hendes skral for gummi osv. holde lidt øje med hende for at se om der er noget i ...men omvendt så er det nedslidende at begynde på sådan noget,,,,spion agtigt...men tro mig der er mange der gør det..tjekker hinandens smsér og mails osv......
jeg ville lægge hende lidt på is, lade hende om at kontakte dig og så tag en bytur med vennerne...go fuck ten other girls,,,,så er hun glemt, hårdt men det virker og er bedre end at være selvdestruktiv, jaloux og ulykkelig...har selv prøvet det....det er bare en del af livet😮
god vind med det hele, skriv hvad der sker.....du er imponerende velformuleret, hvilket er en god kvalitet, især overfor pigerne, de kan som regel godt lide, hvis en fyr kan udtrykke sig selv😉

Jeg skal nok forsøge at holde denne tråd opdateret. I må selvfølgelig gerne svare, men må også gerne undlade. Det er et eller andet sted meget rart at se hvordan jeg engang har haft det og hvordan udviklingen er sket. Det er blevet en slags terapi for mig, og siden jeg nu engang ER startet herinde, så har jeg tænkt mig at føre den til ende - til jeg får en ny kæreste, forbliver single eller finder tilbage med min eks.
Jeg er måske lidt naiv, og jeg tror på at det hun har sagt omkring ham gutten er sandt.
Det hårdeste ved alt det her breakup er at jeg ikke længere har nogen at være sammen med der "kendermig-kendermig". Jeg føler mig totalt alene og rastløs når jeg har fri fra mit studie eller mit fritids(og desværre frivillige og ulønnede) job, og bliver nemlig totalt destruktiv og har lyst til at finde ud af hvad hun laver. Al den tillid jeg havde til hende tidligere er bare totalt væk og jeg er hvert sekund sikker på at hun allerede har fundet en ny fyr, og jeg har fanget mig selv i tanken om at dukke op på hendes adresse for at se hvad hun laver igennem vinduet. Totalt sørgeligt, men desværre sandt. Jeg savner at vide hvad hendes dag har haft af gode og dårlige elementer, og tolker alle facebook-opslag på hendes væg i alverdens retninger, fordi jeg ikke kender den sande historie. Det gjorde jeg jo før.
Vi snakkede kort sammen i går da jeg skulle hende nogle øl til weekenden hvor hun er bortrejst, og hun virker totalt afklaret med sin beslutning. Det er jeg bare slet ikke, selvom jeg efterhånden har accepteret beslutningen, og er begyndt at komme videre. Det er vildt hårdt at ens kæreste fra en fordi der ikke er noget sug i maven mere.
Jeg har bestemt ændret mig siden vi for to år siden begyndte at kæreste, og er måske kommet for langt væk fra den fyr hun forelskede sig i. Men omvendt så forsvinder forelskelsen jo på et tidspunkt og erstattes af andre ting. Måske var hun bare ikke klar til de ting. Jeg har bestemt nogle ting jeg skal arbejde med og har tilsyneladende ikke være alt for nem at bo/være sammen med, men det har hun desværre ikke givet udtryk for før det var for sent. Jeg kan bare ikke slippe tanken om at vi flyttede for hurtigt sammen, eller at vi mødte hinanden på et forkert tidspunkt.
At vi om 2 år fra nu når hun havde fået styr på sine problemer, jeg på mine, og var blevet mere ansvarsbevidst af at bo alene med de forpligtelser der dertil hører - at vi havde klaret den her.
Hun siger jeg er blevet mere en ven end en kæreste, at hun til sidst har følt sig for "mor-agtig" fordi hun tog vasketøjet(og lagde det sammen igen), købte ind(for det meste), og at vi ikke havde nok tosomhed efter vi flyttede sammen. At jeg egentlig blot var flyttet sammen med hende og havde levet videre som da jeg boede med mine drengevenner(med computer, rod osv.) Hvorimod da vi boede hver for sig - når jeg var ved hende, så var jeg der for at være sammen med hende.
Jeg har lovet hende ikke at kontakte hende, med andet end praktiske ting, hvilket jeg klart har tænkt mig at overholde. Hun spurgte om hun stadig måtte skrive til mig, eks. hvis hun savnede mig. Iøvrigt beskrev hun lettere grædende at nu var den (Mit navn) hun forelskede sig i ved at komme tilbage. Jeg er begyndt at gøre væsentligt mere i byen, og har været meget mere social end mens vi har været sammen og er begyndt at gå lidt op i hvilket tøj jeg har på og generelt hvordan min appearance er overfor folk. Jeg håber vel et eller andet sted inderst inde at jeg kan gøre hende lidt jaluox og ked af at se hvad hun mistede, så hun en dag vender tilbage.
Som beskrevet har jeg allerede været i byen flere gange, men det med pigerne interesseret mig bare ikke. Jeg kan ikke bare gå ud og knalde den første og den bedste (eller de ti første ;-)) selvom jeg efterhånden er på grænsen til desperat efter sex. Min krop har virkelig været forvirret når jeg har været i selskab med kønne piger eller med min eks. Min lyst er helt vild lige pt. Mærkeligt synes jeg.
Jeg både glæder mig og frygter at møde hende i byen. Jeg glæder mig til at vise mig frem for hende, fysisk større, godt udseende, med overskud og grin og latter, samt måske endda lidt flirten med andre piger. Jeg håber det kan få nogle af de gamle følelser op i hende...Samtidig frygter jeg for den dag hun selv gør det samme, og måske endda går linen ud og kysser med en anden og/eller går med en hjem som jeg ikke kender.
Jeg er desværre ikke specielt pågående i bymiljøet. Jeg har altid været lidt af en grå mus, og det var lidt af et tilfælde at vi stødte ind i hinanden dengang. Der er aldrig rigtig nogen der ligger an på mig, og jeg føler mig lidt for genert/og knap så veludseende til at tage kontakt til andre. Så alle de gode kvaliteter jeg trods alt mener jeg indeholder - de er primært i mit indre - og det er min veltalenhed jo også.
Jeg stødte ind i en pige fra studiet i går som vi begge har gået på hold med. Hun er også lige blevet forladt af sin kæreste så vi snakkede om at drikke en øl eller en kop kaffe en dag og snakke lidt. Hun er en rigtig køn pige, som jeg indledningsvist klikkede rigtig godt med på det personlige plan. Som det dog sker når man bliver kærester så forsømmer man nogle andre ting, og begge har vi forsømt det sociale studieliv - så vi har lidt at tage fat på at snakke om. Da jeg nævnte det for min ekskæreste var hun allerede lidt fremme i skoene synes jeg, selvom det virkelig var totalt uskyldigt.
Beklager det bliver så langt igen - det var det samme i folkeskolen, gymnasiet og på studiet. Jeg hader at skrive, men når jeg først kommer igang så kan jeg simpelthen ikke stoppe ;-) Det er en slags terapi for mig at vride min hjerne for de tanker jeg ellers har så svært ved at udtrykke omend jeg faktisk er en meget umiddelbar person der siger hvad han tænker i hverdagen.
Tak fordi i lytter - og svarer. Jeg skal nok forsøge at holde mig selv og den her tråd kørende indtil jeg er færdig med at komme mig. Som beskrevet indledningsvist så tror jeg det kunne være meget sjovt at se tilbage på om noget tid - når jeg en dag kan se det hele lidt mere på metaniveau.
Vi ses...!

...så tror jeg at hun med tiden finder ud af at græsset ikke er grønnere på den anden side af hækken og at den forelskelse hun søger forsvinder i alle de fremtidige forhold hun interagerer i. Og dér tror jeg hun bliver ked af at hun gav slip på mig.
For jeg tror ikke hun finder nogen der vil være der så meget for hende som jeg har været der, og støtte hende ved hendes svage og stærke punkter.
Men det må tiden vise - over and out for nu! :-)

vraget fyr bliver lidt bitter og håber eksen bliver ulykkelig uden ham... kom over det, kom videre - hun er og du skal også!

...langtfra endda! Og bitter, ja måske en smule. Jeg synes godt den kunne være taklet mere elegant end tilfældet var, og jeg mangler stadig svar på en masse spørgsmål. Men det har jeg fortalt hende, og det ved hun godt og længere er den ikke. Måske får jeg en dag svar på mine uafklarede spørgsmål - måske ikke.
Men jeg tror jeg får ret😉

Hvordan gik det så?
Nu er der gået et halvt år.