min kæreste siger:græd ikke

over din søster er død, for du skal videre i livet og det er sikkert ikke i din søsters ånd, at du skal gå og være ked af det....
Min søster er død for ca 2 måneder siden og vi havde det så godt sammen, som de aller bedste veninder...
Da min søster lå på sygehuset og lige var kommet ind på intensiv efter en operation, da sagde min kæreste til mig, da jeg begyndte at græde ligt, at det ikke nyttede noget at græde...Nogle af mine familiemedlemmer hørte det og da sagde min fætter, at hvad der var forkert i at græde, det var kun odt at komme af med sin ked af det hed, så det er da noget underligt noget at sige, sagde min fætter i en lidt vred tone... Jeg vil jo give min fætter ret og min kæreste er så gammeldags i sin indstillinger til nogle ting....
Det mærkelige er, at min kæreste jo selv har oplevet det at være ked af det og have det dårligt i 1 års tid, da hans kone gik fra ham i sin tid, da har han selv fortalt mig, at han hver eneste aften græd i nogle måneder - han græd så højlydt at underboen kunne høre ham...
Hvorfor skal min kæreste sige, at jeg ikke skal græde...? jeg græder faktisk yderst sjældent, jeg er ikke nogen tudemarie...
Den ene dag da vi var ude og se min søsters grav, da var det lige før jeg græd og da sagde min kæreste til mig, at jeg ikke skulle græde.... jeg har i forvejen så svært ved at græde, men når min kæreste siger sådan, så lukker jeg da helt i og kan så slet ikke få mig selv til at græde....
Min kæreste siger også, at han synes jeg er stærk og jeg klarer mig så flot, at jeg ikke græder...
Jeg har det underligt med, at min kæreste siger alle ovenstående ord, det ligger så fjernt fra mit univers at tænke på.....eller er det bare mig, der er for nærtagende for tiden..!!! hvordan ville I- solens folk reagere, hvis det var jeres kæreste der sagde sådanne ting???

Jeg sidder selv i sorgen, efter at have mistet min far for 1,5 md siden, og det er vigtigt at græde! Jeg græd som pisket, de første 2 uger, men siden er det kun en gang imellem, men det er en naturlig del af sorgen, og det skal ud. Jeg er ked af det, men jeg ville sige til din kæreste, at det er ok at græde. Faktisk rigtigt vigtigt. Min kæreste reagerede heldigvis modsat din,og har grædt side om side med mig. Så jeg ville tage en snak med din kæreste og forklare ham, hvordan du gerne vil have det.

for dig, at du også har mistet....men godt at læse, at du har så sød og forstående kæreste..
Jeg har faktisk talt med min kæreste, om det at græde er vigtigt, men det er mange måneder siden, men det har ikke hjulpet noget og nu orker jeg ikke at sige det mere..
Min kæreste har to gange været sød og forstående, da jeg græd, lige da min søster døde, og sagde, at jeg bare skulle sige til, hvis han kunne hjælpe mig med noget... Dette har han dog kun gjort 1 gang, hvor han passede mit barn på 4 år - efterfølgende har han trukket sig, til dels fordi han siger han kan mærke på mig, at jeg har brug for at være selv - (jeg skal nok sige til og fra) men til dels også fordi min kæreste har meget brug for at være hjemme i sin egen jordhule..
Min kæreste og jeg er grundlæggende meget forskelligt og vi har talt om tingene mange gange, men det ændrer sig ikke - vi kan hver især ikke lave så meget om på os selv, for at gøre den anden tilpas...

så derfor er din kæreste helt forkert på den.
Og jeg er ked af, at du har mistet din søster. Det må være et stort tab for dig.
Mht. din lidt ufølsomme kæreste, kan det være fordi, han synes, at det er hårdt at se dig græde? At han ikke ved, hvordan han skal håndtere sine følelser i forhold til dig, når du græder og er ked af det?
Sorgen over at miste er en proces, man skal igennem, og som jeg starter med at sige, er den individuel. Vi sørger på forskellige måder, og det er helt ok. Hvad er det rigtige for den ene passer måske ikke til den anden.

Og der er ikke noget flovt eller skamfuldt i at græde. Og det er ikke et svaghedsymptom. Det har ikke noget med at gøre, at når du ikke græder, så er du mere stærk.
For nogle kan det at græde være ensbetydende med, at man har svært ved at håndtere den indvendige smerte, at man kan føle, at man mister kontrollen over sig selv. Det er måske dét, din kæreste har oplevet?
Og for andre kan det være en forløsning at græde.
Du har mistet din søster, som du var meget tæt på, og som du nu mangler i dit liv. Jeg er sikker på, at din søster ville kunne forstå, hvor smertefuldt det er for dig at miste hende, og at du har brug for at græde over, at hun ikke er her mere. Det ville sikkert have været på samme måde, hvis det var omvendt.
Du skal aldrig lade andre direktere, hvordan du skal gennemleve din sorg.
Og hvor lang tid en sorgproces tager er også individuel.
Og hvad baserer jeg min viden på?
Jeg har selv mistet.
Og
jeg har arbejdet som kirkegårdsgartner i mange år, og jeg har fulgt mange pårørende fra de har mistet og til de har gennemlevet sorgprocessen. Og der har ikke været to forløb, som har været ens.
Selv når sorgprocessen er "overstået", vil savnet altid være der og du vil nok engang i mellem have trang til at græde over savnet af din søster, og det er helt ok.
Græd, hvis du føler trang til det. Og sig til din kæreste, at du har brug for hans opbakning og ikke, at han retter på din sorg.
Søg evt. på nettet omkring sorg.
Mange tanker til dig.

- Allerførst min største medfølelse over tabet af din søster... - Dernæst, supermum her i tråden skriver det lige som det er til dig...
- Bibehold du din ventil intakt resten af livet...- Det viser at du er et menneske af kød og blod... Jeg har bibeholdt min og jeg letter på trykket hver gang jeg besøger min bror gravsted og det på trods af, at det i næste måned er 15år siden vi mistede ham...
- Savn og gode uunværlige minder, der får forløsning...- En forløsning som vi alle har brug for... - Fra tid til anden...
- Kærlige tanker til dig fra mig.
Eva

kan jeg blot tilslutte mig til lotte...
Jeg føler at det er skamfuldt at græde, hvorfor ved jeg ikke, men sådan har jeg altid haft det og det gør det jo ikke ligefrem lettere for mig, når min kæreste ikke kan rumme, har en underlig indstilling til det at græde, eller hvad, der nu ligger til grund...
Jeg er ikke klar over, hvorfor min kæreste har en speciel måde at sige tingene på, men han er meget gammeldags i nogle af sine indstillinger til livet og jeg har prøvet at tale med ham om det tidligee, men jeg kommer ingen vegne, for han kan ikke finde udaf, at fortælle om følelser - han ser ikke tingene i perspektiv og har svært ved at forklare sig, så jeg kan blive så frustreret og blive sur på den stakkels mand..
Efterhånden som dagene går, får jeg brug for at tale med nogen om det, så jeg vil kontakte kræftens bekæmpelse, men inden da, kan jeg lige kigge på nettet..

er vigtig, for at komme videre i livet.
Som jeg læste forleden dag, at sorg er den kærlighed, som vi ikke kan komme af med..
og minderne holder kærligheden i live..

Et knus til dig - at miste er ikke noget man kommer sig over lige med det samme.
Hvis din kæreste ikke rumme at du græder, så har du måske har du nogle veninder, der er klar til at rumme dig når sorgen er størst?
Nære veninder som du har kendt i lang tid, og som måske også har kendt din søster? Nogle der selv kender op og nedturene og nogle som du kan rumme når de er kede af det? Jeg er sikker på de vil lukke dig ind og give dig muligheden for at være dig selv i sorgen.
Måske er det dem, der skal passe dit barn når du har brug for en tudetur alene? måske er det dem, der laver aftensmad den dag du har været på kirkegården?
Søg de relationer i dit netværk der kan rumme dig.
Ønsket om alt det bedste,
Bibi

dybfølende tanker og ord til mig, de varmede i denne svære tid...

at bede om hjælp...Der er tre veninder, der har sagt til mig, at jeg bare skal sige til, når jeg har brug for dem - den ene har allerede "glemt" at jeg er inde i en svær tid og er nu som hun plejer at være - overfladisk munter...
De andre to spørger stadig til mig af og til og jeg synes de har fundet en god balancegang, men når det så er sagt, så har jeg faktisk ingen, der gider, kan vil eller hvad ved jeg lave aftensmad til mig - jeg har godt nok ikke spurgt, men burde det egentlig ikke nogle gange ligge i luften, at de gør det helt af sig selv, behøver jeg egentlig altid at spørge om hjælp..!!
Min kæreste laver ikke aftensmad til mig - det er sket 3 gange i de næsten to år vi har været sammen - det er faktisk mig der i aften bager en kage til både ham mig og mit 4 årige barn.
Ja, det er faktisk altid mig, der har været den omsorgsfulde, men min søster og jeg var meget omsorgsfulde overfor hinanden og nu har jeg misten den i verden, som har hjulpet mig mest i dette liv - hvor er det uretfærdigt..
Jeg har besluttet mig for, at jeg ikke længere vil give så meget af mig selv, som den ene veninde sagde til mig, at nu er det på tide, at jeg tænker på mig selv og ikke på alle de andre mennesker, som jeg har været der for, når de ikke er der for mig - og det har hun jo ret i..
Tak for dine ord Bibi, selvom de gør ondt, når man føler, at jeg nogle gange er alene i verden..selvom en veninde har sagt til mig, at det er jeg ikke, men hun har altid så travlt med alle mulige ting, så jeg vil ikke trænge mig på - jeg er før blevet mødt med afvisning, selv da min søster var meget syg, så jeg ved ikke altid, hvor jeg har folk henne...jeg tager måske nogle gange tingene mere personligt, end hvad godt er..

og jeg kan godt forstå, at du føler díg frusteret og føler skuffelse.
Jeg kan også forestille mig, at din kæreste kan efterlade en følelse af tomhed, når du ikke får den ønskede respons fra ham.
Hvordan tror du han vil have det, hvis du viste ham dit indlæg her på SOL + de svar der er kommet?
Vil han lukke af for det eller vil han være åben og være mere opmærksom på at støtte dig i din sorg.
Som det er nu, kan jeg kun forestille mig, at det vil øge afstanden i mellem jer.
Det kan være svært at tilgive, når man føler, at den som er tættest på en, ikke er til støtte i de sværeste situationer i ens liv.
God idé med Kræftens Bekæmpelse. Og de plejer at være utrolig søde.

at græde. Der er jo noget vi skal ud med og det kan bl.a gøres ved at græde. Og sådan helt videnskabeligt set, så udsender det nogle beroligende signaler til kroppen og det er derfor vi har den funktion og benytter os af den i svære følelsesmæssige situationer.
Jeg kender ikke de præcise detaljer, men det er der nok nogle kloge hoveder herinde der gør :-)

Jeg sender dig verdens største kram og som en over mig skriver, så er der jo en grund til at vi har "grædefunktionen". Vi skal ud med noget og det beroliger nervesystemet, så din kæreste er HELT forkert på den.

Men jeg kender godt til det med en kæreste der ikke helt forstår. Jeg havde for nogle år siden en rigtig træmand af en kæreste. Han kunne slet slet ikke finde ud af, hvordan han skulle forholde sig til bare den mindste smmule sorg. Hans mor havde været gennem en operation med underlivet, hvor der var en lille chance for at det kunne være cancer. Det var det ikke, men der hvor alarmklokkerne ringede for mig var, at de i familien ikke talte med børnene om det. Det var nogle søde mennesker, men de mente ikke at man talte med sine børn om sådan nogle ting. Og vi taler om to børn i midttyverne....
Jeg kunne slet ikke kapere den der voldsomt manglende forståelse af sorgsituationer i en alder af 25, så jeg smuttede. Jeg har heldigvis en meget forstående kæreste i dag og det er meget dejligt.
Din kæreste lyder dog ikke helt så slem som min eks træmand, så du må sætte dig ned og sige til ham, at det er muligt han ikke kan forstå at du har behov for at græde, men han skal så lade være med at kommentere det. Vi har jo alle forskellige behov.
Sender dig en masse varme tanker herfra og husk, at hun aldrig er længere væk end de minder du kan hive frem engang i mellem.
Og lad os glæde os over, at der er fuld kraft på indenfor kræftforskningen. En dag blvier det måske bare en permanent sygdom som man sagtens kan leve med resten af sit liv uden de store gener :-) Det tror jeg på

jeg føler, når jeg ikke får respons fra ham - han sidder ofte bare tilklistret til sofaen og jeg har efterhånden oftere og oftere brug for, at han IKKE er her hos mig.
Hvis jeg viste ham indlægende her på sol, så ville han blive stiktosset og gøre det forbi, for vi har faktisk før talt om sol og hans mening er helt klart, nej, man skriver ikke om sin kæreste på sol, har man nogle problemer med sin kæreste, så skal man kun tale med ham om det og ikke blande andre ind i ens privatliv...Til dette svarede jeg, at det nogle gange godt kan have en gunstig virkning, at lade udefra kommende hjælpe n videre i forholdet, men så mener han, at så kan man lige så godt gå fra hinanden, ja, igen så mener jeg, at han er forstokket i sin opfattelse af forhold - vi lever jo i år 2008.
Ja, det er svært at tilgive min kæreste, når jeg føler han ikke støtter mig. Jeg plejer at sige til mig selv, at han ikke kan gøre anderledes, at han ikke er i stand til det - det hjælper på at forstå tingene, og her bruger jeg min rationelle fornuft, men det hjælper desværre i længden ikke på mit følelsesliv og som man siger, så er det ens følelser der styrer ens liv 70-80 %

med jævne mellemrum at sige til min kæreste, at han ikke skal sige, at jeg ikke skal græde, det hjælper for en periode, så vender han tilbage igen...Jeg orker ikke mere at give min kærewste en opskrift på, hvordan han skal støtte mig. Jeg kan ikke lave om på ham, når han ikke vil og kan.
Umiddelbart er det selvfølgelig en rigtig god ide at tale med sin kæreste, når der er nogle ting i forholdet, der ikke er som det burde være, men nu har jeg kendt ham i snart to år og tingene har ikke forandret sig særligt meget imellem os. Ord kan tales ihjel nogle gange og være nyttesløse - det er det i mit tilfælde..
Ja, det er ca hver 10 kvinde der får brystkræft og det er i alle tilfælde ikke arveligt. Lad os håbe, at der en dag kommer en vaccine mod alle former for kræft, nu er der kommet en vaccine mod livmoderhalskræft - så vidt så godt..
Jeg kan godt forstå, at du smuttede, det er sikkert ikke noget mere opslidende i et forhold, når ens partner ikke kan forstå hvordan man skal takle en sorgproces - jeg kan fortælle, at min kæreste faktisk er 48 år og han har selv været igennem en sorgproces, så han burde da lige være den, der ved hvad man har brug for.. Han kan godt forstå, at det hele er svært for mig, og han bruger en masse søde ord, men han kan ikke leve op til dem, såsom, da han sagde, at han ville støtte mig - lige efter min mor var død, men istedet blev han sur og fornærmet over, at jeg ikke gav ham opmærksomhed, vi blev da uvenner for en tid og han sagde undskyld, men nu er han igen begyndt at køre soloræs..
Tak for dine varmeste tanker..

jeg kom til at skrive, min mor er død, det er selvfølgelig min søster, men kom til at tænke på min mor midt i det hel - en konflikt mellem min mor og kæreste...

er desværre ikke i top, men rigtigt nok som du skriver, så har det en gavnlig effekt at græde - det kan jeg mærke, når jeg har tænkt på min søster og grædt, så bliver kroppen roligere, for det meste da, men har jeg i for lang tid gået og undertrykt gråden, så varer det længere inden kroppen kan finde hvile igen..

Jeg forstår godt, at du ofte ikke kan have dig i nærheden af dig, for hver gang du ser ham bliver du mindet om, at han ikke støtter dig, men tværtimod svigter dig, hvor du har allermest brug for ham. Og skulle have følelsen af svigt midt i en tung sorg, er meget svært at skulle håndtere.
Som du selv siger så siger din rationelle fornuft, at det er han ikke i stand til, men den vil aldrig kunne fjerne følelsen af svigt.
Egentlig vil det svare til at din fornuft siger til dig, at du ikke skal føle sorg, for døden er en del af livet. Og som du selv er inde på sådan fungerer det ikke og heller ikke med din kærestes manglende støtte.
Da jeg forrige år mistede den mand, jeg boede sammen med, følte jeg et utroligt svigt fra min veninde, som jeg troede ville være der for mig, som jeg altid havde været der for hende, når hun var i krise. Hun svigtede, og det var meget svært at skulle håndtere den følelse samtidig med sorgen, så jeg afbrød forbindelsen hårdt og brutalt, for at beskytte mig selv. Var det rationelt? sikkert ikke. Men det kunne ikke være anderledes.
Jo, jeg savner hende i mit liv, men omvendt genoptog jeg kontakten, så vil jeg blive mindet om, at hun ikke var der, da jeg havde allermest brug for hende. Og det gør simpelthen for ondt.
Og som en sygeplejeske sagde til mig, så skal det ikke være for enhver pris, at man holder sammen på venskaber. Og det giver jeg hende ret i.
Så den med at det er i sorgens/nødens stund, at man finder sine sande venner, er sandt, desværre.
Du har ikke brug for tomheden som følgesvend. Er du bange for at miste din kæreste? Mister du noget ved at printe nogle af de her sider ud og lægge dem foran ham og sige, at du har brug for at hans støtte? Mister du noget nu, som du ikke allerede er ved at miste, fordi du føler dig svigtet?

som jeg allerede er ved at miste i forvejen - kæresten...
Jeg havde en snak med ham her til morgen og han sagde, at han bestemt mener han støtter mig - han går jo ud med skraldespanden og hjælper med at tømme opvaskemaskinen efter aftensmad og rydder af bordet, uden at jeg beder ham om det......stort skulderklap til ham tænkte jeg og sagde så, om det egentligt var for meget forlangt af ham og om det egentlig ikke bare var helt narturligt, at man hjalp hinanden efter aftensmad..joh sagde han....
Endvidere sagde han til mig, at han jo også støtter mig ved, at jeg altid kan ringe til ham, når jeg har brug for det...og det er rigtig nok, men hvad går støtten så ud på....støtten går ud på, at jeg ikke har lyst til at tale om min mors død og istedet taler om nogle familiemedlemmer som har svigtet, men som tidligere skrevet i tråden, så ser min kæreste ikke i perspektiv, han forholder sig udelukkende negativt om langt de fleste mennesker og det kan jeg ikke altid bruge til noget..
Ja, det er i sorgens/nødens stund, at man finder sine sande venner...
jeg har det med at tilgive folk igen og igen og "glemme" de dårlige oplevelser med dem, men når der så er gået en vis tid, så tilgiver jeg igen, men som du er inde på, så bliver man jo mindet om, at personen jo ikke var der, da man havde brug for det, og det gør for ondt..
Jeg har dog holdt fast i , at jeg ikke vil genoptage kontakten med to "veninder" de er for egocentreret, og da den enes kæreste havde gjort det forbi,(havde jeg hørt ude i byen) så kontaktede hun mig, så havde hun brug for mig, men fandme nej tænkte jeg, jeg vil sgu ikke være der for hende, for hvor har hun været henne for mig, da min søster var så syg, veninden havde været forduftet i flere måneder. Nu er der gået over 1/2 år og jeg har stadig ikke kontakt med nogle af dem.

Hvor er jeg dog ked af det på dine vegne...
Jeg tror, din kæreste har svært ved at håndterer din gråd. Måske skræmmer det ham lidt, måske ved han ikke helt hvordan han skal hjælpe dig. Det er altså ikke altid, at folk der har mistet og grædt kan finde ud af, at håndterer andres tab og gråd.
Jeg har mistet min mor og du kan tro, man må græde. Min mor var min bedste veninde og jeg savner hende HVER dag selvom det er 3 år siden. Jeg græder stadig og ved du hvad? En gang imellem er det faktisk en lettelse. Det er faktisk rart at få grædt og udtrykt sin vrede, sorg og frustration gennem tårer og til tider hysterisk gråd.
Så græd du bare, jeg har en ledig skulder, hvis du skulle mangle...
Knus M.

Jeg kom lige i tanker om noget...
Måske har jeg overset noget, men nu ved jeg ikke hvor gammel du er, men der findes noget der hedder unge og sorg, der tager sig af folk i din situation. Jeg brugte dem da min mor døde og det var guld værd! Men det er for unge mellem 16-28.... Bare et forslag....
Knus M.

men jeg er over 28 år... Mon ikke der hedder voksne og sorg..??

at du har en ledig skulder - det er stort af dig....
Jeg har faktisk kun grædt helt hysterisk, da jeg hørte den cd, hjemme i min stue, som min søster havde valgt til begravelsen.

Jeg har stået i din situation og jeg ved, hvor hjælpeløs man kan føle sig og jeg ved hvor vigtigt det er at søge forståelse hos andre som har stået i sammen situation. Venner og veninder vil gerne hjælpe, men det er KUN dig, der ved hvordan DU har det. Man er meget alene om det her, selvom du jo ikke er den eneste, der har mistet din søster. Men man har svært ved at finde overskud til at trøste andre, hvis man selv er helt opløst.
Jeg synes nu alligevel du skal kontakte unge og sorg. De har også en chatline. www.ungeogsorg.dk. De må vide hvor du ka henvende dig. Jeg har både gået i individuel terapi og i gruppe og det var super!
Pas godt på dig selv.
knus M.

at kontakte unge og sorg, for måske kan de hjælpe mig videre - og tak fordi du har hjulpet mig dertil...
Tak og pas du også godt på dig selv.

skrige og råbe, hvis det er det, du har lyst til, og så græde noget mere.
Det er simpelthen ikke sundt, at holde følelserne tilbage.
Du har mistet din søster, din livsven. Du er i din gode ret til at græde.
Måske kan din kæreste ikke håndtere andre menneskers sorg? Der er nogle, der har det sådan, uden at det gør dem til onde og dårlige mennesker. De ved simpelthen ikke, hvad de skal stille op.
Hvis det var mig, ville jeg søge andre at dele min sorg med. Jeg tror ikke, der kommer noget godt ud af at "trække din sorg ned over hovedet på ham", hvis han er typen, der ikke håndterer andres sorg godt.
Han burde måske være den første med en kleenex i hånden til dig i din svære tid, men sådan er virkeligheden altså ikke.
Du kan ikke begynde at arbejde med hans problemer midt i din sorgproces. Det må I tage senere, hvis I bliver sammen.
Mange hilsner og tanker til dig i den svære tid
dr100

Lad mig sige, at et sted kan jeg godt se hvad din kæreste siger, men det er ikke fordi det er rigtigt. Men din søster ville nok ikke have at du var ked af det, men det er en del af den sorgproces som du går igennem. Gråd er en del af det du skal igennem, for at komme igennem din søsters død. At hulke er faktisk sundt for dig, det er en af de ting, som hjælper. Det er vigtigt at græde når du er ked af det, og fra din kærestes side, så er det forkert af ham, at sige dine følelser er forkerte. Hvis det er det du føler, så er det dine følelser og din måde at reagere på, og det er ikke forkert. Du skal være ked af det, hvis du er ked af det! Jeg håber at du kommer godt igennem det.. Katrine

Sorg er en meget svær ting at gå med selv..
^ Det har du nok lagt mærke til.
Det at din kæreste ikke vil have du græder kan evt. være fordi han ikke vil se dig ked af det. <- eller finder han det bare svagt at græde?
^ Så er det ham der har et problem, han skal kæmpe med, mens du bare skal græde så meget som du vil, for det er sundt..
hvis andre græder aner jeg ikke hvad jeg skal gøre, jeg står bare og stirre dumt på dem.
^ Måske ved han ikke hvad han skal stille op?[:|]
Det er godt at græde, det er godt at komme ud med det, og det synes jeg du skal fortælle din kæreste. Det er menneskeligt, og det burde han respektere. 🙂