min skæbne
hi dejlige sol folk:)
jeg skriver her idag fordi jeg er træt og har det mega dårligt... skal bare få mine tanker ud på en eller anden måde og et indlæg vil ikke skade nogen eller skabe propblemer, vel?
er træt af at være ene og alene, er træt af at være singel og er træt af at tænke over det.. alle mine andre venner har kæreste på, nogle har endda børn... alle undtagen mig, jeg er ikke jalous, men tænker bare hvorfor lige mig.. intet er galt med mig, jeg er endda lækre, ved jeg, mændene kan ikke tage deres øje med mig.. mange kigger med sultne øje og mange fra mine medstuderende prøver på at få noget flitr eller øje-kontakt leg kørende men jeg afviser altid.. afviser dem alle.. har aldrig haft en kæreste, har aldrig kysset med nogen, afviser og afviser og er bange for at blive ved med at afvise!!
jeg bliver nødt til at afvise, har ikke selv valgt det, eller jo på en eller anden måde.. jeg er ikke dansker jeg kommer oprindelig fra irak og hele min famillie er kristen katolik, så jeg har på en eller anden måde også valgt at leve som en katolsk irakisk pige, en artig pige, dvs en der lever efter kulturen og traditionen, en der venter med sex til efter ægteskabet.. en der må ikke komme sammen med nogen, en der må kun komme sammen med en, hvis hun føler han den eneste ene, den rette, hvis hun føler han er seros.. men alle dem jeg har mødt var kun interesseret i min krop som en brugsvare så det var vist nok e automatisk nej, det er imod mit opdragelse...
men jeg har også valgt at være free-minded, dvs jeg vil kun komme sammen med ham jeg elsker, med ham jeg føler noget for og ved han føler noget for mig.. en der tænker på mig som helhed og ikke kun på min krop... er blevet træt af de mange sultne øje, har brug for at finde mig en sanrt for at beskytte mig fra dem...
mange fra familliens mænd vil have mig som ægtefælle, men jeg kender dem ikke og jeg er imod arrangeret ægteskab, for hvordan skal to fremmede gifte sig? de fleste af dem bor ikke i dk, men i australia, canada og usa... mine forældre siger jeg skal vælge selv, men jeg har da ikke noget valg? jeg kan inten vælge at komme sammmen med dem, som er intereesteret i min krop, og dermed kommer jeg nok til at miste respekt for mig selv og famillien vi nok ikke respekter mig.. eller jeg kan vælge at gifte mig med en jeg har aldrig mødt før eller kendt, og dermed kommer jeg også til at miste respekt for mig selv.. jeg er højuddannet, klog, få de bedste karakter, men intet valg...
min skæbne er nok at være single til døden...
for jeg vil kun gør det med en der elsker mig ligeså meget som jeg elsker ham, han skal nok også har en ligeså god uddannelsesniveau som mig og han skal være kristen troednde som mig, han skal respektere alle slags mennesker, disse er kraverne til min drømme fyr, de lyder så simple og man må gå udefra at det er meget nemt at finde ham, men disse krav er ensbetydeligt at jeg vil aldrig møde ham, jeg vil aldrig kunne finde min eneste ene, jeg er dømt at leve ene og alene.. jeg er dømt til at oplever den smertefulde obligatoriske ensomhed, jeg er nødt til at smile og spille glad foran mine venner og famillie for at gemme min sorg.. jeg er nødt til at spille lystig og optimistisk, de tror jeg har det fint nok, men jeg har det ad helvede til.. det er så pinligt så pinligt...
jeg er klar over at ingen vil lægge mærke til dette indlæg, ingen vil læse den færdig, ingen vil genkende mig, ingen oplever det samme som mig, ingen... men det hjælpe at kommer ud med tankerne, der er ved at drive mig til vanvid... hvorfor afviser du spørger det og jeg har ikke selv valgt at afvise alle.. fordi jeg er dømt til dig... fordi mange ting er galt med mig
jeg skriver her idag fordi jeg er træt og har det mega dårligt... skal bare få mine tanker ud på en eller anden måde og et indlæg vil ikke skade nogen eller skabe propblemer, vel?
er træt af at være ene og alene, er træt af at være singel og er træt af at tænke over det.. alle mine andre venner har kæreste på, nogle har endda børn... alle undtagen mig, jeg er ikke jalous, men tænker bare hvorfor lige mig.. intet er galt med mig, jeg er endda lækre, ved jeg, mændene kan ikke tage deres øje med mig.. mange kigger med sultne øje og mange fra mine medstuderende prøver på at få noget flitr eller øje-kontakt leg kørende men jeg afviser altid.. afviser dem alle.. har aldrig haft en kæreste, har aldrig kysset med nogen, afviser og afviser og er bange for at blive ved med at afvise!!
jeg bliver nødt til at afvise, har ikke selv valgt det, eller jo på en eller anden måde.. jeg er ikke dansker jeg kommer oprindelig fra irak og hele min famillie er kristen katolik, så jeg har på en eller anden måde også valgt at leve som en katolsk irakisk pige, en artig pige, dvs en der lever efter kulturen og traditionen, en der venter med sex til efter ægteskabet.. en der må ikke komme sammen med nogen, en der må kun komme sammen med en, hvis hun føler han den eneste ene, den rette, hvis hun føler han er seros.. men alle dem jeg har mødt var kun interesseret i min krop som en brugsvare så det var vist nok e automatisk nej, det er imod mit opdragelse...
men jeg har også valgt at være free-minded, dvs jeg vil kun komme sammen med ham jeg elsker, med ham jeg føler noget for og ved han føler noget for mig.. en der tænker på mig som helhed og ikke kun på min krop... er blevet træt af de mange sultne øje, har brug for at finde mig en sanrt for at beskytte mig fra dem...
mange fra familliens mænd vil have mig som ægtefælle, men jeg kender dem ikke og jeg er imod arrangeret ægteskab, for hvordan skal to fremmede gifte sig? de fleste af dem bor ikke i dk, men i australia, canada og usa... mine forældre siger jeg skal vælge selv, men jeg har da ikke noget valg? jeg kan inten vælge at komme sammmen med dem, som er intereesteret i min krop, og dermed kommer jeg nok til at miste respekt for mig selv og famillien vi nok ikke respekter mig.. eller jeg kan vælge at gifte mig med en jeg har aldrig mødt før eller kendt, og dermed kommer jeg også til at miste respekt for mig selv.. jeg er højuddannet, klog, få de bedste karakter, men intet valg...
min skæbne er nok at være single til døden...
for jeg vil kun gør det med en der elsker mig ligeså meget som jeg elsker ham, han skal nok også har en ligeså god uddannelsesniveau som mig og han skal være kristen troednde som mig, han skal respektere alle slags mennesker, disse er kraverne til min drømme fyr, de lyder så simple og man må gå udefra at det er meget nemt at finde ham, men disse krav er ensbetydeligt at jeg vil aldrig møde ham, jeg vil aldrig kunne finde min eneste ene, jeg er dømt at leve ene og alene.. jeg er dømt til at oplever den smertefulde obligatoriske ensomhed, jeg er nødt til at smile og spille glad foran mine venner og famillie for at gemme min sorg.. jeg er nødt til at spille lystig og optimistisk, de tror jeg har det fint nok, men jeg har det ad helvede til.. det er så pinligt så pinligt...
jeg er klar over at ingen vil lægge mærke til dette indlæg, ingen vil læse den færdig, ingen vil genkende mig, ingen oplever det samme som mig, ingen... men det hjælpe at kommer ud med tankerne, der er ved at drive mig til vanvid... hvorfor afviser du spørger det og jeg har ikke selv valgt at afvise alle.. fordi jeg er dømt til dig... fordi mange ting er galt med mig