Min søn er blevet misbrugt, hvad gør jeg nu?

Jeg har to børn, en søn og en datter. Hele deres barndom har vi haft nogle få og meget stabile barnepiger. Den ene var en ung mand, som vi var i familie med. Han er altid kommet i vores hjem, ligesom hans forældre og hans søstre.
Jeg vidste godt - også dengang - at han var homoseksuel. Det var et stort problem for ham og i flere år var det kun noget han talte med sin farmor om, som så fortalte mig, fordi hun var bange for hans faders reaktion. Jeg har ikke noget problem med bøsser eller lesbiske.
Hvorom alting er, nu - 14 år efter - fortæller min datter mig at min søn er blevet misbrugt af barne"pigen". Jeg har omgående kontaktet min søn, som ikke vil tale om det overhovedet, og jeg har derfor talt med en medarbejder på et af de centre, der er specialiseret i at tage sig af børn, der har været misbrugt af pædofile.
Centermedarbejderen siger, at jeg er nødt til at overtale ham til selv at tage kontakt. Som det er lige nu vil han ikke. Han er 26 år og lever jo egentlig sit eget liv og i en anden by, men jeg opfatter os som en "tæt" familie og vi ses ofte. Ikke kun til højtider og fødselsdage.
Barnepigen opholder sig idag i USA, hvor han har boet og arbejdet de sidste 10 år. Han kommer sjældent hjem og jeg/vi har ikke set ham siden 1999, hvor vi alle var gæster til bryllup i familien. Ved den lejlighed skulle han, efter sigende, hvad undskyldt overfor min søn, hvad han havde udsat ham for.
Hvad gør jeg?

ingenting. Du kan ingenting gøre.
Det eneste du kan er at give din søn telefonnummeret til det center og sig, at han kan henvende sig der, hvis han ønsker det.
Din søn er 26 år og mere skal du ikke gøre. Hvis du begynder at presse ham, så kan risikere at skuppe dig væk. Du må respektere, at din søn er myndig.
vh anonym

Kære du - det er frygeligt at erfare sådan noget!
Fortalte din datter dig mere om misbruget? (var det længerevarende - havde hendes bror selv nogen kommentarer til det m.v.?). Måske har din søn fået bearbejdet misbruget uden at ville involvere dig (mod dette taler, at han så ikke vil tale med dig om det nu)..
Jeg tror desværre ikke, at du får noget ud af at tvinge din søn i terapi/på det omtalte center eller lign. - det er en beslutning han selv må tage. Du kan vel kun meddele ham, at du er der og vil støtte ham, hvis han engang får brug for at tale...
Øv - for noget @£$€#"!!! Folk (mænd som kvinder) der misbruger børn, skulle .... ja, jeg ved snart ikke, men Hammurabis lov burde nogen gange genindføres! (Hammurabi er ham, der mente at de bedste straffe lå i at gengælde, f.eks. øje for øje).

Hej
Nej, hvor er det bare synd for dig (og selvfølgelig for din søn). Det er vel noget nær det værste man kan komme ud for.
Som de andre skriver, synes jeg du skal give tlf-nummeret til centret. Jeg synes godt, du må være lidt mere pågående, end de andre skriver. Ikke tvinge ham, men lade ham vide, at hvis han nogensinde får brug for at tale om det, så er der hjælp at hente og støtte fra din side. Ofte føler disse ofre sig selv skyldige og det kan måske være en af grundende til, at han ikke vil tale om det. Skyldfølelse! Jeg ved ikke hvordan man når ind til et offer, men jeg synes bestemt det er forsøget værd. Skriv det måske i et brev?
Håber det bedste for dig og din søn...
Knus
Aaanonym

Ja jeg har givet ham nummeret og adressen og navnet på den sekretær han kan henvende sig hos, ligesom jeg naturligvis kraftigt har pointeret at jeg er her, men ved ikke hvordan jeg kan hjælpe ham. Han må fortælle mig, hvad han har brug for fra mig - så skal jeg til gengæld levere det prompte.
Det er jo også et spørgsmål om respekt for ham at holde inde, når han beder mig gøre det. Misforstået hjælp, kan jo i nogle tilfælde være endnu et "overgreb".
Kan jeg melde den pædofile barnepige? Eller hoder den heller ikke når min søn er myndig? Vil I vurdere en sådan sag kan føre til en domsfældelse?

så synes jeg at du skal kontakte hans amerikanske arbejdsplads og fortælle dem hvad han er skyldig i.
Det vil være en passende straf. Men selvfølgelig skal du være sikker.
Nar han har gjort dette imod din søn, så fortjener han næsten også at få smadret sin karriere.

og det samme gælder hans omgangskreds så de kan beskytte deres børn imod ham.

Hvis du melder ham.
Det er ikke dig der skal vidne imod barnepigen/manden, men din søn. Og hvis han ikke ønsker at der bliver talt mere om sagen, hvorfor så slæbe ham igennem en sag hvor hans skal vidne, og dermed få rippet op i noget han (måske) helst vil glemme?
Hvis det er 14 år siden, er chancen for en domsfældelse yderst tvivlsom, selvom jeg ikke aner hvad forældelsesfristen på den slags sager er.
Om du får noget ud af at underrette barnepigen/mandens nuværende arbejdsplads er tvivlsomt, men du kan da om ikke andet sværte ham til hvis det er det du ønsker, men du skal satme have beviserne iorden før du begynder på noget sådant, for ellers risikerer du meget let et sagsanlæg fra ham. Og hvis din søn så ikke ønsker at vidne imod ham, ja så er du på røven retsmæssigt set.

Jeg kan ud fra mine egne erfaringer kun råde dig til at lade din søn alene om at beslutte, OM der skal reageres og i påkommende tilfælde hvordan.
Du er naturligvis chokeret og vred, men prøv at skyde dine egne følelser i baggrunden. Fortæl din søn, at skulle han nogensinde få brug for hjælp i den forbindelse, vil du være der - og lad så sagen ligge.Lad være med at snakke om det, medmindre han selv tager fat på emnet. Han skal selv så at sige være "moden" til hjælpen, og det er ikke sikkert han nogensinde for brug for det.
Jeg taler af erfaring - jeg blev selv misbrugt som 14-årig af èn af mine forældres venner, med hans kones vidende. En hel helvedes sommerferie lang. Har aldrig fortalt mine forældre det, og kun ganske få andre om det først nu mange år efter. Har egentlig fortrængt det, og mener ikke direkte at have haft traumer, selv om det selvfølgelig har haft nogle alvorlige konsekvenser - bl.a. har forholdet til mine forældre altid efterfølgende været dårligt. Jeg kan ikke rigtig tilgive dem, at jeg ikke havde større tillid til dem, men jeg tror den dag idag, at min neurotisk sexualforskrækkede mor ville have bebrejdet MIG det, hvis jeg havde fortalt det.
Idag har jeg snakket tingene igennem med nogle venner - det var godt, og det gav mig luft. Men egentlig har jeg i mange år ikke haft brug for det, har haft det godt med at fortænge, indtil tiden kom.

Altid best at vide fra nogen der ved.

Eller hva?

Eller hva`? - ligner den her tråd afdelingen for dårlige vittigheder? Du skulle skamme dig.