Mine forældre og skilsmisse
Hej allesammen.
Jeg hedder Pernille og er 14 år. Jeg har 2 søskende, en søster på 16 og en bror på 19...
Mine forældre har været gift i 19 år nu, men i de/det seneste år er de begyndt at skændes meget og råbe af hinanden og tale om skilsmisse. De gør det kun, når vi ikke er der, men jeg kan ikke lade være med at lytte - også fordi at det har stået på i ét-to år nu.
Det er ofte op til højtider og diverse andre ting de bliver sure på hinanden. Sidste jul, denne jul og til min konfirmation, som foregik i maj, var de/er de sure på hinanden. Ellers er det noget med arbejde - de kan støtte hinanden 2 timer inden, og så sker der et eller andet - som så bevirker at de ikke sætter pris på hinanden, lyder det for mig som om.
Jeg ved ikke om mine søskende lægger mærke til det med vores forældre og tænker yderligere over det(det vil jeg dog tro).
Når jeg er sammen med familien, sidder jeg og prøver at være stærk. Når jeg så går ind til mig selv, kan jeg ikke lade være med at græde. Jeg tænker næsten hver gang, de nævner for hinanden, at de vil klare sig bedre selv og skilles, at det synes jeg bare, de skal.
- For jeg bliver så ked af det hver gang, og de snakker ofte ikke sammen i lang tid efter.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Skal jeg bare lade dem finde ud af det selv og bare vente?
Hilsen Pernille
Jeg hedder Pernille og er 14 år. Jeg har 2 søskende, en søster på 16 og en bror på 19...
Mine forældre har været gift i 19 år nu, men i de/det seneste år er de begyndt at skændes meget og råbe af hinanden og tale om skilsmisse. De gør det kun, når vi ikke er der, men jeg kan ikke lade være med at lytte - også fordi at det har stået på i ét-to år nu.
Det er ofte op til højtider og diverse andre ting de bliver sure på hinanden. Sidste jul, denne jul og til min konfirmation, som foregik i maj, var de/er de sure på hinanden. Ellers er det noget med arbejde - de kan støtte hinanden 2 timer inden, og så sker der et eller andet - som så bevirker at de ikke sætter pris på hinanden, lyder det for mig som om.
Jeg ved ikke om mine søskende lægger mærke til det med vores forældre og tænker yderligere over det(det vil jeg dog tro).
Når jeg er sammen med familien, sidder jeg og prøver at være stærk. Når jeg så går ind til mig selv, kan jeg ikke lade være med at græde. Jeg tænker næsten hver gang, de nævner for hinanden, at de vil klare sig bedre selv og skilles, at det synes jeg bare, de skal.
- For jeg bliver så ked af det hver gang, og de snakker ofte ikke sammen i lang tid efter.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Skal jeg bare lade dem finde ud af det selv og bare vente?
Hilsen Pernille