Burde jeg egentlig være lykkelig?

Jeg har længe gået og filosoferet over mit liv. På det seneste har jeg nemlig følt mig lidt depressiv, og jeg har derfor forsøgt at veje mit liv op i forsøget på at finde ud af, om jeg burde være lykkelig eller ikke.
Jeg er nemlig så heldig at være omgivet af mennesker, der kun vil mig det bedste. For mig har de sidste seks år været præget af fantastiske oplevelser, hvor flere af mine drømme blev udlevet. Jeg har besøgt et utal af luksushoteller og sommerhuse i mange lande, været på krydstogter og dykkerferier, blevet inviteret på sejltur på mine venners båd og deltaget i eksklusive fester, alt sammen noget, jeg intet har gjort for at fortjene. Jeg har klaret det godt på mine uddannelser, vundet mange konkurrencer, har et godt forhold til flere indflydelsesrige personer, og går lige nu på en af landets mest eftertragtede uddannelser.
Jeg har med andre ord et liv, som mange andre kun kan drømme om, hvilket jeg først indså, for nylig, da jeg endnu engang sejlede med min ven. Jeg er dybt taknemmelig over, hvor godt et liv, jeg er blevet tildelt. Alligevel føler jeg, at der er mange mangler i mit liv.
I løbet af mit forholdsvis korte liv har jeg nemlig oplevet alt for mange dødsfald hos nære og elskede familiemedlemmer, alle i en forholdsvis ung alder, jeg har mistet mange venner af forskellige grunde som flytning, og jeg har været udsat for et omfattende tyveri, der rent ud sagt omvæltede mit liv. For få måneder siden blev mit hjerte knust (for at sige det lidt dramatisk). Derudover har flere (meget) centrale mennesker i mit liv et misbrug af alkohol eller stoffer, der selvfølgelig har sat og stadig sætter sine negative spor i mit liv.
Misforstå mig ikke. Jeg er meget taknemmelig for at have sådan et godt liv rent materielt. Penge er gode at have, men de er ikke afgørende for, om man bliver lykkelig, og det har jeg efterhånden forstået. Jeg havde gerne opgivet det hele, hvis jeg til gengæld kunne kurere mine venners misbrug, hvis kærligheden havde holdt, og hvis mine afdøde familiemedlemmer havde levet endnu. Det er åbenbart de største drømme, der aldrig kan købes for penge.
Synes I, jeg burde være lykkelig? Eller kan I nikke genkendende til mange af de tanker, jeg gør mig?

da du lever et taberliv. Du vågner op hver morgen og ser dig selv i spejlet og du ser:
en taber.
Du har god grund til depression. Lykkepiller er svaret. Du går til lægen og siger mit liv er noget elendigt lort og han fylder dig med lykkepiller. Trylleslaget sker og du mærker lykke for første gang nogensinde.
Se nu at få fat i lykkepiller så du kan komme ud af den virkelighed du lever i og ind i lykkeverden.

Ikke på grundlag at de materielle goder. De kan holde dig varm og underholde dig.
Men mangler du noget, så er det ikke det der skal give dig det. Du kan sagtens sætte pris på det. Og være glad for at have oplevet det.
Men det der mangler må du finde et andet sted. Inden i. Og hvordan? Ja hvis du fidner ud af det så ring lige, ikke?
Så giver jeg en kop kaffe, jeg vil nemlig også gerne vide det. For du er ikke alene om at mangle noget.
Måske kan det hjælpe at tale med en kognitiv terapeut med en psykolog-uddannelse. For det kan måske komme frem i samtale med en profesionel.
Der er ikke noget galt med at du ikke er lykkelig. For det lyder som du har haft nogle hårde oplevelser i tasken. Det kan ikke nok så mange rejser gøre op med.
[l] [l] [l] [l] [l] [l] [l] [l]