mit barn skal i familiepleje

meget snart, det er en frivillig anbringelse, fordi jeg har kastet håndklædet i ringen, men samtidig er jeg i tvivl om jeg gør det rigtige......hvordan kan jeg træffe den rigtige beslutning, er der nogen jeg kan tale med om dette, ikke bare en enkelt gang, men en person der kan hjælpe mig med at få styr på mine tanker..
Kommunen siger, at det er op til mig at beslutte, hvad jeg vil..[:*(][:*(]

Jeg er selv plejebarn, er en pige på 16 år, og er da dybt ulykkelig over at ha' været i pleje lige siden jeg blev født. Så husk at brug kondom istedet for bare at få et barn du senere vil smide væk...

- Det ville da være det næstværste, der kunne overgå mig. Du må have det forfærdeligt, men det er vist et af de steder, hvor der ikke gives nogen garantier.
- For noget tid siden så jeg et forslag fra socialrådgiverforeningen om at give forældre til fjernede børn psykologbistand. Du må ikke hænge mig op på det, men jeg tror, det kører som forsøgsordning i et par kommuner. Har du undersøgt om det er en mulighed i din?
- Ellers må man sno sig sagde ålen. Henvend dig hos din læge. Der er visse tilfælde af livets gang, der giver ret til op 10 konsultationer. En af årsagerne kan være "at miste nærtstående familiemedlem". Hvis du kan tale med din læge, kan han måske også finde ud af, at udfylde de papirer.
- Har du udtømt alle muligheder for hjælp i hjemmet til at beholde dit barn hjemme?

hej deprimeret mor,der findes forskellige
steder hvor dit barn kan være.
Har selv en søn som ikk bor hos mig,
han bor på et vørested kalder jeg det.
Det er et sted hvor du kan komme når du
har lyst,eller tid.
Du kan så ha barnet hjemme i nogle weekender
hvis det er det i har brug for.
knus harket.
ps hvis du vil vide mere kan du jo bare spørge.

Hej
Min mor sendte mig i familiepleje da jeg gik i 2. klasse. Jeg husker at jeg var så ulykkelig da hun sagde til mig jeg skulle bo hos en anden familie i en periode. Det værste man kan forestille sig i den alder er vel at skulle væk fra de trygge rammer.
MEN det var en super sød familie, og jeg blev utrolig glad for at være hos dem. Så glad at min mor efter jeg havde været der et halvt år, spurgte om jeg gerne ville blive hos dem. Efterfølgende har jeg spurgt min mor hvorfor hun lod det være mit valg, og hun svarede at det var pga. jeg var så glad for dem, og hun ikke var sikker på hun kunne give mig kernefamilien som de kunne.
For mig var det en selvfølge at vælge min mor.
Grunden til jeg blev sendt i familiepleje var at min mor og far netop var gået fra hinanden grundet hans utroskab, og hun var knækket helt derinde hvor det kan være svært at rejse sig fra igen. Jeg synes det var meget STORT af hende at tage ansvar, og erkende hun ikke kunne tage sig af mig for en periode. Vi har ikke andet familie, så hun var nødsaget til at tage de valg hun gjorde. I de 6 måneder jeg var i pleje familien, så vi hinanden hver anden weekend.
At være hos plejefamilien var for mig på alle måder en utrolig god oplevelse!!

Du må have en meget god grund - hvad er den? Hvis det er op til dig selv, er der håb forude! Hvor gammelt er dit barn?

- jeg håbede du dukkede op. 🙂

enhver kan vel regne ud, at en mor ikke afgiver sit barn for sjovs skyld? Jeg synes ikke, der er grund til at træde på nogen, der ligger ned. Og så er det endda 2. gang i dag her på sol, som pitbull selv fremhæver.[f]

omgang, at lade mit barn komme i familiepleje og det er af følgende grunde
- han skal i plejefamilie, altså den samme familie, som han er hos i aflastning en weekend hver 14 dag.
- han skal fortsat gå i den samme skole og fritidshjem, som han gør nu.
- han kommer hjem i en hel weekend hver 14 dag og hver fredag og nogle gange hele weekenden, hvis jeg ikke skal på arbejde, eller noget andet specielt og så henter jeg ham i fritidshjem hver tisdag, hvor han overnatter hjemme og jeg bringer han i skole dagen efter, altså går der kun et par dage imellem jeg ikke se min dreng og omvendt.
Alt ovenstående kan jeg leve med, men, der er et meget stort men, for efter sommerferien skal han skifte skole og fritidshjem til den by hvor plejefamilien bor, og så kommer han fortsat hjem i de nævnte weekender og så kan jeg besøge ham et par timer hver 14 dag hos plejefamilien, uhhh ha, det skræmmer mig, men jeg vil lade de næste par måneder komme an på en prøve, kan min dreng ikke klare det først nævnte, så kan han heller ikke klare det sidstnænte og så tager jeg ham hjem igen om så kommunene vil have det er en tvansfjernelse, så går jeg sgu under jorden med ham, alt her i verden gælder mit barn.
Jeg er deprimeret fordi jeg ikke kan finde et arbejde i hverdagen, kun i weekenderne, fordi der har været meget turbulent kæresteforhold, fordi jeg skal af med min bil, som er et arvestykke, fordi jeg har mistet hele min familie for 2 år tilbage, fordi jeg er ved nogle gange at kede mig ihjel og fordi økonomien er stram, fordi jeg har svært ved at fastsætte en ordentlig struktur for mit barn og fordi min dreng siger grimme ting til mig hver dag, som hold din kæft din fede kælling, han er rsamus modsat en stor del af tiden.
Kommunen mener, at jeg skal have en uddannelse, fordi jeg er så begavet, skal have indarbejdet ordentlig struktur i min hverdag, skal have et arbejde, så jeg kan tjene nogle gode penge, at jeg skal have overskud til at have et gunstigt forhold til mit barn.
Men hvordan skal jeg komme alt ovenstående til livs....?
Jeg har råbt til sagsbehandleren son en tosse, at havde hun da for helvede fået fingeren ud af røven for 1/2 år siden og etableret som lovet en støtte/kontakperson til mit barn og en støttegruppe/terapigruppe til mit barn og jeg, så var den ikke kørt af sporet.....

tror du, det bliver mindre rodet af, at dit barn flytter? Eller bliver der mere forvirring?
Jeg er langt fra sikker på, at det er den bedste løsning, ud fra det du fortæller!
Og lad nu være med at sige, at så kan du bare gå under jorden. Nej, du kan sgu da ej. Du kan da ikke byde dit barn at leve under jorden!!
Hvis du har mistet din familie for nylig, er det da klart, du har det meget svært, men pas nu på ikke at miste dit barn også.
Du må sørge for, at det ikke kommer til nogen tvangsfjernelse.
Dit barn er dit ansvar, medmindre du er syg. Det betyder ikke. at du ikke kan bede om hjælp, men lad være med at lukke alle dine følelser ud i hovedet på kommunen, det kan være farligt!!
Bed om hjælp på en høflig og behersket måde, bed nogen om hjælp, hvis ikke det går! Tænk dig altid rigtig godt om, bed aldrig kommunen om mere hjælp, end du ønsker. ALT bliver jo skrevet ned!
Så hellere anonym familierådgivning, hvis det kan hjælpe.
Hvad siger mon dit barn til alt det her, mon ikke han føler sig noget turbulent også?
Hvad siger han til planerne om at han skal flytte?

først og fremmest tager jeg hatten af for dig,du har været igennem en masse,men ved du hvad? Det er der mange andre som også har.Da du åbenbart er begavet og det tvilvler jeg ikke på du er,så tag en dyb indånding og sig til dig selv : Det klarer jeg,det skal jeg klare.For din skyld og din søns skyld,så tag dig sammen og klar skærerne.Jeg har selv mistet og været ved at tage billetten to gange på fem år,men jeg fandt ud af at folk slet ikke er så interesseret i mig som jeg selv er og jeg gider ikke tale sygdom eller tab og jeg tog mig sammen og lever livet hver dag ,du kan det samme.At du har en stram økonomi er der mange der har,at du skal af med bilen,og hvad så? Det skal nok gå alt sammen ,vær stærk og kæmp for din søn og dig selv.Jeg ønsker dig held og lykke på din vej.

jeg var for nylig til et møde og da kastede jeg håndklædet i ringen, som man siger, i håb om at få den hjælp min sagsbehandler har lovet mig for 1/2 år siden og jeg truede hende også med den øverste inde fra kommunen og ekstrabladet.....ja den kørte helt af sporet for mig, men så kunne jeg lige pludselig få alt det jeg ville have....og meget mere til...
Mit barn kan selvfølgelig mærke at der er noget i færde og han er også splittet, men vil helst bo hjemme hos mig og savner mig nogle gange, selvom vi sidder i samme rum, udtrykker han.
Det var ikke kommunens ide om at min dreng skulle i familiepleje, det var aflastningen. men hverken lærerne på min drengs skole og fritidshjemmet synes det er en god ide at drengen skal i familiepleje....

Jeg har tænkt på en helt 3 mulighed og det er, at jeg sælger min bil, betaler en stor del af min gæld og kan få en ung pige i huset her nogle gange i ugen, så er vi ude af kommune systemet, det er så opslidende at kommunen fylder så meget, det er så ressuorce krævende hele tiden at skal holde alle de forbandede møder og hele tiden føle sig som den dårligste mor i verden....
Skal lige tilføje, at jeg har et barn mere, men der har jeg altid fået meget ros for opdragelsen, ja, men han har heller ikke nogen diagnoser...

tillykke med dit liv, at du har klaret det. jeg har været længe nede i det sorte hul og jeg har i flere år bedt kommunen om hjælp, men ikke fået det, så måske er det på tide at gi op, forstået på den måde, så kunne det da være, at jeg fik noget ro i mit sind, ikke at skulle kæmpe imod hele tiden.
Jeg er også bange for, at ved at min dreng kommer i familiepleje, så skader jeg ham mere, end som hvis han blev hjemme hos mig.

jeg er også lidt bekymret for dit barn, må jeg indrømme?
Jeg synes, det lyder som en rigtig god hjælp med den unge pige. Hvis din søn har nogle behandlingskrævende diagnoser, kan du måske tale med kommunen om økonomisk hjælp til den ide?
Jeg tror, du måske kan få en bisidder på sr-bistand.dk
Kig der efter uafhængig hjælp fra jurist, socialrådgiver og psykolog.
Man kan godt komme så langt ud, at det er bedre at give slip, for så kan man lettere hale i land senere.
Der kan godt kommme et tidspunkt, hvor folks råd om at tage sig sammen og løfte hovedet osv. ikke hjælper, fordi man er på vej ud i sygdom. Jeg er ikke sikker på, at du er nået dertil. Det ved du bedst selv, men hvis du ikke er på det punkt, synes jeg, du skal holde godt fast i din søn🙂

Du er blandt andet deprimeret, fordi du skal af med din bil (!!), og fordi du har mistet hele din familie. Er det særligt logisk at give afkald på dit barn, når tabet af en bil kan få dig i kulkælderen?
Jeg kan godt komme i tvivl, om du er reelt deprimeret, eller om du bruger det som synonym for at være ked af det og opgivende. Ingen bliver deprimeret af at tage afsked med en bil eller af kedsomhed. Er du i behandling for din "depression"?
Du lyder meget hjælpeløs og ude af stand til at tage et initiativ. Jeg ved godt, at det kan hænge sammen med en evt. depression, men på mig virker det, som om du snarere har vænnet dig til at lade andre tage ansvar for dig. Du læsser en masse ansvar over på kommunen, men var det ikke på tide, du selv blev voksen og gjorde noget for at sikre dig selv og dine børn et værdigt liv? Hvis du er "så begavet", kan du så ikke selv se, at du trænger til at give dig selv et los bagi?

til at knække over.
jeg har forgæves forsøgt at få fat i forældretelefonen og skal snakke med mødrehjælpen på mandag - alle disse ting, havde jeg ikke tænkt på før nu, for jeg regnede jo med at sagsbehandleren ville sætte skub i tingene, at jeg kunne få bevilliget økonomisk hjælp.
Det ene øjeblik kan jeg ikke magte mit barn mere, det næste øjeblik vil jeg ikke gi slip på ham, så derfor er det vigtigt for mig at få hjælp udefra hurtigst muligt, for jeg har en deadline fra sagsbahandleren om 1 uge, for da skal jeg til møde.
Jeg har da tænkt den tanke, at min dreng for et skal være hos plejefamilien til sommerferien, for så kan jeg få lidt luft sålænge, men min situation som sådan vil nok ikke hjælpe på det hele, så starter det sikkert bare forfra en gang til, når han kommer hjem igen, men mellemtiden kan gå med at finde ud af, hvad der skal ske fremover. Meeeen kan kommunene så ikke mon finde på at bestemme, at min dreng skal bo hos familieplejen, for de siger jo nok, at de virkelige kan mærke at min dreng har forandret sig til det bedre og så har det at få luft jo ikke gjort det hele bedre, nej tværtimod- jeg kan ikke helgardere mig mod noget som helst, for sagsbehandleren har sagt til mig, at paragrafferne bliver lavet om dag for dag og sagsbehandlere har en kolosal magt over borgerne, meget mere end politiet og politikkerne og advokatern...
Synes virkelig det er noget værre rod.
Mange tak for dit indput, nu er jeg blevet klar over, hvilke tove jeg kan trække i, som feks sr-bistand, dem har jeg før gjort brug af, men jeg var ikke klar over, at jeg muligvis kan bruge dem som bisidder også, eller kan de måske hjælpe mig videre til at få en bisider, for jeg tar ikke til flere møder uden en bisidder fremover basta.

hvis du læste alle mine indlæg, så havde du læst, at jeg ikke alene blev depri over tabet af en bil....bilen er blot en ting mere i livet, der gør det svært, der ligger mange ting forbundet med bilen, men det er en længere udredning, som jeg ikke vil bruge krudt på, for der er mange ting du ikke forstår, og det behøver du heller ikke, så sætter punktum her og god dag.

den samme mening.At være klinisk deprimeret er altså ikke det samme som at være ked .Jeg har kendt en klinisk deprimeret person som endte med at hænge sig selv.Trådstarter virker totalt hjælpeløs og nu skal det så gå ud over sønnen,hvad har han gjort? Tag dig sammen kvinde og hjælp dig selv,tag bussen og gi din søn stabile rammer istedet for at være afhængig af andre mennesker,tag et ansvar ,ret ryggen og stå fast.

- hvis ikke hun hænger sig? Tag dig selv sammen. Din manglende forståelse har ingen brug for du proklamere. Vi kan ikke alle vide alt i denne verden, men vi kan moderere vore provokationer og følelseskulde overfor dem der har det svært.
- Har der i din fantasi været en snert af ide om, hun måske har en diagnose selv, og at det i virkeligheden er et under, hun stadig står på benene?
- Hvad har du prøvet af livets skyggesider, der gør dig til arnested for tåbelige udtalelser?

- ingen møder uden bisidder.

en del Dulkis og kommet til konklution,at man sq er nød til at tage vare på sig selv eller i det mindste at hjælpe sig selv.Trådstarter har ingen diagnose selv fået og hun har fået et valg mht sønnen,fortæller det dig ikke,at hun virker en smule hjælpeløs? Der er vitterligt mennesker som er totalt afhængige og "hjælpeløse" og alt hvad de skal have er et såkaldt spark bag i for at se realiteterne i øjnene.Jeg mener blot,at starter man på sønnen som ikke kan gøre for at mor ingen bil har og at mors kæreste er smuttet,så må da da tage sig sammen.Det bedste ved trådstarter er jo som sagt at hun ikke er syg.Nej man behøver ikke at hænge sig hvis det skal gælde,men man behøver at tage sig sammen.

Jeg tager hatten af for dem som kaster håndklædet i ringen.. Har selv måtte gøre det. Det har jeg osse skrevet til dig om.
men men men Hvor er faren til drengen.. er han med i alt dette her, og er han blevet spurgt om han kan tage over..
Det savner jeg lidt at hører lidt om..
ellers god weekend til dig..
Obs.. Ja selvom bilen er et arvestykke. Så ville jeg sælge den hvis jeg var dig.. Men det er jo osse bare Min tanke..*SS*