Mit forhold dør...

Hej Sol brugere,
Jeg har tidligere skrevet et par indlæg herinde med rigtige gode svar til følge. Dengang var det heldigvis om fodboldstøvler og bageopskrifter.
Denne gang er jeg mere desperat end nogensinde. Jeg fandt for 4 år siden mit livs kærlighed. Jeg var 24 dengang og hun 19. Alt er jo perfekt i starten og vi hyggede os sammen, og gik ud sammen med mine venner og hendes veninder hele tiden. Når vi var alene havde vi det skønt sammen og vi grinede rigtig meget og var glade for hinanden. Forelskelse svinder desværre ind med tiden og det er naturligvis også sket for os. Mit problem er ikke at vi ikke har det godt sammen, for det har vi bestemt til tider.
Mit problem er at min kæreste bliver mere og mere indelukket og usikker. Jeg har altid været en utrolig social person som elsker at lave ting og har haft et stort netværk. Men i de sidste 2 år er det netværk blevet mindre og mindre pga. min kæreste helst vil være hjemme hver aften. Nogle gange skal jeg til noget som ex. afslutning i fodboldklubben, og så sætter jeg hårdt mod hårdt og siger jeg tager afsted. Så er hun ked af det i flere dage og græder når jeg tager afsted... Jeg elsker hende utroligt højt og har ikke lyst til at se hende sådan, så det bliver færrer og færrer ting jeg deltager i.
Jeg synes selv at jeg er god til at spørge om hun vil med hvis jeg skal noget, men når vi så er sammen med vores venner gider hun ikke være med til noget. Vi har altid spillet meget men det gider hun ikke. Det gør ondt på mig at se at andre venners nye kærester falder ind i gruppen i løbet at 5 minutter og min kæreste så sidder og siger ingenting.
Oven i det fik jeg for knap et år siden mit drømmejob med internationalt salg. Jeg er uddannet inden for faget og har læst videre bagefter, så jeg er 100% sikker på at det er det jeg vil lave..! Til hverdag er jeg hjemme kl. 17, hvilket må siges at være luksus. Men jobbet kræver også at jeg skal ud og rejse en del (ca 4 dage om måneden) og I kan alle sikkert regne ud hvordan situationen er når jeg så tager afsted.
Jeg har forsøgt at snakke med hende om det mange gange, men hun siger bare at jeg må tage hensyn til hende, og det gør jeg også så meget jeg kan. Men jeg er ved at expoldere inden i af fustration over at sidde og glo tv hver eneste aften. Jeg elsker hende som sagt højt men tanken om igen at være fri og kunne gøre hvad jeg vil tiltaler mig mere og mere (ikke være sammen med andre, da det overhovedet ikke er det det her handler om).
Jeg håber på at der er nogen som har været i samme situation og har et godt råd til mig... Please help!
Chris

- at du skal tage hensyn til hende? Hensyn af hvilken slags?
- Egentlige råd kan jeg ikke give dig. Jeg er helt blank på, hvordan man "lærer at elske TV hver aften" i særdeleshed da, når man ikke er ældre. Hvad er der gået umiddelbart forud for, at hun blev så inaktiv? Hvad vil hun selv med sit liv?

jo i bund og grund have at jeg skal blive hjemme hos hende hver dag resten af livet. Hun er meget uselvstændig, hvilket jeg håber på er fordi hun, som du siger, kun er 22. Jeg har sagt til hende at hun nogen gange er nødt til at lave noget alene, men hun har ingen fritidsinteresser og hendes veninder kan vel efterhånden tælles på 3 fingre.
Jeg tror ærlig talt at det hun helst vil er at købe et hus på landet og sælge bilen, så vi ikke kommer nogen steder. Det skal ikke lyde som hun elsker at se tv, men det er jo mange gange det man ender med at lave...
Chris

og den eneste der kan fortælle dig hvad problemer hun går og tumler med er hende - hvis hun da selv er klar over hvad problemet er ?
Min eks mand led, og gør stadigvæk af depressioner og uhensigtsmæssig social relationer til andre mennesker, han ville styre og bestemme,på arbejde, blandt kammerater, familie, m.m, han var enormt dominerende, og manipulerende. Og fik han ikke sin velje på den ene eller den anden måde græd han, og fandt til tider på at gå sin vej - true med selvmord - og blive væk i 2-3 uger.
Jeg siger ikke det er det din kæreste lider af !
Men de ting du fortæller om minder i den grad om hans opførsel.
Men jeg kan godt huske hvor uadvendt og festelig han var da vi lærte hinanden at kende - det var manden i mit liv - 5 år senere, og mor til en lille pige, var jeg så udkørt og ulykkelig at jeg var nødt til at træffe den svære beslutning at forlade ham.
Og det er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv ( og for min datter )
Han er stadigvæk psykisk ustabil, hans kone, som er det sødeste menneske, venter sig, og står i samme dumme situation som jeg gjorde for 10 år siden.
Det er svært at forlade sin elskede, men det er også svært at lade sig selv udslette som man kan komme til at gøre når man lever sammen med et psykisk sygt menneske.
Jeg siger IKKE din kæreste er syg, ville blot dele min historie med dig, og håber den kan inspirere dig til at stå ved dig selv - sæt hende stolen for døren, hun må fortælle dig havd der er galt.
Ved hun ikke det - må hun opsøge noget hjælp og få styr på sit liv.
Du skal selvfølelig støtte hende alt det du kan, men det er hende der skal arbejde med sig selv, for sin egen, for din, og for jeres skyld.
Vil hun ikke det - det ville min eks mand IKKE, ja så synes jeg du skal gå.
Amille

Hej Chris
Umiddelbart som jeg læser at du beskriver hende, er hun en meget stille pige. Og desværre også utrolig usikker på sig selv og dermed bliver hun nemt jaloux. Når hun har dig hjemme ved hun hun har dig for sig selv. Det er totalt uholdbart i længden. Jeg har selv haft et forhold hvor jeg var social og han foretrak hjemlig hygge. Det kan gå i en årrække, især når der kommer børn ind i billdet, så tager man jo nogen hensyn til dem, men til sidst må og skal ballonen revne. Min gjorde at jeg forlod ham for 8 år siden og har haft et prakfuldt frit liv siden. Det skal siges at jeg bad ham om at søge proffessionel hjælp, men han mente ikke det var hans problem og ja så måtte jeg gå. Jeg synes ikke du skal gå. Men det er meget vigtigt at I søger proffesionel hjælp, for problemet er helt klart hos hende. Så vil hun ikke ha hjælp, ja så mister hun dig. For tv, okay det er for dem der er langt over 70. Vil hun ikke ha hjælp, må du så overveje hvordan du vil leve dit liv. Ja jeg er jo ikke i tvivl hvad jeg sku ha valgt langt før.
Held og lykke med din beslutning.

Hej Chris
Det er en hård nød at knække, men du må gøre op med dig selv, HVAD DU VIL, du kan IKKE leve hendes liv, og det er det hun vil have, læs dit indlæg selv, du siger det selv, dit liv er gået i stå, det du vil og har lyst til, er mere eller mindre stoppet, og kun af hensyn til hende, er det fair, er det kærlighed????
Ligenu har du stadig følelser for hende, men hvad om 5 år, vil du så ikke hade hende for at standse DIT liv, for at du har mistet dine venner, for at "forsøge" at stoppe din karriere.
Jeg ved at det lyder hårdt, men du må tage et valg, vil du leve et indesluttet liv foran tv´et, eller vil du leve det liv du er glad for.
For mig at se, har du flere muligheder, enten standser du forholdet, eller hvis du virkelig elsker hende, så sætter du hende stolen for døren, fortæller hende hvad du har skrevet i dit indlæg, og og siger kort og godt "enten eller" og den sidste mulighed, find kompromiser i begge kan accepterer, og forlang at hvis du skal bakke hende om gælder det osse den anden vej, hvis de 2 sidtse muligheder ikke virker, så er der kun den første tilbage.
Hårdt og barskt, jeg ved det, og det vil være forbandet hårdt, men husk på, at det er dit liv, OG DU BESTEMMER.
Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke med dit forhold og din karriere.

- medmindre, der kommer en forandring i hendes ønsker.
- Jeg tror du har været med til at forstærke problemet, ved at give efter. Du understøtter hendes uselvstændighed og forkerte ideer.
- Var du nu min søn, hvad der sagtens aldersmæssigt kunne lade sig gøre, så ville jeg sige:"Løb min dreng, det bedste du har lært". Det er ikke en måde at spille hverken sin tid eller sit liv. Du skal have lebensraum til dit netværk og du skal have meget plads til din karriere. En partner af den gode slags støtter en i de forehavender i stedet for at spærre én inde.
- Det er jo ikke helt usandsynligt, som andre er inde på, at hun lider af en depression, men hvad skulle hun have fået den af? Hvad laver hun? Læser hun? Eller hvad arbejder hun med? Hvad med hendes familie? Hvad er deres holdning til forandringerne hos hende?
- Og så lige en ting mere: Det er ikke en naturlov, at forelskelsen er pist væk mellem to mennesker efter 4 år, men den måde hun takler dig på, kan slå en hvilken som helst kærlighedssyg ungersvend af hesten. Så der er en ganske naturlig forklaring på, at dine følelser har ændret sig. De får ikke den type næring, de har brug for.

Hej Igen,
Det er nogle gange godt at indse at man "kun" er 28. Man kan og skal lytte til folk som har prøvet at leve livet på godt og ondt. De svar I har givet er rigtig gode og jeg vil helt sikkert bruge den. Jeg vil som udgangspunkt ikke forlade hende, men jeg tror jeg er nødt til at være mere hård og bede hende om at søge hjælp fra en professionel. Jeg skal gerne gå med hvis det er, men nogle gange er det nok nemmere at snakke med en fremmede.
jeg er Virkelig glad for I gad læse det lange indlæg, og at I gad tage stilling til det.
Mvh. Chris

var også depresion. Det lider jeg også selv af. Det behøver ikke at komme af noget, jeg har haft det siden barn, mere eller mindre. Det kan være svært at overskue at gå i terapi når man har det skidt med at komme ud. Hos sin egen læge kan man få lavet en test om man er depresiv, det var sådan jeg fant ud af det. Fik medicin og havde det bedre fra dag et. Terapi er rigtig godt til mange problemer, men er man virkelig dep virker det kun noget af vejen. På grund af bivirkninger fra den anden medicin er jeg nu, efter råd fra min psykiater, gået over til Perikon (urtepiller) og fiskeolie. Det virker rigtigt godt for mig og giver overskud til at søge anden hjælp og til at være sammen med andre. Lige nu er jeg enke på 4. uge og er endnu ikke gået i depresion. Bevares, jeg er ked af det og græder meget, men det ville vel alle gøre i den situation. Men det er rart ikke at være totalt handlingslammet. Håber I finder ud af det sammen for det lyder til at I grundliggende er meget glade for hinanden

jeg kondolerer, og håber du finder styrke i dig selv og har et nærværk der passer på dig, igennem denne svære tid.
Jeg håber du på trods af situationen, snarligt finder glæden ved livet igen.
Mine bedste tanker til dig.
Amille

Livet er vidunderligt på trods af de hug vi får. Ting ta´r tid, men jeg har lige været inde på debatsiden med vitser, kan stærkt anbefales. Det ar vigtigt at få sit daglige grin.

Da jeg læste dit indlæg, tænkte jeg "Er det mon min kæreste, der skriver dette?" - da jeg så kom længere ned, var der dog ting, der ikke stemte helt overens med mit liv, men meget ligner...desværre.
Jeg vil gerne være social, men har de seneste par år ikke haft den store overskud til det. Min kæreste har tilsyneladende et større overskud, og tager også regelmæssigt i byen, men som tilfældet er for din kæreste, bliver jeg ked af det, når jeg sidder alene tilbage derhjemme.
Det behøver ikke skyldes depression, som andre er inde på. For mit vedkommende skyldes det en stressende hverdag hvor der knokles på videregående uddannelse, evig tilbagevendende eksamener, et udfordrende job, et hjem der skal passes og indkøb, der skal klares. Når det så bliver weekend, ja så orker jeg ikke at feste, som jo er mange fyres betegnelse for hygge.
Sandsynligvis vil din kæreste også gerne ud af rutinen med at sidde derhjemme, men det kan godt være svært at finde kræfterne til det. Vi kvinder påtager os ofte et større ansvar for de daglige pligter, og kan ikke nyde det hyggelige samvær, hvis vi ved at i morgen skal der pudses vinduer og skrubbes gulv. Prøv at overveje om du tager nok del i det daglige?
Det tyder på at din kæreste ikke føler sig godt tilpas med dine venner, og stadig ikke ser dem som sine egne. Det kan jo være svært at ændre, men prøv at spørge hende, hvad hun synes flokken skal lave sammen. Er hun mere til at I tager ud og spise, bowle eller lignende, så prøv at gøre det engang imellem.
Når først man er kommet ind i et mønster med at sidde hjemme, er det svært at bryde. Jeg ved desværre ikke endnu hvordan det gøres, for så havde jeg selv prøvet opskriften... Min frygt er at min kæreste forlader mig, som du overvejer at forlade din, for jeg ønsker heller ikke at være denne kedelige kæreste, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.
Måske du skal starte stille og roligt med at få hende ud hjemmefra. Start med at invitere hende i byen, bare jer to. Tag et par dage senere et smut i biografen osv. Invitere et hold venner med ud, hvor I alle er på "neutralt" grund, og prøv hele tiden på at inddrag din kæreste i samtalen.
Ved ikke om det er løsningen, men jeg ønsker dig al held og lykke.

Hejsa,
tak for dit svar. Jeg er glad for at høre at der er andre som har det sådan, men ked af det på dine vegne at det er dig som sidder i den "trælse rolle".
Dine svar er som sådan udemærket, men jeg har bare prøvet mange af de ting du foreslår. Biografen gider hun ikke da det er højt og så får hun hovedepine. Jeg har tit snakket om at vi kan invitere et hold venner op og spise(både min og hendes side er foreslået), men hun siger bare at det har hun ikke rigtig lyst til. Og det skal lige siges at det er mig som laver maden når vi så uhyggeligt sjældent har gæster (og for det meste i hverdagen)
Vi er glade for at gå ud og spise, og gør det nok bare for sjældent. Men grunden til at "vi" er glade for det er... at så er vi alene os to!
Jeg elsker at være alene med hende og hygge sammen, men at rende op og ned af hinanden hver aften alene i lejligheden kan drive den mest garvede kæreste over kanten.
Okay, jeg laver måske ikke så meget derhjemme som jeg burde. jeg laver som sagt mad, og tager opvasken til tider. Men jeg tror ikke at det er det som det handler om.
Rådene jeg indtil videre er gode, men jeg har brugt dagen til at tænke mere over det, og jeg har svært ved at gribe det. Jeg overvejer at snakke med hendes forældre som jeg har et godt forhold til, men ved ikke...
Det er svært at man føler at man ikke kan leve uden hende, men heller ikke med..!
Måske mit dilemma kan opfordre dig til at snakke med din kæreste inden han kommer så langt ud som jeg føler jeg er ved at være.
Chris

Du må forstå at nogen mennesker simpelthen udvikler sig i en bestemt retning. Hende her, du elsker hende? Ja, og når hun er bedst så er der ingen som hende? Ja.
Men du skal blokere alle dine følelser og bruge din hjerne, hun er typen som står på en vej med al hendes baggage, alle hendes drømme indlukket, hun venter på at prinsen på den hvide hest kommer. Det er måske dig makker, men har du overhoved lyst til at være ansvarlig for hendes drømme og baggage?
Jeg kan love dig af erfaring at uanset hvor meget du bestræber dig vil du aldrig kunne realisere hendes drømme, eller gøre hende virkelig lykkelig i længere perioder som da i først blev forelsket. Dette er bestemt ikke din skyld, dette er fordi hun ikke rigtig tør noget som helst.
Jeg tror at dette vil ødelægge mange ting for dig hvis du bliver med hende, allerede begyndt. Havde selv en ex som ligesom din kæreste var meget glad for at lave intet. Hun var konstant træt selvom hun arbejdede 3 timer mindre end mig om dagen og jeg løb 11 km hver dag stort set.
Se tv, bestille eller lave mad, ikke sige særlig meget og være kedelig. Selv med alt det kunne jeg ikke forlade hende og ønskede de gamle dage.
Da vi så gjorde det slut, ændrede mig liv sig drastisk til det bedre, pludselig var der ingen snor, og alt ved mig blev bedre. Økonomi, selvtillid, udseende, personlighed alt blev udviklet..
Og hende? Hun har taget 24kilo på og har en mave som ligner en der er gravid (Det er hun ikke, endnu), stakkels pige kun 22 år.
Bedste beslutning i mit liv, jeg håber virkelig det bedste for hende men intet har forandret sig og det er 1.5 år tilbage nu.
Grunden til jeg fortæller dig om min historie er fordi jeg ikke bare kan sige du skal blive eller forlade hende, det har gjort en kæmpeforskel for mig, har den bedste kæreste nu som kører i min tempo, ikke en tand langsommere eller hurtigere.

Martin Østergaard, der er en anerkendt københavnsk parterapeut og forfatter, har skrevet den ganske fremragende bog "4 måneder i himlen og 5 i helvede", som jeg varmt kan anbefale enhver, der har så "ondt" i parforholdet, at man står overfor erkendelsen af, at det måske er ved at være slut.