Mit forhold går dårligt..

Hej, håber jeg ka få nogle råd herinde.. Jeg bor sammen med min kæreste, som er 4 år ældre end mig. Vi har for lidt over et halvt år siden købt et lille fælles hus. Vi har været sammen i 2 1/2 år.
Men nu er jeg kommet i tvivl om jeg vil blive ved ham.. Vi har alting sammen, så det vil være utrolig svært at gå fra ham, vi har fælles venner osv.
Mine grunde er hans store temparement, hans jalousi, hans dovenskab og hans beskyldninger.
1. Da vi havde kendt hinanden i 14 dage, flippede han fuldstændig skråt på mig, fordi jeg fortalte ham, at min venindes kæreste havde sagt, at jeg havde pæne øjne. Han gik helt amok på mig, fordi jeg var blevet glad for det kompliment, det måtte jeg ikke. (Ja, burde vel have set det allerede dengang.
2. Når jeg besøgte ham var der mega rodet og beskidt over det hele og han undskyldte det altid med at han ikke havde været hjemme eller havde haft for travlt, men det var løgn, tror jeg, for har endnu aldrig set ham rydde op.. Han ved ikke engang, hvordan man tænder for opvaskemaskinen endnu! Hver dag er det mig der passer huset og vores hunde (Pt. går jeg hjemme pga lungesygdom) det er oss fair nok jeg klarer det, når jeg er her hele dagen alligevel, MEN synes satme ikke han kan tillade sig at brokke sig over at maden ikke lige står på bordet på slaget seks.. Nogle dage har jeg det ikke super godt, men det ser han ikke, så får jeg skæld ud, hvis jeg har glemt at sende et brev eller whatever det nu ku være.
3. Jeg har intet at gøre med en eneste af mine gamle venner, som jeg havde før forholdet med ham. Jeg må ikke se dem for ham. Sidste år inviterede jeg min ven, som oss har min sygdom og derved har vi meget tilfælles, men han måtte ikke være der fordi vi for fire år siden har kysset. Natten efter min fest, blev jeg hentet af ambulancen og indlagt pga store smerter i lungerne og der kørte han psykisk terror på mig, mens jeg lå der i sygesengen og havde skideondt. Han skældte og smældte, så det bragede.
4. Vi havde holdt fest og han havde lovet sin ven at han kunne overnatte. Da min kæreste så går kold allerede kl 1, blir jeg self oppe og passer på vores hus og hygger med gæsterne. Da de sidste så lige er gået ud af døren, banker jeg på til soveværelset for at få en dyne til hans kammerat. Først vil han ik åbne, før hans kammerat blir sur og derefter bliver jeg skubbet ned i sengen og beskyldt utallige gange for at ha haft sex med hans ven, efter de andre er gået! Jeg begynder at græde som pisket, for jeg har ikke gjort noget som helst og jeg er bange, men det blir det endnu værre af. Tror selv den dag i dag, at han et eller andet sted stadig tror jeg har været sammen med hans ven? Hans ven har nu en rigtig dejlig kæreste, som er gået hen og blevet min bedste veninde.
5. En aften vi havde siddet sammen med nogle venner blev mig og vores ene vennepar sultne og ville køre efter pizza - 7 km fra hvor vi bor. Min kæreste er ikke sulten, så han blev hjemme. Da jeg kommer hjem med pizza 15 min senere er han skide sur. Jeg sku fandme ikke tage med efter pizza når han ikke ville med.. Han smadrede en elkedel og igen blev jeg skubbet til. Den nat sov jeg ik hos ham!!
6. Efter vi har købt hus er vores økonomi ringe.. Eller den er egentlig rigtig godt i sig selv, da vi har et rådighedsbeløb på 11000. Men min kæreste bruger alle pengene. Han køer konstant ting til sin bil og sit værksted og hvis jeg sir nej til noget, blir han sur og plager i flere dage, hvor jeg til sidst sir ja, fordi jeg ik gider høre mere på ham. og så låner han konstant penge i banken.
Det eneste der gør at vi staig er sammen er at vi har huset og vores hunde, tror jeg.
Men sig mig, er jeg helt galt på den? Synes bare det er ude på et sidespor og har stortset ingen livsglæde længere. Han er den eneste jeg ser til hverdag, så føler mig utrolig ensom, men de venner, som jeg må se for ham, er på arbejde eller i skole.
Hjælp mig..

Der er en barsk omgang psykisk terror du går igennem, og det nemmeste er jo at sige, du bare skal se at komme ud af vagten, men det hjælper bare ikke, når du ikke virker helt klar på det, da i har hus osv.
Men INGEN mennesker skal finde sig i den slags behandling !! OG det skal du sgu heller ikke. På en eller anden måde skal du til at mande dig lidt op, og få sagt tingene som DU føler dig, og få ham til at forstå at det er IKKE hans regler du skal leve efter, men DINE regler! Så hvis du vil se en du har kysset for 4 år siden, så gør du det, og hvis han ikke kan lide det, så må han finde en anden, som han kan køre psykisk terror på.
Hvor bor dine forældre ?? Du burde sgu flytte hjem til dem et stykke tid, så du kan få restitueret lidt, og lige finde ud af at du HELT klart er bedre fortjent UDEN den idiot!
En ting er helt sikkert, hvis du går fra ham, og i får sat det hus til salg, så vil du hurtigt begynde at blomstrer op, og du vil garanteret også hurtigt få dit social liv igang igen, og når der så er gået lidt tid, så vil du GLÆDE dig over du er gået, og egentlig føle dig åndsvag over du overhovedet faandt dig i halvdelen af de ting gjorde.. Men det er sgu aldrig så nemt at have overblikket når man står midt i situationen.
Kære du... Kan du SÅ komme afsted! Det ødelægger dig det der...

Hej,
jeg bliver helt ked af at læse dit indlæg. som du skriver så synes jeg desværre kun at der er en vej. Og det er at forlade ham. Huset kan i sælge, nok ikke nemt i disse tider, men det altså bare et hus. Måske du ikke kan beholde alle hundene, men nogle steder er det tilladt at have en hund (måske du kan få dem passet på en pension indtil du har fundet et nyt sted at bo)
Din kæreste lyder til at kunne gå hen og blive decideret farlig, med det mener jeg voldlig. For mig ser det ud til at han er ved at afskære dig fra omverdenen, således at du bliver endnu mere afhængig af ham.
Hvordan vil du have det hvis du en dag vågner op og ser at alle dine venner, familie og dit eget liv er væk og kun har ham?
Han er ved at ruinere jer ved konstant at bruge/låne penge. Så måske i ender med at sælge jeres hus på tvang alligevel.
Kom ud og kom videre. Der findes mange mange skønne mænd derude som behandler kvinder med respekt og som med glæde tager deres tørn i et forhold.
Livet er mere end materialistiske ting såsom at have et hus. såsom gode venner, familie, kærlighed, lykke.
Mvh
Bare mig

og det du skriver er din virkelige opfatelse af din situation, så er der ikke engang nogen grund til at skrive efter råd.
Smut så hurtigt du kan. Huset er kun materielt, økonomi vil rette sig med tiden, og savnet af hundene vil du komme over, hvis du da ikke tager dem med dig, for det er åbenbart ikke forsvarligt at overlade dem til ham.
Der er nok steder du kan blive husalf uden at du behøver at føle dig undertrygt.

🙂at historien skal høres fra 2 sider - nogle mennesker kan bilde sig selv ind at de er komplet uskyldig i alt - men måske lyver du for dig selv - måske har du fremprovekeret og flirtet med din mands ven. Jeg tror desværre ikke du er så uskyldig som du lyder til😉 Kunne være interessant at se din mands udlægning

Mine forældre bor kun 4 km fra os og har snakket med min mor om at jeg kan bo der. Jeg tager højst sandsynligt kun min ene hund med, da den anden er min kærestes egen. Jeg savner mit sociale liv, savner at kunne tage med mine veninder på cafe en eftermiddag eller bare at kunne dyrke en sport.
Specielt til parterapeuten: For det første så skal du ikke kalde ham for min mand, for det er han ikke. Nej, jeg har ikke flirtet med ham og hvis jeg havde, hvordan sku han så ku vide det, når han var gået i seng?
Jeg sir sgu ikke at jeg er uskyldig i alting, men i de ting jeg har skrevet er jeg. Jeg er f.eks ikke uskyldig i at vores forhold går ad helvede til, for jeg er syg og jeg orker ikke at ha sex ret tit og lign. Og jeg ved godt, at jeg er mere sur end man burde være, men det er hvad der sker når man går hjemme arbejdsløs og med en depression man ikke får behandlet i over et år.

Hej
Jeg er sikker på at du godt inderst inde ved, at det eneste rigtige er at komme væk fra ham nu!
Et forhold handler jo om at løfte hinanden op, støtte hinanden, være hinandens bedste venner og behandle sin partner med respekt. Og din kæreste gør ingen af delene! Jo selvfølgelig er der jo sikkert også noget godt i ham. Det er bare ikke godt nok.
Måske er du også som mange kvinder (inkl. mig selv) der tror at han nok skal ændre sig og at han inderst inde godt ved, at det han gør er forkert....hvilket han muligvis også gør, men det du ser er hvad du får og højest sandsynligt vil det kun blive værre jo længere du er sammen med ham!
Gå ind og læs om psykopater..jeg har ingen anelse om han er det, men ud fra det du skriver har han nogle meget tydelige træk og det kan være farligt.
Jeg ønsker dig alt held og lykke fremover, for du fortjener bedre.

Ja, tror godt jeg ved inderst inde at jeg ville få det bedre uden ham. Nej nej han er slet kke voldelig på den måde og han er ikke psykopat.🙂Ja, der er self noget godt i ham, som når jeg må varme mine fødder på hans ben og natten, når vi går en hyggelig tur i skoven med hundene,han kører mig alid på apoteket og ud og handle.
Det er hans tillid til mig der svigter og så slr det klik. Jeg ved ikke om det er fordi hans eks var ham utro efter 4 år sammen og gik fra ham - grunden var at hun ikke havde fået lov til at være ung længe nok - eller om det er pga mig og noget jeg har gjort. Kan bare ikke helt se det udover dengang han slog op og smed mig ud, fordi jeg havde en msn.

men jeg vil give parterapeuten ret , der er noget ved denne historie der ikke helt stemmer overens .. eller er du en helgen der ingen fejl har overhovedet❓
hvis din historie stemmer 100 % ja så må du sku meget undskylde mig for at være kynisk
men så ligger du som du har redt, du kan ikke komme nu og sige han har ændret sig , du har jo taget ham som han var, vel vidende om hans egenskaber som menneske... så se på dig selv, det må være dine ønsker og krav til en partner der har ændret sig og det må du så handle på , men lad være at give andre skylden for at dit forhold kuldsejler ..
jeg siger ikke at jeg syntes den beskrevne opførsel er ok , men det er den opførsel den mand du har valgt åbenbart har,og det havde han også inden du nåede hertil ... så nej peg på dig selv og gør hvad der er rigtigst for dig .

Ja, jeg har ændret mit syn på den mand jeg vil have. Jeg er kun 19 år gammel og ham her er min første der har varet i over 1 år. Men det ændrer stadig ikke på de ting han har gjort, men ja, det er også fordi jeg har ændret syn på hvordan jeg vil behandles. Jeg har aldrig sagt at han har ændret sig, så har du ikke læst indlægget godt nok, har netop skrevet ting der skete få uger efter vi havde lært hinanden at kende. Dengang kunne jeg godt leve med det, fordi jeg var forelsket i ham. Men nu tror jeg ikke jeg kan mere. Jeg er træt af alting og jeg er træt af at se at hverken ham eller mig har det godt. Jeg troede måske nok det bare var et spørgsmål om tid inden han ville stole på mig, men det ligner det ikke.

også være, hans bagtanke med at køre dig når du skal handle osv. er, at han ved hvor du er og hvad du laver. Jeg er glad for at læse, at du også ser nogle positive ting, men når du er ude at handle, er han så ikke aktiv, eller overvåger han dig bare?

Mht til punkt 1 + 6: I lyder i helt ærligt som et gammelt ægtepar og ikke som et par, der kun har været sammen i 2 1/2 år. Det virker ikke som om, der er ret meget lyst og glæde i forholdet, og at han overhovedet giver dig noget af det, du ønsker dig.
Mht til alle de andre punkter: Din kæreste er sygeligt jaloux og forsøger at kontrollere dig på alle mulige måder. Du kan tage konsekvensen af det nu, eller også kan du om et par måneder skrive endnu en mail, hvor du har tilføjet adskillige andre punkter, som igen omhandler hans jalousi.
Det kan godt være, at I har alt sammen, men hvad er det I reelt har? Fælles venner, som du alligevel ikke må være alene med... Et hus, der roder og en økonomi, der er kørt i sænk. Tænk over det, det forhold giver dig ingenting, som du kan bygge en god fremtid på.
Held og lykke!

Jeg går hjemme sygemeldt pga lungesygdom og depression, så heldigvis roder huset ikke. Jeg kan ikke klare rod, det gør min depression så meget værre, hvis det flyder..
Fik ikke skrevet den ting der faktisk irritere mig allermest, men det er at når jeg har været på kontrol eller opstart af behandling på hospitalet, så spørger han slet ikke hvordan det er gået.. Det er jeg lidt ked af, for der føler jeg virkelig at han er ligeglad med hvordan jeg har det.. Min sygdom er ret alvorlig og mistede min søster pga den, da hun var 21, så det tager altså rigtig mange af mine kræfter, bare at tænke på den.
Ved ikke om der overhovedet findes bedre derude, han er min første langvarige kæreste, tror det er derfor det har taget mig så længe at indse at jeg ikke er lykkelig.

Hejsa,
Har jeg læst korrekt at du kun er 19 år i dag? Må jeg spørge hvor gammel din kæreste er?
Hvor mange forhold har du haft her i livet?
Hvad gjorde at du faldt for ham?
Puha, synes det er alt for ung en alder at du er ude for den slags.
Mvh
Bare mig

Hej, det er faktisk lidt forskelligt.. Enten så går han bag ved mig og kigger eller oss så går vi hver for sig. Vi går aldrig sammen og snakker om hvad vi skal have.
Han ringer hjem til mig hver middag, når han har pause. Mistænker ham for kun at gøre det, for at høre hvad jeg laver. Han spørger bar li om hva jeg laver og så smutter han igen. Han har dog sagt at han er nervøs for at jeg skal være utro, fordi jeg er så meget alene hjemme. Det skal lige slås fast at det er jeg ikke!
Jeg prøver at sammensætte en normal hverdag. Står op kl 9, spiser, tar medicin, løber en tur, går i bad og så er klokken 13. Plejer så tit at tage ud til min mor eller tage bussen til byen for at ta sol.. Det er sådan mit liv.
Jeg ved bare ikke hvad jeg vil. Tror bare jeg har fået nok efter 2 år med beskyldninger og har indset at man ikke burde behandle hinanden sådan? For i og med at jeg føler mig uretfærdig behandlet, mister jeg jo oss lidt lysten til at være en god kæreste overfor ham.

Ja, jeg blir 20 om et par mdr. Min kæreste er 24. Han er mit eneste rigtig alvorlige forhold. Har haft andre, men det længste holdt 9 mdr. Tror jeg har haft en 4-5 kortvarige forhold.
Jeg fik arbejde på en tank, da jeg var 16 og der var han i lære på værkstedet, som lå sammen med.. Ved ikke hvad jeg faldt for. Han virkede bare så voksen, boede for sig selv og virkede til at have styr på det hele. Og det havde jeg bar brug for, efter den idiot jeg havde haft før. Det gik fint med os de første 14 dage, men så ved jeg ik hva der skete.. Det var som om han begyndte at holde af mig og så måtte jeg ikke rigtig noget. Jeg var stadig meget ung og nyforelsket, så jeg tænkte han nok bare skulle ha tid til opbygge tillid til mig, efter at hans eks var smuttet efter 4 år..
Men tror jeg har været for nervøs til at gøre noget, så har bare levet med det og vænnet mig lidt til det, men nu er jeg ved at være der, hvor jeg ikke vil finde mig i mere. <Er bare så svag og konfliktsky, så det endes nok med at vi blir sammen alligevel.

Jeg var 17, da jeg mødte ham, ikke 16 :)

der findes bedre derude! Og nogle gange, er det bare bedre at være alene.
I stedet for at give dig energi og hjælpe dig igennem en svær sygdom, stjæler han energi fra dig, og det gør bare det hele meget værre...
Men det er hårdt at gå fra sin kæreste (og det kan tage lang tid at komme over), men jeg er overbevist om, at du en dag vil være taknemmelig over din beslutning - især når du sidder med verdens dejligste kæreste. Ham finder du i hvert fald ikke, så længe du bliver i det, du er i nu.

Jeg har selv været der - nok i mildere grad men han beskyldte mig også for alt. Jeg var sammen med ham fra jeg var 18 til jeg var 26. Og for satan hvor jeg fortryder. I dag er jeg 28 og har taget lykkepiller i 3-4 år og gået til psykolog. For jeg er knækket - simpelthen knækket. I starten himlede jeg op og tog diskussionen - de første par år. Men med tiden tænkte jeg mere og mere "er det mig der er noget galt med"?! Og til sidst var jeg så afhængig af ham, at det bare var en umulighed for mig at gå. Heldigvis var han utro med min veninde, så jeg var tvunget til at komme videre uden ham.
I dag har jeg den mest søde fyr nogensinde - og tænk - jeg kan næsten ikke finde ud af hvordan jeg skal gebærde mig?! Jeg har simpelthen indfundet mig med at blive kontrolleret over. Pludselig er kærligheden svær for mig at finde ud af som 2 voksne og fornuftige mennesker. Men jeg håber på, jeg lærer det snart.
Vær sød at gå fra ham. Det kører dig ned!![l]

har ringet forlængst! Hvorfor er det,at du så gerne vil pines og være underdanig? Har du et problem med dig selv? Kan du forestille dig at få et barn med ham og som græder en dag,det ikke passer ham? Se at komme ud af vagten.Huset kan sælges og indboet deles!

du gør det rigtigt! Allier dig med din mor og jeg er sikker på du vil få al den hjælp du skal have.En ung pige som dig,skal have den mulighed at gå i byen med veninder,på cafe og i biffen,ferie,restaurant osv. Ud og lev livet og få dig nogle gode oplevelser! Husk,at der findes masser af dejlige og søde fyre med masser af selvtillid derude i livet og som ikke kunne drømme om at,kue et andet menneske.Held og lykke og ha en god fremtid!

Jeg har stået engang i samme situation som pigen og du har 100% ret.

Man er ikke parat til at høre det eller gøre det, men når man har tænkt længe nok over det, så ved man til sidst at det er den eneste rigtige løsning.

Jeg var en IDIOT at jeg blev hos sådan en fyr. Jeg fatter ikke hvorfor. FATTER det bare ikke.
Jeg blev faktisk ret hurtigt gladere igen, da jeg var sluppet af med psykopaten (for det var han) og nu har jeg et super liv. Har ingen kontakt til ham overhovedet, det er dejligt. Og absolut for det bedste, for som alle andre psykopater tiggede og plagede han mig om at blive og lovede guld og grønne skove, men man ved jo godt at det aldrig kommer til at ske!!!

Hvordan gik du fra ham? Jeg sys det er rigtig svært, fordi vi netop har så meget sammen.. Han er ikke psykopat, men de her episoder jeg har fortalt om, sker af og til.. Ca en gang hver 2 måned og det går mig bare så meget på. Jeg mister selv selvtillid hver gang og jeg mister respekt for ham..

og afleverede de fleste af mine ting hos mine forældre.
En dag han ikke var hjemme, flyttede jeg de sidste af mine ting ud, men havde flyttet lidt efterhånden. Udflytningsprocessen tog nogle måneder, da jeg flyttede lidt ud af gangen, men det var faktisk en god måde at arbejde processen igennem på. Jeg blev mere og mere overbevist om, at jeg gjorde det rigtige.
Da den endelige dag kom hvor jeg skulle flytte, lagde jeg et afskedsbrev til ham, som jeg også havde arbejdet på i et stykke tid. Det var meget kontant. Ikke ondt, ikke sødt, dårligt reflekterende...bare kontant og i et meget klart sprog, så der ikke var noget at tage fejl af.

Jeg flyttede over hos min veninde indtil jeg fik mit eget. Og det var SÅ fedt at have nogle veninder til at hjælpe mig igennem og de var naturligvis glade for, at jeg var gået fra ham omsider 🙂

Han kontaktede mig MEGET af tiden i de første to måneder og jeg hørte på ham det første stykke tid. Men jeg vendte aldrig tilbage. Jeg tvang mig selv til at give det 3 måneder væk fra ham, inden jeg tog en beslutning om noget som helst med ham. Efter 3 måneder, savnede jeg ham ganske vidst, men kunne jo godt se at det mest var vanens magt der spillede mig et pus. Der var jo reelt ikke noget at savne. De gode sider kunne jo slet ikke veje de dårlige sider op, så der var ikke noget at diskutere.
Så efter 3 måneder bad jeg ham om, ikke at kontakte mig. Det gjorde han naturligvis, men jeg skiftede da telefonnummer og gjorde min nye adresse hemmelig.
Nu hører jeg slet ikke fra ham og det er fedt.
Jeg gjorde den rigtig, rigtig gode ting som jeg også vil anbefale dig at gøre. Vi har jo en tendens til at narre os selv og glemme de dårlige ting (og heldigvis for det, for det meste).
Jeg skrev dagbog HVER dag, hvor jeg refererede til alle de episoder der havde været med ham, samt lavede en liste omme bag i bogen, men grunde hvorfor jeg gik fra ham. Hvis jeg en dag var i tvivl, behøvede jeg bare at slå op i den, så var jeg ikke i tvivl mere.🙂

Jeg håber meget du kan bruge mine råd til noget og fortæl hvad du et beslutter dig for🙂

Tak ska du have.. sys du har gjort det på en helt fantastisk måde. Jeg kan bestemt bruge nogle af dine råd.. Jeg regner med at gå fra ham, men skal lige have samlet mod til det. Ved han elsker mig rigtig meget, men kan ikke længere klare at han sidder sådan på lårene af mig hele tiden - han er sgu tung ;)

så gør noget ved det nu! Du kan jo bare bruge en lidt længere proces som jeg gjorde, så det hele ikke virker så uoverskueligt lige pludselig. 🙂
Start med at flytte nogle af dine ting hjem til dine forældre og allerede der har du åbnet sindet for processen 🙂 Det er ikke let nej, det er det aldrig, men det bliver kun sværere jo længere man venter og måske en dag er det for sent og man kan ikke komme ud af det.
Jeg startede med at flytte bøger, sko og tøj, det opdagede han sgu aldrig. Han var alligevel så optaget af sig selv og at overvåge HVOR jeg var mere end hvad jeg egentlig havde gang i. MÆND altså...tsk tsk😉😃
Når han var på arbejde, satte jeg mig ved pc´en og skrev afskedsbrev til ham. Det var en hård men sund proces. Den gjorde mig mere parat til at flytte, da jeg stille og roligt blev mere afklaret med situationen. Jeg ved ikke om han overvvåger din pc, men ellers må du jo skrive dagbog/brev som kladde inde på din mail, der kan han jo ikke komme ind, medmindre han har din kode eller er hacker 🙂
Min kæreste elskede jo også mig meget, men hvad kan man bruge det til, når kærligheden slider mere end det kvikker op, som det jo er meningen den skal🙂

Jeg håber du følger folks råd, for du vil se at det er klart det bedste for dig. Du skal tænke mere på dig selv, så du kan få det bedre🙂

Nej, har endnu ikke besluttet mig.. Tror et eller andet sted, at jeg lige mangler det sidste skub.. Sys det er svært, for aner ikke hvordan han vil reagere.. Har overvejet at få mine forældre til at komme, når jeg gør det, for er altså nok lidt ange for ham :S

Hvordan fik du mod til at starte det? Var du aldrig bange? Jeg vil helst kunne tale med ham om det, frem for et brev, da vi jo har et hus sammen, som der jo så ska sælges..
Føler virkelig han har taget mit liv..

Men jeg opdagede at det mest skræmmende var alt der foregik oppe i mit eget hoved. Man er sin egen største fjende nogen gange, hvis du kender det udtryk?🙂 Tror det lyder lidt anderledes originalt, men meningen er god nok.
Det er superskræmmende at hive tæppet væk under sig selv, men først man går igang, så finder man ud af, at det faktisk ikke er så skræmmende endda.
Du kan vælge at tale med din kæreste, men da han lyder ret meget ligesom min, så vil han være fantastisk til at lokke dig til at blive, men det er bare den dårligste løsning. Let´s face it, du elsker ham men det forhold gør dig ikke lykkelig og vi ved jo godt det ikke bliver bedre. Hvorfor skulle din historie være anderledes end alle de andres?😉 Og hvis han endelig skulle komme til fornuft en dag, hvilket jeg tvivler på, så kan i jo prøve igen. Men hvor i ikke flytter i hus, som noget af det første🙂
Naturligvis må du jo få ordnet det med huset først. Jeg har ikke meget forstand på den slags, så tal med dine forældre eller nogle andre kyndige om det. Det kan sagtens lade sig gøre, jeg ved bare ikke personligt hvordan. Det er da ærgeligt for ham, hvis han er nødt til at sælge, men det er jo ikke første gang i historien at det sker. Desuden virker han alligevel ikke økonomisk ansvarlig nok til at kunne have et hus endnu.

Der er så mange skræmmende ting vi kan komme ud for, men hvis man vil videre, så er man bare nødt til at hanke op i sig selv og se angsten i øjnene. Som regel er den slet ikke så slem, som vi går og bilder os ind🙂
Hvis du bliver, bliver det værre, hvis du begynder at gå nu, er det kun slemt i et stykke tid🙂 Ved godt det er lidt pres at skrive sådan, men jeg kan ikke tydeliggøre det nok. Som sagt, hvis han skulle finde på at blive en ordentlig kæreste, så kan i jo altid finde sammen igen senere. Men så skal han bare lære at man er to om et forhold og ikke kun ham. Det var jo meningen du skulle være hans kæreste og ikke hans tjener🙂

er du bange for ham!!😮 Ok så langt ud nåede mit forhold så ikke. Nu synes jeg virkelig du skal få dig en snak med dine forældre, fordi det slider dig HELT ned det der. Hvis man først er blevet bare en mikroskopisk smule bange for sin kæreste, så er løbet altså kørt, søde pige!
Nu skal du skubbe dig selv igang..NU NU NU!!! Jeg ved godt det er vanvittig uoverskueligt, svært, skræmmende osv, men det er NU det skal gøres. Og jeg synes dine forældre skal hjælpe dig. De kan se situationen mere klart end du kan. Kender det fra mig selv. Det er først her nu bagefter, at jeg virkelig kunne se, at det var HEEELT galt det forhold jeg var havnet i. Men af skade bliver man klog, jeg er ikke løbet ind i nogen sindssforstyrret galning siden😃

Hej... Alt og jeg mener virkelig ALT hvad du skriver her, det kunne jeg have skrevet. Jeg er i præcis samme situation som dig. Min kæreste gennem 2.5 år er præsic son din og vi ved at bygge hus og det er også det som holder mig tilbage. Jeg er også syg men er begyndt at arbejde lidt igen.
Kan desværre ikke hjælpe, vil bare sige at du ikke er alene..........

I to skal bare videre og det så hurtigt som det overhovedet er muligt, selvom det er PISSEsvært! Men det bliver kun sværer og i bliver desværre ikke lykkeligere sammen med de fyre.

i den rigtige retning🙂
Vi er flere der nok skal rådgive dig, men vi synes alle det samme - du skal videre, hurtigst muligt🙂

du ender med at rådne op i et skodforhold, når du istedet kunne bryde ud i tide og få dig et godt forhold, med en sød kæreste, som elsker dig oprigtigt. Du ville blive lykkelig og forstå hvad rigtig lykke er

Hej :)
Jeg er i præcis samme situation som dig, vi bor dog ikke i hus sammen, men vi bor i lejlighed sammen, og vi har lige skrevet under på en lejekontrakt på en ny lejlighed, som vi skal flytte ind i om et par måneder, men jeg vil egentlig ikke flytte med ?
for jeg vil ikke være sammen med ham mere❓men jeg tør bare ikke og gå fra ham.
Han har også afskåret mig fra alt socialtliv, jeg har ingen venner, ingen veninder, når jeg bare er nede og handle ringer han og tjekker mig, han ringer lige så snart han har pauser på arbejdet. Han er ekstremt jaloux, og har været det lige fra start, og vi har været sammen i godt 2 år. Jeg kunne os godt se det dengang, men jeg var også bare så vildt forelsket i ham. han kan være så charmerende, men han kan os bare være så ond, han køre så meget i min fortid, og i de mænd jeg har været sammen med, og siger jeg er en billig so osv. Jeg elsker ham❓men jeg kan bare heller ikke leve resten af mit liv med at jeg ikke må have nogle venner og at jeg ikke må gå i byen❓det er jo det unge mennesker gør❓han får os til og opføre os som et gammelt ægtepar. Men han syns det er fint han tager i byen, så kan jeg blive hjemme og gøre rent eller orden vasketøj, ´ for det trænger jo❓´
Jeg er også lige på kanten til og gå fra ham, jeg skal også bare samle mod til og få det gjort, for han begynder og true med og begå selvmord, eller gå ud og smadre nogle❓også får jeg jo dårlig samvittighed også kan jeg ikke gøre det alligevel. Jeg har prøvet mindst 100 gange på de 2 år vi har været sammen.
Jeg håber du får det gjort, for jeg ved hvordan din situation er. & jeg ved det kræver virkelig meget mod.
Held og lykke.
mvh. Hende der :)[l]

om din "dårlige samvittighed" og at du har brug for hjælp. Og se så at komme afsted.