Musik som image

Der var engang der var rigtige musikere til. Folk der kunne spille deres egne instrumenter, synge og skrive deres egne sange, og som levede og åndede for deres musik. Dem er der ikke mange tilbage af. I dag er radio og tv fyldt med folk der synger andres sange, har et backing band der spiller for dem, og deres sangtalent er middelmådigt. Christina aguilera, Britney spears, popstars og idols vindere osv. bærer deres musik som en håndtaske. Det er så inderligt ligegyldigt. Nye versioner af gamle sange, jeg skriver sgu da heller ikke en ny hip version af den grimme ælling og udgiver dem som mit eget værk. Men det har disse nye "musikere" åbenbart ingen problemer med, bare de scorer kassen. Se godt ud og vær sexet på MTV, så køber idioterne dit lort...vi fortjener sgu den musik vi får.

sådan som du udstiller dig på din profil (hvis det da er dig), kan man jo ikke forvente andet eller bedre!

Åh ja relevant, jeg ser ikke sammenhængen? Og jo det er mig.

Jah, det er vist meget rigtigt.
Man er vel ikke meget for at indrømme det, men det er jo sandheden.-.
OG DOG, der er der nogle kunstnere der kan skrive deres eget musik, og det er jo MEGET federe...
SÅÅ... Jer der gør det- Keep on..!

Der er flere facetter på den sandhed.
Elvis har aldrig skrevet sin egen musik - nå ja, med en enkelt undtagelse, så vidt jeg ved.
Beatles var vistnok de første (endog før Stones), der skrev deres egne numre.
Mit yndlingseksempel: Janis Joplins udgave af Me & Bobby McGee er LANGT bedre end Kris Kristoffersons, selv om det er ham, der har skrevet den.
Der er særdeles goder eksempler på begge sider af hegnet, så jeg er nu godt tilfreds med, at nogle skriver deres eget, mens andre "finder" det, de ønsker at udføre.
Men det vigtigste er vel resultatet :-)
At vi har noget at spille.

Mmm... Det vil jeg give dig ret i, men det er jo langt fra hver gang, at det bliver bedre end "start resultatet".
Men ja, det forekommer:-)

(Hey Tiny, nice to see you again)
Der er to aspekter mere i det, som jeg ser det. (men egentlig sidder jeg og arbejder og burde ikke skrive her...meeee jeg kan jo ikke lade være, altså det er så spændende at få jer andres syn på det!)
Det ene aspekt er, at dengang med Elvis og Beatles og dem (primo '60erne), der var der jo ikke så meget materiale af den slags at kopiere, som der er i dag....
Traditionen for at fortolke gammelt på ny, er også meget mere accepteret i dag end den var dengang, som følge af, at der er mere materiale til rådighed. Og jeg synes det er okay...en af mine yndlinge i denne her snak er jo netop "I Put a Spell on You", som jeg har i med The Them, Roxy Music og Marilyn Manson, og jeg ved den er lavet i tusind andre udgaver uden at overdrive ret meget...de er allesammen meget forskellige...og ret okay fordi det i udgangspunktet er et hamrende godt nummer.
Det andet aspekt jeg vil pege på, det er, at der nok var en hel masse, som skrev deres numre selv, men de lagde sig op af nogle andre stilarter, så som jazz og big band musik.
Det er egentlig først efter der gik extatisk profit i pop-branchen, at produktionen er eksploderet som den er i dag. Men det er sådan en slowmotionexplosion som startede med discomusikken i begyndelsen af '70erne. Det kunne masseproduceres ret billigt, fordi man benyttede elektronik meget mere udbredt end tidligere...opfindelsen af RYTMEBOXEN var begyndelsen af den ægte musiks forfald...huhh en påstand...og en påstand mere:
I begyndelsen af '80erne fik den lige en tand til, og hvad kunne det mon skyldes? Compact Discen...det blev meget billigere at producere de medier folk skulle konsumere musikken ved hjælp af. Så hvis det ligepludselig i dag er trange kår for den del af branchen...idag overføres musik via bitz n' bytes, dvs. digitalt ude i cyberspace og ikke en ærlig sjæl kan finde ud af, hvad der er lovligt hvornår...for det handler ikke om etik, men om at beskytte kapitalistiske interesser!
Selvfølgelig lidt firkantet, men påstande jeg ville være glad for at få modbevist.

Hvis nu jeg svarer Saxplayer direkte, ser det om 100 år ud, som om jeg kom før Halfevil333, he he. Hun har en evne med ord, som jeg misunder hende.
(Hi Halfevil333, nice to hear your keyboard, too) :-)
Et eksempel, jeg også er glad for, er Badfinger's "Without you", som Nilsson fik et stort hit med, og som var "much better produced" som en musikkyndig en gang sagde. Senere kom så Mariah Carey (se bare, jeg har fundet ud af, hvad hun hedder) med sin udgave, som ligger meget tæt op ad Nilsson's - efter min mening uden at komme med noget nyt. Jeg var glad for Nilsson's version, men da jeg så kom i min "tudeperiode", blev Badfinger fundet frem og var det rigtige for mig i den stemning.
Jeg tror, Halfevil333 og jeg burde bytte køn, hun er til det rå (Them) og heavy metal, og jeg er til det bløde (Badfinger) eller Blues, men jeg er enig i mange ting, hun siger.
Min fornemmelse for musik ændrer sig med min stemning, men jeg kan også godt se, at jeg er blevet ældre. Jeg er nu kommet i den bås, hvor jeg synes, de unge menneskers musik er "masseproduktion, uden nerve, og uden personlighed". Og så en gang imellem sker der noget særligt, der gør, at jeg må æde mine egne ord igen. Som f.eks. et ret heavy band, der hedder Cradle of Filth.
Og så begynder jeg at kunne se "bølger". Sidst i 60-erne og starten af 70-erne var der meget live-musik. I 80-erne var det "på dåse". Og nu er vi på vej til meget mere live-musik igen. Og denne periode har jeg tænkt mig at nyde, for der er ikke store chancer for at "snyde", når man er live on stage.

Nu kommer jeg så llidt haltende bagefter med en titel, som jeg faktisk tror jeg har brugt før som overskrift til en debat. Men jeg slæber mig stille og rolig frem bag de andre, og giver min mening, alligevel, selvom den minder om de andres (her tænker jeg på HalvEvil333, som jeg jo altid er uhyggelig enig med..)
Og det vil jo nok ikke komme som en stor overraskelse, at jeg faktisk vil sige det samme som HalfEvil333. Der findes RIGTIG mange bands, som stadig skriver og spiller deres eget musik, og de gør det af hele deres hjerte. De gør det af lyst for at spille, ikke for at tjene penge. Det musik jeg hører, er som regl metal af næsten alle dens under-genre. Lige for tiden er jeg til det mere hårde metal (Cradle Of Filth! surpriced anyone? Tiny? :P), men jeg kan stadig segne helt hen til noget mere roligt musik som Nightwish, Within Temptation, og Sonata Arctica (som kommer til Danmark her i næste uge!) Og de bands, er en lille-bitte brøkdel af alle de bands som spiller for musikken og sangens skyld. Hvis du ikke kender de, så søg efter deres officelle hjemme side på google.com.. de fleste har samples af deres snage liggende som man kan hente ned gratis.
Pop musikken derimod, er som du beskriver med lidt andre ord; falsk, overfladisk, og ligegyldig, set i det perspektiv at 'sangeren' ikke er helt med i spillet. De gør det som du skriver, kun for berømmelsen og pengende. Jada! Der er nok nogen som skriger ud om at de gør det af lyst for at stå på scenen og synge og danse... sikkert også rigtig nok, men det betydder ikke at de er HELT med i spillet med krop og sjæl. De har ingen ting at gøre med musikken, nogle gange heller ikke noget at gøre med teksten.. og hvor er det så liige at de kan påstå at de er med hele vejen?
Hvis du bor i københavns området, syntes jeg du skal prøve at tage ind i Fona2000 på Strøget.. men jeg vil allerede advare dig, for det er en sand økonomisk dødsfælde.. og alligevel lokker den mig gang på gang ind i dyrets åbne gab, fordi de simpelthen har den bedste samling heavy musik, som jeg har set i div. butikker.
Nu vil jeg slæbe mig videre som en såret snegl, og ønske dig held og lykke, med at finde noget 'rigtig' musik ;)
~~Talant~~

(Hail Thee Talant, great to have u back!)
Det der du siger med sangeren ikke er helt med i det...hmmm...får mig til at tænke på...de synger jo stort set kun om kærlighed i poppen (selvfølgelig er der undtagelser), og det er røvkedeligt og ligegyldigt, ikke fordi kærlighed ikke betyder noget for os, men fordi de formidles uden engagement. Det bygger ikke bro til tilhørerne...
Var det ikke det i første hug, at musik var? En udtryksform, hvilket jo så vil sige, at når man synger om LOVE, så er det en følt LOVE, man bør udtrykke og ikke MONEY IN MY POCKET PLEASE! MEn det kræver at man giver af sig selv.
Når sangeren er inde i det han/hun synger om, så relaterer man til følelsen, der bliver formidlet via ordene og sangerens evne til at formidle....DET kan aldrig blive pop...fordi det aldrig kan blive ligegyldigt...det kræver vores opmærksomhed...pop kræver ikke vores opmærksomhed...kun vores penge!
Paul Rodgers, sangeren fra Free...han kunne simpelthen synge så man er helt med. Og Rodger Chapman fra Family (og de synger på livet løs stadigvæk!), ikke fordi man sidder og tuder til deres sange. Man mærker det bare helt ind i margen...han kunne bare det pis der
og Tinys eksempel med Janis Joplins "Bobby McGee" i modsætning til forfatteren Kris Kristoffersens udgave...jamen hun er der meget, meget mere...Nu ved jeg ikke om du kender Free, Family og Janis Joplin for er godt nok old stuff...og det synes jeg er interessant, for det er jo ikke fordi "de bedre kunne det meget bedre i gamle dage, og ungdommen idag er også bare dovne og talentløse" n' all that jazz...for selvfølgelig har de lige så mange talenter som the old timers havde den gang, de styrede festen. Men fordi der var meget mere tradition for at gøre det på den måde dengang.
De reflekterer bare en anden tid og kultur...men følelserne er i deres grundform den samme, før som nu.
Men sangere som Layne Staley og Jerry Cantrell (ALice in Chains), Kurt Cobain (Nirvana), Chris Cornell (Soundgarden), Sinead O'Connor (herself)...som alle har vilde skæbner og to af dem er døde...det er sgu sangere som virkelig når mig helt ind i midten! De udtrykker noget i deres sang....nogle stemninger, som....som jeg føler mine egne følelser udtrykt og formidlet igennem.
Altså Chris Cornell's "Steelrain"...wow mand!
Og Tarja fra (Nightwish) "Sleeping Sun"...- suk -(helt vild med sætningen: "Loosing faith makes a crime")
....jamen jeg kan blive ved....men det er SVÆRT for mig at finde den kvalitet indenfor popmusikken...men jeg har selvfølgelig heller ikke hørt det altsammen, så det kan jo i princippet ikke udelukkes...

(Tak for de søde ord :o))
Ja...på en måde ved jeg godt hvad du mener, det der med kønnene, men det er interessant. Heavy metal signalerer maskuline kvaliteter såsom hårdhed, krig, stolthed, aggression...men helt ærligt Tiny...det er ihvertfald også noget af det der gør mig helt blød! Jeg bliver fejet helt af banen som kvinde og som hunkønsvæsen i selskab med Morbid Angel og ManOWar (huh!)....
Omvendt kan jeg bestemt også finde mig sig repræsenteret igennem den "bløde" musik. Det er selvfølgelig almindeligt antaget at fine, bløde og lidt sentimentale signaler er feminint (er måske bare ikke så sentimental i det...). Nu tænker jeg lige på et nummer som virkelig udtrykker de ting: Dolly Partons udgave af "I will allways love you"...den appellerer ikke til mig som kvinde, men jeg kan GODT, meget godt endda relatere til den følelse hun formidler...og damned hvor kan jeg tude, når jeg hører den. Den fører mig direkte ud i et brusende vandfald af tanker om ham den vidunderlige idiot, som ikke vil have mig!
Det jeg ville sige med alt det....det har i allerhøjeste grad noget med vores køn at gøre, de signaler vi opfanger fra musikken, men på meget forskellig facon.
Jeg synes det er sejt, at du fascineres af Cradle of Filth...jeg ved fra Talant, at der er meget, meget mere at lære om dem....om Lovecraft's filosofi og univers...jeg kan ikke snakke med om det, for jeg ved absolut intet, endnu! Sådan bliver det ikke ved at være.
Tilsyneladende er der gamle guder, legender og dybe filosofier gemt i nutidens musik på en helt anden måde end nogensinde før....men det havde jo ikke noget med udgangspunktet at gøre :o)

Nu vil jeg lige forsøge at begå selvmord.. eller bare kaste mig ind blandt popfolkets backstabbing tankegang.
Jeg tror faktisk, at det vi mener om dem, mener de om os. For dem er vores herlige metal musik noget bras, helt uden følelser, og som bare går ud på at smadre instrumenter. Hvor de nok mener at popsangernes sukkersøde musik og sexfikserede look betydder meget mere i deres dagligdag, end det gør i vores. Så for dem er det den her overfladiske dagligdag der er det rigtige musik. Og på dét punkt, kan vi slet slet ikke følge dem, fordi at for os, skal musik have følelser, power, mening og ryste jorden under os. For dem, skal den have de her ensformige tekster og sange, skal værre en tæt konkurrence mellem de største pop-idoler og de har noget at mene og snakke om. Og når popsangerne så synger om kærlighed og had, så er det så generalt og overfladisk, at det kan passe på hver en lille hændelse i deres utrolig sociale liv, så de føler de kan reletere til det.
Jeg tror faktisk at pop-musikken tiltaler pop-folket lige så meget, som vores musik tiltaler dem. Jeg mener så bare, at der er mere 'kød' på vores musik, og at pop-folket er ligeglade med hvor meget kødet mætter, bare det ser godt ud og dufter tilfredstillende.

Jeg tror faktisk at pop-musikken tiltaler pop-folket lige så meget, som vores musik tiltaler OS.
Det er 'os'.. ikke 'dem'..
Hele teksten blev lidt rodet, men jeg håber du (og i andre) kan fange meningen alligevel :)

og er sjovt nok helt enig!...
Jeg finder bare lige pludselig mig selv intolerant og fordømmende overfor popfolket...synes det ER overfladisk pis...ikke popfolk og deres følelser, slet ikke! Men det der kødkonkurrencecrap som du refererer til...hvor ER musikken i det?
Og jeg bliver helt syg indvendig, når jeg ved en tilfældighed får set eller hørt at nu gør den ene popstar sådan og nu gør den anden sådan...og vips, så har det dannet trend! Det er lidt ligesom en religion ikke? Idol betyder også afgud, og det er vel ingen tilfældighed, at man bruger det begreb der.
Der hvor jeg kan føle fænomenet "Dem contra Os", flyde i mine årer, det er i den kommercielle del. Men det er svær at skelne tingen fra hinanden...
Popbranchen er en industri, når man køber musik og merchandise...så støtter man branchen, som så støtter bandsne....
Ved de andre bands, der køber man de samme slags varer, men støtter i meget højere grad bandsne selv, end branchen. Det er i mine øjne langt mindre forloren og overfladisk...så der er jeg...hvis jeg skulle vælge side....vælger aldrig nogensinde overfladiskhed Arghhh! Bwadr!
Så...nu har jeg det meget bedre....:o)

Tror du virkelig...at det er det overfladiske popfolk kan lide? Kan de LIDE det mener jeg?
Tror nok jeg på en eller anden måde bare tænker, at de nok finder følelser, udtryk og stemning i det der popshit, men at det bare er mig der ikke kan se det....
Men tænk hvis de virkelig kan lide selve overfladiskheden, hele popræset med kødudstilling, silikone og papirsex.....

Jeg tror faktisk at i hvert fald nogen kan lide det. hvis ikke bevidst, så under bevidst. Jeg tror mange nyder den simple overfladisk hed, hvor de ikke selv behøver stå til ansvar for noget som de mener eller har gjort. Hvis dere r en der gør noget, som en anden ikke syntes, er det så nemt at backstabbe og bagtale den første person, hvorefter man så snakker med den første man lige har svinet til, og gør nøj agtig det samme imod den anden man lige har givet ret. Forvirrende? Jeg tror faktisk, at de kan lide det. Hvorfor skulle de ellers blive ved med at gøre det? Blive ved med at sejle rundt i den samme sø som alle de andre, når de så nemt kan sajle ind til breden, og gå i land uden nogle problemer?
Jeg mener selvfølgelig heller ikke at ALLE er sådan.. nogen kan måske bare godt lide den stille simple musik.. men det er så også den del af pop-folket, som tør stå til ansvar for deres meninger, og som heller ikke kan lide den overfladiske pop-kultur. Når jeg tænker på dem, tænker jeg faktisk på modne kvinder med børn og.. ja.. et liv. Men igen, er det jo ikke kun dem, som kan lide pop, og som hadder den overfladiske backtabbing. Der er da nok nogle 14 årig som også kan lide pop for musikkens skyld, og som stadig tager afstand til resten af den normale pop-kultur.

Jeg kan kun være enig. Det er bare trist at så mange mennesker tror at det eneste musik der findes er det de spiller på boogie, the voice og mtv. Det er jo ikke musik. Det er bare reklamer for kunstnerne, så de kan sælge deres middelmådige intetsigende muzak.