Mon min søn gider se mig ?

For over tyve år siden blev jeg, under stort hurlumhej skilt. Efter ca 6 år mistede jeg kontakten til min søn. Min ekskone søgte sammen med sin nye mand om adoption, af min søn hvilket jeg afslog, da det ikke var mig, det afbrød forbindelsen. Jeg skrev ofte til ham, men fik aldrig svar. Ringe kunne jeg ikke, da man fik hemmeligt nummer.
Senere fandt jeg ud af, at han aldrig havde fået mine breve.
Da han blev 18 år, søgte de igen adoption, jeg afslog igen, men fik af amtet at vide, at mit udsagn var underordnet, da sønnen nu var myndig. Men man skulle spørge mig.
Jeg har til min store fortrydelse i mange år ikke set ham, men har savnet ham usigeligt. Via nettet kan jeg følge ham på afstand, og det går ham rigtig godt. På billeder, kan jeg se at han ligner mig uhyggeligt meget.
Nu har jeg så lige fundet ud af, at han er flyttet til en storby i nærheden.
Faktisk arbejder jeg ind i mellem lige om hjørnet, til hans hjem.
Jeg er meget fristet af, at tage kontakt til ham. Men jeg frygter virkelig at få en kontant afvisning. Han har kun sin mors version af hele forløbet, så jeg fortænker ham ikke i, at afvise mig, for efter hans mors udsagn er jeg en rigtig skidt fyr.
Men hvad nu, hvis han tænker det samme ?
Jeg tror, eller rettere ved han har det godt, så jeg vil jo heller belemre ham med mit selskab og hans to halvsøskende. Jeg håber det bedste og frygter det værste.
Hvad skal jeg gøre ?

...hvad ER da det værste der kan ske?

jeg synes du skal prøve at opsøge ham. måske vil han gerne høre dit udsagn. han kan sikkert godt tænke selv. i kunne måske aftale at mødes over en middag et sted. held og lykke

Det er ikke fordi, jeg higer efter, at give ham min version. Jeg vil gerne lade det ligge, og kun komme ind på det, hvis han insisterer.
Også som svar til den forrige, vil jeg sige, at jeg ikke samler på nederlag, og har fået mere end rigeligt øretæver. Så det værste jeg kan komme ud for, er at han virkelig skælder mig ud, og fortæller mig jeg er lige så stor en nar som, han har fået at vide i mange år, af kære mor.

hejsa
Jeg syntes absolut du skal prøve at opsøge ham, måske vil han ikke se dig, men tænk hvis han gerne vil se dig 🙂
Hvis du ikke prøver tror jeg du vil fortryde resten af dit liv, at du ikke prøvede....
hilsen mig der ønsker dig held og lykke [f]

- Du ville da aldrig kunne leve med at forspilde chancen, når den endelig var der. Ville du?
- Det jeg ikke forstår er; hvorfor i alverden er du så skråsikker på, hans mor har fyldt ham med at du skulle være en skidt fyr? ER du det?

Ihh... Jeg HÅBER VIRKELIG du tager chancen 😖 er RET sikker på din søn er meget nysgerrig omkring sin far, og selvfølgelig vil han se dig (TROR jeg)
Han kan sikkert godt blive en smule overrasket når du henvender dig, men jeg tror virkelig på at han bliver MEGET glad.. Det biologiske er sgu ikke sådan at fornægte..😉
Synes du skal ringe til ham, og spørge ham om i ikke skal drikke en kop kaffe 🙂 Og når i ses, så synes jeg du skal fortælle PRÆCIS hvor meget du har tænkt på ham, og hvor meget du har savnet ham.. Og selvfølgelig komme ind på DIN side af sagen.. Han har nok mest undret sig over hvorfor du ikke har kontaktet ham, og han har sikkert også en masse spørgsmål når han kommer sig over choket 😉
Det ville være VERDENSKLASSE, hvis du ville komme ind og fortælle hvordan det går, vil RIGTIG gerne vide hvordan det kommer til at gå...
Krydser sgu fingre for dig..

du ska opsøge ham 😉
lyder til at du er afklaret med at han måske afviser dig....så håber du ikke forgæves.
fandt selv min far da jeg var 26 og har ikke fortrudt et sekund tværtimod. en masse brikker i det puslespil der hedder mit liv faldt på plads. med min far fik jeg også 4 søskende på hans side. søskende som jeg ligner langt mere både af sind og udseende en min lisøster som jeg deler mor med og er opvokset sammen med 😉
min mor havde smidt min far ud da jeg var 10 mdr og nægtet ham at se mig, så havde også kun hendes version af tingene. og den var LANGTFRA positiv.
hun har heller ikke villet møde nogle af mine 4 søskende,som jeg deler fra med.

alt mulig held og lykke

Moren har ikke givet breve videre til sønnen, har forhindret telefonisk kontakt og i øvrigt ønsket at lade sin nye mand adoptere sønnen. Det KUNNE da tyde på, hun ikke ligefrem har givet sin søn et positivt billede af sin far?

Kontaktede min biologiske far, da min stedfar var død. Lidt som kolde afvaskninger da han meddelte at han ikke kunne se hvilken interesse vi skulle have i at mødes!Så - både børn og forældre kan reagere meget forskelligt:(

starte med at skrive til ham igen, og forklare ham sagen fra din side. Hvad har du at miste? Men hvorfor har du ikke forlangt samvær i alle de år?

Kære alle.
Tak for jeres venlige og velmenende svar.
Jeg ønsker ikke, at udpensle en 20 år gammel sag for åbent tæppe, det er ikke lige det, det her går på.
Nej, jeg er ikke en skidt fyr. Hverken fordrukken eller voldelig osv. Jeg er gift på 13. år og har to andre børn, som jeg elsker højt. Den ældste på 14 år ved godt jeg tumler med det her, og siger, at det er underligt min søn ikke vil se mig. Hun siger ”jamen far, hvis du har været overfor ham, som overfor os, har du da ikke været led eller ond”. Hun fatter ikke han ikke vil.
Grunden til, at jeg i alle de år ikke har haft samvær, er at samværet blev saboteret af moderen, og jeg til sidst kun, kunne få sønnen udleveret ved politiets hjælp. Det ville jeg ikke udsætte drengen for. Derfor trak jeg mig.
Da jeg var 8 år blev mine forældre skilt. Min far havde samvær med mig i starten. Men der var råben og skrigen osv, hver gang jeg blev hentet. Til sidst stoppede det.
Jeg var den ældste af tre. Min mor fortalte ofte, hvor led far var, og at han ikke ville se os.
Som 14 årig fik far og jeg igen kontakt. Vi fik aldrig et rigtig godt varmt far/søn forhold, for det lurede hele tiden i mit baghoved, hvorfor han ikke ville se mig, da jeg var mindre.
Først da han døde i 1995, og jeg gjorde det hele op kunne jeg se, at han havde kæmpet hårdt for at se sine børn. Men takket være amtets indstilling over for fædre, og moderens store skuespillertalent kom han aldrig igennem.
Hvem kan ikke præge eller hjernevaske, deres mindre børn til det man selv vil have ?
Nej, han skal ikke arve mig, så på den led er der rene linier.
Jeg ved stensikkert og 500% slag- og nagelfast, at jeg er blevet sat i et ekstremt dårligt lys af moderen. Jeg tror ikke hun har været direkte, og sagt ordret ”din far er en skiderik” eller lignende. Men serveret det, så et barn kunne udlede det hele på en eneste måde. Manipulerende. Jeg vil ikke udpensle det yderligere, med blot sige at jeg VED det, fordi bl.a min egen bror har afsløret en kæmpe løgn, som min søn troede hang sammen på en helt, helt anden måde. Men det ligger over ti år tilbage.
Egentlig kan jeg godt forstå Poul Jørgensens svar, og tror et eller andet sted, at han har ret. Måske er jeg lidt dum, og naiv men jeg har et håb…………..
Så sent som i fredags, havde jeg en fortrolig snak, med en samarbejdspartner, der fortalte om sit forhold til sin voksne datter, også noget rod. Han mente bestemt, at jeg skulle tage kontakt til min søn.
Jeg vil kraftigt pointere, at jeg aldrig har udtrykt, at min søns mor er en dårlig eller uegnet mor, for det mener jeg ikke hun er. Hun er garanteret kærlig og sød og kompetent, men hvad min søn angår, er hun lemfældig med sandheden.
Jeg er lige nu i tænkeboks, og ved ikke ud eller ind.
Endnu engang tak, for jeres søde svar.