mors nye ven

Mine forældre flyttede for 3 mdr. fra hinanden efter næsten 30 års samliv, og er netop blevet sepereret. De har 3 børn sammen, hvoraf de to af os er voksne, mens vores lillesøster er 12 år.
Deres seperation har været hård, særligt for min lillesøster, idet den har medført, at hun ikke har snakket med vores far siden den dag min mor og hende flyttede ud.
For nogle uger siden fandt min mor sig så en ny "ven". Allerede på deres første møde blev han præsenteret for min lillesøster. Hun konkluderede straks, at hun ikke brød sig om ham, idet han både var dum og grim (den virkelige årsag er jo nok nærmere, at det er hende temmeligt uvant at se en anden mand vise vores mor denne opmærksomhed).
Efter kun at have mødtes et par gange, er de (min mor og hendes "ven") begyndt at holde i hånd og kysse hinanden offentligt (omend kun kindkys), heriblandt når min søster er i nærheden.
Min ældre søster og jeg har det fint med, at min mor har fundet en ny, idet vi efter seperationen frygtede, at hun ville blive en ensom, bitter, aldrende kvinde, men forståeligt nok har vores lillesøster ikke gjort sig samme overvejelser.
Af hensyn til min lillesøster synes jeg, at deres forhold går lidt for hurtigt frem. Hun har præsenteret ham for os alle, og tog ham ligeledes med til min ældste søsters fødselsdag. I denne weekend har de desuden været afsted sammen på weekend-tur, og de viser som sagt deres følelser offentligt.
Dette er naturligvis selvfølgligt, når man er nyforelsket, men efter min opfattelse burde de måske være lidt mere diskrete, når de går blandt en ung pige, der netop er kommet i puberteten.
Hun har som nævnt oplevet mange svære ting i løbet af de sidste måneder, heriblandt det at skulle flytte fra sit barndomshjem og ikke have kontakt med vores far. At hun samtidig skal forholde sig til en ny mand, gør det ikke lettere.
Men er det normalt, at det hele går så frygteligt stærkt? Jeg ville klart have foretrukket, at min mor ville have ventet med at præsentere ham for min lillesøster, indtil hun var sikker på at der var tale om noget varigt. Dette kunne hun jo næppe vide på deres første date, og de har som sagt nu blot været sammen i få uger.
Såfremt det viser sig, at der er tale om et varigt forhold, synes jeg det er fint, at hun viser ham frem. Men det jeg sidder og frygter nu er, at min lillesøster bliver præsenteret for en lang, uendelig række af mænd, som hun måske kun når at kende i kort tid, inden der kommer en ny på banen...
Jeg har netop tilbragt dagen sammen med min lillesøster, der virkede utrolig ked at det der foregår. Jeg havde imidlertid svært ved at råde hende, men sagde blot at vi blev nød til at være glade over, at vores mor nu var glad.
Hvor lang tid synes I der bør gå inden man fremviser sin nye kæreste til sine mindreårige børn?
Er der yderligere nogen, der har prøvet noget tilsvarende, og har I nogle råd til hvordan det hele kan gå lettere for min søster?

Hvor er det bare typsik for piger at fokusere på hvad der KAN gå galt! Iiih altså! :-)
Jeg vil bare lige sige, at din mor har nået en alder, hvor man ikke har en lang række af korte, flygtige forhold - kunne du egentlig forestille dig hende i den rolle? nej, vel? Grunden til at hun allerede NU viser sin kæreste frem, er ganske enkelt at hun er HELT sikker i sin sag.
At begå dumheder med at vise kærester frem, som man ikke er helt sikker på vil holde i længden, for både familie og venner det er kun noget der hører ungdommen til.
Så vær kun ganske rolig, din lillesøster vil ikke komme til at opleve et hav af skiftende mænd rendende ind og ud af døren, hvis din mor da ellers er moden :-)

lidt for mange fordomme her ;)
Det er altså ikke kun unge der finder kærester der ikke holder, det finder skam også sted i "de voksnes verden"! ;)
Til det oprindelige indlæg:
Hvis din mor havde talt med din lillesøster om det, og det var blevet enige om at hun skulle se en evt. ny mand så hurtigt som muligt, så ville jeg ikke kunne se problemer i det.
Men jeg kan slet ikke forholde mig til at man så hurtigt går ind og viser en ny kæreste frem. Det er simpelthen ikke retfærdigt over for sådan en ung pige, og som du selv nævner er der jo puberteten. Den gør at man har et hav af følelser at bokse med, oven i den kommer der så en (tilsyneladende?) grim skilsmisse, og så skal hun oven i det også tage stilling til sin mors nye venner. Ej, den går bare ikke... det virker for respektløst.
Kan du ikke få din mor og din søster til at snakke sammen om det? Det er nok en god iden at en af jer voksne søskende er til stede, for det lader til at i kan se det fra begge sider... Så har man en til at dæmpe det lidt hvis det går i selvsving.

sådan en egoistbolle. Det her kan man ikke være bekendt at gøre ved sin 12-årige. Og så virker det da også latterligt, at man så hurtigt render og præsenterer ny kæreste. Det er godt nok dårlig timming.
Hvorfor ser din søster ikke sin far? Det skulle din mor måske se at koncentrere sig lidt om. Den er med at "i må være glade for at mor er glad" - den forstår jeg godt, men det er dybt forkert. Børn er ikke forpligtigede til at gøre deres forældre glade, men derimod er det omvendte tilfældet. Hun skúlle koncentrere sig lidt om din søster og så tilsidesætte sine egne bekræftigelsesbehov en kende.
Din søster kan være glad for hun har dig, men det er ikke din opgave - det din mors.
Hils hende fra mig og sig hun er en kælling og hun skal hjælpe din søster. Det er fandeme hende der har lavet redeligheden. Når ungerne er kommet helskindet igennem, kan hun begynde at tænke på sig selv. Ikke ét sekund før.
Man har ikke "fundet sig selv" efter 3 måndeder ovenpå 30 år ægteskab/samliv. Så forvent heller ikke at den kæreste holder - hun er bare hoppede de to første faser over og det hævner sig.

Du må være meget ung. Kvinder bliver ikke klogere på det med kæreste med alderen, bare mere desperate - og 3 måndeder er da også for desperadoer!! Medmindre hun har kendt ham inden hun rejste hjemmefra.

Jeg kan godt forstå, at det er noget af en mellemstor kamel at sluge, når ens mor pludselig holder i hånd med en anden mand og ja, måske burde hun udvise lidt mere situationsfornemmelse og have ventet med sine PDA (public display of affection), til der var kommet lidt mere ro over tingene.
Men prøv at se på det fra hendes synspunkt. Hvordan har de 30 års ægteskab været for hende? Det er måske mange år siden, at hun og jeres far havde et egentligt parforhold. Nu er den mindste så blevet 12 år og hun føler måske, at hun har holdt ud længe nok. Tolv år er længe at vente på at få sit liv tilbag. Tolv år er også efter min mening "stor nok" til at kunne forholde sig rimeligt fornuftigt til livets realiteter - og skilsmisse er altså en af disse.
Javist, forældre skal ofre sig for deres børn og bla bla bla - og måske kunne jeres mor også have set sin kæreste i det skjulte af hensyn til jeres følelser.
Måske kan hun bare ikke længere tilsidesætte sine egne behov til fordel for andre - i 30 år har hun været nogens kone og ikke mindst nogens mor - og jeg vil da umiddelbart tro, at hun i hvert fald er 50 år. Hvis hun skal ud og more sig og på weekendture og kysse, er det nu - og ikke om 10 år!
Jeg kan godt forstå jeres følelser - men prøv at se det fra hendes synspunkt. Hun er muligvis så glad, at hun bare ikke kan skjule det længere og hun magter det måske heller ikke. Års spekulationer, forpint tavshed, en visnet kærlighed og følelsen af kun at være et serviceorgan for mand og børn er muligvis blot nogle af årsagerne til, at det er gået så stærkt. Jeg ønsker hende held og lykke og et "you go, woman". Det er hendes liv. Ikke børnenes.

Forældre skal bare opfører sig ordentligt.
Har det som du antager ventet 12 år - hvor du så har den ide fra - så kan det fandeme også vente 1 år mere.
Man lader ikke sin 12-årige hænge frit i luften på den her måde, mens man dyrker en ny mand.