Måske skal man bare give op?

Med en noget traumatisk skilsmisse i bagagen, og et efterfølgene ekstremt konfliktfyldt forhold til børnenes far, føles alt efterhånden som en noget ulige kamp! Børnene er ekstremt følelsesmæssigt belastede af det konfliktfyldte forhold, som jeg har forsøgt at holde dem ude af uden held! Deres far bakkes op af lovgivninger og statsforvaltning efter den nye lov som er ekstremt Pro Pater .....Børnene er koyale og elsker deres far - og i min verden skal de fannerme have lov til det - desværre er deres far bare ikke af den overbevisning, at de samme børn har lov at elske deres mor også, så hun bliver, ifølge børnene, bagtalt og børnene bliver samtidig sat i konflikt.
Forvaltningen kan ikke hjælpe, på trods af børnepsykologiske udtalelser om at børnene har det skdt i situationen - samværet bibeholdes som det er og nedsættes under ingen omstændigheder - fælles forældremyndighed søges og som tingene er nu, vil denne sandsynligvis også gives - medmindre at jeg vælger at det skal gå i retten, hvorefter bøenene skal høres, trækkes igennem det hele følelsesmæssigt og derefter bliver forældremyndigheden, for dommerne har endnu ikke erfaring nok med den nye lov til andet!
Måske skal man bare give op - overgive forældremyndghed og det hele til faren og befri børnene for hele denne kamp...Jeg orker ikke længere at se, hvor hårdt det slider på mine små guldklumper! Jeg elsker dem så højt ...men det bliver altså svært, når jeg skal beskytte dem mod deres egen far - og lovgivningen støtter ham, istedet for mig - blot fordi han er deres far!

Det er hårdt nu og vil være i lang tid.
Men hvis du giver op, kan du risikere at give dine børn, følelsen af at du ikke er interesseret i dem.
Var det dig som valgte at bryde ud af forholdet? Er det derfor at din ex behandler dig, så barskt?
Hvordan deres far bagtaler dig osv, falder tilbage til ham selv på et tidspunkt. Men hvis du sørger for at holde en sober linie hele vejen igennem og lad være med at indlade dig på diskussioner med din ex, for dem vinder du ikke alligevel.
Kan I ikke tale sammen uden, at han sviner dig til, så må det gå via en tredie person.
Jeg har et familiemedlem i samme situation. Hun ville også have givet op og overladt den fulde forældremyndighed til sin ex, men i dag er hun glad for at hun ikke gjorde det.
Det er stadig hårdt og han bagtaler hende stadig foran børnene, selvom der er gået flere år. Men hun er meget obs på ikke at gøre det samme overfor sine børn.
Jeg ved ikke om du har prøvet at kontakte mødrehjælpen? Det er i hvert fald et forsøg værd.
Men for alt i verden, Giv aldrig op!

Jeg har også iagttaget et familiemedlem med samme dilemma. Hun gav (tilsyneladende) op. Gav manden Fik samvær hver anden weekend, halv sommerferie, halv efterårsferie, hveranden jul etc.
Der gik præcis to måneder, så var ungerne hjemme igen. Mange mænd kan slet ikke finde ud af kombinere deres job med afhentningstider, forældrekonsultationer, bage klassens kage, børneundersøgelser og vacciner, tandplejen, børnenes fritidsinteresser samt deres egne som de da i hvert fald har "krav" på. Han gik i hvert fald så kold at han bare afleverede.
Nogle gange kræver det is i maven at være et menneske.

Jeg har og står i samme situation, jeg gik fra min x mand for 8 år siden, og han bærer stadigvæk så meget nag og er så såret at han ikke magter at se mig. Og som sviner mig til hver eneste gang min datter er på weekend.
Hun kommer altid ked af det hjem søndag aften og fortæller om hvor meget far hader mor!
Han kan simpelthen ikke forstå at der er HENDE og IKKE MIG der bliver ked af det !
Hun er 9 år gammel og bekymrer sig allerede meget om hendes kommende konfirmation om 5 år.
Han kan svine mig til alt det han orker - bare ikke foran min datter.
Hun siger selv til ham at han skal lade være og at hun bliver meget ked af det - men han bliver ved med at fortælle hende om hvilken dårlig mor jeg er.
Hendes far er psykisk syg, og ude for normal rækkevidde - han tænker HELT anderledes end andre mennesker - men der kan intet gøres ved det.
Hun elsker sin far, og sådan skal det også være, jeg kunne ALDRIG drømme om at sige noget grimt om ham, mens hun hørte på det !
Sådan er lovgivningen - og der tabes mange børn på den bekostning [:*(]
Men selvfølelig skal du ikke give op, det gør man ikke når det gælder ens børn !!!

Ayla

Jeg har ikke set mine børn siden bruddet. Så jeg kan sagtens følge dig, men desværre er mine råd nok de dårligste, siden det gik så skidt for mig.
Under alle omstændigheder er det bydende nødvendigt at børnene ikke føler at du efterlader dem eller at de på nogen måde har skyld i de beslutninger, du må træffe, hvis du opgiver dem for nu.
MVH
GL

Min historie ligner din, blot med den forskel, at jeg er mand og sceneriet udspillede sig for ca 20 år siden.
Dengang kunne mødre gøre lige, hvad de ville med deres børn. Hvis amtet fastsatte regler og lavede resolutioner kunne de ignoreres af moderen. Min historie er meget lang, og jeg skal ikke trætte jer med den, men på mig virker det tankevækkende, ja måske lidt befriende at tingene nu er blevet således at mødre ikke længere kan sjofle samværet.
Jeg morer mig ikke over jeres situation, og det er synd for jer alle både børn, mor og far, og jeg håber kun det bedste for jer.
Men jeg har prøvet det som far, der blev jordet af moderens showtalent og "pædagogiske og psykologiske indsigt" (hun er lærer)til at hjernevaske en 6-årig, med det resultat at vi ikke har set hinanden i mange år. Jeg vil ikke uddybe det nærmere, da det er meget kompliceret, og en enorm lang historie, jeg ikke kan gengive uden at blive mistolket, det er afprøvet.
Held og lykke med det hele, det fortjener i alle.

ikke at forældre, om det så er moden eller faren er sagen uvedkommende, kan være så kolde og ja undskyld mig skide så meget på deres engne børn, jeg fatter det ikke !
Har du slet ikke forsøgt at opsøge barnet, nu hvor det må være voksent ?
Ej hvor forfærdeligt for dig [:*(]
Ayla

Børnene ved at jeg elsker dem, og jeg vil bestemt ikke lade dem gå, uden at de ved at jeg elskr dem overlt på jorden!
Hvis jeg vælger at gøre det, vil det gøre forfærdeligt ondt på mig - men det vil 100% være for at skåne dem for mere bøvl! I min verden er det fuldstændigt vanvittigt, at en psykopatisk far kan få lov at køre alt dette her af, uden konsekvens! Hvis en mor gjorde det samme, var hendes børn blevet hende frataget øjeblikkeligt!
Børnene bliver totalt emotionelt skadede .....jeg kan vælge at kæmpe fortsat og dermed lade dem blive skadet mere ...eller opgive og håbe at skaden bliver mindre, men ikke vide hvad deres far udsætter dem for!
Jeg aner simpelthen ikke mine levende råd!

...for at få min eksmand til at SE sin søn.... Han troede nemlig at han kunne hævnes på mig ved at ikke se sin 5-årige søn...... 😮 Med det resultat at min søn hadede mig og holdt op med at spise, fordi at han ikke fik lov at se sin far..... [:*(] Jo tak.....jeg kender alt til hævnende forældre.

Og som jeg skrev, så prøv mødrehjælpen.

højst sandsynligt få børnene overbevist om, at du gik fordi du ikke kunne lide dem mere og ikke ville have mere med dem at gøre. Og det uanset hvor meget du fortalte dem, hvor meget du elskede dem inden du gik. For siger han det gang på gang, så vil de tro det. Og tro mig, de vil sikkert komme til at hade dig for det senere i livet. Og så vil de virkelig føle sig svigtet af den mor, som forlod dem, uanset dine gode intentioner om at skåne dem.

...men det er et valg mellem pest og kolera! Enten hader de mig med mellemrum, på grund af de ting der far gentager og gentager og gentager ....samtidig med at han kører ren chikane på mig - eller også bliver de skåneet for kampen mellem forældrene, og får måske den tro at jeg ikke gider dem .....
Jeg forstår stadig ikke, at det bør være et valg jeg bliver nødt til at tage - at der ikke er nogen form for beskyttelse for vore børn idag - men jeg bliver nødt til at vælge ...gøre NOGET, for dette kan ikke fortsætte!

da ikke til at brække sig over ?
Stakkels unger

at skulle kæmpe, derfor må du også prøve at finde alternative veje til at få noget støtte og hjælp inden, du og dine børn går helt i stykker.
Hvis du har magtet det, hvor har du søgt hjælp henne? Har du nogen som kan støtte dig?

dem så højt, så kæmper du F........ også til sidste blodsdråbe. Hvis deres far er så streng, så skal han begrænses.
Men jeg forstår dig godt det er behårdt det du er ude i. Jeg har også været på randen af et nervøst sammenbrud indtil flere gange, men så behøver jeg bare at se på min glade datter og så ved jeg at det er værd at kæmpe for.
Det værste ved alt dette er, at man faktisk ikke behøver at sige noget dårligt om eksmanden, for han klarer det hele selv 😉
Løvemor

ved at opgive.
Du er simpelthen nødt til at mande dig op og blive skrap. De tilgiver dig, hvis bare du kæmper. Du kan altid når de bliver lidt ældre fortælle dem hvorfor du gjorde som du gjorde!
Løvemor

...jeg har heller ikke set mine 2 børn, Jon og Asta, i mere end et år. Moderen har på alle måder brudt aftaler, misbrugt systemet og har hindret samvær på alle måder.
Men..."mor ved jo bedst", og jeg har så mange gange oplevet at uanset hvor man går hen i systemet, bliver man mistænkeliggjort på alle måder, mens mor naturligvis er uden fejl. Og de fejl jeg har beviseligt påpeget, bliver aldrig kommenteret eller anvendt.
Stakkels børn i Danmark/Norge. Mor kan:
- bestemme om børn skal blive født.
- bestemme om de skal vide hvem far er.
- bestemme om de må se far.
- bestemme alt om deres liv.
Far må:
- få lov til at tro at det er hans barn.
- få lov at se børnene, hvis mor giver ham lov.
- få lov til at betale, uanset om han ser børnene eller ej.
Og så undrer kvinder sig stadig over at nogle fædre vælger at smutte?

Jeg prøver - har stået i kampen i nu 6 år, og føler at den fortsætter uendeligt! Jeg kigger indad og ser efter, om det er mig, der tager fejl - for når forvaltningen, på trods af beviser for at børnene lider overlast, fastholder det nuværende samvær, og derudover har vejledt i fælles forældremyndighed (som ejg ved de vil forsøge at overtale mig til) - så har jeg jo også dem "imod" mig.
Det gør det nærmest umuligt, når jeg netop IKKE vil falde i fælden at tale grimt om far - og far, der taler grimt om mig, lyver for forvaltningen og bliver troet på hans ord, hvor jeg føler at jeg skal bevise hvert ord jeg fremkommer med, såfremt det ikke er positivt - en umulig kamp, som jeg er dømt til at tabe! Midt i det hele står børnene, som også naturligt tror på og ser op til deres far - hvilket jeg jo rent faktisk støtter dem i!
Jeg taber - det er en ting ... hvad værre er - børnene taber, når deres far kører hetz og chikane mod mig!
Forvaltningen mener at man skal glemme fortiden og se fremad - i mine øjne et umenneskeligt krav at blive ved med at stille - glem og tilgiv ...hvor mange gange kan man forvente det?

taktik. Fokuser på børnene. Tag alle eksempler på ændret adfærd når de har været sammen med deres far og så spørg de sagkyndige på Forvaltningen, hvad de siger til det.
Ikke sige noget grimt om farmand, det burde ikke være nødvendigt. Kun forkuserer på børnenes trivsel.
Det samme gør du når børnene er hjemme. Sig til dem at de ikke skal have ondt af dig, alt hvad du vil,er at de skal have det godt og være trygge.
Du må bare ikke give op. Det gjorde jeg EN gang ved fogeden og det fik fatale konsekvenser for farmand og datter. Idag har de ikke set hinanden i 4 år!
Og løveungen? Hun har det fanttastisk, mens farmand benytter hver lejlighed til at svine mig til og angive mig til kommunen 🙂
Lad ham bare, der er intet at komme efter, hvilket de omsider har indset på kommunen og så er der ro på 😉
Hold ud
Løvemor

Her er en opskrift på, hvordan man amputerer sin datters forhold til sin far mens man selv sidder og spiller martyr, "i skal ikke have ondt af mig"
Jeg har set mange af dine indlæg, og får det dårligt hver gang.
Muligt din datters far ikke lige er eksemplarisk i sin adfærd, men du trænger virkelig til saglig bistand i form af psykologhjælp. Mage til udspekuleret køreplan skal man lede længe efter. Føj for den lede.
Det er som jeg altid har påstået: Når det ikke længere er så yndigt, at følges af mener mor, at alle unger har et stempel på ryggen, hvor der står "tilhører mor"

hvor har jeg da ondt af dig og din dreng, nej hvor forfærdeligt !
Har du nogensinde overvejet at sende din søn et brev - et godt formuleret brev hvor du uden at skrive noget grimt om hans mor, beder ham om et enkelt møde, hvor du forklarer ham tingene som DU har oplevet det.
Jeg synes du skal forsøge 1 sidste gang - det synes jeg virklig !
Et brev kan man tage frem og læse lidt af gangen, og igen og igen, det kryber ligesom mere ind under huden end hvis man pludselig står i døren og vedkommende bliver helt konfus, og paf.
Det glæder mig at du er i et nyt ægteskab og har 2 børn - og jeg kan godt forstå du blev ked af den lede kommentar du fik da du kontaktede amtet.
KH Ayla

sygt sludder.
Visse forældre er forbudt for børn. Derfor har børn det bedre med mor alene eller far, for den sags skyld.
Martyr? Det kan du selv være! Det er benhårdt at være oppe mod en psykopat. Jeg er faktisk lidt stolt af at jeg har klaret det med alle lemmer og min datters gode liv i behold 🙂
Løvemor

tænke på, mens jeg kørte hjem fra arbejde, du skal bestemt ikke have det dårligt af mine indlæg. Undlad dog at læse dem, det er derfor man har en profil.
Din patetiske titel, leder tanken hen på hvem der har ondt af sig selv, i stedet for at gøre noget ved situationen 😉
Det er en fri verden vi lever i 🙂
Løvemor

for den forælder der ikke krænker lider faktisk også - både på egne og på sit barns vegne!

lad mig vende dit indlæg 180 grader ;o)

Stakkels børn i Danmark. FAR kan:
- lade være med at gide sit barn. Det er endda hans lovformelige ret!
- tilgengæld kan han tvinge et barn der ikke vil ham, til at skulle være sammen.
- lade være med at betale halvdelen af hvad et barn koster:
- FAR kan nøjes med at betale ca. kr. 400,- pr. md. (pga. skattefradrag)
= far slipper med at betale ca. 30-50% af minimumstaksten pr. barn.
- far kan løbe fra barnet og alle forpligtelser (ud over statens min. børnebidragstakst)
- selv om han selv har valgt at sætte et barn i verden!
- far kan tvinge sit barn til at se ham, også selv om han drikker, krænker eller på anden måde opfører sig så barnet er bange for at være sammen med ham.
- far kan bruge politiet til med fysisk magt at tvinge sit barn til at se ham.
- far kan kræve og gennemtvinge samvær, stort set uagtet hvad barnet ønsker.
- far kan dukke op igen hvis det passer ham efter årevis af selvvalgt fravær uden nogen kontakt til eller omsorg for børnene OG ALLIGEVEL få samvær og/el. delt forældremyndighed.
- far kan stavsbinde mor og barn så de ikke kan flytte (når del forældremyndighed).
- far kan forhindre samtlige beslutninger som valg af skole, lægebehandling o. lign. vedr. børnene - det eneste han behøver gøre, er at være uenig eller ikke gide svare moderens henvendelser.
...get the picture?
Loven er ikke så unuanceret som du remser op.
Uagtet at mange høj-konflikt samværssager ikke passer til den nyeste lov, så har faderen fået ufatteligt stort råderum, og det er problematisk i de tilfælde, hvor faderen er voldelig og/el. krænkende. Det har den lov ikke taget højde for.

dvs. omvendt fortegn hvis det er moderen der er voldelig og/el. krænkende. Så er det hende der har for stort råderum. Loven er bare slet ikke gearet til at deale med voldelige og/el. krænkende expartnere.

kæmp for alt du har kært.
Dilemaet er netop det du beskriver:
når man elsker sine børn, ønsker man dem alt det de har brug for og selv gerne vil - incl. en god kontakt til deres far, selv om han har skadet en selv.
Og det kompliceres til skade for børnene i den grad af når faderen (hvis han er den krænkende) bruger børnene til at kæmpe.... Så jeg forstår så godt din sorg, og at du er lige ved at kapitulere.
"Der Augsburger Kreidekreis" - husker du den?
(En retssal, to kvinder hævder begge at være mor til det lille barn. Dommeren tegner kridstcirkel på gulvet, og dømmer, at den kvinde der er barnets mor, også vil have kræfter til at trække barnet til sig. Den rigtige moder giver selvfølgelig slip....
OG SÅ VED DOMMEREN HVEM DER ER DEN RIGTIGE MOR.)
...Desværre virker det danske retsvæsen ikke sådan...
Mon du kan finde flere støttepersoner, der kan hjælpe dig med at støtte både dig og børnene igennem de her år? For at give slip - DET TROR JEG IKKE PÅ. (Hvis børnene er små, og faderen er regulært skør, er der risisko for at han vil lykkes med at manipulere børnene til at hade dig/ ikke ville se dig... og det kan næsten ikke repareres, selv om de er blevet voksne).
Altså, fat mod, og prøv at lægge nye strategier for at OPBYGGE dig og børnene i en glad hverdag, samtidig med at I alle får støtte til at håndtere hans adfærd.

Kærlige ønsker til jer alle,
tomoe

De taler som de har forstand i statsforvaltningerne. Nogle (få) medarbejdere er 'kloge'. Andre har bare været på quick-fix kurser, og bla. lært den new-age tilgang til livet:
Kig kun fremad.... (som om det afholdt en krænkende ex fra at fortsætte)
Til det kan jeg kun sige:
Du må lade være med at prøve at følge deres planer og i stedet selv opbygge hvad du mener er tigtigt, godt, sundt og kærligt for dine børn. - og så lade statsforvaltningen mene hvad de mener! (jeg har også fået den tilgang udlagt i statsamterne, som de hed dengang. Den stoppede dog da vi fik en sagsbehandler der havde arbejdet med alkoholikere tidligere, og derfor kendte til personer der udadtil ser pæne, intelligente osv. ud, men som lyver som bare xxx).
For os har det virket, at lave vores eget liv imens jeg på 'sidelininen' har kørt kampene med exen, retten og statsamt... Om jeg er kommet helskindet igennem? He, det kan man diskutere - men jeg har her 6 år efter et godt liv igen. Og børnene har det også! 🙂 I vores tilfælde ser de deres far, og det går efterhånden godt. Det tog ham 4 år og en ny kone af få raset færdig... 🙁 Men han er rimeligt ok nu, heldigvis.
Din ex lyder dog ikke som en der løjer af. Så du må lægge andre langtidsstrategier.
Vigtigst, tror jeg, er at jeres (dit og barn/børns) hverdagsliv giver jer ro og glade oplevelser. Og at du kun rører ved noget med ham/sager med ham, når det er strengt nødvendigt (så du har ro når han holder sig i ro).
Mht. at han hetzer dig:
Jeg tacklede det sådan, at jeg sagde klart fra når han gjorde det. Også når børnene var til stede. Fordi jeg ikke ville lære mine børn at en kvinde behøver lade sig behandle sådan. Børnene har godt kunne skille det ad, og kunnet se, at han behandlede mig ondt, uden at de af den grund behøvede at tage parti for at forsvare mig - jeg ku godt selv, ku de se 😉 (Jeg forbød ham f.eks. (efter råd fra sagkyndige) at komme mig nærmere end et par meter, så vi havde et årstid med vidner på ved aflevering til samvær o.lign).
Børnene har i dag et roligt billede af hvad der er foregået: Far ka ikke li mor. Men han kan godt li dem. Og de sys han er tarvelig når han ned-prioriterer dem. Og så får de lov at skælde ud herhjemme. Det gør vi på den måde, at vi taler om det dårlige ved det han gør, og vi taler også om hvad han kan og gør godt med dem. Skiller skæg og snot. Så de har et godt balanceret forhold til deres far, og en klar opfattelse af hvad de kan forvente fra deres far (af både godt og skidt), og kan håndtere når han svigter el. krænker (mig).
Afslutningsvis mener jeg at du roligt kan glemme det new-age ævl om at tilgive din ex. Tilgivelse hører til på næste etage 😉 (Vorherre).
Til gengæld, må du magte at lave et slags separat mentalt rum i dig for alt med ham og sags-behandling, og resten af tiden er din og børnenes! 🙂

desværre er du ikke den eneste jeg har hørt, som dengang valgte at 'slippe'for at exen ikke skulle gøre det hele for vildt. Også de har enten ingen kontakt, eller begrænset kontakt med deres børn, selv om de efterhånden er enten store eller voksne.
Så rådet er nok, ikke at slippe børnene, men at 'slippe' exens indflydelse på egen mentale og emotionelle tilstand... !?
(exens fysiske krænkelser må man overlade til retten, og evt. dække sig ind med vidner og bisiddere i det omfang man er nødt til at opholde sig i samme rum/område...)

for det er det du beskriver der.
Der er andre veje.
At børnene lærer at håndtere, at de har en far, der krænker dig vildt, samtidig med at han vil være sammen med dem.
...i øvrigt, er jeg enig i forslaget herover: gå til Mødrehjælpen og bed om både psykolog rådgivning (til både dig og børnene), bed også om socialrådgiver rådgivning - der kan være støttemuligheder du ikke har opdaget endnu måske.

for ja hvor har du ret *griner stadig*
Min ex havde nogenlunde samme ide: han ville have et spædbarn på halvtid! (mens han selv også dengang havde over 150 rejsedage om året, og var på job fra 0600 til mindste 1800 dagligt, og selvfølgelig også ugentligt/ dagligt jobbede hjemmefra i 'fritiden'...)
Statsamtet modtag hans forspørgsel om at få den fulde forældremyndighed over spædbarnet med disse ord: Du ka da bare søge (og så et par miner der sagde alt 😉

Hvis jeg bare havde fået valget....
Men nevermind; det var ikke mig, tråden handlede om
MVH
GL

mødrene ER mere knyttet til ungerne, og har en biologisk grænse.
I mænd kan sgu altid gå ud og lave nogle nye hvis ik i kan tilfredstille moderen, og hendes børn.
Moderen har valgt jer fordi hun troede hun kunne regne med du var god nok.
Når du så ik er, så er det op på hesten med en ny kvinde forfra og håbe du ik skuffer hende også, man kan da håbe du har lært lidt!

Jeg selv var igennem en svær skilsmisse for 9 år siden, hvor faren drak, jeg valgte at kræve fuld forældremyndighed over vores søn, men min ex havde mulighed for alt det samvære som han havde lyst til, så længe han var på antabus.
Desværre valgt han at tage sit eget liv istedet for, så min søn har tabt rigtig meget, han var ikke et år da hans far døde. Han skal resten af livet leve med at vi ikke kunne få tingene til at fungere,, så man skal vilkelige kæmpe for at få tingene til at være så smertesfrie for børnene, det er ikke dem der valgt at blive født.

du skrev:
"hvis bare du havde fået valget'"
Sådanne valg er sjælden nogle appelsiner der lande i ens turban. Det er som regel et valg om en kamp man vælger at tage. Så du har nok stået overfor valget, på godt og ondt, og valgte ikke at kæmpe. Det har helt sikkert givet dig fred på nogle fronter (f.eks. til at koncentrere dig om dit nye liv), og på den anden side har du mistet noget (kontakt med barn).
Et ikke-valg er også et valg, sagde en klog franskmand engang.
...på godt og ondt, ku kan så erindre om.

Hvis jeg havde fået - eller haft - valget, havde jeg kæmpet til døden! Men den mulighed fik jeg aldrig!
MVH
GL

Hvorfor får du også børn med en psykopat?
Fatter ik dumme kvinder der er til farlige mænd!

men det er svært at sige, uden at vide hvorfor du ikke tog/ fik/ havde valget.
Muligheder for noget/ handling, er sjældent noget man får. Det er noget man tager! (arbejder sig frem til.)
men trist er det, at du ikke fik/havde/ tog? muligheden dengang. (det er jo oss længe siden ,forstår jeg - og reglerne er heldigvis da skiftet med tiden så fædre står godt i dag). - ikke trøst for dig, men for andre fædre med umulige ex-koner i dag.