Natan blotlægger Davids synd.
Engang ved aftenstid, da David rejste sig fra sin seng og gik omkring på taget af kongens hus, så han fra taget en kvinde bade sig, og kvinden havde et meget smukt udseende. Da sendte David bud og forhørte sig om kvinden, og man sagde: „Er det ikke Bat′seba, E′liams datter, hetitten U′rias’ hustru?“ Derpå sendte David sendebud af sted og hentede hende. Hun kom da til ham og han lå hos hende, og hun var ved at hellige sig efter sin urenhed. Siden vendte hun tilbage til sit hus. Kvinden blev nu gravid og sendte bud og fortalte David det og sagde: „Jeg er blevet gravid.“ David sendte da bud til Jo′ab og sagde: „Send mig hetitten U′rias!“ Så sendte Jo′ab U′rias til David. Da U′rias kom ind til ham, spurgte David ham hvordan det gik med Jo′ab og hvordan det gik med folkene og hvordan det gik med krigen. Derpå sagde David til U′rias: „Gå ned til dit hus og vask dine fødder.“ U′rias gik da ud af kongens hus, og kongens foræring blev bragt ud efter ham. Men U′rias lagde sig ved indgangen til kongens hus sammen med alle sin herres tjenere og gik ikke ned til sit eget hus. Det fortalte man nu David idet man sagde: „U′rias er ikke gået ned til sit hus.“ Da sagde David til U′rias: „Er du ikke kommet hjem fra rejse? Hvorfor går du ikke ned til dit hus?“ U′rias sagde da til David: „Arken og Israel og Juda bor i hytter, og min herre Jo′ab og min herres tjenere ligger lejret på åben mark; skulle jeg så gå ind i mit hus og spise og drikke og ligge hos min hustru? Så sandt du lever, og så sandt din sjæl lever, vil jeg ikke gøre dette!“ Så sagde David til U′rias: „Bliv i dag med, og i morgen vil jeg sende dig af sted.“ U′rias blev derfor i Jerusalem den dag og dagen efter. David indbød ham nu, og han spiste sammen med ham og drak; og han drak ham fuld. Alligevel gik han om aftenen ud og lagde sig på sin seng hos sin herres tjenere og gik ikke ned til sit hus. Om morgenen skrev David så et brev til Jo′ab og sendte det af sted ved U′rias, og i brevet skrev han: „Anbring U′rias over for de hårdeste udfald; træk jer så tilbage fra ham, så han bliver ramt og dør.“ Mens Jo′ab holdt byen bevogtet, satte han derfor U′rias på et sted hvor han vidste at der var dygtige mænd. Og da mændene i byen rykkede ud og kæmpede mod Jo′ab, faldt nogle af folkene, af Davids tjenere, og også hetitten U′rias døde. Derpå sendte Jo′ab bud og fortalte David om alle tildragelser i krigen, og han gav sendebudet følgende påbud: „Så snart du er færdig med at tale til kongen om alle krigens tildragelser, og hvis kongens forbitrelse stiger og han siger til dig: ’Hvorfor kom I så nær til byen for at kæmpe? Vidste I ikke at de ville skyde oppe fra muren? Hvem slog Abime′lek, Jerubbe′sjets søn ihjel? Var det ikke en kvinde som oppe fra muren kastede overstenen fra en håndmølle ned på ham, så han døde ved Te′bez? Hvorfor kom I så nær til muren?’ så skal du sige: ’Også din tjener hetitten U′rias døde.’“ Da tog sendebudet af sted og kom og fortalte David alt det som Jo′ab havde sendt ham [for at sige]. Og sendebudet sagde til David: „Mændene fik overtaget over os, og de rykkede ud imod os på marken, men vi trængte dem tilbage til portindgangen. Da skød skytterne oppe fra muren på dine tjenere, så nogle af kongens tjenere døde, og også din tjener hetitten U′rias døde.“ Da sagde David til sendebudet: „Sådan skal du sige til Jo′ab: ’Tag dig ikke dette for nær; sværdet fortærer jo den ene såvel som den anden. Forstærk din kamp mod byen og riv den ned.’ Ja, sæt mod i ham!“ Da U′rias’ hustru hørte at hendes mand U′rias var død, holdt hun klage over sin ægtemand. Da sørgetiden var forbi, sendte David bud og hentede hende hjem til sit hus, og hun blev hans hustru. Siden fødte hun ham en søn. Men det som David havde gjort, var ondt i Jehovas øjne.
Jehova sendte nu Natan til David. Han gik da ind til ham og sagde til ham: „Der var to mænd i samme by; den ene var rig og den anden havde det småt. Den rige havde overordentlig meget småkvæg og hornkvæg; men han der havde det småt havde ikke andet end ét lille hunlam som han havde købt; og han holdt det i live, og det voksede op hos ham sammen med hans sønner. Det plejede at spise af hans brødstykke og drikke af hans bæger og ligge i hans favn, og det var som en datter for ham. Så kom der en besøgende til den rige mand, men han nænnede ikke at tage noget af sit eget småkvæg eller sit eget hornkvæg og tilberede det til den rejsende som var kommet til ham; så han tog hunlammet som tilhørte manden der havde det småt, og tilberedte det til manden der var kommet til ham.“ Da blussede Davids vrede voldsomt op mod [denne] mand, så han sagde til Natan: „Så sandt Jehova lever: den mand som gjorde dette, fortjener at dø! Og hunlammet skal han erstatte med fire, eftersom han gjorde dette og fordi han ikke viste medfølelse.“ Da sagde Natan til David: „Du er manden! Således har Jehova, Israels Gud, sagt: ’Jeg salvede dig til konge over Israel og jeg udfriede dig af Sauls hånd, og jeg gav dig gerne din herres hus og din herres hustruer i din favn, og jeg gav dig Israels og Judas hus. Og hvis det havde været for lidt, ville jeg gerne have givet dig mere af den ene og den anden slags. Hvorfor har du ringeagtet Jehovas ord ved at gøre hvad der er ondt i hans øjne? Hetitten U′rias slog du ihjel med sværdet, og hans hustru tog du dig til hustru, og ham selv dræbte du med Am′mons sønners sværd. Så nu skal sværdet aldrig nogen sinde vige fra dit hus, eftersom du ringeagtede mig og tog hetitten U′rias’ hustru til at være din hustru!’ Således har Jehova sagt: ’Se, jeg lader ulykken rejse sig mod dig fra dit eget hus, og jeg vil tage dine hustruer for øjnene af dig og give dem til din næste, og han skal ligge hos dine hustruer for øjnene af solen dér. Du handlede nemlig i det skjulte; jeg, derimod, vil gøre dette foran hele Israel og foran solen.’“ Da sagde David til Natan: „Jeg har syndet mod Jehova,“ hvorpå Natan sagde til David: „Så har Jehova også båret over med din synd. Du skal ikke dø. (2 Samuel 11:2-12:13)
Jehova sendte nu Natan til David. Han gik da ind til ham og sagde til ham: „Der var to mænd i samme by; den ene var rig og den anden havde det småt. Den rige havde overordentlig meget småkvæg og hornkvæg; men han der havde det småt havde ikke andet end ét lille hunlam som han havde købt; og han holdt det i live, og det voksede op hos ham sammen med hans sønner. Det plejede at spise af hans brødstykke og drikke af hans bæger og ligge i hans favn, og det var som en datter for ham. Så kom der en besøgende til den rige mand, men han nænnede ikke at tage noget af sit eget småkvæg eller sit eget hornkvæg og tilberede det til den rejsende som var kommet til ham; så han tog hunlammet som tilhørte manden der havde det småt, og tilberedte det til manden der var kommet til ham.“ Da blussede Davids vrede voldsomt op mod [denne] mand, så han sagde til Natan: „Så sandt Jehova lever: den mand som gjorde dette, fortjener at dø! Og hunlammet skal han erstatte med fire, eftersom han gjorde dette og fordi han ikke viste medfølelse.“ Da sagde Natan til David: „Du er manden! Således har Jehova, Israels Gud, sagt: ’Jeg salvede dig til konge over Israel og jeg udfriede dig af Sauls hånd, og jeg gav dig gerne din herres hus og din herres hustruer i din favn, og jeg gav dig Israels og Judas hus. Og hvis det havde været for lidt, ville jeg gerne have givet dig mere af den ene og den anden slags. Hvorfor har du ringeagtet Jehovas ord ved at gøre hvad der er ondt i hans øjne? Hetitten U′rias slog du ihjel med sværdet, og hans hustru tog du dig til hustru, og ham selv dræbte du med Am′mons sønners sværd. Så nu skal sværdet aldrig nogen sinde vige fra dit hus, eftersom du ringeagtede mig og tog hetitten U′rias’ hustru til at være din hustru!’ Således har Jehova sagt: ’Se, jeg lader ulykken rejse sig mod dig fra dit eget hus, og jeg vil tage dine hustruer for øjnene af dig og give dem til din næste, og han skal ligge hos dine hustruer for øjnene af solen dér. Du handlede nemlig i det skjulte; jeg, derimod, vil gøre dette foran hele Israel og foran solen.’“ Da sagde David til Natan: „Jeg har syndet mod Jehova,“ hvorpå Natan sagde til David: „Så har Jehova også båret over med din synd. Du skal ikke dø. (2 Samuel 11:2-12:13)