nogen med socialforbi???

hejsa.... ved ik om det det rigtige sted at lægge indlæget men prøver.... jeg tror jeg lider af socialforbi så ville høre om der er andre der gør eller har gjort ?? om hvordan i har det, hva jeres historie og hvor i får hjælp ( hvis i får hjælp) og hvis der er nogen som er kommet ud af det , hvordan er i så kommet ud af det???
håber at høre fra nogen..
krams

lidt af socialfobi eller angs for andre mennesker. Jeg troede ikke jeg havde det da jeg ikke var panisk bange for at være sammen med andre. Det troede jeg man var nor man havde en fobi. Det er imidlertid ikke rigtig. Der findes forskellige grader af det. Jeg ved ikke hvorhenne på rang stigen jeg lå, men kan fortælle dig hvad jeg følte.
Jeg havde ikke lyst til at være sammen med andre mennesker generelt. Jeg trivedes bedst alene. Jeg kunne godt leve af pasta og rugbrød i flere dage fordi jeg ikke havde lyst til at være omgivet af folk når jeg skulle handle. Jeg pjækkede fra studierne fordi jeg syntes det var en byrde at skulle være social med mine klassekammerater og det var et direkte helvede at skulle i studere i grupper. Der havde jeg bare lyst til at grave mig ned og undgå at snakke med folk. Jeg tog ikke telefonen når det var nogen jeg kendte - så skulle jeg sludre og fortælle hvordan det stod til og det kunne jeg ikke overskue. Jeg hadede gågaden for jeg følte mig stresset af alle de mennesker..
Oven i dette havde jeg en depression og det gjorde at jeg en dag ringede til lægen og tuede og sagde at jeg altså havde brug for hjælp ellers vidste jeg ikke om jeg kunne finde på at gøre noget skidt ved mig selv og hvis han ikke ville hjælpe mig så vidste jeg ikke hvem jeg skulle vende mig til. Jeg blev taget meget alvorlig og han pressede mig ind i sin kalender samme dag 1 time senere.
Han gav mig det som i gamle dage hed lykkepiller. Jeg kan ikke huske hvad de hed, men noget med Cita.. et eller andet. Det er ikke vanedannende som den gamle medicin man fik førhen mod depression. Jeg tog det i 2 mdr. og så var det hele væk. Min læge sagde at det i mit tilfælde var en vinterdepression med en socialfobi som bonus. Det skyldes at jeg ikke producere nok af et bestemt stof i hjernen i vinterhalvåret. Produktionen styres nemlig af sollyset og nogle mennesker kan ikke nøjes med den smule sollys vi danskere undes og lider derfor af vintertungsind.
Du skal skrive ned på et stykke papir hvordan du har det og ikke lægge nogle fingre imellem. Det tager du med ned til din læge og lader ham se, hvorefter du beder om hans hjælp. Du skal sige til ham at du ikke vil medicineres med moget der gør dig afhængig og du skal afslå psykiatriisk behandling. Gerne psykolog, men ikke psykiater...
Håber du kan bruge mit råd. Jeg føler med dig og ved hvordan du har det...
God bedring

tak for svaret kan jeg sagtens bruge til noget...vil begynde at føre "dagbog" og så smutte til lægen... lige et spørgsmål, hvorfor ikk en psykiater??
kram

(ikke for at rette dig, men det hedder "en fobi" og ikke "forbi"... ;-)
jeg havde været udsat for meget mobning i skolen lige fra de helt små klasser til jeg var færdig med gymnasiet, det gjorde at jeg helt mistede selvværdet og selvtilliden og endda ikke turde åbne min egen dør ud til nærmeste omverden. Det var en kamp for mig bare at nå en tur i Fakta...jeg trivedes meget dårligt bare telefonen ringede og tog den måske kun 1 ud af 10 gange. Jeg skyndte mig hjem lige da jeg var færdig med studiet og senere da jeg fik arbejde.
Men så på et tidspunkt fandt jeg via Internettet en rigtig sød pige, en som jeg ENDELIG kunne komme af med alt hvad jeg havde på hjertet og en masse hemmeligheder som jeg havde gået og holdt for mig selv og ikke engang mine forældre kendte til - angående hemmeligheder så fortalte jeg det mest til mine forældre, ikke til mine få kammerater som jeg måske så måske 1 gang om måneden højst.
Men denne pige fik åbnet mine øjne og fik mig efter 2 lange år overtalt mig til at jeg fik talt med min læge om min isolation, det var noget af en overvindelse for mig. Min læge var meget mere flink end jeg havde regnet med, han videresendte mig til en psykiater/psykolog på byens hospital. Det var en rigtig god psykolog og efter kun 12-15 konsultationer fordelt over 3-4 måneder, så kunne vi aftale at jeg godt kunne klare mig selv så jeg ikke gik og så ned i jorden når jeg gik ude i byen.
det er idag 2½ år siden jeg var til sidste konsultation og jeg har ikke haft brug for det siden. Jeg er blevet meget mere udadvendt og er også nu tit den første med en frisk bemærkning - jeg har for første gang i mit liv fået et egentlig socialt netværk og det er helt ubeskriveligt dejligt, ja jeg tror ikke jeg kan beskrive følelsen, når man har været isoleret så mange år. Jeg kan ikke takke min kæreste nok for at hun fik mig overtalt til at gå til lægen.
Derfor kan jeg kun give dig dette råd: Husk: din læge har fuld tavshedspligt, han/hun bider ikke, og du kan fortælle alt omkring dine tanker, din frygt for at møde andre mennesker osv. Jeg kan ihvertfald anbefale det med en psykologbehandling i psykiatrien...det kan give meget mere end du måske går og tror.
al held & lykke herfra

Mon ikke det mere er omgivelserne der påvirker dig?Hvad plejer din dag at gå med?ser du andre i hvilke forbindelse hvor nært står de?bliver du misforstået?har du sommetider behov for at være alene med dig selv?
er bare skeptisk overfor psykiatriske diagnoser i almindelighed
har selv ADHD/aspergerpersonlighed efter systemets mening, men jeg er glad for mit liv, og gør altid hvad jeg selv vil, og er kommet udover det med at tage omgivelserne mening tungt
lytter, men indordner mig ikke
gak-hilsner tidligere tvangsindlagt(er ude nu, og ude af tvangsmedicinering:-)
Stol på din egen intuition
hvad føler du selv indeni?er der noget du vil ændre?mangler du fremtidsaspekter?kom igang med noget
alle kan finde diagnoser de passer ind under
stop det pjat
du har et liv at leve, og ikke noget at leve op til
optræd ubekymret
jeg tror hvertfald ikke på at du er syg, medmindre du selv begynder at mene det
rejs dig fra sengelejet
om, og om, og om IGEN!!!og stå ved den du er, og først, og fre,mmest SELV ønsker at være
FRI

Hej.
Jeg lider af socialangst/fobi og har gjort det længe. Meget længe! Jeg er stadig ikke ude af det og ved ikke om jeg nogensinde kommer helt ud af det, men der er sket forbedringer inden for det sidste stykker tid.
Havde først en spykolog, men ham fik jeg ikke rigtig noget ud af. Derefter fik jeg en henvisning til en psykiater og der har jeg så gået et stykke tid nu og er glad for dem begge. (Har to med til de fleste af mine samtaler og den ene hjælper mig med ting såsom besøg på kommunen og andre mere eller mindre offentlige steder hvor jeg ikke altid selv kan klare at tage hen. så der vil hun gerne tage med mig)
Udover det får jeg medicin som hjælper mig rigtig godt. Jeg har haft en depression oveni og det er enomrt svært at arbejde med sin angst når man samtidig er deprimeret.
Jeg fik medicinen fordi jeg har lidt under min angst næsten så længe jeg kan huske tilbage og spykolog og psykiater kunne ikke "trænge igennem". Der skulle simpelthen medicin til for at få et skub på vejen.
Jeg tror det er vigtigt at man prøver med en masse samtale terapi og vælger medicinen senere hvis man som jeg, mangler evnen til at kunne få hjælp via samtaler alene.
Jeg kommer nok til at være på medicin længe endnu og har også været det et stykke tid og er allerede ved at blive nervøs for at jeg en eller anden gang i fremtiden skal stoppe med dem, da jeg ikke kan holde ud nogensinde at skulle havne i den tilstand som jeg var i før medicinen.
Det medicin jeg tager er også "lykkepiller" og hjælper både mod angst og depression.
Men som den forrige også skrev så er det helt klart din læge du skal gå til og tale med hende/ham om det og fortælle alt omkring hvordan du har det i den sammenhæng. Det er meget vigtigt at være ærlig da en læge jo ikke kan se igennem dig og læse dine tanker.
ved ikke om du kan få noget ud af denne lange smøre, men jeg håber der er lidt du kan bruge :)
Held og lykke med det
De bedste hilsner

Jeg lider ikke direkte af socialfobi, dog har jeg en smule angst for at møde nye mennesker.

Du skal ikke tage til psykiater fordi du så vil "komme ind i systemet". Det betyder at der for altid vil stå i din læge journal, at du har været psykisk ustabil. Det betyder at du kan få problemer senere, hvis du engang fx skal adoptere. Det kan folk med psykiske problemer ikke! En psykolog derimod regnes for at være en "samtalepartner" og ses for fuldstændigt normalt... Underligt system, men sådan liger landet altså!
Du skal dog ikke fortvivle, for jeg tror sagtens du kan klare dig med enten samtaler med lægen (som er billigerer end en psykolog :o)) eller med en lille smule medicin. Og så husk at du ikke skal være flov over det. Måske kan du, ligesom jeg, hjælpe andre der gennemgår det samme + du for det bedre for hver gang du taler om det!
Knus...

Hej,
Det tyder på at du her stillet den rigtige diagnose på dig selv, skønt du ikke bryder dig om denne.
Derimod tror jeg ikke rigtigt på at du havde en egentlig depression, som kunne behandles med Cipramil. Jeg mener med 99% sikkerhed ikke at du kan have nytte af lykkepiller.
Det, man er enige om i dag, er det ebdste i din/(jeres) situation er kognitiv adfærdsterapi.
Det gælder altså om at finde en psykolog/en klinik, hvor man har forstand på denne.
Hvis du mener det er relevant at arbejde seriøst med din angst.
Ring event til psykologforeningen, der er en webside, som jeg ikke husker navnet på.
man må kunne finde den via: dp.dk.
eller mail mig.
paprik@sol.dk

Du må for øvrigt undskylde alle de stave- og udtryksfejl i mit indlæg... Jeg blev bare så forhippet på at hjælpe dig, at jeg ikke havde tid til at læse korrektur på det, før det blev sendt afsted :o)
Knus..

hejsa så lige nogen havde skrevet at man ikke skal gå til psykriater det gjorde jeg nu i et år og jeg var da meget tilfreds...jeg havde det rent ud sagt ad helvedes til... græd næsten hele tiden sov meget havde det svært med andre mennesker ville ikke med til familie fester og gemte mig bag mine små børn når der var mange mennesker tilstede.. alt gik mig i mod stort set min mand kontaktede vores egen læge som lavede noget som hedder en score. det er en masse spørgsmål som du skal svare på uden omsvøb og når det så er overstået kommer der en score ud af det som lægen kan bruge som rette snor for din depresion og starte dig op i behandling indtil du kan få en til hos en specialist.. jeg har desværre gået forlænge med min depeesion så jeg kommer aldrig af med mine piller igen men held og lykke med dig fremover der er nu altså lys for enden af tunnelen. smil og jeg har det godt igen

På www.angstforeningen.dk Der er bl.a.brugerrum hvor man kan tale med andre, få større viden, blive medlem(150 kr. pr. år) få tilsendt angstavisen, osv. osv. Er selv medlem :o) dog har jeg ikke socialfobi, men har haft angstanfald o.l. Held og lykke :o)
ps. Det er en god idé at komme i behandling så tidelig i forløbet som muligt. Jeg gik desværre mange år og havde det skidt... og det er jo spild af liv, ikk??

på dit problem,
det er denne store dejlige kornfede, velnærede onkel med hår i hele ansigtet som de kalder laban - han skal nok kunne hjælpe dig ud af dine fobier, ligegyldigt hvilke - manden er ærværdig, sandfærdig og vil på den mest troværdige vis føre dig på rette vej i dette liv - gå til ham og du vil få ro!! i sindet - onkel laban er satan!

det lettere sagt end gjort det der med bare at træde ud af sengen og føle sig fri... det det folk med forskellige former for angst har svært ved.. hvis alle bare kunne gøre hva de helst ville uden noget inden i dem fortalte noget andet, så ville der ik være nogen med de angst sygdomme...fx er mit storste ønske at kunne passe et arbejde ja bare det at møde op første dag, men kan bare ikke , bliver ved med at sige til mig selv at kom nu gå nu derop, det lige meget hva de synes osv... men jeg kan bare ikke...
alt ville være lettere hvis man kunne gøre hva man havde lyst til..

ja den eneste mulighed er vel at ringe til min læge, men bare det der med at ringe derop, og bare tanken om at sku snakke med lægen , puhaa...
men så der os det med pengene, det jo sindsygt dyrt at komme til en psykolog/ terapi :(

andre siger, så skal du ikke gå til psykiater!! Jo, det hjælper og jo det er gratis, men du er stemplet som "gal" resten af livet. Jeg ved det... Min søster har arbejdet inden for psykiatrien i mange år som sygeplejerske.. Du skal altså ikke gøre det... Medicin hjælper og psykolog hjælper også!! Alt afhængig af hvilken form for indtægt du har (?) kan du få tilskud til en psykolog og i nogle tilfælde få dækket hele udgiften.
Du SKAL tage dig sammen denne ene gang og kontakte din læge. Som alle de andre skriver, så kan du komme til at gå med din fobi så lang tid at den udvikler sig til en depression og på længere sigt kan den blive så svær at du skal medicineres resten af livet.. Jeg skræmmer dig ikke, men er bare ærlig. Kom igang med at redde dig selv. Du skal selv tage det første skridt og du er allerede igang ved at skrive herinde om det!!
Klø på og så pøj pøj!!
Knus.

Andet har jeg ikke at sige...
Tænk at skrive sådan en omgang L... når en person i nød beder om hjælp...
Håber aldrig for dig, at du kommer til at stå i samme situation og så blive p..... sådan på!
FØJ!

tak for svarene og støtten....jeg vil gøre alt hva jeg kan for at få noget hjælp....

Jeg har også socialfobi. Det startede i 16-17 års alderen. Fylder snart 22. Jeg har stadig ikk fået gjort noget ved det, da jeg også har svært ved at tage mig sammen til at gå til læge. Skal dog derop snart og have tjekket nogen andre ting, og regner med at få det frem der.
Jeg har et arbejde som jeg passer, men det er ikke altid lige nemt. Der kommer nogen gange grupper af mennesker som skal se på hvad vi laver, og det er squ ikk rart når man har det sådan. Jeg har heldigvis evnen til at spille cool i de situationer hvor det brænder på, så der er ingen der lægger mærke til det. Men inden i er jeg stadig rædselsslagen. I fritiden holder jeg mig hjemme, medmindre jeg er nød til at gå ud.
Jeg kan desværre ikke give dig nogen gode råd, udover det at gå til lægen.
Husk, der er mange der har det ligesom dig.
Held og lykke...

ja har fundet ud af mange har det, og idag da jeg sidder og skriver over msn med en af mine venner finder jeg ud af han også har det....

Hi Muffe, jeg forstår dig, da jeg også har haft dårlige oplevelser som jeg kan kalde dem for anfald. jeg blev svimel, fik uro i maven, spændt i kroppen, dårlig balance, rystede i min stemme og turde ikke at snakke foran andre, især når de blev flere end 3-4 personer. Jeg blev træt af mig selv, det var pinligt for mig at stå i en sådan en situation da jeg altid plejede at være dygtig, sjov, clovn og omgivet af rigtig mange gode venner.Men jeg havde forandret mig, og det var bare trist, jeg tænkte og sukkede efter de gamle gode dage men det hjalp ikke. Jeg prøvede og gemme mig for andre, snakke meget lidt, men vise mig rolig og fint, men det hjalp ikke. Jeg kontaktede min læge, fil noget medicin til angst, men hjalp ikke, jeg fik meget dårligt af det. Jeg tog en tur på ferie i mit hjemland ( mellemøsten) og fik noget medicin af en proffesor( psykiater) Det Hjalp!!!! jeg kunne nu snakke og vise mig frem foran andre, jeg kunne blive lidt ligesom de gamle dage da jeg havde godt. Min medicin hed Propanolol for at ikke ryste, og Alpazolam for at ikke blive angst for noget. Jeg fik også samtale med en psykolog, (min gamle underviser på universitetet, da jeg en gang var psykology studerende i mithjemland men ikke gjorde den færdig) han prøvede med mig med relaxation, og det var bare så behaligt. Siden sidst jeg har skiftet min medicin til Citaham, og er stadigvæk glad for at jeg får medicin.Jeg har det med det og føler mig meget meget meget bedre tilpas, nu jeg kan live mit almindelige liv med glæde og sjov og hygge, og kan godt stå foran mange at snakke og lave fremlæggelser,( tak til gud ), jeg håber nu at du kan bruge det til noget og ved at der er noget behandling til det, held og lykke med det, og jeg vil også gerne sige at du skal ikke give dige skylden at du ikke er god til at tage dig sammen og bla bla, som nogen havde skrevet til dig,FORDI man kan ikke gøre noget for sin hurmoner når de danner ekstra stresse stoffer eller adrenalin!! Bare tag til læge og få hjælp, jeg beder gud om du får hjælp og glæde som jeg selv også har fået. og undskyld pga. min dårlige dansk. Godnat du!

hejsa bare mig ... er på dine vegne glad for du uhar det bedre idag, og 1000000000 tak for historien og støtten....... det hjælper meget når man høre om andre der os har det og at det ike kun er en selv...
knus

Der er op til flere herinde, der udtrykker dyb modstand mod, at man skal gå til psykiater for at få behandlet sin socialfobi. Men ikke desto mindre, så er det nu engang det eneste, som lægen kan henvise til, som er gratis! Han kan IKKE henvise til en psykolog, med mindre man har været ude for en "traumatisk hændelse" såsom overfald, voldtægt etc.
Tag imod en henvisning til en psykiater - du behøver kun komme der én gang. Psykiateren kan nemlig gøre det, at han kan give dig diagnosen "socialfobi", og han kan så henvise dig videre til ambulant behandling på en angstklinik i enten Århus eller København - det er gratis, og de har specialiseret sig i behandling af angst ved hjælp af kognitiv adfærdsterapi!
Jeg skal selv samme tur igennem - og ovenstående er ikke noget jeg finder på, jeg har fået oplysningerne via Angstforeningen, som om nogen må have forstand på det!
Så hvis du man vil have gratis behandling af sin social fobi, skal man altså forbi psykiateren først, hvad enten man vil eller ej. Din praktiserende læge kan IKKE henvise direkte.

Jeg er 23 og har også haft socialfobi stort set så længe jeg kan huske, men den gang vidste jeg selvfølgelig ikke hvad det var. Meget kort sagt er det kommet pga at mine forældre har være frygteligt overbeskyttende, og min mor har været tæt på sindssyg, var altid skidesur, og så er jeg blevet mobbet i skolen af alt og alle, og selv udenfor skolen hvor det virkede som om alle tilsyneladende kendte mig, selv om jeg aldrig huskede at have set dem. Og jeg behøver ikke nogen læge til at vurdere om jeg har socialfobi eller ej. Jeg kan godt gå rundt blandt folk jeg ikke kender, og aldrig ser igen, selv om det ikke er det aller bedste jeg ved, men jeg KAN bare ikke snakke med nogen.
"Så er det bare op af sengen!" Ja goddag Frans! Det er jo lige NETOP det folk med den sygdom ikke bare lige gør. Men dem der ikke har det sådan kan overhovedet ikke sætte sig ind i det. Det er det samme som at fortælle en elefant at den da bare skal springe ud fra en klippe og begynde at flyve. Jeg har prøvet utallige uddannelser, men er sprunget fra igen og igen, jeg kan bare ikke holde det ud, og jeg HADER gruppearbejde, jeg kunne gylle over deres evigt sociale pis. Findes der ikke et sted hvor man bare kan være alene?

Hader også selv gruppearbejde, og har også påbegyndt de første 5-6 uddannelser, men ikke afsluttet noget...

nok... Det er Citaham den medicin hedder som jeg også fik. Den hjælper altså. Der er også rigtigt som en anden skriver, at lægen kun kan ordinere psykologhjælp, hvis du har fået en socialfobi som følger af en traumatisk oplevelse så som vold, dødsfald i familien, trafikulykke osv., men det melder din historie desværre intet om. Derfor skrev jeg også før, at i NOGLE tilfælde kunne du få henvisning til en psykolog. Hvis du er lidt bemidlet (ex på kontanthjælp) kan du få kommunen til at dælle det resterende beløb så det faktisk bliver gratis for dig. Jeg kan kun endnu engang sige til dig at du IKKE skal opsøge psykiater... Heller ikke selvom han kan hjælpe dig med een behandling. Der er alternative metoder som virker lige så godt og som ikke har konsekvenser. Alle dem som siger de har gået til psykiater - spørg dem om de har gjort ting efterfølgende som fx at adoptere børn eller om de besidder en stilling der kræver en psykologisk profil? Svaret vil være nej! Måske får du aldrig brug for at adoptere måske bliver du aldrig bedt om en psykologisk profil i arbejdsøjemed - men hvis du gør er du på røven, hvis du har været undersøgt og behandlet af en psykiater...
Jeg håber virkelig du tør tro på mig...
Endnu engang held og lykke og kom så afsted til lægen :o)
Knus...

hejsa... jo tror skam på dig men tror os på de andre så er en smule forvirret... min læge har fortalt at en psykiater har tavshedspligt ligesom en psykolog og en alm læge har derfor kommer det ikke til at stå nogen steder ..... men siden du kender til det så må det jo komme til at stå et sted.... men vil prøve med en psykolog og så se om jeg´kan få hjælp fra kommunen....

...gælder for alle inden for det humanitære område.. Det gælder sig både politifolk, advokater, skolelærer og sågar postbude... Det gælder selvfølgelig også for både læger, psykologer og psykiatere! Det er heller ikke det jeg snakker om... Når du er i behandling - uanset i hvilket system - når der er noget fysisk eller psykisk i vejen med dig og du skal have det lavet, så laver man en journal over dig. Det gør man bl.a. fordi du ikke selv skal genfortælle din historie om og om igen, i tilfældet af at der bliver koblet en ny læge eller sygeplejerske på dig. Du har måske selv oplevet det hos lægen, hvor han kan se på sin computer, hvilke p-piller eller høfebermedicin du har fået før eller hvilke ting du har snakket med ham om før. Sådan er det også hos en psykiater og en psykolog. En psykolog er dog privat og har ingen forpligtelser over for det offentlige til at indberette folk. Hvem hos det offentlige skulle kunne holde styr på, hvilke psykologer der får besøg af hvem? Det ved de til gengæld med de offentlige læger og psykiatere. Hvis de spørger din læge om om du har besøgt ham skal han i visse tilfælde også fortælle dem det, men det er mere belastende hvis de får at vide fra en psykiater at du har været psykisk ustabil end hvis de får det af vide af en almindelig læge. Hvis du havde en bil som var gammel og halv rådden og du gik til en autoophugger og han sagde: ja, den er ikke så god. Og du dagen efter gik til en professionel automekaniker og han sagde det samme, så ville du måske nok tro dem begge, men ville du ikke tage den professionelle mest seriøs? Dermed ikke sagt at de ikke er lige dygtige... Det jeg prøver at sige er at dit problem syner mere alvorligt for samfundet, hvis du vælger en psykiater frem for din læge (eller en psykolog) og de har altså, i visse tilfælde IKKE tavshedspligt... Det ved jeg godt de siger, men det er misvisende... Spørg din læge om psykisk ustabile kan adoptere eller blive politibetjente eller piloter eller lign. Det kan de ikke! For det kræver en helbredsundersøgelse og en psykisk evaluering. Ingen vil ansætte en med en historie om psykiske lidelser til fx at bære våben eller have ansvaret for folks liv og ingen vil lade fremmede børn få en mor/far som har været ustabil - der er nok af raske mennesker at vælge imellem...
Jeg håber jeg hjælper dig mere end jeg forvirre dig. Jeg håber bare så nødigt at du ender med håret i postkassen. Nogle af dem som har været til psykiater ved at jeg har ret, nogle af dem har ikke fundet ud af det endnu og nogle af dem vil leve resten af livet i lykkelig uvidenhed, men er det chancen at tage.
Håber du har det bedre!
Knus...

tak for forklaringen, den hjalp på forviringen, den kunne jeg bruge til noget.( især når jeg har tænkt på at blive fængsel betjent en dag)... så ved jeg at jeg ik ska gå til en psykiater hvertfald....så 10000 tak.
knus

og bliv så rask i en fart! Livet er for kort til at gå og have det dårligt :o)
Knus og held g lykke...

Tror jeg har det skidt så. Har ingen venner ingen kæreste. Og vil og helst bare sidde for mig selv. Det er ikke godt :/

livet stinker. BIG TIME.....