nul selvtillid, mindreværdskomplesker og helt alene!!!

hvad skal man gøre når man ingen selvtillid har, og lider af mindreværdskomplekser! når selvtillid og en fantastisk udstråling, er det mænd godt kan lide!. jeg har ikke haft nogen kærste endnu, og ved heller ikke hvordan jeg skal få det, da min selvtillid sørger for, at jeg ikke ikke tør kontakte nogen.. skal også lige sige at jeg lider lidt af socialfobi.. derfor ser jeg slet ingen udvej.! jeg er forelsket i en, men tør ikke engang snakke med ham, og mine mindreværdskomplekser siger til mig, at han ikke kan lide mig - men kan ikke lade være med at tænke på ham.! Er jeg dømt til at skulle leve alene?!

Ansigt til ansigt
Du kunne skrive en seddel, og invitere
ham på te eller kaffe og kage. Eller
noget lækkert hjemmelavet aftensmad.
Resten kommer helt af sig selv.
Du kan højst få et nej, og det har de
fleste oplevet i deres liv.
Held og lykke ;o)

skriv en mail/på msn til mig... jeg har det på fornemmelsen, at jeg kan hjælpe.
martinjorgensen2@hotmail.com
- Martin

med dig scorekaj ;-0

hihi... 1: hvad er odds for at vi bor i samme sted? 2: hvad er odds for at vi har nogenlunde samme alder? (regn lige på det, ik?)
jeg har en ganske anden grund til at hjælpe... hvis personen ikke ønsker det, er det ganske ligegyldigt. ;)

man skulle synke ret dybt for at blive nødt til at score mennesker med selvværdskomplekser på sol, idet man burde score mere alm. personer på div. datingsider? ikke ligefrem den bedste reklame om sig selv, at sige, at man er depri!

hej nu er det sådan det man giver ud er det man får igen ?? eller er det,svar er ikke så let .det hænger sådan sammen at hvis du her en par ting som du ville lave om på så tink posativ . vad er der gør at du ikke kan snakke med folk ??? spør dig selv og vad er du bange for ??? . hvis man ikke får nogle over snuden så ville jeg sige at man lever sigt livt halvt og man går og gemmer sig det det går bare ikke jeg har selv vadet der :-). ja jeg ved godt det er ikke er noget man klare på en lørdag og søndag. det er mange år siden og jeg er utrolig glad for at jeg er kommet over på den ande side . jeg kenner folk det kan hjælpe dig hvis du vil have det med venlig hilsen kim ps skriv til kim1968@tele2adsl.dk

jeg ville høre vad du som 21år kunne give som hun kunne få hjælp af det tager lang tid at kunne gøre noget har,så jeg tro ikke du kan gøre så meget vh slim

jeg har lige været igennem præcis det samme, tog til lægen, og fik konstateret depression. det hjalp mig utroligt meget. (Det var ikke meningen, at dette skulle siges i offentligt forum, men hvis det hjælper med forståelsen af min post, er det vel nødvendigt? jeg er jo forholdsvis anonym her!)
jeg ved hvad perioden går ud på, og kan forklare om mine oplevelser, og jeg kan få det ud af det, at jeg har en at tale med om det... (lige nu har jeg kun min psykolog, og mine forældre, som jeg stoler nok på!) hvis jeg kan snakke med en person anonymt, ville det være uendelig godt. hvis det er en, der kan forholde sig til problemet, ville det være endnu bedre!

Måske er du bare den rolige afventende type, der venter med at udtale sig til der er noget fornuftigt at sige.
En fantastisk udstråling og godt med selvtillid vil vel altid være salgbart, men mindre kan også gøre det. De typer der tænder lige på præcis dig og dine specielle fortrin skal nok forefindes, og vil dukke op, når du har ledt længe nok. Når i først har lært hinanden at kende, vil du snart fremstå, som den jævnbyrdige og ligeværdige person du under alle omstændigheder hele tiden har båret rundt på, som en del af din personlighed.
Så fat mod, og kast dig tillidsfuldt ud i livet og kærligheden.
Kærligst mig som er stille og rolig og som synes at det også er i orden at være det.

jeg har intet imod at snakke om det hvis jeg bare vidste hvad jeg skulle sige! jeg har svært ved at få tillid til andre... men man skal jo starte et sted. så det kunne være fedt at snakke med en der ved hvad jeg snakker om! vil i hvert fald give det en chance.!
Tak for at i gider hjælpe!... skriver over email når jeg lige finder den rette tid...!

findes nok også en til mig derude, selvom jeg er stille og tilbageholden. men jeg tør ikke springe ud i det!... jeg ved ikke om man kan sige at jeg er bange for mennesker.

Du har det nok ligesom mig.

...på 18 er i samme situation og taler i øjeblikket en gang ugentlig med en læge, som også har noget samtaleterapi, men er det den rigtige måde at komme igennem det på? Kan jeg evt. give ham din mailadresse - vi bor ikke så langt fra hinanden?
Jeg er ret fortvivlet over at jeg ikke føler at jeg kan hjælpe ham. Han er ellers en meget intelligent og velfungerende dreng med 10 i gennemsnit på gymnasiet etc., er en fremragende målmand, men han tør ikke kontakte andre mennesker og har meget lidt selvtillid, er bange for at sige noget som andre syntes er dumt.
Hvad er din erfaring m.h.t. forældres rolle?

det må du godt, HVIS DU LADER VÆRE MED AT PRESSE HAM!!! hvis det lyder som om, han snakker med mig fordi hans forældre havde sagt det, virker det så kunstigt! jeg har heller ikke lyst til at snakke med en, der har fået at vide, at det var en god ide at snakke med mig fordi han havde samme problem.
mht. rollen for mine forældre, er det rent faktisk dem, der fik mig til at gå til lægen i første omgang, fordi de følte der var noget galt. de havde før forsøgt at få mig til at tage kontakt til andre (min far ævlede løs mht. ventilen, og det hjalp ikke det fjerneste på mig, snarre tværtimod!)
- Martin