Nittende del af krimi-føljetonen
Henriette vågner med et sæt på grund af en drøm, hvor Frank svarer Nej ved alteret, og hun selv dåner derved. Men i stedet for at segne om, sidder hun pludselig med et svup op i sengen. Efter at have fordøjet søvnens alternative fantasi-livsform, konstaterer hun pludselig, at Marlene ligger og snuer i nabosengen: - Nå, så må hun være kommet sent hjem.
Først er hendes plan at lade hende sove videre men kommer så i tanke om, at veninden jo rent faktisk skal på job. Hun kigger på væggeuret og ser, at den er fem i syv, og så er det vist på høje tid, hvis Marlene skal nå hen på fiskefabrikken til tiden.
Henriette puffer til Marlenes skulder: - Vågn op. Du skal på arbejde.
- Hvad, svarer Marlene og drejer sig omkring i forsøget på at komme tilbage til drømmeland, men bliver atter presset frem til den virkelige verden: - Hej. Hvordan går det? spørger hun søvnigt.
- Fint. Hvad tror du, Frank ville sige, hvis jeg vendte tilbage til Borrisholt?
- Vil du tilbage til ham? spørger Marlene dybt forundret og er pludselig lysvågen.
- Jeg har tænkt meget over det. Måske var jeg al for hurtig til at anklage ham den anden dag.
- Det tror jeg ikke. Frank er et bæst ... en ulv i fåreklæder. Pludselig er jeg ikke i tvivl om, at han rent faktisk begik den forbrydelse dengang.
- Jeg kan næsten regne ud, at din nye fyr ikke kunne leve op til dine forventninger. Men så er det jo godt, at du kun har spildt halvanden døgn på ham. Op med humøret, der venter andre, bedre derude en skønne dag.
- Såmænd jo. Men det skal ikke være én som Frank. Jeg synes, du skal glemme alt om ham, mener Marlene pludselig og tænker tilbage på gårsdagens forhør på Næstved politigård, bøden, den besværlige togtur hjem og hendes bil, som formentlig stadig holder i Karise. Men ikke mindst at hun ventede 3½ time udenfor politigården på at de skulle løslade Frank. Da han stadig ikke var kommet ud, vendte hendes tiltro til ham langsomt.
Henry Mohdlys møder ind på selvsamme politigård, får en kort orientering af Isak Bolkir, som derefter går på et par velfortjente fridage med hans kone Fatima, som han har lovet en tur til Knuthenborg, idet hun savner synet af deres oprindelseslands kameler.
Henry indkalder derefter til morgenbriefing i mødelokalet: - Jeg kan forstå, at sagen har taget en gevaldig drejning, og vi ikke længere kan bruge jeres aftale fra i lørdags med at slutte den af i fordragelighed. Så vidt jeg har forstået, så har Frank Spånby, alias Robert Madsen, oplyst, at han skulle være far til lille Tanja. Er det korrekt?
- Han er gået helt i selvsving. Det er meget usammenhængende og svært forståeligt, det han fremkommer med, svarer Preben Liljehøj, som er den, der har forestået afhøringen: - Men det er, hvad vi har fået ud af ham.
- Men giver det nogen mening? spørger Henry, griber fat i et stykke kridt og grifler det op på tavlen: - Moren, Hanne Flæng, møder en ny og afskærer Robert fra samkvem. Og det vil han derefter hævne. Det er forståeligt; men jeg er ikke bekendt med et lignende reaktionsmønster.
- At tage det dyrebareste guld fra den tidligere samleverske, er da forekommet tidligere, mener Anker Blues.
- I affekt eller sindssyge, ja, mener Henry: - Men at planlægge det koldt og kynisk, vandre af sted med en spade i fuldt dagslys, kidnappe pigen og derefter dræbe samt begrave hende. Det lyder ikke sandsynligt.
- Det var jo det, som vi anklagede ham for i lang tid i starten, bortset fra at vi ikke havde nogen anelse om, at han havde haft et forhold til Hanne, indskyder Pernille: - Men hvorfor skulle Hanne have holdt den oplysning hemmelig? Og hvis det virkelig forholdt sig således, hvad så med al det, der er foregået i Hamborg?
- Det pure opspind, mener Mikkel Berthelsen og skænker kaffe: - Men er det ikke bare at tage ud til Hanne og få hende til at bekræfte forholdet? Er Robert sat i varetægtsfængsel nu?
- Han er endnu ikke stillet for en dommer, men det er vores hensigt at gøre det. I øjeblikket er han inde til en vejledende mentalundersøgelse, bekendtgør Preben og opdager netop: - Psykologen kommer ud derinde fra nu.
Han bliver kaldt ind i mødelokalet, hvor han kan straks spørger til følgende: - Har Robert været fængslet før?
- Ja, han sad varetægtsfængslet i cirka en måned for 5 år siden, svarer Anker.
- Det tænkte jeg nok. Han lider af en frygtelig angst for at skulle det igennem igen. Jeg er heller ikke i stand til at få noget fornuftigt ud af ham. Det bedste, I kan gøre, er, at bringe ham hjem og lade ham være i fred i mindst en uge, og derefter sende en venlig dame ud og afhøre ham blidt og roligt. Det kan I sagtens tillade jer. Jeg står inde for, at han ikke er i stand til at spolere nogen sag i hans nuværende tilstand, for en meget lang periode. I må ingenlunde spærre ham inde i enrum nu, det vil give ham så mange traumer, at han kan tage varigt skade deraf.
Bjørn Steen vågner ved at en person prikker ham på skulderen, og da han øjeblikket efter er kommet op til overfladen, bliver han konfronteret med følgende spørgsmål: - Was machst du in meine Bett?
- Undskyld ... øh entschuldigen.
- Hvad. Er du dansker? Det er Ingegerd, der har ladet dig overnatte her, mens hun selv er rejst bort?
- Nej ... øh jo, korrigeret Bjørn hurtigt og indser pludselig en redning ud af den pinlige situation.
- Hvorfor sover du oven på dynen og med alt tøjet på?
- Øh, godt spørgsmål ... jeg blev bare pludselig gevaldig træt, og så segnede jeg om på stedet.
- Mit navn er Rüdiger. Det er mig, der ejer huset. Jeg ved ikke, om Ingegerd har fortalt dig det?
- Nej ikke helt præcist ... øh, hun måtte pludselig rejse så abrupt.
- Rigtigt. En dansk politimand havde opsporet hende forleden nat, så nu er hun kommet i en slem kattepine. Så jeg ... øh vi ... ser hende nok aldrig mere på denne adresse.
Fortsættelse følger.
Først er hendes plan at lade hende sove videre men kommer så i tanke om, at veninden jo rent faktisk skal på job. Hun kigger på væggeuret og ser, at den er fem i syv, og så er det vist på høje tid, hvis Marlene skal nå hen på fiskefabrikken til tiden.
Henriette puffer til Marlenes skulder: - Vågn op. Du skal på arbejde.
- Hvad, svarer Marlene og drejer sig omkring i forsøget på at komme tilbage til drømmeland, men bliver atter presset frem til den virkelige verden: - Hej. Hvordan går det? spørger hun søvnigt.
- Fint. Hvad tror du, Frank ville sige, hvis jeg vendte tilbage til Borrisholt?
- Vil du tilbage til ham? spørger Marlene dybt forundret og er pludselig lysvågen.
- Jeg har tænkt meget over det. Måske var jeg al for hurtig til at anklage ham den anden dag.
- Det tror jeg ikke. Frank er et bæst ... en ulv i fåreklæder. Pludselig er jeg ikke i tvivl om, at han rent faktisk begik den forbrydelse dengang.
- Jeg kan næsten regne ud, at din nye fyr ikke kunne leve op til dine forventninger. Men så er det jo godt, at du kun har spildt halvanden døgn på ham. Op med humøret, der venter andre, bedre derude en skønne dag.
- Såmænd jo. Men det skal ikke være én som Frank. Jeg synes, du skal glemme alt om ham, mener Marlene pludselig og tænker tilbage på gårsdagens forhør på Næstved politigård, bøden, den besværlige togtur hjem og hendes bil, som formentlig stadig holder i Karise. Men ikke mindst at hun ventede 3½ time udenfor politigården på at de skulle løslade Frank. Da han stadig ikke var kommet ud, vendte hendes tiltro til ham langsomt.
Henry Mohdlys møder ind på selvsamme politigård, får en kort orientering af Isak Bolkir, som derefter går på et par velfortjente fridage med hans kone Fatima, som han har lovet en tur til Knuthenborg, idet hun savner synet af deres oprindelseslands kameler.
Henry indkalder derefter til morgenbriefing i mødelokalet: - Jeg kan forstå, at sagen har taget en gevaldig drejning, og vi ikke længere kan bruge jeres aftale fra i lørdags med at slutte den af i fordragelighed. Så vidt jeg har forstået, så har Frank Spånby, alias Robert Madsen, oplyst, at han skulle være far til lille Tanja. Er det korrekt?
- Han er gået helt i selvsving. Det er meget usammenhængende og svært forståeligt, det han fremkommer med, svarer Preben Liljehøj, som er den, der har forestået afhøringen: - Men det er, hvad vi har fået ud af ham.
- Men giver det nogen mening? spørger Henry, griber fat i et stykke kridt og grifler det op på tavlen: - Moren, Hanne Flæng, møder en ny og afskærer Robert fra samkvem. Og det vil han derefter hævne. Det er forståeligt; men jeg er ikke bekendt med et lignende reaktionsmønster.
- At tage det dyrebareste guld fra den tidligere samleverske, er da forekommet tidligere, mener Anker Blues.
- I affekt eller sindssyge, ja, mener Henry: - Men at planlægge det koldt og kynisk, vandre af sted med en spade i fuldt dagslys, kidnappe pigen og derefter dræbe samt begrave hende. Det lyder ikke sandsynligt.
- Det var jo det, som vi anklagede ham for i lang tid i starten, bortset fra at vi ikke havde nogen anelse om, at han havde haft et forhold til Hanne, indskyder Pernille: - Men hvorfor skulle Hanne have holdt den oplysning hemmelig? Og hvis det virkelig forholdt sig således, hvad så med al det, der er foregået i Hamborg?
- Det pure opspind, mener Mikkel Berthelsen og skænker kaffe: - Men er det ikke bare at tage ud til Hanne og få hende til at bekræfte forholdet? Er Robert sat i varetægtsfængsel nu?
- Han er endnu ikke stillet for en dommer, men det er vores hensigt at gøre det. I øjeblikket er han inde til en vejledende mentalundersøgelse, bekendtgør Preben og opdager netop: - Psykologen kommer ud derinde fra nu.
Han bliver kaldt ind i mødelokalet, hvor han kan straks spørger til følgende: - Har Robert været fængslet før?
- Ja, han sad varetægtsfængslet i cirka en måned for 5 år siden, svarer Anker.
- Det tænkte jeg nok. Han lider af en frygtelig angst for at skulle det igennem igen. Jeg er heller ikke i stand til at få noget fornuftigt ud af ham. Det bedste, I kan gøre, er, at bringe ham hjem og lade ham være i fred i mindst en uge, og derefter sende en venlig dame ud og afhøre ham blidt og roligt. Det kan I sagtens tillade jer. Jeg står inde for, at han ikke er i stand til at spolere nogen sag i hans nuværende tilstand, for en meget lang periode. I må ingenlunde spærre ham inde i enrum nu, det vil give ham så mange traumer, at han kan tage varigt skade deraf.
Bjørn Steen vågner ved at en person prikker ham på skulderen, og da han øjeblikket efter er kommet op til overfladen, bliver han konfronteret med følgende spørgsmål: - Was machst du in meine Bett?
- Undskyld ... øh entschuldigen.
- Hvad. Er du dansker? Det er Ingegerd, der har ladet dig overnatte her, mens hun selv er rejst bort?
- Nej ... øh jo, korrigeret Bjørn hurtigt og indser pludselig en redning ud af den pinlige situation.
- Hvorfor sover du oven på dynen og med alt tøjet på?
- Øh, godt spørgsmål ... jeg blev bare pludselig gevaldig træt, og så segnede jeg om på stedet.
- Mit navn er Rüdiger. Det er mig, der ejer huset. Jeg ved ikke, om Ingegerd har fortalt dig det?
- Nej ikke helt præcist ... øh, hun måtte pludselig rejse så abrupt.
- Rigtigt. En dansk politimand havde opsporet hende forleden nat, så nu er hun kommet i en slem kattepine. Så jeg ... øh vi ... ser hende nok aldrig mere på denne adresse.
Fortsættelse følger.