Når døden banker på.

Når døden banker på.
Der kommer en dag i ethvert menneskes liv hvor tiden på Jorden ikke rækker længere. Hvad skal der så ske?
Bibelen lover et evigt liv i Himmelen sammen med vore kære; en forvandling fra et fysisk atomar liv til et Åndeligt liv (ruach) i fuld bevidsthed og ”vigør”.
Hvad så med ”det gamle legeme” der tabtes?
I den tilstand kan evigheden ikke vare ved i den virkelighed, men der venter en ny og anden virkelighed og Jesus er vort håb og frelse.
Hvorfor sørger vi så når vore kære dør?
Ligesom da vi kom ind i denne verden, var vi skræmt fra vid og sans og da var vi nyfødte uden erfaring. Alt er skræmmende for ”en ny” ankommen.
På samme måde med det Himmelske liv; vi er på en måde skræmte, men Jesus vil være hos os.
Drømmen er, at leve i vor jordiske tilværelse og øve os i alt det der skal bane vejen for evigheden, men tiden er nogen gange meget svær.
I Rhuanda myrdede Hutuer Tutsier i milloner og efterlod et land i blodrødt sand.
Efterfølgende har der kun været én ting at gøre. Bede til Gud.
Det er forholdsvis sjældent en så stor konflikt løber af sporet, men det er sket før og også efter. Hvad skal vi gøre?
Vi skal bede til Gud.
Jeg vil give dig nogle Tutsier der ved hvad der skal gøres;

http://www.youtube.com/watch?v=kjydLupvVrk

Platoon

O SØN AF DET HØJESTE!
Jeg har gjort døden til et glædens sendebud for dig. Hvorfor er du bedrøvet?
Jeg skabte lyset for at kaste dets glans over dig. Hvorfor tilhyller du dig for det?
(Bahá’u’lláh – Skjulte Ord (persisk) nr. 32)

Hej Platoon
Tak for dit indlæg.
Skønt der er mange ting her i livet, vi selv kan være herre over, er der 2 ting, hvor vi ikke har noget at skulle have sagt – nemlig vores fødsel og vores død.
Som jeg ser det, er der i de hellige skrifter afsløret en flig af, hvordan det vil være, når vi dør, men i sin visdom har Gud valgt ikke at åbenbare alting for os – endnu. Måske er vi ikke klar?
Vid, at hvert hørende øre, hvis det holdes rent og ubesmittet, til alle tider og fra alle steder vil høre stemmen som ytrer disse hellige ord: ”Sandelig, vi tilhører Gud, og til Ham skal vi vende tilbage”. Mysterierne om menneskets fysiske død og hans tilbagevenden er ikke blevet afsløret, og forbliver ulæste. Ved Guds retfærdighed! Skulle de blive åbenbaret, ville de fremkalde en sådan angst og sorg, at nogle ville gå til grunde, mens andre ville blive så opfyldt af glæde, at de vil ønske at dø, og vil med en uophørlig længsel bede den ene sande Gud om at fremskynde deres afslutning.
Døden rækker den troende den kop, som sandelig er liv. Den skænker glæde, og er glædens budbringer. Den giver det evige livs gave.
For så vidt angår dem, der har smagt frugten af menneskets jordiske eksistens, som er anerkendelsen af den ene sande Gud, er deres hinsidige liv sådan, at Vi er ude af stand til at beskrive det. Kendskabet hertil har kun Gud, alle verdenernes Herre.
(Glimt fra Bahá’u’lláhs Skrifter – CLXV) – uaut. oversættelse.
Selve dødsøjeblikket kan dog stadig være en smertefuld proces, både for den døende og de tilstedeværende, men - ligesom du også sammenligner det med en fødsel - så er det noget forbigående. At sørge over et tab er naturligt, men så kan man måske finde styrke i, at en kær, som f.eks. har været ramt af uhelbredelig sygdom, omsider har kunnet frigøre sig fra disse begrænsninger og nu kan udfolde sit fulde potentiale.

Her er lidt godnatlæsning til dig 🙂
Det siges, at der er to slags straf og belønning. For det første belønning og straf i dette liv; dernæst straf og belønning i den anden verden. Men tilværelsens paradis og helvede findes i alle Guds verdener, hvad enten det er i denne verden eller i de åndelige himmelske verdener. At opnå disse belønninger er at opnå evigt liv.
Dette livs belønninger er de himmelske dyder og fuldkommenheder, der smykker menneskets virkelighed. For eksempel var det mørkt og bliver lysende, det var uvidende og bliver vis, det var ligegyldig og bliver årvågen, det slumrede og bliver vækket, det var dødt og bliver levende, det var blindt og bliver seende, det var døvt og kommer til at høre, det var jordisk og bliver himmelsk, det var legemligt og bliver åndeligt. Gennem disse belønninger opnår det åndelig fødsel og bliver en ny skabning. Det bliver manifestationen på dette vers i Evangeliet, hvor det siges om disciplene, at de ikke var født af blod, ej heller ved kødets vilje eller menneskets vilje, men af Gud. Det vil sige. de blev befriet fra de dyriske karaktertræk og egenskaber, der karakteriserer menneskets natur, og de blev begavet med de guddommelige karakteregenskaber, der kommer af Guds nåde; dette er meningen med genfødelsen. For disse mennesker er der ingen større lidelse end at være udelukket fra Gud og ingen hårdere straf end sensuelle laster, mørke egenskaber, en lav karakter, overdrevne kødelige lyster. Når de befries igennem troens lys fra disse lasters mørke og bliver oplyst af stråleglansen fra Virkelighedens Sol og forædlet med alle dyderne, regner de dette for den største belønning, og de ved, at det er det sande paradis. På samme måde betragter de det som åndelig straf, dvs. tilværelsens lidelser og straf, at være underkastet naturens verden, at være udelukket fra Gud, at være brutal og uvidende, at henfalde til kødelige lyster og til dyriske svagheder; at kendetegnes ved mørke egenskaber som falskhed, tyranni, grusomhed, besættelse af jordiske ting og at være fordybet i sataniske tanker; for disse mennesker er det den største straf og pinsel.
På samme måde er belønningen i den anden verden, det evige liv, der er tydeligt omtalt i alle de hellige bøger, de guddommelige fuldkommenheder, den evige nåde og den evige lykke. Belønningen i den anden verden er de fuldkommenheder og den fred, der opnås i de åndelige verdener, efter at man har forladt denne verden; medens belønninger i dette liv er de sande lysende fuldkommenheder, der virkeliggøres i denne verden, og som er årsag til evigt liv, thi de er sande fremskridt i tilværelsen. Det er som mennesket, der fra fosterverdenen når modenhedens stade og bliver manifestationen af disse ord: “Velsignet være Gud, den bedste blandt Skabere.” Belønningen i den anden verden er fred, åndelige dyder, forskellige åndelige gaver i Guds kongerige, opfyldelsen af hjertets og sjælens ønsker og mødet med Gud i evighedens verden. På samme måde består straffen i den anden verden, dvs. den anden verdens pinsler, i at være berøvet de særlige guddommelige velsignelser og den absolutte nåde og i at synke ned til tilværelsens laveste stade. Den, som er berøvet disse guddommelige gunstbevisninger, betragtes, skønt han lever efter døden, som en død af sandhedens mennesker.
Det logiske bevis på åndens udødelighed er, at intet tegn kan komme fra en ikke-eksisterende ting; dvs. det er umuligt, at der skulle vise sig tegn fra noget, der absolut ikke eksisterer, for tegn er følgen af eksistens, og resultatet er afhængigt af oprindelsens tilstedeværelse. Således kan der ikke udgå lys fra en ikke-eksisterende sol, fra det ikke-eksisterende hav kan der ikke opstå bølger, fra en ikke-eksisterende sky falder der ingen regn; et ikke-eksisterende træ yder ingen frugt, et ikke-eksisterende menneske kan hverken manifestere eller frembringe noget. Derfor, så længe tegn på eksistens viser sig, er de beviser på, at besidderen af tegnet lever.
Betænk at Kristi herredømme er levende i dag: hvorledes kunne et så mægtigt kongedømme manifesteres fra en ikke-eksisterende konge? Hvorledes kan bølgerne løfte sig så højt fra et ikke-eksisterende hav? Hvorledes kan så vellugtende briser blæse fra en ikke-eksisterende have? Tænk på at der ikke efterlades nogen virkning, noget spor eller indflydelse fra nogen skabning, efter at dets bestanddele er spredt, og dets grundstoffer er opløst, hvad enten det er et mineral, en plante eller et dyr. Det er kun den menneskelige virkelighed og menneskets ånd, der efter bestanddelenes hensmuldren, partiklernes spredning og sammensætningens ødelæggelse, vedvarer og vedbliver med at fungere og have kraft.
Dette spørgsmål er overordentlig indviklet: overvej det nøje. Dette er et rationelt bevis, vi giver, således at den vise kan veje det på fornuftens og retfærdighedens vægt. Men hvis den menneskelige ånd vil glæde sig og tiltrækkes af Guds Rige, hvis det indre syn oplukkes, og den åndelige hørelse styrkes, og de åndelige følelser bliver fremherskende, vil han se åndens udødelighed så klart, som han ser solen, og Guds glade budskaber og tegn vil omfatte ham.
- - - - - - - - -
Vid, at den menneskelige ånd opfatter på to måder og ved hjælp af to slags evner, dvs. den fornemmer og handler på to forskellige måder. På den ene måde opfatter den ved hjælp af redskaber og organer: således ser den med dette øje, hører med dette øre og taler med denne tunge. Således fungerer sjælen og den menneskelige virkeligheds opfattelse ved hjælp af organerne. Det vil sige, at sjælen er den, der ser gennem øjnene; sjælen er den, der hører gennem øret; sjælen er den, der taler ved hjælp af tungen.
Den anden måde, hvorpå sjælen manifesterer sine evner og handlinger, sker uden midler og organer. F.eks. ser den i søvnens tilstand uden øjne, hører uden øret, taler uden tungen, løber uden fødder. Kort sagt, disse handlinger er uafhængige af redskaber og organer. Det sker ofte, at den ser en drøm i søvnens verden, og dens betydning bliver åbenbar to år senere ved tilsvarende hændelser. På samme måde sker det ofte, at et spørgsmål, der ikke kan løses i vågen tilstand, løses i drømmenes verden. I vågen tilstand ser øjet kun over en kort afstand, men i drømme kan den, der befinder sig i Østen se Vesten: i vågen tilstand ser han det nærværende, sovende ser han fremtiden. I vågen tilstand kan han ved hjælp af hurtige befordringsmidler kun tilbagelægge 20 farsang (en persisk måleenhed) i timen; i sovende tilstand kan han på et øjeblik gennemrejse Østen og Vesten. For sjælen rejser på to forskellige måder: uden hjælpemidler, hvilket er åndelig rejse, og med hjælpemidler, hvilket er materiel rejse: som fuglene flyver og som de der blev ført afsted.
Under søvnen er dette legeme som dødt; det hverken ser eller hører, det føler ikke, har ingen bevidsthed, ingen opfattelse: dvs. menneskets sanser er blevet uvirksomme, men sjælen lever og består. Ja, dens evne til at gennemskue tingene er endog blevet større, dens vingeflugt højere og dens intelligens større. At antage at sjælen efter legemets død forgår er som at forestille sig, at en fugl i bur ville blive udslettet, hvis buret går i stykker, skønt fuglen ikke behøver at frygte burets ødelæggelse. Vort legeme er som buret og sjælen som fuglen. Vi ser, at denne fugl i søvnens verden flyver uden buret; derfor vil fuglen, hvis buret går i stykker, fortsat leve, dens følelser vil endog være endnu stærkere, dens opfattelse og dens lykke forøget. Sandheden er, at den fra helvede når glædens paradis, thi for de taknemmelige fugle findes der ikke noget større paradis end befrielse fra buret. Det er derfor martyrerne med den største lykke og glæde iler mod offerstedet.
I vågen tilstand ser menneskets øje allerhøjst en times afstand, men med det indre syn og forstandens øje ser det Amerika og kan opfatte det, som er der, og herudfra kan mennesket erkende tingenes tilstand og organisere foretagender. Hvis sjælen da var det samme som legemet forudsattes det, at evnen i det indre syn befandt sig i det samme forhold. Derfor er det øjensynligt, at denne sjæl har en anden beskaffenhed end legemet, og at fuglen adskiller sig fra buret, og at sjælens kraft og evne til at gennemskue er stærkere uden legemet som mellemled. Hvis nu redskabet ophører med at eksistere, fortsætter dets besidder med at fungere. For eksempel hvis pennen lægges til side eller går i stykker, vil den, der skriver, stadig være i live og nærværende; hvis et hus ødelægges, lever og eksisterer ejeren. Dette er et af de logiske beviser på sjælens udødelighed.
Der findes et andet: dette legeme bliver svagt eller tungt eller sygt eller helbredes, det trættes eller er udhvilet; det sker, at en hånd eller et ben amputeres, eller dets fysiske kraft lemlæstes, det bliver blindt eller døvt eller stumt; dets lemmer bliver måske lammede; kort sagt, legemet kan have alle ufuldkommenheder. Ikke desto mindre vil sjælen i sin oprindelige tilstand, med sin egen åndelige modtagelighed, være evig og bestandig; der findes ikke nogen ufuldkommenheder ved den, og den forkrøbles ikke. Men når legemet helt underkastes sygdom og ulykker, berøves det sjælens nådegave som er et spejl, der, når det går i stykker eller bliver snavset eller støvet, ikke kan genspejle solens stråler og ikke længere vise dens nådegaver.
Vi har allerede forklaret, at menneskets sjæl ikke er i legemet, fordi den er frigjort og undtaget fra ind- og udgang, som er legemlige tilstande. Forbindelsen mellem sjælen og legemet er som forbindelsen mellem solen og spejlet. Kort sagt, den menneskelige sjæl befinder sig i en ensartet tilstand; den bliver hverken syg af legemlige sygdomme eller kureret af legemets sundhed; den bliver ikke syg eller svag eller ulykkelig eller fattig eller ubetydelig eller lille. Det vil sige, den vil ikke tage skade af legemets skrøbelighed, og der vil ikke kunne ses nogen synlig virkning på sjælen, selvom legemet bliver svagt, eller hvis hænderne eller fødderne og tungen fjernes, eller hvis det mister høre- og synsevnen. Derfor er det afgjort og øjensynligt, at sjælen er forskellig fra legemet, og at dens vedvarende eksistens er uafhængig af legemet; tværtimod hersker sjælen med absolut styrke i legemets verden, og dens kraft og indflydelse er som solens gavmildhed i spejlet, tydelig og synlig. Men når spejlet bliver støvet eller går i stykker, vil det ophøre med at genspejle solens stråler.
(Nogle Besvarede Spørgsmål – uddrag fra kap. 60 & 61)
Venlig hilsen
Nur

Hej Nur.
Tusind tak for et seriøst og intelligent svar.
Vid, at hvert hørende øre, hvis det holdes rent og ubesmittet, til alle tider og fra alle steder vil høre stemmen som ytrer disse hellige ord:

”Sandelig, vi tilhører Gud, og til Ham skal vi vende tilbage”.
Mysterierne om menneskets fysiske død og hans tilbagevenden er ikke blevet afsløret, og forbliver ulæste. Ved Guds retfærdighed!
Skulle de blive åbenbaret, ville de fremkalde en sådan angst og sorg, at nogle ville gå til grunde, mens andre ville blive så opfyldt af glæde, at de vil ønske at dø, og vil med en uophørlig længsel bede den ene sande Gud om at fremskynde deres afslutning.
Døden rækker den troende den kop, som sandelig er liv. Den skænker glæde, og er glædens budbringer. Den giver det evige livs gave.
For så vidt angår dem, der har smagt frugten af menneskets jordiske eksistens, som er anerkendelsen af den ene sande Gud, er deres hinsidige liv sådan, at Vi er ude af stand til at beskrive det. Kendskabet hertil har kun Gud, alle verdenernes Herre.
(Glimt fra Bahá’u’lláhs Skrifter – CLXV) – uaut. oversættelse.
(Nur):
Selve dødsøjeblikket kan dog stadig være en smertefuld proces, både for den døende og de tilstedeværende, men - ligesom du også sammenligner det med en fødsel - så er det noget forbigående. At sørge over et tab er naturligt, men så kan man måske finde styrke i, at en kær, som f.eks. har været ramt af uhelbredelig sygdom, omsider har kunnet frigøre sig fra disse begrænsninger og nu kan udfolde sit fulde potentiale.
_____________________________________________________
Kommentar:
Det er som om Jesus taler igennem Bahá’u’lláhs Skrifter. På samme måde talte Jesus til sine samtidige.
Jeg vil indsende en kommentar til vedr. dit indlæg og svar til mig.
Platoon

Nur:
Her er lidt godnatlæsning til dig
Det siges, at der er to slags straf og belønning. For det første belønning og straf i dette liv; dernæst straf og belønning i den anden verden. Men tilværelsens paradis og helvede findes i alle Guds verdener, hvad enten det er i denne verden eller i de åndelige himmelske verdener. At opnå disse belønninger er at opnå evigt liv.
Dette livs belønninger er de himmelske dyder og fuldkommenheder, der smykker menneskets virkelighed.
For eksempel var det mørkt og bliver lysende, det var uvidende og bliver vis, det var ligegyldig og bliver årvågen, det slumrede og bliver vækket, det var dødt og bliver levende, det var blindt og bliver seende, det var døvt og kommer til at høre, det var jordisk og bliver himmelsk, det var legemligt og bliver åndeligt.

Gennem disse belønninger opnår det åndelig fødsel og bliver en ny skabning.
Det bliver manifestationen på dette vers i Evangeliet, hvor det siges om disciplene, at de ikke var født af blod, ej heller ved kødets vilje eller menneskets vilje, men af Gud.
Det vil sige. de blev befriet fra de dyriske karaktertræk og egenskaber, der karakteriserer menneskets natur, og de blev begavet med de guddommelige karakteregenskaber, der kommer af Guds nåde; dette er meningen med genfødelsen.
For disse mennesker er der ingen større lidelse end at være udelukket fra Gud og ingen hårdere straf end sensuelle laster, mørke egenskaber, en lav karakter, overdrevne kødelige lyster.

Når de befries igennem troens lys fra disse lasters mørke og bliver oplyst af stråleglansen fra Virkelighedens Sol og forædlet med alle dyderne, regner de dette for den største belønning, og de ved, at det er det sande paradis.
På samme måde betragter de det som åndelig straf, dvs. tilværelsens lidelser og straf, at være underkastet naturens verden, at være udelukket fra Gud, at være brutal og uvidende, at henfalde til kødelige lyster og til dyriske svagheder; at kendetegnes ved mørke egenskaber som falskhed, tyranni, grusomhed, besættelse af jordiske ting og at være fordybet i sataniske tanker; for disse mennesker er det den største straf og pinsel.
__________________________________________________
På samme måde er belønningen i den anden verden, det evige liv, der er tydeligt omtalt i alle de hellige bøger, de guddommelige fuldkommenheder, den evige nåde og den evige lykke.

Belønningen i den anden verden er de fuldkommenheder og den fred, der opnås i de åndelige verdener, efter at man har forladt denne verden; medens belønninger i dette liv er de sande lysende fuldkommenheder, der virkeliggøres i denne verden, og som er årsag til evigt liv, thi de er sande fremskridt i tilværelsen.
Det er som mennesket, der fra fosterverdenen når modenhedens stade og bliver manifestationen af disse ord:
“Velsignet være Gud, den bedste blandt Skabere.”
Belønningen i den anden verden er fred, åndelige dyder, forskellige åndelige gaver i Guds kongerige, opfyldelsen af hjertets og sjælens ønsker og mødet med Gud i evighedens verden.
På samme måde består straffen i den anden verden, dvs. den anden verdens pinsler, i at være berøvet de særlige guddommelige velsignelser og den absolutte nåde og i at synke ned til tilværelsens laveste stade. Den, som er berøvet disse guddommelige gunstbevisninger, betragtes, skønt han lever efter døden, som en død af sandhedens mennesker.
_________________________________________________________
Det logiske bevis på åndens udødelighed er, at intet tegn kan komme fra en ikke-eksisterende ting; dvs. det er umuligt, at der skulle vise sig tegn fra noget, der absolut ikke eksisterer, for tegn er følgen af eksistens, og resultatet er afhængigt af oprindelsens tilstedeværelse.
Således kan der ikke udgå lys fra en ikke-eksisterende sol, fra det ikke-eksisterende hav kan der ikke opstå bølger, fra en ikke-eksisterende sky falder der ingen regn; et ikke-eksisterende træ yder ingen frugt, et ikke-eksisterende menneske kan hverken manifestere eller frembringe noget. Derfor, så længe tegn på eksistens viser sig, er de beviser på, at besidderen af tegnet lever.
Betænk at Kristi herredømme er levende i dag: hvorledes kunne et så mægtigt kongedømme manifesteres fra en ikke-eksisterende konge?
Hvorledes kan bølgerne løfte sig så højt fra et ikke-eksisterende hav? Hvorledes kan så vellugtende briser blæse fra en ikke-eksisterende have?
Tænk på at der ikke efterlades nogen virkning, noget spor eller indflydelse fra nogen skabning, efter at dets bestanddele er spredt, og dets grundstoffer er opløst, hvad enten det er et mineral, en plante eller et dyr.
Det er kun den menneskelige virkelighed og menneskets ånd, der efter bestanddelenes hensmuldren, partiklernes spredning og sammensætningens ødelæggelse, vedvarer og vedbliver med at fungere og have kraft.
Dette spørgsmål er overordentlig indviklet: overvej det nøje. Dette er et rationelt bevis, vi giver, således at den vise kan veje det på fornuftens og retfærdighedens vægt.
Men hvis den menneskelige ånd vil glæde sig og tiltrækkes af Guds Rige, hvis det indre syn oplukkes, og den åndelige hørelse styrkes, og de åndelige følelser bliver fremherskende, vil han se åndens udødelighed så klart, som han ser solen, og Guds glade budskaber og tegn vil omfatte ham.
- - - - - - - - -
Vid, at den menneskelige ånd opfatter på to måder og ved hjælp af to slags evner, dvs. den fornemmer og handler på to forskellige måder. På den ene måde opfatter den ved hjælp af redskaber og organer: således ser den med dette øje, hører med dette øre og taler med denne tunge.
Således fungerer sjælen og den menneskelige virkeligheds opfattelse ved hjælp af organerne. Det vil sige, at sjælen er den, der ser gennem øjnene; sjælen er den, der hører gennem øret; sjælen er den, der taler ved hjælp af tungen.
Den anden måde, hvorpå sjælen manifesterer sine evner og handlinger, sker uden midler og organer. F.eks. ser den i søvnens tilstand uden øjne, hører uden øret, taler uden tungen, løber uden fødder.
Kort sagt, disse handlinger er uafhængige af redskaber og organer. Det sker ofte, at den ser en drøm i søvnens verden, og dens betydning bliver åbenbar to år senere ved tilsvarende hændelser.
På samme måde sker det ofte, at et spørgsmål, der ikke kan løses i vågen tilstand, løses i drømmenes verden.
I vågen tilstand ser øjet kun over en kort afstand, men i drømme kan den, der befinder sig i Østen se Vesten: i vågen tilstand ser han det nærværende, sovende ser han fremtiden.
I vågen tilstand kan han ved hjælp af hurtige befordringsmidler kun tilbagelægge 20 farsang (en persisk måleenhed) i timen; i sovende tilstand kan han på et øjeblik gennemrejse Østen og Vesten. For sjælen rejser på to forskellige måder:
uden hjælpemidler, hvilket er åndelig rejse, og med hjælpemidler, hvilket er materiel rejse: som fuglene flyver og som de der blev ført afsted.
______________________________________________
Under søvnen er dette legeme som dødt; det hverken ser eller hører, det føler ikke, har ingen bevidsthed, ingen opfattelse: dvs. menneskets sanser er blevet uvirksomme, men sjælen lever og består.
Ja, dens evne til at gennemskue tingene er endog blevet større, dens vingeflugt højere og dens intelligens større.
At antage at sjælen efter legemets død forgår er som at forestille sig, at en fugl i bur ville blive udslettet, hvis buret går i stykker, skønt fuglen ikke behøver at frygte burets ødelæggelse.
Vort legeme er som buret og sjælen som fuglen. Vi ser, at denne fugl i søvnens verden flyver uden buret; derfor vil fuglen, hvis buret går i stykker, fortsat leve, dens følelser vil endog være endnu stærkere, dens opfattelse og dens lykke forøget. Sandheden er, at den fra helvede når glædens paradis, thi for de taknemmelige fugle findes der ikke noget større paradis end befrielse fra buret. Det er derfor martyrerne med den største lykke og glæde iler mod offerstedet.
I vågen tilstand ser menneskets øje allerhøjst en times afstand, men med det indre syn og forstandens øje ser det Amerika og kan opfatte det, som er der, og herudfra kan mennesket erkende tingenes tilstand og organisere foretagender.
Hvis sjælen da var det samme som legemet forudsattes det, at evnen i det indre syn befandt sig i det samme forhold.
Derfor er det øjensynligt, at denne sjæl har en anden beskaffenhed end legemet, og at fuglen adskiller sig fra buret, og at sjælens kraft og evne til at gennemskue er stærkere uden legemet som mellemled.
Hvis nu redskabet ophører med at eksistere, fortsætter dets besidder med at fungere. For eksempel hvis pennen lægges til side eller går i stykker, vil den, der skriver, stadig være i live og nærværende; hvis et hus ødelægges, lever og eksisterer ejeren. Dette er et af de logiske beviser på sjælens udødelighed.
_________________________________________________
Der findes et andet: dette legeme bliver svagt eller tungt eller sygt eller helbredes, det trættes eller er udhvilet; det sker, at en hånd eller et ben amputeres, eller dets fysiske kraft lemlæstes, det bliver blindt eller døvt eller stumt; dets lemmer bliver måske lammede; kort sagt, legemet kan have alle ufuldkommenheder.
Ikke desto mindre vil sjælen i sin oprindelige tilstand, med sin egen åndelige modtagelighed, være evig og bestandig; der findes ikke nogen ufuldkommenheder ved den, og den forkrøbles ikke. Men når legemet helt underkastes sygdom og ulykker, berøves det sjælens nådegave som er et spejl, der, når det går i stykker eller bliver snavset eller støvet, ikke kan genspejle solens stråler og ikke længere vise dens nådegaver.
Vi har allerede forklaret, at menneskets sjæl ikke er i legemet, fordi den er frigjort og undtaget fra ind- og udgang, som er legemlige tilstande.
Forbindelsen mellem sjælen og legemet er som forbindelsen mellem solen og spejlet.
Kort sagt, den menneskelige sjæl befinder sig i en ensartet tilstand; den bliver hverken syg af legemlige sygdomme eller kureret af legemets sundhed; den bliver ikke syg eller svag eller ulykkelig eller fattig eller ubetydelig eller lille.
Det vil sige, den vil ikke tage skade af legemets skrøbelighed, og der vil ikke kunne ses nogen synlig virkning på sjælen, selvom legemet bliver svagt, eller hvis hænderne eller fødderne og tungen fjernes, eller hvis det mister høre- og synsevnen.
Derfor er det afgjort og øjensynligt, at sjælen er forskellig fra legemet, og at dens vedvarende eksistens er uafhængig af legemet; tværtimod hersker sjælen med absolut styrke i legemets verden, og dens kraft og indflydelse er som solens gavmildhed i spejlet, tydelig og synlig. Men når spejlet bliver støvet eller går i stykker, vil det ophøre med at genspejle solens stråler.
(Nogle Besvarede Spørgsmål – uddrag fra kap. 60 & 61)
citat Nur slut.
_______________________________________
Kommentar:
Ja, jeg er enig. Jeg har faktisk selv skrevet tilsvarende over en periode. Velkommen.
Platoon