Når selvmutilationen bliver for meget.

Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte, men jeg kan prøve. Jeg er 18 år, og pige. Jeg modtager hverken psykologisk eller psykiatisk hjælp. Jeg tager heller ikke medicin imod mine depressioner, idet jeg er bange for at gå til lægen. Jeg har været meget langt nede i de sidste par år, jeg sover ikke om natten, jeg er tung og kan ikke tænke klart om dagen, jeg kan bryde sammen fra det ene øjeblik til det andet, men mest af alt: jeg gør utrolig meget skade på mig selv. Men jeg kan ikke finde dansk information om dette, ud over at det er en af de ting man kan gøre hvis man lider af borderline, men jeg har kun det ene symptom på det, så tror næppe det er det jeg lider af. Jeg er bange for at gå til lægen fordi jeg ikke ved hvad der vil ske, om det vil begrænse mine muligheder fremover - og mest af alt; at få depressionspiller der får min vægt til at stige. Nogle vil måske se dette som hysterisk, at jeg så ikke "har det slemt nok" - men det har jeg. Min vægt er netop det der udløste det, hvis i spørger mig. Jeg er ikke overvægtig, men jeg er bestemt ikke tynd. Og jeg ved at hvis jeg tager mere på, vil jeg ikke kunne holde mig selv ud mere.
Mit største spørgsmål er om der er nogle af jer der enten har været til lægen med det samme, eller har pårørende der har - og kan fortælle hvad udfaldet blev (tænker på selvskaden)
Og om der er mulighed for at snakke med lægen om bestemte præperater der IKKE får vægten til at stige, eller kan man ikke gøre noget ved det?

Hej,
Det behøver ikke at være borderline du lider af, men snadsynligvis en svær depression. Jeg behøver jo ikke at sige at du skal have professionel hjælp, det er du jo allerede selv klar over.
Du skal ikke være bange for at gå til din læge, han har tavhedspligt, og der er aldrig nogen der får at vide hvad i har snakket om. Du skal fortælle ham hvordan du har det, at du er deprimeret, sover dårligt, ikke har nogen energi - de klassiske symptomer på en depression. Han vil så dige di en henvisning til en psykolog eller psykiater, og evt. også udskrive en recpt på lykkepiller.
Jeg har ikke hørt om, eller selv oplevet at tage på af lykkepiller (jeg tager Afeksin) - og det står heller ikke i listen over bivirkninger (af hvilke jeg heller ikke har oplevet). Hvis du vil vide mere om de forskellige antidepressive typer kan du slå dem op på http://www.netdoktor.dk - de har en stor database over medicin der sælges i Danmark.
Du kan sagtens snakke med din læge om hvilken medicin du skal have - men igen, så har jeg ikke hørt om at folk har taget på at antidepressiv medicin.
Du kan også besøge http://www.depnet.dk et site om depression - hvor du bla. kan stille spørgsmål til en række paneler bestående af læger og psykologer, ganske anonymt - gå ind under Mødestedet og vælg brevkassen.
På Netdoktor og DetpNet kan du også finde en masse information om depression og det at skade sig slev, samt beretning fra andre som er i din situation. Du er ikke alene.
Som jeg sagde før så vil ingen vide at du har snakket med din læge og evt. psykolog, eller at du tager antidepressiv medicin. Du har ikke plight til at oplyse det til en evt. arbejdsgiver - lige som arbejdsgivere ikke har ret til at spørge om du har nogen form for sygdom eller tager medicin.
Dit problem løses ikke af medicin alene - du skal have fat i en psykolog/psykiater, så du kan få lyst op for de problemer du går og gemmer på. Det varer ca. 4 uger inden du kan mærke effekten af lykkepiller, så giv ikke op fordi du ikke får det bedre lige med det samme.
Håber du kan bruge det til noget, og at du snart får det bedre.
SW

Hej!
Fra én pige til en anden - jeg fik min første depression som 21-årig, men kom først i behandling som 24-årig.
Du skal ikke vente for længe, det bliver KUN værre.
Du skal ikke være bange for at tage på af "lykkepiller", de gamle præparater kunne man godt tage på af, men de nye i handlen tager man bestemt ikke på af. Nærmere tværtimod, fordi man ikke længere er så fikseret på de ting, som har gjort/gør én syg. Det er i hvert fald min erfaring med antidepressiva m.m.
Du er velkommen til at skrive til mig på socle_du_monde@post.cybercity.dk, hvis du mangler én at snakke med, som har været hele rumlen igennem.
I dag er jeg 33, stadig ikke rask, men heller ikke længere syg... der er helt bestemt håb forude, osse for dig!