Nærmere den Almægtige
Isopanishad, mantra 18
agne naya supatha raye asman visvani / deva vayunani vidvan yuyodhy asmaj juhuranam
eno bhuyishtham te nama-uktim vidhema /
OVERSÆTTELSE
O min Herre så kraftfuld som ild, O Du almægtige, nu fremfører jeg alle mine hyldester til Dig og kaster mig på jorden ved Dine fødder. O Herre, vær god at lede mig på den rette vej til Dig, og siden Du har kendskab til alle mine tidligere handlinger befri mig da venligst for reaktionerne på mine forige synder, så der ikke er noget, der kan hindre min fremgang.
KOMMENTAR af AC BHaktivedanta Swami Prabhupada
Ved at overgive sig til Herren og påkalde Hans årsagsløse barmhjertighed kan den hengivne gøre fremskridt på vejen til fuldstændig selvrealisation. Herren tiltales her som ild, for Han kan brænde alt inklusiv alle den overgivne sjæls synder til aske. Som beskrevet i de tidligere mantra'er er det den Personlige Guddom, som er det virkelige eller ultimative aspekt af det Absolutte, og Hans upersonlige brahmajyoti-aspekt er den stråleglans, der dækker Hans ansigt.
Frugtstræbende aktiviteter eller karma-kanda-selvrealisationsvejen er det laveste stadie i denne bestræbelse. Så snart sådanne handlinger afviger blot det mindste fra Veda'ernes regulerende principper, bliver de forvandlet til vikarma, dvs handlinger der strider mod ens egen interesse. Vikarma er handlinger udført under illusion rettet udelukkende mod sansenydelse. Handlinger af den art bliver således hindringer på vejen til selvrealisation.
Selvrealisation er alene mulig i den menneskelige livsform. Andre arter er ikke udrustet dertil. Der er 8.400.000 arter eller livsformer, blandt hvilke et menneske, der følger den brahminske kulturs principper, er den eneste som får mulighed for at udvikle kundskab om transcendensen. Brahminsk kultur indebærer ærlighed, sansebeherskelse, overbærenhed, enkelhed, fuld kendskab til universets mekanismer og fuld tro på Gud. Man bør ikke bryste sig af sin gode herkomst uden rent faktisk at besidde de nødvendige kvalifikationer.
Hvis man fødes som en stor mands søn, er det en god mulighed for selv at blive stor; påsamme måde er muligheden tilstede for at blive brahmana, hvis man fødes som søn til en brahmana. Men en god fødsel er ikke tilstrækkelig i selv, for man må tilligemed erhverve sig sig de braminske kvaliteter. Hvis man er stolt af sin fødsel som en brahmanas søn og derved forsømmer at tilegne sig de fornødne brahminske egenskaber, anses man øjeblikkeligt for at være falden og en afviger fra selvrealisationens vej. Således mister man muligheden for at fuldføre menneskelivets mission.
I Bhagavad-gita (6.41-42) forsikrer Herren os om, at yoga-bhrashta'erne, de sjæle, der er faldet fra selvrealisationens vej, får en en ny mulighed for at forbedre sig ved at blive født enten i gode brahminske eller rige købmænds familier. Et sådant liv er mere befordrende for selvrealisation. Hvis man under indflydelse af illusion misbruger dette, går man glip af den enestående kapacitet der følger med menneskelivet, en gave som vi er blevet givet af den almægtige Herre.
De regulerende principper er indrettet sådan, at den, der følger dem, bliver hævet fra niveauet af frugtstræbende handlinger til den transcendentale kundskabs niveau. Efter at have kultiveret transcendental viden i mange, mange liv bliver man, når man endelig overgiver sig til Herren, fuldkommen. Det er den sædvanlige fremgangsmåde. Men den, der, som det anbefales her, allerede fra begyndelsen overgiver sig, springer ved blot at tillægge sig en hengiven mentalitet øjeblikkeligt over alle de indledende stadier.
Det siges i Bhagavad-gita (18.66), at Herren med det samme tager en sådan overgiven sjæl under Sin beskyttelse og frigør ham for alle følgevirkningerne af hans syndfulde handlinger. Det indebære mange syndfulde reaktioner at handle efter Karma-kanda- metoden, mens de syndfulde reaktioner er mindre på jnana-kanda, den filosofiske udviklings vej. Men i hengiven tjeneste til Herren på bhakti-vejen er der praktisk taget ingen risiko for at pådrage sig dårlige karmiske reaktioner. Herrens hengivne, tilegner sig automatisk alle Herrens gode egenskaber, hvilke tillige indbefatter en brahmanas kvalifikationer.
Selv i tilfældet af at den hengivne ikke er blevet født i en brahmana-familie, opnår han gennem bhakti automatisk samme status som en brahmana, kvalificeret til at udføre ofringer. Dette er Herrens almægtige natur. Han kan degradere en person født i en brahmana-familie til en hundeæder, og igennem bhakti, hengiven tjeneste, kan en lavtstående hundeæder hæve sig op til et niveua over en kvalificeret brahmana.
Eftersom den almægtige Herre befinder Sig i hjertet på enhver, kan Han give anvisninger til Sine oprigtige hengivne, så de kan følge den sande vej. Sådanne anvisninger gives specielt til hengivne, selv i tilfælde hvor de har andre ønsker. Hvad andre angår, tillader Gud dem at handle for egen regning. Men i den hengivnes tilfælde vejleder Herren ham således, at han aldrig mere handler forkert. Srimad-Bhagavatam (11.5.42) erklærer:
"Herren er så venlig mod en hengiven, der helt har overgivet sig til Hans lotusfødder, at selv om den hengivne af og til bliver indviklet i vikarma - handlinger, der strider imod de vediske anvisninger - retter Herren i den hengivnes hjerte øjeblikkeligt hans fejl og mangler. Det gør Herren, fordi Han holder meget af de hengivne."
I dette mantra i Sri Isopanishad beder den hengivne Herren om indre vejledning. Det er menneskeligt at fejle. En betinget sjæl er tilbøjelig til at begå fejl, og det eneste middel mod utilsigtede syndfulde handlinger, består i at underlægge sig Herrens lotus fødder, så Han kan lede én uden om disse faldgruber. Herren tager Sig personligt af fuldt overgivne sjæle.
Derfor kan man løse alle sine problemer ved blot at overgive sig til Herren og handle ifølge Hans instruktioner. Der er to måder hvorpå instruktioner kommer til den oprigtige hengivne: Den ene er gennem vismændene, skrifterne og den åndelige mester, og den anden er direkte fra Herren Selv, som dvæler i alles hjerter. Således bliver den hengivne fuldstændigt oplyst af vedisk kundskab og forbliver i alle henseender beskyttet.
Vedisk viden er transcendental, og kan ikke forstås gennem verdslig uddannelse. De vediske mantra'er kan kun forstås gennem Herrens og den ndelige mesters nåde (yasya deve para bhaktir yatha deve tatha gurau). Hvis man søger tilflugt hos en ægte åndelig mester, er det et tegn på, at man har opnået Herrens nåde. Herren viser Sig for den hengivne som den åndelige mester. Således modtager den hengivne fuld vejledning af den åndelige mester, samt fra de vediske forskrifter og indenfra tillige af Herren Selv. På den måde risikerer den hengivne ikke igen at falde ned i moradset af den materielle illusion. Således beskyttet fra alle sider, er den hengivne sikker på at nå fuldkommenhedens endelige mål. Processen angives i dette mantra, og Srimad-Bhagavatam (1.2.17-20) uddyber den videre:
At høre om og forherlige Herrens bedrifter er en from handling i sig selv. Herren vil, at alle skal høre om og besynge Hans herligheder, for Han er alle levende væseners velynder. Ved at lytte til og forherlige Herrens bedrifter renses man for alt uønskværdigt, og ens hengivenhed rettes da mod Herren. På det stadie opnår den hengivne brahminske kvalifikationer, og påvirkningerne fra naturens lavere kvaliteter (lidenskab og uvidenhed) forsvinder helt. Da oplyses den hengivne fuldstændigt i kraft af den hengivne tjenestes proces, og kommer således til indsigt om Herrens vej, samt hvordan man opnår Ham. Efterhånden som alle tvivl svinder ind, bliver man forvandlet til en ren hengiven.
Således ender Bhaktivedanta-forklaringerne til Sri Isopanishad, kundskaben, der bringer én nærmere til den Højeste Personlige Guddom, Krishna.
agne naya supatha raye asman visvani / deva vayunani vidvan yuyodhy asmaj juhuranam
eno bhuyishtham te nama-uktim vidhema /
OVERSÆTTELSE
O min Herre så kraftfuld som ild, O Du almægtige, nu fremfører jeg alle mine hyldester til Dig og kaster mig på jorden ved Dine fødder. O Herre, vær god at lede mig på den rette vej til Dig, og siden Du har kendskab til alle mine tidligere handlinger befri mig da venligst for reaktionerne på mine forige synder, så der ikke er noget, der kan hindre min fremgang.
KOMMENTAR af AC BHaktivedanta Swami Prabhupada
Ved at overgive sig til Herren og påkalde Hans årsagsløse barmhjertighed kan den hengivne gøre fremskridt på vejen til fuldstændig selvrealisation. Herren tiltales her som ild, for Han kan brænde alt inklusiv alle den overgivne sjæls synder til aske. Som beskrevet i de tidligere mantra'er er det den Personlige Guddom, som er det virkelige eller ultimative aspekt af det Absolutte, og Hans upersonlige brahmajyoti-aspekt er den stråleglans, der dækker Hans ansigt.
Frugtstræbende aktiviteter eller karma-kanda-selvrealisationsvejen er det laveste stadie i denne bestræbelse. Så snart sådanne handlinger afviger blot det mindste fra Veda'ernes regulerende principper, bliver de forvandlet til vikarma, dvs handlinger der strider mod ens egen interesse. Vikarma er handlinger udført under illusion rettet udelukkende mod sansenydelse. Handlinger af den art bliver således hindringer på vejen til selvrealisation.
Selvrealisation er alene mulig i den menneskelige livsform. Andre arter er ikke udrustet dertil. Der er 8.400.000 arter eller livsformer, blandt hvilke et menneske, der følger den brahminske kulturs principper, er den eneste som får mulighed for at udvikle kundskab om transcendensen. Brahminsk kultur indebærer ærlighed, sansebeherskelse, overbærenhed, enkelhed, fuld kendskab til universets mekanismer og fuld tro på Gud. Man bør ikke bryste sig af sin gode herkomst uden rent faktisk at besidde de nødvendige kvalifikationer.
Hvis man fødes som en stor mands søn, er det en god mulighed for selv at blive stor; påsamme måde er muligheden tilstede for at blive brahmana, hvis man fødes som søn til en brahmana. Men en god fødsel er ikke tilstrækkelig i selv, for man må tilligemed erhverve sig sig de braminske kvaliteter. Hvis man er stolt af sin fødsel som en brahmanas søn og derved forsømmer at tilegne sig de fornødne brahminske egenskaber, anses man øjeblikkeligt for at være falden og en afviger fra selvrealisationens vej. Således mister man muligheden for at fuldføre menneskelivets mission.
I Bhagavad-gita (6.41-42) forsikrer Herren os om, at yoga-bhrashta'erne, de sjæle, der er faldet fra selvrealisationens vej, får en en ny mulighed for at forbedre sig ved at blive født enten i gode brahminske eller rige købmænds familier. Et sådant liv er mere befordrende for selvrealisation. Hvis man under indflydelse af illusion misbruger dette, går man glip af den enestående kapacitet der følger med menneskelivet, en gave som vi er blevet givet af den almægtige Herre.
De regulerende principper er indrettet sådan, at den, der følger dem, bliver hævet fra niveauet af frugtstræbende handlinger til den transcendentale kundskabs niveau. Efter at have kultiveret transcendental viden i mange, mange liv bliver man, når man endelig overgiver sig til Herren, fuldkommen. Det er den sædvanlige fremgangsmåde. Men den, der, som det anbefales her, allerede fra begyndelsen overgiver sig, springer ved blot at tillægge sig en hengiven mentalitet øjeblikkeligt over alle de indledende stadier.
Det siges i Bhagavad-gita (18.66), at Herren med det samme tager en sådan overgiven sjæl under Sin beskyttelse og frigør ham for alle følgevirkningerne af hans syndfulde handlinger. Det indebære mange syndfulde reaktioner at handle efter Karma-kanda- metoden, mens de syndfulde reaktioner er mindre på jnana-kanda, den filosofiske udviklings vej. Men i hengiven tjeneste til Herren på bhakti-vejen er der praktisk taget ingen risiko for at pådrage sig dårlige karmiske reaktioner. Herrens hengivne, tilegner sig automatisk alle Herrens gode egenskaber, hvilke tillige indbefatter en brahmanas kvalifikationer.
Selv i tilfældet af at den hengivne ikke er blevet født i en brahmana-familie, opnår han gennem bhakti automatisk samme status som en brahmana, kvalificeret til at udføre ofringer. Dette er Herrens almægtige natur. Han kan degradere en person født i en brahmana-familie til en hundeæder, og igennem bhakti, hengiven tjeneste, kan en lavtstående hundeæder hæve sig op til et niveua over en kvalificeret brahmana.
Eftersom den almægtige Herre befinder Sig i hjertet på enhver, kan Han give anvisninger til Sine oprigtige hengivne, så de kan følge den sande vej. Sådanne anvisninger gives specielt til hengivne, selv i tilfælde hvor de har andre ønsker. Hvad andre angår, tillader Gud dem at handle for egen regning. Men i den hengivnes tilfælde vejleder Herren ham således, at han aldrig mere handler forkert. Srimad-Bhagavatam (11.5.42) erklærer:
"Herren er så venlig mod en hengiven, der helt har overgivet sig til Hans lotusfødder, at selv om den hengivne af og til bliver indviklet i vikarma - handlinger, der strider imod de vediske anvisninger - retter Herren i den hengivnes hjerte øjeblikkeligt hans fejl og mangler. Det gør Herren, fordi Han holder meget af de hengivne."
I dette mantra i Sri Isopanishad beder den hengivne Herren om indre vejledning. Det er menneskeligt at fejle. En betinget sjæl er tilbøjelig til at begå fejl, og det eneste middel mod utilsigtede syndfulde handlinger, består i at underlægge sig Herrens lotus fødder, så Han kan lede én uden om disse faldgruber. Herren tager Sig personligt af fuldt overgivne sjæle.
Derfor kan man løse alle sine problemer ved blot at overgive sig til Herren og handle ifølge Hans instruktioner. Der er to måder hvorpå instruktioner kommer til den oprigtige hengivne: Den ene er gennem vismændene, skrifterne og den åndelige mester, og den anden er direkte fra Herren Selv, som dvæler i alles hjerter. Således bliver den hengivne fuldstændigt oplyst af vedisk kundskab og forbliver i alle henseender beskyttet.
Vedisk viden er transcendental, og kan ikke forstås gennem verdslig uddannelse. De vediske mantra'er kan kun forstås gennem Herrens og den ndelige mesters nåde (yasya deve para bhaktir yatha deve tatha gurau). Hvis man søger tilflugt hos en ægte åndelig mester, er det et tegn på, at man har opnået Herrens nåde. Herren viser Sig for den hengivne som den åndelige mester. Således modtager den hengivne fuld vejledning af den åndelige mester, samt fra de vediske forskrifter og indenfra tillige af Herren Selv. På den måde risikerer den hengivne ikke igen at falde ned i moradset af den materielle illusion. Således beskyttet fra alle sider, er den hengivne sikker på at nå fuldkommenhedens endelige mål. Processen angives i dette mantra, og Srimad-Bhagavatam (1.2.17-20) uddyber den videre:
At høre om og forherlige Herrens bedrifter er en from handling i sig selv. Herren vil, at alle skal høre om og besynge Hans herligheder, for Han er alle levende væseners velynder. Ved at lytte til og forherlige Herrens bedrifter renses man for alt uønskværdigt, og ens hengivenhed rettes da mod Herren. På det stadie opnår den hengivne brahminske kvalifikationer, og påvirkningerne fra naturens lavere kvaliteter (lidenskab og uvidenhed) forsvinder helt. Da oplyses den hengivne fuldstændigt i kraft af den hengivne tjenestes proces, og kommer således til indsigt om Herrens vej, samt hvordan man opnår Ham. Efterhånden som alle tvivl svinder ind, bliver man forvandlet til en ren hengiven.
Således ender Bhaktivedanta-forklaringerne til Sri Isopanishad, kundskaben, der bringer én nærmere til den Højeste Personlige Guddom, Krishna.