OBS! Hjælp søges!
Hej med jer folk derude.
Jeg er en ung mand på 18 år, som står i mit livs hidtil største forhindring. Dette bliver et desperat forsøg på, at finde et svar på min situation.
Det hele startede 2 år tilbage, da jeg startede på gymnasiet. Jeg forandrede mig helt vildt hurtigt og fik hurtigt nye venner og en ny social omgangskreds. Det kan jo for sig selv lyde meget fedt, men det var her jeg for første gang begyndte at forandre mig som person. Jeg begyndte at gå mere i byen en jeg plejede, jeg pjækkede fra skolen en del og begyndte også enkelte gange at ryge hash. Da jeg afsluttede mit første år på gymnasiet, var mine karakterer ikke så gode, som de havde været fra folkeskolen, men retfærdige eftersom jeg var på en videregående uddannelse. ( 16 år gammel)
Så kommer vi til mit andet år på gymnasiet. På dette tidspunkt, lige efter sommerferien, slog min daværende kæreste op og det tog rimelig hårdt på mig.
Jeg begyndte så, at ryge cigaretter hver gang jeg var i byen og inden jeg fik set mig op var jeg altså fast-ryger.
Det var så her i 2.g, at jeg begyndte at komme ud på et skråplan. Jeg begyndte at ryge hash mere ofte, når jeg var i byen eller sammen med vennerne. En dag, da jeg skulle i byen med nogle kammerater, kommer en ven over og ligger en lille pose i hånden på mig. Uden at tænke over hvad det var jeg fik i min hånd, fulgte jeg med ham om bag diskoteket. Her har jeg så i mellemtiden set, at den lille pose jeg fik stukket i min hånd var en lille klump hash. Jeg giver min ven den lille klump tilbage igen og 6-7 sekunder efter giver han mig klumpen igen. Uden at tænke videre tager jeg imod posen med hash-klumpen i, og idet jeg gør det, er der en skarp lygte, som lyser på mig. Det er politiet. Jeg blev altså taget for besiddelse af 0,4 gram hash.
Da jeg ringede hjem og fortalte dem, hvad der var sket var de knust. Begge to. De havde aldrig troet, at deres lille dreng var typen, som lavede kriminalitet og var en kending af politiet.
Tiden gik og efterhånden var hændelsen med politiet overstået og mine forældre var ved at skabe en form for tillid til mig igen, men ... det smed jeg over skulderen, da jeg efter en lang pause røg en smule hash igen. Jeg begyndte at blive doven og viste mig aldrig, når jeg var derhjemme. Lå altid inde på mit værelse og var aldrig social.
Jeg begyndte at komme bagud med afleveringerne på gymnasiet og jeg følte virkelig bare, at det begyndte at gå ned ad bakke.
Resten af 2.g og sommerferien over bestod kun af mig der lavede lort i tingene. Jeg har ikke tal på alle de gange, jeg har løjet overfor mineforældre og bare tanken ved det giver mig en grim smag i munden. Jeg begyndte at hænge ud med nogle af mine kammerater, som ikke er vor herres bedste børn. De er begge med relationer til H.A.
Mine forældre fandt ud af, at jeg var ved at komme ud på virkelig dybt vand, ved at en af mine kammerater sladrede. Jeg ved stadig den dag i dag ikke hvem, men jeg sætter kun pris på vedkommende, så det blev stoppet. (17 år gammel)
Så begyndte 3.g på gymnasiet. Skoleåret startede midt i August og indtil nu er det hele bare gået ned ad bakke skolemæssigt. Jeg har et fraværsprocent på 40,8 og min studievejleder har truet med, at smide mig ud. Mine forældre blev skilt for 5-6 uger siden og ingen af dem har nogen form for tillid til mig. Jeg har smidt det hele væk.
Jeg glippede et morgenmodul fra gymnasiet i går, og det var det der skulle til før jeg fik sparket.
Jeg aner ikke mine levende råd for, hvad jeg skal stille op.
Min mor har smidt mig ud hjemmefra, og min far vil ikke have noget med mig at gøre.
Jeg har intet job, kun min SU. Ingen penge har jeg nok af på min opsparing. Jeg er simpelthen flad. Jeg er så tæt på at droppe ud fra gymnasiet, men jeg tør bare ikke se min far i øjnene, hvis jeg gør.
Jeg har selv gjort mig ganske få overvejelser omkring min situation,såsom; skulle man flytte til en storby og ligge familie, venner og bekendte bag sig og så starte på en frisk. Eller skulle jeg tage mig selv i nakken og så få gjort noget ved min skole.
Jeg beklager, at mit indlæg er så langt, men jeg aner ikke mine levende råd om hvordan jeg skal tackle denne situation. Håber, at der er nogle voksne derude, som har noget erfaring og ved hvor jeg kan starte fra.
Mvh. D.
Jeg er en ung mand på 18 år, som står i mit livs hidtil største forhindring. Dette bliver et desperat forsøg på, at finde et svar på min situation.
Det hele startede 2 år tilbage, da jeg startede på gymnasiet. Jeg forandrede mig helt vildt hurtigt og fik hurtigt nye venner og en ny social omgangskreds. Det kan jo for sig selv lyde meget fedt, men det var her jeg for første gang begyndte at forandre mig som person. Jeg begyndte at gå mere i byen en jeg plejede, jeg pjækkede fra skolen en del og begyndte også enkelte gange at ryge hash. Da jeg afsluttede mit første år på gymnasiet, var mine karakterer ikke så gode, som de havde været fra folkeskolen, men retfærdige eftersom jeg var på en videregående uddannelse. ( 16 år gammel)
Så kommer vi til mit andet år på gymnasiet. På dette tidspunkt, lige efter sommerferien, slog min daværende kæreste op og det tog rimelig hårdt på mig.
Jeg begyndte så, at ryge cigaretter hver gang jeg var i byen og inden jeg fik set mig op var jeg altså fast-ryger.
Det var så her i 2.g, at jeg begyndte at komme ud på et skråplan. Jeg begyndte at ryge hash mere ofte, når jeg var i byen eller sammen med vennerne. En dag, da jeg skulle i byen med nogle kammerater, kommer en ven over og ligger en lille pose i hånden på mig. Uden at tænke over hvad det var jeg fik i min hånd, fulgte jeg med ham om bag diskoteket. Her har jeg så i mellemtiden set, at den lille pose jeg fik stukket i min hånd var en lille klump hash. Jeg giver min ven den lille klump tilbage igen og 6-7 sekunder efter giver han mig klumpen igen. Uden at tænke videre tager jeg imod posen med hash-klumpen i, og idet jeg gør det, er der en skarp lygte, som lyser på mig. Det er politiet. Jeg blev altså taget for besiddelse af 0,4 gram hash.
Da jeg ringede hjem og fortalte dem, hvad der var sket var de knust. Begge to. De havde aldrig troet, at deres lille dreng var typen, som lavede kriminalitet og var en kending af politiet.
Tiden gik og efterhånden var hændelsen med politiet overstået og mine forældre var ved at skabe en form for tillid til mig igen, men ... det smed jeg over skulderen, da jeg efter en lang pause røg en smule hash igen. Jeg begyndte at blive doven og viste mig aldrig, når jeg var derhjemme. Lå altid inde på mit værelse og var aldrig social.
Jeg begyndte at komme bagud med afleveringerne på gymnasiet og jeg følte virkelig bare, at det begyndte at gå ned ad bakke.
Resten af 2.g og sommerferien over bestod kun af mig der lavede lort i tingene. Jeg har ikke tal på alle de gange, jeg har løjet overfor mineforældre og bare tanken ved det giver mig en grim smag i munden. Jeg begyndte at hænge ud med nogle af mine kammerater, som ikke er vor herres bedste børn. De er begge med relationer til H.A.
Mine forældre fandt ud af, at jeg var ved at komme ud på virkelig dybt vand, ved at en af mine kammerater sladrede. Jeg ved stadig den dag i dag ikke hvem, men jeg sætter kun pris på vedkommende, så det blev stoppet. (17 år gammel)
Så begyndte 3.g på gymnasiet. Skoleåret startede midt i August og indtil nu er det hele bare gået ned ad bakke skolemæssigt. Jeg har et fraværsprocent på 40,8 og min studievejleder har truet med, at smide mig ud. Mine forældre blev skilt for 5-6 uger siden og ingen af dem har nogen form for tillid til mig. Jeg har smidt det hele væk.
Jeg glippede et morgenmodul fra gymnasiet i går, og det var det der skulle til før jeg fik sparket.
Jeg aner ikke mine levende råd for, hvad jeg skal stille op.
Min mor har smidt mig ud hjemmefra, og min far vil ikke have noget med mig at gøre.
Jeg har intet job, kun min SU. Ingen penge har jeg nok af på min opsparing. Jeg er simpelthen flad. Jeg er så tæt på at droppe ud fra gymnasiet, men jeg tør bare ikke se min far i øjnene, hvis jeg gør.
Jeg har selv gjort mig ganske få overvejelser omkring min situation,såsom; skulle man flytte til en storby og ligge familie, venner og bekendte bag sig og så starte på en frisk. Eller skulle jeg tage mig selv i nakken og så få gjort noget ved min skole.
Jeg beklager, at mit indlæg er så langt, men jeg aner ikke mine levende råd om hvordan jeg skal tackle denne situation. Håber, at der er nogle voksne derude, som har noget erfaring og ved hvor jeg kan starte fra.
Mvh. D.