Organdonor?

Forleden fik jeg tilsendt et nyt sygesikringskort (eller sundhedskort, som det hedder nu) sammen med et donorkort. Og det er ikke første gang, at jeg bliver bedt om at tage stilling til, om jeg vil forære mine organer væk, hvis jeg lige pludselig ikke skal være her længere. Men jeg har bare ikke fået taget stilling.
Jeg tror egentlig nok, at jeg er enig med mig selv om, at jeg gerne vil kunne hjælpe andre til et bedre liv, hvis jeg skulle komme af dage. Men hvad er det så der gør, at jeg ikke lige får taget stilling og sat de krydser på donorkortet?
Jeg regner ikke med, at jeg har brug for mine organer, når jeg er død – men er måske alligevel ikke helt overbevist. For jeg ved jo af gode grunde ikke, hvad der sker "på den anden side". Jeg har heller ikke planer om at finde ud af det foreløbig!!! Og det kan vel også være en grund til, at jeg endnu ikke har fået sat krydser på donorkortet. Men jeg er på den anden side også udmærket klar over, at jeg måske ikke har så lang betænkningstid, som jeg ønsker og håber på...
En af mine kammerater fra gamle dage, mistede for nylig livet i en trafikulykke. Han havde heldigvis taget stilling. Hans pludselige og meningsløse død, kunne nu pludselig give håb for andre. Samtidig var det en lettelse for de sønderknuste pårørende, at de i den svære tid ikke også skulle tage stilling til organdonation.
Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, hvis det var mig, der stod i en situation, hvor organdonation kunne redde mit eller mine nærmestes liv. Men noget for noget ikke? Jeg kan vel ikke med god samvittighed modtage organer fra andre, med mindre jeg selv er villig til at donere mine organer?
Har du taget stilling til om du vil være organdonor? Hvorfor? Eller hvorfor ikke?

- de kan tage, hvad der kan bruges. Er i øvrigt begyndt at aflevere i det små <griner>, men jeg ønsker ikke noget tilbage. Er det ikke bare intravenøs kannibalisme?

og de kan bare snuppe det hele, jeg skal jo ikke bruge det til noget når jeg er væk. Jeg tænker sådan på det, at hvis det var mig, min mand eller mine børn der stod og manglede et eller andet organ, ville jeg jo takke pænt ja til at modtage. Og så synes jeg også man må være villig til at afgive!

Jeg er kun i starten af 20'erne og tanken om min egen død er en tanke jeg ikke kan forhold mig til uden at få en smule sved på panden. Min egen død er ikke en tanke jeg er afklaret med endnu. Derfor breder panikken sig hver gang jeg tager donorkortet frem.
Jeg er afklaret med at mine organer skal bruges hvis jeg dør. Jeg tror ikke på at der er noget på den anden side. Vores kroppe bliver til muld og vores tid i verden er forbi, så jeg føler det vil være egoistisk at lade gode organer blive til støv. Selv hvis vi skulle møde en skaber på den anden side, ville jeg tro at det ville blive set som en positiv ting at man har værdsat livet og vil lade andre leve når man ikke selv har chancen.
På trods af alt dette kan jeg ikke få mig selv til at sætte krydset. Jeg har forklaret mine ønsker til min familie, som også har samme holdning hvis de skulle dø en tidlig død.
Jeg har tillid til at de vil overholde min ønsker. Det er desværre alt hvad jeg kan magte at gøre lige nu. Jeg håber at jeg senere i mit liv har et mere afklaret forhold til min egen dødelighed.

Ement er altid spændende med dens betyding.
Jeg kan udtrykke følgende.Tag stilling,mens tid er i samtale og samarbejde med de nærmeste pårørgende.Dette har jeg personligt gjort,eftersom de ikke skal træffe det sværge valg i sørgens stud.Jeg vil opforder flere til at gøre det samme.Dernæst må blive at vi får eller opretter en organbank,som passer tidens behov og udvilking.Denne løsing
kan hjælpe meget for den enkelt,fremtiden og samfundet.
Vh.
Th.Jensen

Jeg har taget stilling og jeg vil ikke være organdonor. Jeg vil gerne være levende donor for min familie, hvis der er en jeg kan hjælpe med en nyre.
Jeg mener at døden er en naturlig del af livet og livskvalitet for mig er at holde mig sund og rask. Det indebære også for mit vedkommende at accepteret livets skrøbelighed og sige nej til at modtage organer, hvis det skulle komme på tale.
Jeg har også læst en temmelig tankevækkende undersøgelse om at organer indholder erindring, hvilket egentlig forkommer mig naturligt og alene af den grund ville jeg sige nej tak til at modtage et organ. Dette er udelukkende min holdning og jeg har fuld respekt for andres holdninger på området. Jeg kunne bare godt tænke mig at vi havde en større afklaring i forhold til døden i vores sundheds system, det skulle være muligt for alle der ønsker det, at død med værdighed i eget hjem. Det er mit store ønske

Ja, jeg har taget stilling.
Men jeg har også valgt a gøre den begrænset på to måder. Nemlig at min familie til hver en tid kan modsætte sig den og fordi jeg gerne vil have at de kan sige "farvel" til en hel mig i en kiste.
Jeg har derfor valgt at donere begrænset ved kun at donere indvendige ting, som lever lunger osv - men ikke øjnene, da jeg mener det er sjælens spejl og min familie skal ikke opleve 2 tomme øjne i kisten. Derudover kan man risikere at hvis man giver fuld tilladelse at de simpelthen tager alt - også flere ting end dem som man kan vælge på den begrænsede liste - f.eks. kan de tage huden og dine knogler, muskler og meget andet, og så meget ønsker jeg ikke da jeg som sagt gerne vil være hel "udefra".
Det er bare min holdning🙂Og jeg har selvfølgelig afleveret svaret - det er dog gjort fra nettet på www.sundhed.dk fordi det er det nemmeste og så kan man altid redigere ens ønsker løbende!

jeg har taget stilling og også til hvad der skal ske med resterne hvis der bliver noget tilbage som ikke kan genbruges. Selv om jeg jo nok kan være ligeglad har jeg dog et underligt ønske om ikke at blive en sådan udstillingsmodel anno 8000 fra forhistorisk tid som en anden grauballedreng.

Hej.
Jeg ville ikke have noget imod at være doner, hvorfor ikke hjælpe andre, man er jo alligevel død, men det hjælper jo ikke, når det er ens pårørende der har det endelig ord, trods ens underskrift....

Jeg har bestemt mig og tilmeldt mig donorregistret. Det er flere år siden.
Da det gik op for min datter blev hun meget chokeret. Det ønskede hun ikke, men vi fik heldigvis en god snak, også med min søn og de respekterer min beslutning.
Jeg tror at det er vigtigt at træffe beslutningen men lige så vigtigt at huske at fortælle de nærmeste det så det ikke kommer som et chok den dag de står i sorg.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om at hvis en af mine børn, havde brug for et organ, så skulle de have det.
Og når jeg tænker sådan er jeg også NØDT til at andre kan få mine (eller deres)hvis det skulle komme så vidt!
Her er det så for mig at se , det svære kommer ind. VI skal jo pludslig tage stilling til vores egen død og det er ubehageligt, for det skal jo helst være om mange år. Jeg har i mange år været bloddonor, men kunne ikke få mig selv til at skrive under på organdonation. Det følte jeg, var at skrive min egen dødsdom.
Urationelt - ja. Men vores tanker og følelser om døden kan vi ikke styre, fornuften kan vi. Og det fornuftige er at ville organdonation, så andre kan få et godt liv, hvis nu vi ikke selv kan af en eller anden årsag.
Det skal være den enkelte der skal tage stilling og ikke de pårørende der skal gøre det i en svær stund.
Gør det nu!!!

det har jeg ikke taget stilling til, og så skal jeg vel høre for at jeg er slap, uden holdninger og ikke tænker på andre.
Ærligt? Jeg gider ikke høre på det, jeg tager stilling hvis jeg har lyst.
Alle skal ikke have en mening om alt, og lige meget hvilke argumenter der kommer for dagen lige nu kan ingen tvinge mig til at tage stilling før jeg har lyst. Så spar krudtet.
Hey

Hej.
For flere år siden var jeg organdonor men kun delvis ved få organer. Det var lige til jeg læste om en mor hvis 19 årige søn kom galt afsted i en ulykke. Da moderen skulle tage stilling for sin søn som ikke havde gjort det, vidste hun at det ville være i hans ånd at donere så hun sagde ja til at de kunne tage et par organer, ikke det hele.
Lang tid senere kom moderen til at læse ligsynsrapporten,af den kunne hun med skræk se at hendes søns lig ved døden vejede 19 kg mindre end hans normalvægt. Hun mener så at Lægerne måtte havde taget mere end der var givet tilladelse til.
Bare denne tvivl, om de respektere vores sidste ønsker i den sidste ende gjorde at jeg ikke længere er donor.

har været organdonor i over 15 år, og jeg er intakt, heldig mig,o)
Jeg mener det burde været helt naturligt, når man bruge teknologien, med at redde menneskeliv.
Og alle må godt være med synes jeg.
vh
Tom

allle der tager kørekort skal være organdoner ,man ved aldrig om der er nogen der køre ind i en og man så få brug for et nyt organ, samtidig har man også en masse organer men ikke skal bruge mere hvis man er så udheldig at man ikke overlever køreturen der er en masse der ude i trafiken som ikke kan køre bil og de tager en del mennesker med sig i døden og deres organder skal ikke gå til spille,så når man får et kørekort skal man også være organdonr, det høre sammen, så jeg siger kørekort er det samme som organdonrkort hvor svært kan det være

...

Jeg havde for 2 år siden ikke taget stilling til om jeg ville give mine organer væk, når jeg ikke længere havde brug for dem. Havde måske en ide´ om hvorvidt det skulle være, hvis nu...
Så ville skæbnen at jeg fødte et hjertesygt barn, og denne situation fik mig til at tænke tingene meget igennem. Skulle mit barn en dag få brug for noget fra andre følte jeg at jeg var nød til at give noget igen, det er jo ikke så få menneskerliv man kan rede.
Nu er jeg tilmeldt donorregisteret og hele min familie er klar over mit ønske, vigtigt for mig er det også, at DE så ikke skal tage stilling, men acceptere mit ønske, og det mener jeg ikke kan være så svært.

Ja, jeg har taget stilling og sendt afsted. Jeg mener, ikke det er op til det enkelte menneske at tage stilling til om man vil redde liv. Ligesom man heller ikke må køre forbi en døende, men skal standse, og gøre alt hvad man kan for at redde liv, bør det også gælde efter livets ophør. Jeg forstår slet ikke, at der er denne forskel i lovene, når princippet er det samme: at redde liv.
Sørens

Husk cyklisterne og fodgængerne, der ind imellem har problemer med forstå reglerne. Jeg tror ikke man kommer langt med forskelsbehandling. Se i øvrigt mit svar længere nede.

Kære Sørens jeg har respekt for din holding, men jeg er ikke tilhænger af at livet skal reddes for enhver pris, heller ikke mit eget. Jeg ønsker ikke at være organ donor når jeg er død og det ønsker jeg samfundet respektere -og det gælder også dig. Vi har hver især vores forhold til liv, død og religion og jeg ønsker ikke at leve i et samfund der betragter mig som et reservedels lager. Mennesket er andet og mere end organer.
Venligst
Helene

og meldte mig som organdonor og bloddonor blev jeg som 18 årig.
Begrundelsen er at jeg naturligvis geren vil modtage hvis det skulle blive aktuelt, og også da mine børn var små havde jeg den holdning, at hvis jeg ville modtage skulle jeg også være villig til at donere.
Men nu er jeg vraget som både organdonor og bloddonor pga Sclerose, og selvom jeg godt kan forstå at man kun transplanter organer fra raske personer, så er jeg dog stadig ked af det...for min holdning til at ville modtage har ikke ændret sig, og det at blive vraget var et stort nedelag for mig.

Jeg har selv været ude for en alvorlig ulykke, hvor lægerne faktisk havde opgivet mig. MEN jeg vendte tilbage til livet og har det rimeligt godt idag. Jeg har taget stilling til at mine organer må bruges til organdonation, for livet i en menneskekrop her på jorden er i dén grad en gave. Og hvis kroppen ikke fungerer/kan reddes er din sjæl på vej i de ikke-fysiske verdener MEN DET ER HER PÅ JORDEN LIVET leves og vi alle er i lære. Så hvis andre kan bruge dine organer, så kan jeg kun anbefale at du lader dem blive doneret til et fysisk menneske, der kan bruge dem.

Og de må tage hvad de vil, hvis det skulle blive aktuelt.
Jeg kan ikke se pointen i, at grave mine organer ned i et hul og lade dem ligge og rådne, hvis jeg kunne være med til at redde andres liv.
Så det er jeg helt afklaret omkring.

vil du selv modtage organer i en given situation?? Hvis ja, så er det nemt at tage stilling, for så må man også være forpligtet til at donere.

´
- - -Vil man NYDE - må man YDE sagde min far altid - en sentens jeg har prøvet at følge alle dage (med mere og mindre held (jeg er jo også kun et menneske ;-) ))
- - - Efter min mening, skulle det IKKE være et spørgsmål om at tilmelde sig, men et spørgsmål om at FRAMELDE SIG ORDNINGEN - ALLE der vil kan få en ny nyre hvis de er til at opdrive - desværre går dette efter rang og IKKE efter hvem der har tilmeldt sig eller ej - - DEM der IKKE ønsker at GIVE - BURDE skrive ppænt nej tak til at MODTAGE - Men sådan er mennesker desværre ikke - når de har behovet KRÆVER DE - Men YDE ønskes IKKE af en hel del .! - Og det er alt for nemt og tilforladeligt at sige "JEG HAR IKKE TAGET ENDELIG STILLING"!

jalmar
Som blev tilmeldt for 46 år siden! - Og verificeret for 44 år siden som 18 årig!

man burde være donor pr automatik, og det burde være sådan at det krævede handling for ikke at være det fremfor som det er nu at det kræver handling for at blive det.

Beklager Helene, men jeg kan ikke respektere at man ikke vil hjælpe andre. Så kort kan det formuleres!
Sørens

Jeg er fuldstændig enig med dig i at systemet bør være automatisk. Men jeg vil gå endnu længere og sige, at det ikke er op til den enkelte at bestemme om de vil hjælpe én i nød. Loven bør glattes ud, sådan at det er alle magtpålæggende at hjælpe en døende, uagtet om det er en trafikulykke, eller om det er efter ens død.
Sørens

Det er ikke et spørgsmål om hvorvidt jeg vil hjælpe andre eller ej. Du afgøre ikke hvad det begreb dækker. Det er et spørgsmål om respekt for sine medmennesker og deres holdninger og overbevisninger.
Jeg syntes det er fattigt at du ikke kan respektere anders holdning. Men jeg vil da ikke ødelægge din fornøjelse ved at betragte dig selv som et bedre menneske end mig -god fornøjelse med det.

nej tak herfra ....:) til at framelde mig.
Respekt herfra, helt i overenstemmelse enig.

Er det fattigt at hjælpe et menneske, der har siddet i dialyse i 8 år og ventet på en nyre? Er det fattigt at hjælpe den lille pige på 7, som har været ude for et trafikuheld og mangler et nyt hjerte?
Kalder du det fattigt? Jeg er godt nok rystet.
Du har da virkelig ikke respekt for andre mennesker!

Jeg kan kun beklage at du ikke har læst/ forstået hvad jeg skrev -og her vil jeg lade den hvile.

Det har du så åbenbart heller ikke, kan jeg fremturde. Godt for debatten.
Hvorom al ting er, så vil du nægte din næste, til eksempel din datter, at få din nyre, havde hun brug for den. Du vil altså hellere lade din datter dø, end at redde hendes liv.
Jeg begriber ikke egoismen.

Du skal huske på, at mennesket degeneres hurtigt, hvorfor vægten ligeledes daler med fart. Så det er ikke sikkert, at der er taget mere end det aftalte. Jeg synes lige, at du skal huske alle aspekter inden du drager forhastede konklusioner.

det være sådan at takker man nej til at give, har man ved samme lejlighed takket nej til at modtage...Men så er spørgsmålet, at sådan en som mig, f. eks, som er belvet droppet som donor - jeg må ikke give, så må jeg tage imod, hvis behovet skulle opstå?

An eye for an eye!? Nej, jeg synes ikke vi andre skal være smålige. Jeg går aldrig ind for forskelsbehandling. Det handler om at redde liv. Men jeg er sikker på at en organnægter, der har modtaget et organ og dermed reddet sit liv, ret hurtigt efter skifter mening. Sørgeligt faktisk.
Sørens

Jeg vil lige gøre opmærksom på at transplantation kun er en midlertidig løsning. Nyre er det organ der har den længste holbarhed. Dette kopieret fra Sundhedsstyrelsens hjemmeside og deres folder om hjertetransplantation.
Hvor længe holder hjertet?
Risikoen for ikke at overleve operationen er normalt omkring 5% - hos nogle højere. Med tiden vil langtidsproblemerne dominere, og transplanterede hjerter har derfor begrænset holdbarhed. Omkring 90% overlever det første år. Herefter går det langsomt den gale vej, og efter 5 år er cirka 75% i live og efter 10 år omkring 60%. Disse tal er generelle og kan ikke anvendes på det enkelte barn. Nogle vil være heldige og få ”en god transplantation” - andre desværre ikke. En transplantation er således ikke en langtidsløsning, men en fantastisk behandling når intet andet er muligt. Det er nødvendigt, at de behandlende læger fra starten er helt ærlige over for patienter og forældre om, hvad vi realistisk set kan håbe og forvente. Nogle forældre har desværre urealistiske forventninger til langtidsresultaterne, men må ikke glemme, hvad alternativet er. Heldigvis forbedres behandlingsresultaterne hele tiden, men fremskridtene har dog hidtil været relativt begrænsede.
Retransplantation
Mange børn og unge vil kunne transplanteres igen, hvis det første hjerte svigter. Det forudsætter imidlertid, at de fortsat er tilstrækkeligt raske og følger behandlingsplanerne. Transplantations-teamet har en forpligtelse til at få det meste og bedste ud af det lille antal donorhjerter, hvorfor man ikke vil tilbyde gen-transplantation, hvis ikke alle forhold retfærdiggør en chance mere, og slet ikke når man betænker, at desværre ikke alle trængende overhovedet får chancen for en transplantation.
Læs eventuelt yderligere her.
http://www.sundhed.dk/wps/portal/_s.155/4503?_ARTIKEL_ID_=3059060613103950

Fik min mors nyre;)
Jeg er en ung kvinde på 20 der for lidt over et halvt år siden blev bare éen......ja, éen af de "heldige" på 13. etage, på rigshospitalet.
Jeg startede P-dialyse (dialyse gennem en silicone slange i maven, en masikne pumper en blandind af salt og sukker, ind og ud af maven i 8 timer hver nat)i december 2006.
I mellem tiden fandt det fantastiske personale ud af at min mor og leg passede perfekt i alle cross test´s og helbred.
I maj 2007 skete det mest fantastiske i mit liv, jeg fik min mors nyre.
Der har reddet mig fra at skulle leve mit liv som syg og tynd uden appetit til at faktisk have lyst til mad og tage det forbandede sminke på og føle mig smuk og frisk!
DER ER INGEN GRUND TIL AT VENTE, det her er meningen med livet.
Og når du tænker på hvad der sker oppe på den anden side,kommer du kun forrest i køen hvis du tilmelder dig.
Alt andet er egoistisk.
Jeg håber virkelig du tager stilling til det her, har været gennem gud ved hvad siden jeg var otte år, og puf sker det og min mor var der til at redde mig.
Ved dikke hvad jeg mere skal skrive men håber virkelig vi kan være der mere for hinanden her i lille danmark.
Sverige og norge donerer dobbelt så mange organer som danmark, flere danskere dør under ventetiden på et nyt organ.............. Det kan simpelthen ikke være rigtigt.
TAG JER SAMMEN DANSKERE.

Og dette blev leg nød til at skrive til redaktionen:
"Dette indlæg bryder hvert eneste hospitals syn på donation.
Det har en dårlig tone og kan få folk til at se det som en negativ sag.
selvfølgelig vil der altid være komplikationer ved en operation men det er bedre end flere end nødvendigt dør pga. mangel på donorer. Hvad skal vi bruge vores hjerte, nyre eller lever til når vi er døde? intet.
Det er fint hun har en holdning og en mening, men der er en grund til at mange ikke donere blod eller organer, og det er blandt andet pga. folk som denne person."

Så du tænker med nyrene og føler med leveren? so sad...

Som sørens skriver er det en naturlig del af at være menneske at du hjælper hvor du kan.
Så hvis du tror man prøver at være et bedre menneske ved at hjælpe andre, må du sku være et meget dårligt menneske - så, held og lykke med det!

Måske savner du bare nogen der holder af dig-og held og lykke med det.

Jeg var godt klar over at min holdning ikke vil være populær, men jeg syntes også det er vigtig med argumenter for en mere skeptisk holdning til organdonation. Som tidligere nævnt er jeg posetiv overfor at donere en nyre, da det ikke indebære at jeg dør først og nyretransplanterede er dem der har mest livskvalitet ud af at modtage. Jeg syntes desværre er debatten er præget af mange myter og derfor ville jeg gerne gøre opmærksom på at organtransplantation i mange tilfælde kun er en udsættelse af døden. Jeg ved at der er mange følelser i klemme, men døden er nu engang livets vilkår. Vi skal alle den vej. Jeg er dog noget forundret over, at der er nogen der vil have mine indlæg fjernet, jeg troede ikke en debat nødvendigvis som udgangspunkt betød vi skulle være enige.

Jeg synes dine holdninger, til forskel fra mange af dine verbaliserende modstandere, er uhyre modne og velovervejede. Jeg tror ikke der er særlig mange mennesker der på egne præmisser tør gøre status og tagestilling, de udtryk der her er kommet frem er mere flokmentalitetens lidet overvejede adfærd.
Jeg tror ikke der er mennesker der har noget imod at skulle give en nyre, hvorimod det i sandhed er noget ganske andet at skulle tage stilling til forsættelse af livet forudsat af en andens død, det er jo på sin vis tragikomisk, at de der ønsker donationer egentlig samtidig burde ønske faldende trafiksikkerhed, jo flere trafikdræbte, jo flere potentielle organdonorer.
Der er i dag så megen forskning omkring genteknologi og genmanipulation at det blot er et spørgsmål om tid før det vil være muligt i f.eks. en gris, at fremstille et hjerte der rent genetisk er dit eget og derfor ikke bør medføre problemer med frastødning.
Enhver form for transplantation er indirekte en udsættelse af muligheden for den rette løsning, hvorfor transplantation kun bør fortages i yderste nødstilfælde, ja helst slet ikke.
Det er de færreste mennesker der åbenbart har oplevet samværet med en organtransplanteret, for dem kan jeg oplyse at vedkommende skal leve et liv på samme måde som mennesker med hiv,blot en lille nysen er nok til de dør, deres imunforsvar er nemlig medicinsk slået ihjel, for at undgå det fremmedlegeme de bærer i kroppen frastødes af kroppens naturlige og sunde reaktion.

Tillykke med din nye nyre og dermed nye liv. Hvordan føles det igen at være i fuld hopla? Det må være superdejligt. Igang med en uddannelse?
Sørens

- Jeg afleverer også mit organ mindst 3-4 gange hver uge, det er både sundt og godt og så sover man meget bedre...

Tak for de pæne ord. Jeg har tilsyneladende nået grænsen for ytringsfriheden i denne debat, en noget besynderlig oplevelse.
Venligst
Helene

Her er et link til en artikel om fænomenet.
http://www.illvid.dk/polopoly.jsp?d=144&a=2745

Hvor ser du den grænse henne? Det jeg har oplevet er, at fordi jeg ikke er enig med dig, bakker du ud af debatten. Skal vi tale grænser, sætter du dem tilsyneladende selv.
Sørens!

Det var nu ikke rette mod dig, med mod en kommetar til et andet af min indlæg.
Ha' en go' weekend

Mit indlæg er rettet mod dig.
Sørens

Jeg ønsker ikke at debattere i en skingere tone. Jeg syntes at denne debat er vigtig og skal føre på et sagligt grundlag. Som tidligere nævnt er jeg klar over, at nogle er meget følelsesladet omkring det her -og det er da forståligt, men det signalere tilgengæld også at der ikke er en afklaring. Som udgangspunkt skal der bare være plads til og respekt for det enkelte menneske. En forudsætning for en frodig debat er at alle kan bidrage med deres holdninger og viden til og om emnet. Og når du ikke kan respekter min ret til at ha' en holdning så er der ikke grundlag for en debat. Jeg har respekt for din holdning, men jeg vil ikke bruge krudt på at råbe mod vinde.
Venligst
Helene

Du starter meget godt ud med at kalde debatten for skinger. Det giver et godt grundlag for en videre debat (læs dette er meget ironisk ment!) Selvfølgelig er debatten vigtig, men da ikke hvis du opstiller grænser og dermed indskrænker debatten til kun at indbefatte dig og dine meningerne, og at min mening tilfældigvis er en anden, der fortæller dig at vi ikke på nogen måder kan finde fælles fodslag, er det ikke ensbetydende med at debatten så stopper her. Men det var det så i dit tilfælde. Du starter så en ny debat, muligvis fordi du har behov for det sidste ord, jeg ved ikke hvad dine behov er. Men helt ærlig, når du vælger at stoppe en debat så drastisk og i øvrigt så offentligt (se på mig), så er det jo altså dig, der sætter grænserne. Du har ret til din holdning, men jeg respektere den ikke. Det har intet med din person at gøre - Jeg er dog ret sikker på at ingen i min vennekreds ville have sådan abitrær holdning til livet, som din er.
Sørens

Og er der noget specifikt du vil henvise til?

jeg syntes at alle burte være doner hvad skal du bruge din nyre lever m.m. til når du ikke er her. Hjælp dog dem der kan leve vidre og deres familier. Jeg er doner også blodonoer og det kommer også til gavn... tænk ikke kun på dig selv men også på andre :)

Dine tal er jo rigtige, men du skal bare lige være klar over, at størstedelen af dem der bliver transplanterede er mennesker som er forholdsvis gamle og derfor trækker ned i statistikken på hvor længe transplanterede overlever. Jeg kan supplere med, at jeg selv er en ung mand på 29 som blev transplateret da jeg var 16 og mit "nye hjerte" kører da bare derud af. Faktisk er rekorden for et transplanteret hjerte hele 37 år - ikke værst at få sit liv forlænget med 37 år:-)
Jeg er sikker på, at hvis man tog de unge mennesker som bliver transplanterede og lavede statistik på dem så ville tallene være langt mere positive...
Med venlig hilsen

En Transplanteret

Ud over det forudsigelige !! Det var da en plat undskyldning !!!
Hvis der er noget som er udover det forudsigelige, så kig omkring dig !!!?
Sluk for elektriciteten, sluk for viden, sluk for biler, sluk for medicin !!! Alt hvad vi har omkring os er med til at sørge for at holde levestandarten oppe!!!
Hvis vi ikke havde den teknologi, var vi tilbage i stenalderen! Næste gang må du sige nej til penicillin! Det er jo ikke naturligt !!! Det var noget folk døde at før i tiden!!
Hvad er det for en Junglebog du har læst!!?
Selvfølgelig er det op til en selv om man donerer, men den holdning du har et til børnehaveklasseniveau !
Jeg donerer alt ! Min kæreste har altid haft dårligt hjerte direkte for fødslen.. Hendes tvillingebror døde af det samme for lidt over et år siden... Nu har hun fået tilbudt et nyt hjerte, så vi nok kan leve sammen længe endnu... Hvis alle var ligesom dig, så ville hun snart dø ...
Sikke en helt du er !