Overvejer at flytte ud af Danmark!

Hvis de venner man havde, da man var 8-17 år er flyttet til Jylland eller andet land, så kan man godt glemme alt om at have et socialt liv.
Jeg er 23 år, og det er megasvært at få venner her i KBH, selvom man er helt normal og tager initiativ.
Kollegiet? Spørger man om folk vil i biffen, får man intet svar. Vil de i byen, tager de ud med deres gamle barndomsvenner, hvor man kan komme med som vedhæng. Man skal ikke regne med at blive introduceret til de andre eller være med i deres samtaler, som alle drejer sig om deres gamle by, de alle kommer fra.
Nytårsaftenmiddag? Forget about it, hvis du ikke er med i en fasttømret gruppe. Ingen åbner sig op og inviterer dig ind!
Studiet? Folk studerer og kan måske blive lidt ekstra en gang om måneden efter skole.
Jeg overvejer kraftigt at flytte ud af DK, når jeg afslutter mit studium. De amerikanere vi har på kollegiet er stort set de eneste, jeg hænger ud med, fordi resten er så lukkede!
Føler mig ensom og vidste ikke, at mine udflyttede barndomsvenner skulle betyde den ensomhed, jeg er havnet i.

Kender det alt for godt. Sådan er danskere.

Jeg er en Q, nogle år ældre end trådstarter, men jeg har de samme overvejelser inde over. Jeg har heller ikke formået at få et netværk..har forsøgt en masse ting - frivilligt arbejde, højskoler, deltagelse i online forums og datingsider, men får aldrig interesse den anden vej og forstår det ikke, for jeg synes ikke der er noget galt med mig og jeg prøver at udstråle at jeg er positiv og selv lægger jeg ikke noget i andres udseende. Men mit udseende har jeg hørt en del for..mit ansigt..ikke specielt køn..og er dybt ulykkelig over mine bryster, men har ikke lyst til at fylde dem op med silikone.
Ergo..jeg må finde en udenlandsk mand..jeg har pengene til at rejse ud..hvorhen jeg vil..jeg har ventet længe - nu må det være min tur til at finde lykken.

Det der kan jeg så slet ikke genkende.
Har ikke specielt mange venner, men er så heller ikke videre socialt anlagt.
Til gengæld har jeg virkelig nemt ved at falde i snak med folk, og få venner/bekendte alle mulige underlige steder.
Det er tit begrænset hvor længe det holder, men et par år plejer nu at være normen.
Måske har det noget at gøre med den mere eller mindre totale mangel på barndoms venner.
Og så et lille tip her fra:
Lad være med at tale om dig selv, hvis du vil have venner. Lad de andre snakke om dem selv. Det hiver mange flere point i land at gøre sådan.
Det samme er gældende når man er steder med mange mennesker. Næsten alle er meget åbne, så længe man bare lader dem snakke om sig selv ;)

Hey :)
Det kender jeg faktisk godt så noget på en måde. Hmm jeg har heller ikk rigtigt være heldig med mine barndomvenner for de var ikk lige mig. så føler mig ret ensom
.
Mn la os da finde ud af noget for jeg er 24 år og bor i Ballerup.
Jeg går meget op i fodbold og at game🙂
Hilsen mig. Håber høre fra dig.

Jeg synes det var vildt let at få venner i Kbh. Sådan er det som regel i storbyer/de større byer.
Måske omgåes du med de meget alvorlige seriøse typer som ikke går så meget ud?
Kunne det være en idé at starte med at blande sig med dem der fester meget, bare for at komme ind et sted?

Jeg håber det lykkes for dig, det er ihvertfald ret trist at undvære socialt liv

Jeg tror det er et virkelig godt tip. Og jeg tror selv jeg benytter mig af det uden at vide det 🙂
Godt set! 🙂

Hej Ensomme trådstarter.
Ensomhed er desværre blevet et alt for stort problem og ikke kun i Danmark. Jeg kan bruge din historie og ville meget gerne tale med dig om det at være ung og føle sig helt alene.
Du kan skrive til mig på Designsnu@gmail.com så kan jeg fortælle dig hvordan vi kan gøre en forskel.
Mvh. Mr. Schreiber

Trist...
Det må være sådan indvandrerne har det her i DK ... Hvor er vi dog et sødt folkefærd.

Jeg er så trådstarter, men ved ikke lige hvordan man ændrer navn...
Tak for alle jeres svar.
Jeg tror, at det at danskere er lukkede er enormt tabubelagt. Hvis man spørger en almindelig dansker er de de første til at sige, at de er så enormt åbne og vil betale 100 % i skat for, at alle har det godt. Virkeligheden er bare anderledes.
Men jeg tror, jeg vil tage nogen råd til mig. Bl.a. vil jeg prøve at møde de folk, der fester. Selvom det tog mig en halv krig at komme ind på mit nuværende kollegium, så vil jeg nu skrive en ansøgning til Egmont, da jeg har hørt, der skulle være fester der. Dem der fester har allerede deres fasttømret gruppe...
Jeg er normalt et positivt menneske, men denne her tråd er sådan set bare en kumulation af at min realitetssans overhalede min optimisme.
Kvinder der har udseendet med sig har langt nemmere ved at finde venner, fordi mænd selvfølgelig bliver tiltrukket. Det kan jeg se på min kæreste. Hun er endda en smule social angst, men alligevel vil alle mænd være venner med hende.
Det er ikke fordi jeg ser mærkelig ud, for når jeg endelig kommer i byen, så er det sgu ikke noget problem at score. Men rent faktisk ville jeg meget hellere blive venner med dem... og det er sgu sværere...

Folk kan godt lide at man interesserer sig for hvad de laver, har opnået, hvordan de bor, kommer fra osv.
Men der er ikke ret mange der tænder helt vildt på at høre andre fortælle om dem selv og deres bedrifter i lang tid af gangen.
Man må dog heller ikke lyde som en interviewer, det skal være afbalanceret

dit problem er at du er et sted med fasttømrede grupper og det er altid svært at falde ind i sådan en fasttømret gruppe.
I stedet for at prøve at kile dig ind i sådan en gruppe skal du forsøge at kigge efter om der er andre klikeløse og så forsøge at vække deres opmærksomhed.
Du vil rende ind i det samme i udlandet og her vil du tilmed være handicappet af at du ikke behersker sproget og det der gældende sociale kodeks til samme perfektion som de indfødte.
Pas under alle omstændigheder på med at tro at det løser dine problemer og at det bunder i den danske mentalitet snarere end den måde du selv agerer på.

Som sædvanlig udtaler den Kiksede fjerbold sig om noget hun ikke har forstand på. 😃
Man kan ikke sammenligne danskere med koransutter, for de VIL IKKE være Danskere. 😮 😃 [(:] FAT det!

😮 Jeg er fra nordjylland og har været på kursus i København og i Aalborg og der er meget stor forskel på de steder, jeg synes det var nemt at komme til at snakke med alle sammen i København, men jeg tror mest at det var fordi jeg snakkede med nordjysk accent, alle ville høre om hvordan det var at bo i Nordjylland,i Aalborg blev man betragtet som en særling når man ikke var fra Aalborg, det følte jeg,da jeg prøvede at komme i snak med dem,
de ville kunne snakke med dem der var indfødte fra Aalborg, jeg ville hellere bo i København end i Aalborg

må (trods alt) være sværest at være ensom i dit eget fædreland.
End i et land du kun er flyttet til fordi du er utilfreds med fædrelandt.
Der er også mange indvandre der har fået hele familien med ind i landet.
Du har også letter ved at få tiden til at gå/ finde socialsamvær som indvandre i DK .
Du kommer til et nyt land som man skal opleve og lære at kende.
Og så får du hjælp til at komme på sprogskole, hvor der er mange andre.
Som ensom etnisk Dansker i DK, kæmper du med, at du nok har afprøvet alle muligheder for at komme ud at din ensomhed.
Du er ensom i de omgivelser der har gjort/gør dig ensom og i et land som du kender godt og kender de fordommene som der er..
Der er ikke noget nyt.
Eller en chance for at starte noget nyt op - begynde på en ny .

Hej igen
Det er sådan set ikke fordi folk ikke er nysgerrige i starten... Sådan var det også på mit studium. Vi snakkede og jeg fandt min læsegruppe...
Det er mere det næste skridt med, om man vil med hjem og se film eller i biffen næste uge eller i byen, nytårsaften, til fodbold, etc. Når der skal aftales noget konkret, så er det, at folk holder sig tilbage.
Jeg taler ikke overdrevet meget om mig selv, jeg lytter, jeg svarer, jeg interviewer ikke, jeg joker, osv. Jeg er ikke unormal. Jo jeg er meget sportsinteresseret og har mine præferencer, og jeg kan også markere mig i politik.
En læsegruppekammerat som er muslim, mener også at han møder lukkede døre overfor danskere, selvom han drikker og er ret ligeglad med sin religion... Men denne debat skal ikke udvikle sig til at blive politisk...

Jeg tror helt ærligt det har noget med udstråling og opfattelsen af andre mennesker at gøre.
Jeg havde en psykologi lærer i gymnasiet, der på et tidspunkt sagde, at det aldrig var til at komme til at snakke med nogen når man var ude og handle mere. Alle var så lukkede.
Det billede kunne jeg på ingen måde genkende.
Jeg er som tidligere nævnt ikke specielt socialt anlagt, og får det fysisk og psykisk dårligt af at være social i længere tid af gangen. (f.eks. 2-3 dage i træk med komsammen halløj).
Lige pt. er jeg nok ikke det mest indbydende at se på, grundet min vægt.
Jeg har altid set anderledes ud. Ikke af nogen speciel grund, sådan har det bare altid været - og sådan er det stadig. Jeg ser ud som jeg har det godt med at se ud.
Hvis jeg har en dag, hvor jeg har lyst til at snakke, kan jeg virkelig komme i snak med mange mennesker på gaden. Dette på trods af farvet hår, nittehalsbånd o.l.
Min mor - der dog ser noget mere "traditionel" ud - har det på præcis samme måde.
Hvis der så er en dag hvor man bare ikke gider, så holder folk sig også langt væk.
Når det er så relativt simpelt at snakke med fremmede (= smil og se glad ud), så er det endnu lettere når det er folk man går op og ned af hele tiden.
Problemet med dem man er så meget sammen med er, at så opdager man også deres fejl, og man bliver selv træt af en masse småting. Sådan er det i hvert fald for mig.
Prøv at forholde dig lidt mere åbent til hverdagen. Dem der ikke oplever at kunne snakke med andre, er ofte selv skyld i det, fordi de hele tiden forventer at andre tager initiativet.
Dermed ikke sagt, at jeg ikke kender til den skærende ensomheds følelse.
Har selv brugt ensomung.dk men det har ikke været nogen stor succes.
Du nævner at du er glad for sport, hvorfor så ikke finde et sted du kan melde dig ind? Så vil du finde ligesindede, og det gør ofte det hele meget nemmere.
Det der med at man bare skal gå i byen tror jeg ikke en meter på. Har aldrig dyrket det med byen, og kommer heller aldrig til det. Det siger mig simpelthen ikke noget, den måde folk drikker sig fulde på.
Så er det bedre at finde nogen man kan med, og bare drikke for hyggens skyld, ikke for fuldskabets skyld.

Hej chinc...
Jeg er også medlem af en fodboldklub, men her fungerer det også på samme måde... Ja vi spiser vel pizza engang i mellem bagefter, og jeg snakker fint med 3-4 der. Men når det kommer til at invitere folk hjem, så er det meget sjældent noget, der har interesse. Det bliver vel til noget en gang hver anden måned, og nu når der er sommerpause endnu mindre.
Jeg har mange forskellige "venner", men er de egentlig venner, når man ses en gang hver anden måned? Hvad er det alle danskere har så travlt med hele tiden? At hænge ud med de samme hele tiden?
Ja... og så skal jeg i byen i weekenden og "igen" med nogen amerikanere, der tilfældigvis bare lige gik forbi på kollegiet, som jeg faldt i snak med.

For det første, ros for dit konstruktive indlæg!
For det andet, jeg er virkelig glad for at høre at der er andre der har det som mig med at gå i byen. Jeg gider det sgu ikke. Jeg er træt af den måde folk drikker sig fulde på. Det er synd for jeg er ret socialt anlagt og vil gerne ud, men jeg gider ikke det der drikkeri.
Kan sagtens holde mig til nogle øl og så er det dét. Jeg havde en kæreste som bare MÅTTE ud og drikke sig decideret i hegnet HVER weekend. Han er i start 30´erne. Det virkede sgu næsten som om han var bange for at gå glip af et eller andet. Han kunne slet ikke slappe af hvis han ikke kunne komme i byen og drikke sig fuld.
Sådan er der mange der har det, desværre 😕

genkender mig selv i det du beskriver...
men blev!
genkender udemærket, det billede du fremfører...
tænker på om det kunne være en ide, at studere i udlandet?
ellers må du gøre, som jeg gjorde, at begynde, at gå til ting i din fritid
en gang imellem, og se om,der kommer nogle intressante mennesker der, du kan få venskab til,men ja, det siges desuden oz om os danskere, at ligesom vejret, er folk koldere i nord...(gælder hvertfald her i landet...)

Jeg er helt enig. Det er super svært at få venner i Kbh. Jeg har rigtig mange barndomsvenner, men hører aldrig en skid fra dem. Min bedste ven som jeg har kendt i 11 år, har nu fået kæreste på, så ham har jeg ikke hørt fra i næsten et år nu. Og min anden ven som jeg også har kendt i over 11 år, ved jeg ikke hvad laver. Ringer tit til ham, men jeg er åbenbart ikke en interessant ven mere. Jeg fatter det ikke. Forstår ikke hvordan man kan hænge ud og have det sjovt i så mange år, og så bare blive droppet som en gammel klud på 2 sekunder. Men udover det, så er jeg 100% enig i at danskerne er sku for enspænderagtige, og et eller andet sted tror jeg at de fleste er bange for forandring, nye ting, som i nye venner.
Selv kunne jeg godt tænke mig at flytte til Japan, eller USA. Japan har jeg været interesseret i siden jeg var teenager (Er 26 nu), og USA har jeg en masse gode venner jeg skriver sammen med fra.