Overvejer skilsmisse

Jeg har været gift med min mand i 10 år, og vi har 2 børn. men vores forhold er ikke andet end vendskab længere. Jeg kan ikke holde det ud længere, og vil rigtig gerne have mit eget sted, og har gennem 1 år overvejet seperation, men tør ikke sige noget til min mand. Vi bor i et hus og har en pokkers masse gæld hertil, jeg har gået med til at bygge om selvom jeg nok dybest set vidste at det ikke var rigtigt, grundet mine tanker, men jeg lader mig rive med, og så er der lige det at jeg ikke har fundet noget andet at bo i enndu. Jeg ved sku ikke hvornår jeg skal sige noget, men jeg ser ingen fremtid for os, og lige nu er mit største bekymring, at vi ikke har råd til at blive skilt, for jeg kan ikke betale halvdelen af vores gæld med mit eget sted, og jeg ville jo gerne have børnene stadig havde tid i huset med sin far, og han kunne blive boende, for han vil aldrig kunne trives i en lejlighed. Jeg nævnte for ikke så længe siden, at jeg var tynget af en masse bekymringer, og jeg helst bare ville flytte i lejlighed. Men min mand kan slet ikke forestille sig et liv uden mig og slet ikke som skilt, han er af den gamle skole, og han er dybest set stadig forelsket i mig, selvom han intet for retur. På et tidspunkt ønskede jeg bare han fandt en anden, så han kunne se det ikke var iorden, men det var mere for at slippe for selv at gøre noget. Men jeg føler dybt at han har fortjent en der vil gengælde hans kærlighed, for han er en god mand i den retning. Det er sjovt når man spørger andre som er blevet skilt med børn, har det alle været før de havde gæld, og så har der været utroskab i mellem. det ville aldrig ske hos os. jeg håber nogen har prøvet samme og kan komme med lidt input

ikke noget om at du har været forelsket i din mand da i stiftede familie.
Jeg læser lidt imellem linierne at du tilsynladende er lidt ligegyldig overfor din egen situation, det tyder jeg som om du er deprimeret, og det har jo ingenting at gøre med jeres ægteskab.
Skilsmisse er en rigtig dårlig løsning, da der kun er tabere i det spil, og i allerhøjeste grad er det meget hårdt ved børnene, de kommer i klemme uanset hvordan du end vender og drejer det, og det er noget der varer hele livet.
Hvem er det der siger at du bliver glad hvis du lader dig skille ?
Det bedste du kan gøre er at finde ud af dine egne følelser og behov, og vægte dem op imod din mand's og børnenes følelser og behov. Når du så har truffet en afgørelse skal vente to dage og derefter snakke med din mand om dine tanker om jeres forhold.
Angående gælden er det personen der står som ejer på skødet der hænger på den, så der er ingen vej udenom at din mand må flytte, hvis det kommer så vidt.

selvom du vidste at du ikke havde følelser for din mand, det er det samme som at stikke en kniv i ryggen på ham, han har naturligvis glædet sig til at udvide huset sammen med dig og børnene.
nu er der ingen vej tilbage, i kan sikkert ikke engang sælge huset med den gæld i har, eller også må i i tiden fremover betale måske 500.000 kr i afdrag, renter, og skuffelser for din mands drøm, som du acepterede.
man kan sagtens bo i en lejlighed, hvis man også har et billigt kolonohavehus.
ingen siger at du har ret til følelser, i gamle dage tog man blot en ung pige, og lod hende gifte sig med en god bejler, dengang skulle en kommende kone selv have samlet alt udstyr, lige fra sengetøj til potter og pander.
nu går du og venter på at din mand skal finde en anden, så du ikke hænger på noget ansvar, og hvis han gør, ja så kan du jo forlange skilsmisse for utroskab.
du kanogså selv være utro, resultatet vil blive det samme.
nu er jeg heldigvis ikke gift eller i forhold til andre end min hund, og jeg skal ikke have en kvinde inden for mine døre, der pludselig ændrer mit hjem, og fylder det op med alt muligt skrammel af blomster, stearinlys og nips ting.
min lejighed er købt og betalt så jeg har ingen gæld, og desuden har jeg ikke boet her i 16 år, da jeg har arbejdet i udlandet, så altså heller intet forbrug.
jeg kan jo læse mig til, at selvom en lejlighed er dyr at leje, så får lejerne jo næsten halvdelen retur i boligsikring, noget svindel som bygherren har kalkuleret med.
det nemmeste er at gå på tvangsaktion, det kan godt tage en evighed at sælge huset, og der kan blive afholft både 2 og 3 tvabgsaktioner på huset, inden krediatorerne er tilfredse, men i vil stadig have en kæmpegæld.
gæld og kreditkort er nutidens svøbe, og intet vil ændre sig før folk forstår at spare op, jeg køber mit tøj, og andre ting hos kirkens korshær, det ksoetr måske 20 kr. for et sæt tøj og en rensning måske 100 kr.
jeg har et par sko, som jeg har haft i 25 år, jeg får udleveret arbejdstid og træsko, og når jeg er på arbejde bruger jeg ikke andet, heller ikke i den sparsomme fritid.
du burde have været ærlig over for manden, og ikke bare lige bygge til huset, han ved intet, og så er han uskyldig.
det er sjovt at se, at selv om jeg bor i det man kalder et fint hvarter, så er der konstant huse og lejligheder til salg, hver eneste dag er der et nyt til salg skilt, genboen har lige solgt sin lejlighed med et tab på 400.000 kr. efter et salg på ca. 1 år.

hej
Jeg har absolut været forelsket i min mand, en gang.
Men en byggesag, husgæld, og meget andet har tynget vores forhold helt ekstremt, og det har taget alle kræfter fra mig. Jeg har været til terapi alene og med min mand for 1 år siden, uden det egentlig hjalp.
Min mand og jeg har været meget forskellige fra starten, og har meget svært ved at snakke sammne, ikke forstået at vi så skændes, for det gør stort set ikke.
Jeg er helt bevist om at børnene vil synes en skilsmisse vil være ekstremt hårdt, og deres alder på 9 og 4 gør det nok ikke bedre, da de forstår og ser alt, og det er mest mit eget behov, selvom alle mine tanker går på børnene og hvad der er bedst for dem.
En familie hvor mor og far ikke viser kærlighed, eller en mor der er glad, for jeg faktisk ikke i tvivl om at jeg vil få det bedre, når jeg er ude af alle de andre sager, og dybest inde har jeg aldrig haft brug for en mand, selvom det er hyggeligt, igen det er her jeg bruger min mand men mere som ven.
Jeg er ikke i tvivl om at en skilsmisse er meget hårdt for alle også mig.
jeg er absolut ikke deprimeret.

som gift hænger begge ægtefæller på gælden, hvis der ikke er oprettet særeje, så de er fælles om gælden, ja hele gælden.

Der er ingen tvivl om at jeg er skyldig i ikke at have sagt hvad jeg følte, og har jo selv skrevet under på vores fælles lån.
Men det ændre ikke at jeg mener dybt at min mand er bedre tjent med en anden, og at jeg ikke har kærlighed tilbage til ham. Men vi har børn for pokker, og det skal være bedst for dem, og det er skide hårdt bare at tænke på at gå hvert til sit, hvis børnene nu får det meget dårligt af det, men igen er det det værd at være sammen uden gensidig kærlighed jeg ødelægger en god mand i mine øjne.
Jeg er ikke deprimeret eller uskyldig, dog vil jeg ikke have nogen mand i mit liv, heller ikke efter en seperation, jeg har nok altid været klar over det ikke er mit lod, og har det godt med det.
Der er så fandens mange ting man kan være bagklog på, og jeg skulle have sagt noget længe før, men jeg er en tøsetøs i den retning. Når vi hos terapeuten har fået sagt noget, har det ikke været jeg vil skilles, men jeg har brug for... og det hjalp intet.
Mine børn betyder alt for mig, og jeg ved at jeg vil få mere ro, og blive mere livsglad i min egen lejlighed med børnene på skift.
Men det bliver en sej kamp, og jeg ved min mand vil gøre alt for at gøre livet surt for mig, i hans frustation. men det er jeg klar på.
fint du har fundet dit lod i livet, og er så god en spare. Vi har ingen forbrugsgæld overhovedet så vi spare også fint på tøj og lign. det er ren husgæld køb og udbygning.

skal sætte dig ned og skrive en plus og minus liste.
alt det du syntes vil være godt i at fortsætte ægteskabet på plus siden og alt det du har svært ved at leve med i ægteskabet på minus siden så tror jeg du får dit svar.
ja gu er en skilsmisse hårdt for alle specielt børn. men de vil altid blive gidsler uaset hvad. og efter min mening har børn bedre af at se 2 lykkelige forældre hver for sig end 2 ulykkelige sammen.
alt det der med at blive sammen for børnenes skyld hjælperefter min mening ingen tværtimod. børn har enormt goe evner til at obsevere specielt det utalte sprog. og de kan hurtigt mærke hvis derer nået galt mellem jer.
lejlighed er nemt at finde på lejebolig.dk eller også kan du henvende dig på kommunen og få dem til at hjælpe dig med en 😉
alt mulig held og lykke med fremtiden.

hej
tusind tak for dit svar
det med plusser og minusser har jeg prøvet, men det er møj svært...

du laver for dig selv, hvis du bliver skilt nu. Krisen har været medvirkende til, at nogle mennesker er nødt til at udskyde skilsmisser, for ikke at ende i personlig konkurs. Vis mig ét - bare et barn - der har været lykkeligt eller bare glad sammen med en konkursramt forælder. Eller en glad gældstynget voksen. Tror du du slipper?
Du skylder din familie at tage dig sammen og puste noget liv i dit forhold. Du kalder det "kun" venskab, men ven vil du ikke selv være. Jeg ved så ikke, hvem der har lovet dig, den lyserøde sky vil følge dig - uanset du selv deltager i at undergrave dit forhold. Det gør økonomiske dispositioner nemlig, når de er ufornuftige.
Ja, en skilsmisse er meget hård for alle også for dig - og du drømmer ikke om HVOR hård med det udgangspunkt du har.

Det vil sige du så vil sidde og betale gæld af på et hus, du ikke længere bor i vedsiden af din nye husleje? Har du regnet på, hvad du har til at forsørge dine børn med? Hvis du tjener nok behøver det selvfølgelig ikke have den store betydning, men det er sgu da surt at alle ens penge går til gammel gæld.
Lad os sige i taber 500K. Hvor lang tid, vil det tage dig at betale 250K + renter? Hvis du har en "almindelig" løn, så har du børnebørn inden du er gældfri og dine unger har fået en barndom i armod, fordi mors lyserøde sky forsvandt.
Mere livsglad??? Du drømmer!!

Hvis det ikke er gået op for dig, så har vi krisetider. "2 lykkelige forældre" er ikke nogen option.
Det kan det være, hvis folk har en økonomi der skal skilles uden gæld, men tag lige og tage højde for virkeligheden i det her ægteskab.

Ægtefæller hæfter som hovedregel ikke for den andens gæld.

Her er en oplægsgiver der prøver at give dig dårlig samvittighed, men hop ikke på den, for personen vil ikke være den eneste der siger du skal blive hos mand og børn af pligt. Mange mener desværre når man er gift, så er man forpligtede til at tilsætte sine egne behov, men sådan er det ikke nu hvor vi lever i år 2010.
For det første vil jeg sige, man er ikke en taber fordi man bliver skilt, man er en "taber", hvis man ikke går efter det man føler for. Alle de moralbegreber om at man skal blive sammen fordi man er gift høre altså fortiden til, så lyt ikke til det.
Du har overvejet i et års tid at du gerne vil være alene, så er chancen for at det nok er blevet i mønster i den tankegang, som ikke lige er opfundet efter et skænderi, men et reelt ønske, og det har intet med at være deprimeret at gøre og måske alligevel, for følger man ikke det man inderst inde ønsker, så bliver man deprimeret.
Jeg har set en del der er blevet lykkeligere og mere tilfredse efter en skilsmisse, så det kan jeg i hvert fald skrive under på og det jeg tror jeg bestemt også de involverede parter kan skriver på. Faktisk kan jeg som gift på 20 år godt være en lille smule misundelig, når de finder deres nye partner og se deres glæde og deres passion for hinanden. Det er dejligt at se at nogen tør tro på der er et liv for dem uden at være fastholdt i hvad alle andre mener, men følger det de selv tror på. hvis man tror på ægteskabet til døden os skiller, så er det det man gør, hvi sman tror på et ægteskab til følelserne forsvinder, så er det det man gør, sålænge man bare kan leve overensstemmelse med det man tror på.
Følgerne af en eventuelt skilsmisse må komme med tiden, men da I har børn, så kan du godt regne med at kommunen forholdsvis hurtigt finder en lejlighed til dig, så du har et sted at være i første omgang indtil alt er klappet og parat med hvad du vil. Min veninde fik et rækkehus efter 3 måneder, som ikke er så ringe endda, men hun ville have nøjes med 2 værelses lejlighed bare for at komme ud af huset i første omgang, selvom hun har 2 børn. Nå først man beder om skilsmisse er min erfaring at folk gerne vil videre hurtigst muligt, så der ikke før for mange sure sokker i det tilbageblevne ægteskab.
Tro på dig selv og dine tanker er min anbefaling. Jeg har tænkt præcis de samme tanker som dig. Faktisk er der ikke noget af det jeg ikke kan nikke genkendende til, især den med bare han fandt en anden sød kvinde, så man kan komme videre i livet uden dårlig samvittighed, for det jo det det handler om, den dårlige samvittighed eller hvad siger du?
Det der er bedst for dig er i den sidste ende også bedst for din mand og dine børn, så pas på dig selv, så skal du nok kommer over på den anden side med en masse livsvilje på dine betingelser. Held og lykke.

Jeg tror nok, jeg kommer til at virke lidt hård nu, og lyseslukker look alike.
Han fortjener bedre.
Ville ønske han fandt en anden.
Han kan ikke trives i en lejlighed.
Han vil gøre livet surt for mig, ved en skilsmisse.
Han er dybest set stadig forelsket.
Har du overhovedet ikke nogen forventninger til livet selv, kvinde???????????
Ja, en skilsmisse er hård et halvt år. Så hellere leve i helvede i 30 år. Eller til børnene kan klare sig selv. Klogeligt sætter "man" aldrig alder på.
OG HVEM SKAL LAVE HANS MAD????????????????
Arghhhhhhhhhhh jeg kan blive så træt. Skriv herinde og få luft, og så er problemet løst.
Ærligt, så har jeg stor sympati for dig. Det må være skide hårdt, gerne at ville noget andet, men ikke at kunne tage sig sammen til det. Men der kun dig til at ændre det.
Ja, gæld kan godt være et problem. Det er det i mange tilfælde. Du har ikke gælden på nuværende tidspunkt. Han er sikkert heller ikke interesseret i en stor gæld, så mon ikke der kan findes en løsning.
Men der er i hvert fald en ting der er sikkert. Kan han ikke sidde i huset selv, så er det ikke dit problem.
HVAD VIL DU?
venlig hilsen
Grøn

Nu har jeg siddet og læst dit indlæg - og alle andres.
Jeg har ikke prøvet at være bundet med hverken ægteskab, hus eller børn endnu,
men jeg ved da så meget at vi lever i Danmark 2010 og er man ikke
lykkelig i et ægteskab er man for fanden da ikke tvunget til at
skulle blive i det. Gæld/børn eller ej.
Fra mit synspunkt burde du mærke efter i mavefornemmelsen om det her
virkelig er værd at kæmpe for. Om i evt. har en chance eller om
løbet simpelthen bare er kørt.
Uanset hvad du gør vil det nok blive en hård kamp, men med lidt viljestyrke
og nogle at tale med, så skal det nok komme til at fungere.
Jeg ved ikke om du endnu har talt med din mand, men det var måske
en god idé at få børnene passet så i kunne få fred
til at tale om alt dette? :)
F.eks at fortælle ham at du kraftigt overvejer skilsmisse og at du ikke rigtigt
føler at det her er dig?
Måske kan i tilsammen finde en løsning på problemet?
For mig at høre lyder det lidt som at du godt kunne bruge noget mere "mig-tid"..
en investering i et billigt sommerhus kunne være en god idé, også selvom
i har gæld. For vælger du at flytte i lejlighed bliver det bare endnu dyrere.. :/
Eller evt. rejse væk i et stykke tid?
Tage til sydens sol i Spanien og være dig selv lidt? :)
Ikke at du skal skride fra dine børn, men for at kunne fungere optimalt som
menneske bliver man nødt til at følge sit hjerte og sjæl :)
Undskyld hvis jeg lyder ret indviklet.. Kl. er ret mange og
jeg er rimelig træt, men følte jeg blev nødt til at svare på dette indlæg :)
Uanset hvad du vælger så håber jeg for dig at det lykkes for dig :)
Kram Louise :)

Kun et kommentar til dit indlæg, som jeg synes er god,t selvom du ikke har børn, mand og hus 😉
Jeg tror hun skal beslutte sig fra start om hun vil skilles eller ej inden hun siger noget til manden. Hun skal også overveje, når manden kommer med de klassiske forslag om parterapi, hvor langt vil hun gå, hun skal beslutte fra start, så der ikke går den sædvanlige manipulation i gang, som at bruge børnene som argument for ikke at blive skilt, hus, bil og 10 års samliv eller hvad der nu kommer til hende. De pludselige blomster manden finder frem, når han kan se krisen kradser lige foran øjnene. Vær forberedt, tag en beslutning og fasthold den hele vejen igennem, for hun vil få masser af input udefra som hjemme, og mange vil prøve at give hende dårlig samvittighed undervejs i processen, så beslut og hold fast i den beslutning.
Heldigvis kan jeg så sige mange vil også hjælpe, for de har stået i præcis samme situation, så de vil være der for hende og forstå hende.
Følge din intuition og din hjerte, så skal det såment nok gå alt sammen vil min anbefaling være.

tusind tak for dit svar uanset at du ikke selv har ægteskab og børn

hej
Tusind tusind tak for dit svar, det har klart været min opfattelse at personen ikke selv har prøvet at være gift eller have børn, men har mening om alt uden erfaring.
det kan jeg derimod mærke på dit svar at det har du. og jeg synes du har skrevet mange spændende ting, som jeg klart kan bruge
tak

ja måske drømmer jeg, men jeg føler dybt nede i maven, at det ikke er det rigtige for mig og mine børn at blive. men jeg er ikke i tvivl om at det ville være rarest at komme ud af gælden ved salg af huset, så man kan bruge sine penge på ungerne og forlystelser og ferier, men jeg skylder min mand, at give ham den bedste start også.

Ja det er jo det som er så pokkers at tiderne er som de er. og det er klart at jeg er helt bevist om det ikke er tiderne lige nu. Men hvor lang tid skal man så vente, der kan gå optil 30 år før vi er gældsfrie, og måske har økonomien til at blive skilt, og til den tid er jeg helt væk som person, eller lever et liv som jeg ikke ønsker, det kan sagtens være at jeg kunne leve med det, men så vil jeg fungere som en tidsløs tikkende maskine, der aldrig vil få ført mine egne ønsker ud i livet.
Og tiderne om 30 år kan vel være helt så skidte som nu eller værre, det er der ingen der ved vel, og hvad er så bedst ?

tak og overhovedet ikke sur, du har fuldstændig ret.
jeg er en kvinde som altid gør karriere og har styr på alt i mit arbejde, og så er det underligt at jeg kan være så selvslukkende, og ikke tage action i det private, men det er nok ikke helt ualmindeligt, vel?
jeg vil rigtig gerne ud og have mit eget hjem for børnene og mig selv, og jeg tror også at jeg vil blomstre op som kvinde i det private, her tænker jeg på, få kontrol over mit privatliv og selv styre retningen må være alt andet lige skønt, også selvom der ikke måske er plads til mange fornøjelser grundet økonomien, men så kan jeg forklare børnene hvorfor.
men jeg er en tøsetøs, jeg går meget lige nu og tænker på hvordan jeg lige skal få det hele sagt, og hvornår jeg skal gøre det, jeg har jo ikke noget andet sted at bo lige nu, og der kan gå nogen tid før at min mange års venteliste opskrivninger i boligselskaber giver en mulighed.
Det er så skide mange tanker der går gennem en, og jeg er helt drænet for energi.

tak
hvis man spurgte mig hvad jeg ville, og jeg ikke skulle tænke på noget som helst andet, end hvad jeg gerne ville og følte rigtigt, så ville jeg skilles.
Vi har prøvet parterapi for 1 år siden, og der kom ikke andet ud af det, end at vi ikke skændes, men vi snakker heller ikke om noget farligt, kun almene kedelige pligter osv.
Jeg ved at rigtig mange vil have rigtig mange meninger, specielt min svigerfamilie, men jeg vil støtte mig op ad min egen nærmeste familie, som jeg ved vil støtte mig hele vejen.
men tør jeg tage skridtet, ja det er et godt spørgsmål, for jeg synes det er meget relevant at have med i overvejelserne, hvor skal børnene have adresse, økonomien og husgælden osv. osv. Men der går 30 år før vi er gældsfrie, og ja så er jeg slut i 60erne og så kan det nok være lige meget, for så har jeg ingen personlige holdninger længere, det er jeg sikker på, for det ville sagtens kunne fortsætte, men alt bliver bare pligter og ikke ægte følelser.
for h... hvor er det svært. og jeg har ingen gang sagt noget endnu :)

ja jeg har dårlig samvittighed over at stille os i denne situation, men igen det er ikke noget pludseligt, det har været undervejs længe, og grunden til vi søgte parterapi i første omgang for snart 1 år siden, og der kom da noget positivt ud af det, lidt mere ro omkring alle pligter, men det er fuldstændig væk igen, nu kører vi igen bare derudaf for at overleve, og få det bedste ud af dagene.
jeg tror desværre ikke at min kommune i tårnby, er så gode til at finde en lejlighed, men rart at høre at der måske er en åbning.
jeg har hørt optil flere gange at mine børn siger, øv kommer far hjem nu, vi havde det lige så hyggeligt, og den store har også et par gange sagt, bare i var skilt men det er længe siden nu, og alt det giver mig også en lille indikation af, at de har fanget mere end jeg selv tror, og kan mærke det er hyggeligere når far ikke er hjemme, men børn siger mange ting i deres forskellige alders stadier, og jeg selv var et sådan barn, som ofte sagde til mor at jeg synes hun skulle skilles, det blev de aldrig, og nu efter en krig af år som ægtefælle lever de hver deres liv, og det har jeg IKKE lyst til, det er helt sikkert.
Men jeg er typen som gerne vil have nogen tryghed og her kommer boligen ind i billedet, for hvis først at jeg fik sagt det, og skulle ud af huset, har jeg så et sted at bo. Jeg er skrevet op i utallige boligselskaber nogen med mange års ancinitet, men der er fortsat lang vej for dem at kunne tilbyde mig en lejlighed, og så bliver jeg usikker, for skal jeg vente med at sige noget til mand, indtil jeg har en bolig, og så komme ud med det, som en tidligere har skrevet, eller skal jeg bare kaste mig ud i det?
Min mand har givet mig blomster og smykker og alverdens denne jul, så han ved godt at det ikke er helt godt er jeg sikker på, men han er stadig forelsket i mig, og den overbevisning om at jeg bare er igennem et stadie, og at man IKKE bliver skilt uanset hvad.

Jeg trods alt ikke nogen maskine selv.
Jeg har jo selv været der. Da jeg i sin tid gik og overvejede skilsmisse Kiggede jeg naturligvis også på økonomien. Tog en ordentlig mundfuld luft, og tænkte okey to år.
Efter et år var jeg så kørt ned, at det bare var ligegyldigt, med den lorte økonomi. Så jeg sagde det som det var, at det var slut.
Ja, det var hårdt. Det var fandme hårdt. Men midt i alt det der, blev klar jeg havde venner. Jeg blev klar over, hvorfor jeg var havnet der, hvor jeg var, og jeg blev klar over hvor jeg ville hen. Det er store kvaliteter, og opvejede langt alt det negative.
Men som sagt man skal være klar til det. Man skal være klar til at ville kampen. Men vil man den, så vinder man.
Brug noget tid på, at finde ud af om du er klar. Du vil sikkert bruge meget energi på det. Men vil du kampen, så vil du undre dig over, hvor meget energi du har til at ville vinde.
Venlig hilsen
Grøn

Nu har jeg læst dette indlæg og alle kommentere dertil, og vil bare sige at jeg forstår dig 100%, jeg står umiddelbart selv i samme situation.... Vi har godt nok ikke nogle børn sammen, men min mand har 2 børn fra et tidligere forhold, vi har været sammen i lidt over 10 år og gift i 14 mdr. Vi har også hus, bil og motorcykel, og lidt mere gæld end et hussalg vil kunne indbringe. Han er 43 og jeg er kun 25. Den sidste 1½ måneds tid har mine tanker været hos en anden mand, jeg har ikke været min egen mand utro, men vil gerne være ung, jeg har lyst til fest og ballade, gå i byen og flirte. Så jeg ved hvordan du føler, med samvittigheden... Hvordan vil han klare sig? Selvom følelserne ikke længere er de samme, ønsker man vel stadig det bedste for den anden part🙂
Hvis du nu får gjort alvor af dine tanker før mig, må du meget gerne skrive hvad og hvordan du fik fortalt det til din mand, måske jeg kunne bruge lidt🙂Jeg vil også gerne fortælle dig hvad jeg gjorde, hvis jeg tør tage mig sammen før dig.
Håber alt det bedste for dig, dine børn og din mand.

Ja der er nok andre end os 2 i samme situation, men skønt at møde en.
jeg skal nok sige til når jeg får sagt noget.
Det er en skidt situation at være i med gælden, og det er så forbistret irreterende at man ikke kan leve drømmene ud uden at skulle forholde sig til alverdens andre ting som økonomi, fester, børn osv.
Det er ikke nemmere for dig selvom du ikke har børn selv, og din aldersforskel gør heller ingen forskel fra alle os andre, det er nu engang bare svært, det giver jeg dig ret i.
glæder mig til at høre fra dig igen.

Kan du sige manglende fødselsdage, manglende fritidsinteresser, manglende lejrskoler. Du ved vist ikke hvad det er er være barn i en gældstynget familie, hvor der ingen udsigter er til bedring fordi der kun er en indtægt.
Du råder hende til skilsmisse. Kan du også forklare hvordan hun klarer det i praksis? jeg tvivler.

Det er ret ligegyldigt om du har stået på ventelisten længe eller kort tid. Det der er afgørende er, at du skal stå på akutlisten og så skal du søge hver uge.
Hvis du forklare boligselskabet din situation skal du sættes på den liste.

Dårlig undskyldning for ikke at gøre noget ved dit liv. Jo, jeg ved godt hvad det handler om, men jeg har aldrig brugt det som undskyld for ikke at gøre noget ved mit liv. Hvorfor gør du det til en katastrofe, jeg synes det er en katastrofe, når forældre kun kan tilbyde det du skriver om fritidsinteresse, lejrskole, men ikke et trygt hjem at komme hjem til, og 2 forældre som kun er sammen for syn skyld.
Jeg råder hende ikke til skilsmisse, jeg råder hende til at gøre det hun tror på og ikke begrænse sig, som det lyder for mig som om du gør.
De aleneforældre jeg kender klare sig udemærket og faktisk har de en ro på tilværelsen som de længe har ønsket, og de er sluppet af med den afhængighed til et andet menneske, som de ikke længere ønskede at være afhængig af. Det der er vigtigt i sådan en proces hun er inde i nu, er ikke at begrænse sig selv som du gør, men at se mulighederne. Hvad er der til mig ude i denne verden, som jeg gerne vil være en del af og det kan være sammen med sin mand, men det kan også være uden sin mand. Det er der ingen os der skal bestemme eller føle for hende, for det kan vi ikke og det skal vi ikke.
Jeg ved hvordan det er at være barn i en familie med din form for lykke, og det er i min verden bare ikke godt nok for barnet, hvis det er det du prøver at tage hensyn til. Jeg tror det er dig selv og dit manglende mod der får dig til at mene som du gør og intet andet.

Blot nogle vinkler...
http://www.fri.dk/kaerlighed/skilsmissen-er-ikke-altid-en-katastrofe
Held og lykke til dig - du lyder stærk, og jeg er sikker på, at du finder egne ben at stå på. Husk - du lever kun én gang.

Skilsmisser er ikke altid en katastrofe. Det kan føles som en katastrofe at skulle bede om skilsmisse, og det kan føles som en katastrofe fordi man såre et andet menneske, men det er ikke katastrofe for den der beder om det. Faktisk er det ofte en befrielse at få det sagt og få det gjort, når først man har besluttet sig til at blive skilt.
Selvom man selv vælger skilsmissen går man i sorg, men det er ikke det samme som ikke at have valgt rigtigt, men der er mange ting man lige skal vende sig til ved at være alene, at dette her er jo endeligt, og dette her giver alle de muligheder som man har drømt om, men det grundlæggende er at føle sig fri og gøre lige præcis det man har lyst til, og når man har børnene så kan man give sig 100% til dem. Det er lige som om den tid man nu har med sine børn bliver mere prissat, jeg drøner ikke rundt hele tiden for at nå alting og tager dem som en selvfølge i min hverdag. Hvor jeg førhen godt kunne udskyde nogen ting med børnene, så prioriterer jeg de ting med det samme i dag, for jeg ved nogen dage efter kan jeg ikke, får er de hos min mand.
Man lever kun en gang, så husk det, når du beslutter dig til, hvad du vil med dit ægteskab i fremtiden. Gå efter det du tænker og føler for.

så ville jeg tage mig en snak med min partner, fortæl din mand hvad der roder rundt inde i det hoved, læg alle kortene på bordet.
Jeg har været det hele igennem, og tro mig det er VIRKELIG hård kost, ungernes fundament styrter i grus med en gang, det er der ingen tvivl om, men efter nogle år, så kommer de over det, men det gør de gamle alså ikke, for mit vedkommende er det snart 25 år siden, og jeg / vi, har stadig sår på sjælen...
Du skriver om gæld, det har vi alle, men det er en meget dårlig start for dig, hvis du altid vil være på spanden, de penge de penge, de er ikke alt, men hvis du skal stå en skilsmisse igennem, og så oven i også skal være en økonomisk ruin, så vil jeg sige stakkel dig.
Lad være, bliv hvor du er, du er kørt sur i jeres ægteskab, i har taget hinanden for givet for længe, vær lidt for hinanden, gå jer en tur kun i to, køb jer en ispind, eller hvad i nu kan finde på der nu ikke koster en hel bondegård, hvad der også er spændende, når i nu er ude og gå en tur, så tag jer et lille put ude i det fri...
Tænk dig virkelig godt om inden du vælger skilsmisse..
God vind til jer begge to sammen
Hej

Snak fører ingen steder, handling gør. Ryd op i jeres fælles økonomiske morads mens I har to indtægter. Det behøver ikke tage 30 år, men du tror vel ikke det går hurtigere fordi du bliver skilt? Det tager nærmere 10 år mere. Tænk og regn.
Når du har fået moradset væk, kan du begynde at sige hvad du vil.

Hun har tænkt sig at bodelingen skal være børnene til hende og gælden til ham. Det er helt normalt. Bagefter bliver hun så pissed, fordi hun ikke kan få forhøjet bidrag, men så kan hun jo se, hvor lykkelig hun bliver af at være sig selv og leve på en sten.

der har resigneret og opgivet at leve. Lyt ikke til det TR. Skal man videre i sit liv og ud af elendigheden, er der kun en vej, og det er at forlade elendigheden. Det plejer som regel at give ekstra energi. For går man frivilligt giver det alene kræfterne til at overvinde de problemer, der selvfølgelig kommer. Hellere tage skridtet før end senere, når man ikke magter at gå.

Præcis, længere behøver din tale nemlig ikke være. Kom af sted hvis du er ulykkelig, der er er ingen der handler for dig, så tag mod til dig og gør, hvad du har lyst til.
Livet er en stor udfordrin,g og en af de udfordringer som rigtig mange gifte kommer til at stå over for i sit ægteskab, er om det er godt nok det jeg har. Et helt normalt spørgsmål at stille sig selv, når først man er i tvivl. Kommer tvivlen først vil den nage dig og ikke rigtig slippe væk igen.
Nogen fortryder deres skilsmisser 25 år senere og så er der dem der fortryder de blev i deres ægteskab i 25 år og ikke tør gå ud af det stadigvæk. Gør dig nogen erfaringer selv.

....der ikke har forstået, at der skal arbejdes for at holde hjulene igang, og ikke blot stikkes halen mellem benene når tingene ikke går af sig selv.

"Skilsmisse er en rigtig dårlig løsning, da der kun er tabere i det spil, og i allerhøjeste grad er det meget hårdt ved børnene, de kommer i klemme uanset hvordan du end vender og drejer det, og det er noget der varer hele livet. "
Det er nok det værste sludder, jeg længe har hørt.
Mine forældre er skilt jeg jeg er lykkelig for at de tog den beslutning.
Hvorfor skulle de blive sammen - ulykkelige. Tror du det havde gjort mig lykkelig?!
Og hvorfor skulle jeg, som deres barn, være så egoistisk at ønske dem sammen, trods det kostede dem deres lykke?

Du har tydeligvis ikke forstået en brøkdel af livets komplekser.

der har resigneret 😖😖😖
Kærlighed er sgu da noget man ikke skal knokle for at føle, det er livets SALT!
Ikke som lønarbejde og pligter overfor børn, for det er en anden snak. Men kærlighed?
Herre Jemini for kedsommeligt liv der plæderes for her. Nej Putte, det skal være glæde og erotik uden hjernen er inde over. Undrer mig om i der ser ægteskab som en pligt overhovedet har oplevet kærligheden, når den blomstrer.[l][l][l]

Hvis et menneske ikke har behov for at føle, men bare har behov for eksistere, så ja.
Følelser kommer ikke af sig selv eller ikke fordi du vælger at prøve og tvinge dig selv til at elske igen, føle noget specielt igen, hvordan vil du fremtvinge den form for følelse, som gerne skulle være lidt specielt i forhold til at det er ens mand eller kone. Det er jo ikke en veninde eller ven vi taler om, men den mand/kvinde som gør ens liv lidt mere specielt end bare lige. Tryghed kan vi finde, men du kan ikke altid finde den som giver dig det i livet, som er noget unik og specielt.
Halen mellem benene, fordi en person ikke føler som han/hun burde synes jeg er forkert at skrive. Jeg tror der skal rigtig meget til før tager den beslutning bliver taget, så jeg ser det som modigt, og tværtimod ikke som at stikke halen imellem benene, men det handler også om vi mennesker har nogen forskellige krav til livet, så har man behov for en i sit liv for at føle man hører til, bare en eller anden, så giver jeg dig ret, men ellers bestemt ikke. Det er kun stærke mennesker der stiller krav til også at ville leve sit liv, ikke bare leve, men føle de lever.

men hvor lyder du som en bitter mand! Jeg kan læse gennem linjerne,at du aldrig har haft fundet dig en dame du var forelsket i....Jeg gætter du er ungkal uden børn og meget få venner!

oplevet kærligheden som du beskriver,men når kedsomheden banker på døren og farmand har fundet sig et bette pigebarn,blir konen i huset pludselig altoverskyggende dødsyg,kedelig,grim,sløv,doven,ikke interesseret i sex,kan-ikke-lave-mad....vælg selv.

jeg har mødt de kvinder jeg gider at bolle, men så er det ud igen omgående.
man kan ikke forene et arbejde hvor man er væk 1 år af gangen med et familieliv, du kan jo selv læse hvordan kvinderne klager sig når fyren er væk en weekend.
du mener altså man skal have en familie man kan skrive breve til, og så ellers være lykkelig, men sådan er livet ikke med 84 timers arbejde om ugen.
for flere år siden fandt jeg en gammel skrivemaskine, og skrev 18 sider om mine ture rundt omkring i bjergene, jeg fik et brev på en linie, vi har det godt, hilsen..........så familien fatter ikke hvad man skriver om.
jeg er ikke bitter, men jeg gider bare ikke alt det vrøvl med kvinder, jeg kan jo se hvor mange af mine kollegaer der bliver skilt, når de har penge på bogen.
en fyr rejste verden rundt, og var også i et ugeblad med konen og deres 2 børn, og deres fantastiske flotte og dyre hus, efter 16 år ville han stoppe med at rejse ud, og flytte hjem til familien, og hvad sker der så lige, jo konen er blever lesbisk og bor sammen med en kvinde.

de har behagesyge og vil helst ikke lave andet end at læse ugeblade.

Kære decemberpige.
Hvor er det synd for dig og familien. Det er forfærdeligt at stå midt i så store omvæltninger og der findes ikke nogen rigtig god løsning. Ligegyldigt hvor lidt kærlighed der er i jeres forhold, så er man jo som oftest meget nært knyttet til den man har boet sammen med i 10 år.
Jeg er lige flyttet fra min mand, og historien er stort set identisk med din.
Jeg har overvejet at flytte i lang tid, og har også forsøgt at flytte før, men endte stortudende med et hjerte der var ved at gå i stykker, da jeg skulle lave en "børnedelingsplan". Jeg har fået mange gode råd undervejs:
1. Du skal være tro mod sig selv.
2. Vær i nuet. Lad være med at blive spist op af bekymringer om fremtiden. Hvis man skal være tro mod sig selv, så må man ikke lade sig tage som gidsel af husgæld mm. (Det gjorde jeg også i starten)
3. Vær i nuet på den måde, at du jo ikke behøver at sige "Jeg vil skilles". Du behøver heller ikke at tage beslutningen om seperation. Hvorfor ikke bare sige, at du er rigtigt meget i tvivl om forholdet skal holde, og at du gerne vil have en periode hvor I bor hver for sig, for at I begge kan mærke hvordan dét er. Lej en lille 2 værelses lejlighed i nogle måneder (De 15.000 som det koster kan I måske spare et endet sted, men ellers er det vel også en lille portion penge oven i alt det andet?) (Det kan selvfølgelig være, at han ender med at tage beslutningen for dig)
Jeg har gjort det på den måde.
Resultatet har foreløbigt været følgende:
Hvor jeg før følte, at jeg blev trampet på, føler jeg nu at mit hjerte bliver revet over. Men heldigvis kun 10 % af tiden. Det gælder om at være god til at være i nuet og stoppe bekymringer der kører rundt i hovedet om, hvordan det dog skal gå med børnene, manden, huset, kan man nogensinde komme af med sorgen...(Væk med det!) Det kan nu også være rart at tage en ordenlig tudetur! Tag en dag af gangen..
Jeg har oplevet, at jeg også nyder at have mere tid til mig selv. Jeg har mere tid sammen med gode veninder. Jeg slipper for at skulle gå rundt og skændes hver dag. Jeg synes, at min mand (Ja, jeg har slet ikke sluppet endnu) er en meget bedre far, når han har børnene alene. Pludselig finder han overskud til at lave gode ting med børnene, og forventer ikke bare, at jeg gør det.
Jeg skifter mellem at ville forholdet, for hvor ville det bare være dejligt, hvis vi kunne få det til at fungere. Men der skal jo ske en ændring hos os begge, før det vil være en god idé, for ellers bliver det jo bare mere af det samme.
Det er næsten nemmest, når min mand bliver vred, for så husker jeg hvorfor jeg ville stoppe forholdet, og jeg bliver vred - og med vreden føler jeg at jeg har mere energi. Det er sværest, når han viser kærlighed. Det er svært og hårdt at skulle afvise et menneske, som man holder meget af. Og så sniger tvivlen sig ind...
Jeg prøver at huske de helt specifikke daglige situationer, som gjorde at forholdet ikke var/er sundt for mig, og det er meget godt at erindre dem, når jeg bliver blød, så jeg ikke bare flytter hjem, for det ville ikke ændre sig som det er nu. Man kan jo desværre ikke ændre den anden, men kun sig selv.
Jeg føler med dig. Det er ikke nemt. Jeg har aldrig før været i så alvorlig krise før. (Men igen - heldigvis er det kun 10 % af tiden at det føles som alvorlig krise, men jeg tror også, at jeg er god til at tænde stearinglys og fokusere på at prøve på at skabe hygge i en svær situation.
Det gør dog rigtigt ondt, når børnene vil ha´os til at flytte sammen igen, men igen...de fortjener heller ikke at vokse op imellem mavesurhed der fylder hele Kalundborg.
Kære decemberpige. Nu blev det et langt indlæg - håber, at du kan bruge det til noget.

Har lige læst artiklen om at skilsmisse ikke behøver at være en katastrofe. Er enig i flere ting i artiklen. 40-50% af tiden er vores adskillelse slet ikke en katastrofe. Der kører det rigtigt godt. Det er også værd at bemærke. Det var faktisk sværere at være dér, hvor du er nu (i tvivlens magt) end det var, efter at være flyttet.
Dér, hvor det måske kan blive svært for dig, kan være, at du på et tidspunkt kan blive tvunget til at se frem. Det gælder, når beslutning om at sælge huset skal tages. Det føles slemt, for så har man jo virkelig kvajet sig, hvis man har solgt huset, sat sig i gæld og så fortryder. Men....måske kan det være en god idé at tage en dag af gangen og ikke se så langt frem.
Held og lykke. skriv gerne om hvad du tænker og gør...

Tusind tak for dit svar, hvor lang tid siden er det i flyttede fra hinanden og hvor gamle er dine børn.
jeg kan fuldstændig reflektere over det du skriver, og ja der er meget som ligner.
Vi har prøvet parterapi, da jeg første gang sagde nu går det ikke mere, det eneste som ændrede sig var at vi ikke skændes længere, og han spørger lidt oftere hvordan går det.
jeg det helt ad H til, og jeg ved snart ikke fra og til, jeg har stadig ikke fået sagt det helt klart og tydeligt til ham, jeg går og varmer op, det skyldes at jeg hele tiden finder ting i nærmest fremtid som vi skal, og så flytter jeg tidspunktet jeg har tænkt mig at sige noget, for nej ikke nu efter..... gør jeg det.
Han fortæller mig dagligt at han stadig er forelsket i mig, og det er så svart når man ikek kan gengælde, hvilket også i sig selv er et stor mysterium, for hvordan kan han blive ved med at undværre, uden selv at blive sur... men det gør han ikke, Øv...
Mine tanker er dog begyndt at bevæge sig væk fra at jeg kan ikke gå, hvis han ikek kan blive boende til, det bliver han bare nød til.
Det som bekymre mig mest er mine to børn på 10 og 5 år, hvordan vil de klare det, de mærker jo ikke nogen skænderi.
jeg vil overveje din vinkel, med at flytte væk lidt, uden at sige jeg vil skilles.
glæder mig til at høre fra dig

Og jeg forstår ikke dig, hvad er det for nogle værdier, børnene skal lære? At det er med at løbe sin vej, når forholdet bliver til venskab? Så er det tid til at finde en ny tyr i stedet for at ruske op i sit kedelige forhold? Der er forskel på at have et venskabeligt forhold, der kan reddes og et helvedes forhold emd utroskab eller vold eller andet, man ikke kan magte/leve med. Synes, du er hurtigt på aftrækkeren, når du giver den "stakkels" kvinde et råd. Jeg er uenig. Det har sine omkostninger for børn at forældre skilles. Og børn har godt af at lære at man tager ansvar for sine handlinger og ikke stikker halen mellem benene...

at man kun lever en gang? For jeg er overbevist om at man kommer i himlen og lever igen.
knuz
kristen pige

med din nye beslutning. Vi skal nok opleve dine børns frustrationer i skolen, sfo og børnehaven. Hold op, hvor er folk egoister nu om dage. Du er ulykkelig, men ved ikke engang over hvad. Han elsker dig, men du ved ikke hvad du vil. Gå til en psykolog det er hvad du bør gøre.

har vi oplevet kærligheden og oplever den stadig, men det er noget sludder at lukke ud at et forhold ikke skal plejes. Et forhold er en blomst der skal vandes, ellers dør den. Man kan selv slå det bedste forhold ihjel, hvis man glememr at gøre ting sammen, tale sammen, have det sjovt...Sludder at betragte kærlighed som stand by.
Du har resigneret, har du.

hej
jeg lagde et oplæg op her, fordi jeg havde brug for at snakke med andre i samme situation, og gerne dem som var kommet igennem, og ikke høre fra alle jer som kun har dårlige ting at sige, og bebjerde uden selv at have oplevet det.
Der er INGEN som bare lader sig skille fra børn og mand/kvinde, hvis det går godt, man overvejer slet ikke den slags, hvis alt er lykkeligt og man fungere, og her taler jeg ikke om ægteskabets små kriser som der i alle forhold uanset om man er gift eller ej.
Der er forskel på ikke at vide hvad man vil, og tænke sig godt om først.
Det her er ikke noget nyt, og vi har prøvet parterapi flere gange, enkeltvis og sammen, så det har ikke en skid med det at gøre, hvis du tror jeg giver op uden kamp, tager du fejl.
og børnene ja jeg ved godt de bliver frustreret, og skal nok også vise en reagtion udenfor det normale, det er dem jeg tænker på, og altid har.
læs ALT der er skrevet i debatterne før du bare vælger at skrive sådan noget pis, man ikke kan bruge til noget. Selvom det er tydeligt at du mener man skal blive sammen når føst man har sagt ja til hianden, tillykke med det.
kom nu, det er alle jer andre med noget kontret, konstruktivt jeg har brug for at høre fra.

at du vil høre fra dem, der har prøvet det, men jeg jo netop set ulykkelige unger, og det gør også ondt at se. Når jeg beder dig tænke dig om, så lyder du som en, der har taget beslutningen. Og så skal alle dem, der er enige med dig, bare sige god for den beslutning. Det du har brug for er vist et spark til at komme videre i din skilsmissesag. Kæmp selv med din samvittighed. Ikke mere fra mig.

Hvorfor er der så mange der giver børnene SÅ stor betydning når det kommer til forældrenes lykke?! Self skal man tage hensyn men tag fx mine egne forældre, de blev skilt da jeg var omkring 9 år. Og selvom jeg skulle vende mig til den nye situation er jeg LYKKELIG over de tog den beslutning! Jeg ville tusind gange hellere have 2 lykkelige forældre hver for sig, end 2 ulykkelige forældre sammen. Hvilket signal sender det ikke også til ens egen børn.
Desuden er børn meget bedre til at læse mellem linierne end man ellers lige skulle tro, og er mor og far ikke lykkelige - kan de mærke det !
Mvh. Sarah

Desværre ender ikke alle skilsmisser i happy end. Da mine forældre gik fra hinanden, blev jeg dybt ulykkelig, men heldigvis flyttede de sammen igen, bearbejdede krisen og er stadig sammen. Jeg har en veninde, som i sine unge dage har lidt meget under fars nye forhold og mors nye forhold. Begge forældre fik et spædbarn hver og glemte "sit" barn, så hun følte sig uønsket. Måske derfor gør jeg meget mere ud af at mit eget forhold skal fungere, for det har omkostninger for børnene, hvis forældrene ikke kan sammen (det er jeg enig med dig i).
mvh
o.a.

for et lang stykke tid siden.
Har ikke læst alle svar hertil endnu, men tænker som det første "HAR DU SNAKKET MED HAM OM DET????"
Du skriver at du har nævnt at du er tynget og helst vil flytte.
I har været sammen i 10 år - I har to børn - I har hus og gæld - og højest sandsynligt også arbejde begge to. Et forhold "dør ud" på et tidspunkt, men det er ikke ensbetydende med at man ikke kan finde (den berømte) "gnisten" igen. Jeg ville ikke give mit forhold en chance, jeg havde besluttet mig - jeg ville UD af det. Min kæreste ville have os til at arbejde på det, jeg ville dårligt nok snakke om det med ham. Jeg ærgre mig den dag i dag, over at vi ikke snakkede noget mere om det sammen, OG med prof. hjælp. Ikke fordi vi nødvendigvis skulle ha reddet forholdet, men fordi jeg så vidste, at jeg havde forladt forholdet med 110% sikkerhed på at det aldrig var blevet bedre. Jeg ville den dag idag ikke skulle stå og kigge tilbage og tænke "gjorde jeg nok", "var det ikke til at redde".... og tro mig, ind imellem bliver man i tvivl, især når tilværelsen på den anden side viser sig heller ikke at være lige rosenrød, man står alene med skilsmissebørn, med x-kæreste, med arbejde og skal klare det hele selv.
Jeg tror på en fremtid MED en kæreste, håber på det, men ville ønske jeg havde det lige nu, savner trygheden, kærligheden, tosomheden, venskabet.
Mit råd: luk ikke af, for at snakke dig igennem sammen med din partner - det skylder du ham, I har været to i forholdet i mange år og er det stadig, og er to der skal komme ud af det, på en pæn måde, hvis det er det der er løsningen. Brænd ham ikke af, lad ham være med i forløbet på at afslutte forholdet, hvis det er der I ender.
Knus Saga

Jeg ville gerne skrive mere Decemberpige, men har ikke lyst til at dele flere detaljer med 2985 andre læsere.
Ved du eller andre, om det er muligt at komme i kontakt direkte uden alle andre kan se korrespondencen?

Nej det tror jeg ikke man kan

Hej decemberpige.
Kan se på de forskellige indlæg, at du er i vildrede
Jeg kan bare fortælle, at jeg sætter pris på at være flyttet! - Det giver tid og ro til at tænke sig om og mærke efter. I starten var tanken om at skulle undvære børnene slem, men nu nyder jeg det faktisk - og jeg nyder især at se en mand, der pludselig bliver en meget mere nærværende far de dage, jeg nu ikke er der.
(Jeg flyttede i november) Vi er nogenlunde lige meget sammen med børnene (Der har samme alder som dine!) . De tager det pænt, men de må også mærke at stemningen er meget bedre -selv om børn nok næsten altid vil foretrække at forældrene er sammen.
Det behøver selvfølgelig ikke betyde, at det også vil være nemt og rigtigt for dig hvis du flytter. (og der kan også komme en periode med meget vrede og sårbarhed i mellem jer)
Det lyder ikke som om at der er noget i vejen med din mand og jeres forhold andet end at du har mistet gnisten? Jeg tror, at der var flere problemer i mit forhold end i dit.
For mig virker beslutningen altså rigtig. (Det er selvfølgelig også rigtigt godt, at vi voksne er på god talefod, mens børnene ser os. Vreden har lagt sig efter at vi er flyttet fra hinanden)
Det er dog ikke slut endnu. Det er tænketid. Og der ligger en grim udfordring forude, hvis beslutningen bliver en separation. Så skal boligen sælges. Åh..Det er klart nemmest ikke at se frem og blive fortvivlet. En dag af gangen. Det er godt.
Hilsen Walker..

Hej
Jeg har netop selv skrevet et stykke, hvor jeg faldt over en artikel. Den samme forfatter har også skrevet: http://lavanda2.wordpress.com/2009/11/19/hvad-er-parterapi-og-vil-det-hj%C3%A6lpe-os/
Jeg ved ikke om det er noget, men det tror jeg faktisk at der kunne være en mulighed for 🙂.
Vi har selv lige været på en længere ferie, fordi det skulle også kunne hjælpe ... hvilket det faktisk gjorde.
Men undskyld at jeg siger det, men jeg tror at der skal lidt mere til i jeres tilfælde.

Hejsa
Jeg kan læse, at den eneste problematik er den manglende forelskelse til din mand. Jeg tror ikke på, at du mangler kærlighed til ham. Du skriver rigtig pænt om ham og har set sagen fra 2 sider. Dette vidner om, at du stadig elsker ham.
Har man en stor gæld til hus, kan hverdagen hurtigt blive trist og "forelskelsen" kan ikke holdes i live. Med børn, arbejde og diverse gøremål, vover jeg at påstå, at parforholdet kommer i sidste ende, hvilket er synd og skam. Det er jo i bund og grund parforholdet der er base for alle de andre ting :o)
Jeg taler af erfaring. Har været sammen med min mand i 13 år og har to børn på 9 og 11 år.
Tankerne omkring det at være alene i en lejlighed med børnene, synes tillokkende med jævne mellemrum.
Tænker jeg tanken helt helt til ende og sidder og kigger på min mand, vender min mave sig dog. Det kan godt være, at jeg ikke er forelsket mere, men jeg elsker ham og fordelene opvejer heldigvis langt ulemperne. Ikke kun på det praktiske plan, vel at mærke.
Det at føle og det at gøre en indsats kører jo begge veje og er man kommet så meget af sporet som dig, er det selvfølgelig vigtig at gøre op med sig selv, hvad man gerne vil have ud af livet.
Er du reelt ulykkelig i forholdet eller er det situationen i forholdet der gør dig ulykkelig?
Kan situationen ændres og hvordan?
Tal med din mand - det virker og han er nød til at være en del af det hele.
Og jeg har fuld forståelse for, at børnene kommer i første række - også når man tænker på skilsmisse. Økonomien - pyt med den - men børnene er vigtige.
Jeg kan se, at der er skrevet frem og tilbage med råd og gode ideer, tanker og følelser, men der er kun en der kan træffe en beslutning - og det er dig selv.
Du skal bare sørge for at træffe den rigtige beslutning med de overvejelser der nu er. Personligt glider min mand og jeg mere fra hinanden, når der er problemer med økonomi osv. Det er bare så vigtigt at være bevidst om, hvad problemet helt reelt er, hvilket selvfølgeligt er meget svært.