Problem med barn 11 år

Det er simpelthen ikke lykkedes os at lære hende selv de mindste detaljer.
Hun husker INTET, man skal gentage ting 5 gange.
Hun vsker sig kun på opfordring
Hun børster kun tænder på opfording, reder ig kun når vi beder hende om det.
Hun rydder ikke op, laver ikke sine lektier (men er nu i dialog med skolen under lektieovervågning)
Hun gider ingenting, husker ingenting, gør ingenting andet end tro hun er teenager og spille computer og se tv.
Hun tuder når hun skal have "forpligtelser" svarende til alderen og vil hele tiden kun lave det uforpligtende.
Vi er snart ved at give op
Gode råd søges

Hun er HELT normal 😉
Vælg jeres konflikter med omhu, ellers bliver denæste år ikke andet end en stor konflikt. Det er svært at komme i puperteten og blive teenager - og idag sker det noget før end da vi var børn.
Stil nogle få krav som i holder fast i, og se igennem nogle andre, og tal med hende istedetfor at skælde ud.
Skæld ud hjælper INTET - det vil blot give jeres datter en stor mindreværds følelse.
Vis hende daglig at i elsker hende, og fortæl hende det ofte - og husk at voksne også begår fejl og skal sige undskyld.
I vil nå hende bedste igennem forklaringer og samtaler og respekt for hende.
Jeg har selv en 11 årig, der er helt helt på samme måde, og ved hvor irriteret man bliver - men børn elsker deres forældre, og ønsker ikke at være træls.
Hun er ved at blive stor og finde sig selv, og det vil gøre at hun vil prøve grænser af, hvilket er en helt naturlig og sund udvikling.
En god bog, som også forklarer hvad der sker i hjernen på en teeanager er denne :
http://www.saxo.com/dk/item/din-teenager-skal-coaches-ikke-opdrages-haeftet.aspx
I vil gennem den finde ud af at jeres pige er helt normal, og ikke er ude på at drive jer til vanvid 😉
I skal huske at i lige nu og de næste år frem, vil kunne få et varmt og kærligt forhold til jeres store pige, eller at i kan ødelægge hende og jeres kommende forhold, med alt for megen skæld ud, skyld og skam.
Det ville være forfærdelig synd!
Og så prøv da liige at tænke tilbage på jer selv da i var i hendes alder :-) I var ikke meget bedre - dengang var der bare ikke så mange elektroniske aperater man kunne bruge tiden på, men så brugte man tiden på noget andet, istedetfor at rydde op, og lave pligter.
Lige nu begynder livet for hende at handle om veninder, drenge, og ´hvad de andre tænker om hende - det vil optage hele hendes liv de næste par år.
Så vis hende nu respekt, og anerkend at hun er i en svær periode - det skulle i gerne have overskud til, det er jo JER der er de voksne 😉

Nyt, det var i overgangen til selvhjælp det hele glippede og ikke fordi hun nu er 11 år.
Så det er næppe alderen man kan give skylden.
Vi har prøvet med snart alt, tålmodigt og kærligt. Vi har forsøgt skematisere for hende de ting hun "skal" huske hver dag.
Intet hjælper.

på kostskole så skal hun nok lære det på den ene eller den anden måde, det står fast.

at i er ved at opgive.
Der står ikke rigtig noget om, hvor længe i har bøvlet med hende.
Det er klart tøsen, går i baglås hvis i først stiller krav og viser konsekvens nu, hvor hun er så gammel.
Mine nøgleord i opdragelsen er kærlighed, krav, forventning og belønning.
Her hos os er der ikke kæft, trit og retning men vi stiller krav og har altid gjort det.
Der er f.eks ikke noget med tv og pc før lektierne er klaret. Man får en opgave/krav, få det løst så det ikke plager senere, og kom videre med det man gerne vil. Vi har en pige på 15 år og en søn på 9 år, og har aldrig haft problemer, hvor vi var ved at opgive.
f.eks :
sønnen på 9 år har fået at vide, at han skal fjerne sine pc-spil og fjernbetjeninger fra gulvet ved ungernes wii, så nogen ikke vader i hans rod og ødelægger noget. Dette sker ikke trods flere opfordringer. Konsekvensen kan så være, at hvis han gerne vil se en film med os, skyde med sin bue eller luftgevær sammen med os eller noget helt andet, ja så er det ikke en mulighed før, der er ryddet op. Det irriterer ham, men sådan er livet jo nogen gange. Bagefter forklarer vi igen, at han skal gøre som vi siger første gang, da det så fremover vil være lettere for ham, at komme til de ting han gerne vil. Tidligere stillede vi krav til ham om andre småting, som passede til alderen. Men vi har altid stået fast og ikke vaklet trods hyleri og surmuleri. Det samme med pigen.
Vi har et godt forhold til vores unger, og de ved vi elsker dem. Vi roser dem meget når de klarer tingene flot. Men de får også en tilrettevisning eller regulær balle, hvis de ikke opfører sig ordentligt.
Ovennævnte er ikke en facitliste. Men det har virket her, og fortsætter med at virke. Jeg aner ikke om vi får uoverskuelige problemer senere, men det må vi se på til den tid.
Held og lykke med det hele.

Jeg har en datter på 11 år, som også sagtens kan have teenager-tendenser, hvilket jeg oplever som helt normalt - det lyder dog til at jeres tilfælde er lidt ekstremt.
Dog ville jeg ikke blive bekymret.
Tag én ting af gangen, og arbejd med det - f.eks. at hun skal børste tænder.
Hjælp hende og støt hende i den ene ting, og lad de andre ligge i en periode. Selvfølgelig skal hun lave lektier, rede hår osv., men 11-åriges hjerner er slet ikke udviklet, og hvis de bliver stillet over for for mange krav og opgaver, risikerer i, at hun trækker sig ind i sig selv, og her er computer og tv et nemt og uforpligtende sted at søge hen.
Alle 11-årige er forskellige, ligesom vi som forældrer er forskellige.
Det er også meget forskelligt hvornår forældrer begynder at stille krav til deres børn om forskellige ting, og hvis hun ikke har været vant til at gøre de ting, skal hun lige lære det, og det kan fra en 11-årigs synspunkt virke som det mest uretfærdige i verden.
Mit råd er at i skal støtte hende og hjælpe hende uden at blive vrede på hende, selvom det kan være svært når frustrationen melder sig, men det er vigtigt at hun føler sig tryg, og at i husker at rose hende for de ting hun gør godt (selv den mindste ting), istedet for at skælde hende ud for de ting hun gør mindre godt.
På den måde kan i opbygge hendes selvværd og troen på sig selv, og hun vil indse at hun rent faktisk godt kan, så er jeg sikker på at det nok skal komme.
Tro på det - og held og lykke [s]

Du skriver : Det var i overgangen til selvhjælp det hele glippede. Hvad mener du lidt mere præcist?

Hvor længe har hun haft det sådan...
Er hun trist...
Hvad siger skolen om hendes adfærd der?

Ja og nej.
Hun er kun trist når hun skal foretage sig noget som på hende virker "besværligt"
Hun vil gerne lege hele tiden også gerne ude i sneen i tiden.
Det virker uoverkommeligt for hende at skulle vaske sig, rede en seng eller gøre andet der IKKE er forbundet med leg.
Vi har jo op gennem årerne hjulpet hende med alle disse ting og da vi startede "overgangen" for en 3-4 år siden hvor hun selv skulle begynde at gøre tingene gik det galt.
Det er som om hun fastholder 8 års stadiet.
Skolen siger hun godt kan (og det ved vi) men hun pjatter i timerne, er ukoncentreret og forstyrrer de andre ligesom hun springer over hvis det ikke opdages (Derfor har vi nu en stram aftale med lektier med skolen)
Hun har skiftet skole og de andre piger er noget mere modne end hun er kan vi se rent mentalt.
Hun er meget viljestærk og hun kan godt fastholde sin vilje mod noget, desværre bare ikke med noget til hendes eget bedste.

Jeg undlader kommentere de indlæg som omhandler at hun er i en svær alder. Dette startede for længe siden og har ikke noget med alderen at gøre( teenageproblemer)

... Har hun nogen form for tics... eller bevægelser hun gør ofte...
Tænker her på en sygdom Tourettes Syndrom...

For evt ADHD ?
Hun skal have noget hjælp, hvis det er så slemt med hende. Måske hun ville have gavn af at komme i en skole der bedre kan hjælpe og tage hensyn til hende, for hun får utivlsomt nogle gok i hovedet, hvis hun mentalt og udviklingsmæssigt er et andet sted end de andre piger i klassen.
Skolen kan hjælpe jer - har i kontakt til PPR ?
Her kan i læse om hvad PPR er - alle tilbyder PPR.
http://www.kk.dk/Borger/PasningOgSkolegang/RaadgivningOgVejledning/PPR.aspx
Jeres datter kan jo lide af forskellige diagnoser som psykisk gør at hun har svært ved at modtage beskeder og omsætte dem til praksis.
Hvor er det synd for hende [:*(] Hun skal have noget hjælp, så hun ikke tabes på gulvet.
Har i snakket med jeres læge ?
Der må være en AKT lærer tilknyttet til skolen, vedkommende vil også kunne hjælpe jer videre.
Her kan i læse om AKT, og hvad det er for noget: http://www.bufnet.kk.dk/Skole/Kompetenceudvikling/~/media/bufnet/Publikationer/VejledningerOgInspiration/akt%20vejleder.ashx

Jeg er SÅ træt af at høre om folk, der tror de ved hvad de snakker om, når de taler om den såkaldte ADHD. Var der nogen, der så den udsendelse på tv forleden aften, der netop handlede om forældre og pædagoger, som bare prakkede diagnoser på børn og medicinerede dem - uden grund?
Når børn har det svært, er det ALTID forældrene, der skal tages fat i.
De kan ikke bare lægge ansvaret over på andre eller en eller anden opfunden sygdom.
Når et barn reagerer inadekvat, er det fordi der findes en disharmoni i forhold til forældrene og deres måde at se barnet på.
Når forældre først begynder at beskylde barnet for at være anderledes eller være syg, kan man jo godt forstå at barnet reagerer med frustration. Så har forældrene allerede fremmedgjort barnet, og dette bliver en ond spiral.
Det vigtigste er at SE barnet og SE hvad det har behov for. Er det mere tid sammen med forældrene? Mere opmærksomhed på hvad det foretager sig?
Jeg er selv uddannet inden for det pædagogiske område, og når vi møder børn der har svært ved at fokusere og koncentrere sig, ved vi godt hvad det drejer sig om.
Det drejer sig om at der sker noget derhjemme, som barnet ikke kan forholde sig til.
Engang var det blot den årsag, at en dreng lige havde fået en lillesøster.
Så lidt skal der til med børn.
Så kom ikke og tro, at man bare-kan-leve-livet-som-jeg-altid-har-gjort. At være forældre er en stor sag og et hårdt arbejde, og man bliver konfronteret med sig selv og sine egne mangler konstant. Heldigvis ser man også hvad man gør rigtigt, men dem der tror de KUN gør det rigtige, har taget gruligt fejl.
Der VIL komme misforståelser og der VIl komme tider, hvor man oplever at barnet er mere påvirkeligt end de voksne.
Tak herfra.

... Måske nogen her på solen, som har prøvet det med egne børn... og været turen igennem.
Selvfølgelig er det uheldigt med drengen i TV forleden.... men ligeså uheldigt, er det for de stakkels børn og forældre, der aldrig får den nødvendige hjælp, netop i form af rigtige pædagogiske værktøjer. Som pædagog, har du vel også på seminariet været gennem uddannelse om børn med vanskeligheder - og hvordan i opgaer og tar hånd om disse børn.

Med mindre I har sat hende i offentlig institution siden hun var lille. Det er det værste man kan gøre.

Og hvis I endelig har været så formastelige at lade en vuggestue påvirke hende, så er der ingen vej tilbage andet end at sende hende på en Rudolf Steiner skole.

Det er hele den tilværelse børn bliver budt i dag, der er skyld i mange ting.
Det skal være fine diagnoser. Jeg husker da min søn begyndte at stamme.
Der kunne sikkert hæftes en masse på ham, men heldigvis er det længe siden.
Jeg gav mig til at tænke og derefter gav jeg mig TID til ham. Så flyttede jeg ham til en anden skole. Det gav en helt anden dreng. Fra at være nervøs og ikke rigtig kunne følge med de andre blev han en glad og udadvendt dreng.
Man skal naturligvis også passe på, der ikke er tale om sygdom. Som da min fætters søn var fræk og trådte blomster o.s.v. ned. Han fik skæld ud, og drengen benægtede at trampe tingene ned. Efterhånden undrede min fætter sig over det. Det viste sig, den var helt galt med drengens syn.

er, at forældrene ikke står fast, men er eftergivende. Det ved hun og hun ved også hvordan hun skal styre dem.
Det er jo meget lettere og sjovere at slippe for pligter. Og hun har regnet ud, hvordan.
De snakker og snakker og ingenting har konsekvenser.

Hje,
Tænkte på, om I MetteogClaus - har opgivet, efter at de fleste indlæg bliver tilbagevist til forældre... Lad være med det... Der er nok ikke tale om egentlig diagnose... endnu - og ingen her kan gi den. Men... ofte finder man ud af i netop denne alde, at der måske er en krølle på hjernen.. ikke negativt ment - da disse børn, ofte på anden vis, er unormalt intelligente...Forældre der ikke har oplevet disse " krøller " på hjernen... kan ikke sætte sig ind i det Jeg tænker i har brugt 11 år nu, på at give jer selv skylden - læst tonvis af litteratur om børn, opdragelsesmetoder med videre... Har jeg ret?

Hun er da en helt normal præ-teenager😉 Der er nok ikke andet at gøre end at fortsætte kampen med hende så længe det vare. Det går heldigvis over igen, men fandme ikke sjovt sålænge det vare.

aspergers syndrom - ( mild form for autisme ) de kan sjældent mere end 1 ordre af gangen - virker meget lade , er ikke lige så modne som deres jævnaldrende , ydermere bliver de meget ulykkelige når man skælder dem ud fordi de har glemt noget . - måske du burde undersøge om det er det

som her.