Problemer med faderen/moderen -Andre??????!!!

Er jeg den eneste som har sådan en ex der er direkte modbydelig?
Vil aldrig tage hans fravær fra ham, min datter elsker ham, og jeg er sikker på hun har det godt deroppe i sine weekender
-MEN:
Er blevet mødt med div. tilsvinelser fra ham ogkæresten, de har stået og råbt og skreget så alle naboer kom ud.
Det skete da jeg havde sagt at "glemte" han flere samværsweekender, så ville jeg begynde at notere fraværet, for alt i alt har hun bedre af ingen far, end én der er der hver anden eller tredie gang når han kun har hver anden weekend med ham....
Det virkede, og hun er der nu hver gang som aftalen lyder...
Efter mødet om samværs-resolution begyndte at han at starte skænderi allerede på vej ned ad trappen fra mødet -vendte mig og sagde at med vores datter i hånden, måtte han ikke forvente reaktion på sine udtalelser liger dér....
Han forlanger tøj, selvom det ikke bliver brugt når hun er der fordi han selv har, det kommer rent med hjem... Eller ødelagt fordi "hun har grisset selv"....
Men reglerne siger jo at bopælsforælder skal sørge for.....
Jeg har efterhånden kvalme og ondt i maven hver anden søndaG, FOR SÅ SKAL JEG HENTE HOS HAM!!
Har prøvet ikke at komme alene men haft min søster eller min bedste ven med når jeg skulle hente, men det hjælper nul og en fis....
-Ved godt det er at ringe statsforvaltningen op og sige HJÆLP, men kunne godt tænke mig at høre fra andre i samme situation, eller fra nogen med gode råd!!

Men tag problemstillingen op hos statsamtet og undgå hente afleveringssituationer ved at faren henter i institution/skole og aflevere der mandag morgen , så er du ude over at skulle se på ham og de kvalmende søndage.
Sådan fik jeg løst det og det gav ro. Så kunne han ikke længere bruge mig som skraldespand for sine frustrationer.

Jeg havde skam problemer i 10 år !!!
Hver gang man prøver at være den "flinke" - bliver man gjort til bussemand.
Jeg noterede alt og skrev flere gange til statsamtet for at høre om hvad jeg dog skulle stille op.
Blandt andet ville min datter IKKE ud til sin far og hver weekend anden fredag når hu skulle afsted var med skrig og skrål....og mig med et blødende hjerte.
For at gøre en meget lang historie kort - mødte jeg endelig en jurist i amtet der sagde :
Tror det er på tide at høre barnet. Og hun blev hørt.
.....5 dage efter havde han mistet alt samvær!
- nu er det på min datters præmisser at de ses.
Men ja, noter alt ned og skriv ( skriv så du får skriftligt svar ) til amtet hver gang du er i tvivl om noget.
Lad dem evt, indkalde jer voksne til børnesagkyndig rådgivning.
Pøj pøj og stort knus herfra.

Jeg er forpligtet til entet at hente eller betale hans transport når hun skal hjem ;-(
-Han nægter at køre begge veje selvom jeg betaler, og pga hans job har han næsten aldrig fri til at aflevere i institution (siger han til trods de skal være max 2 af 7 medarbejdere mandag morgen, og det handler om hver anden uge)
Så indtil videre er jeg tvunget til at køre derop....
Sidder lige nu blot og venter på at kunne ringe -ved godt man kan mail, men synes det haster lidt efterhånden... Halvandet år og det er kun blevet værre...

Åh gud og jeg klynker over halvandet år....
-Min datter er kun 3, så hun er lige på grænsen når det handler om at blive hørt i sagen desværre, selvom jeg tror hun har det godt mens hun er der, så bryder jeg mig ikke om "mor er dum det siger min far"!!!!!
-Ved ikke om han siger det direkte, men hun er jo trods alt gammel nok til at læse situationen....
-Jeg er rigtig glad på dine vegne, men håber ikke jeg ender med at være tvunget til at tage hans fravær!
-Vil dog gå så langt som det kræver hvis det er hvad der skal til....
Har gemt flere sms og et par mails hvor han er rigtig slem med fx "c. ved ikke hvad hendes mor er for en so, men hun skal nok lære det en dag" og da han ULOVLIGT havde hentet hendes klapvogn: "hvis du ikke festede hver weeknd havde du måske råd til en ny klapvogn"...
-Når jeg så nogle gange har bedt ham uddybe kommer der kun nye ting for han kan ikke uddybe.
Min datter var bagud sprogligt allerede i dagplejen, men har nu indhentet de andre i børnehaven, (er startet som pæd.studerende så fik nogle gode værktøjer mht. sprog) og feste hver weeknd er der vist ingen studerende-enlige forældre der har tid til....
-venter blot på tlf åbner nu, så jeg først kan ringe og forhøre mig hvordan jeg får det gjort hurtigst muligt...
Har lige haft søgt konfliktmægling, men det øsnkede han ikke at deltage i, så nu må jeg jo så søge om en løsning der ikke er ham frivillig...

hej.
Jeg forstår ikke lige det der med at du skal køre.
Det er da faderens opgave,at hente og bringe?
Sådan var det hos mig, også alle andre som jeg kender,
der har børn med weekend fædre.
Venlig hilsen sweetie

På en eller anden måde tror jeg, at du selv er årsag til nogle af de problemer de fremturer med.
At faderen anmoder om tøj til pigen er jo rimeligt nok. At han oven i købet leverer det rent og pænt tilbage er sandelig også positivt ligesom han jo tilsyneladende også har rent tøj selv til datteren.. han er altså velforberedt på sin datters ophold.
Datteren er tilsyneladende også meget glad for såvel ham som hans nye kæreste..😉
Glemt samværdsweekender...??? Det kunne måske også være, at du har været lidt grov mod ham... Var der grund til at true ham på den måde med notesblokken....??? At skulle notere ned og anmelde er altid et par gode ord at starte et skænderi på....
Dybest set tror jeg, at hele denne ulykkelige miserre grunder i jalouxi fra din side..[:*(].. Du kan ikke rigtigt tåle, at din ex har fundet sin en ny veninde og at datteren tilsyneladende trives godt sammen med dem begge....🙂

du er da for langt ude .... uanset om Louise har været grov mod faderen, berettigere det ikke ham til at udeblive fra samværet ... det er ikke ham der har samværsret, det er hans datter.
Rina

Det er nemlig ikke børnene der har retten til samvær. Det er forældrene.

Jeg tror du er på usikker grund...
For det første skriver trådstarteren "glemte" samkvemsdage i anførslestegn. Dette indikerer, at hun tilsyneladende ikke helt er klar over, hvorvidt de reelt er glemt eller om der ligger andre årsager bag..
Umiddelbart synes jeg at fornemme, at der ligger en ret stabil farmand med ny velfungerende kæreste bag beskrivelsen, men en lettere frustreret mor bag indlægsskriveren.....
jeg vil gentage, at jeg tror årsagen er misnøje med, at exen trives, at barnet trives og hun står tilbage uden ret meget.... Og derfor griber hun til anklagelser og "jeg melder dig" løsninger. At hun tilsyneladende ikke har gjort det endnu kunne jo tyde på, at der alligevel ikke er "pant for kalvekødet"..
Lad nu være med at tro, at enlige mødre altid er den forurettigede part....🙂

og til dig trådstarter :)
Statsamtet kan pålægge faderen og også dig at barnet afleveres i børnehaven af dig fredag morgen - og afhentes i børnehaven af faderen.
Han har sin weekend og aflevere i børnehaven mandag morgen.
Sådan har mit samvær kørt i knap 8 år, for min eks mand tæskede løs på mig hver gang han fik chancen - og det gjorde han når han skulle hente min datter eller jeg skulle aflevere hende, og det var uanset hvor udvekslingen af barnet fandt sted.
Det var forfærdelig synd for min lille pige, som var så ulykkelig - samvær har faren desværre krav på - jeg fik af vide at vold på mig, intet havde at gøre med ham og hans datters forhold !
Værsgod æd den - min datter var 2,5 år gammel, da hun første gange sagde : Far slår min mor, mor græder av av !
Slog han ikke råbte han og skreg, og flippede helt og aldeles ud !
Det var simpelthen bare så forfærdeligt.
Jeg endte med at få et politi tilhold på ham, og så måtte aflevering og afhentning forgå i vuggestuen/børnehaven - det gav ro på !
Og det kunne heldigvis mærkes på min datter.
Nu er der gået 9 år siden alt det bøvl - min eks HADDER mig, og bærer stadigvæk nag - over at jeg forlod ham !
Min datter lider stadigvæk under at han i den grad hader hendes mor, og er så utrolig ked af det - hun må ikke nævne mig med 1 ord, når hun er på samvær.
Hun har med nød og næppe fåret et tlf nummer hun kan ringe på hvis hun savner ham - men så må jeg ikke sige en lyd for tænk hvis far kan hører dig mor, så bliver han sur !
Hvor er det tragisk at nogle forældrer ikke kan sætte deres børn før dem selv, sådan en skør eks har jeg desværre med i begagen, og jeg kan INTET stille op, har forsøgt mange mange gange i statsamtet.
Hun elsker hendes far, de har nogle gode weekender sammen og det er det vigtigste - han rager mig en høstblomst, og jeg kune ikke være mere ligeglad med den mand, bare han havde det på samme måde med mig efter alle de år !
Ferier og lign afleveres hun hos hans søster kl 10, han afhenter der en halv time senere, afhentning forgår på samme måde.
Der er INGEN kontakt overhovedet, sørgeligt for min lille pige, det er hende der er taberen i dette her !
Ayla

følge reglerne, så forlanger han også at du skal.
Prøv at lade være med at hænge dig i det med tøjet, du slipper da for at få snavsetøj igen.
Hvorfor råber de ad dig❓En ting er, at de gør det, men hvad handler det om❓
(man er to til tango, så derfor hvad er din rolle...?)
Jeg synes, at det er svært at komme med råd ud over, at du må kigge lidt på din egen rolle og adfærd i situationerne.
Anonym

Sådan var det også til efteråret 2007 hvor denne regel blevet lavet om... -Men det havde jo så hjulpet lige godt, problemerne opstår straks han kommer i nærheden af mig :(

Hvis jeg skal have blot den midste smule tid for mig selv, så er det når han har sine samværsweekender -at han så aflyser 1 time før afhentning det kan jeg på ingen måde se kan retfærdiggøres.
-Derudover står der så en lille pige og tror hun snart bliver hentet af sin far, og glæder sig til at se ham!
Enten vil han se hende, eller også vil han ikke, det der med engang imellem og aldrig til at vide hvornår, det dur sgu ikke med børn i midten!
Ja, bestemt var vi nok lige grove mod hinanden de første par mdr, men, jeg er ikke fulgt med på den bølge -tværtimod har jeg stået og gjort alt hvad jeg kunne for at ignorere, da han og kæresten forrige gang stod og råbte og skreg de værste ukvemsord efter mig, så alle naboer skulle ud at se MENS JEG STOD MED VORES DATTER PÅ ARMEN!!
-Hvad han kalder mig, tror om mig, fortæller osv kunne dårligt rage mig mindre, det store problem er, at det går ud over vores datter!!
Vi sad netop til møde med en jurist, der sagde at netop pga kommunikationen fra hans side, burde alt foregå pr mail for at ikke C. skulle opleve det -men kan jeg tvinge ham til at tie?
Nej, og så stikker det ærlig talt lidt, når du så foreslår jeg måske har været grov mod ham, men det er jo netop derfor sagen nu er endt i statsforvaltningen, der er grænser for ikke blot hvor længe jeg skal finde mig i alting,men også for hvad en 3 årig kan magte!!
-Sidst stjal han hendes klapvogn. Faktisk kørte han ud til mit hus, på privat grund og gennemsøgte for at finde den! Det er pisse ulovligt -men meldte jeg ham? nej for orker bare ikke alt det pis... Han afhenter hos min far for at undgå en del af balladen hvis fx børnehaven har lukket som nu da der var strejke, og har derfor intet at lave på min adr.!!
Min mor døde sidste år, hun havde ikke været død en uge, før han igen skulle svine hende for at have en svag psyke og aldrig kom i arbejde.
Fortæller mig jeg er lige sådan, velvidende jeg er i fulde sving med en videredående uddannelse og rent faktisk fik barn midt sidste år af min hf, hvorefter jeg holdt 2 ugers barsel og kom tilbage til skole for at kunne tage eksamen.
Mener selv jeg er godt i gang.
-Jeg har fået to katte af min mor, hvoraf jeg har taget den ene ind i avl.
Her forlanger han at få killinger udleveret, halvdelen af salgsprisen, nægter at lade sig slette fra mit stamnavn selvom han ikke ejer så meget som et knurhår af en kat efter jeg flyttede.
-Ringede at nu havde han meldt mig for indbrud i hans sommerhus?!
Jeg blev truet på livet og kan dårligt vise mig hvor vi boede før!
Politiet blev kontaktet, men de havde aldrig modtaget nogen anmeldelse på mig...
-Et eller andet sted, så kan jeg ikke se jeg i den sammenhæng gør så meget forkert, da det aldrig er HAM jeg kontakter for svar og viden, men de myndighede der kan give mig det, uden hvert andet ord er fede so, klamme kælling, lede junkie eller hjernedøde psykose.
Uddybe sine tilsvinelser kan han dog ikke, så kommer der blot nye, så har efterhånden opgivet at finde en fælles løsning.
-Hvad angår noteringer, så blev jeg fra statsforvaltningen rådet til, at først lade ham vide, at jeg ville tage et skridt hvis ikke situationen ændrede sig omkring hans samvær, altså, fortælle at det i sidste ende ville få konsekvens hvis han ikke kunne tage stilling til sin rolle som far og tage sit ansvar.
Jalouxi?
Nej, jeg gik selv da han begyndte at ringe til mine venner og true dem til ikke at kontakte mig, (begge vil i øvrigt stå frem i retten om nødvendigt) tjekke private mails og sms.
I de første mdr efter jeg tog mig sammen til at gå, kæmpede jeg for at så blidt som muligt gøre ham klart, at han og jeg ikke fik flere chancer.
Så fandt han en ny, som han efter eget udsagn aldrig var forelsket i, da hun blev gravid var han klar til at skride fra det hele hvis jeg ville have det!
-At C. har det godt deroppe kan kun glæde mig, hvis hun så også bare kunne have det godt de få min. en afhentning hos ham tager, i stedet for hans evige "had" mod mig, jeg synes det er direkte sygt, at han spilder så meget energi, blot på at jeg vender ham ryggen og går!
Derudover er jeg så selv i fast forhold med en mand jeg er meget glad for, ellers blev jeg nok ikke hos ham ;-)
Den ene gang han var med at hente min datter hos sin far -tja, der begyndte han jo så også at stå og råbe og skrige ad ham!!
Min grænse er nået!!
Så vidt muligt vil jeg aldrig i livet drømme om at røre hans samvær med sin datter, hun er glad når jeg fortæller det er ham der henter hende i børnehaven, og fortæller hvis de engang imellem har lavet noget spændende -såfremt han ikke har spoleret afhentningen, for så snakker hun slet ikke om dem...
Men min datter skal ikke betale prisen for hans ustyrlige vrede (selv venner fra hans barndom er han ved at miste pga temperament og opførsel, det er jo ikke kun mig).
-Nu vil jeg gå så langt det kræver, det mener jeg min datter fortjener!
Hun skal ikke tage stilling til mor og far eller vælge side, derfor går jeg offentlig vej i stedet for at give retur, det er simpelthen for latterligt.
Men hellere nu mens hun er lille, så har han flere år til at lære at tøjle sin vrede, og sørge for at C. på ingen måde oplever den
-Hun er 3 år, når jeg smiler og siger hej som var vi venner, fortæller hvor sød far er og hvor sjovt de skal have det sammen, så er hun altså alligevel gammel nok til at forstå efterhånden, at mor lyver, fordi far ikke spytter lige foran hende, snerrer "so" og drejer om på hælen...
-Min datter har en alder, hvor mors og fars samarbejde i høj grad påvirker HENDES persondannelse, selværd og selvtillid.
Så hellere tage "kampen" nu, med det offentlige indblandet, en om 2 år mere, hvor vi har knust hende helt hvis det her fortsætter!

Blot fordi jeg udelader de grimmeste detaljer, betyder det ikke at jeg selv har denne opførsel!
Tværtimod kan jeg næsten bide min tunge af hver gang fordi jeg har så meget lyst til at vise han ikke kan bilde sig hvad som helst ind.... Men min datter er til stede!!
-Sagen er nu endt i amtet, netop fordi alt kan dokumenteres!
To venner der er villig til at gå med i retten for at bevidne hans trusler mod dem for ikke at kontakte dem.
Tilsvinelser hovedsageligt af mig men også min familie (bl.a en hjerneskadet bror), trusler om vold osv (tror dog aldrig han ville røre mig), mails hvor han selv fortæller han ikke skal have tøj med til C. for han har rigeligt, da jeg så opdagede at det slet ikke var mig der skulle afholde hans udgifter under samvær men ham selv?!
Ja så skulle jeg pakke tøj, ene og alene fordi reglerne siger det.
Hun har rigeligt tøj så intet problem, føler mig bare til grin over at han kun beder om det, fordi han så igen kan lege den store et øjeblik!
14 dage er for ham lig med 14 sæt tøj plus tilhørende skiftetøj til uheld?
-Men ok jeg pakker.... -Til gengæld spurgte jeg om vejledning i statsforvaltningen først,om det var rigtigt jeg skulle pakke SÅ meget tøj til en ferie?
For alle regler, svar på "oftest stillede spørgsmål" jo til at greje på forskellig vis, og så må man jo overveje ret og rimeligt efter egen målestok og eller spørge...
Statsforvaltningens svar: Nej da, for det første kan børn godt hav tøj på mere end én dag, og bliver de mere beskidte end som så, så skal bopælsforælder alene sørge for RIGELIGT med tøj, dvs, (jeg bad hende skære det ud i pap) at har hun tøj til 2-3 dage mens noget andet skal vaskes og tørres under samværet
-er der det, ja så har jeg opfyldt kravet om rigeligt tøj og så må samværsforælder bare i gang med at vaske selv!
Så pakkede til 8 dage plus 1 ekstra sæt, det burde vist række... Selvfølgelig ekstra undertøj og strømper når hun kun er 3 og det mest beskidte barn i børnehaven i løbet af no time (mest pædagogerne på stedet der synes det er sjovt), og kun på kanten til total renlighed...

-Det er nemlig sådan, at man i dag spørger børnene selv, uanset alder, hvor man før ventede til de var 11-12 år, nogle gange lidt yngre...
Så har barnet velbegrunde årsager for ikke at ville se en forælder, og disse årsager er alvorlige -ja så kan de nægte at se en forælder!
Det kan de små jo desværre ikke da de jo slet ikke er udviklet nok mentalt til bl.a at forstå konsekvens af dens slags udsagn.
Derudover tages der også højde for barnets velvære -dvs, at et barn på 11 der fx nægter at se sin mor selvom begge forældre har myndighed, rent faktisk kan blive "tvunget" til at bo der fuld tid mod sit ønske, hvis det skønnes at den anden forælder ikke er i stand til at give pågældende barn en sund og fungerende opvækst.
-Mange tror det fx rammer bistandsmor hvis ex-manden så er bankdirektør, men det er altså ikke økonmien der vejer tungest i den sammenhæng, det er barnets almene trivsel!
-I den forstand, at en forælder altid kan starte en sag for at få oprettet samvær med sit barn, ja så er jeg enig i dit udsagn, for børn kan desværre ikke rejse en sag og forlange deres forældre bruger tid på dem...

- UDGIFTEN til transporten der skulle deles.

Puh, måtte lige læse en ekstra gang, troede det var mig der var finken ha ha ;-)
-Har selv haft et par triste oplevelser, selv om jeg dog "heldigvis" kun bliver lammetævet verbalt. Hvilket så egentlig kun sker fordi jeg nægte at synke til det plan igen. (var selv slem de første mdr, dog aldrig foran C.)
Nu bor jeg i Kalundborg kommune hvor institutionerne jo strejkede de sidste 4 uger jeg gik i skole.
Jeg er så heldigvis ved at uddanne mig pædagog, hvilket jo nærmest krævede, at der i klasselokalet var plads til min datter i under visningen -må jo så lige pudse glorien og fortælle, at min pædagogiklærer spurgte mig hvordan man fik små børn til at koncentrere sig og bleve mere tålmodige? Jo, det vidste jeg da, det var noget med ikke at løse opgaver for dem der krævede deres koncentration men kun bistå dem. Det med tålmodighede handlede vel mest om, at de ikke kun i institution osv fik god tid, men især også hjemmefra, var vant til at der var plads til dem på de fine tæpper i stuen, tid til at høre deres historier, og rum til at droppe vasketøjet for at gå en tur selvom det kun var ud i haven for at samle snegle og kryb?
At børn ikke skal skynde sig fordi de voksne har travlt, men fordi de selv ville nå noget -dvs pr motivation at drive dem, fx kunne min datter jo altså ikke gå med og fodre kaniner og marsvin i haven, hvis hun ikke gad tage sit tøj på...?!
-Hvorefter min lærer smilede, og sagde det lød super hyggeligt at være barn med alle de dyr (har ALT for mange), og i øvrigt skulle jeg lige vide hvor flot hun synes C. havde klaret dage på op til 7 timers undervisning uden at blive umulig eller decideret forstyrrende for undervisning.
-Så kommer glorie pudsningen, hun havde faktisk aldrig mødt en så stor tålmodighed og velvilje ho en 3 årig!!
-Strejken krævede så at vi var sammen 24-7 da mit eneste mulige børne-pasnings-netværk, består af min far, der selv har fuldtidsjob 86 km hjemmefra, og oveni bygger sit hus færdigt.
Så vi lærte om hinanden -fx blev det pludselig sjovt at fortælle mor at hun var dum!!
Blev helt paf, som vel de fleste gør når deres børn lærer den slags i børnehaven, min kære datter stod der og grinede højlydt, for hendes mor kunne ikke lige finde de rigtige ord....
Jeg prøvede så at overbevise hende om, at nej, mor var den søøøøøøødeste mor i verden...
-Det havde vi pjattet med flere gange, og lige pludselig hiver hun hånden til sig og kigger surt på mig, men hun siger surt og trodsigt som kun små børn kan det : Nej, mor er dum. Det siger min far selv!!
-Forestil dig min overraskelse? det næste kvarter ville hun næsten ikke tale til mig. Lige fra sjov og ballade til surmuleri og stirren ud ad vinduet...
Må tage for gode ord, at hendes far ikke vil vedstå at tale grimt om mig under deres samvær, men så viser det mig så til gengæld, at det er nu eller aldrig hvis hun drager så tunge og afgørende konklusioner ud fra hendes oplevelser!!
-En lang tid ville hun slet ikke hjem til ham. Tror jeg hylede lige så meget som hun når de endelig var kørt.
Pludselig slog det mig, at når han ringede og råbte og skreg ad, mig til jeg græd, så kunne hun vel egentlig høre hans stemme med den kraft han råbte?!
Jeg holdt op med at tage hans opkald når han ringede før hun sov om aftenen, og efter få uger havde hun ingen problemer.
-Vist også i den tid jeg begyndte at "glæde" mig på hendes vegne når han skulle komme, og agere ivrig efter at hygge med ham og leg med dukker, mærke på "misassas" mave (som hun kaldte hans kæreste dengang), for det kunne være hun var heldig at mærke den lille baby der lå og voksede derinde.
Vi læste bøger med "Lotte bliver storesøster" osv -bestemt ikke fordi jeg glædede mig på deres vegne, havde mest lyst at tæve den ene med den anden og give dem svar på deres øgenavne osv, men der har min uddannelse heldigvis været i vejen -hun skal bestemt ikke ende som de "cases" vi læser med børn vi føler med fordi de bliver glemt i skænderier, slåskampe osv...
-Men der har været mange ting der nu gør at jeg vælger enten eller. Konfliktmægling afslog han for et par dage siden skrev amtet -så nu søger jeg børnesagkyndig rådgivning.
Hjælper det heller ikke situationen på vej må det blive en børnesagkyndig undersøgelse, og den vej videre skridt for skridt med andmeldese ved næste "overgreb" osv, hvilket jeg bare er bange for vil slutte deres samvær en tid, da det også ses mere eller mindre som overgreb på hende hvis hun er tilstede.
Vil så nødig stå med hendes undren, uforståenhed og tårer når han ikke kommer som normalt...
Men de små episoder under strejken føger ordsproget "mange bække små, gør en stor å", og så hellere mens hun er lille, og ikke tænker over savn når de så ses igen...
Ih ja jeg piver synes jeg -for det du og din datter har gennemlevet er jo rent helvede i forhold til!!
-Hvordan ha din datter det så ellers med at se ham under samværet?
Udover hun ikke må omtale sin mor, hvilket er rigtig ledt, for børn skal bare slet ikke tvinges til at tage stilling eller vælge side når forældrene slås!
Børn til forældre er de mest loyale mennesker der findes!
-Hmm, tænker lidt på hvornår du sidst har forsøgt dig i statsamtet?
Ved du at den helt nye lovgining der for ganske nyligt er vedtaget, faktisk garanterer din datter en høring?
Dvs at hun får lov at fortælle sin side af begivenhederne og det hun oplever.
OG, med den alder hun har nu, er også efter den nye lov er vedtaget, gammel nok til at være medbestemmende om hvorvidt hun ønsker samvær eller ej.
-Børn helt ned i 3-4 års alderen kan få en samtale i dag, i den lave alder dog meget afhængigt af mental udvikling....
-Mener det var 11 sider med små bogstaver tæt skrevet jeg hev ud da jeg bestemte mig for at "stoppe vores problem", og det der glædede mig mest at læ af de nye love og regler, var netop det med at børn ikke længere skal være de der 11-12 år for at blive hørt!!
-Derudover lægger loven op til en voldsom opstramning vedr. børnenes udsagn, de skal ikke blot snakke og fortælle for en sagsbehandlers midlertige eller underbyggende afgørelser for en større sag, men børnenes udsagn skal i dag have DIREKTE BETYDNING for sagens afgørelse når de er i den alder som din datter, og lidt yngre endda også!!
Håber det er en nyhed for dig (jeg anede nemlig ikke der var nye love og regler i år), for ønsker din datter ikke at se ham -så bør hun bestemt heller ikke tvinges!!
-Men generelt lægger den nye lovgivning på området op til MARKANTE ændringer og opstramninger i forhold til den gamle....
Det bedste?? De markante ændringer, er lavet ene og alene for BØRNENES RET TIL INDFLYDELSE OG MEDBESTEMMELSE!!!!
Der er ikke meget at hente hverken for far eller mor i ny lov, men børnene er absolut (og endelig) ved at være i skarpt fokus som det absolut centrale i den slags sager, forældres ønsker og behov skubbes tilside for børnene!!
Ja som sagt, håber det er gode nyheder jeg nu kom i tanker om og du ikke har prøvet for ganske nylig at hjælpe din datter uden held, for så kan deres lov og fine ord da tage hjem at vugge, for de siger det stik-modsatte af dine tidligere oplevelser, hvor I intet har kunnet gøre....
-Undskyld min enormt lange besvarelse, men er glad for at høre fra en der ved præcis hvordan det er konstant at blive overfaldet og af den ene eller anden årsag, være ude af stand til at handle menneskeligt og give igen, eller sågar at kunne forsvare sig selv!!
omend overfaldende adsiller sig ved psykisk og fysisk udtryk -så er vold nu én gang vold!!
Som du selv skriver, det er så sørgeligt at der findes så få der kan sætte deres børn før dem selv!
Ja og jeg føler så næsten at folk tænker at så hellig er ingen, når man selv bestemmer sig for, i en situation som denne, at netop sætte barnet forrest -og så holde ved og gøre det fuldt ud, og glemme alt om den personlige pris det nogle gange koster...
Kh Louise

Jo jeg ved godt at børn idag høres og at deres ord tillægges stor betydning - og hvor er det dejligt :)
Men som du ved er børn frygtelige hengivne og loyale små væsner.
Min datter elsker sin far højt, (og han hende på sin egen forskruede måde - når det bare er ham der kommer i 1 række)men hun har den største respekt for ham, det tenderer vel nærmest til angst.
Hun er bange for han skal blive sur - når vi snakker om hvorfor hun er det, siger hun at det ved hun ikke !
Han har en ny kone og de har det godt sammmen - forstået på den måde at hun underlægger sig, og aldrig sætter sig imod noget som helst !
Min datter er meget glad for den nye kone og de er tæt knyttet - og konen er simpelthen et helt fantastisk menneske, efter min menning.
Vi har haft et tæt og godt forhold omkring min datter ( det kan min eks og jeg jo ikke ) men da vi blev alt for gode venner, så ville han ikke have vi skulle ses - og bad hende om at vælge mellem mig eller ham !
Hun valgte heldigvis ham, min datter var blevet knust hvis hun havde mistet hendes papmor.
Jeg tror at min datters angst for hendes far, er grundlagt fra hun var spæd til hun har været omkring 2 år gammel, hvor han virkelig var forfærdelig brutal.
tæskede mig, smed mig ud foran en bus midt inde i byen, mens min datter sad i en klapvogn ved siden af - slog en kammerat jeg havde ned, igen mens min datter var til stede.
Han forfulgte mig overalt, og var fuldstændig skør - kom engang for at hente min datter,og slog mig så hårdt så faldt om på fortorvet - satte sig ind i bilen og sagde " nu drukner jeg både hende og mig selv, jeg kører bilen i havnen " fræsede afsted, mens min datter på 2 år sad og skreg ved siden af i bilen.
han holdte mig engang op ad væggen med en kniv for struben, mens jeg stod med min datter i armene - og jeg kunne blive ved.
Han kom ofte og sparkede døren ind og smadrede hele vores lejelighed.
Alle de oplevelser som hun har været vidne til, er jeg sikker på har brændt sig fast. Hun kan ikke sætte ord på, hun kan ikke forklarer sin angst - men hun ved instinktivt at hendes far ikke må blive sur !
Jeg er i vildrede over hvad jeg skal gøre og ikke skal gøre, min datter er glad for sin far, glad for ders weekender sammen, glad for hans kone, og de har det godt sammen.
Det er jo ved at være mange år siden har behandlede os sådan, jeg kender ham ikke mere, og da jeg ikke længere har kontakt til hans kone, ( den stoppede for 3 år siden ) Ja så ved jeg jo ikke hvad for en mand han engentlig er idag ?
Skulle der ske et eller andet, og han skulle te sig ville jeg omgående stoppe alt samvær, og promte kontakte en advokat og statsamtet.
Men sagde jeg til min datter at hun ikke skulle derud mere, ville hun blive dybt ulykkelig som tingene er pt.
Deres samvær fungerer optimalt, på nær at hadet til mig - som desværre rammer min datter.
Jeg er ligeglad han kan hade mig til hans dages ende.
Undrer mig dog over at man efter så mange år ikke kan komme videre, han har jo åbenbart stadigvæk nogle følelser i klemme ?
Og så undrer det mig at hans nye kone ikke bekymrer sig i den hensende ?
Ayla🙂

Hmm jamen forlanger ikke at han overholder nogle bestemte regler?!
-For mig er det ikke den store betydning hvis han en weekend skulle ønske måske at få mandag/tirsdag med selvom det er udenfor "hans ret", for mener generelt, at samværsforælderen er rigtig skidt stillet i alt for mange sammenhæng!!
-Det er heller ikke den store betydning at rykke afhentnigerne ved samvær hvis han skal eller godt kunne tænke sig at nå et eller andet der ikke stemmer med samværs-resolutionen.
-Derimod gik det mig voldsomt på, at han de første 8 uger efter jeg flyttede, overhovedet ikke så vores datter!
Hver gang han blev væk, aftalte vi noget nyt.
Jeg pakkede tøj, og forberedte C. på, at i dag kom far og hentede hende.
Så skulle hun sove der og rigtig hygge sig med ham.
Men mor sagde ting som C. blev ked af når det ikke skete alligevel -for i 56 dage ikke så meget som så hun ham, længere end han kom med en kasse glas og kastede i jorden højt råbende foran min dør, og kylede en nøgle efter mig...
-Jaja latterlige 4 gange jeg ikke er kommet.... -var hans kommentar, men det er også rigtig meget når man faktisk kun ses hver anden weekend!!
Det er så i øvrigt ham selv der har valgt, at han hverken ønsker hverdage, ekstra weekender, helligdage eller nogen anden form for ekstra samvær!
-Ang. tøj og alt det andet i "småtteriet" så skriver jeg det netop her, fordi jeg trænger til at få læsset lidt af!!
Til daglig er C hjemme, og så er alt omkring hendes far er sjovt, hyggeligt og spændende.
Alle jeg kender har super-velfungerende forhold til deres børns fædre og mødre, eller kæmper at fratage den anden så meget fravær som overhovedet muligt -og det er som sagt det sidste i verden jeg ønsker!
Derudover kender vi jo de fleste af hinandens nuværende og tidligere partnere.
Det kan tit gøre det svært at tage stilling til, eller høre ting hvor man kan blive nærmest harm af skuffelse, over noget hvor man i virkeligheden mener det er ens egen ven der er uretfærdig og de ikke vil lytte...
Min egen del?!
Absolut, to til tango og verden er rund med uendelige nuancer...
-De første 3-4 måske 5 mdr var jeg selv lige så slem til anklager, beskyldninger og handlinger nogle gange kun med formål at såre...
MEN jeg har dog aldrig skabt mig foran C.
-Er desværre selv vokset op med forældre der opførte sig sådan, skændtes højlydt, involverede min bror og mig og endda også bedt os svare på forskellige ting omkring og i deres skænderier.
Børn er loyale, og intet er værre end at skulle vælge mellem sine forældre. (mine holdt dog til min mor døde).
Det handlede dengang om at bryde efter 7 år, men stadig elske så dybt og inderligt, at det bare er alt der gør ondt.
Men da jeg opdagede han var begyndt at ringe og true nogle af mine bedste og ældste venner til ikke at kontakte mig mere, så var jeg også klar over, at den form for jalouxi kunne jeg ikke leve med.
-Har været en meget stor pige, og 4 mdr før vi fandt ud af jeg var gravid, havde jeg tabt mig 25 kg og var blevet flot.
Mit dårlige selvværd og min elendige selvtillid, var forsvundet selvom de altid havde siddet og tygget på min rygrad...
-Herfra gik det bare ned.
Endte som sagt med trusler, min bærbare var en dag fuldstændig krøllet da jeg kom hjem -der var en fyr der havde skrevet til mig på msn om jeg snart var fræk igen?
-Han havde lige glemt at se om det var min eller min søsters adresse han havde trykket på.
Mine venner måtte ikke komme i HANS hus.
Hvis jeg skulle i byen andet end hvor vi boede, så ville han med.
Hvis vi tog sammen i byen, endte det altid med nedstirring af de mænd jeg kendte og hilste på, når ikke det endte i slagsmål.
Mange småting på den måde.
-Sådan havde det altid været, og jeg var da vildt flov, især når de sidste venner jeg havde, sagde at jeg skulle tage mig sammen, de gad ikke mødes hemmeligt for evigt.
Ved ikke, med tiden blev det mere og mere pinligt at undskylde for ham når jeg var fuldt bevidst at folk bare tænkte jeg var ynkelig at finde mig i alt...
Selv min familie var på vej ud fordi han synes min mor var for svag (led af depression) min lillebror havde hjerneskade og kun mi far kunne han nogenlunde holde ud...
Til sidst havde jeg kun min ridning tilbage hvor jeg var mig selv, men så fandt han ud af hvor slemt man kan komme til skade.
Mit ridetøj der blev pakket i en pose i gangen normalt gennem alle 7 år, skulle pludselig stå i skuret.
Kort og godt, så var mit vægttab med til at indsnævre mine personlige grænser og i stedet udvidde værdier jeg satte pris på.
Et kort brud i sommeren 00 opdagede jeg, at mine venner alligevel ikke havde glemt mig.
Jeg havde det sjovt, så hvem jeg ville, red og havde det skønt.
Men elskede ham virkelig, og vi prøvede igen.
Få mdr senere måtte jeg så flytte for alvor uden at kigge tilbage, kunne ikke undvære den glæde jeg havde haft i mig selv om sommeren, og bare gå tilbage som husmor.
I flere mdr prøvede han alt for forholdet.
Tilbød at søge hjælp for sin jalouxi og virkede nogle gange som om det hele virkelig var blevet bedre.
Men hver gang han pressede mig til IGEN at fortælle hvorfor jeg ikke kunne være sammen med ham, så huskede jeg hvorfor jeg flyttede.
Pludselig svinede han min familie som aldrig før.
Min bror var da bare bare alt for dum, min mor burde fa.... bare tage sig sammen og få et job i stedet for at bo i sin sygelige bobbel af hjemmets tryghed. Hun burde direkte tvinges ud alle andre ikke skulle betale hendes bistand bare fordi hun var doven.
Værre end -men et lille kig i "min del" indebærer jo altså desværre lidt forklaring selvom det bliver frygtelig langt.
I de mdr havde han imidlertid mødt en anden pige der var blevet gravid den første md af deres forhold -og fair nok, er to i hele norden der fejler det hun gør, og hendes chancer for børn var minimale, så forstod klart hun beholdte det.
Hans nye kæreste sad og spurgte mig til råds om sin graviditet, ville have tips og nogle gange bare én at tale med tror jeg...
Det var da akavet 3 mdr efter vores 7 år lange forhold der blev brudt, at så snakke graviditet med hende. Tale med hende om ham i far-rollen, om deres forhold op og ned osv, men hvis hun ville snakke med mig som ellers ikke lige burde være den oplagte person til det, ja så havde hun vel ikke så mange andre.
Endte med at synes rigtig godt om hende.
-Hun gjorde meget for at mægle når han og jeg gik skævt...
Sidste gang han så besøgte mig alene, fortalte jeg ham råt for usødet at han var en rigtig nar, hvis han ville forlade hende gravid for at være sammen med mig.
Det var vist noget værre formuleret -men det var sidste gang jeg faktisk kom med noget der indeholdt grimme ord, dumme bemærkninger eller noget af den slags, som man bare ikke skal begynde på når man er uenige.
-udover da jeg fandt omkring 50 gram stoffer i hans fryser, der truede jeg ham direkte og gav et ultimatum.
Pushede han længere end til jeg var ude af døren med det jeg fandt, kom han aldrig igen til at se sin datter.
Altid forkert at true med børnene -men tænkte ikke så langt, var dybt chokeret, min datter var jo i huset!!

-Jeg er nok meget følsom i forhold til så mange andre, hvad angår andre menneskers følelser og ømme punkter.
Uanset hvad, så kan jeg bare ikke få mig selv til at ramme de steder jeg ved vil gøre dem mest ondt.
Så da hans kæreste spurgte direkte om vi var færdige med hinanden, opfordrede jeg hende til at læse hans sms, kunne kun sige de ville såre hende, ville ikke være den til at læse op.
Så holdt hun og jeg op med at tale.
Han ringede og gik amok over at jeg havde givet hende lov at læse hans sms for det havde jeg ikke ret til.
Svarede nej, men han havde jo altid tjekket mine mails, sms, opkald osv, så antog han mente det var ok.
Vidste godt han ikke synes det var ok, han kunne bare ikke styre sig med selv at tjekke.
-De sms´er havde han skrevet i et kærligt øjeblik, og sagde mere end rigeligt til, at havde jeg været hans kæreste, så var jeg smuttet. Der stod bl.a andet han kun blev ved hende pga barnet, at hun intet betød og videre i den dur.
Siden den episode er det kunblevet værre end det nogensinde havde været.
Der gik under en uge fra min mors død, til han svinede hende igen.
Pludselig vidste han altid præcis hvad jeg havde lavet, med hvem og hvor længe.
-Følte mig overvåget og valgte til sidst at flytte herned, ca 40 km væk, men tæt på min far og bror.
-Så en dag vidste han præcis hvordan jeg boede, hvor langt jeg var med at pakke ud, og nu skulle jeg passe på indbrud når døren ikke kunne låses osv...
Så fik jeg en ekstra hund -og hun æder alt og alle jeg ikke selv lukker ind og godkender...
På det område er der ro.
-Til samværs-resolutionen fik jeg skyld for han mistede løn fordi han var tvunget til at tage fri.... Men kender hans chef, og havde han husket at bede om fri var vagterne blevet byttet eller chefen havde selv taget de timer.
Desuden får man besked i så god tid, at en ændring af dato og tid kan ændres.
C var med fordi hun var syg, allerede på vej ned ad trappen begyndte han at skælde ud.
-Da jeg så efter næste samværsweekend skulle hente, var der max ballade.
Både han og kæresten råbte de grimmeste ukvemsord efter mig, så højt og længe mens hun kasted havemøblerne rundt på deres terasse, at samtlige naboer kom ud for at se på....
Siden er jeg ikke kommet der alene med min søs, har altid min far eller en anden større person med.
-Det var det sværeste ikke at vende mig og deltage og give tilbage for fuld skrue, men "... mor jeg ked af det. Far meget sur på dig..." -Ren refleks løftede jeg op så hun ikke så på dem og fortalte, at selvfølgelig var det da ikke mor han var sur på. om hun også kunne høre "misassa" (kaldte C hende) var rigtig meget sur? Det kunne hun godt, og så blev vi enige om, at "misassa" nok var sur på far, og han så også blev sur på hende...
Og så skulle hun bare glæde sig til vi kom hjem til morfar, for så havde han musik til C ligesom det de hørte i børnehaven, og han havde lovet at lave pandekager med sukker og bla bla til jeg så kunne smække bildøren og skynde mig afsted...
-Hjemme var der brev fra kommunen, at de 3 mdr manglende børnepenge jeg havde søgt udbetalt ved deres hjælp, var indsat på min konto -så vidste jeg jo så hvorfor de var så meget oppe at køre....
Havde søgt dem flere mdr inden, og faktisk glemt alt om dem igen....
Samtlige mails er sluttet med "ses so" eller "bare vent det kommer til at koste dig" og den slags...
-Det var sådan alt i ret korte træk.
I statsforvaltningen er jeg blevet bedt om udprint af alle mails, samt at medbringe alle mine tlf. der indeholder sms jeg har gemt fra ham.
-En ummiddelbar forventning fra deres side er, at de højst sandsynligt træffer den beslutning, at han henter i børnehave fredag, afleverer igen samme sted mandag.
Fortalte det nok ikke var helt nemt med hans skiftende arbejdstider, tilkaldevagter osv.
Det var slet ikke deres problem, hans arbejde var dem irrelevant når de traf den slags afgørelser, det måtte han selv løse...
-SÅÅÅÅÅ, går og venter på tid, sted og dato for et møde.
Havde søgt konfliktmægling først da det ikke er helt så drastisk hvis vi nu selv kunne hvis der nu var andre i lokalet...
Men fik brev fredag, at han ikke havde ønsket at deltage og at det møde var frivilligt....
Så nu er det børnesagkyndig rådgivning -er træt af kvalme og ondt maven hver gang jeg skal hente, og har oplevet episoder der desværre fortæller min datter har fanget mere end som så...

- det er ikke en krise med ham, det er hans livsstil. Jeg ville i hvert fald ikke udsætte mig selv for overhovedet at mødes med ham. Få den børnehave-aftale igang og håb så på det bedste. Hvis samværet falder fra hinanden på et tidspunkt, fordi han bliver ved (han er ikke færdig med dig og bliver det nok heller ikke, for det har mere med kontrol end kærlighed at gøre) med at finde på nye ting at genere dig med, så ville det ikke undre mig.
- Det er godt nok ikke særlig sjovt.
- Trøstekram herfra.
//Dulkis

Tak ;-)
Synes nemlig det var møgsvært at beskrive min egen rolle!
-Især fordi jeg ikke mener nogen som helst fortjener det uanset hvad de gør, og uanset hvor meget jeg kunne have presset, tilsvinet og provokeret ham, så er det efterhånden så længe siden, at de uanset hvad burde have fået afløb....
Kan ikke 100% garantere han aldrig kan finde provokation i det jeg skriver i mails til ham, for hver gang jeg får et navn, beder jeg om en uddybning af, hvorfor de nu lige mener jeg er sådan.
Fx.til "klamme luder" -Der måtte jeg sidst spørge, hvorfor de ikke bare kunne kalde mig det navn jeg fik i dåb?! Nu var nemlig ved at være temmelig træt af alle deres "navne" for mig.
En ting er, at det er mig uendeligt ligegyldigt hvad de mener og tænker om mig -Men i C´s selskab måtte de gerne undlade at sige det højt, for jeg mener ikke det er et sprog hun behøver at tale allerede nu. Hun skal tidsnok blive teenager og indtage den tale i sit daglige sprog, men lige nu er hun kun 3 år, om vi var enige i, at hun lærte nok grimme ord henne i børnehaven?!
I øvrigt, da ingen af dem kommer tættere på mig end 4-5 m. så mener jeg ikke de kan udtale sig om min hygiejne, og hvis jeg nu tjente penge som luder, så havde min bil nok allerede fået de reperationer der snart er tiltrængt.
-Det må jo så betyde ét af 3 mulige.
Enten at der er forskellig opfattelse af den betegnelse, og så måtte de jo forklare mig deres opfattelse.
Ellers måtte det være tilsvinelse bare for at være ubehagelige, hvilket de i så fald måtte forklare mig formålet med.
Jeg ikke kuan se det skulle tjene noget, andet end lidt irritation for mig, og øget dårlig stemning mellem os alle.
-Havde C ikke efterhånden oplevet rigeligt af det?
-Som en tredie mulighed, så måtte jeg jo være åben for, at de måske virkelig troede, at det var dét jeg er?
I så fald håbede jeg da de ville eftersøge et svar på lovlig vis -Måske en anmeldelse om deres mistanke til kommunen og evt. politiet, så det kunne blive undersøgt nærmere, hvis de nu ikke troede mig, og virkelig havde den skræk...
Om ikke andet, så fordi far jo stadig har ansvarspligt for sin datter, deriblandt pligt til at gribe ind, hvis han var sikker på hun ikke havde det godt og sikkert hos mig.
-Sidst sluttede jeg så af med at skrive, at jeg håbede de ikke bare fandt benzin til vores brændende bål, men tog mit brev ganske alvorligt.
Nu havde jeg nemlig brugt tid til at overveje, om deres øge-navne måske kunne være alvorligt ment, og ikke blot til for at genere eller provokere mig.
-Det ville jo gøre mig ondt om de mente det var alvorligt -men skulle vi på noget tidspunkt nå en verbal kommunikation, uden at det skulle smerte og skade vores datter, så måtte vi begynde at tage hinanden seriøst.
-Da jeg nu gentagent havde frabedt mig div. kedelige titler de fandt, var jeg nu ved at være bange for, om det måske var mig der ikke tog dem seriøst nok?
Så nu måtte vi til bunds i det -enten var der noget i deres navne, eller også så synes jeg de skulle tage sig sammen og tale som andre voksne mennesker gør til hinanden.
-Der fandtes ikke en god grund til, at C måske ligefrem endte med at tro, at det er ok enten at folk kan jokke ubegrænset på hendes mor.
Eller endnu værre -selv en dag ville finde sig i den tale fra en kommende kæreste, fordi at det var hun vant til derhjemmefra.

------------
-En lille hentydning til det med at følge i visse familiefodspor, især hvad det modsatte køn og familieliv angår, vist stadig ligger ret højt i statistikken.
(Far var voldelig så hun fandt voldelig ægtemand.)
(Mor var en glad og varm kvinde, sådan en som han selv fandt.)
-C´s far arbejder med udsatte unge, og kender kun alt for godt til arv og miljø...
-Sådan, et par små remindere til at jeg i bund og grund også kunne fyre lort af, men faktisk på et pænt velovervejet sprog.
Men at det bare ikke var min interesse, de kan sige og tænke helt frit -så snart C er væk!
2 Mail i træk nu, og ikke ét grimt ord. Der bliver ikke engang bandet ellet givet hentydninger!!
Så puha, ønsket virkning

Efter at have læst dit sidste indlæg har jeg kun et enkelt ord at sige til mit sidste indlæg :"Undskyld"..😖
Sagen hænger tilsyneladende helt anderledes sammen en du oprindelig skrev og jeg var nok lidt for grov mod dig....

Smiler, det er også hvad jeg siger ;-)
-Enten skal jeg hente, eller betale hans udgift for at bringe hende hjem....
Men jeg har ikke frit valg, og når han nu på ingen måde gider samarbejde, så kan man vel kalde det "at skære det over midt på". Han kører når hun skal hjem til ham, jeg kører når hun skal hjem til mig

hun skal bare forblive i flinkeskolen!!!!
To til tango - yes, yes, men der er som regel en der byder op..................

Jeg har siddet og tygget mig hele vejen igennem den her tråd. Jeg tager bare hatten af for dig og den tålmodighed du fremviser her.
Og i samme åndedrag er jeg glad for at det ikke er sådan i alle skilsmisser. Specielt er jeg glad for jeg har undgået at blive gravid, for jeg tror et lille sted inden i. At det var gået lidt henad din historie.
Iøvrigt flot brev, jeg kunne ikke lade være med at tænke på den måde du "pinder" det ud. Den er til kryds, bolle og UG. [s]
Håber det fortsætter godt fremad.

Tak -og må sige flot med en undskyldning her hvor man kan være så ligeglad man ønsker, at du vælger ikke at være det!!
Du har rygrad ;-)
-En dejlig start på dagen, havde lige bestemt mig at komme ind blot for at give et kort og præcist svar, for må indrømme jeg kun troede du skrev for at provokere mig.
Prøvede at undgå det skulle lyde som en hader-far-debat (da den forælder hvor barnet ikke bor er rigtig ringe stillet mange gange, som regel faderen), men jeg blev vist lige lovlig sparsom på detaljer i mine begrundelser for min påstand om skidt samarbejde...
Men skønt at vide du faktisk læser efter ;-)

Hej og tak ;-)
-Først vil jeg sige at som jeg ser det, så mener jeg altid det kan betale sig at tage den langsomme vej i "lettere" situationer som denne uden vold osv, jo det skader børnene -men ikke uopretteligt!!
Det vigtigste er bare at starte hurtigst muligt og lære selv at nære sig, hvilket jeg til tider har syntes var svært.
Alle jeg kender siger jeg bare skal knalde igennem fra start og sætte hårdt mod hårdt, men det føles ikke rigtigt når jeg kigger på min datter når jeg fortæller far kommer....
-Desuden er der noget ved manden man engang kunne lide, og forhåbentlig en grund til han blev far til ens barn!!
Selvom man kan få svært ved at se det når det hele bare bliver rigtig stramt.
-Men så kan man jo fx skrive en debat som her, for både positive og negative indlæg giver én noget ekstra "mod".
Nogle gange bedre end éns nærmeste....
-Må jeg spørge hvilket erhverv du har?
Jo, det var rigtig svært at gå, vi var sammen næsten 7 år, og jeg elskede ham -og der gik da næsten et år før jeg fik overbevist mig selv om, at han og jeg ingen fremtid har.
Det gjorde bare ondt det hele -tror det bedste jeg har gjort var, at gemme de sødeste og de grimmeste smsér og mails, de kunne ikke veje hinanden op...
-Så satte jeg mig og tænkte på hvilke venner jeg havde og hvilke der var tilbage pga mit forhold?
Hvad kunne jeg lide at lave før, dengang forhold bare var "sjov og ballade", inden det blev alvor om min fremtid?
-Sidst på efteråret satte jeg så nogle mål om hvad jeg ville, bl.a genoptage min ridning, prøve at gå i biografen, gå på cafe og alt muligt blot for at undgå den følelse af at være alene. Opsøge gamle venner.
Trængte til at tænke på alt andet end mig selv opdagede jeg lige pludselig.
Nu er jeg alt andet end alene indeni, men det tog da tid!
Men jeg har været en xxl str pige, og blev pludselig slank inden min graviditet, og holdt det ved lige efter -det skabte stor jalouxi hos ham, og måske var den for stor, eller også forstod jeg ikke at tage nok hensyn.
Men det var nok til at jeg skulle vælge mellem husmor på fuldtid, eller fri og med mulighed for at opfylde personlige drømme. -Fx har jeg valgt at blive pædagog, ikke for sanglege i børnehaven eller for lønnen (hehe) men fordi det brænder helt ubeskriveligt i mig, at kunne være noget for nogen -ikke blot privat, men proffessionelt for de, som ikke har nogen privat!!
-Alt held og lykke til din veninde, jeg mener bestemt det kan svare sig at gå langsomt frem, og dermed vise så vidt muligt, at man helst vil undgå en masse ballade.
Jeg er sikker på, at der er masser af fædre og mødre, der ville tænke en ekstra gang, hvis de fik tilbud om at snakke det hele igennem, på en måde hvor konflikterne kan manes i jorden -både fordi det er flovt at råbe og skrige foran andre, men også fordi en dominerende part kan være svær at få sagt det man vil til...
Vh Louise

jeg arbejder som socialrådgiver..