Pårørende til en psykisk syg.

Det er helt sikkert svært at være pårørende til en psykisk syg.
Eller rettere, det ER svært. Jeg ved det, for jeg har været begge dele.
Og netop fordi jeg selv har været nede med flaget, har jeg jo nok lidt lettere ved at forstå hvordan man hjælper bedst.
Dog mener jeg, at der skal ruskes op i en del danskere. Det kan ikke passe, at der stadig er så mange fordomme og så lidt forståelse for psykiske sygdomme.
Når man får en depression, så går meget af ens tid med selvbebrejdelser. Man dunker sig i hovedet over de ting man ikke har gjort, eller de ting, som man ikke mener, at man har gjort godt nok.
Selvtilliden er noget af det første der forsvinder.
Og det gør det ikke nemmere, når adskillige pårørende stiller sig op i kø, for at give gode råd.
For tit bliver de sagt i en anstrengende tone, fordi folk er ved at give op. - "Hvad skal vi efterhånden sige til hende? Hun PRØVER jo ikke engag at få det bedre - Jeg har ellers sagt, at det nok ville hjælpe, hvis hun gjorde...."
Hør nu her. Hvis det bare var så enkelt at blive rask igen, tror I så ikke, at jeg selv ville have gjort det? Jeg lider af en depression, ikke af stupiditet. Det kan godt være, at jeg er forvirret, modløs og trist, men jeg har stadig min forstand.
De gode råde er som regel velmente, det er jeg klar over. Men hvorfor kan man ikke bare i stedet vise sympati, bekymring og medfølelse? Det kan godt lade sig gøre, uden at ynke.
Hvis jeg nu havde en anden sygdom, en fysisk sygdom, så ville jeg sikkert få besøg - ledsaget af blomster og chokolade. Folk ville sikkert spørge hvad lægen har sagt og anbefalet, og hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke, at folk ville forsøge at ændre lægens ord - endvidere tvivle på dem.
Hvad er forskellen her?
Jeg har det godt nu. Nu er det min meget nære veninde's "tur".
Og det gør mig vred og trist at høre, at intet har ændret sig, siden jeg var syg.
Tit har jeg hende grædende i røret, fordi én eller anden bedrevidende, har bedt hende tage sig sammen eller følge "dette råd".
Jeg véd hun har det skidt. Og alle der ´kender hende burde kunne se det. Hun er en skygge af sig selv.
Hende der før var en så stærk person med egne meninger og principper, falder mere og mere fra hinanden.
Jeg savner hende, savner vores hyggeaftener, vores fælles humor og grineflip - savner hendes besøg og daglige glade tlf.opringninger.
Men jeg forstår hende også. Jeg véd, at når der er tavshed fra hende, så er den helt gal.
Hun undskylder konstant, at hun svigter mig. Og jeg fortæller hende konstant, at det ikke er tilfældet.
Hun svigter mig jo ikke. Hun fortæller mig om alle de grimme tanker, hun åbner sig for mig, har 100% tillid til mig. Det er ikke at svigte - tværtimod.
Jeg giver ikke gode råd. Jeg giver knus og opmærksomhed. Jeg sparer på mine egen talestrøm, så hun kan få plads til at få lettet hendes hjerte.
Kort sagt, jeg er der for hende.
Af de mange sygdomme der findes, så er depression den sygdom der afleder mest ensomhed og frustration -oven i sygdommen.
Har I nogensinde tænkt over, at man faktisk gør de psykiske syge, mere syge?
Det er vidunderligt, at man er kommet så langt med AIDS og kræftforskning - men det er skammeligt, at der stadig er så mange fordomme omkring psykiske sygdomme.

Jeg skal lige hilse og sige det heller ikke er nemt at være pårørende til en der er i den anden grøft. Når en person får en mani så kan alle andre bare rende dem for de er selv så overbeviste om at det de gør er det rigtige. Det kunne sammenlignes med en forestilling om de er på samme plan som gud. Disse mennesker VIL ikke hjælpes for de mener jo ikke selv at der er noget galt.
Det er så her man er rigtig magtesløs som pårørende. For eksempel når de lukker dig ude af deres liv efter 10 uden at se sig tilbage.Her føler man sig ufattelig ubetydelig. Ingen kan give dig svar på hvad der er i vente og hvornår.....ingen hjælp at hente.

hvem kunne ikke bruge en ven/inde som dig.
Du er guld værd, og ville ønske en som digvar i mit liv, men nej, der er kun de dumme fordomme og de dumme råd. Ingen forstår, og det gør mest ondt når alle på sidelinjen ryster på hovedet af en, fordi de mener jeg burde kunne gøre det og det, men nej. Ingen kram, og opmærksomhed. Måske det er derfor det er så svært og blive rask igen.

det jeg mente. At de pårørende tit er med til, at forlænge sygdommen.
Jeg føler med dig, for jeg véd hvor ondt det gør, at ingen tager en alvorligt.
Faktisk oplevede jeg, at min familie hørte om en der havde fået en depression. Og der var ikke grænser for deres medfølelse.
For ikke at lyde for bitter, så véd jeg dog, at det ER nemmere at forholde sig til, når det er "naboen" der rammes.
Men hvad kan man bruge det til, når det man har brug for, er en skulder at græde ud ved. At der er én der vil lytte, uden at dømme - ligegyldigt hvor slemme tankerne er.
Når man har en depression, så er det jo ikke en lang dyb samtale man har brug for.
Det er forståelse, det er empati.
På min venindes vegne, er jeg fortvivlet. Ikke fordi jeg føler hun svigter, men fordi det gør mig ked af det, at se hende lide på den måde.
Du fortjener det samme.
Hellere én der vil lytte og tage imod, end 10 der forsøger at helbrede.
Spørgsmålet er blot, om folk nogensinde vil komme så langt? Om det nogensinde bliver bedre.
Jeg håber. Det er alt jeg kan gøre.

It is cold today
Indeed the rain is falling and I am alone.
Thoughts of life and love,
meaningless to anyone but myself.
I am alone.
They watch me, their eyes not knowing,
knowing nothing of what they see.
I am but another creature, alone.
They scurry on the surface, unaware,
unaware of the life below
when you are alone.
Loneliness, not a burden nor a sorrow,
but a time of solace, of deepness
never to be shared, never to be understood.
They can never reach the place where I am
And I know I will never reach the place where they are.
I know I don't want to reach that place.
True happiness is here, unmisted.
Unmisted by smiles or laughter,
unmisted by the joys of company.
To find true happiness,
to know if one is truly happy,
he must be happy alone.

Og måske fik jeg skrevet mit indlæg lidt forkert.
Jeg kan ikke forholde mig til noget, som jeg ikke har prøvet. Desværre.
Jeg véd, at der er stor forskel på psykiske sygdomme. Og jo værre diagnosen er, jo sværre er det at hjælpe. Jo mere magteløs føler man sig.
Så jeg må hellere, for god ordens skyld, præcisere hvad jeg skrev om. Depression, tvangstanker, modløshed.
Da jeg selv har værer syg i sjælen, kan jeg også sige, at der er forståelse for, hvis de pårørende ikke véd, hvad de skal sige eller gøre. Herregud, os der er syge, ved ikke engang hvad vi skal gøre eller sige.
Men hvis man som pårørende ikke ved hvad man skal gøre, så er det langt bedre at sige lige ud:
"Jeg ville ønske jeg kunne få din smerte til at gå væk, men jeg véd simpelthen ikke hvad jeg skal sige. Jeg er bange for at sige det forkerte, jeg kan ikke sætte mig ind i det - det skræmmer mig - osv. Men jeg er hér for dig, hvis du får brug for at græde eller snakke".
Ord som disse, får én til at føle, at man måske ikke er helt alene og sindsyg, alligevel.
Men kan ikke modsige dig i dit indlæg. Du har helt ret i, at nogengange KAN man ikke trænge igennem. Selv om man ønsker det.
Egentlig burde jeg stoppe med at skrive nu, for dit indlæg taler for sig selv.

De kan være ekstreme når de er i de to yderfaser, enten som ekstremt depressive eller ekstremt maniske.
Man ser dem fornægte deres medicin, og de mener ikke der er noget galt med dem selv, men med omgivelserne, som de kan angribe konstant.
Selv er jeg tolerant, men har også grænser for hvad man kan byde mig, jeg har fået en tvangsindlagt, da jeg fandt hende i gang med et selvmord.
Jeg mødte på et kursus en først på året, der viste sig at være maniodepressiv, denne ville ikke tage medicin. Da han kom i den maniske fase, ville han dominere og fylde hele rummet i undervisningen, han blev bortvist af hensyn til undervisningen som han saboterede.
Han viste sine mørke sider, der var uhyggelige, han ville destruere undervisningslederen og truede med at slå vedkommende ihjel. Han mødte pludseligt op hos mig kl 23:30, og stablede alle mulige genstande op på mit sofabord, som han tog op af sin medbragte taske, bl.a. en hammer, som han forklarede kunne slå huller i kranier, og kiggede på min.
Jeg bad ham om at gå, han havde overskredet mine grænser for hvad jeg kunne tolerere. Han bad om at måtte overnatte, da klokken nu var 02:30, og det var frostvejr, han kunne ikke cykle hjem mente han. Jeg bad ham om at forsvinde, da jeg ikke ville risikere han slog mig ihjel, han tog sin cykel og kørte hjemad, der var 45 km. til Nordsjælland i frostvejr, men det var mig uvedkommende da der også var 45 km på vej til mig.
Dagen efter fik jeg at vide, at han gik bersærk på vej hjem på cykel, hvor han slog vildt omkring sig og kastede rundt med cyklen i raseri, en uge efter var han blevet tvangsindlagt for, at have trængt sig ind på sin eks. kones bil, og oversmurt denne med blod. Han ringede til mig igen og trængte sig på, men jeg afviste ham, da jeg ikke tude have mere med ham at gøre.
Problemet for disse maniodepressive er, at de mener man skal affinde sig med alle deres mærkelige person angreb, og udvise tolerance. Men der er ikke noget at hente fra min side for sådanne, der nægter at tage deres medicin.
Hvis ikke de vil tage deres medicin, er den bedste hjælp man kan give dem, at søge dem tvangsindlagt, da de først får det bedre når de tager medicin. Men når en sådan hjælp afføder dødstrusler som hævn herfor, så er det slut med tolerancen. Jeg tør ikke indlade mig med sådanne typer mere.
Jeg har skingrende gale overboer, der kan drive mig til vanvid med deres totalt sindsforvirrede verbal angreb. Hvor de mener at have ret til at aflive mig, og ret til, at stjæle mine penge, men det er svært at få dem ud. Da deres familier er gale og ansat i psykiatrien, som kan give dem attester på deres såkaldte normalitet.
Politiet har så rådgivet mig, hvis de skulle forsøge at realiseres deres dødstrusler, så kan jeg anvende nødværge princippet uden at blive tiltalt.
Men det er et sygt samfund, når det er nået så vidt, at man ikke kan opholde sig trygt i sin egen bolig, uden dødstrusler fra psykisk syge galninge.

må jeg henvise til det svar jeg har givet lige før, der hed, "jeg er klar over det".
Jeg burde have udtrykt mig mere præcist. Om jeg har stirret mig blind på emnet " Depression", ved jeg ikke. Men det var det jeg mente.
En "almindelig" depression", hvis man kan kalde det dét, uden at bagatellisere det på nogen måde.

Det er ikke let at være dig. Jeg synes, at du gør meget for at hjælpe og støtte hende med hendes depressioner. Det lader til, at hun er en lukket person, som er svær at komme ind til. Det er ikke let, at vide hvad årsagen til hendes depressioner er. Det er måske et tabu emne, hvis hun er været udsat for noget ubehageligt.
Måske har hun brug for psykologhjælp, som kan finde årsagen til depressionerne. Det er måske lettere, at tale med en professionelhjælper som har tavshedspligt. Jeg har læst i et blad, at samtaleterapi skulle være bedre mod depressioner end medicin. Måske hendes egen læge kan hjælpe hende, eller give en henvisning til noget samtaleterapi ved en psykolog.

De alment depressive har ikke farlige vrangforestillinger, men når de er i den depressive fase, så er det som en har fortalt mig, som at køre ind i en mørk tunnel, hvor alt ender i sort.
Man kan ikke lindre deres lidelser, men blot give dem mod til, at holde ud, da der igen kommer lys for enden af tunnelen senere i fasen.
Her bør der vel behandles med Cipramil lykkepiller, det siges, at de hurtigt kommer over i den lyse fase med disse piller, man kan lindre dem ved at lytte til dem, men når man er væk igen, er de ligeså hjælpeløse som de var inden. Det eneste man kan håbe på er, at de kan holde deres situation ud til de når for enden af tunnelen igen.
Prøv at forklare den med tunnelen, de vil så huske på den, når det ser sortest ud, og sidde og håbe på, at de snart når enden af tunnelen igen, men de skal nok have lykkepiller ellers kan det ende galt.

Jeg har en ven, som er helt ned i kukkælderen.
Han er godt klar over at noget er galt, men han nægter pure at nogen kan hjælpe ham.
Han har været ved læge mange gange, men han fik samme besked at intet var i vejen.
Jeg spurgte ham, om han havde nævnt dét og dét osv, men nej det havde han ikke.
Han tror på selvhjælp, frem for og få hjælp udefra.
Vi skrev en dag sammen, om hvardan han havde det, og efter samtalen var slut, fortalte han mig, at ingen nogensinde før have fået noget som helst af vide om hm, og at han havde siddet med tårerne ned af kinderne, da han godt kunne se, at den var helt galt.
Jeg ville ønske jeg kunne have taget ham ind til mig, og bare holde ham tæt, indtil hans tårer var væk, eller længere end det.
Men det kunne jeg ikke, da vi jo ikke var i samme del af byen.
Nu har jeg selv, i en lang periode på cirka 3 år, været genem et helvede, og været helt nede, hvor jeg tvang mig selv til og søge hjælp. Hvilket hjalp mig.
Og derfor gør det ekstra ondt, og vide at han hver dag, time for time, sidder på sit lille værelse, alene, og ensom. Og total nede i kukkælderne.
Jeg kan skrive masservis af sms'er til ham, men ingen svar kommer der, før måske 14 dage efter.
Ikke engang jeg ved, om han læser dem, men jeg håber.
Jeg ville ønske jeg kunne gøre noget for ham, men som han selv siger, når han er nede, og når han er vant til og være alene i de trælse perioder, så har han svær ved og tænke på andre.
Men, jeg går hver dag og tænker på, om han mon stadig er i live, om han har det godt, om han sover, om han er online i aften, om han vil se mig, om han har fået hjælp, og så videre.
Det er svært for mig, og holde modet oppe, men gud og alle andre skal vide, at jeg ville gøre alt der står i min magt for og hjælpe ham.
Han er bare så satans stædig, at ingen hjælp udefra kan hjælpe ham.
Og selvom jeg har fortalt ham gang på gang, at andre udefre hjalp mig, så tror han stadig ikke på det.
Og det gør mig ked af det, for han er i sandhed en vidunderlig person.
Nogen gange orker jeg ikke mere, og skal tænke på ham, men jeg holder af ham. Også selvom han sagde til mig engang, at dem der holder af ham, sårer han, og ja måske han har såret mig, men når det sker, tænker jeg tilbag på dengang jeg havde det sådan.
Men GUD hvor ville jeg ønske jeg kunne gøre bare et eller andet, få ham til og se at han skal have hjælp, det ville knuse mit hjerte, hvis et så fantastisk persons liv skulle gå tabt.
Jeg græder nu, over han ikke giver lyd fra. Men jeg må håbe det bedste, ved ikke hvad andet jeg kan gøre.

beklager stavefejlene.

er livet værd, når man er alene om det?
Alene på alle måder.
ingen forstår en, ingen snakker med en, ingen lytter til en, der er Ingen, også selvom der er en masse.
Ja jeg er nede, mit flag er ikke hejst, prøver og få det, men det er ikke så nemt som mange uvidende giver udtryk for at det burde være.
Dem der ikke har været nede, har ikke den fjerneste ide, om hvordan ens tanken, liv, følelser, og meget andet er, men alligevel dømmer de en, fordi man i deres øjne, er for svag til og gøre hvad de mener er det rette -
Men de aner intet.
Hvor trist er det ikke.
Livet er trist, når man dømmes for hvert eneste lille fejl, man indeholder.
Selv fejlen, at man ikke KAN - ORKER at gøre det og det som de mener man sagtens burde kunne gøre.
I aner intet - før I (forhåbentligt aldrig) selv ender med et flag der er sænket.
Det er ikke sjovt og have det sådan, og trods alt negativt fra andre, ønsker jeg ikke det sker for nogen som helst! ! ! ! ! ! ! !

Din ven véd du er der for ham. Han véd, at du bekymrer dig.
Men når man ryger ned i kulkælderen, så magter man ofte ikke at svare tilbage.
Du kan være sikker på, at han læser dine beskeder. Og at de betyder meget for ham.
Man HAR en tendens til at isolere sig, når man får en depression. Det kan man som pårørende ikke gøre så meget ved.
Men der DU gør, at du sender ham beskeder, det hjælper ham. Også selv om der kan gå 14 dage, hvor du intet hører.
Jeg oplever selv det samme med min veninde.
Jeg har tit ringet til hende og oplevet, at hun direkte sagde, at hun ikke kunne snakke. Det har jeg accepteret, men samtidig har jeg ikke glemt hende. Jeg bliver véd med at gøre hende opmærksom på, at jeg ER der.
At det er helt ok at hun ikke kan/vil snakke, men at jeg er her. At hun bare kan ringe eller dukke op, uanset tidspunket.
Så kan man ikke gøre mere - men man har også gjort meget.
Nemlig vist, at man bekymrer sig - og vigtigt af alt:
At man holder af.

Hvis hun lider af en vinterdepression, så kan
hun behandles med lysterapi. Du kan søge
efter behandlingen på google ved at skrive
lysterapi i søgefeltet. Efter ganske få behandlinger
kan du se meget store fremskridt.

Hun ER i behandling og har været det længe. Og det er desværre ikke "bare" en vinterdepression.
Før hun kom i behandling, før der var nogle professionelle der tog hånd om hende, gik der 1 år.
Så de ting hun går og tumler med, de har jo haft tid til at sætte sig dybt.

Jeg har her scannet nogle tråde ind, således i selv kan besøge disse sites, med temaet depression, jeg skal ikke selv sidde som bedrevidende desangående, så hermed en række tråde som nok kan hjælpe jer.
http://depression.mekanix.dk/index.php?aid=17
http://www.nope.dk/listkat.php3?idp=5&ids=9&idt=0
http://www.depnet.dk/
http://www.i-d-a.dk/
http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/depression.htm
http://community.netdoktor.com/ccs/dk/depression/index.jsp

http://www.psykoweb.dk/depression/0.htm
http://www.depweb.dk/
http://directory.google.com/Top/World/Dansk/Sundhed/Mental_sundhed/Sygdomme_og_lidelser/Depression/
http://patientforum.dk/depression/
http://www.netpsych.dk/artikler.asp?vis=artikel&id=25
http://www.iform.dk/Crosslink.jsp?d=619&a=3076
http://www.depressionsforeningen.dk/
http://www.psykiatrifonden.dk/depression/
http://patientforum.dk/depression/factsdepression.html
http://www.sundhedsguiden.dk/expertPanel.aspx?categoryId=2058&QA=73
http://www.novartis.dk/sygdomme/az/depression.shtml

Hvis din ven er nede i kukkælderen, kan det måske være på grund af ensomheden eller evt. vinterdepression, da du skriver, at han sidder alene på sit værelse og isolere sig.
Du kunne måske prøve, at invitere ham hjem til dig en dag eller aften, hvor han har lyst til at komme hjemmefra. Du kunne lave noget dejlig mad evt. hans livret. Måske har han brug en, som giver ham noget omsorg, og kærlighed, og du kunne måske finde ud af hvad der trykker ham, og i kunne få talt og grædt ud sammen. Måske kunne du tage med til en psykolog, hvis det skulle blive nødvendigt, så du støtter op om det.
Du kunne også invitere ham i biografen eller gå en lang tur i skoven/naturen eller foretage jer noget som har hans interesse. For jeg tror, at ensomme mennesker også har brug, for at komme hjemmefra og få noget adspredelse. Evt, gå til noget sport eller tage til en koncert, og høre noget godt musik.
Men jeg tror det vigtigste, er at han har en god fortrolig og trofast ven, som holder af ham, og som han kan kontakte når ham har brug for det, og som er en god lyttere.
Held og lykke

Lykkepiller er nemlig ikke vejen frem, for de fjerner
kun symtomerne midlertidigt. Når personen bliver
netrappet igen, så kommer alle oplevelserne igen
med dobbelt styrke.
Den eneste vej frem er en kost omlægning, og
samtaleterapi hos en psykolog. I gamle dage
brugte man hinanden til samtaleterapi, hvor man
kun snakkede om positive oplevelser. Og prøvede at
bearbejde de negative oplevelser/tilstand på en
konstruktiv måde.

og invitere ham, til det ene og det andet, men ikke det hjælper.
Enten "glemmer" han vores aftaler, eller også vil han ikke når det kommer til stykket.
Der var en aften for nogen uger siden, hvor vi snakkede sammen via nettet, og han skulle komme og besøge mig samme aften, og han skulle jo med bus, og bare det for ham var så svært, at han mange gange var ved og bakke ud, og atter engang gemme sig på sit lille værelse.
Det gør s.. ondt indeni når jeg prøver og gøre alt, men intet hjælper.

Lykkepiller kan være vejen frem for nogen.
Man skal selv gøre en indsats for det virker, men må være uenig med dig der, for der er ikke hos alle symptomerne kommer dobbelt tilbage efter nedtrapning, eller under.

Du har da gjort det bedste du kunne, så det er ikke let, hvis han ikke har lyst eller overskud, til at komme og besøge dig. Måske du istedet kunne besøge ham. Du kunne prøve, at komme uanmeldt, og tage en kage med til kaffen, eller medbringe noget mad, hvis han ikke har overskud til at lave noget selv, eller i kunne lave noget mad i fællesskab.
Måske kan han ikke lide, at køre i bus om aftenen, når det er mørkt. Han lider måske af angst. Så måske du kunne hente ham, hvis han en dag gerne ville besøge dig. Måske i bor et sted, hvor der er utryg at færdes, når det bliver mørkt.
Nu er det snart jul igen, så du kunne prøve at lave noget julehyggekomsammen. Måske hjælpe ham med julegaveindkøb, hvis han ikke selv magter det.
ja. der er meget, man kan prøve at gøre for andre mennesker, men man er nok nød til at have noget tålmodighed i sådanne situationer, og vente til de selv har lyst og overskud, til at være sammen.
Held og lykke

Psykofarmaka er skam smart, hvis man vil den
nemme vej uden en løsning
Det jeg mener med dobbelt tilbage; De problemer
patienten har ophobet, og dem under indtagelsen
af psykofarmaka. For problemerne opstår stadigvæk
selvom du indtager piller, men det kan godt
være at patienten ikke registrer dem...
.

den, der skal være den stærke...
Jeg har en kæreste, der i øjeblikket er meget deprimeret...Vi har fælles arbejdsplads, hvor vore kollegaer støtter meget op omkring kæresten, også firmaet bakker op, mest omkring ham, men der er ikke nogen, der tænker på, hvor svært det er, at være den ved siden af...
Vores driftsleder, som kommer en gang om ugen, spørger altid, hvordan det nu går med R..., men aldrig hvordan jeg har det med det og hvordan jeg har det....
Skal hele tiden tage hensyn, passe på hvad jeg får sagt, ( skal nævnes, at jeg er et meget glad menneske, der elsker godt humør og kan jeg vende ordene, ja, så gør jeg det... men det kan jeg ikke i øjeblikket, chancen for at det bliver misforstået, er meget stor, overveje tingene nøje, før jeg gør det.. kan ikke foretage mig ret meget impulsivt.. det er hårdt, og jeg græder ret meget i øjeblikket, for det er sgu ligeså svært for mig...men det bliver der ikke tænkt på, for det er jo ikke mig, der er deprimeret...ikke endnu...forhåbentlig aldrig...
Men det er altså svært at leve med en svært deprimeret person, for du skal hele tiden og hvert sekund.. minut tilsidesætte dig selv og bare være stærk... ingen spørger, hvordan jeg har det og om jeg kan klare det, for det er jo ikke mig, der er syg... men det er hårdt...
Jeg elsker min kæreste meget højt... men den er sgu svær at tackle i øjeblikket...
Lidt selvmedlidenhed fik vist sneget sig ind...sorry

Ja, Raven, jeg er enig med dig: der er ingen hjælp at hente. Jeg lever i et forhold, hvor jeg efterhånden er overbevist om, at min samlever har brug for hjælp. Han er påvirket af spiritus/andet 1-3 gange om ugen og taler i en uendelig strøm - af og til op til 4 timer. Han har udtalt, at han har lyst til at slå en af mine veninder ihjel, han taler nedsættende om min familie og også om mig.(Også sin egen familie). Han nedværdiger mig offentligt og alt og alle er hans fjender - og det er kun ham selv der har ret. Vi har før været gift - han ønskede mig tilbage og vi gav det en chance og se, hvor man lander: i et nyt helvede, hvor man igen skal til at tage sig sammen til at flytte. Og nej; han ønsker ingen hjælp.

Dette er ikke et svar men et spørgesmål hvordan kan man snakke om sine problemer hvis man ikke har nogle venner ikke nogle man tør stole på fordi man er blevnt svigtede så mange gange

Hej jeg står med en far der måske inden for de næste dage skal indlægges akut pga en tiltagende psykose. Hvor søger man råd og vejledning som pårørende???

Hej Camilla!
Jeg Kontaktede SIND og fik derigennen forbindelse med en psykolog der har hjulpet mig meget. Min mand har i ca. 20 år lidt af en paranoid psykose og VIL ikke ha' hjælp, så du er heldig at din far er gået med til det.
Jeg håber du kan bruge dette selvom det er lidt sent, men jeg har ikke set det før nu.
Held og lykke!
Hilsen Konen

Hej
Efter en Google søgning er jeg havnet her , midt i en "tråd" jeg kan se Careen´s svar men ikke spørgsmålet ??
Hvor starter denne her "tråd" jeg kan ikke finde det
Careen jeg har brug for din mere af din viden/visdom.
I dit svar til det spørgsmål, som jeg jo ikke kan se, svare du på på en masse problemer/udfordringer som jeg står over for, om kort tid.
Careen jeg har brug for din hjælp.
jeg kender ikke sol.dk, skal jeg starte en ny debat eller jeg kan give dig min mail add.