Påstande efter utroskab

Nu læser jeg igen ægtefæller der får lavet sig nogle overbevisninger, fordi de ikke tør at se deres ægteskab som det i realiteten er, men gemmer tingene væk i dårlige undskyldninger og argumenter. Men den værst, jeg dog hører bliver gentaget gang på gang det er: Jeg fortryder mit utroskab, og jeg elsker dig jo og vil kun dig. Ja, dette kan blive sagt på mange måder, men det er nogenlunde i den dur det kommer frem, hvis man ikke vil tage konsvensen af sine egne handlinger eller ens ægtefælles, hvis de har være utro.
Efter utroskab af dem jeg kender, er der ikke en der har fortrudt sit utroskab, men de har fortrudt de har såret et mennesker der har står betydning for dem i deres tilværelse af den ene eller anden grund, og det er jo noget helt andet. Jo, jeg tror faktisk godt, at man kan fortryde, hvis det kun er en gang det er sket, men længerevarende forhold vil jeg stille et stort spørgsmålstegn ved. Personlig fortrød jeg ikke mit længerevarende forhold, det ville jo være hyklerisk og jeg kunne jo så bare have stoppet det, så hvad er det der gør at så mange alligevel vil så gerne tilgive, og vil så gerne tro efter ens partner eller at man ikke selv tager konsekvensen af sit utroskab for hvem vil påstår man er tilstede i sit ægteskab 100% når man er utro, og hvem vil påstår de ikke inddirekte godt ved de satser sit ægteskab, når de er utro. Når man er utro vælger man så ikke at træde lidt ud af sit ægteskab og give noget værdifuldt til et menneske, som ens ægtefælle burde have haft? Hvorfor vil vi så gerne bevare,når vi udemærket godt ved vi ikke elsker vore partner som vi burde, når vi vælger utroskaben? Hvorfor vælger partneren at tro, når først de er blevet svigtet. Jeg forstår det ikke, for med utroskab følger der en masse løgne, at tro andet er naivn. Dermed ikke sagt, at utroskab sker igen, men det er helt sikkert jeg kunne da aldrig drømme om at sige til min mand jeg var forelsket i ham jeg var utro med, for hvorfor ellers satse sit ægteskab. Det er jo ikke for ingenting vel, men det er det man er nødt til at sige, hvis ens ægtefælle ikke skal blive mere såret. Ja, det kan godt være i derude kender nogle, som har været ærlig og realle hele vejen igennem efter utroskab, men var vi det, så tror jeg ikke mange ville blive i deres ægteskab, hvor de i forevejen må kæmpe for at genvinde tilliden og respekten.
Dette er noget af en påstand, men oplevet fra venner og familie efter utroskab. Nej vi siger ikke sandheden efter vi har været utro, men omvendt så tror jeg heller ikke jer der er blevet svigtet ønsker at høre sandheden for i kender den inderst inde godt.

Ingen ejer hianden.Vælger en at være sammen med en anden person,end lige sin partner,er det jo fordi han/hun selv ønsker det.
jeg forstår ikke helt det røre der skal være,hvis en partner bliver snuppet med en anden.
At være sin partner tro hele livet igennem,den tror jeg ikke på.

og døm alle efter dine personlige erfaringer og 'alle' du kenders erfaringer, - fint hvis det kan hjælpe DIG; jeg kan kun sige, at jeg fortryder min ustroskab bittert og kender også mennesker, der heller ikke syntes utroskaben var værd at sætte et parforhold på spil for! - (Jeg kender endda mænd, der både under og efter utroskaben syntes elskerinderne var kedsommelige😉)
Og så skulle du og andre heller ikke hænge jer så meget i, at det gælder i al fremtid at der er mangler i parforholdet. Ligesom utroskab kan parforholdsproblemer være meget midlertidige og meget useriøse, - og husk kærlighed overvinder alt! -

troskab - også hele livet.
Og ja, hvorfor det røre, hvis ens partner "bliver snuppet" med en anden. Det er vel bare ud så? Det ville det være for mit vedkommende. Ikke nogen diskussion, hvis det er kommet dertil.

Jeg var et kæmpe fjols som glemte at den jeg elsker har jeg lige her hos mig. Min elskerinde havde absolut ingen betydning følelsesmæssigt andet end at jeg nød godt at hendes bekræftigelse fordi hun var forelsket i mig, og jeg kunne ikke stå for hendes smiger. Sex med elskerinden var ret simpelt og kedeligt.

Jeg er lykkelig for at den kvinde jeg er gift med har valgt at blive hos mig. Jeg satser ALDRIG mit ægteskab og min familie igen på den konto.

hvad er utroskab egentlig for oget? det findes reelt ikke i et modene samfund eller gør det?
Jo spørger man folk så findes det, det er blot meget forskelligt hvor folk sætter grænserne for hvornår det er utroskab, derfor er det svært at lave en decideret statistik om utroskab før grænserne er helt klart defineret.
Men der er lavet statistikker hvor grænserne er sat som at der skal have været seksuel aktivitet i form af samleje før det er utroskb og disse taler deres helt klare sprog.
Utroskab forsvinder aldrig helt men bliver tværtimod mere og mere almindelig.
I 1950-erne, ca 43,7% af de adspurgte mænd fortalte de havde eller var utro på et eller andet tidspunkt. For kvinder var det tilsvarende tal dengang 12,3%
I 2007 var de tilsvarende tal mænd 84,2% og for kvinder 79,8%.
På spørgsmålet om man kunne leve et helt liv med samme partner uden at der var utroskab overhovedet svarede 98,3% af mændene nej og 96,8% af kvinderne svarede nej.
der er flere spændende statistikker omkring emnet som alle kan ses på danmarks statistikBibliotek.
F.eks. at omskårne mænd er hyppigere utro end ikke omskårne.
At det bælandt muslimske mænd er en stor sejr hvis man kan overtage en kristens mand hustru (eller tidligere hustru)og især hvis man kan gøre hende gravid, helst med en dreng. Dette fordi man så har bevist sit værd som en god muslim og har hånet de kristne.

Jeg har aldrig nogensinde været utro. 😉

Tja, det siger hvis det hele hele.... ;O) - Og hvorfor dog beholde en elskerinde, hvis sexen var simpel og kedelig??? Eller var du bare så smiger-horny at du måtte lyve og bedrage for dette?
Forsmået kone, holde op med falske indlæg. Det er ynkeligt!

både utroskab og parforholdsproblemer kan være kortvarige og uden betydning i det store billede. Et enkelt sidespring er måske gjort i affekt og uden egentlig tanke/følelse bag. Men de mænd/koner som i måneds/årevis lyver for deres ægtefælde (og elsker/elskerinder + dem selv) ved godt hvad det er de sætter på spil. De har gemmentænkt det hele og VED at det kan koste den familie, som de gang på gang lyver overfor. Jeg tror bare ikke på at man lyver overfor dem man elsker. Måske kommer man til at elske parteren igen og finder derved en ny fremtid sammen. Men oftes tror jeg det er tryghed, økonomi, uoverskueligheden og fælles børn der overvinder alt. Desværre.
Min mand var mig utro gennem 3 mdr og jeg led meget da jeg fandt ud af dette. Vi forsatte efterfølgende og havde i flere år et godt og roligt familieliv. Men nu har jeg valgt at gå. Har mødt den mand, som jeg ønsker at leve med resten af mit. Vi har sammen en varme, fortrolighed og samvær, som jeg ikke tidligere har oplevet. Først nu kan jeg se, at mit gamle ægteskab manglede noget. Jeg troede at jeg havde alt, for jeg viste ikke bedre før nu. Mit nuværende forhold ville aldrig overleve et utroskab, det ville være for stort et skår for os. Mange ville sikkert sige at det burde være omvendt. Men jeg holdt af min ægtemand og kunne derfor tilgive. Jeg elsker min nuværende parter hudløst, derfor kunne jeg aldrig leve med at han valgte at lyve for mig omkring en affære.

Jeg håber indlægget får mange læsere.🙂
venlig hilsen
Grøn

det er slet ikke usandsynligt, at 'glemme' - mange af os 'glemte' og gemte os bag en selviscenesættelse og forklaring, der lød i retning af 'jamen, han/hun skulle ikke vide noget. Det har slet ikke noget med vores parforhold at gøre. (Det var selvfølgelig til en vis grad løgn, og så alligevel!!!!) Det var nyt og spændende en kort tid, men helt forkert efter nogle måneder og elsker/elskerinde betød ikke noget videre, som personer; - desværre kun objekter!
Det er da os, de utro, der er/var ynkelige.

Dit billed af utroskab og elskerinderne som kedsommelige lyder nu mere som ønsketænkning fra en af jer svigtede koner.😉

Du har satset dit ægteskab for simpel og kedeligt sex, og du påstår du elsker din kone. Hun var forelsket i dig din elskerinde og så var du parat til at satse dit ægteskab. Undskyld mig, men er du mindrebegavet eller tror du vi andre herude er mindrebgavet, hvis man satser sit ægteskab for ingenting, så tør jeg slet ikke tænke på hvad du tænker om din kone, for hun må jo være endnu mindre værd inden du satsede dit ægteskab for ingenting. Jeg siger ikke stakkels kvinde for hun har jo valgt at tro på dig, men har du nogen sinde tænkt over hvorfor du var parat til satse din elskede kone for ingenting. For det er jo her spørgsmålet ligger begravet?

Vi kender det jo godt alle os som egentlig allerhelst vil skilles men ikke formår at komme ud af sit ægteskab, selvom utroskaben har været på banen i ægteskabet.
Vi påstår vi elsker, selvom vi er utro og dermed:
•   har mistet respekten for vores ægtefælle
•   har mistet tilliden til vores ægtefælle
•   har mistet drømmen om os 2 for altid
•   har mistet ærligheden i forholdet - løgnen er startet
•   har mistet/satset standard familielivet 2 børn, 2 voksne, villa, vovse og Volvo
•   har mistet den nødvendige kærlighed for at et samliv skal bevares, hvorfor ellers være utro
Vi kunne kigge lidt på Sherlock Holmes modellen: første gang er et tilfælde, anden gang er betænkeligt, tredje gang er et mønster og fjerde gang er det en bevist handling. Og når vi nu godt ved at utroskab over en længere periode er en bevist handling, hvorfor vælger vi så at blive i vores ægteskab, for så er det jo at alle de angivende ord herover er et tegn på et ikke velfungerede samliv. Mister man troen, tilliden og respekten til sit ægteskab, som må siges at være nogle vigtige værdier for mange mennesker, hvorfor vælger vi så alligevel at blive i ægteskabet. Er det helt ok at den utro kommer og siger jeg elsker dig, jeg vil dig for resten af livet, så tror vi på det. Den utro har jo netop vist via sin handling at de ikke elsker eller har kærlighed nok til sin mand/kone. Det er jo et "sygdomstegn" i forholdet, så mente man disse ord, havde man nok også gjort noget ved sit ægteskab. Handlinger siger mere end ord. Er det 7% som ordet har af betydning og resten mimik og handling. Det er vel lidt svært at fordumme sin partner ved at sige man elsker, hvis man ikke vælger at passe på sit ægteskab, og det næste er, hvorfor bliver dem der har været udsat for utroskab over en længere periode. Er det manglende selvværd eller er der bare ingen grænser for hvor meget ens partner må træde på en? Det virker sådan på mig nogen gange. Vi finder os i rigtig meget fordi vi er gift, for var det en af vores venner der behandlede en sådan var de blevet fyret på stedet.
Min pointe er, hvor langt skal vi gå for vores eget selvværd for at bevare et ægteskab, som egentlig er slut når en af parterne har valgt at være utro. Sælger vi ikke lidt af os selv ved at blive?
Det er en der skriver, at ens ægteskab aldrig bliver det samme efter utroskab. Mit postulat er det samme indtil der er en i vores vennekreds eller familie kan bevise det er sådan. Og jeg har også hørt nogle af kvinderne i omgangskredsen udtrykke at det bliver i ægteskabet, grundet økonomi og børn. Mange kvinder har jo solgt sig selv til et job, hvor de ikke har fuldtidsarbejde. Dobbeltliv, ja jeg ser det også både på min arbejdsplads og i den interne vennekreds.

det er altså bare 117 milioner gode og dårlige grunde til utroskab.
Nogle gange glemmer vi mennesker bare at pudse glasset i brillerne, og virkeligheden kommer til at fremstå noget uklart og sløret.
Dette kan medføre at vi til tider fjumrer ubeslutsomme rundt, og lander i en favn der i nuet fylder os med velbehag.
Et forhold der knirker kan give så meget underskud, usikkerhed og angst, at flugten ind i en anden verden (seng) kan friste.
Når forholdet med den man virkelig elsker er truet, kan behovet for at blive trøstet være stort.
Men det er som at tisse i bukserne....

elsker - som du siger. Er pointen ikke, at vi nogle gange først opdager kærligheden, når vi løber ind i den - måske i utroskab eller på anden vis. Vi mærker den ved at kærligheden og sex giver os noget virkeligt dybt, vi føler os set og taget i mod, som den vi er og det er ikke besværligt at give tilbage til den elskede!
Ikke dermed sagt, at man ikke kan elske den, man er gift med - men se det i øjene, nogle gange elsker vi ikke den vi er gift med, men vi er der - og vi har måske ikke en gang rigtigt taget stilling!

vælger du jo så for livet ikke bare for en periode i det skjulte, for så bare at vælge den du siger ikke kan være den man elsker
Hvis du elsker nogen, er det der du er med en lyst til at hele verden ved det!

valgte jeg også at slutte mit ægteskab - for at leve sammen med den som jeg elsker!

du valgte den du virkelig elsker. det gør de fleste af os.
somme tider er den vi virkelig elsker den vi i forvejen er gift med, andre gange er det en anden..

Ja, og nogle gange, selvom vi er gift og mener vi elsker, så møder vi en som vi bare elsker endnu mere, og sådan er livet nu engang på godt og ondt.
Jeg oplevede først selv rigtig kærlighed, da jeg var i 40'erne, nogle finder den i 20 erne og nogle finder den aldrig, fordi de ikke har givet dem selv lov, og sådan går livet nu engang.

og klogt. - og er vi parate og tør vi kæmpe for den, når vi møder den...altså den dejlige, svære og helt uundværlige kærlighed...?
Morgensommer-hilsener
Venus

det er så nemt at vælge at mene som du gør! Måske specielt hvis man er et meget såret SUPER EGO?
Mand 1212 kan sagtens ELLERS være velbegavet og måske ovenikøbet elske sin kone og almindeligvis respektere hende. Måske tror hans kone på ham fordi han har været ærlig om sin uærlighed/utroskab.
I øvrigt findes der mennesker, der oprigtigt elsker mennesker, der er mindre begavede og nogle elsker sør'me også folk, der har dummet sig.
Der er ikke nogle begravelsespladser for spørgsmål vedr. parforhold og utroskab. Der er mange varianter, som man måske nok skal være en smule følelsesmæssigt begavet og måske også have været i forskellige situationer som både utro og bedraget for at kunne fatte lidt af.
Det er almindeligt kendt at utro IKKE altid erkender at have sat noget på spil MENS de er utro, mens at bedragne har meget svært ved at tro på DET. - Men trods alt, kan det være sådan!
Et paradoks gang på gang at læse, at MANGE fordømmer bedragne for at tilgive, forstå og fortsætte i noget højere grad end man fordømmer en utro løgnhals! - Tjaeh, ?????

Heldigvis har vi forskellige behov og forskellige ønsker fra vores partnere interlektuelt som ikke-interlektuelt, så det synes jeg ikke er interessant. Jeg synes det er mere interessant med spørgsmålet nederst på indlægget, som du kryber uden om, når du nu elsker din kone, hvorfor satsede du så dit ægteskab for en person som gav dig ingenting? dvs. miss Ingenting for din kone som åbenbart betyder rigtig meget for dig.
"har du nogen sinde tænkt over hvorfor du var parat til satse din elskede kone for ingenting. For det er jo her spørgsmålet ligger begravet? "
Personlig synes jeg begge har en udfordring og dvs. både den utro og den forsmået part. Det du siger at hvis man er ærlig omkring sit utroskab, så er det nemmere at tilgive eller hvad fortæller du med den sætning. jeg prøver bare at forstå det du skriver, så jeg ikke tolker helt hen i vejret.
Jeg har selv været utro, men at være utro for ingenting, og satse mit ægteskab for en der ikke betød noget virker for mig komplet, jeg jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sige, ud over rigtig rigtig dumt, sorry. Jeg siger ikke hermed at jeg er mere rigtig en dig, overhovedet ikke, men jeg elskede den mand jeg var sammen med, og havde jeg ikke haft den følelse af at være elsket og at jeg selv elskede ville jeg aldrig (påstand) ha været utro.

vi vurderer begrebet 'utroskab' ud fra vore egne erfaringer og egne opfattelser. Du elskede den du var utro med; det er slet ikke alle, der gør det. Det er ikke det samme som, at det var Mr. eller Miss eller Mrs. Ingenting. Måske var det et vidunderligt menneske, som gav mange oplevelser og glæder; det var bare ikke en person, man elskede eller virkelig ønskede at satse noget for. - Selvfølgelig satser man alligevel, men er på en eller anden måde ikke selv bevidst om det. Tror det kan holdes hemmeligt og intet betyde for partneren. Det er en fejl for naturligvis er det det partneren oplever, at han/hun satsede og var parat til at vælge mig fra, - ergo han/hun elsker IKKE mig. -
Der kan være utallige årsager til utroskab og det behøver ikke nødvendigvis at være din årsag, der er den eneste rigtige. Derfor kan vi være 'rigtige' begge to. Eller være så heldige at være blevet tilgivet og forstået af partnere, som vi har været nogle svin over for. For det er det man er, når man vælger at være utro.

"selvfølgelig satser man (når man er utro) på en måde der er ubevidst for en selv" - nogle vil jo mene at utroskab er et ubevidst psykisk selvforsvar - og ikke fordi man er et svin - som du så smukt beskriver det...!

og kan nemt samtidigt klare at være et svin overfor partneren og finde en undskyldning for sig selv, der blandt utallige andre undskyldninger hedder 'ubevidst psykisk selvforsvar', som du så smukt beskriver det!😉
Eet er at man af forskellige grunde benytter sig af psykisk selvforsvar, men at lyve og bedrage sin partner er ALTID noget svineri. Også selvom 'den offentlige mening' måske synes partneren har fortjent det. Faktisk skulle man hellere syntes, at man ikke selv har fortjent at være et utro svin! Det er under alle omstændigheder svært at leve med at man har været et svin. Se bare alle de fantasifulde undskyldninger fhv. og nuv. utro disker op med her!

når man ikke kan styre sine agressioner, manipulerer eller kalder andre grimme ting - bare for at nævne i flæng...bare et godt råd...prøv måske at være mere undersøgende, hvis du gerne vil blive klogere....bare en gang i mellem

vel bare et menneske på godt og ondt. Måske er man blevet klogere af skade eller af at have skadet, - måske ikke, - Ingen er forpligtet udover sine evner; men har man evnerne, har man også pligten!
Hvis man er så heldig at kunne se forskel på skidt og kanel, er der såmænd ingen grund til at undersøge skidtet!

heldig eller skinhellig...

Jeg er ikke et meget såret super ego på den måde at forstå at jeg er den forsmået part. Tværtimod er jeg den der har været utro, og har ikke alle de mere mindre dårlige undskyldninger i ærmet, som jeg kan læse andre har. Jeg var utro, fordi den person jeg var utro med betød mere end god var, og det retfærdiggør absolut ingenting fra min side.
Men jeg tror 100% på at var mit ægteskab som det burde være så havde jeg ikke faldet, så pladask for en anden manden, som jeg gjorde. Jeg havde ikke satset mit ægteskab for en der ikke gav mig noget som jeg manglede i det jeg er i.
Jeg er en af de heldige, som er kommet heldig ud på den anden side, dvs. og dog der er kommet en masse ar på min egen sjæl, der er kommet ar i troen på mit ægteskab, der er kommet ar i troen på mig og hvad jeg er i stand til. Det der er vigtigst for mig det var at finde ud af hvad gjorde at jeg kunne finde på at gå så langt som at til at være utro. Simpelt jeg var elsket og følte mig elsket for første gang i rigtig rigtig mange år. Stadigvæk gør det ikke det at være utro ok, for betyder ens ægteskab nok, så ville jeg heller ikke have valgt at tage chancen. For en ting er helt sikkert jeg var bevist utro, og jeg var bevist om min satsning, og skrev jeg andet her ville det være en lodret løgn fra min side. Jeg prøvede hele tiden at finde ud af hvilket tog jeg skulle stå på og hvilket jeg skulle stå af på, men jeg var så "uheldig" ikke selv at vælge, da hans kone opdagede det og så var det jo selvfølgelig slut øjeblikketligt. Det valg ville jeg gerne selv været kommet frem til. Principielt havde jeg hele vejen igennem valgt min mand, men havde jeg nu også det, for hvorfor stoppede jeg så ikke det jeg havde med ham den anden.
I dag savner jeg at elske, men ikke at føle mig elsket for min mand har aldrig før vist hvor højt han elsker mig efter at jeg lagde kortene på bordet for ham om mit utroskab, men det er desværre ikke det samme som jeg er tilfreds med min tilværelse p.t. Jeg savner ham jeg var utro med, jeg savner alle vores oplevelser, jeg savner den måde han kunne kigge fuldstændig forelsket på mig, jeg savner vores skovture hånd i hånd, jeg savner vores snakke, jeg savner vores elskov, så prøv du at være tilfreds med din tilværelse når man synes man har fået alt hvad man kan forlange af sin mand også alligevel savne en anden, så meget at det gør ondt helt ind i sjælen.
Mn mand har gentagene gange sagt, hvor har vi det godt og ja det har han ret i, men han får heller aldrig af vide af mig hvor meget den anden fylder i mine tanker her mange måneder efter. Det gør ondt i mig ikke at være helt til stede med min mand, hvem der så kan forstå det, men sådan føler jeg nu engang.

Når du er så utilfreds med din mand.
Hvorfor forlader du ham ikke?
Du bygger jo jeres ægteskab på en løgn.

Øhhh læser du ikke hva jeg skriver, jeg skriver faktisk ikke noget med at jeg er utilfreds med min mand. Men jeg må have forklaret mig dårligt ;-) Det er mig selv jeg er utilfreds med, at jeg ikke er tilfreds med, når min mand har gjort alt for at vores ægteskab skal kører efter mit utroskab.
Min mand har gjort mere end jeg kunne forlange eller forvente, når jeg er utro. Han er det bedste der er sket i hele denne her seance, at jeg fik åbnet op for nogle kvaliteter i ham, som jeg aldrig har set. Jeg ville ønske jeg elskede ham, men den anden fylder bare rigtig meget i min historik.
Vores ægteskab er en løgn, hvis mand ikke viste jeg havde været utro og hvis han ikke viste jeg elskede ham jeg var utro med, men det har jeg fortalt. Men jeg kunne ikke drømme om at gå og minde ham om det hver andet øjeblik, så ville jeg føle jeg trådte på ham. De ting jeg går med i hovedet må jeg bruge andre til, og så må jeg komme videre i livet på det område, men det er svært fordi der har været nogen følelser i brug, som ikke har været der på den måde før. Tror du at os der er utro ikke føler noget for den vi er utro med eller hvad bilder du dig selv ind. Eller sagt på en anden måde jeg kender ikke nogen der ikke under bordet har sagt, han/hun elskede den de havde været sammen, men det står ikke mange og siger til deres ægtefæller, som jeg udemærket kan forstå, hvis man ikke har lyst til at blive smidt ud hjemmefra grundet tryghed, børn, håbet om det nok skal gå med manden/konen. Jeg tror alle ønsker at et ægteskab skal bevares for det har vi jo drømt om hele livet. Hvor mange tror du elsker sin partner til døden os skiller, for der er vel forskel på at elske og synes man har et menneske i sit liv man nødig ville undvære eller hvad?

Du er sgu så gennemskuelig med dit ævl om ubetydelige elskerinder til utro mænd, når du slutter med at tage parti for de bedragne. Er det ikke mere dig KONEN fremfor elskerinden, der er den mindre begavede her 🙂

Jeg tror jeg vil svare dig på denne måde. Man tror det der er nødvendigt for at overleve i sit ægteskab, når først ens partner har været en utro at gøre alle andre smådumme, men inderst inde tror jeg de fleste siger det fordi de føler sig selv smådumme. Ikke fordi man er naiv, dum eller andet i den dur, men fordi det er svært at forstå, at et menneske man holder af og aldrig havde troet ville svigte alligevel gjorde det på den værst tænkelige måde.
Jeg har selv være utro, og da hans kone valgte, at opdage det officielt (hun havde fået et anonymt brev året inde om hans utroskab ifølge ham jeg var utro med), så vendte ham jeg havde et forhold til 180 grader. Fra han 1 måned tilligere havde skrevet til mig, at han jo ikke havde mig som valg i sit liv, da jeg havde sagt nej tak nogle år tidligere grundet han sagde han elskede sin kone. Hvis han kan være sin kone utro, som han påstod han elskede, så ville han jo være i stand til at være det samme over for mig, men selvfølgelig ville jeg da have ønskes at verden var anerledes, da jeg jo var utro, men sådan en sætning kan ikke få mig til at rykke teltpælene op og tro på et nyt liv med en ny mand. Det følte jeg ville være det rene selvmål. Min pointe er, at ham jeg var utro med var også i stand til at lave sin egen model af verden, og oversætte ting på sin egen måde for at overleve, for selvom han måneden forinden havde skrevet til mig, han godt viste jeg ikke var et valg i hans liv, så havde han bildt sin kone ind at jeg var såret og ked, grundet jeg ville ham så meget. Ja, det har han ganske ret i, men det havde jeg aldrig sagt til ham, jeg havde en gang i de næsten 3 år vi var sammen sagt jeg elskede ham. Rigtigt jeg var såret og ked, men det var grundet hans misbrug af mig ;-)
Som den han var utro med blev jeg brugt til at han kunne overleve i sit ægteskab, så jeg blev fjenden i deres ægteskab og ikke dem selv, for de kunne åbenbart ikke overleve sammen i et forhold med sandheden. Det jeg blev skuffet over det var at jeg først finder ud af på dette tidspunkt hvem min ven var i virkeligheden, og det var en der flygtede fra sit ansvar, løg for at overleve derhjemme, skrev til mig sammen med sin kone, jeg skrev tilbage et meget sorbert brev (andre kiggede mailen igennem for det vigtigt for mig at der ikke stod et forkert ord i mailen), hvor jeg bl.a. skrev at jeg nok skulle holde mig væk, men i arbejdsmæssig forstand kunne jeg ikke da vi arbejde i samme afdeling på det tidspunkt. En dag hvor hun ringede mig, og det var ikke første gang, så skulle jeg atter engang holde mig væk fra ham efter hendes mening, det gjorde jeg faktisk også, men jeg var nødt til at arbejde sammen med ham, så kaldte hun mig ellers diverse skældsord, og jeg havde ikke sagt andet end det som jeg havde skrevet til dem tidligere, men denne gang blev det åbenbart oversat til noget spændende, og i hvert fald til noget som gjorde at min eks-elsker synes jeg havde fortjent denne behandling. Dette var den værst tænkelige måde for mig at afslutte det forhold på. Et menneske jeg troede på, som var min fortrolig og jeg var hans fortrolig, han stod nu og misbrugte mig for at kunne blive i sit eget ægteskab. Hvad var det dog for et menneske jeg havde være forelsket i. Det jeg trøster mig med i dag er, at jeg åbenbart havde taget den rigtige beslutning om at det ikke skulle være ham og mig i fremtiden, men det værste er hvordan kunne jeg se så gruligt galt. En ting ved jeg med sikkerhed det er, at jeg er glad for at det ikke er mig der skal leve på en løgn, glad for det ikke er mig der sidder med den viden i dag, at min mand fortsatte sit forhold til sin elskerinde selvom han viste hans kone var orienteret om hans utroskab, godt det ikke er mig der skal bruge min fantasi god og grundigt for at tro på mit ægteskab.
Det jeg ville med dette indlæg er at sige, at alle vil gerne se konen, manden, elskerinden eller elskeren som naive, men det er jo alt sammen forsvarsmekanismer for ikke at gøre noget, og for at kunne blive der hvor man nu engang er i sit forhold og ikke gøre sig selv mere dum end man føler sig i forevejen, især som den forsmået part. Personligt tror jeg alle parter godt ved at ægteskabet ikke bliver det sammen og derfor er vi nødt til at lave os nogle små historier for at overleve. Jeg er helt sikker på at der sjældent vil være ovensstemmelse mellem det en forsmået kone siger og det hendes mands elskerinde siger i historien. Du vil til hver en tid for 2 forskellige versioner. En ting er helt sikkert nu har jeg set det gentagene gange, at den forsmået part ligger hjernen til side i et godt stykke tid og bliver mere eller mindre irrationel, og giver alle andre skylden for mandens behandling af hende, men der er kun en skyldig i utroskab og det er manden eller konen der har svigtet. Jeg har prøvet at blive svigtet og selv være utro. Kun en gang i mit liv, men som til gengæld også varede i flere år, og kun stoppede fordi hun satte et stempel i
Veninde til trådstarteren.

I det hele taget er jeres konklusioner her i tråden alt for ENTEN/ELLER agtige.
Følelser er som vand - de går deres egne veje og dèr hvor der er mindst modstand flyder de uanfægtet videre. De kan også være grænseoverskridende og "svømme over" de gængse grænser der er sat, hvis der er tilstrækkeligt med understrøm og bølgerne går højt.
Det som er så sørgeligt er at så få mennesker tør erkende sandheden og følge den, men hellere vil tjekke deres følelser ud hver dag! F.eks. om de nu også overholder gældene normer for såkaldt "lykke" - fremfor at FØLE efter om de er i overenssetmmelse med den ægthed vi alle jo godt ved hvad er, og som berører os dybere end noget andet. Ægte følelser er også bedøvende ligeglade med om den elskedes udseende nu også er efter gældende normer - eller om man selv overholder et bestemt skønhedskriterium eller ej.
Det er disse følelser vi skal forholde os til, og intet andet!
Hvis en mand f.eks. begærer en anden kvinde (end den han er gift med) og vel at mærke er så hugh på hende at han ligefrem bejler til hende (!) jamen så er der bare INTET at gøre. Det må man forholde sig til og ikke forklejne sin mands følelser for en anden kvinde som betød de intet eller at elskerinden evt. må være smådum - man skal heller ikke forsøge at nægte manden samkvem med kvinden, da det kun tænder ilden endnu mere. Den fejl gjorde min elskers kone 😖
En normal mand vil da aldrig nogensinde risikere sit ægteskab til fordel for en kvinde han intet føler for - med mindre han da er holdt op med at elske sin kone. Så går manden efter en anden kvinde og er utro, så find ud af hvorfor han ikke finder bsit ægteskab og sin kone mere tiltrækkende, end han er parat til at risikere at miste begge....
Det er jo dette vi skal forholde os til, og ikke stille et scenarie op omkring hvad manden har ment eller følt for en anden kvinde, om hun er dum eller ej osv. osv.
Og det samme mht. kvinder der er utro!
Jeg ved nu at min utroskab var nødvendig for at jeg SELV kunne finde ind til sandheden mht. mit ægteskab. Alt blev sat på spidsen i en periode, og følelser og fasttømrede mønstre blev hvirvlet op og forsvandt i kaos - for siden at skabe orden. Kun de dybeste og mest værdifulde følelser faldt til sidst deres vej til mit hjerte, og skabte et sandt billed af hvad jeg føler og hvad jeg vil med mit liv og min mand. Det var det som skulle til selvom jeg stadigvæk godt kan have kærlige og inspirerende følelser for andre - heriblandt min elsker. Så selvom alle løgne og konventioner er skrællet bort og jeg er nået ind til at dybest inde i mit hjerte er der kun plads til HAM jeg elsker min mand) så er det en vigtig proces at gå igennem, at opleve ig gennemleve utroskab.
Det er måske vigtigt for os mennesker engang imellem at afprøve vores inderste følelser - især når livet og den støvede hverdag spærrer for livsfølelsen og dermed også for de følelser vi har for den person vi elsker mest. [l]
Pusser

Jeg tror nu de har ganske ret dem der skriver omkring deres overbevisninger, men det er jo på grundlag af at overleve i deres eget hoved. Vi gør det alle sammen på den ene eller anden måde, så det er der vel ikke noget nyt i.
Jeg giver dig ret, at normale mennesker ville da aldrig nogensinde risikere sit ægteskab til fordel for en de ikke følte noget for, så dum er der trods alt ingen normale mennesker der er. Og det næste jeg giver dig ret, hvis du prøver at stoppe følelser hos et anden menneske får du nok aldrig menneske rigtig tilbage. Følelser kan ikke stoppes fordi ens kone siger stop med at føl. Min mand spurgte om noget meget klogt en dag, som nok er det de fleste burde gøre: Kan du ikke få det sådan med mig en dag, når du er har det godt igen? Jeg elsker dig. Ups hvor jeg tudede og ups hvor gik det lige ind i hjertet.
Dit liv endte som i eventyrerne: du var utro, blev tilgivet og du har fået et bedre liv, grundet dit utroskab? Vi skal da afprøve vores inderest følelser, men det skal jo ikke være på bekostning af vores kæreste eje. Du var heldig og kom godt ud af dit utroskab, men næste gang, hvis det sker igen, så er det ikke sikkert du har samme holdning og mening, hvis du ikke kommer heldig ud på den anden side eller hvad?
Jeg har samme baggrund som dig, som du ved når du kigge i "navn", så jeg er er også kommet heldig ud på den anden side. Jeg har fået den mest omsorgsfulde mand efter mit utroskab blev fortalt til ham af mig selv. Jeg kunne ikke lade være med at leve følelserne ud, og jeg savner følelser rigtig meget ind imellem. Det med virkelig at føle at man eksisterer og føler sig elsket. Min mand elsker mig på sin egen måde, og det har jeg aldrig været i tvivl om. For at du skal forstå, så har jeg aldrig været i tvivl om at han elsker mig højere end sine børn. P.t. glæder han sig rigtig meget til at børnene flytter hjemmefra, så har han en masse planer, hvad der skal ske med os 2 til den tid, og alt det vi skal lave.
Mine dybeste følelser er ambilavente for på den ene side giver min mand mig alt hvad jeg "forlanger" og fortjener og på den anden side længes jeg efter de intense følelser, som jeg havde for ham den anden. I min realistiske verden ved jeg godt de følelser ville gå over en dag, og alligevel bliver jeg i tvivl, når jeg tænker på hvor lang tid de var fasthold. Gik jeg glip af noget stort eller oplevede jeg bare noget som er "ones in a lifetime". 2 år og måneder er langt og den tid der forud inden jeg var utro.
Til forskel fra dig, tror jeg, så er jeg tit hammerne ked af det og tit i tvivl om hvad jeg laver og hvor jeg er i mit liv. Jeg er ked af at jeg savner en som jeg aldrig vil blive en del af, jeg er ked af at jeg ikke elsker min mand som jeg burde, jeg er ked af at jeg har svigtet min livsledsager, jeg er ked af at jeg lige igen har brugt en weekend på at spille skuespil og lade som om jeg er glad og lykkelig. Jeg er er ked af at jeg er ked af det, for hvor er det urimeligt, når jeg har fået det som jeg ville have.
Jeg er faktisk også ked af at jeg tænker om hans kone, at hun er billig, primitiv, småborgerlig og har et sprogbrug, som jeg absolut ikke står inde for. Jooo jeg forstår godt jeg tænker som jeg gør med de sider jeg har set fra hende, og alligevel, for hun bruger jo mig som fjenden i sit ægteskab for ellers kan hun nok ikke overleve i det, hvis hun skulle give sin egen mand skylden og hvis hun skulle tale med sin egen mand om situationen. Det er jo en gang nemmere at gøre alle andre til idioter end sig selv og sine nærmeste. Jeg ved det og jeg forstår, når jeg er er virkelig sød, men jeg ved også godt, hvad jeg havde gjort og tænkt, hvis det var min mand eller anden der står mig nært der havde handlet og gjort som hende her. Jeg havde på ingen måde bakkede dem op i at opføre sig dumt, men indset hvor de skulle handle og afreagere og det er hjemme i egne stuer.
Vi er forskellige med forskellige synespunkter på dette område, men er man ikke i stand til at ligge ansvaret der, hvor det er, så får man hele sit liv igennem en udfordring.

Jeg synes hele dit indlæg bærer for meget præg af din egen livssituation, hvor jeg forstår at du mere overlever i dit ægteskab end du LEVER. Og så gør mange (og du) den fejl at overføre egen situation og følelserne den fremkalder overpå andre i lign. situation. Men det er en fejl, for hermed kommer vi ikke ind til kernen i dette problem med utroskab, vi kommer blot hen til noget alment gældende for visse handlinger der har sit udspring i utroskab.
Hvis jeg havde "de forkerte følelser" som du lidt beskriver du har for din mand, idet du jo skal spille glad og lykkelig uden at væpre det (!) så ville jeg ikke leve sammen med min mand. Det er helt udelukket. Jeg kan ikke spille skuespil i mit privatliv, derfor vidste min mand også jeg havde et eller andet kørende INDEN han fik vished.
Nu er jeg så heldig at jeg ikke kunne tænke mig f.eks. et kæresteforhold til min elsker, eller har drømt om noget mere forpligtende med ham. Jeg har indset at vi kommer fra forskellig kultur og livsitustion og generation, måske det i sig selv har gjort det nemmere for mig at frigøre mig de intense følelser du beskriver du savner. Forstår dig meget godt her, for jeg kender det jo - længslen efter denne intensitet to mennesker imellem der fastholder os i et lidenskabligt NU [l]🙂[l] noget som er sværere at opleve når man lever sine følelser ud mere "vandret" så at sige - altså i et laaangt nu sammen med sin partner, hvor alle mulige andre gøremål sammen indgår.
Jeg har så opdaget jeg slet ikke er fri af min mand - som jeg fornemmer du er det - jeg kan stadig sætte ting på spidsen i forholdet, hvor han og jeg så finder hinanden igen i et samvær hvor det kun er OS der eksisterer og hvor vi frugter at miste den store kærlighed vi altid har haft sammen. Det er når dette bliver sat i spil og ikke bare bliver en VANE at man jo VED man er elsket og elsker den anden, at følelserne bliver vakt. Du kan ikke vække følelser ved at VIDE dig elsket - man skal FØLE det, og det er det jeg mener med at følelser (modsat tanker og ord) aldrig kan være en løgn.
Jeg har da tit perioder hvor jeg er ked af det og græder - meget turbulent liv jeg har haft følelsesmæssigt de sidste år og stadig har! For der er jo nogle følelser jeg skal frigøre mig for, så lav nu ikke dine egne konklusioner på hvordan andre har det, men søg i stedet ind til sandheden i dit eget liv. Jeg skal være den sidste til at vide om dine følelser for din mand ikke er "som de burde være" - kun du selv kan vide det. Men tænk også lige over HVORFOR en anden mand fik så stor betydning i dit liv. Hvad gjorde din mand INDEN for at få sig til at føle dig som KVINDE og bekræfte dig i du var mere end en tryghed og en fortsættelse af hans mor som de fleste mænd jo elsker højt og har svært ved at frigøre sig fra. 😖
Find ud af sandheden inden du fordømmer ikke mindst dig selv. Og med hensyn til ansvar, så er vi ALLE ansvarlige for hvad der sker i et ægteskab på godt eller ondt. Der er TO om at skabe de gode eller dårlige energier i ægteskabet.Jeg håber meget for dig at du kan frigøre dig fra din elsker, hvis det ikke er ham du inderst inde elsker.?
Det er måske mere DÈT du og ham havde sammen, som stadig binder dig til ham. Håber du kan frigøre dig og få sublimeret de stærke energier over i noget kreativt og evt. noget som løfter dit ægteskab op på et bedre og mere sandt grundlag. Du ødelægger dig selv ved at spille det skuespil - vær ked af det når du er det, for det kan sagtens få din mand til at oppe sig, hvis du samtidig giver ham følelsen af at han er værdifuld for dig og du elsker ham. Føler han sig ikke elsket - fordi du er holdt op med at elske ham (?) - så bliver det nok sværere.
Jeg ville vælge et liv alene, hvis jeg ikke stadig havde kærlighed til min mand!!
Held og lykke med livet og skam dig ikke, kærlighed skal man aldrig skamme sig over 🙂[l]
Pusser

...måske fordi jeg aldrig har været utro før i mit liv. Er det en meget følelsesmæssig stærk oplevelse. Jeg ved det ikke ;-)
Frokostpause og så har du lige skrevet :-)
Jeg er på ingen måde fri af min mand, for var jeg det ville det hele ha været meget nemmere. Jeg føler med mig selv, at det nogen gange bliver et skuespil, fordi jeg savner et menneske i mit liv, som egentlig ikke er ok at savne ;-)Og det læser jeg også at du gør, men du føler bare det er ok, hvor jeg føler det ikke er ok ;-) Jeg følte mig elsket af min elsker, og jeg føler mig elsket af min mand, men jeg ved det også.
Jeg havde lige som dig heller ingen intensioner om at have et kæresteforhold (jo altså selvfølgelig via utroskaben), fordi jeg hurtig fornemmede at han ikke var mandfolk nok. Dette skal ikke forstås som seksuelt, men jeg oplevede tit han flygtede fra sit ansvar, når jeg hørte ham fortælle om det derhjemme, og det havde jeg på ingen måde accepteret og ville nok have smidt ham ud inden der var gået ret lang tid, hvis vi havde fået et fælles hjem. Da jeg gik ind i utroskab var det ikke for at være utro, hvor mærkeligt det måske lyder, men for at finde ud af om ham jeg havde været småforelsket i i flere år, så også var den jeg regnede med. På mange område ja, men der manglede nogle helt essentielle ting, som er vigtige for mig, for at det var blevet rigtigt.
Jeg giver dig ikke ret i at ALLE er ansvarlige for hinandens ægteskab, så min elskers kone er ikke mig der skal bekymrer mig om hende, men ham jeg var sammen burde ha følt sig ansvarlig. Hvis vi alle har et ansvar for andres ægteskaber, så får vi nok at lave. Der er 2 om at få et ægteskab til have den energi som det nu engang skal have, men der er kun en skyldig i utroskab.
Jeg synes ikke selv jeg fordømmer andre, men der må være noget jeg har skrevet der får dig til at skrive sådan. Jeg skulle måske være den sidste til at fordømme😖
Jeg sidder og undre mig over at der er noget galt i at skrive ud fra egen livssituation, hvorfor egentlig, jeg kan da ikke vide hvordan andre føler, da jeg kun kan se deres handlinger? Alt andet ville jo være et gæt heller hvad?
I bund og grund læser jeg ikke noget af det du har skrevet, som jeg ikke kan sætte mig ind i, men jeg har lige det der, men, hvad er det der gør at jeg stadigvæk savner og stadigvæk lever følelsesmæssigt så stærkt, og ikke rigtig kan være 100% til stede i mit ægteskab. Det gør at jeg føler det er et skuespil [:*(]
Jeg skammer mig ikke over kærligheden og de følelser der er sat i udbrud, men jeg er ked af den manglende 100% til stede, og det gør at jeg bliver i tvivl om det er det rigtige jeg gør. Som min psykolog siger Ting Tar Tid og det gør de fordi jeg har følt så stærkt for et andet menneske, og alle følelser har været i fuld blomst. Dette glemmer jeg ikke bare lige, og som hun siger og som jeg også lidt læser du skriver, så er det ok. Jeg skal bare nå til, at det er ok.

kan du ikke få frigjort dine følelser til noget bedre end f.eks. at længes og savne og føle du i grunden lever et halvt liv. Det er fordi du stadig har disse uopfyldte længsler til din elsker, og det tærer virkelig på ens energi, hvis man for længe hænger i samme fastlåste situation. Det vil jeg godt senere skrive mere om.
Men ærgerligt som vi ofte misforstår hinanden her på disse debatter. Jeg tror det skyldes at kommunikationsformen er så begrænset her, der mangler mimik og forklaring af een bestemt bemærkning og i det hele taget kropssprog og alt det andet, der gør at vi mennesker forstår hinanden og kan kommunikere. Vi to har jo en fælles situation - enig - men alligevel kommer vi til at misfortolke den anden. Ud fra egen situation ja, der oplever vi den anden, og derfor tillægger vi hinanden nogle mønstre og nogle følelser som kan være forkerte.
Men lad det ligge nu. Det er jo en væsentlig debat vi har her, så jeg vil godt skrive lidt mere om de følelser jeg har haft (men ikke længere har til min elsker)og de følelser jeg nu har fået tilbage grundet min egen indsats.
Men først lad mig lige få rettet en misforståelse (af flere) - jeg mener selvfølgelig ikke at ALLE har ansvar for andres ægteskab - jeg mente at ALLE har ansvar for eget ægteskab - men da ikke for de andres 😮
Og så til min frigørelse:
Mine følelser for min elsker ødelagde så meget, da jeg var blevet usikker på hvor jeg egentlig hørte til rent følelsesmæssigt. Og som dig levede jeg også halvt - når jeg lå og skulle sove ved siden af min mand, var det elskeren jeg tænkte på og det første om morgenen var det min elsker igen, der dukkede op i mine tanker. Den tid er ovre nu og det er en stor lettelse og befrielse og jeg er bare blevet mig selv igen på den gode måde. Min udstråling er vendt tilbage - i en lang periode var jeg (som jeg tror du er i lige nu) i en ufri og selvødelæggende rolle, som underligt nok fik mig til at føle jeg ikke var værd at elske - udsendte signaler der frastødte fremfor at tiltrække også 😕
Men modsat dig havde jeg ingen skamfølelse. For det var altså MINE følelser og de var vidunderlige og gode (på det tidspunkt) og de vedkom ikke min mand, det var MIT privatliv. Og akkurat som jeg tror mange mænd (og derfor også min mand gik jeg ud fra) har tanker om andre kvinder end lige deres partner, SÅ FØLTE JEG DET VAR HELT OK.at jeg gav efter for det samme. Men ubevidst følte jeg mig - som du - i et ingenmandsland. Jeg tilhørte ingen - ikke engang mig selv til sidst, da det blev mere og mere kompliceret med al det føleri. Havde bare lyst til at begynde HELT FORFRA og bo alene og ikke være tilknyttet nogen mand i en lang periode.
Men tilbage til vores "forbudte følelser" som gør at du føler skam og ikke mener du elsker din mand NOK! Det regnes for noget naturligt at mænd har disse følelser (bare læs soldebatten 😉)så ærlig talt følte jeg snarere det var helt fint at jeg ikke længere lå under for den vanlige selvundertrykkelse, som kvinder normalt punker sig selv med. Den frihed skulle du prøve at unde dig selv. Vi ER altså ikke i symbiose med andre end os selv (og vores børn mens de er små) - det andet er trsdition og forældet tankegang, som de fleste kvinder ligger under for. Heraf opstår selvhadet også 😖
Fordi VI har dette krav om 100% troskab fra vores mænd i tanke og handling, så sætter vi samme krav til os selv, fordi vi mener at svigte manden, hvis vi ikke hele tiden er PÅ overfor ham og KUN HAM! 😮
MEN sådan tænker mænd slet ikke, de har en helt anden lethed mht. at være tiltrukket af andre (og evt. leve deres fantasier ud også såmænd 😉) og de føler mærkeligt nok ikke de elsker deres kone mindre af den grund, at de (som du skriver )ikke elsker hende som "de burde". 😖
Så drop det selvpineri og indse at du elsker din mand ligeså meget som han elsker dig. Du ved jo heller ikke hvad han inderst inde har af private tanker og følelser, som han bare har fundet naturlige i alle de år I har levet sammen, og som han ikke skammer sig over og derfor heller ikke taler om eller har overvejelser omkring. Men fordi vi kvinder er langt mere selvregulerende overfor disse følelser, betyder det at vi skammer os mere og laver noget større drama ud af det end der er grund til. Her kan vi lære lidt af mændene, de føler nærmest at de bekræftes i deres manderolle, når kvinder tænder dem.
Hvorfor må vi kvinder ikke føle det samme i grunden???
Pusser🙂

Det jeg mener er bare at så stærke følelser - som du og jeg har (har haft) til vores elsker - er IKKE til at leve med i længden, samtidig med man lever i et ægteskab.
Der må ske en udvikling - som kan blive en afvikling af det ene eller det andet. Og den proces må du se at komme igang med. Men først skal du jo nå ind til selve kernen og SANDHEDEN i din situation. Tror du virkelig selv, at de følelser du har for din elsker ville kunne udleves ad åre og blive til en stærk kærlighed jer imellem (?) er du afklaret omkring hvad han evt. kan betyde for dig, hvis såfremt det blev jer>??
FOR DET FØLER JEG IKKE DU ER HELT AFKLARET OMKRING. Det er denne søgen efter hvad der er sandt og hvad der er falsk og evt. drømmerier (fordi man måske er fastlåst i sit ægteskab i e periode) SOM DET ER VIGTIGT AT FÅ REDE PÅ INDEN man handler. Dvs. at frigøre sig eller går videre med elskeren.
Det der er det værste nu i din situation, som jeg kun kender alt for godt 😖 er at man har stærke følelser for elskeren, følelser der er svære at kontrollere, og som man er bundet op på IMENS man lever sammen med sin mand (soulmate ?)gennem et langt liv.
Mine følelser for min elsker passede heller ikke ind noget sted. Og de var jo umulige at føre ud i livet i et varigt forhold, bl.a. fordi jeg IKKE ville miste min mand og det liv jeg har sammen med ham, for så at leve sammen med en anden mand, der (i mit tilfælde)lever efter helt andre værdier og normer/tilhører en anden (yngre) generation. Det var jo et umuligt projekt, så jeg vidste med mig selv, at det jeg skulle gennemleve nu måtte blive en frigørelse, som skulle gennemleves UDEN jeg var sammen med min elsker.
Jeg valgte den korte vej fremfor den lange (at gennemleve denne forelskelse SAMMEN med ham i måske et år til) da jeg bare vidste (fornemmede) at det ville føre til eet og samme resultat: At jeg en dag ville indse at det ikke var min elsker, jeg skulle leve sammen med resten af mit liv.
Men efterfølgende kom jeg ind i en periode med fortrængning, idet jeg jo måtte ødelægge noget så naturligt som gensidig tiltrækning og behov for at bekræfte hinanden, som det jo er at elske et andet menneske. Det var en rædsom periode!!!
OG DESTRUKTIV SOM BARE 🙁
Men bedre end dette "ingenmandsland" jeg levede i og som jeg fornemmer du lever i nu: Som at leve sit liv på en station, hvor man venter på næste tog, og når det så kommer tør man ikke hoppe på, men man kan samtidig ikke få sig selv til at forlade denne venteposition og bliver nærmest passivt siddende i ventesalen...man er bare handlingslammet og håber på et eller andet magisk middel kan løse situationen for en. Du nævner TID som en forløsende faktor - hm..ikke enig det behøver tage så lang tid. Det er kun fordi du endnu ikke i dit inderste har gjortb op med dig selv om dine følelser for din elsker bygger på et grundlag du på længere sigt egentlig ønsker at lve på.(?)
I stedet afventer man situationen, for at se hvad der evt. sker med ens følelser. Og dette bruger man så al sin energi på i AL FOR LANG TID.
Gør det ikke, kast dig ud i den proces hvor du går helt ind til benet mht. hvad du føler og vil med dit liv - og evt. finder ud af om du vil kunne genskabe intensiteten i dit ægteskab. Det kan ogte være op til kvinden at gøre - men har du een gang for alktid opgivet din mand i den henseende, så tag det op med dig selv og find ud af hvofor du har det sådan. Mon han også altid har været så god til at få dig til at føle dig elsket som en HEL kvinde? Jeg betvivler det - så ha` ikke så ondt af ham. De mænd skal nok klare sig 😉
Knus
Pus

Nogle gange bliver livet bare så uendeligt svært, og det gør det, når man er gift og kommer til at se lidt til venstre og der står så ham, som bare er så perfekt for lige netop mig. Men hvad sker der, vi bliver i vores forhold, som det vane- og tryghedsmenneske vi nu engang er, fordi vi ikke tør at gå kærligheden i møde, så vælger vi nogle gange utroskab, fordi vi er nogle tøsedrenge og ikke tør, vil og kan gøre det der skal til.
Hvor mange mennesker kan sige sig fri fra at drømme sig et andet sted hen en lige netop der hvor man er. Jeg tror ikke det ville være særlig delikat for mange mennesker hvis de kunne mærke, føle og tænke folks tanker for så ville vi nok blive meget skuffet over vores ægteskab og livet ville være en illusion. Vi drømmer os til det perfekte, og er vi ikke gode nok til det, så er vi utro eller så tager vi kampen op med ægteskabet og gør noget ved de følelser vi mangler, men det er åbenbart nemmest for nogle mennesker at være utro, og mon dog ikke det er mangel på at man taler sammen og ikke har gjort det i lang tid eller måske hver gang man tager et lidt skrøbeligt emne op, så skændes man, og har man haft de oplevelser lidt for mange gange, så er det nemt at flygte hen til en der vil tale og elske en, bare fordi 😖
Vanens magt er stor.

påstand mig der![:*(][:*(][:*(]
Går man fra hinanden efter utroskab er alle påstande overflødige. Bliver man, handler det ikke om påstande, men om forståelse, - ikke alene den bedragnes forståelse af den utro og hans/hendes handlinger og bevæggrunde, men også den anden vej rundt. Den bedragnes følelser og reaktioner SKAL OGSÅ forståes af den utro. Men det allervigtigste er tilgivelse.
Her er et klip fra en brevkasse i en avis, som JEG PÅSTÅR er god at blive klogere af, - og måske kan hjælpe nogle af alle jer 🙁flinthårde hævnere🙁 på rette vej:
citat:
Når vi møder oplevelser som er meget smertefulde, fyldes vi af stærke følelser. I dit tilfælde, hvor du stadig elsker din kæreste, er disse følelser modstridende, og det gør det ekstra vanskeligt for dig. Så jeg forstår godt dit spørgsmål.
For de fleste mennesker opfattes tilgivelsen som en følelse. Når man har tilgivet vedkommende, så er vreden borte og relationen genoprettet, som om intet var sket.
Det er imidlertid en misforståelse, og hvis vi retter os ind efter den opfattelse, bliver tilgivelsen ofte kompliceret og falsk, for hvem formår at genoprette noget sønderbrudt, uden at det får konsekvenser.
Tilgivelse er imidlertid heller ikke en følelse, men en handling.
[f]Tilgivelse er viljen til at bære konsekvenser af din kærestes handling mod dig.[f]
[f]Nøglen til at forstå tilgivelse er handling og ikke følelse.[f]
Tilgivelse kan dermed forklares som en proces - en handling, der tager tid. Tilgivelse er ikke bare noget vi gør, men noget der tager tid, og afhængig af handlingen, der er begået, kan det tage længere eller kortere tid.
Tilgivelse er altså en proces og har flere elementer i sig:
1. Først udtrykkes vrede og frustration i klare vendinger, så følelserne kan blive forløst. Det gøres over for din kæreste, der har været dig utro. Det kan gøres enten gennem ord eller i brevform. Det er ikke nok at gå og tænke på, hvor vred du er. Vrede tanker har det med at blive ved med at fylde op og køre rundt i tanker og sind og ende med at skabe bitterhed og hævn.
2. Det er vigtigt, at alt kommer til udtryk, så her skal der ikke tages hensyn til din kæreste. Han skal vide fuldt ud, hvad dette har gjort ved dig. Du skal tømmes helt for at kunne være fri til at bygge videre på jeres forhold.
3. Når alle følelser er blevet forløst, må der generelt gå en rum tid, hvor dagligdagen begynder at vende tilbage, og hvor du bliver mere og mere klar til selve tilgivelsen
4. Når du således har forholdt dig til dine oplevelser, set dem i øjnene, givet udtryk for dem, så din vrede er forløst, så er det tilgivelsen kommer ind. Ordene "jeg tilgiver dig" vil så kunne have en forløsende virkning. Når du først har udtalt disse ord, så bør det have den konsekvens, at det nu ikke længere er muligt igen og igen at minde ham om hans utroskab. Altså skal du vente med tilgivelsen til du er klar.
5. Derefter er der ofte et "efterslæb" - det vil sige at din kærestes utroskab måske har udløst eller anden form for konsekvens, som I nu skal leve videre med. Det kan være ændret adfærd, anderledes valg, større mistænksomhed i en længere periode, kortere lunte, og meget andet - alt sammen noget som må være der i den tid det nu tager - men uden at genoptage anklagerne.
På den måde bliver tilgivelsen en handling fra din side, hvor du vælger at bære konsekvenserne af din kærestes utroskab.
Hilsen
Steen Palmqvist,
psyko- og familieterapeut
citat slut!
[l][l][l][l][l][l][l][l][l][l][l][l][l][l][l][l][l][l][l][l][l][l][l]

Jeg er ikke helt sikker på hvad du vil fortælle med dit indlæg, undskyld ;-)
Du har ret i at det er meget smertefuldt at blive svigtet, og en af de mest forfærdelige oplevelser man kan få i sit liv. Hvor mange tror du siger sandheden, altså er ærlige omkring hvorfor de var utro? Den bedragene vil, tror jeg, sige ærligt og redeligt, hvorfor de var utro, for det vil jo såre et menneske man holder af. Helt ærlig, så tror der kommer en lille hvis løgn med hen over banen, for det gør ondt at være ærlig, når man godt ved at det man har gjort ikke er særlig smart. Tror du nogensinde der vil komme fuld forståelse partner imellem eller tror du de lærer at leve med svigtet?
Jeg sidder og tænker på at det er godt indlæg fra Psykologen, men hvor lang tid skal den proces tage som han skriver om. Personligt kender jeg en kvinde der hadet, så meget 5 måneder senere efter hun havde opdaget sin mands utroskab, så hvor lang tid skal man acceptere og hun bare skal lov at afreagere? Der må jo på et tidspunkt være en stopklods inden man får ødelagt alt omkring sig, og især hvis man har børn, som jo ikke kan undgå at være modtager af den dårlige stemning i hjemmet.

Ja, personligt kender jeg en kvinde, der hader flere år efter. Fordi hele hendes liv og ikke mindst tillid og syn på andre mennesker med et slag blev ændret. Det fik kort sagt fatale konsekvenser for resten af hendes og de fælles børns liv.
Men rigtig godt indlæg fra psykologen. Det får sat nogle ting på plads. Også at det er tiladt for den bedragne at være vred.

Jeg har fuld forståelse for at ens livssyn ændres, men det er ikke det samme som at der er ok at ødelægge andres liv hermed, og specielt ikke personer som ikke er del af årsagen, f.eks. børn.
Selvfølgelig er det ok at være vred, men der skal bare være en grænse og vreden skal kun gå et sted hen og det er den der har svigtet en. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i dem som jeg hører der lader det går ud over 3. parten isteden for ens egen kæreste eller ægtefælles. Den gang min mand var utro havde jeg kun øje for, hvordan han kunne vælge at svigte mig så groft og så ellers alle de irationelle tanker som kom med i købet. Men jeg må indrømme det ikke slog mig at det var en andens skyld at han valgte at være utro. Jeg har fuld forståelse for at ens selvværd ryger helt i bund og troen på andre mennesker bliver sværd. Har selv prøvet det, men lod det nok mest gå ud over mig selv, da jeg flygtede væk fra andre mennesker og bare de åbende munden, så tænkte jeg ja ja ja og kan man nu også stole på det. Puha en hård nyser, at få troen på andre tilbage, men man bliver nødt til det for at få livet tilbage. Det er jo kun en selv man ødelægger med de destruktive tanker. Ingen andre kan jo ligesom hører dem, men man skal jo nå til den konstatering [:*(]
Har både været utro og været den forsmået part 😖

og hvem der ellers gider læse, var netop nødvendigheden af at finde forståelsen og tilgivelsen frem. Der er ikke andre muligheder for at fortsætte efter utroskab.
Selvfølgelig er ærligheden svær; løgnen for sig selv og hinanden er forståelig og det man tror er det nemmeste - men der er ikke andre muligheder end ærlighed. Utroskab er i sig selv løgn på løgn på løgn, men hvis man ønsker at komme ud af utroskab, over utroskab, og leve, - virkelig leve - videre med sin partner, SKAL ærligheden frem. - Intet er mere ødelæggende, end at opleve, at 'forklaringen' også var løgn! Måske kom disse tillægsløgne til din bekendte efter de 5 måneder, - hun blev slået tilbage og skulle begynde kampen igen.
Den dårlig stemning skyldes trods alt ikke den bedragnes vrede eller sorg, men er forventelige og forståelige følger af den utros beslutning om utroskab og løgn, ikke?

præcis!! jeg finder det yderst provokerende at så mange kloge hoveder har det med lynhurtigt at fortælle en at man endelig ikke må forfølge bedrageren med sin vrede og sorg, bedrageren skal ifølge mange terapeuter og andre beskyttes 😮
Hvis den der har valgt at lyve og bedrage ikke kan håndtere konsekvensen at sine handlinger, er man jo altid fri til at forlade den synkende skude.

Du har helt ret vil man fortsætte sit ægteskab efter utroskab, så er man nødt til for sin egen og andres skyld at tilgive. Og jeg tror såment ikke det er så simpelt endda, for jeg tror tilgivelsen også drejer sig om sig selv, og hvordan kan man have overset denne vigtige ting i sit liv, hvordan kan det være man ikke havde set sin partner forandre sig osv osv. Gad vide om det her på en af siderne der fortalt om en kvinde som troede hendes mand var blevet forelsket i hende igen, men så viste det dig sig efter et ½ års tid, at han havde gået rundt og været lykkelig grundet en ny kvinde i sit liv. Hold op et chok at vågne op til, her går man og tror man er kvinden i sin mands liv, og så er det en helt anden. Det jeg vil sige med det er, at der er mange steder der skal tilgives og have tillid tilbage igen.
At være vred, gal, skuffet, ked, føle sig svigtet, ikke føle sig elsket, tude, være hysterisk og hvad der ellers rør sig, når man er den forsmået part er til at forstå, men igen hvor længe skal stemningen være dårlig i hjemmet? En ting vil jeg dog rette ved din sidste sætning: Der er 2 om at have et godt ægteskab, så 2 skyldige her, men der er kun en skyldig i utroskab. Utroskab sker hvis der er nogle helt fundementalt galt i ens forhold, se hvad en psykolog skrive her:
"Jeg plejer at sige, at der skal mindst 3 til utroskab. Hvis vi glemmer skyld og retfærdighed og hvad "man burde" for et øjeblik, så er det helt åbenlyst, at utroskab stort set aldrig forekommer i et velfungerende parforhold. Der er (næsten) altid et eller andet behov, som den utro ikke får opfyldt. Og deri har den forsmåede en andel. ikke skyld, men et medansvar af en slags. Og det medansvar slipper man for at se i øjnene hvis det er "den anden"s skyld."

I gør alle den fejl, at I tager udgangspunkt i en FIKTION. Eller er det en IDÈ? om at vi alle, når vi elsker et andet menneske, KUN er tilknyttet dette ene menneske mht. kærlighed og dybere følelser - for andre end os selv og vores børn.
Hvad løgn er der i at elske andre mennesker end ens kæreste, udover at man ikke TØR indvie ens partner i den sandhed, en sandhed som egentlig angår os alle. Vi er elskende væsener først og fremmest og med udggangspunkr i os selv, så vi søger bekræftigelse og kærlighed hos andre for at overleve simpelthen, men da ikke kun det. Vi søger denne bekræftelse for at LEVE! 🙂[l]🙂
Og er det ikke i fælles interesse at vi alle er levedygtige individer, fremfor at leve på mindste fællesnævner sammen?
Vi er nødt til at forstå samenhængen mellem at give og tage. Giver du nok af dig selv, så er der ingen fare for du bliver bedraget. Det hele hænger sammen, og det er dette vi skal forstå. Al det ævl om tilgivelse, giver jeg intet for, for dette sætter den utro i en position, som den egentlige synder, hvilket kan være rigtigt, men ikke nødvendigvis ER rigtigt !
Den bedragne skal da også nå ind til en selverkendelse omkring hvorfor partneren søgte bekræftigelse hos en anden. Al dette ignoreres, til fordel for en konform opfattelse af utroskab, som værende en synd KUN begået af den utro. Mon dog det er så enkelt. 😉
Set udefra måske! Men set indefra ved hver enkelt vel godt med sig selv, at de ikke gav intimitet NOK og selvovergivelsen (den største sødme overhovedet i et parforhold>>?) der gjorde ens elskede følte sig opfyldt og 100% værdsat, denne intense følelse af at ELSKE var ikke tilstede. Var ens parner for nærig eller elskede for lidt eller holdt han/hun bare på sit ego lidt for længe (?) siden det gik som det gik? Hvad med at tænke over dette fremfor disse bodsøvelser som også psykoterapeuter er tilhændere af - Suk 😖
Så jeg mener bare , at er der kærlighed nok i ens ægteskab, så kan ingen andre (nok så tiltrækkende mand/kvinde)trænge ind og fortrænge det menneske, som man dybest set elsker mest og inderst inde ønsker at leve indtens og kærligt med til "døden os skiller" [l].
Og mht. min erfaring: Nej jeg fortryder intet og har heller ikke brug for tilgivelse, hvilket min mand heldigvis heller ikke har behov for at give mig. Vi har mere (siden) talt om hvad der kan gå galt, når misforståelse og vanen tager over fremfor følsomhed og også taknemlighed over man lever sammen med et menneske, der har overgivet sit liv i ens hænder - og omvendt....
Min mands måde at forstå min utroskab - uden at være den der tilgiver - er da medvirkende årsag til, at vi nu er tilbage akkurat som for 3 år siden, og med endnu større erkendelse af hvad kærligheden til et andet menneske man LEVER sammen med betyder. Det er jo virkeligheden der berører en, og den er god nok hvis man forstår at værdsætte det man har 🙂
Pus

og så ikke mere at sige fra min side om dit indlæg andet end jeg kan tilknytte mig det 100%.
En lille tilføjelse, sorry, kunne være, at et af vores udfordringer, når vi bliver gift kunne være at vi tror vi ejer hinanden, og det er nok den største misforståelse der kan ske for så tager vi hinanden som en selvfølgelighed og går hen i en tryghedsbase som ikke smider meget kærlighed af sig.

selvfølgelig mener jeg som du at begge parter har skyld i at utroskab er blevet mulig, - jeg mener også at en 'dårlig stemning' bør være så kort som muligt, men det tager nu engang den tid det tager og min lidt 'friske' bemærkning, skulle altså bare gøre opmærksom på, at det trods part i 'skylden', dog stadig er den utros aktive handlinger, der har fremkaldt misstemningen. Man skal ikke føle nogen som helst skyld over, at man er længe om at hæve sit stemningsleje. Er parterne enige om, i ærlighed, at fortsætte samlivet, så må de begge to betale hvad det koster. Der er mange, der giver op på halvvejen og det er forståeligt. Og man kan hverken forstå eller tilgive før man er parat til det; som psykologen skrev, det er en handling ikke en følelse at tilgive.

Som jeg husker det nu i dag, skete det faktisk som med et knips med fingeren; tilgivelsen var der, blev givet og modtaget og stemningen var vendt. Smerten over at det skete og at man havde kunnet lyve for sig selv og hinanden er der naturligvis stadig, men ikke mere end så meget andet negativt man oplever i et forhold eller i livet generelt. Det var det!
Jeg er faktisk ikke enig i at der skal 3 til utroskab, - joh, hvis det ligefrem er en eller anden meget aktiv forfører, der er 3. hjul måske, - men nej, der skal kun 2 til; de to der er i parforholdet. Den der har været utro, har naturligvis et slags forhold til elsker/elskerinde, men det er egentlig parforholdet uvedkommende i det øjeblik, at den utro har valgt ikke længere at være utro og at engagere sig i sit parforhold igen.
Problemet er den stadige, gentagne løgn. Den bedragne tåler ofte ikke, at den utro har haft og måske stadig har følelser for den 3. Den utro lyver gerne om det og benægter følelser, hvilket gør affæren/kærlighedsforholdet endnu mere uforståeligt for den bedragne. Det er jo ikke sådan, at de 'glæder' man har oplevet med den 3. kan bringes til aldrig at have eksisteret, på trods af at de er 'døde' eller valgt fra fordi man er i en situation, hvor et valg er nødvendigt. Man kan ligeså godt først som sidst være ærlig. Hvis en mand f.eks. føler at han aldrig har været så forelsket, så lidenskabelig osv.osv.osv. som han var med elskerinden, så skal han sgu fortælle det til konen. Hvis hun ikke kan leve med det, skal hun gå sin vej, men lige huske på, at det varede ikke ved, og nu har han valgt at fortsætte deres parforhold og valgt hende fremfor elskerinden.
Ingen kan være alt for en anden. Det kan elskere/elskerinder altså heller ikke altid, og det de kunne give holder ikke altid i længden, men var måske kun symptombehandling,- men måske kan utroskaben hjælpe en bedre kommunikation på vej i parforholdet. En kommunikation, der 'burde' være skabt på en anden måde, for selv om jeg mener, at evalueringen af den utroskab jeg selv har oplevet, har medført et helt fantastisk 'stemningsløft' i mit parforhold, så ville både jeg og min partner uendeligt gerne have opnået det på anden vis. Og det tror jeg såmænd også 3.parten ville!

den omtalte terapeut begår?
At han taler om smertefulde oplevelser, - som DU og DIN mand ikke kender til
At han taler om tilgivelse, som DU ikke har behov for eller beder om
Du er ganske enestående i denne sammenhæng. Du føler ingen skyld over at have bedraget din mand, - du føler ingen fortrydelse over din utroskab, så terapeuten begår den uforskammede fejl, at henvende sig til nogle andre end dig!
Vi er jo mange, der har opfattet egen og partneres utroskab som smertefulde oplevelser, som vi har haft behov for støtte af forskellig vis til at overvinde. - Det er da fint, at du ikke har de problemer og ikke har gnist af samvittighedskvaler over dine handlinger. Sådan vil vi gerne have det allesammen, men du er jo enestående!

Nu kan jeg jo læse at du ikke ligefrem er den kvikkeste herinde rent intellektuelt, så jeg kan jo ikke vide i hvilken sammenhæng du har citeret denne terapeut 😉
Men ud fra det jeg har læst er der en modsigelse, idet følelse og handling adskilles i første sætning: "Tilgivelse er imidlertid heller ikke en følelse, men en handling.
Tilgivelse er viljen til at bære konsekvenser af din kærestes handling mod dig.
Nøglen til at forstå tilgivelse er handling og ikke følelse."
Hvorefter de næste råd tager netop FØLELSEN som middel til at forstå og senere handle:
citat:" Først udtrykkes vrede og frustration i klare vendinger, så følelserne kan blive forløst."
Hm... og senere f.eks.citat:"Når alle følelser er blevet forløst,..."
Kan ikke være mere enig i at følelserne skal bruges hvis utroskab skal bearbejdes og evt. tilgives. Men det står ikke i modsætning til handling men er jo en væsentlig del af hanling og processen her.
Iøvrigt så virker du som har du en ubearbejdet vrede i dig, når jeg læser dit indlæg her, så måske du skulle tage dine fortrængte følelser frem igen og få dem bearbejdet - 😉
Jeg har i de år jeg har været utro (ja både før og efter også)haft stor smerte hvilket jeg ofte har tilkendegivet i debatten her. Min mand følte selvfølgelig i den periode jeg var utro også sårethed eller led under mit tilsyneladende fravær - over at opleve jeg var ved at forsvinde fra ham. Men da utroskaben var ovre, og jeg var tilbage igen, var det derimod mere en opløftet stemning over vi igen fandt intensiteten (og troen på forholdet) der fyldte vores liv.
Så reaktionen afhænger nok af hvilken type mennesker der udsættes for utroskab og hvilken type ægteskab der oplever det! Og vi er såmænd ikke enestående her - men måske på soldebat hvor det mest er grædekonerne der dominerer [:*(] Jeg tror faktisk der er masser af ægteskaber, der oplever utroskab og genvunden kærlighed bagefter, som mere en sejr for ægteskabet (at det kunne bære krisen) end som en tilbageskuende proces.
Pusser

3. parten i det psykolgen her skriver om er en fiktiv figur, dvs. den forsmået part giver en 3. part skylden for ens mands/kones utroskab. Jeg blev også selv i tvivl om det var nok jeg havde pastet med over i indlægget, og om du så ville forstå.
For mig ville løgnen være den værste, så hvis min mand efter utroskab og sagde til mig at han elskede mig ville jeg betvivle det ret kraftigt. Jeg tror der skulle en hel del til for at tage ham tilbage. Jeg forstår simpelthen ikke når mennesker efter utroskab "fordummer" deres koner eller mænd ved at påstår at den person de ar taget ind i deres liv ikke er noget særligt. Hvis de ikke er noget særligt og ens mand/kone har satset mig for ikke noget særligt, hvad er jeg så mon for min mand. Forstår du hvad jeg mener? Dvs. bilder min mand mig ind at det ikke betød noget ville jeg på ingen måde kunne forstå det, hvis han sagde hun betød noget og har var blevet forelsket ville jeg forstå hans satsning, ikke det samme som jeg ville synes det ville være i orden, men nu er følelser jo følelser og de kan være svære at takle. Mon dog ikke de fleste helst ville være dybt forelsket i sin egen partner hele livet, og undgå alt udenoms for så levede vi jo op til livsreglerne. Men sådan leger følelser jo ikke.
Nej ingen kan være alt for andre, mend er en anden der kan mere rigtig og passe mere hånd i handske end den person man er gift med. Det skal vi jo ikke negligere. Jeg tror lige som du at alle parter gerne ville have lært at passe på sit ægteskab en anden vej rundt end via utroskab. Men jeg tror også at man skal huske at der vil leve 3 i et parforhold i rigtig lang tid efter den der har været utro, selvom de er holdt op med at set, så kan man jo ikke sige til sin partner stop med at føl og tænk på hende den anden, sådan er livet nu engang ikke, men ikke det samme som man skal acceptere at ville høre på det, for det vil man på ingen måde.
Alle ønsker jo et liv for altid med den de er gift med, men nogen gange møder man bare kærligheden et andet sted på et uhensigtsmæssigt tidspunkt.

Jeg er desværre efter dine normer også en af dem som ikke er fyldt med skam eller fortrydelse efter mit utroskab. Tror du jeg havde været utro, hvis jeg ikke havde synes mit ægteskab var værd at satse på det tidspunkt? Tror du andre gør det fro sjovt bare fordi de har lyst til at såre deres partner, sådan hænger verden ikke sammen må jeg desværre sige.
Tror dem der stjæler føler skyld, tror du dem som gifter sig på grund af de skal have et barn føler skyld, tror du hver gang vi laver en fejl føler. Ja nogle gør og nogle lærer af deres fejl og nogen gange synes vi absolut vi kunne have gjort tingene bedre. men at føle skyld over for noget man har gjort bevist. Undskyld mig, men det er noget nogle siger fordi de føler de skal i hver fald hvis de har været utro mere en et one-night-stand.
Vågn op livet, er mere en skyld og skam, livet er liv, glæde, elskov og kærlighed og en masse andre ting. Hvis der er samvittighedskvaler så er det fordi man ikke lever i overensstemmelse mellem det man gør, siger og tinger og det er jo noget helt andet.
Til gengæld vil jeg sige at jeg ikke er i tvivl om at de fleste der har været utro har været rigtig kede af at have såret et menneske de holder af, men det er ikke skam eller skyldfølelse.

'at være rigtig ked af at have såret' - hvis du synes det er mere trendy og tidssvarende! Jeg har ikke nogle specielle normer vedr. andre menneskers liv; - kun nogle der gælder for mig selv og de relationer jeg er i. -
Min pointe var og er, at NOGLE ønsker at blive tilgivet og NOGLE ønsker at tilgive for at komme videre og gøre livet et LIV - simpelthen at få renset ud og give plads. Jeg tror mange misforståelser her bunder i, at nogle mener at tilgivelse ligefrem forudsætter, at der er en erklæret synder, der føler skyld og skam!
Jeg siger ikke man automatisk føler eller burde føle skyld, skam eller hvilke ord du foretrækker for det samme, men idet man har stoppet sin utroskab og genvalgt sit parforhold, må der altså bearbejdning og evaluering til for at komme videre.
Og så hold dog op med, at genere utrosramte mennesker, der rent faktisk ganske ærligt har fortrudt, har samvittighedskvaler, føler skyld og skam! Hvad hjælper det dem, at du, Pusserpigen og enkelt andre slår dem oven i hovedet med at sådanne følelser må man rigtig nok ikke have, så er man helt forkert.
Ja, vel er man helt forkert - DET ER FORKERT at lyve og være utro. Det er det, der er problemet! Det skal man stoppe og komme over på bedste måde og leve livet til glæde for sig selv og hinanden!

Selvfølgelig er der nogle der føler skam og skyld. De er jo også skyldige, så det er jo lidt svært at løbe fra hvis de først er blevet opdaget. Vi behøver jo ikke at være naive her vel. For der er jo forskel på om man føler skam fordi man er blevet opdaget eller fordi man føler skam fordi man overtrådte sine og partnerens grænser. Der er ikke noget der er rigtig eller forkert her, men føler bare forskelligt, heldigvis.
Men at være skamfuld over noget man har gjort bevist er nok lige i overkanten, at overdrive med sådanne ord. Man kan være skuffet over sig selv og sine handlinger, og være ked af at man bevist har valgt at såre et menneske man holder af. Hvis man er skamfuld efter utroskab, hvorfor så gøre det. Jeg kan godt forstå man bliver skuffet over sig selv og sine handlinger, for det er meget forkert at gå til anden side fordi ens ægteskab ikke fungere optimalt.
Det er ikke cikane dette jeg skriver, men føler du at andre ord bedre ville kunne hjælpe dig personligt, dvs. hvis jeg havde skrevet: Ja, jeg har fortrudt helt vildt, og jeg elsker min mand og kun ham, jeg var bare utro for sjovt ville det så have passet bedre ind i din verden. Jeg kan sagtens lyve for dig, det er intet problem, men når jeg nu vælger at skrive på denne side er det fordi man kan være ærlig og sige hvad man tænker og føler uden at stå til regnskab, altså sådan da.
Hvis du ikke kan tåle at læse sandheden fra nogle mennesker, så er det klogt at blive væk fra disse sider om utroskab.
Jeg føler ikke skyld og skam efter mit utroskab, men jeg røg lige ned i et sort hul, som jeg ved mange andre utro også kommer i, fordi det går op for dem, hvad de egentlig har gjort ved deres eget og andres liv, men det handler ikke om skyld og skam, men ens egne værdier til livet, hvor forsvandt de hen. Hvor blev alle ens holdninger og meninger af forsvandt de bare ud i den blå luft, fordi man mødte manden i sit liv, ja åbenbart for jeg havde da aldrig troet jeg var i stand til at være utro. Jeg var chokeret over mine handlinger.
Fra en der er halvvejs + lidt mere igennem livet.

hvis du virkelig ønsker indsigt og ønsker at finde sandheden om hvordan mange utro har det med deres "ugerning". Tvivler efterhånden på du kan tåle at høre sandheden!
Hvem i alverden herinde "generer utrosramte mennesker" og siger de ikke må føle skyld??
Vi er bare nogle der IKKE føler skyld og skam efter utroskab, så forhold dig til dette, fremfor at misfortolke vores indlæg, så de passer ind i DIN egen idealverden.
Du er i det hele taget temmelig fordomsfuld overfor anderledes måder at forholde sig til utroskab. Du modsiger også dig selv i hvert andet indlæg. Blot et lille eksempel her:
citat:"Jeg siger ikke man automatisk føler eller burde føle skyld, skam eller hvilke ord du foretrækker for det samme..."
Men i forrige indlæg giver du mig så denne svada:
citat:"Du er ganske enestående i denne sammenhæng. Du føler ingen skyld over at have bedraget din mand, - du føler ingen fortrydelse over din utroskab, så terapeuten begår den uforskammede fejl, at henvende sig til nogle andre end dig!"
Hm...
og videre:"Det er da fint, at du ikke har de problemer og ikke har gnist af samvittighedskvaler over dine handlinger. Sådan vil vi gerne have det allesammen, men du er jo enestående!"
Du må nok se at lære at stå inde for dine egne udmeldinger tror jeg 😉
Og så vil jeg iøvrigt anbefale dig at være mere åben, mht. der er andre måder at forholde sig til utroskab på end den moraliserende - der kun tager udgangspunkt i RIGTIG kontra FORKERT adfærd. Men livet er altså mere nuanceret end som så.
Deltager du i en debat med vildt fremmed mennesker om et emne, må du naturligvis kunne tage, at de har oplevelser og synspunkter, som du ikke forstår umiddelbart. Men vær åben overfor det ny - det giver indsigt på lang sigt, og gør man selv forholder sig mere afslappet til tilværelsen, når den ikke lige følger gældende idealer for RIGTIG adfærd.😮
Pusser

Jeg kan fuldt og helt tilslutte mig det du her skriver.:"Jeg føler ikke skyld og skam efter mit utroskab, men jeg røg lige ned i et sort hul, som jeg ved mange andre utro også kommer i, fordi det går op for dem, hvad de egentlig har gjort ved deres eget og andres liv, men det handler ikke om skyld og skam, men ens egne værdier til livet, hvor forsvandt de hen. Hvor blev alle ens holdninger og meninger af forsvandt de bare ud i den blå luft, fordi man mødte manden i sit liv, ja åbenbart for jeg havde da aldrig troet jeg var i stand til at være utro. Jeg var chokeret over mine handlinger. "
Hvor rammer du plet her. Ja det er mere tabet af den integritet og de ønsker/troen på OS og værdierne ikke mindst som rammer hårdest. For det er jo dette man jo selv mister (!) ved at være utro og som gør man må nytænke hele sit liv igen.

Men der kan også opstå en vis vrede (skete hos mig) over at være bragt i den situation, når man ved hvor meget man har satset på forholdet og hvor mange gange man er blevet kastet tilbage til sig selv og følt denne ensomhed i perioder i sit ægteskab. Er der for mange af disse skuffelser, jamen så frigør et sundt menneske sig fra de bånd, der ellers bandt en sammen med sin elskede. Man søger så ud (ubevidst)af ægteskabet mod andre for ikke at bukke under med selvhad og inaktivitet. At tilgive sig selv ens handlinger kommer kun i forlængelse af en vis forståelse for hvad der forårsagede ens svigt.
Ja alle mister noget når et ægteskab ender i utroskab!! Men inden utroskaben er der ofte lige så mange svigt fra den utrosramte side, som når nu "regnskabet" skal gøres op også skal tages med. For hvorfor blev man bragt SÅ langt ud at en anden (end den mand man elskede) skulle give en livsgnisten og livsglæden tilbage (?) en mand man siden fik følelser for.
Og hvor har man selv svigtet, siden man ikke fik vækket sin mand mere INDEN det gik galt. Og hvorfor kunne man ikke have undgået at føle sig så aldeles fortabt og fuld af attrå til en anden mand, når man godt vidste med sig selv, at den mand man var gift med ønskede man som manden i sit liv og KUN ham.
Alle disse overvejelser, som intet har med skyld og skkam at gøre er vi mange utro der også har efterfølgende, når ens utroskab (i handling) er overstået.
Så er der alle tankerne siden og de forbudte følelser, men de, tør man jo slet ikke nævne i dette forum hvor den utros følelser bør fortrænges og henvises til skyld og skam og senere bodsøvelser i den anledning. 😖
Pusser

mener du en "omvendt synder"....der lige pludselig ser lyset...? Nej vel...!
Når man som utro gennem længere tid har haft sex med en anden, kysset, mærket hjertet hamre afsted og sagt at man er forelsket...så mener man det faktisk...jeg gjorde.
Jeg tror kun, man ærligt kan fortryde en "dum julefrokost" eller et andet dumt sidespring. Jeg var utro, forelsket og valgte alligevel at blive hos min kone...vi har børn og har også noget kærligt sammen. Jeg var ikke i stand til at vælge det fra - det var det som jeg opdagede det ved min utroskab og jeg håber, at jeg efterhånden glemmer følelsen af den anden meget dejlige kvinde. Og hvad sagde jeg til min kone...at jeg ærligt fortrød bitterligt og at hun måtte tilgive mig og give os en chance. Det mener jeg også - men jeg er ikke rigtig glad - også selv om det er nogle år siden. Men sådan må jeg leve lige nu....og sådan har jeg valgt.
men ærligt fortryde...vi mennesker siger så meget og lyver for os selv og andre - for at overleve - få af os er stærke nok til at vælge mere ærligt og mere kærligt. Derfor holder din hypotese ikke - vi fortryder ikke ærligt - vi skaber en virkelighed, som kan gøre det tålelig Det er måske nærmere sandheden.

hvorfor tror mange kun på egen version og egne erfaringer,- og mistror alle andre, når man har været utro. Hvorfor skal det absolut være SANDHEDEN for par der fortsætter efter utroskab, at 1) den utro lyver FOR PARTNEREN og kun tænker på elskeren og 2) den bedragne lyver for SIG SELV og lever i en drøm. Kunne det tænkes, at forskellige mennesker har forskellige opfattelser og erfaringer? Kunne det tænkes at nogle trods fortidens 'synder' og fejltagelser i deres parforhold, kommer godt og ærligt ud af det?
Læsning i disse sider, giver en dårlig smag i munden med mistanke om, at de, der lever et dårligt liv OG HVERKEN HAR LÆRT NOGET ELLER TAGET KONSEKVENSEN OG BLEVET SKILT, absolut skal nedgøre deM det er lykkedes for at lære af deres erfaringer og få et godt liv.

at hanløven nedgører nogen, men prøver ud fra egne erfaring at sige, at han åbenbart ikke lever sit liv helt ærligt...af mange grunde - eller har fortrudt ærligt - og at hanløven her mener, at der er flere der kan have det sådan (sorry hanløve, hvis jeg tolker dit indlæg forkert)men sådan forstår jeg det.
og jeg genkender godt beskrivelsen.
Så jeg ser ingen nedladenhed her - blot et synspunkt, som jeg finder troværdigt også udfra egne oplevelser.

forsvare at du har et godt liv...hvis du har det og er kommet godt igennem, så ville du på ingen måder føle dig ramt, vel?
Det, som jeg opfatter, at hanløven skriver er, at det er svært at være ærlig i sit liv. Han siger jo både, at han har kærlighed til konen og måske ikke mindst hans børn, men altså også, at han msåke blev dybt forelsket i en anden kvinde og så hende over en længere periode? Men han kunne ikke vælge familien fra, han kunne ikke tage et helt ærligt valg, hverken elskerinden eller livet med konen - og måske vil tiden hjælpe ham - som han vist selv skriver - på et tidspunkt vil elskerinden være langt væk i erindringen og han vil glemme hende - og dermed måske ikke mærke det valg, han følte han stod i...
Blot et bud - klart ud fra mine egne erfaringer...dog som kvinde, der var utro med en fantasktisk mand.

Hanløve du har så ganske ret, når man igennem længere tid har haft sec. følt sig elsket, følt man elskede, kysset, mærket sit hjerte hamre afsted og sagt man er forelsket, så mener man det faktisk.
En dum julefrokost, dvs. et one-night-stand kan godt fortrydes, men så er man også vågnet op med det samme, og vist at ens kone/mand var den eneste ene. Men det er jo ikke det der sker, når vi vælger at være bevist utro i en længere periode, så kan vi selvfølgelig godt hykle bagefter og sige hvor har jeg fortrudt, men man skal være rimelige naiv som kone eller mand for at tro på den eller sagt på en pænere både, man vil helst tro at ens partner som var utro har fortrudt, selvfølgelig vil man det ellers er det jo svært at forsvare at blive i et ægteskab, hvor man udemærket godt ved at ens parter er forelsket i en anden end en selv.
Igen giver jeg dig ret vi laver den model af verden som vi kan overleve i, så egentlig må jeg bare konstatere det er et rigtig godt indlæg du her har lavet 🙂

hansløvens indlæg, som at han ikke tror på at nogen kan fortryde eller ønske utroskaben ugjort! Det er det synspunkt jeg opponerer imod, da det er lidt for ofte set her i debatten! -
Du var utro med en fantastisk mand. Tænk dig den tanke, at have været utro med en person, du TROEDE var fantastisk, men viste sig at være noget helt andet. Måske fordi du havde overbevist dig selv om at han var fantastisk, måske fordi forelskelsen/besættelsen simpelthen forsvandt ved nærmere bekendtskab og på det tidspunkt, det gik op for dig, hvad affæren kunne koste. De findes. Jeg kender eksempler; - naturligvis også eksempler på folk, der har fundet den store kærlighed via utroskab, men den ene 'slags' er ikke mere troværdig end den anden; den ene 'slags' skal hverken fordømmes eller mistroes af den anden 'slags' - eller de 27 varianter ind i mellem.
Det var bare det jeg ville sige, - - men ytrer man det mindste pip imod den herskende klasse her i debatten, skal man straks skydes i skoen, at man føler sig ramt eller har brug for at forsvare sig! Det sker gang på gang efter et indlæg, der viser en anden vinkel. Jeg vil bare gerne forsvare at man kan opleve noget andet!

her i debatten har skrevet om, at den man synes var fantastisk pludselig var en helt anden...? Personligt tror jeg, det er sjældent (undtagen ved totale psykopater - heldigvis er der nok ikke så mange af dem)
ham, jeg var utro med, er stadigvæk fantastisk, men han valgte altså at blive ved sin kone (efter være opdaget) - ligesom jeg valgte at blive sammen med min mand. De mennesker, som jeg omgiver mig med, bliver altså ikke lige pludselige nogle andre...men de kan skuffe mig, deres valg kan for mig være uforståelige, jeg kan opfatte dem som umodige etc...men pludselige en helt anden...jeg tror faktisk ikke.
Men, respekt for dit synspunkt - men som du selv skriver, så er der flere her i debatten, der kigger på handlingen - at man som utro valgte i gennem længere tid at give krop og sjæl til en anden (også efter den såkaldte tre mdr. forelskelse - nogle gange i flere år) - hvorfor gjorde vi utro det? Det er vel det, der er værd at undersøge - hvad bragte os så langt?
Tænk over, at de fleste først stopper, når de opdages - var utroskaben blevet ved, hvis ikke de var opdaget - hvorfor vælger de fleste utro ikke at stoppe af sig selv? Hvorfor skriver mange her at, de nok elsker både elskerinden og kone - og måske alle særligt deres børn....Måske fordi der er mange der har det sådan.
jeg valgte at være Utro, fordi jeg fandt manden i mit liv - som hvis jeg havde mødt ham tidligere i mit liv, havde jeg kæmpet for ham og ville have haft børn med ham. Dermed ikke sagt at jeg ikke er gift med en dejlig mand - men havde jeg mødt dem på samme tid havde jeg valgt min utroskabspartner. jeg ved at sådan har den mand jeg har været utro med, det også.
Men ingen af os kunne undvære det, som vi gennem mange år havde bygget op sammen med en anden mand/kvinde. Derfor ser vi ikke hinanden - fordi så glemmer vi hinanden og følelsen af savn. Det har vi aftalt.
Jeg mener derfor ikke, når jeg giver mit ægteskab alt nu og siger at jeg elsker min mand, at jeg lyver eller er afstumpet - men livet tog nogle valg for mig og ud fra den, som jeg er - kunne jeg ikke gøre andet.
Nyd resten af den skønne ferie - og gerne sammen med den dejlige familie eller venner omkring/Venus

Vil bare lige skrive, at nogle gange kan man godt vælge sin utroskabspartner - også selvom utroskab er FORKERT. Men jeg forstår dig og har oplevet noget lignende - bor i dag med den dejligeste kvinde, som jeg var utro med. Da vi efter flere år (hvor vi ikke så hinanden) valgte hinanden, da vi ved et tilfaælde fik kontakt igen - jeg var virkelig skræmt. Hvis mine følelser nu bare bedrog mig. Jeg valgte kvinden i mit liv - nej, nissen flytter ikke med, man kan godt vågne op hver morgen og kigge på sin elskede og tænke, hvor er det utroligt.
Held og lykke med det hele! God ferie også til dig!

Hvordan lever din mand med din utroskab, ved han det? (beklager hvis du tidligere har svaret på dette, men har ikke læst alt)

Jeg har skrevet det før - men kort fortalt, så ved min mand i dag, at jeg har været utro. Jeg fik det fortalt efter længere tid og i små bidder. Syntes, at han blev nødt til at kende sandheden - i store træk. Det vil sige, at han ved det meste, men ikke hvem det er eller i detaljer. Han blev meget vred, viste ikke om han ville være gift med mig længere. Ville have fat i ham, jeg var utro med. Følte sig senere afmægtig, fordi han opdagede, at jeg stadigvæk er kvinden i hans liv - men et eller andet sted må dele mig med en anden. Men tiden går og jeg glemmer langsomt den anden mand - og nu er der kun min mand.
Mine nogle af mine veninder, husker mig en gang imellem på, at de aldrig har set mig så forelsket, kærlig og stærk. De er ikke i tvivl om, at det var manden i mit liv - men synes faktisk også, at det er fantastisk, at min mand og jeg har fundet hinanden igen. Så på en måde, man man sige, at den man er sammen med, er den man elsker. Man giver sin kærlighed her - men jeg kunne måske godt dengang have valgt anderledes. Og det er meget smertefuldt at vide. Håber, at det giver mening...?

så langt fra hinanden, når det kommer til stykket!
Men jeg synes nu nok, det er lidt hårdt at kalde naive og periodevis ufølsomme og ubetænksomme mennesker, som forføres af sig selv eller en fantasi for psykopater! - Har du virkelig aldrig selv taget fejl og skiftet mening? Utroligt, men o.k. -
Det sker faktisk at utro stopper utroskab INDEN en afsløring, måske nogengange uden afsløring overhovedet. Ikke fordi, de får en kniv sat på struben eller frygter at skilles fra deres børn, men ganske simpelt fordi de tog fejl og måske efterfølgende vil løse parforholdsproblemer MED partneren i stedet for utroskab, der måske i øjeblikket kan være meget berigende for utro, men yderst sjældent for partnere.
----Ja tak i lige måde, jeg nyder også ferien, trods en smule hjemmearbejde med afstikkere til sol-debatten, som er ret utrolig![s]

faktisk ikke med mennesker, jeg har haft tæt på mig...hvis mennesker viser sig at være en helt anden, så mener jeg de må være temmelig afstumpet eller have en personligheds spaltning eller noget i den retning... ja - ¨så, der er vi ikke helt enige eller har bare ikke haft de samme oplevelser - og jeg har faktisk ikke mødt utro, der har stoppet selv. Det må jeg have til gode!
Ellers tak for dit indlæg!
Måske har du skrevet det tidligere - men for at kunne forstå dig helt: Har du selv eller din mand/kæreste været utro?
/Venus

det, som du ikke forstår. Utroskab er ikke en fantasi, hvor man er forført af sig selv eller af en anden. Når man er utro gennem længere tid, kommer virkeligheden tæt på de mennesker, der er utro. Det svære er at opdage, at virkeligheden uden for ægteskabet kan være vidunderlig - og at man føler sig i live! Det er virkeligheden. Desværre. Men man kan tag et bevidst valg om, at man ikke vil gå af den vej, da man ikke er i stand til at vælge konen og det liv fra. Det er også virkeligheden. Der er ikke megen fantasi i det.

smerte og længsel kan dyrkes og betyde at man virkelig føler sig i live...
Jeg tror jeg forstår... du har trygheden og er modtager af ubetinget kærlighed fra din mand. Men den lidenskabelige gensidige kærlighed må du undvære, og dette giver længsel og lidelse....

sur/sød suppedas..

De findes altså, de utro, som stopper af sig selv, uden og inden de bliver opdaget. Min utro elsker stoppede vores forhold selv - da han ikke kunne håndtere sit dobbelt-liv. Han har absolut ikke fortrudt sit utroskab - ikke det mindste.
Det er selvfølgelig hårdt at leve med savnet - det gælder begge veje - tilgengæld har vi haft nogle fantastiske oplevelser, som ingen af os ville have været foruden. Vi har stadig lidt mail kontakt på ganske venskablig basis for lige at høre hvordan det går - det er svært helt at slippe kontakten, når man har betydet så meget for hinanden.
Det kan så diskuteres, om han stadig et eller andet sted, fortsat lever et dobbelt liv, ikke fysisk, men i det emotionelle.

er at utroskab KAN være en fantasi. Jeg forstår udmærket dig og dine erfaringer, - har selv været i samme situation engang for længe siden. Men har altså også oplevet det modsatte; at utroskaben var et udtryk for at man VILLE flygte fra sine parforholdsproblemer, VILLE være forelsket, VILLE opleve at virkeligheden udenfor ægteskabet var vidunderlig. Men det var en fantasi, der bare gjorde ondt værre, for alle parter.
Så dette er også svar til Venus: Ja, jeg har været utro og også oplevet utroskab fra en partner!
Men selvfølgelig er jeg jf. ekspertpanelets svar til mig og andre af nogenlunde samme mening både fordomsfuld, virkelighedsfjern, afstumpet, psykopat, naiv og underbegavet. Til gengæld er det lykkedes at redde mit parforhold og have et godt liv. Sådan er verden så uretfærdig🙂

Der er vist ingen, der har kaldt dig de ting, du her nævner. Hvad er der galt med dig, siden du igen og igen bliver så spidsagtig og kommer i selvforsvar? Som ser du dig selv som et offer et eller andet sted og også her på [sol]

- jeg synes bare jeg reagerer og tager til genmæle når jeg møder udtalelser fra folk, der gerne vil hævde sig på andres bekostning. Men jeg kan godt se, at opponenterne plejer at holde kæft efter et par omgange, - måske meget fornuftigt at lade taberne vinde så ligegyldigt et slag, så I må ha' det😃

det er en voldsom reaktion! Med meget store bogstaver vil du overbevise os her på SOL om at dit eller din mands utroskab var den rene fantasi...hvorfor egentlig? Hvis du er så lykkelig i dit ægteskab, hvorfor så "råbe" det?
Men som du skriver, har du sikkert ikke tænkt dig at svare. Men hvis du gør, så overvej lige om vi her på SOL ikke meget godt repræsenterer forskelleige synspunkter.
For mange af os var et længerevarende utroskab virkelighed - som både var fantastisk og skræmmende, kan man virkelig være så lykkelig? Hvad gør man når man møder manden/kvinden i sit liv og er gift - man bliver jo nødt til at undersøge det, til trods for, at vi vist er mange, der synes at utroskab er forkert. Det er ikke moralsk rigtigt - men måske meget menneskeligt...overvej det...hvis du fortsat læser med her...

det er selvfølgelig dumt, at du kalder os andre for tabere, blot fordi vi har et andet synspunkt end dig...men lad det nu ligge...
For mig er det interessant at læse, at du skriver, at du har haft problmer i ægteskabet, der gjorde at både du og din partner har været utro måske gennem længere tid dvs ikke kun "one nightstand" etc. Så efter år med problemer (eller hvor det måske ikke kørte så godt), så vil du nu have at dit ægteskab er den "virkelige" kærlighed og ideel??? Det er nok måske det vi andre reagerer på. Det er godt, at du vil arbejde med de problemer, der førte til utroskaben - at sige at al anden kærlighed, som du har oplevet, er fatasi, virker underligt...måske hvis det så vender tilbage til de "gamle" problemer i ægteskabet, så kan jeg kun anbefalde at komme videre. Jeg er i dag lykkeligt gift for anden gang - og jeg må sige, at det opleves som den store kærlighed (fantasi eller virkelighed...I don´t care, jeg elsker alt ved hende)
Det er sådan jeg ser på det.

Man kan ikke have sex med nogen mennesker uden at være dybt og inderligt forelsket.
Så alle i utrosramte bliver nødt til at acceptere og forstå at væres utro ægtefælles hjerte ikke tilhører jer, men i stedet uden tvivl tilhører den elsker eller elskerinde som de har eller har haft sex med.
Sådan er det bare...

Hvis utroskab har udført sig i en handling er det ikke en fantasi, hvilken verden lever du i?

Du er vist ikke kommet videre efter utroskaben kan man læse, og hvis du var så havde du nok heller ikke haft behov for at komme på disse sider. jeg tror du gerne vil vise et glansbillede, men glansbilledet revner, når man så ihærdig har brug for at forsvare det.
Selvfølgelig vil man flygte fra sin partner og det forhold man er i, det er jo derfor man er utro, så den pointe er jo ikke svær. Hvis det uden for ægteskabet var vidunderligt er det ikke en fantasi, men et virkelighedsbillede af hvad man føler, at man så helst ikke føle sådan fordi man er gift eller af andre årsager det er jo en hest anden histori.
Dejligt du har et godt liv, og hvad er det uretfærdigt i det. men men men mon dog ikke dit billede er lidt for tvivlsomt for os læsere når du er på disse sider. Jeg havde ikke personligt behov for disse sider før mit liv lå i ruiner.

Undskyld men jeg faldt lige over dit indlæg her, og må sige jeg ikke forstår et pluk af det skrevne. Hvordan kan man blive forført AF SIG SELV?
Man kan bilde sig en masse ind, hvis man er understimuleret eller savner noget i sit ægteskab. Ja så kan man selvfølgelig godt overføre sit savn til en anden person end ægtefællen, og måske tillægge elskeren/elskerinden flere gode egenskaber end denne er værd. Men det er jo ikke noget enestående eller nyt, for sådan er alle forelskelser!!
Så må forelskelse og kærlighed i det hele taget gå ind under "selvforførelse" i din udlægning, da man jo aldrig kan vide hvad den anden egentlig føler vel 😉
F.eks. kan man jo - selvom man elsker og tror sig genelsket på samme vis - blive udsat for utroskab som du selv har erfaret. Er der så tale om at du dengang tænkte du havde "forført dig selv" i al den tid du troede på din mand imens han bare var utro?
Jeg spørger bare, for jeg undrer mig meget over din fortolkning af følelser omkring utroskab. Du er meget optaget af at få den utro person gjort næsten umyndig, som var der tale om et ufrit menneske, der ikke selv var i stand til at sige fra, men var blevet offer for egen fantasi eller forført af en anden eller af sig selv!
Men det som er grundlaget i utroskab er da de følelser man SELV har og som en ANDEN vækker. Lige fra de berusende og lyksalige følelser (ved en forelskelse) til den stærke tiltrækning mellem to mennesker. Ved mødet med elskeren/elskerinden vækkes så en stor længsel efter at få disse følelser forløst, hvilket hverken er ren fantasi eller selvforførelse men gensidig tiltrækning.[f][l]🙂
Det som vel er det sværeste at forholde sig til - for den der oplever partneren er utro - er nok AT disse længsler og følelser overhovedet er opstået. At se ind i sit ægteskab og kikke på sit parforhold efter opdaget utroskab kan sikkert være smertefuldt, men mere gavnligt, fremfor at bilde sig ind ens partner har handlet under mystisk indflydelse af fantasi og "selvforførelse".
Så kik indad og find ud af HVORFOR dette tomrum opstod, hvor disse forbudte følelser pludselig trængte sig SÅ meget på, at partneren gik hen og blev utro.
Det virker som er du ikke kommet videre efter at ha` oplevet utroskaben, men fortsat lever på samme følelses niveau som inden. Og måske var dette en medvirkende årsag til din mand valgte utroskab, for ufølsomt er det da at betragte sin partner som et uselvstændigt menneske, der ikke selv ved hvad han føler 😮
Pusser

Hvis jeg skulle have været dybt og inderligt forelsket, i alle dem jeg har haft sex med, så havde jeg stadig været jomfru, det er helt sikkert🙂

Jeg vil også sige, at jeg bestemt har haft sex med kvinder, jeg ikke var forelsket i. Men til de kvinder der tror, at utroskab kun er sex - der tager I fuldstændig fejl! Man satser ikke hele familien-butikken på en tilfældig.
Så man kan klart godt have sex uden at være forelsket - men man kan lige så klart også have sex med intense følelser...og det gør at sex klart bliver meget bedre, hvis den er forbundet med intense følelser som forelskelse, fascination eller dyb kærlighed! Måske til nogens overrsakelse: Så har vi mænd følelser...også sammen med sex!

Måske satser man ikke hele dynen af tilfældigheder men jeg tror godt man kan satse hele dynen med en tilfældig...

Især hvis den tilfældige er en man går hen og får stærke følelser for. Bordet fanger og man kan ikke afvise de følelser, derfor udvikler en tilfældig affære sig og bliver et langtidsforhold ved siden af ægteskabet. Det er oftest det som sker - osgå for mænd. Enig med hanløven også.

Det gode liv skal der kæmpes for, men øhhhh lige et forsigtigt spørgsmål, hvis du har det så godt, og dit liv er faldet på plads, hvad laver du så på disse sider😕
Utroskab er ikke en fantasi, jo oppe i dit hovede, men jeg tror de fleste andre ville sige det var virkelighed. En fantasi kunne være hvis man troede man leve lykkelig til sine dages ende ligesom i eventyrerne, det er fantasi, men utroskab er virkelighed og taler om et forhold som ikke lever op til hinandens forventninger. Hvilken planet kommer du fra? eller er du bare fyldt med alle mulige overbevisninger du har lavet for dig selv, for at undskylde dine handlinger. Ups det var kun en fantasi, så det smuttede. Den tror jeg desværre ikke for dig at mange hopper på [:|] Du gør folk dummere end nødvendigt.

Der er jo ret basalt set to utroskabs-situationer. Den engangs-utro - hvor den utro så at sige "falder i", under en våd aften. Her vil det nok ganske ærligt være, at den utro fortryder bitterligt, og vil nok mene, at den anden part ikke betød noget, osv.osv. En dum, og ikke gennemtænkt handling - ja. De påstande, den utro kommer med, efter en sådan aften, er højst sandsynligt sande.
Men situationen er anderledes for den utro, hvor forholdet er stået på over flere gange (læs:mere end 1). Her er der ingen svipser eller "uheld". Her er der tale om bevidste handlinger - og hvor det emotionelle utroskab kommer i spil. Hvis den utro, såfremt han/hun har valgt at fortsætte i sit ægteskab, siger at modparten ikke har betydet noget, eller han/hun fortryder - så er det simpelthen så langt fra sandheden.
Men lige netop fordi, den utro har valgt at satse fremover på sit ægteskab fremfor sin elsker/elskerinde - så er det svært at påstå andet, hvis man ønsker en fremtid for sit ægteskab. Sandheden er jo faktisk en hel anden...
Jeg vil nok ligefrem påstå, at den flergangs-utro, som IKKE er blevet opdaget, og siger han/hun fortryder - er måske tæt på at være en sandfærdig påstand. Af hvad jeg dog kan læse af forskellige tråde herinde, så fortryder de dog ikke deres utroskab - tværtimod - men har valgt at fortsætte deres ægteskab af forskellige årsager.
Når man er blevet opdaget, og vil redde sit ægteskab - så er det for meget op ad bakke, at sige man ikke fortryder sit utroskab, selv om det er sandheden. Man fortyder kun, at man er blevet opdaget. Så løgnene fortsætter selvom det fysiske utroskab er stoppet...

Hej Hanløve. Vil også sige at jeg synes at det var et godt indlæg du har lavet. jeg er pige og singel men er sammen med en gift mand, og det er ikke nemt, men har valgt at følge mine følser og ved det er lånt tid. så derfor kunne jeg jo bruge dit indlæg til noget.