Pædagoger værdifulde!
TIL LOMMERNE!
UDBUD OG EFTERSPØRGSEL – simple markedsmekanismer
For at citere én af mine kollegaer: ”Jeg har været pædagog i mere end 25 år, og det er min første og sandsynligvis eneste og sidste strejke. I alle de år har jeg været utilfreds med min løn, men jeg har ikke råbt op, og jeg tror det har noget at gøre med, at vi pædagoger er så flinke og rummelige og ikke vil rage uklar med nogen”. Samme kollega fortsat: ”Jeg viste for nylig min lønseddel til én af mine venner, som er ansat i det private erhvervsliv – han troede ikke sine egne øjne – han var chokeret over, hvor lidt jeg tjener”. Stof til eftertanke – kære samfund! Hvad er arbejdskraft værd? Hvad er ressourcer værd? Hvad er pædagoger værd?
Det er som med bomulden, hveden eller olien: Prisen går op, når der er udsigt til mangel eller dårligere tider. Enhver, der i disse dage bliver spurgt om, hvad de synes om benzinpriserne, svarer, at de er alt for høje – jovel er de høje, men man får også svar, som man spørger, og vi bilister kører kun lidet bekymrede videre på den dyrere benzin. På samme vis vil de fleste svare, at de vil have mere i løn, hvis de bliver spurgt. Det er menneskets grådighed, der bevidstløst og for en sikkerheds skyld svarer: ”Mer’, vil ha’ mer’”. Jeg har en formodning om, at mange samfundsborgere herunder politikere er blevet vænnet til støjen fra denne adfærd og talemåde. Derfor møder det heller ikke forståelse hos alle, når de, der mener at få alt for lidt, beder om lidt mere. ”Ja, det vil vi vel alle”, er en ikke helt ualmindelig kommentar, men det kan få alvorlige konsekvenser, hvis vi slumrer videre på den pude.
Nu er pædagogerne vågnet af offentlighedens bedøvelse og den drøm, hvor man kunne leve af kærlighed og kildevand og leder således efter den retorik og de argumenter, der endelig kan sætte arbejdsgiverne til vægs. Men hér mismatcher pædagogernes stadige pænhed den samfundsmæssige diskurs. Pænhed møder kynisme: Pædagogerne beder om mere i løn hovedsageligt som bevis for samfundets anerkendelse af deres indsats: Nemlig den indsats, de yder for, at det råmateriale, vi kalder ”børn”, bliver forberedt til mødet med verden uden for institutionslivet. Længere inde i debatten følger argumenter som ”der bliver færre pædagoger i nær fremtid” og ”vi kan ikke rekruttere og uddanne, for de unge vil ikke spises af med lave lønninger”. Argumentet om pædagoguddannelsens længde og indhold stillet over for andre tilsvarende burde overhovedet ikke være nødvendigt at fremføre, for samfundsbehovet taler for sig selv! Men uanset de ærlige og redelige rationaler er det tilbagevendende svar fra arbejdsgiverside, at dét er der ikke penge til. Så man vil altså fra samfundets side yde en service til borgerne uden at betale passende for det – det har man gjort hidtil – så hvorfor ændre på det nu?
Det er imidlertid ikke kun det private erhvervsliv, der skal forholde sig til, at deres råstoffer er blevet dyrere eller vanskeligere at skaffe – det skal det offentlige også, og det er oven i købet en gammel nyhed. Hér vil jeg minde om, at det er nu, vores regering har verdens bedste chance for at overbevise danskerne om, ”at vi kan begge dele” – at vi både kan skattelettelser og velfærd/omsorg! Som samfund må vi erkende, at motivationen og helbredet er presset for sosu’er, sygeplejersker, pædagogmedhjælpere og pædagoger, og at det bliver en stadig større udfordring at få folk nok til at løfte omsorgsopgaverne. Det er de hårde facts, som landets økonomer må indregne i det offentlige regnskab. Så kom nu i gang! Hér er det på sin plads at opfordre alle parter - ikke til ”mere pænhed” og ”mere kynisme”- men til ”ren og skær realisme” i forhold til vilkårene: Udbud og efterspørgsel! Og måske skal anerkendelsen af pædagogernes arbejde hentes derigennem: Behov = højere løn = respekt = anerkendelse.
ANERKENDELSEN – det basale behov
Ja hvis ikke igennem behovet for at engagere specialisten til at få udført dette særlige stykke arbejde – arbejdet med børn – hvor skal anerkendelsen så komme fra? Og hvis ansvar er det? Er det landets øverste ledelse, der skal sætte dagsorden, er det kommunen eller eksempelvis skoleledelsen, der igennem konkrete tiltag skal vise, at den regner pædagogernes indsats for værdifuld? Er det pædagogerne selv og deres fagforeninger, der skal være mere synlige og selvpromoverende? Er det dig og mig, der skal tænke over vores udmeldinger henover spisebordet – tænke over hvilke overbevisninger og fordomme, vi lufter? Gør pædagogerne samfundet uret, når de påstår, at de ikke får anerkendelse? Er det sådan, at anerkendelsen rent faktisk er til stede men ikke udmønter sig konkret i løn? Og hænger løn nødvendigvis sammen med samfundsmæssig status og respekt?
Hvis man skal tro tidens psykologer og filosoffer, så er anerkendelse tæt på at være lige så livsvigtig for mennesket som vand og føde; og hvis der er nogle, der er bevidste om, hvad ”anerkendelse” betyder for homo sapiens, så er det pædagoger – det er et helt centralt begreb i opdragelse, (social) læring og dannelse. Paradoksalt nok er det de samme fagpersoner, der til stadighed må lide den tort ikke at få lige præcis anerkendelse – som det ser ud. Nok i nogen grad i ord – men sjældent i handling. Grundlæggende er det helt ubegribeligt, at de personer, der i mange timer hver dag nurser menneskehedens dyrebareste grundstof, ikke møder en erklæret og honoreret samfundsmæssig respekt. Det er meningsløst for mennesker i pædagogfaget at få at vide, at de er gode og dygtige, hvis der ikke samtidig sikres arbejdsvilkår, der understøtter det – ligesom det er meningsløst at rose cykelrytteren eller fodboldspilleren for hans gode ben, hvis man samtidig omlægger hans landevej til motorvej respektive undlader at give ham spilletid. Pædagogerne møder på samme måde en manglende vilje til at lade ord føre til handling – såvel på det store samfundsmæssige som på det nære kommunale- og institutionsmæssige plan; og man må spørge sig selv, om det er fordi, samfundet mener, der ikke længere er brug for pædagoger? I givet fald forstår man bedre ræsonnementet om ikke at ville betale for noget, man ikke har brug for. Mener man omvendt, at der er god grund til at anerkende og værne om de nævnte faggrupper og deres arbejdsindsats, er det på tide at komme til lommerne.
Meningsløshed er menneskets og samfundets værste fjende – det er, når erklærede mål bliver hængende i blækket, at motivationen forsvinder, og vi som samfund ikke flytter eller udvikler os en tøddel. Vi vil gerne have et samfund i fremdrift og med overskud både menneskeligt og økonomisk – det kræver anerkendelse af arbejdsstyrkens personlige og faglige kvalifikationer, og det kræver handling – også i form af god løn - for som vi ved, er mål uden handling blot en drøm!
Så vis nu pædagogerne, at de er anerkendte og en værdifuld arbejdskraft – giv’ dem mere i løn! På den måde vil alle træde ud af konflikten som vindere! Og så glem ikke, at pædagogerne også er skatteborgere og forbrugere – OG har børn, de gerne vil have passet.
11. juni 2008/Linda S
UDBUD OG EFTERSPØRGSEL – simple markedsmekanismer
For at citere én af mine kollegaer: ”Jeg har været pædagog i mere end 25 år, og det er min første og sandsynligvis eneste og sidste strejke. I alle de år har jeg været utilfreds med min løn, men jeg har ikke råbt op, og jeg tror det har noget at gøre med, at vi pædagoger er så flinke og rummelige og ikke vil rage uklar med nogen”. Samme kollega fortsat: ”Jeg viste for nylig min lønseddel til én af mine venner, som er ansat i det private erhvervsliv – han troede ikke sine egne øjne – han var chokeret over, hvor lidt jeg tjener”. Stof til eftertanke – kære samfund! Hvad er arbejdskraft værd? Hvad er ressourcer værd? Hvad er pædagoger værd?
Det er som med bomulden, hveden eller olien: Prisen går op, når der er udsigt til mangel eller dårligere tider. Enhver, der i disse dage bliver spurgt om, hvad de synes om benzinpriserne, svarer, at de er alt for høje – jovel er de høje, men man får også svar, som man spørger, og vi bilister kører kun lidet bekymrede videre på den dyrere benzin. På samme vis vil de fleste svare, at de vil have mere i løn, hvis de bliver spurgt. Det er menneskets grådighed, der bevidstløst og for en sikkerheds skyld svarer: ”Mer’, vil ha’ mer’”. Jeg har en formodning om, at mange samfundsborgere herunder politikere er blevet vænnet til støjen fra denne adfærd og talemåde. Derfor møder det heller ikke forståelse hos alle, når de, der mener at få alt for lidt, beder om lidt mere. ”Ja, det vil vi vel alle”, er en ikke helt ualmindelig kommentar, men det kan få alvorlige konsekvenser, hvis vi slumrer videre på den pude.
Nu er pædagogerne vågnet af offentlighedens bedøvelse og den drøm, hvor man kunne leve af kærlighed og kildevand og leder således efter den retorik og de argumenter, der endelig kan sætte arbejdsgiverne til vægs. Men hér mismatcher pædagogernes stadige pænhed den samfundsmæssige diskurs. Pænhed møder kynisme: Pædagogerne beder om mere i løn hovedsageligt som bevis for samfundets anerkendelse af deres indsats: Nemlig den indsats, de yder for, at det råmateriale, vi kalder ”børn”, bliver forberedt til mødet med verden uden for institutionslivet. Længere inde i debatten følger argumenter som ”der bliver færre pædagoger i nær fremtid” og ”vi kan ikke rekruttere og uddanne, for de unge vil ikke spises af med lave lønninger”. Argumentet om pædagoguddannelsens længde og indhold stillet over for andre tilsvarende burde overhovedet ikke være nødvendigt at fremføre, for samfundsbehovet taler for sig selv! Men uanset de ærlige og redelige rationaler er det tilbagevendende svar fra arbejdsgiverside, at dét er der ikke penge til. Så man vil altså fra samfundets side yde en service til borgerne uden at betale passende for det – det har man gjort hidtil – så hvorfor ændre på det nu?
Det er imidlertid ikke kun det private erhvervsliv, der skal forholde sig til, at deres råstoffer er blevet dyrere eller vanskeligere at skaffe – det skal det offentlige også, og det er oven i købet en gammel nyhed. Hér vil jeg minde om, at det er nu, vores regering har verdens bedste chance for at overbevise danskerne om, ”at vi kan begge dele” – at vi både kan skattelettelser og velfærd/omsorg! Som samfund må vi erkende, at motivationen og helbredet er presset for sosu’er, sygeplejersker, pædagogmedhjælpere og pædagoger, og at det bliver en stadig større udfordring at få folk nok til at løfte omsorgsopgaverne. Det er de hårde facts, som landets økonomer må indregne i det offentlige regnskab. Så kom nu i gang! Hér er det på sin plads at opfordre alle parter - ikke til ”mere pænhed” og ”mere kynisme”- men til ”ren og skær realisme” i forhold til vilkårene: Udbud og efterspørgsel! Og måske skal anerkendelsen af pædagogernes arbejde hentes derigennem: Behov = højere løn = respekt = anerkendelse.
ANERKENDELSEN – det basale behov
Ja hvis ikke igennem behovet for at engagere specialisten til at få udført dette særlige stykke arbejde – arbejdet med børn – hvor skal anerkendelsen så komme fra? Og hvis ansvar er det? Er det landets øverste ledelse, der skal sætte dagsorden, er det kommunen eller eksempelvis skoleledelsen, der igennem konkrete tiltag skal vise, at den regner pædagogernes indsats for værdifuld? Er det pædagogerne selv og deres fagforeninger, der skal være mere synlige og selvpromoverende? Er det dig og mig, der skal tænke over vores udmeldinger henover spisebordet – tænke over hvilke overbevisninger og fordomme, vi lufter? Gør pædagogerne samfundet uret, når de påstår, at de ikke får anerkendelse? Er det sådan, at anerkendelsen rent faktisk er til stede men ikke udmønter sig konkret i løn? Og hænger løn nødvendigvis sammen med samfundsmæssig status og respekt?
Hvis man skal tro tidens psykologer og filosoffer, så er anerkendelse tæt på at være lige så livsvigtig for mennesket som vand og føde; og hvis der er nogle, der er bevidste om, hvad ”anerkendelse” betyder for homo sapiens, så er det pædagoger – det er et helt centralt begreb i opdragelse, (social) læring og dannelse. Paradoksalt nok er det de samme fagpersoner, der til stadighed må lide den tort ikke at få lige præcis anerkendelse – som det ser ud. Nok i nogen grad i ord – men sjældent i handling. Grundlæggende er det helt ubegribeligt, at de personer, der i mange timer hver dag nurser menneskehedens dyrebareste grundstof, ikke møder en erklæret og honoreret samfundsmæssig respekt. Det er meningsløst for mennesker i pædagogfaget at få at vide, at de er gode og dygtige, hvis der ikke samtidig sikres arbejdsvilkår, der understøtter det – ligesom det er meningsløst at rose cykelrytteren eller fodboldspilleren for hans gode ben, hvis man samtidig omlægger hans landevej til motorvej respektive undlader at give ham spilletid. Pædagogerne møder på samme måde en manglende vilje til at lade ord føre til handling – såvel på det store samfundsmæssige som på det nære kommunale- og institutionsmæssige plan; og man må spørge sig selv, om det er fordi, samfundet mener, der ikke længere er brug for pædagoger? I givet fald forstår man bedre ræsonnementet om ikke at ville betale for noget, man ikke har brug for. Mener man omvendt, at der er god grund til at anerkende og værne om de nævnte faggrupper og deres arbejdsindsats, er det på tide at komme til lommerne.
Meningsløshed er menneskets og samfundets værste fjende – det er, når erklærede mål bliver hængende i blækket, at motivationen forsvinder, og vi som samfund ikke flytter eller udvikler os en tøddel. Vi vil gerne have et samfund i fremdrift og med overskud både menneskeligt og økonomisk – det kræver anerkendelse af arbejdsstyrkens personlige og faglige kvalifikationer, og det kræver handling – også i form af god løn - for som vi ved, er mål uden handling blot en drøm!
Så vis nu pædagogerne, at de er anerkendte og en værdifuld arbejdskraft – giv’ dem mere i løn! På den måde vil alle træde ud af konflikten som vindere! Og så glem ikke, at pædagogerne også er skatteborgere og forbrugere – OG har børn, de gerne vil have passet.
11. juni 2008/Linda S