Retssystemet i Danmark har spillet fallit

December 2008:
Dom mod det danske retssystem.
Menneskerettighedsdomstolen har dømt Danmark for trænering af en strafferetssag om selskabstømning.
Danmark er blevet dømt for at krænke menneskerettighedskonventionen. En straffesag mod en selskabstømmer varede i 10 år og ni måneder, og det er i strid med konventionen, fastslår Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg,
Den tidligere forsikringsmægler Henrik Hasslund har fået medhold i sin klage over Danmark, og han er blevet tilkendt 2000 euro som et plaster på såret.
Konventionen garanterer alle borgere en rettergang inden for en rimelig frist, men de danske myndigheder levede i Hasslunds sag ikke op til kravet.
Sigtelsen blev rejst i september 1995, da Hasslund blev anholdt og sigtet, og han blev dømt først i Københavns Byret og derefter i Østre Landsret. Til sidst lå sagen i Procesbevillingsnævnet i et år og otte måneder, og det er denne del af sagsforløbet, som gør, at Danmark blev dømt.
Danmark har et problem med retsprocedurerne, der ofte trækkes i langdrag som her over næsten 11 år, hvilket er helt utilstedeligt af anklagemyndigheden og domstolen. Makholm sagen har lignende ingredienser med trænering af sagen.

Januar 2009:
Endnu en dom mod det danske retssystem.
Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg afsagde i dag en dom, som giver en kvinde fra Lyngby oprejsning, fordi hendes sag var alt for længe om at blive afgjort ved de danske domstole.
Dommen bebrejder også Danmark for ikke at have en retsinstans, som kunne have givet kvinden oprejsning for den langsommelige behandling, hun blev udsat for.
"Det er første gang, at domstolen i Strasbourg dømmer Danmark for ikke at have effektive retsmidler til at behandle spørgsmål om varigheden af retssager," siger kvindens advokat, Tyge Trier.
Der gik næsten 11 år, fra kvindens patientklagesag begyndte ved Østre Landsret i juni 1995, og indtil den sluttede i Højesteret i juni 2006.
Man kan sige at retssystemet i Danmark har nået bunden med to domme med godt en måneds mellemrum, hvilket giver et billede af den danske systemadministration som værende under lavmålet af anstændighed, Danmark som retsstat er en saga blot, nu hvor Danmark mere har status som en bananrepublik, end som retsstat.

jo sige farvel til dig. Du kan åbenbart ikke lide lugten i bageriet.
Hvad er det egentlig du vil debattere?

Den er under al kritik, hvilket Danmark har fået flere domme på ved Menneskerettighedsdomstolen. Selv emigrerede jeg for 2½ år siden, da der er blevet for lavt til loftet i Dannevangs administration.
Mit indlæg skulle blot vise, at systemet halter meget bagud i forhold til andre landes mere retspolitiske stringens, hvor menneskesynet stadigt vægtes med stor betydning. Dagens Danmark er suspekt i sin administration, hvilket har medført, at mange forlader landet og finder bedre forhold at leve under.

Så vi ikke udnytter den varme, der hænger under loftet.

Hvis Hasslund er dømt først i byretten og derefter i landsretten, har han selv bedt om at få den for procesbevillingsnævnet. Det er således Hasslund selv der ikke accepterer dansk ret, der siger, at en sag kan gøres ved to instanser. Han har søgt bevillingsnævnet om deispensation til at sagen forelægges højesteret...

I sådan et tilfælde er det vel Hasslund selv der trækker tiden ud...
Mange sager trækker ud pga for langs sagsbehandlingstid - fordi regeringen har sparet medarbejderne væk. Mange sager trækker ud, fordi virksomheder og borgere udnytter først de administrative systemer og dernæst domstolene til at trække tiden ud - i sager de godt ved de er skyldige i.
Indenfor økonomisk kriminalitet er vores retssystem trægt fordi der er et hav af klagemuligheder. Og til sidst nedsættes straffen pga lang sagsbehandlingstid - som borgeren selv har medvirket til. Det er da grotesk...
Det er muligt at det danske retssystem ikke er velfungerende, men vi har så meget retssikkerhed, at det er svært at få straffet de skyldige.

Fungerer under al kritik, det tog domstolen 11 år, at føre sagen til dom for kvinden fra Lyngby.
Videre blev Danmark også dømt for nogle år siden, hvor en kvinde var blevet totalt maltrakteret og mishandlet af sundhedssystemet, hvor kvinden efter et trafik uheld fik sine kæber ødelagt ved en fejloperation, der gav konstante smerter. Kvinden blev som straf for sin opsætsighed mod lægerne tvangsindlagt og tvangsmedicineret da hun fastholdt sine smerters eksistens.
Kvinden mistede alt under processen der to 28 år i sundhedssystemet inden hun fik ret og blev opereret igen, retssystemet syltede også sagen, der endte med en dom mod Danmark.
Rets sikkerheden er en illusion, når man kan gøres umyndig og tvangsindlægges for, at modsige den emsige læger der var årsagen til fejlen, som det tog 28 år, at udbedre og erkende.

Meette skriver:### sådan et tilfælde er det vel Hasslund selv der trækker tiden ud...
Mange sager trækker ud pga for langs sagsbehandlingstid - fordi regeringen har sparet medarbejderne væk. Mange sager trækker ud, fordi virksomheder og borgere udnytter først de administrative systemer og dernæst domstolene til at trække tiden ud - i sager de godt ved de er skyldige i.###
Retssikkerheden er truet når man anvender 11 år om at føre en strafferetssag til dom, Danmark er berygtet på den manglende retssikkerhed ved, at der varetægtsfængsles i lange perioder, der kan være 1½ år eller mere.
Man så det i Hauschild sagen hvor Danmark blev dømt for varetægts- og isolationsfængsling i 14 måneder inden dommen.
Problematikken her er, at skyldsspørgsmålet først er pådømt ved domsforhandlingen hvor der tages stilling til skyld eller uskyld. Hvis man nu havde en frifindelse efter 14 måneders fængsling, ville det være et brud på retssikkerhedsreglerne.
Objektiviteten forsvinder når domstolen selv begår fejlen at varetægtsfængsle på et for tyndt grundlag, og den varetægtsfængslede frifindes. Her er anklagemyndigheden yderligere så flabede efterfølgende, at påstå som standard påstand, at den frifundne selv er skyldig i fængslingen, og derfor ikke skal have erstatning.
Det er jo blot en fis i et tågehorn, når man først frifinder den anklagede som værende uskyldig for så, at se offeret blive stemplet af anklagemyndigheden igen som værende selvforskyldt i fængslingen.
Der er tekniske frifindelser, hvor man med rette kan nedlægge påstanden om selvforskyldt fængsling, men i de sager hvor fængslingen hviler på falske vidne udsagn, er det en hån mod offeret.
Danmark har en pligt til, at minimere sagsforløbet til en rimelig tid, hvilket vil sige inden for et års tid eller deromkring. Men dette krav kan Danmark ikke leve optil, og giver så rabat som en kompensation på den lange periode anklagemyndigheden og domstolen har anvendt på procedurerne. Dette er utilstedeligt sjuskeri set i et retssikkerheds perspektiv, da det krænker den skyldige ved, at være under anklage uden dom i mange år, men også offeret for forbrydelsen bliver krænket, når en den dømte efter dommen får 5-6 års rabat som et plaster på den urimelige tidsforbrug.

Procesbevillingsnævnet brugte 18 måneder på ansøgningen om tredjeinstansbevilling, hvilket også er for meget. Man ser her, at problematikken gælder både anklagemyndigheden og domstolene samt procesbevillingsnævnet.

Rets sikkerheden er en illusion, når man kan gøres umyndig og tvangsindlægges for, at modsige den emsige læger der var årsagen til fejlen, som det tog 28 år, at udbedre og erkende.
Fra en artikel i JP fremgik det, at kvinden blev nærmest udsat for hysterisk uligevægtige verbale overfald af den forstyrrede læge, der havde begået fejlen.
Denne læge, der er polak, havde taget sin hjemlands autoritære adfærd med sig til Danmark, hvor han i Århus hospitalssystem fik retten til, at opføre sig som en enevældig konge, der ikke skal tåle kritik og modsigelser, han gik helt bersærk i sine hysteriske udbrud mod kvinden, der var sagesløs offer for denne hystades udbrud.
Denne hystade af en læge påstod, det var kvinden som var en hystade, eftersom hun stædigt vedblev med, at hævde sine smerters eksistens, hvilket lægen diagnotiserede til en psykose som måtte bringes til ophør, ved en tvangsindlæggelse og tvangsmedicinering på Den lukkede psykiatriske afdeling. Da den hysteriske læge havde vedtaget med sig selv, at smerterne var fantom smerter, altså kun noget der var vrangforestillinger i kvindens hoved.
Kvinden mistede alt på tvangsauktion, og gik fallit, da hun brugte sin tid og midler på, at få genoprejsning for sin fejloperation, men nej vedblev systemet med at påstå, og så måtte kvinden jo være mentalforstyrret, da man ikke kan sige en læge imod, og slet ikke flere læger imod. Uagtet de alle havde begået mened ved den falske diagnose for, at beskytte hospitalssystemet mod erstatningskrav.
Kvinden fik en ekspert fra Rigshospitalet til at stille den endelige diagnose, hvor resultatet var i overensstemmelse med kvindens påstand om, at der var begået alvorlige fejl i operationen, eksperten opererede kvinden, der efterfølgende igen kunne tygge maden smertefrit og leve normalt uden smertestillende midler.
Man ser her et reminiscens fra enevældens tid florere i hospitalssektoren, der er præget af for mange psykisk ustabile afvigere. Et symptom der er accelereret i omfang i Danmark, der er berygtet for sine mange afvigere i sundhedssektoren.