Råd søges....! Soldater eller familie Help me...
Jeg har efter råd fra folk herinde forsøgt at snakke med soldaterstøtteforeing eller hvad den nu kaldes. Men har indtilnu ikke fået noget brugbart råd for de spørger kun til hvad han hedder og arbejder med.
Jeg kan forstå der er ofte er sket det at parfoldet kan ryge sig en tur - det tror pokker hvis alle forhold har været gennem rusjetur som mit har for tiden.
Istarten (vi har været sammen snart 1 år) så kunne vi tale om alt og i flere timer og jeg føler faktisk vi havde et nært forhold og ærligt på en god måde.
Men nu er det som om han er en helt anden person - næremest ligeglad og kan være ret ondskabfuld og hemmelighedsfuld.
Jeg ved fra folk at det kan være tegn på angst osv - det kan være fint nok bare man ved det... men jeg forstår ikke hvorfor han er virkelig så ond over for mig- når han bliver sådan føler jeg jeg slet ikke ser ham men fuldsændig fremmede og så indimellem i små øjeblikke er det som om han "sande" jeg fra tidligre kommer frem men han er hurtig væk.
Her på det sidste ( jeg ved ikke om han udsætter andre for det men ved umiddelbart kun det er mig) har han sagt bl.a at jeg ikke er god nok eller skal ikke tro jeg er bedre og at jeg skal finde mig en anden og jeg skal skride , har sagt han savner en eks, sagt han er for gammel og at han vil giftes ( men hele tiden snakker han om at det er en anden)han vil ikke have flere børn....
Og endelig kredser han altid om at han kan dø og ikke sikkert han kommer tilbage....
Førhen inden alt det her var han ofte bange for at miste mig og vi lavede en masse og han var altid sød næsten uanset hvad klart han havde perioder som os andre, han sagde jeg var det bedste der var sket ham og han følte sig fri med mig og altid i hvert ledig sekund ( han arbejder meget) ringede han at vi skulle være sammmen osv jeg oplevdee også at min mening betød noget og hvis han skulle noget som han ikke var sikker på spurgte han mig til råds osv kort sagt næsten illylsk forhold med sine små slanger
Det eneste som jeg sådan set var ved at affinde mig med var han ville ikke giftes, men han ville gerne flytte sammen og have børn osv
Jeg ved sgu ikke lige hvordan jeg skal opfatte det hele, men ja jeg ved riskikoen er der for han ikke kommer tilbage - men jeg siger hele tiden ja men du skal tænke potitivt og tænke som om du kommer hjem om ikke andet så for dine børns skyld!
Jeg bliver meget ked af det og forvirret over de lede ting han siger - men når jeg så siger det på en hård måde eller ligesom kommer igennem til ham et kort øjeblik vil han enten ikke vedstå sig dem eller lader som om det kan han ikke huske og når jeg siger det såre mig af h til så er det nogen gange som om han smiler lidt trumeriende synes jeg
Det jeg hæfter mig lidt ved er hans hanldinger i modsætnings til hans ord viser han holder af mig og ikke er ligeglad som han nogen gange siger han er...
Sorry langt indlæg men håber det kan give et indtryk af hvorfor jeg har det som jeg har det og måske bedre kan tyde det
Jeg kan forstå der er ofte er sket det at parfoldet kan ryge sig en tur - det tror pokker hvis alle forhold har været gennem rusjetur som mit har for tiden.
Istarten (vi har været sammen snart 1 år) så kunne vi tale om alt og i flere timer og jeg føler faktisk vi havde et nært forhold og ærligt på en god måde.
Men nu er det som om han er en helt anden person - næremest ligeglad og kan være ret ondskabfuld og hemmelighedsfuld.
Jeg ved fra folk at det kan være tegn på angst osv - det kan være fint nok bare man ved det... men jeg forstår ikke hvorfor han er virkelig så ond over for mig- når han bliver sådan føler jeg jeg slet ikke ser ham men fuldsændig fremmede og så indimellem i små øjeblikke er det som om han "sande" jeg fra tidligre kommer frem men han er hurtig væk.
Her på det sidste ( jeg ved ikke om han udsætter andre for det men ved umiddelbart kun det er mig) har han sagt bl.a at jeg ikke er god nok eller skal ikke tro jeg er bedre og at jeg skal finde mig en anden og jeg skal skride , har sagt han savner en eks, sagt han er for gammel og at han vil giftes ( men hele tiden snakker han om at det er en anden)han vil ikke have flere børn....
Og endelig kredser han altid om at han kan dø og ikke sikkert han kommer tilbage....
Førhen inden alt det her var han ofte bange for at miste mig og vi lavede en masse og han var altid sød næsten uanset hvad klart han havde perioder som os andre, han sagde jeg var det bedste der var sket ham og han følte sig fri med mig og altid i hvert ledig sekund ( han arbejder meget) ringede han at vi skulle være sammmen osv jeg oplevdee også at min mening betød noget og hvis han skulle noget som han ikke var sikker på spurgte han mig til råds osv kort sagt næsten illylsk forhold med sine små slanger
Det eneste som jeg sådan set var ved at affinde mig med var han ville ikke giftes, men han ville gerne flytte sammen og have børn osv
Jeg ved sgu ikke lige hvordan jeg skal opfatte det hele, men ja jeg ved riskikoen er der for han ikke kommer tilbage - men jeg siger hele tiden ja men du skal tænke potitivt og tænke som om du kommer hjem om ikke andet så for dine børns skyld!
Jeg bliver meget ked af det og forvirret over de lede ting han siger - men når jeg så siger det på en hård måde eller ligesom kommer igennem til ham et kort øjeblik vil han enten ikke vedstå sig dem eller lader som om det kan han ikke huske og når jeg siger det såre mig af h til så er det nogen gange som om han smiler lidt trumeriende synes jeg
Det jeg hæfter mig lidt ved er hans hanldinger i modsætnings til hans ord viser han holder af mig og ikke er ligeglad som han nogen gange siger han er...
Sorry langt indlæg men håber det kan give et indtryk af hvorfor jeg har det som jeg har det og måske bedre kan tyde det