Rådigheds-hysteriet!
Ærlig talt - hvad er det for en leg, vi leger? Der er buler af ledige, der ønsker sig et job! Unge mennesker der brænder for at komme til at bruge det, de har lært.
Det er de mennesker, beskæftigelsespolitikken skal dreje sig om, og uanset hvor meget
man kontrollerer dem, så kommer de først i arbejde, når der er et arbejdsmarked, der
vil have dem.
En mand sidder til en ansættelsessamtale hos en personaledirektør. Kemien mellem manden og direktøren er åbenlyst dårlig - samtalen kører slet ikke. Manden synes han spilder både sin egen og direktørens tid - og han ved, han ikke får jobbet.
Kan manden sige, hvad han tænker om situationen? Kan han rejse sig op og gå? Ja, det kan han godt, men han risikerer at miste sine dagpenge!
Før eller siden bliver man som arbejdsløs kontaktet skriftligt af enten Arbejdsformidlingen, a-kassen eller en privat aktør i et sprog, der kommer bag på de fleste, ikke mindst når man oplever det for første gang.
Den typiske formulering er:
»Hvis du udviser en adfærd, der gør det vanskeligt at varetage kontaktforløbet, vil det blive meddelt din a-kasse via Arbejdsformidlingen. Du bør være opmærksom på, at det kan få betydning for din ret til dagpenge«
Det har altid været meningen, at borgere, der fik dagpenge, skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Men fortolkningen af, hvad det vil sige at stå til rådighed, har forandret sig drastisk og især er kontrollen af de lediges rådighed og af dem, der skal kontrollere de lediges rådighed, eksploderet både i art og omfang.
I 1970'erne og starten af 1980'erne betragtede man stadig en rådighedsvurdering som en formalitet, der skulle overstås. Den ledige skulle stå i kø på Arbejdsformidlingen og få et stempel på sit dagpengekort med fastlagte passende mellemrum og det var - stort set - det!
I en snæver vending kunne man sagtens sende sin fætter eller kammeret ned på Arbejdsformidlingen for at stemple - på trods af risikoen for, at han blev kaldt ind til en samtale om hans kvalifikationer og så måtte agere den ledige i de 10 minutter, samtalen varede. Hvad havde man ellers venner til?
Senere begyndte det at rumle i krogene. Flere mente, det var på sin plads at stille større krav til de ledige. Tidsånden og Poul Schlüter mente, at danskerne bare skulle i arbejdstøjet, og imens ironiserede Niels Hausgaard i sin sang om, at der var arbejde nok til dem, der ville arbejde!
De ledige skulle nu i stigende grad bevise, at de var aktivt arbejdssøgende og ikke bare stod i køen på skrømt!
Der blev indkaldt til samtaler, hvor rådighedsvurderingen var en meget vigtig ingrediens. De ledige skulle nu oplyse, hvor mange og hvilke stillinger de havde søgt i de sidste seks måneder.
Efter tre måneders ledighed skulle man ikke bare tage imod et arbejde, der passede til ens kvalifikationer, men enhver form for job, man kunne bestride.
Et flertal støttede, at rådighedsreglerne blev taget lidt mere alvorligt, men i løbet af 1990'erne kammede rådighedshysteriet fuldstændig over, og der har det vist holdt sig nogenlunde siden. Der blev oprettet et særligt rådighedstilsyn i arbejdsdirektoratet bestående af en større deling akademikere, der alene fik til opgave at kontrollere, at a-kasserne og arbejdsformidlingerne kontrollerede de ledige korrekt.
Det såkaldte kodecirkus tog sin begyndelse og er i dag nået uanede højder. Koderne er et kommunikationssystem, der udveksler oplysninger om begivenheder i de lediges arbejdsløshedsliv. Hver gang en ledig er blevet indkaldt til, har deltaget i eller er udeblevet fra en eller anden form for samtale, formidling eller anden "begivenhed" skal der sendes en kode fra typisk arbejdsformidlingen til a-kassen eller omvendt med kopi til rådighedstilsynet. Koden har både et bogstav og et tal som tilsammen fortæller de andre aktører hvilken type begivenhed, det drejer sig om: f. eks. en samtale om at få godkendt sit CV, en tre måneders opfølgning eller en aktiveringssamtale og hvordan den er forløbet og ikke mindst, hvordan den er endt. Et eksempel kunne være: en ledig bliver indkaldt til en formidlingssamtale hos en arbejdsgiver. Det udløser en kode til a-kassen. Den ledige møder op til samtalen, og arbejdsgiveren melder tilbage til AF om udfaldet af ansættelsessamtalen. Det udløser en anden kode til a-kassen, som herefter, afhængig af resultatet af formidlingen, skal indkalde den ledige til en rådighedsvurdering og sende en kode tilbage til AF. Alle koderne skal sendes i kopi til rådighedstilsynet, som er de store toastmastere i hele cirkusforestillingen. Når de modtager kopier af koderne, går de i gang med at undersøge om sagen er forløbet korrekt. Har AF og a-kassen gjort det de skulle, har de vurderet situationen korrekt og ikke mindst, har de pålagt den ledige den korrekte straf - eller sanktion, som det hedder i direktoratsprog!
Der udveksles buler af koder om de ledige mellem de involverede aktører.
I dag opererer man med både det udvidede og det intensiverede rådighedstilsyn. Det betyder frit oversat, at nogle begivenheder mellem den ledige og hendes a-kasse kun udsættes for direktoratets stikprøvekontrol, mens andre begivenheder altid skal gås efter af direktoratets tilsynsafdeling.
Der udsendes løbende rapporter over, hvordan det går med rådighedsvurderingerne og ikke mindst statistikker over hvilke a-kasser, der har henholdsvis flest og færrest fejl i deres sagsbehandling. Det er det der kaldes benchmarking!
PÅ et tidspunkt i 1996 kammede jagten på rådighedssynderne ikke bare over, der blev det decideret underholdende. Man skulle have løst det såkaldte gråzoneproblem. Det drejede sig om de ledige, som arbejdsformidlingen forbigik - eller bevidst overså i forbindelse med formidlingen af arbejdsløse til ledige job. Alle vidste eller burde vide, at man hentydede til dem, der optrådte som ledige i systemer og statistikker, men som tilsigtet eller utilsigtet ikke reelt var til rådighed på grund af et særpræget udseende eller en ditto adfærd.
Man forsøgte at løse problemet ved hjælp af en detaljeret vejledning om, hvordan og hvornår Arbejdsformidlingen skulle underrette a-kasserne og kommunerne, så de kunne vurdere de lediges forhold. Underforstået: om de nu også havde ret til deres dagpenge.
Det eksempel, der igen og igen blev fremhævet i pressen, var en usoigneret, ildelugtende arbejdsløs, hvis dårlige hygiejne gav ham et rådighedsproblem. Deraf fik vejledningen i folkemunde populærnavnet "Sæbecirkulæret".
Bortset fra det groteske i, at man forestillede sig at nogen skulle til at vurdere, om andre var rene nok til arbejdsmarkedet, så udløste det et væld af underholdene historier - eller man skulle måske snarere sige myter - om de lediges enorme kreative udfoldelser med det ene formål at undgå at komme i arbejde. Såsom ledige der iførte sig lysegrønne punkerparykker forud for en formidlet ansættelsessamtale eller oversprøjtede sig med ildelugtende sager, der muligvis blev handlet på det sorte marked bare for at slippe for at blive ansat. Og det virker, som om at det stadig er disse paranoide forestillinger om de lediges undgåelsesadfærd, der motiverer stramningerne i lovgivningen og ikke mindst det sprog, man bruger overfor de arbejdsløse.
Dengang syntes mange, at tiltagene var rabiate og aggressive over for de ledige. Nu ved vi, at det var det rene barnemad i forhold til de midler, der benyttes i dag, hvor regeringen har besluttet sig for, at flere grupper af ledige bare kan sultes ud på arbejdsmarkedet og resten trues til at deltage i mere eller mindre relevante aktiveringsprojekter.
Med hensyn til udsultningstaktikken må man undre sig over, hvad der egentlig driver værket, da flere undersøgelser - senest Casas - viser, at den økonomiske pisk kun har en ringe effekt på beskæftigelsesgraden.
Det er i lyset af den beskrevne udvikling, man skal se det sprog, som det offentlige bruger overfor de arbejdsløse.
Selvom det kan lyde mærkeligt, så synes jeg egentlig, at det er underligt, at de ikke taler værre til folk, end de rent faktisk gør. Hele administrationen af området er baseret på mest mulig kontrol og mistænkeliggørelse af de ledige og af dem, der kontrollerer de ledige - altså a-kasserne. Hertil kommer jo, at der virkelig er tale om masseproduktion, når de skriver til en borger. Med andre ord - de skal finde formuleringer, der gør at flest muligt har forstået alvoren i budskabet. Nemlig, at man kan miste sine dagpenge, hvis der kan rejses tvivl om rådigheden.
I sådan en sammenhæng kan man ikke sammenligne sproget og tiltaleformen med de former, vi bruger i vores sociale relationer med familie, venner og kolleger. Her er tale om myndighedsudøvelse for fuld udblæsning, og det kræver et andet sprog for at være tydeligt og korrekt, men kønt er det ikke, og det bidrager på ingen måde til at øge den lediges selvværd eller for den sags skyld den samlede beskæftigelsesgrad.
Beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen deltog for nylig i TV 2's udsendelse "Velkommen til virkeligheden". Der skulle han i en uge være jobkonsulent på et center for ledige med anden etnisk oprindelse end dansk. Oplevelsen gjorde et åbenlyst indtryk på ham - hvilket han var mand nok til at indrømme, og hatten af for det! Selvom de ledige, han havde kontakt med, var nok så motiverede, og selvom de havde taget alle de kurser, de kunne og skulle, og selvom de havde lært dansk, så kunne Claus Hjorth Frederiksen stadig ikke skaffe dem et arbejde! Ærgerligt! Rigtig ærgerligt! For hvor havde det været skønt at kunne bevise for åben skærm, at der stadig er arbejde nok til alle dem, der vil arbejde, hvis de arbejdsløse bare ikke havner i kløerne på blødsødne sagsbehandlere og jobkonsulenter, der ikke tør losse de ledige i røven!
Ærlig talt - hvad er det for en leg vi leger? Der er buler af ledige der ønsker sig et job! Unge mennesker der brænder for at komme til at bruge det, de har lært. Mange af dem har læst i mange år og har en stor studiegæld. De vil hellere end gerne i gang med at vise hvad de kan, og slippe af med deres gæld! Erfarne dygtige mennesker der af en eller anden grund er røget ud og som får forbandet svært ved bare at blive indkaldt til en jobsamtale - alene fordi de er rundet 50!
Mennesker med en anden etnisk oprindelse som kan have nok så mange kvalifikationer, men som aldrig får chancen fordi vi er meget meget langt fra ligestillingen på det danske arbejdsmarked.
Det er de mennesker beskæftigelsespolitikken skal dreje sig om, og uanset hvor meget man kontrollerer dem så kommer de først i arbejde når der er et arbejdsmarked der vil have dem.
Det er de mennesker, beskæftigelsespolitikken skal dreje sig om, og uanset hvor meget
man kontrollerer dem, så kommer de først i arbejde, når der er et arbejdsmarked, der
vil have dem.
En mand sidder til en ansættelsessamtale hos en personaledirektør. Kemien mellem manden og direktøren er åbenlyst dårlig - samtalen kører slet ikke. Manden synes han spilder både sin egen og direktørens tid - og han ved, han ikke får jobbet.
Kan manden sige, hvad han tænker om situationen? Kan han rejse sig op og gå? Ja, det kan han godt, men han risikerer at miste sine dagpenge!
Før eller siden bliver man som arbejdsløs kontaktet skriftligt af enten Arbejdsformidlingen, a-kassen eller en privat aktør i et sprog, der kommer bag på de fleste, ikke mindst når man oplever det for første gang.
Den typiske formulering er:
»Hvis du udviser en adfærd, der gør det vanskeligt at varetage kontaktforløbet, vil det blive meddelt din a-kasse via Arbejdsformidlingen. Du bør være opmærksom på, at det kan få betydning for din ret til dagpenge«
Det har altid været meningen, at borgere, der fik dagpenge, skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Men fortolkningen af, hvad det vil sige at stå til rådighed, har forandret sig drastisk og især er kontrollen af de lediges rådighed og af dem, der skal kontrollere de lediges rådighed, eksploderet både i art og omfang.
I 1970'erne og starten af 1980'erne betragtede man stadig en rådighedsvurdering som en formalitet, der skulle overstås. Den ledige skulle stå i kø på Arbejdsformidlingen og få et stempel på sit dagpengekort med fastlagte passende mellemrum og det var - stort set - det!
I en snæver vending kunne man sagtens sende sin fætter eller kammeret ned på Arbejdsformidlingen for at stemple - på trods af risikoen for, at han blev kaldt ind til en samtale om hans kvalifikationer og så måtte agere den ledige i de 10 minutter, samtalen varede. Hvad havde man ellers venner til?
Senere begyndte det at rumle i krogene. Flere mente, det var på sin plads at stille større krav til de ledige. Tidsånden og Poul Schlüter mente, at danskerne bare skulle i arbejdstøjet, og imens ironiserede Niels Hausgaard i sin sang om, at der var arbejde nok til dem, der ville arbejde!
De ledige skulle nu i stigende grad bevise, at de var aktivt arbejdssøgende og ikke bare stod i køen på skrømt!
Der blev indkaldt til samtaler, hvor rådighedsvurderingen var en meget vigtig ingrediens. De ledige skulle nu oplyse, hvor mange og hvilke stillinger de havde søgt i de sidste seks måneder.
Efter tre måneders ledighed skulle man ikke bare tage imod et arbejde, der passede til ens kvalifikationer, men enhver form for job, man kunne bestride.
Et flertal støttede, at rådighedsreglerne blev taget lidt mere alvorligt, men i løbet af 1990'erne kammede rådighedshysteriet fuldstændig over, og der har det vist holdt sig nogenlunde siden. Der blev oprettet et særligt rådighedstilsyn i arbejdsdirektoratet bestående af en større deling akademikere, der alene fik til opgave at kontrollere, at a-kasserne og arbejdsformidlingerne kontrollerede de ledige korrekt.
Det såkaldte kodecirkus tog sin begyndelse og er i dag nået uanede højder. Koderne er et kommunikationssystem, der udveksler oplysninger om begivenheder i de lediges arbejdsløshedsliv. Hver gang en ledig er blevet indkaldt til, har deltaget i eller er udeblevet fra en eller anden form for samtale, formidling eller anden "begivenhed" skal der sendes en kode fra typisk arbejdsformidlingen til a-kassen eller omvendt med kopi til rådighedstilsynet. Koden har både et bogstav og et tal som tilsammen fortæller de andre aktører hvilken type begivenhed, det drejer sig om: f. eks. en samtale om at få godkendt sit CV, en tre måneders opfølgning eller en aktiveringssamtale og hvordan den er forløbet og ikke mindst, hvordan den er endt. Et eksempel kunne være: en ledig bliver indkaldt til en formidlingssamtale hos en arbejdsgiver. Det udløser en kode til a-kassen. Den ledige møder op til samtalen, og arbejdsgiveren melder tilbage til AF om udfaldet af ansættelsessamtalen. Det udløser en anden kode til a-kassen, som herefter, afhængig af resultatet af formidlingen, skal indkalde den ledige til en rådighedsvurdering og sende en kode tilbage til AF. Alle koderne skal sendes i kopi til rådighedstilsynet, som er de store toastmastere i hele cirkusforestillingen. Når de modtager kopier af koderne, går de i gang med at undersøge om sagen er forløbet korrekt. Har AF og a-kassen gjort det de skulle, har de vurderet situationen korrekt og ikke mindst, har de pålagt den ledige den korrekte straf - eller sanktion, som det hedder i direktoratsprog!
Der udveksles buler af koder om de ledige mellem de involverede aktører.
I dag opererer man med både det udvidede og det intensiverede rådighedstilsyn. Det betyder frit oversat, at nogle begivenheder mellem den ledige og hendes a-kasse kun udsættes for direktoratets stikprøvekontrol, mens andre begivenheder altid skal gås efter af direktoratets tilsynsafdeling.
Der udsendes løbende rapporter over, hvordan det går med rådighedsvurderingerne og ikke mindst statistikker over hvilke a-kasser, der har henholdsvis flest og færrest fejl i deres sagsbehandling. Det er det der kaldes benchmarking!
PÅ et tidspunkt i 1996 kammede jagten på rådighedssynderne ikke bare over, der blev det decideret underholdende. Man skulle have løst det såkaldte gråzoneproblem. Det drejede sig om de ledige, som arbejdsformidlingen forbigik - eller bevidst overså i forbindelse med formidlingen af arbejdsløse til ledige job. Alle vidste eller burde vide, at man hentydede til dem, der optrådte som ledige i systemer og statistikker, men som tilsigtet eller utilsigtet ikke reelt var til rådighed på grund af et særpræget udseende eller en ditto adfærd.
Man forsøgte at løse problemet ved hjælp af en detaljeret vejledning om, hvordan og hvornår Arbejdsformidlingen skulle underrette a-kasserne og kommunerne, så de kunne vurdere de lediges forhold. Underforstået: om de nu også havde ret til deres dagpenge.
Det eksempel, der igen og igen blev fremhævet i pressen, var en usoigneret, ildelugtende arbejdsløs, hvis dårlige hygiejne gav ham et rådighedsproblem. Deraf fik vejledningen i folkemunde populærnavnet "Sæbecirkulæret".
Bortset fra det groteske i, at man forestillede sig at nogen skulle til at vurdere, om andre var rene nok til arbejdsmarkedet, så udløste det et væld af underholdene historier - eller man skulle måske snarere sige myter - om de lediges enorme kreative udfoldelser med det ene formål at undgå at komme i arbejde. Såsom ledige der iførte sig lysegrønne punkerparykker forud for en formidlet ansættelsessamtale eller oversprøjtede sig med ildelugtende sager, der muligvis blev handlet på det sorte marked bare for at slippe for at blive ansat. Og det virker, som om at det stadig er disse paranoide forestillinger om de lediges undgåelsesadfærd, der motiverer stramningerne i lovgivningen og ikke mindst det sprog, man bruger overfor de arbejdsløse.
Dengang syntes mange, at tiltagene var rabiate og aggressive over for de ledige. Nu ved vi, at det var det rene barnemad i forhold til de midler, der benyttes i dag, hvor regeringen har besluttet sig for, at flere grupper af ledige bare kan sultes ud på arbejdsmarkedet og resten trues til at deltage i mere eller mindre relevante aktiveringsprojekter.
Med hensyn til udsultningstaktikken må man undre sig over, hvad der egentlig driver værket, da flere undersøgelser - senest Casas - viser, at den økonomiske pisk kun har en ringe effekt på beskæftigelsesgraden.
Det er i lyset af den beskrevne udvikling, man skal se det sprog, som det offentlige bruger overfor de arbejdsløse.
Selvom det kan lyde mærkeligt, så synes jeg egentlig, at det er underligt, at de ikke taler værre til folk, end de rent faktisk gør. Hele administrationen af området er baseret på mest mulig kontrol og mistænkeliggørelse af de ledige og af dem, der kontrollerer de ledige - altså a-kasserne. Hertil kommer jo, at der virkelig er tale om masseproduktion, når de skriver til en borger. Med andre ord - de skal finde formuleringer, der gør at flest muligt har forstået alvoren i budskabet. Nemlig, at man kan miste sine dagpenge, hvis der kan rejses tvivl om rådigheden.
I sådan en sammenhæng kan man ikke sammenligne sproget og tiltaleformen med de former, vi bruger i vores sociale relationer med familie, venner og kolleger. Her er tale om myndighedsudøvelse for fuld udblæsning, og det kræver et andet sprog for at være tydeligt og korrekt, men kønt er det ikke, og det bidrager på ingen måde til at øge den lediges selvværd eller for den sags skyld den samlede beskæftigelsesgrad.
Beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen deltog for nylig i TV 2's udsendelse "Velkommen til virkeligheden". Der skulle han i en uge være jobkonsulent på et center for ledige med anden etnisk oprindelse end dansk. Oplevelsen gjorde et åbenlyst indtryk på ham - hvilket han var mand nok til at indrømme, og hatten af for det! Selvom de ledige, han havde kontakt med, var nok så motiverede, og selvom de havde taget alle de kurser, de kunne og skulle, og selvom de havde lært dansk, så kunne Claus Hjorth Frederiksen stadig ikke skaffe dem et arbejde! Ærgerligt! Rigtig ærgerligt! For hvor havde det været skønt at kunne bevise for åben skærm, at der stadig er arbejde nok til alle dem, der vil arbejde, hvis de arbejdsløse bare ikke havner i kløerne på blødsødne sagsbehandlere og jobkonsulenter, der ikke tør losse de ledige i røven!
Ærlig talt - hvad er det for en leg vi leger? Der er buler af ledige der ønsker sig et job! Unge mennesker der brænder for at komme til at bruge det, de har lært. Mange af dem har læst i mange år og har en stor studiegæld. De vil hellere end gerne i gang med at vise hvad de kan, og slippe af med deres gæld! Erfarne dygtige mennesker der af en eller anden grund er røget ud og som får forbandet svært ved bare at blive indkaldt til en jobsamtale - alene fordi de er rundet 50!
Mennesker med en anden etnisk oprindelse som kan have nok så mange kvalifikationer, men som aldrig får chancen fordi vi er meget meget langt fra ligestillingen på det danske arbejdsmarked.
Det er de mennesker beskæftigelsespolitikken skal dreje sig om, og uanset hvor meget man kontrollerer dem så kommer de først i arbejde når der er et arbejdsmarked der vil have dem.