Signe Wenneberg tilbage fra de døde
Det er 3. juledag tidligt om morgenen. Signe Wenneberg er 17 år og på vej hjem fra diskotek i bil sammen med tre skolekammerater. De har juleferie, og humøret i den lille Morris Mascot er højt.
Det har sneet, og vejen er glat. Da de kommer til en jernbanebro i nærheden af skovene ved Sophiendal i Sydsjælland, går det galt. Chaufføren mister herredømmet over bilen, der skrider ud over skrænten, ruller rundt og lander langt nede på en mark.
Signe Wenneberg bliver slået dybt bevidstløs. Hun får en dyb flænge i panden og ned langs hele siden af kraniet efter at have banket hovedet ind i en krog til sikkerhedsselen.
- Jeg husker ikke selve ulykken, eller at vi skrider ud. Jeg husker kun, at jeg lige har taget et stykke tyggegummi. Så oplever jeg, at jeg hænger ti meter oppe i luften i noget lys over skoven og ser ned på mig selv og mine venner, der skriger, og at der er blod overalt.
De diskuterer, om det er forsvarligt at hive mig ud af bilen, hvis jeg har brækket ryggen, men de beslutter sig for at slæbe mig ud, fordi de er bange for, at bilen skal bryde i brand.
Jeg følger med oppefra lige over dem i en lille, tynd snor ned til mig selv. Jeg har ingen smerter, men jeg kan mærke alle deres følelser og har ondt af dem og tænker, det er ærgerligt, at min læderjakke har fået så meget blod på, fortæller Signe Wenneberg.
Indtil da havde hun kun troet på det, hun kunne se eller røre ved.
- Det er meget chokerende at hænge deroppe, men det skræmmer mig ikke. Der åbner sig et lys omkring mig, der trækker i mig, og jeg har en følelse af, at mine bedsteforældre er til stede. Der er en rar atmosfære, som at gå forbi en restaurant på en sommeraften.
Jeg føler, jeg har et valg mellem at kæmpe eller glide ind i det rare sted. Men jeg synes ikke, jeg kan være bekendt at forlade min mor, og der er også så meget, jeg skal, så jeg vælger at kæmpe mig tilbage.
Oppefra ser hun sine tre venner søge desperat efter hjælp.
- De bærer mig med brandmandstag hen til et lille ledvogterhus og får banket en mand op, der ringer efter en ambulance.
Da ambulancen kommer, ser hun, at ambulancefolkene lægger et hvidt klæde over hende.
- Jeg tænker: 'Er jeg død? Er det forbi?' Jeg bliver så hidsig over det, at jeg beslutter mig for at kæmpe mig tilbage. De skal ikke tro, jeg har givet op.
20 minutter efter ulykken vågner Signe Wenneberg ved, at hun mærker lagenet over sit ansigt.
- Og jeg kan høre alt, hvad der bliver sagt, med mine egne ører.
Det har sneet, og vejen er glat. Da de kommer til en jernbanebro i nærheden af skovene ved Sophiendal i Sydsjælland, går det galt. Chaufføren mister herredømmet over bilen, der skrider ud over skrænten, ruller rundt og lander langt nede på en mark.
Signe Wenneberg bliver slået dybt bevidstløs. Hun får en dyb flænge i panden og ned langs hele siden af kraniet efter at have banket hovedet ind i en krog til sikkerhedsselen.
- Jeg husker ikke selve ulykken, eller at vi skrider ud. Jeg husker kun, at jeg lige har taget et stykke tyggegummi. Så oplever jeg, at jeg hænger ti meter oppe i luften i noget lys over skoven og ser ned på mig selv og mine venner, der skriger, og at der er blod overalt.
De diskuterer, om det er forsvarligt at hive mig ud af bilen, hvis jeg har brækket ryggen, men de beslutter sig for at slæbe mig ud, fordi de er bange for, at bilen skal bryde i brand.
Jeg følger med oppefra lige over dem i en lille, tynd snor ned til mig selv. Jeg har ingen smerter, men jeg kan mærke alle deres følelser og har ondt af dem og tænker, det er ærgerligt, at min læderjakke har fået så meget blod på, fortæller Signe Wenneberg.
Indtil da havde hun kun troet på det, hun kunne se eller røre ved.
- Det er meget chokerende at hænge deroppe, men det skræmmer mig ikke. Der åbner sig et lys omkring mig, der trækker i mig, og jeg har en følelse af, at mine bedsteforældre er til stede. Der er en rar atmosfære, som at gå forbi en restaurant på en sommeraften.
Jeg føler, jeg har et valg mellem at kæmpe eller glide ind i det rare sted. Men jeg synes ikke, jeg kan være bekendt at forlade min mor, og der er også så meget, jeg skal, så jeg vælger at kæmpe mig tilbage.
Oppefra ser hun sine tre venner søge desperat efter hjælp.
- De bærer mig med brandmandstag hen til et lille ledvogterhus og får banket en mand op, der ringer efter en ambulance.
Da ambulancen kommer, ser hun, at ambulancefolkene lægger et hvidt klæde over hende.
- Jeg tænker: 'Er jeg død? Er det forbi?' Jeg bliver så hidsig over det, at jeg beslutter mig for at kæmpe mig tilbage. De skal ikke tro, jeg har givet op.
20 minutter efter ulykken vågner Signe Wenneberg ved, at hun mærker lagenet over sit ansigt.
- Og jeg kan høre alt, hvad der bliver sagt, med mine egne ører.