Sippede rygere på mindre beværtninger
Er rygere pludselig blevet de nye passive rygere? Det er i hvert fald det indtryk, jeg fik, da jeg fyrede op under mine ekstrem-smøger forleden.
Regeringens rygeforbud gør det muligt for os rygere at forkorte vores liv på beværtninger, som er under 40 kvadratmeter. Disse små rum tiltrækker de mest ekstreme af os. Ikke fesne festrygere og folk med halvgrå lunger, men derimod ekstrem-rygere, som ikke har lunger, og som kun har foragt for fremtiden. Med andre ord: Vi kan ikke få røg nok. Eller kan vi?
Jeg beslutter mig for at teste, om selv vores slags har en grænse for, hvor meget røg en cigaret må udlede. Tryllekomikeren Rune Klan skaffer mig en stor pose røgpulver, som skulle kunne sætte ekstra gang i et askebæger. Sammen med mit pulver og mit sorte hjerte går jeg ind på det legendariske morgenværtshus Det Rene Glas. Jeg køber en Cocio og en pakke cigaretter.
Med et par smøger i munden kommer jeg i snak med en rygende medsøster. Jeg siger forløst:
– Hvor er det skønt, der stadig er steder, man må ryge.
Hun tager en tår af sin øl og svarer med undren i stemmen:
– Ja, men hvorfor ryger du to cigaretter på en gang?
Jeg kigger på mine to tændte cigaretter og svarer med den største selvfølgelighed:
– Jeg elsker simpelt hen bare røg og kan ikke få nok.
Alt for meget af det gode
Jeg lægger så mine to smøger ned i to askebægre, som jeg har fyldt med mit medbragte røgpulver. Begge askebægere nærmest eksploderer. To søjler af røg og ild står op i en meters højde. Min første tanke går på, om jeg får mine øjenbryn tilbage. Min sidedame udbryder højlydt:
– Hvad laver du!?
Skræmt som en lille dreng svarer jeg:
– Ved ikke, hvad der sker. Må være noget i cigaretterne.
Røgen fylder det lille værtshus på få sekunder. Ejeren, som ligner én, der har mange lig på samvittigheden, kommer hurtigt til og slukker ’branden’.
Han spørger bebrejdende, hvad jeg har gang i. Mens jeg forgæves prøver at overbevise ham om, at det må være noget i cigaretterne, har røgen for alvor nået gæsterne længst væk. De begynder ophidset at råbe noget, jeg ikke forstår. Jeg råber tilbage, at jeg hverken kan høre eller se dem for al den røg. Ejeren skumler mistroisk til mig, mens han kalder mig psykopat, og jeg fornemmer en vis fjendtlighed rettet mod mig fra alle sider. Jeg går mod udgangen, mens jeg siger:
– Jeg kan godt lide røg, men det her er for meget.
Inden jeg siver helt ud ad døren, vender jeg mig og siger muntert:
– Jeg kommer igen, når røgen har lagt sig.
Indhyllet i røg peger ejeren determineret på mig og udstøder et:
– Ud!
Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde. For som rygende forbruger er der nu et sted mindre, jeg kan komme og ryge. På den anden side er jeg glad for at se, at de rygere, der er tilbage, ikke ser passivt til, hvis røgen generer dem.
Regeringens rygeforbud gør det muligt for os rygere at forkorte vores liv på beværtninger, som er under 40 kvadratmeter. Disse små rum tiltrækker de mest ekstreme af os. Ikke fesne festrygere og folk med halvgrå lunger, men derimod ekstrem-rygere, som ikke har lunger, og som kun har foragt for fremtiden. Med andre ord: Vi kan ikke få røg nok. Eller kan vi?
Jeg beslutter mig for at teste, om selv vores slags har en grænse for, hvor meget røg en cigaret må udlede. Tryllekomikeren Rune Klan skaffer mig en stor pose røgpulver, som skulle kunne sætte ekstra gang i et askebæger. Sammen med mit pulver og mit sorte hjerte går jeg ind på det legendariske morgenværtshus Det Rene Glas. Jeg køber en Cocio og en pakke cigaretter.
Med et par smøger i munden kommer jeg i snak med en rygende medsøster. Jeg siger forløst:
– Hvor er det skønt, der stadig er steder, man må ryge.
Hun tager en tår af sin øl og svarer med undren i stemmen:
– Ja, men hvorfor ryger du to cigaretter på en gang?
Jeg kigger på mine to tændte cigaretter og svarer med den største selvfølgelighed:
– Jeg elsker simpelt hen bare røg og kan ikke få nok.
Alt for meget af det gode
Jeg lægger så mine to smøger ned i to askebægre, som jeg har fyldt med mit medbragte røgpulver. Begge askebægere nærmest eksploderer. To søjler af røg og ild står op i en meters højde. Min første tanke går på, om jeg får mine øjenbryn tilbage. Min sidedame udbryder højlydt:
– Hvad laver du!?
Skræmt som en lille dreng svarer jeg:
– Ved ikke, hvad der sker. Må være noget i cigaretterne.
Røgen fylder det lille værtshus på få sekunder. Ejeren, som ligner én, der har mange lig på samvittigheden, kommer hurtigt til og slukker ’branden’.
Han spørger bebrejdende, hvad jeg har gang i. Mens jeg forgæves prøver at overbevise ham om, at det må være noget i cigaretterne, har røgen for alvor nået gæsterne længst væk. De begynder ophidset at råbe noget, jeg ikke forstår. Jeg råber tilbage, at jeg hverken kan høre eller se dem for al den røg. Ejeren skumler mistroisk til mig, mens han kalder mig psykopat, og jeg fornemmer en vis fjendtlighed rettet mod mig fra alle sider. Jeg går mod udgangen, mens jeg siger:
– Jeg kan godt lide røg, men det her er for meget.
Inden jeg siver helt ud ad døren, vender jeg mig og siger muntert:
– Jeg kommer igen, når røgen har lagt sig.
Indhyllet i røg peger ejeren determineret på mig og udstøder et:
– Ud!
Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde. For som rygende forbruger er der nu et sted mindre, jeg kan komme og ryge. På den anden side er jeg glad for at se, at de rygere, der er tilbage, ikke ser passivt til, hvis røgen generer dem.