Skal jeg blive eller...

Jeg er i den situation, at jeg har kendt min mand i 15 år, vi har haft det godt sammen, der har jo selvfølgelig været både ned og op ture i ægteskabet. Men har altid været sikker på, at han var manden, jeg skulle blive gammel med.
De sidste par år har jeg dog mærket en tiltagende utilfredshed i migselv. Jeg synes ikke jeg har fået nok opmærksomhed fra min mand. Jeg har følt mig forsømt både fysisk og mentalt. Jeg har et behov for at få kys og kram, dog ikke hele tiden, men ind imellem!!
Hans behov har rækket til et enkelt knus om dagen, og så en tilbagetrækning fra hans side. Dvs han havde en lang periode, hvor han trak sig, kørte flere gange om dagen, ganske enkelt fordi han ikke kunne rumme at være sammen med vi andre. Men det værste har været, at han de sidste par år har været tiltagende tvær, han har været meget sig selv. Hvis jeg har forsøgt at sige, om ikke vi skulle lave noget sammen, både som familie og som par, så har han sagt: det gør vi da hele tiden.🙁
Jeg har inden for det sidste år forsøgt at tage snakken om, hvorvidt vi kunne have gavn af en parterapeut, men heller ikke det kunne han se nogen grund til.
Har inden for det sidste år bemærket, at jeg begyndte at få en knude i maven, når jeg kunne se, at han var sammenbidt og tvær. Hvis jeg har bedt ham om at lave noget, f.eks hænge et billede op, så var det simpelthen utrolig, som jeg altid jagede med ham.
I sommer gjorde jeg op med migselv, at jeg ikke ville ligge under for dette mere, jeg ville være glad og have et godt liv. -Stadig sammen med ham, men ville have overskud til ungerne, har bemærket at jeg indimellem skældte dem unødvendigt ud, når jeg kunne mærke den knude i maven, som hans irritation gav mig.
Møder så manden!! Jeg er modstander af utroskab, og har aldrig så meget som kysset en anden, mens jeg har været sammen med min mand.
Men vi mødes nogle gange i byen, jeg modstår hans charme, men giver efter på et tidspunkt.
Nu er jeg så forelsket, hvilket er noget hø.
Har tænkt meget på, om jeg måske er gået ind i dette, som et holdepunkt i forhold til mit skrantende ægteskab.
Jeg holder stadig så meget af min mand, han gør pt alt for mig, det har han gjort siden han kunne mærke, jeg trak mig tilbage i forhold til ham.
Er bange for at blive skilt, for så sårer jeg min mand så meget, kan jeg mon undvære ham, er han mon den helt rigtige mand for mig, og så smider jeg bare den ægte kærlighed væk... finder jeg mon en anden mand, for hvem ved om min elsker går fra sin kone, som han godt nok siger han har lyst til... Ja sådan kan jeg blive ved.
Men ved at jeg helt sikkert er mega glad for min mand, men er det mon som ven, kammerat, far til børnene osv??
Når jeg stiller op at jeg kan miste min mand, eller min elsker... ja så ved jeg med mig selv, at jeg ikke kan sige farvel til elskeren på trods af, at jeg har kendt ham i kort tid. Han giver mig så meget, og jeg føler bare sådan en glæde indvendig ved tanken om ham.
Men jeg skifter hele tiden, det ene øjeblik føler jeg at jeg skal blive ved min mand, for han er jo også så rar en mand og vi hygger jo også sammen pt!!
Næste øjeblik er jeg klar til at smide kortene på bordet, og komme videre. Har fortalt min mand at mine følelser for ham ikke er, som de skal være i et ægteskab.
Gad vide hvad jeg skal gøre, er så forvirret.😖

Jeg er ked af at prikke til din sæbe-boble, men det du gennemlever er simpelthen så kliché-agtigt at det er til at tude over.
For det første har i en klassisk krise din mand og dig. I har fået børn, og de er vokset og har slidt på jer på vejen, og en dag står i og ser på hinanden og har tabt gnisten.
Din mand har sikkert mødt en pige som serverer burgere i fodboldklubben, og hun ser ham som en mand og som det han gerne ville huskes som. Hver gang han er sammen med "jer andre" bliver han mindet om at han har tabt sig selv, og er ved at blive kvalt. Og samtidig har han så pisse dårlig samvittighed over at han enten dusker hende servitricen eller ihvertfald kunne tænke sig at gøre det.
Du finder så manden som siger han vil forlade sin familie for dig - og det totalt grinagtige er at ham du har mødt er en andens mand, som lider af det nøjagtig samme som din mand lider af hjemme hos dig.
Kvinder er så så sjove følelsesmæssigt skruet sammen, at hvis de trænger til at blive holdt af, så bliver de forelsket i den første og bedste som holder lidt af dem. Det de glemmer er at hverdagen truer på bagsiden af det løse forhold, og pludselig sidder du der igen igen.
Ydermere, så vær opmærksom på at ham du møder til et knald på kontoret i den fase hvor du er frustreret - det vil under ingen omstændigheder være ham som du i givet fald ville fortsætte live med, i fald du rent faktisk GIK fra din mand. Du er alt for fucked up følelsesmæssigt til at vide hvad du selv vil lige nu.
Hør her!:
1) Du skal fortælle din mand hvor du står (og hvad du laver) og flytte væk en tid. Bare for at mærke smerten og savnet.
2) Du skal nok også spørge HAM om at være 100% ærlig. For hvem ved om han knalder sekretæren? Eller også er lidt ved siden af sine følelser.
3) Når i så har været væk fra hinanden et par uger, så vil følelserne vælte frem - og da siger du til ham at i skal til parterapeut. Hvis han er den som bliver forladt, så vil han blive MEGET klar til sådan en tur, så snart du er ude af døren.
4) Og så skal i droppe alt det der ved-siden-af-snavs mens i finder ud af hvad i i virkeligheden føler.
Nu er i begge så slidt af 40 års krisen, at i uanset hvad har brug for at rense luften og lave en ny kontrakt imellem jer. Altså nye mål og nye aftaler og nye samværsmodeller. Hvis det ikke lykkes så kan i lige så godt stoppe først som sidst. Der er absolut ingen grund til at trække pinen ud.
Hvad med ungerne? Ja, de kommer til at lide under det, men de kommer sig igen. Når alt kommer til alt er det vigtigste for børn at deres forældre har det godt.
Cheer up - alt bliver godt en dag! Jeg ved det!

Kan ikke lade være med at smile lidt over hvad du skriver. Kan sagtens se noget rigtigt i det.
Kan helt klart sige at jeg ikke har en forventning om at min elsker går fra sin kone, uanset hvad han end siger pga forelskelse.. Ved at mange mænd ikke på sigt kan klare at såre sin familie😉. Det behøver han absolut heller ikke gøre, har sagt til ham at han kun skal gøre det, som føles rigtigt for ham. Men ville da tage i mod ham med med kyshånd, hvis han gør det.. Men om det så på sigt skal være os to, ja det er ikke godt at vide.
Min mand har faktisk foreslået en parterapeut, men det har jeg ikke lyst til pt. Måske det er en indikator for mine følelser??
Synes faktisk godt om dit forslag mht, at jeg skal flytte et par uger, det er nok en mulighed for, at jeg kan få lidt ro i mit hoved.
Og jeg er da bange for hvordan mine unger vil reagere på alt dette, men ved at de nok skal komme sig, det vil jeg også... lander altid på benene, også denne gang.
Mange tak for svaret.

Din situation minder meget om min. Blot er jeg næsten 20 år ældre og med en elsker på ca. din alder og et livslangt forhold sammen med min mand, ja så var det ligesom nemmere at vælge min fremtid i mit ægteskab. Selvom det sgu ikke har været nemt, og stadig er svært! 😖
Men har man mange stærke og intense/positive bindinger sammen (langt flere end negative) så skal man altså ikke bryde op, "blot" fordi man bliver forelsket i en anden. Og det uanset alder eller aldersforskel...
Alligevel vil jeg stærkt anbefale dig, at hvis dine følelser for din elsker stadig er lige stærke om et år, så bør du for din egen din mands og ikke mindst dine børns skyld (!) bryde op. Du er stadig forholdesvis ung og skal altså ikke afffinde dig med et liv med en partner, hvor en PARTERAPEUT skal få jeres følelser tilbage på "ret køl". 😮
Den tror jeg overhovedet ikke på. Kender nogle ægtepar, der har været i UTROSKABS krise, og som fik hjælp fra parterapeut og efterfølgende også er blevet sammen. MEN de virker mere som er det attityden der fortsætter og resignation (kunstigheden med "hvor er vi lykkelige")lyser altså ud af dem. eller det virker så anstrengt og VILLET hvis man har en dybere snak med dem. OG værst synes det, som er det mere vanen man nu elsker, også selvom det var med en god parterapeuts hjælp og med lodder og trisser at følelserne skulle hives frem - de samme følelser man jo omvendt overfor sin elsker/elskerinde nærmest skal øve vold på sig selv for IKKE at få frem!
Hvilket scenarie er i grunden det, der er mest udsigt til at give livet mening og lidenskaben i almindelighed mon❓😉
Vælg din elsker, hvis jeres lidenskab holder, det er mit råd. Det havde jeg gjort, hvis jeg havde din alder yngre og endnu ikke haft så langt og tæt et forhold til min mand, som jeg har elsket lidenskabligt helt fra mine unge dage. Ham slipper jeg nok aldrig. Mit valg kunne blive at flytte for mig selv - som en anden også foreslår dig - og i gru nden er det jo også det bedste, for her er vi kvinder oftest stærkest viser det sig. Vi kan sagtens være alene. 🙂
Straks sværere for mænd generelt talt - og derfor også svært for mange kvinder at forlade deres mand, når man ved dette.
Nyd dit liv og tillykke med du igen LEVER [f][l][f]
Pus

Du ved og jeg ved, men jeg vil bide mig i næsen på, at der stadig er folk, der ikke tror det, før de har gjort erfaringen selv.

Hej
Kan fortælle, at vi er blevet opdaget i vores utroskab, min mand vil gerne kæmpe for vores forhold. Hvilket er stort af ham, han er pt meget bange og usikker, hvilket jeg synes er frygtelig synd for ham.
Men jeg har valgt at sige, at vi må skilles, jeg havde ikke været utro, hvis ikke der havde været noget helt galt med vores ægteskab.
Må dog sige at jeg svinger meget mellem at være meget afklaret og klar til mit nye liv, sammen med mine børn, og til at blive usikker på, om jeg har taget det rigtige valg😖

Du har taget den rigtige beslutning og flytte.
Selvfølgelig vil der være tidspunkter, hvor du savner ham, og tænker på ham. Han har jo været en del af dit liv i mange år.
Men dine savn, og utroskab viser du vil noget andet. Så godt gået.
venlig hilsen
Grøn

Tak for opbakningen.
Føler mig lidt lost, ved jo ikke om jeg ender med at blive rigtig såret selv.
Men synes heller ikke det er retfærdigt overfor min mand, at blive pga tryghed og det velkendte.
Sjovt nu hvor det er ude, så er jeg faktisk ligeglad med hvad andre tænker, det er kun min mand og børn, som intersserer mig i den her sammenhæng. Og børnene skal ikke vide noget om min utroskab.

Kan godt forstå din usikkerhed - om du nu har valgt rigtigt. Men der er jo ikke kun dette enten eller. Altså at blive i ægteskabet og leve som FØR man blev utro - hvilket jeg næsten er sikker på ikke vil gøre dig glad. Heller ikke selvom din mand nu ændrer sig. Du kan så lade dig skille - her er det usikkert om det vil gøre dig glad på læneger sigt, men større mulighed her og dine børn får en gladere mpr (forhåbentlig) også selvom hun villære komme til at svinge en del følelsesmæssigt. Det er jo selve forelskelsens NATUR så den må man lære at leve med. 😉
Der er også den mulighed, at din mand elsker dig så meget, at du "får lov" at leve din forelskelse ud og fortsætte med din elsker. Min mand har faktisk være åben overfor det, da han ikke vil miste mig. "Jeg vil gøre ALT for ikke at miste dig" sagde han da vi talte om når en kvinde er utro, men stadig elsker sin mand - hvad skal man SÅ gøre?
Kan du tale ærligt om dette sammen med din mand, var det måske en mulighed - især fordi dine børn ville få ro omkring deres liv, når far og mor ikke er i konflikt eller går rundt og er utilfredse. Alt er i spil i disse tider, så vi må hver især lave vores egen model. De sidste der skal sætte normer for mit liv er MORALISTERNE. Så lyt ikke til dem - lyt til dit hjerte, også hvis det rummer kærlighed for to mænd på samme tid.
Pusser

Hej Pusser
Ja det er rigtig svært det her, min mand vil tilgive, men kun hvis jeg skipper min elsker.
Det er jeg så ikke villig til. Vi er ikke uvenner herhjemme, men min mand er meget ked af det. Han formår heldigvis at skjule det for vores børn.
Men tror ikke på at vi kan få et rigtig godt ægteskab efter en affære, simpelthen pga mistro, usikkerhed, svigt m.m.
Men måske lykkes det os at redde ægteskabet på målstregen, men pt tror jeg det egentlig ikke. Heller ikke selvom jeg jo er frygtelig ked af at miste min mand, og det venskab vi har sammen. Men når man hellere vil være sammen med sin elsker, så må man da tage konsekvensen, også selvom det ikke er sikkert at vi får en fremtid sammen. Eller hvad???

Hvorfor skulle du ikke få en fremtid med din elsker? Spørgsmålet er selvfølgelig hvordan det bliver - om det bliver med dig som single og han som utro mand, om det bliver I begge fortsætter utroskaben imens I er i ægteskab, eller måske din elsker også går fra kone og familie til sidst. Det er jo set før 🙂
Jeg vil ikke længere undertrykke de følelser, som jeg har for en anden mand end ham jeg er gift med. Derfor vil jeg højst sandsynlig fortsætte at se min elsker i det nye år. Tænker meget over mit liv lige nu. At leve alene skræmmer mig ikke, tværtom faktisk. Så¨det bliver på sigt sikkert min "model" med mindre min mand får mig overtalt til at blive - selvom han senere nok vil opdage, jeg igen er utro. Jeg kan ikke andet, da jeg er meget forelsket i en anden mand. De følelser vil jeg ikke længere undertrykke, som levede jeg i det forrige århundrede hvor alskens ydre omstændigheder hindrede de elskende i at mødes og elske. Nu er hindringerne inde i en selv. Det er bare for pinefuldt i længden.
Kan ikke forstille mig, det ville blive et lykkeligt samliv, men kan heller ikke vide det, da jeg aldrig har prøvet det: At leve med to mænd på samme tid. Jeg har gjort det to gange i mit liv, men stoppede så selv efter nogle måneder. [:*(]
Måske vil det ad åre være en mere alm. livsform. For det er jo drastisk at skulle miste den man har elsket gennem mange år, fordi man bliver forelsket i en anden mand. Jeg oplever ikke mennesker som TING man bare kan skifte ud, som var det en blender eller en kaffemaskine eller what ever. Det er ikke sådan jeg fungerer. Min evne til at elske dybt spærrer også vejen for at turde indlede et nyt forhold, da det igen vil indvolvere mig og samtidig gøre mig ulykkelig, hvis disse følelser ikke kan (MÅ - pga. indgroede normer)forenes i det (kærligheds)liv jeg ellers har - altså i et harmonisk liv. Tiden er nok ikke moden til dette, men nogen skal jo starte.
Du kunne jo begynde sammen med - var det ikke Joan Ørting hun hed 😉
Pusser