Skal jeg skubbe ham væk for sit eget bedste?

Jeg er en kvinde i 20erne. Jeg har døjet meget med depression, men er nu komemt ovenpå og har fået mig en god portion emotionel erfaring gennem årene. Jeg er sammen med min dejlige kæreste, som jeg har det utroligt godt med. Han er meget forelsket i mig og vil mig absolut kun det bedste og jeg ligeså med ham.
Dog er jeg på vej ind i en mørk periode rent emotionelt, og der vil gå noget tid, før jeg er ovenpå igen. Jeg har selv i et par år været i forhold med en mand, der led af svær depression, og jeg ved, hvor hårdt det er at være pårørende til en emotionelt stresset person.
Jeg overvejer nu at holde en pause eller sågar at slå op med min kæreste for at skåne ham for det pres, det er at være tæt på en, der kæmper med en masse, tunge emotionelle ting. Jeg har været gode venner med ham i et par år, før vi fandt sammen som kærester. Jeg elsker ham og ønsker ikke, han skal gå og bekymre sig for mig hele tiden og derved ikke leve sit liv fuldt ud. Jeg skal jo nok klare mig, men mens det hele står på, er det enormt drænende for folk at bevidne. Jeg vil ham det allerbedste, og det er ikke at være sammen med mig lige nu, - men jeg er i vildrede. Jeg ville have det elendigt med at vide, at jeg var rod til hans bekymring og frustration over min tilstand - samtidigt piner det mig at skulle skubbe ham væk. Pest eller kolera - yay.
Hvad synes I? Kom frisk, ærede SOL-folk og god søndag. Vejret er fantastisk i det nordjyske i dag 😃

Cecilia

lad ham selv tage valget ... han skal skånes siger du men det er ikke dit valg tror jeg.
Hvis han ikke kan leve med det så siger han nok fra .. men han skal selv finde ud af det.

Tak for svar.
Den konklusion er jeg selv nået frem til - dog er jeg hans første rigtige forhold, og han har ikke megen erfaring med alt sådan noget følelsesmæssigt fnidder 😉 Han er en voksen mand og må selv træffe sine egne beslutninger, ja, men han ved vitterligt ikke, hvad det her går ud på. Det gør jeg i den grad, og jeg er bange for, det vil tage for hårdt på ham. Han betyder uendeligt meget for mig som kæreste men absolut også som min ven, og jeg kan ikke bære, hvis han skulle gå ned på det.
Øv og atter øv

hvad tænler du på..? Når du igen er på dupperne, vil I sørge over at have mistet hinanden pga en sygdomsperiode. De kommer jo alligevel på et eller andet tidspunkt i livet Du klarer den, det mener jeg nok at kunne se af dit brev🙂

men ligegyldig hvad så kan du ikke tage det valg.
Selvom du slog op med ham ville du ikke ændre hans følelser ... så han ville nok stadig prøve at hjælpe og støtte dig. Du kan ikke fratage ham det selvom din hensigt er god 🙂
Han kan ikke bruge dine erfaringer til noget kun drage sine egne.

Det undrer mig, at du kan skrive så distanceret og tilsyneladende afklaret om en forestående "mørk periode rent emotionelt". Du skriver først, at du nu er kommet ovenpå - sådan ville jeg ikke beskrive min egen tilstand, hvis jeg vidste, at jeg var på nedad - og jeg har været der flere gange. Jeg ville heller ikke kunne afslutte med et "kom frisk" og "fantastisk vejr" - jeg ville være bange, vred, selvbebrejdende, selvmedlidende etc. og først og fremmest fortvivlet over, at det nu gik den vej igen. Jeg tror ikke, man nogensinde kan blive så afklaret i en periode, hvor man mærker, depressionen er på vej, at man kan sætte sig roligt ned og overveje, hvad man nu skal gøre med kæresten. Hvis jeg havde sådanne overvejelser, ville de snarere handle om, hvorfor livet var så hårdt ved mig, hvorfor jeg nu skulle støde en elsket fra mig - etc.
Min tanke er derfor, at du - formentlig ubevidst - "dyrker" signalerne på, at du går ind i en mørk periode og blæser dem op til mere, end de er/behøver at udvikle sig til. At være bevidst om sin sindstilstand er positivt, men hvis man ligefrem er i stand til at læne sig roligt tilbage og kalkulere med, at "nu er det ved at være skidt igen" - så er der for mig at se lidt selviscenesættelse over det. Depressioner er et helvede og ikke noget, man nøgternt konstaterer er på vej, som var det en influenza eller den årlige høfeber.
Du må ALDRIG træffe afgørende beslutninger om dit liv i en periode, hvor du er nede med - eller på vej ned - med flaget. Jeg "opdager", når jeg er på vej ned i et sort hul, at min mand er ond ved mig og mit job forfærdeligt. Ellers har jeg en skøn mand og et vidunderligt job - og derfor er det vanvittigt vigtigt, at man ikke træffer afgørelser om at lade sig skille, droppe jobbet osv., når man er i kulkælderen. Din kæreste SKAL kunne være der for dig, når du er nede - ellers frasiger han sig en vigtig del af din identitet.
Men igen - jeg synes ikke, dit indlæg hænger ret godt sammen med den mentale tilstand, du mener at være på vej ind i. Har du talt med din læge/psykiater? Får du medicin? - jeg spørger, fordi "depression" efterhånden bliver anvendt som synonym for at være ked af det, og det er jo langt fra tilfældet.

Jeg havde det med at koncentrere mig om ikke at være til besvære og forvolde andre ondt i en periode. Jeg fik dårlig samvittighed over ALT. SOm min psykolog sagde. " Du er inde i andres hoveder nu - kom ind i dit eget - dem du omgås er gamle nok til selv tage beslutninger, og hvis de har tænkt sig at være sammen med dig, så er det deres EGEN beslutning, og den kan du ikke gøre noget ved" Bingo basta - den sad i skabet😃