skal jeg tilgive?

hej
Jeg er 22-årig pige. Der aldrig har haft et nemt liv. Et liv fuld med psygisk vold, tyrani og fordømmelse. Fra da jeg var helt lille indtil nu, fik jeg aldrig omsorg, kærlighed eller støtte fra mine forældre. eller søskende. Mine forældre sagde altid, jeg intet var værd, ikke duede til noget, aldrig ku finde ud af noget. at andres børn altid var bedre og klogere. De sagde tilmed jeg var syg. Når jeg intet havde gjort. jeg var jo kun et lille barn. Jeg forstod aldrig deres vrede og had mod mig.
hvad havde jeg gjort galt som de ikke kunne lide? mine forældre begyndte med råbe ad mig og hade mig fordi jeg sad og så tv for mig selv, men istedet ku de jo vise det med kærlighed. Jeg var uønsket, uelsket.
Hver gang jeg kom i konflikt med mine søskende, lyttede de aldrig. Mine søskende havde ret ligemeget hvad. De ku jo idetmindste lytte. Jeg opgav efter mange år. Der var alligevel ingen som troede mig, ingen som ville se hvor helvedes til jeg havde det.
Mine søskende udnyttede dette groft. ydmygelser foran venner, rakken ned. fryset ude af fælleskabet.
Alt dette har gjort at jeg blev drillet i skolen, også uden støtte fra forældre, de mente at jeg selv var uden om det, at en flok piger bagtalte mig, slog mig, holdt mig ude fordi de synes jeg var for stille... jeg fik lavt selvværd siden, tør ikke få venskaber, eller kærester. jeg tror konstant jeg er anderledes, jeg ikke er som andre.
når nogen kritisere mig udviser jeg voldsom reaktion. med tiden blev jeg voldelig, uenergisk og egentlig hadet verden. Jeg glemmer det aldrig. gid jeg havde haft bare 1 dag uden sorg. den dag idag har jeg svært ved at tilgive de grusomme mennesker som gjorde de ting ved mig, det gør simpelthen så ondt at vide at nogen som burde stå dig nær ikke stod dig nær. ville i tilgive dem hvis det var jer? og hvad bør jeg gøre?

🙂
. . . Hvem føler du for i så fald skulle tilgives?
Alene det at du mener nogen bør tilgives lyder som om du er på vej ud af en ond cirkel?
Men for at kunne vurdere det, mangler du at fortælle om det vigtigste lige nu:
Hvor er du henne i dag som menneske? - Boer du alene/sammen med andre/en anden - Har du et arbejde og i så fald hvilket, og hvordan trives du der?
Med venlig hilsen
jalmar

[/quote]
[quote="xcem" post=2543019]hej
Jeg er 22-årig pige. Der aldrig har haft et nemt liv. Et liv fuld med psygisk vold, tyrani og fordømmelse. Fra da jeg var helt lille indtil nu, fik jeg aldrig omsorg, kærlighed eller støtte fra mine forældre. eller søskende. Mine forældre sagde altid, jeg intet var værd, ikke duede til noget, aldrig ku finde ud af noget. at andres børn altid var bedre og klogere. De sagde tilmed jeg var syg. Når jeg intet havde gjort. jeg var jo kun et lille barn. Jeg forstod aldrig deres vrede og had mod mig.
hvad havde jeg gjort galt som de ikke kunne lide? mine forældre begyndte med råbe ad mig og hade mig fordi jeg sad og så tv for mig selv, men istedet ku de jo vise det med kærlighed. Jeg var uønsket, uelsket.
Hver gang jeg kom i konflikt med mine søskende, lyttede de aldrig. Mine søskende havde ret ligemeget hvad. De ku jo idetmindste lytte. Jeg opgav efter mange år. Der var alligevel ingen som troede mig, ingen som ville se hvor helvedes til jeg havde det.
Mine søskende udnyttede dette groft. ydmygelser foran venner, rakken ned. fryset ude af fælleskabet.
Alt dette har gjort at jeg blev drillet i skolen, også uden støtte fra forældre, de mente at jeg selv var uden om det, at en flok piger bagtalte mig, slog mig, holdt mig ude fordi de synes jeg var for stille... jeg fik lavt selvværd siden, tør ikke få venskaber, eller kærester. jeg tror konstant jeg er anderledes, jeg ikke er som andre.
når nogen kritisere mig udviser jeg voldsom reaktion. med tiden blev jeg voldelig, uenergisk og egentlig hadet verden. Jeg glemmer det aldrig. gid jeg havde haft bare 1 dag uden sorg. den dag idag har jeg svært ved at tilgive de grusomme mennesker som gjorde de ting ved mig, det gør simpelthen så ondt at vide at nogen som burde stå dig nær ikke stod dig nær. ville i tilgive dem hvis det var jer? og hvad bør jeg gøre?

Hej xcem
Jeg kender selv, til forskelsbehandling i min barndom ( af mine forældre ) men jeg er ikke blevet mobbet i skolen, så jeg har været heldig, at have mange gode venner.
Jeg ved godt hvordan det føles - jeg har grædt mange tårer over det.
Som Jalmar skriver, du må fortælle lidt mere om hvordan dit liv er i dag.
Du må videre - lægge det bag dig, og begynde på en frisk.
Nu ved vi jo heller ikke, om din familie har bedt dig tilgive dem... for så ville jeg tilgive.
Og for mit vedkommende, har jeg tilgivet dem, overfor Gud - man kan jo ikke sige : "Jeg tilgiver jer"... hvis ikke de selv kan se, at de har gjort noget forkert...
Nu ved jeg jo ikke, om du tror på Jesus - men han elsker dig, under alle omstændigheder, og min tro hjulpet mig meget i mit liv.
Har du nogle gode venner / veninder i dag - det er guld værd ?
Jeg håber du skriver igen 🙂

det overså jeg.
Det skal du overvinde, for tænk på, der er mange - som har haft en barndom som din.
I dag er der så mange muligheder for, at møde nye venner - vi har jo f.eks. nettet.
http://www.friendsmaker.org/
Du kan sikkert finde flere lign.- sider 🙂
Frisk mod - se fremad.

men hvis du gør det, vil du få det bedre med dig selv. Tror du på Bibelen?
Jesus sagde: "For hvis I tilgiver mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader også tilgive jer; men hvis I ikke tilgiver mennesker deres overtrædelser, så vil jeres Fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser." (Mattæus 6:14-15)
Det er altså nødvendigt at vi tilgiver andre.
Med venlig hilsen, ftg.

men hvis du gør det, vil du få det bedre med dig selv. Tror du på Bibelen?
Jesus sagde: "For hvis I tilgiver mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader også tilgive jer; men hvis I ikke tilgiver mennesker deres overtrædelser, så vil jeres Fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser." (Mattæus 6:14-15)
Det er altså nødvendigt at vi tilgiver andre.
Med venlig hilsen, ftg.

Du har i princippet ret, men hvis ikke pigen er kommet videre i sit liv, er tilgivelsen endnu et nederlag, for dem hun i så fald skulle tilgive, vil så bare trække på skuldrene af hende, og det er ikke det hun har brug for lige nu.
jalmar

[/quote]
[quote="ftg" post=2543123]men hvis du gør det, vil du få det bedre med dig selv. Tror du på Bibelen?
Jesus sagde: "For hvis I tilgiver mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader også tilgive jer; men hvis I ikke tilgiver mennesker deres overtrædelser, så vil jeres Fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser." (Mattæus 6:14-15)
Det er altså nødvendigt at vi tilgiver andre.
Med venlig hilsen, ftg.

Det lyder lidt som om du fik tildelt rollen som det sorte får i familien. Var din familie meget idealistisk i en eller anden retning?
En ting er at tilgive med forstanden - en anden er at kunne lade smerten gå væk.
Vi har oplevet hvad vi har oplevet, og hvad vi har i bagagen har vi i bagagen. Vi kan ikke skifte vores historie ud... i hvert fald har jeg aldrig set det har gjort nogen noget godt, hverken at glemme eller fantasere for meget.
Spørgsmålet er mere, hvordan vi forholder os til smerten - om vi kan finde de gode ting, de gode minder, og fokusere på dem. Livet er jo også lidt som vi oplever det.
Men prøv at fortæl lidt mere.

mvh
Billen

hej
Jeg er 22-årig pige. Der aldrig har haft et nemt liv. Et liv fuld med psygisk vold, tyrani og fordømmelse. Fra da jeg var helt lille indtil nu, fik jeg aldrig omsorg, kærlighed eller støtte fra mine forældre. eller søskende. Mine forældre sagde altid, jeg intet var værd, ikke duede til noget, aldrig ku finde ud af noget. at andres børn altid var bedre og klogere. De sagde tilmed jeg var syg. Når jeg intet havde gjort. jeg var jo kun et lille barn. Jeg forstod aldrig deres vrede og had mod mig.
hvad havde jeg gjort galt som de ikke kunne lide? mine forældre begyndte med råbe ad mig og hade mig fordi jeg sad og så tv for mig selv, men istedet ku de jo vise det med kærlighed. Jeg var uønsket, uelsket.
Hver gang jeg kom i konflikt med mine søskende, lyttede de aldrig. Mine søskende havde ret ligemeget hvad. De ku jo idetmindste lytte. Jeg opgav efter mange år. Der var alligevel ingen som troede mig, ingen som ville se hvor helvedes til jeg havde det.
Mine søskende udnyttede dette groft. ydmygelser foran venner, rakken ned. fryset ude af fælleskabet.
Alt dette har gjort at jeg blev drillet i skolen, også uden støtte fra forældre, de mente at jeg selv var uden om det, at en flok piger bagtalte mig, slog mig, holdt mig ude fordi de synes jeg var for stille... jeg fik lavt selvværd siden, tør ikke få venskaber, eller kærester. jeg tror konstant jeg er anderledes, jeg ikke er som andre.
når nogen kritisere mig udviser jeg voldsom reaktion. med tiden blev jeg voldelig, uenergisk og egentlig hadet verden. Jeg glemmer det aldrig. gid jeg havde haft bare 1 dag uden sorg. den dag idag har jeg svært ved at tilgive de grusomme mennesker som gjorde de ting ved mig, det gør simpelthen så ondt at vide at nogen som burde stå dig nær ikke stod dig nær. ville i tilgive dem hvis det var jer? og hvad bør jeg gøre?

Jeg har selv tilgivet mine medmennesker, og ved derfor hvad jeg taler om.
Med venlig hilsen, ftg.

Du spørger om hjælp på en religiøs debatside.
Er det nu også nok eller det rigtige sted at spørge.......Din beretning lyder som noget fra et novelleblad, men hvis du oprigtigt ikke ved hvortil du skal vende dig, så skal du gøre dig klart hvad du vil med en tilgivelse.
Jeg mener der skal være noget at tilgive, og meningen med en tilgivelse er at rette op på noget udestående og få forholdet til at fungere. Er det det du vil?
Eller vil du blot ydmyge dig endnu mere, som en hund der har fået tæsk, og slikker den hånd der har slået den. Lad være med det.
Husk man kan ikke glemme, kun lade nåde gå for ret. Uretten kan ikke gøres om. Tilgivelsen er efter min mening intet værd hvis ikke begge parter bliver enige.
Det vil være en proces du skal igennem, og sidde på hænderne nytter ikke.
Hvis du søger åndelig inspiration og bøn, kan jeg anbefale dig at mødes med Jehovas vidner i den nærmeste rigssal. Her er der ingen fjender, men hjælpsom omsorg og venlighed.

Du spørger om hjælp på en religiøs debatside.
Er det nu også nok eller det rigtige sted at spørge.......Din beretning lyder som noget fra et novelleblad, men hvis du oprigtigt ikke ved hvortil du skal vende dig, så skal du gøre dig klart hvad du vil med en tilgivelse.
Jeg mener der skal være noget at tilgive, og meningen med en tilgivelse er at rette op på noget udestående og få forholdet til at fungere. Er det det du vil?
Eller vil du blot ydmyge dig endnu mere, som en hund der har fået tæsk, og slikker den hånd der har slået den. Lad være med det.
Husk man kan ikke glemme, kun lade nåde gå for ret. Uretten kan ikke gøres om. Tilgivelsen er efter min mening intet værd hvis ikke begge parter bliver enige.
Det vil være en proces du skal igennem, og sidde på hænderne nytter ikke.
Hvis du søger åndelig inspiration og bøn, kan jeg anbefale dig at mødes med Jehovas vidner i den nærmeste rigssal. Her er der ingen fjender, men hjælpsom omsorg og venlighed.

Jeg læste lige dette :

http://www.tvaerkulturelt-center.dk/eksilpsykologi.htm
"At tilgive er ikke det samme som at glemme.
Tilgivelse handler om bevidst at fjerne giften - de negative tanker - fra minderne.
Gør vi det ikke, kommer vi aldrig videre.
Som kristne har vi de bedste forudsætninger for at tilgive, fordi vi selv har oplevet at blive tilgivet af Gud.
Den torturerede og lidende Kristus på korset er Guds ultimative svar på vores personlige lidelseshistorie."
Citat slut
Jesus sagde : Tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør.
Så overfor Gud, kan man tilgive dem, der har gjort os ondt.
Men overfor dem, der har gjort os ondt, skal de selv bede om tilgivelse.


Typisk - at et jehovas vidne, står på spring - overfor folk der har det dårligt [:X]
de kan jo være et let bytte.

har det brug for hjælp.
Jehovas Vidner vil gerne hjælpe.
Med venlig hilsen, ftg.

har det brug for hjælp.
Jehovas Vidner vil gerne hjælpe.
Med venlig hilsen, ftg.

I har selv brug for hjælp. 🙁

🙁
Det lydder for mig ikke som om hun har kræfterne og overskuddet endnu, det er ikke så nemt at tilgive et liv som resten af familien burde bede hende om tilgivelse for.
Forestil dig hvad der kan ske i sådan en familie hvor hun tydeligvis har været prügelknabe for resten af familien, hun skal være parat til at blive mødt med et skuldertræk og et "whatever" og være stærk nok til at kunne tage skuldertrækket med et:
»Det er ikke mit tab, det er deres« - MEN det burde altså være de andre der undskyldte og ikke hende der skal lægge ud med at tilgive, før undskyldningen foreligger.
Men indrømmet, ovenstående er kun hvad jeg som familiefar føler det burde være.
jalmar

Jeg har selv tilgivet mine medmennesker, og ved derfor hvad jeg taler om.
Med venlig hilsen, ftg.

Venlig hilsen, ftg.

Venlig hilsen, ftg.

de har ikke bedst om tilgivelse, og de ændre ikke deres syn på mig. det som om deres indstilling aldrig går væk.
jeg for den rette hjælp nu..
men det stod på i 12 år. man har svært ved glemme det. jeg prøver at vise døtre kærlighed overfor mine forældre men det som om de ikke ændre deres synspunkt på mig.
som en anden skrev ja jeg er familiens sorte får desværre.. jeg er ikke kristen, men troende muslim, og min tro holder mig stærk. jeg overlever pga min gud.. men det ku da være rart at høre andre folks trosretninger om hvad i gør. så man har et indblik.
deres psygisk vold har gjort jeg blir ved med tænke: "synes folk nu godt om mig" "er jeg noget værd" "vil jeg nogensinde blive elsket"
jeg lever nogle rigtig triste dage. jeg ville ønske jeg ku elske livet, se naturen og tænke positivt men det er svært og det kan man ikke fra den ene dag til den anden.
vh ..

😖
. . . så kan jeg da godt forstå at det eneste du kunne gøre er at bede om tilgivelse.
→ Husk ftg
Ifølge ftg var det ftg der var ude i noget snavs - Hvorfor en bøn om tilgivelse var på sin plads, men det er jo slet ikke det der er tale om her, tværtimod.
Pigen har absolut ikke nogen grund til hverken at bede om tilgivelse eller at tilgive med mindre nogle i familien kom krybende med en undskyldning - Men det er netop det, det skrives der intet om - Hun kan tilgive familien i sit stille sind, og håbe på at familien på et tidspunkt kommer i tanker om hvad de har gjort ▬ Først da er en tilgivelse på sin plads!
jalmar

[/quote]
[quote="ftg" post=2543364]Jeg ved hvad jeg taler om, Jalmar.
Venlig hilsen, ftg.

Tak for dit stærke indlæg. Det er forståeligt at du føler dig trådt på, holdt nede, ja, at du ikke har fået rimelige muligheder her i livet.
Men jeg tænker på, hvad det er for forældre og søskende der har behandlet dig sådan? De kan da umuligt selv have det godt? Så selvom du måske mest føler vrede over det der er sket funderer jeg over, om de mon er ligeså meget ofre som du? Hvad har de oplevet der har gjort dem til det de er?
Før du overvejer om du skal tilgive dem bør du overveje om du overhovedet kan tilgive dem? Hvis du ikke kan tilgive dem er det nok fordi du ikke er kommet så meget videre i dit liv, at det overhovedet er interessant om du tilgiver dem?
Det med at tilgive er nemlig ligeså meget for din egen skyld, som det er for deres. Du kan ikke tilgive dem, hvilket plejer at betyde du ikke selv har det godt. Den dag du selv har det godt og er kommet videre med dit liv vil du være i stand til at tilgive: Først den dag bliver det interessant om du overhovedet vil tilgive.
Skal du tilgive? Ja, selvfølgeligt, for det kan du først når du har det godt. Og du skal have det godt. Men der er ingen garanti for, at du har det godt i dag eller i morgen, men du får det bedst af at kæmpe for at komme videre i dit liv. Den dag du faktisk kan tilgive dem vil jeg godt garantere, at det skyldes du selv har fået det godt.
Så kravet om tilgivelse betyder, at du skal arbejde på at få et godt liv. Bibelen siger det meget præcist:

Budene: »Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære,« og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: »Du skal elske din næste som dig selv.« (Romerbrevet 13:9)

Som dig selv: Ikke mere og ikke mindre. Med andre ord: Du kan ikke elske dem mere end du elsker dig selv. Du kan ikke hjælpe dem til at få det bedre end du selv har det. Den dag du har det bedre kan du tilgive og så kan du hjælpe andre til at få det bedre. Så for dig handler det om at få det bedre: Tilgivelse ligger meget længere nede af dit livs vej...

Sebl, det var da et ualmindeligt godt indlæg. Det var også noget jeg personligt kunne bruge, for har tit siddet og spekuleret over, hvad ideen med tilgivelse er for f.eks. sønderknuste vold- og pædofiliofre, som får tilgivelses-opfordringen smækket i hovedet? - Som om tilgivelse er forudsætning for, dels at kunne leve op til omverdenens forventning, dels for overhovedet at kunne kalde sig kristen. Jo, det giver mening: elske sig selv først....
Jeg vil også gerne bidrage til trådstarter: det du har været udsat for....uanset hvor dum, grim, u-charmerende og træls man er som barn (hvis man nu skal tage udgangspunkt i at omgivelserne har ret), så er der intet barn der kan gøre sig fortjent til sådan en behandling! Med andre ord: det siger jo mere om dine omgivelser end det siger om dig. Og den behandling de har givet dig, siger mere om deres karakter, end den siger om din. For et barn på afveje, vil en ordentlig familie støtte op om og hjælpe til rette - ikke udstøde. Sådan er det i almindelige familier - måske mangler du bare at møde nogen kærlige mennesker? ❓

de har ikke bedst om tilgivelse, og de ændre ikke deres syn på mig. det som om deres indstilling aldrig går væk.
jeg for den rette hjælp nu..
men det stod på i 12 år. man har svært ved glemme det. jeg prøver at vise døtre kærlighed overfor mine forældre men det som om de ikke ændre deres synspunkt på mig.
som en anden skrev ja jeg er familiens sorte får desværre.. jeg er ikke kristen, men troende muslim, og min tro holder mig stærk. jeg overlever pga min gud.. men det ku da være rart at høre andre folks trosretninger om hvad i gør. så man har et indblik.
deres psygisk vold har gjort jeg blir ved med tænke: "synes folk nu godt om mig" "er jeg noget værd" "vil jeg nogensinde blive elsket"
jeg lever nogle rigtig triste dage. jeg ville ønske jeg ku elske livet, se naturen og tænke positivt men det er svært og det kan man ikke fra den ene dag til den anden.
vh ..

Hej igen 🙂 og tak for dit svar.
Det er godt du får hjælp nu.
Og det er godt, du stadigvæk kommer hos din familie -for du bor vel ikke hjemme i dag ?
Hvis du gør, vil jeg råde dig til, at komme hjemmefra - ellers kommer du aldrig videre og får et nyt liv [f] 🙂
Du må prøve at komme fri af den tid, der er gået dårligt, jeg ved det kan gøre ondt at tænke på, og man kan også falde ned i et hul, ind imellem, for der sker ingen forskel, om du bliver 30 - 40 - 60 år, så længe dine forældre lever, vil de ikke kunne være anderledes, og jeg tror ikke man kan gøre, noget selv, for at ændre på det ( taler af erfaring )
Du skal søge kærlighed og venskaber udenfor din familie - og min erfaring er, at man bliver stærkere af modgang.
Det tror du nok ikke lige nu... men for mit vedkommende, blev jeg meget selvstændig i en ung alder.
Jeg har altid været udadvendt - var aldrig ret meget hjemme 🙂 prøv om du også kan blive det.
Det er godt du tror på Gud, og at det hjælper dig - jeg har altid delt min dag med Jesus - fra jeg var helt lille -og det betyder meget at kunne lægge alt i Guds hånd.
Min bror blev forkælet og forsvaret i alt, så havde han ikke brug for Jesus.
Jeg føler jeg har et meget rigere liv - end han har, fordi jeg har Gud med mig 🙂
Se fremad - dyrk ikke det triste - tro på dig selv [f]

Kære x-cem

For mig er det ligegyldigt om du er muslim eller kristen. Du er et medmenneske.
Jeg vil sige, at du skal tage udgangspunkt i dig selv og som sebl skriver lære at elske dig selv. Det er svært det ved jeg. Men du skal fokusere på de positive sider af dig selv. Lære af det se, at du er dygtig, at du har evner og talenter som er værdige fordi de er dine.
Fordi det er ligemeget, hvad andre mener når bare du selv ved, at du er den du er og gør godt i dit liv. Både overfor andre men også overfor dig selv.
Det er vigtigt at du erkender, at du kan ikke gøre alle tilpas. Forstået på den måde, at vi er ikke alle ens og vi søger mest dem, der matcher med os selv. Så derfor er det ingen skam, at du tør stå op for den du er og sige din mening og have dine holdninger. Det giver tværtimod respekt for dig selv.
En af vore menneskelige rettigheder er, at vi har retten til at sige vores mening så længe vi ikke krænker andre.
Du er i din fulde ret til at være dig. Og jeg er sikker på, at din familie går glip af en strålende og fantastisk pige.
Jeg kan godt se, at du har meget at kæmpe med i dig selv. Med alt det du er vokset op med. Men du kan det ved jeg at du kan. Vores indre styrke og især når vi arbejder sammen med Gud gør, at vi kan nå længere end vi selv tror.
Min historie er ikke helt som din men jeg kan alligevel spejle mig i dig derfor ved jeg, hvad jeg taler om.
Så mit råd til dig er dels, lær dine stærke sider godt at kende så du kan lære at elske dig selv, lær dine holdninger og meninger godt at kende så du kan stå op for dig selv. Vær dig selv bekendt for det KAN du. I og med at du er det elskelige menneske du med garanti er.
Og dels, tilgivelsen.
Du har fået mange gode råd i din tråd her. Men det du skal er, at finde i dig selv at gøre det du har det bedst med at gøre.
Og det kan være svært, rigtig svært.
Men nogengange hjælper det, hvis man har forståelsen for sin families handlinger.
Jeg har en slægtning, og jeg fatter intet af dennes handlinger overhovedet. Den slægtning har jeg meget meget svært ved at tilgive. Men jeg ved godt, at det vil komme mig selv til gode om jeg gør det. MEN du godeste det er svært.
Fordi jeg har absolut INTET gjort for at fortjene denne behandling. Men den er der og jeg må så forholde mig til den. Og jeg forsøger at sige til mig selv, at jeg må lægge det bag mig og har så ikke den slægtning i mit liv overhovedet. Vedkommende er ikke en slægtning.
Men indimellem dukker det op alligevel. Og så gør det bare ondt. Men du skal vide, at for hver eneste gang det gør det, bliver det hele lettere at leve med. Fordi jeg får ryddet ud i lidt mere af det, der smerter.
Jeg håber meget at du kan bruge mine råd til noget godt i dit liv. Og jeg håber også, at du finder i dig selv at tilgive din familie. Det er svært for mig at forstå, hvorfor nogen behandler deres kød og blod som din familie har gjort?
Men jeg kan kun se, som også nævnt i din tråd, at de må have det rigtig dårligt med dem selv.
Men du er dig glem aldrig det. Og du skal huske at du med garanti har så meget at byde ind med og berige andre mennesker med. Du er elskelig det er du.
Og som min dejlige nabo sagde ofte til mig i min barndom, et lille digt at Piet Hein:
Husk at leve mens du gør det
Husk at elske mens du tør det.
Det tror jeg har meget at sige for mennesker, der har været og er det stadig, dybt skuffede i livet.
Du skal nok komme videre og få et godt liv. Blomstre og udvikle dig. Du er så ung endnu. Løft dit hoved og vær dig. Og vær stolt af den du er. For det har du fortjent.
Tilgive, ja når du kan. 🙂 Når du er parat. Få det bearbejdet og kom videre.
Må lige tilføje, at jeg kom også frem til ang. min slægtning, at vedkommendens egenskaber kunne jeg ikke bruge i mit liv når det kom til stykket. De egenskaber er ikke særlig pæne. Det hjalp mig. Men jeg ved så også godt at min slægtning nødvendigvis må have sine grunde til at være som vedkommende er. Og måske ikke engang selv er klar over at vedkommednde er som vedkommende er.
Jeg ønsker dig alt godt i livet og held og lykke med din tilgivelse. Den vil frigøre dig og du er nået et langt stykke når du kommer dertil.
Mange hilsner
Manjana [l] [sun] [f]

de har ikke bedst om tilgivelse, og de ændre ikke deres syn på mig. det som om deres indstilling aldrig går væk.
jeg for den rette hjælp nu..
men det stod på i 12 år. man har svært ved glemme det. jeg prøver at vise døtre kærlighed overfor mine forældre men det som om de ikke ændre deres synspunkt på mig.
som en anden skrev ja jeg er familiens sorte får desværre.. jeg er ikke kristen, men troende muslim, og min tro holder mig stærk. jeg overlever pga min gud.. men det ku da være rart at høre andre folks trosretninger om hvad i gør. så man har et indblik.
deres psygisk vold har gjort jeg blir ved med tænke: "synes folk nu godt om mig" "er jeg noget værd" "vil jeg nogensinde blive elsket"
jeg lever nogle rigtig triste dage. jeg ville ønske jeg ku elske livet, se naturen og tænke positivt men det er svært og det kan man ikke fra den ene dag til den anden.
vh ..

[quote="xcem" post=2543376]de har ikke bedst om tilgivelse, og de ændre ikke deres syn på mig. det som om deres indstilling aldrig går væk.
jeg for den rette hjælp nu..
men det stod på i 12 år. man har svært ved glemme det. jeg prøver at vise døtre kærlighed overfor mine forældre men det som om de ikke ændre deres synspunkt på mig.
som en anden skrev ja jeg er familiens sorte får desværre.. jeg er ikke kristen, men troende muslim, og min tro holder mig stærk. jeg overlever pga min gud.. men det ku da være rart at høre andre folks trosretninger om hvad i gør. så man har et indblik.
deres psygisk vold har gjort jeg blir ved med tænke: "synes folk nu godt om mig" "er jeg noget værd" "vil jeg nogensinde blive elsket"
jeg lever nogle rigtig triste dage. jeg ville ønske jeg ku elske livet, se naturen og tænke positivt men det er svært og det kan man ikke fra den ene dag til den anden.
vh ..[/quote]
Hej igen 🙂 og tak for dit svar.
Det er godt du får hjælp nu.
Og det er godt, du stadigvæk kommer hos din familie -for du bor vel ikke hjemme i dag ?
Hvis du gør, vil jeg råde dig til, at komme hjemmefra - ellers kommer du aldrig videre og får et nyt liv [f] 🙂
Du må prøve at komme fri af den tid, der er gået dårligt, jeg ved det kan gøre ondt at tænke på, og man kan også falde ned i et hul, ind imellem, for der sker ingen forskel, om du bliver 30 - 40 - 60 år, så længe dine forældre lever, vil de ikke kunne være anderledes, og jeg tror ikke man kan gøre, noget selv, for at ændre på det ( taler af erfaring )
Du skal søge kærlighed og venskaber udenfor din familie - og min erfaring er, at man bliver stærkere af modgang.
Det tror du nok ikke lige nu... men for mit vedkommende, blev jeg meget selvstændig i en ung alder.
Jeg har altid været udadvendt - var aldrig ret meget hjemme 🙂 prøv om du også kan blive det.
Det er godt du tror på Gud, og at det hjælper dig - jeg har altid delt min dag med Jesus - fra jeg var helt lille -og det betyder meget at kunne lægge alt i Guds hånd.
Min bror blev forkælet og forsvaret i alt, så havde han ikke brug for Jesus.
Jeg føler jeg har et meget rigere liv - end han har, fordi jeg har Gud med mig 🙂
Se fremad - dyrk ikke det triste - tro på dig selv [f]

Selvom jeg ikke har kendt Jesus fra jeg var lille kan jeg helt tilslutte mig det du her skriver.
Mange hilsner
Manjana 🙂

Venlig hilsen, ftg.

At tilgive andre er en mental proces, og den fører til at man får det godt med sig selv.
Med venlig hilsen, ftg.

🙁 ´
. . . du er ikke lige den person jeg ville sige havde det godt med dig selv ftg -
Så måske skulle du prøve at arbejde noget mere med dig selv i den retning -
På den anden side tvivler jeg på at det er muligt at lukke så meget ud der balancerer
på den forkerte side af Sandhedens knivsæg, og så alligevel at være i balance med sig selv,
tror jeg er temmelig umuligt ftg. Der er vist alt for meget der tynger ned i din bagage til at det er muligt.
jalmar

[/quote]
[quote="ftg" post=2543491]At tilgive andre er en mental proces, og den fører til at man får det godt med sig selv.
Med venlig hilsen, ftg.

men de mennesker der tilgiver andre vil selv blive tilgivet.
Med venlig hilsen, ftg.

hej
Jeg er 22-årig pige. Der aldrig har haft et nemt liv. Et liv fuld med psygisk vold, tyrani og fordømmelse. Fra da jeg var helt lille indtil nu, fik jeg aldrig omsorg, kærlighed eller støtte fra mine forældre. eller søskende. Mine forældre sagde altid, jeg intet var værd, ikke duede til noget, aldrig ku finde ud af noget. at andres børn altid var bedre og klogere. De sagde tilmed jeg var syg. Når jeg intet havde gjort. jeg var jo kun et lille barn. Jeg forstod aldrig deres vrede og had mod mig.
hvad havde jeg gjort galt som de ikke kunne lide? mine forældre begyndte med råbe ad mig og hade mig fordi jeg sad og så tv for mig selv, men istedet ku de jo vise det med kærlighed. Jeg var uønsket, uelsket.
Hver gang jeg kom i konflikt med mine søskende, lyttede de aldrig. Mine søskende havde ret ligemeget hvad. De ku jo idetmindste lytte. Jeg opgav efter mange år. Der var alligevel ingen som troede mig, ingen som ville se hvor helvedes til jeg havde det.
Mine søskende udnyttede dette groft. ydmygelser foran venner, rakken ned. fryset ude af fælleskabet.
Alt dette har gjort at jeg blev drillet i skolen, også uden støtte fra forældre, de mente at jeg selv var uden om det, at en flok piger bagtalte mig, slog mig, holdt mig ude fordi de synes jeg var for stille... jeg fik lavt selvværd siden, tør ikke få venskaber, eller kærester. jeg tror konstant jeg er anderledes, jeg ikke er som andre.
når nogen kritisere mig udviser jeg voldsom reaktion. med tiden blev jeg voldelig, uenergisk og egentlig hadet verden. Jeg glemmer det aldrig. gid jeg havde haft bare 1 dag uden sorg. den dag idag har jeg svært ved at tilgive de grusomme mennesker som gjorde de ting ved mig, det gør simpelthen så ondt at vide at nogen som burde stå dig nær ikke stod dig nær. ville i tilgive dem hvis det var jer? og hvad bør jeg gøre?

Hejsa xcem.
Tilgivelse er vel en af de ting som udfordrer os mest som mennesker, for visse ting er bare tæt på umulige at tilgive.
Nu kender jeg ikke til dine forældres baggrund og opvækst, hvilket måske kunne kaste lidt lys over hvorfor de har opført sig som de har mod dig.
Derfor kan det være svært for mig at forstå helheden i problemstillingen og jeg vil ikke umiddelbart kunne sige dig, hvordan jeg selv ville reagere.
Det koster mig jo ikke noget proklamere højt og flot, at jeg selvfølgelig ville tilgive dem, og det kan jeg jo nemt sidde og fyre af her. Men hvordan jeg reelt ville have reageret er svært at sige.
Derfor vil jeg heller ikke påstå at der er nogen speciel ide i, at jeg rådgiver dig i hvad du skal gøre og ikke gøre.
Jeg er troende kristen og tror på tilgivelsens kraft og ikke blot for dem du tilgiver, men også for dig selv.
Ofte er man nødsaget til at tænke, ja de vidste ikke bedre, og de har såret mig, som jeg også har såret andre. Måske på andre måder, måske i større eller mindre grad, men jeg er afhængig af andres tilgivelse og derfor skal jeg også kunne tilgive andre.
At tilgive er dog ikke det samme som at du skal glemme eller acceptere den adfærd som sårer dig. Det er meget vigtigt at skelne der.
Så mit eneste råd er: Overvej med dig selv hvordan du ville have det, hvis det var dig der havde såret andre, og husk så, at du ikke skal straffe dig selv for det som andre har gjort mod dig.
mvh multani

Tak for dit stærke indlæg. Det er forståeligt at du føler dig trådt på, holdt nede, ja, at du ikke har fået rimelige muligheder her i livet.
Men jeg tænker på, hvad det er for forældre og søskende der har behandlet dig sådan? De kan da umuligt selv have det godt? Så selvom du måske mest føler vrede over det der er sket funderer jeg over, om de mon er ligeså meget ofre som du? Hvad har de oplevet der har gjort dem til det de er?
Før du overvejer om du skal tilgive dem bør du overveje om du overhovedet kan tilgive dem? Hvis du ikke kan tilgive dem er det nok fordi du ikke er kommet så meget videre i dit liv, at det overhovedet er interessant om du tilgiver dem?
Det med at tilgive er nemlig ligeså meget for din egen skyld, som det er for deres. Du kan ikke tilgive dem, hvilket plejer at betyde du ikke selv har det godt. Den dag du selv har det godt og er kommet videre med dit liv vil du være i stand til at tilgive: Først den dag bliver det interessant om du overhovedet vil tilgive.
Skal du tilgive? Ja, selvfølgeligt, for det kan du først når du har det godt. Og du skal have det godt. Men der er ingen garanti for, at du har det godt i dag eller i morgen, men du får det bedst af at kæmpe for at komme videre i dit liv. Den dag du faktisk kan tilgive dem vil jeg godt garantere, at det skyldes du selv har fået det godt.
Så kravet om tilgivelse betyder, at du skal arbejde på at få et godt liv. Bibelen siger det meget præcist:
[quote] Budene: »Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære,« og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: »Du skal elske din næste som dig selv.« (Romerbrevet 13:9)[/quote]
Som dig selv: Ikke mere og ikke mindre. Med andre ord: Du kan ikke elske dem mere end du elsker dig selv. Du kan ikke hjælpe dem til at få det bedre end du selv har det. Den dag du har det bedre kan du tilgive og så kan du hjælpe andre til at få det bedre. Så for dig handler det om at få det bedre: Tilgivelse ligger meget længere nede af dit livs vej...

jeg var kun 4 år da de grusomheder startede. jeg ved ikke hvad jeg havde gjort dem siden de behandlede mig sådan... min far havde aldrig haft det godt da han var barn.og han startede med at synes jeg ikke var som han havde ønsket det og sidenhen behandlede mig dårligt. de andre fulgte trop.. uanset hvad jeg gjorde ku jeg ikke gøre min far tilfreds.
jeg var et lille barn. jeg havde ikke slået nogen, talt grimt eller opført mig forkert. jeg var født som jeg var født.

hm okay, du siger at tilgivelse er for ens egen skyld? dvs man ikke skal acceptere at det de gjorde var rigtigt, men komme videre. og ikke give sig selv skylden? for så er jeg meget enig.
men de har fx sagt at de kun sagde det "fordi de var sure på det og det tidspunkt" "at de ikke lige vidste hvad de sagde" "de sagde det i vrede" osv.. det er som om de ikke ved hvad de gør når de handler i vrede og handler efter det er overstået.. men for mit vedkommende tænker jeg det ikke var min skyld, at dem som man skal tilgive ikke har handlet rigtigt. at handlingen er uacceptabel...

Det lyder ikke rart. Udfra din beskrivelse tænker jeg, at det måske kunne være godt for dig at tale med en psykolog, eller alternativt komme i en selvhjælpsgruppe.
Men jeg synes altså ikke spørgsmålet om tilgivelse er aktuelt for dig: Du skal først have det godt før du kan tilgive.

jeg er igang med at få profesionel hjælp så på det punkt er jeg helt rolig..
og jeg er faktisk enig. man skal selv have det godt før man skal tilgive. og den skyldige skal ku se sine fejl ikke?
hvis den skyldige ikke beder om tilgivelse og ikke kan se sin fejl så bør man ikke tilgive er vi enige? :-)

Så har den "skyldige" i hvert fald ikke fortjent det. Men jeg tror man selv får det bedre af at tilgive (når man er parat til det), så når du er parat synes jeg du skal overveje at tilgive dem for din egen skyld.
Det er godt at høre du modtager professionel hjælp. Jeg har selv haft stor glæde af psykologhjælp i en krisesituation i mit liv.

præcis, prof. hjælp virker meget man kommer videre.
jeg er blevet henvist til en psykiater.
må jeg spørge hvor længe du havde haft det svært?
de mange hilsner ..

Mit var en konkret krisesituation (alvorlig psykisk sygdom hos min datter). Jeg fik heldigvis hurtigt hjælp via mit arbejde:)

hm okay, du siger at tilgivelse er for ens egen skyld? dvs man ikke skal acceptere at det de gjorde var rigtigt, men komme videre. og ikke give sig selv skylden? for så er jeg meget enig.
men de har fx sagt at de kun sagde det "fordi de var sure på det og det tidspunkt" "at de ikke lige vidste hvad de sagde" "de sagde det i vrede" osv.. det er som om de ikke ved hvad de gør når de handler i vrede og handler efter det er overstået.. men for mit vedkommende tænker jeg det ikke var min skyld, at dem som man skal tilgive ikke har handlet rigtigt. at handlingen er uacceptabel...

Ja tilgivelse er for begge parter.
Det er vigtigt for dig at du kan tilgive andre, for på den måde kan du bedre komme videre.
Og for de fleste, selvom de ikke viser det, er det vigtigt at blive tilgivet for når man har gjort noget forkert.
Nej det er ikke din skyld, at andre handler forkert mod dig. Uanset om det er med vilje eller i afmagt, så er det ikke noget du skal tage på dig i hvert fald.
Men det er lettere sagt end gjort, det ved jeg.
mvh multani

Det lyder meget rigtigt :-)
men så spørger jeg helt konkret hvofor begge parter? hvad for den skyldige ud af det?
og hvis den skyldige ikke er blevet klogere skal man stadig tilgive synes du?

Det lyder meget rigtigt :-)
men så spørger jeg helt konkret hvofor begge parter? hvad for den skyldige ud af det?
og hvis den skyldige ikke er blevet klogere skal man stadig tilgive synes du?

Jamen det er da også en påstand fra min side, at begge parter for noget ud af det.
MEN, jeg kender efterhånden til menneskelige konflikter i mange afskygninger, og har for den sags skyld også oplevet en del på egen hånd.
Du kender det måske fra dig selv, hvis du har taget fejl, men helst ikke vil indrømme det, og så bliver stædig eller snakker udenom, sådan kan jeg i hvert fald godt blive ind imellem 😃
Dette gælder også hvis man gør nogen uret, men ikke har mod eller rygrad til at sige undskyld eller indrømme sine fejl.
Som sagt vil jeg ikke svare for din familie, da jeg ikke ved hvordan de inderst inde har det, men det skulle undre mig meget, hvis nogle af dem, inderst inde, ikke godt er klar over, at de har gjort dig uret.
Min pointe er ikke at du skal lade dig trampe på igen, men at din tilgivelse af dem og deres handlinger, måske inderst inde kan være meget vigtig for dem.
Der findes desværre også de mennesker som er helt og aldeles ligeglade, men det er dog de færreste.
håber det gav lidt mening, ellers spørg igen, så skal jeg prøve af omformulere mig lidt, for det blev vidst lidt kringle:D
mvh multani