SKAL man have med sin mor at gøre?

Jeg er 22 og har altid haft et anstrengt forhold til min mor. Jeg har altid tænkt at det bare var noget pubertets-noget, men de sidste par år er det gået op for mig, at det ikke kun er det. Jeg får det virkelig dårligt med mig selv, når jeg har noget med hende at gøre. Jeg bliver endda nødt til at tage beroligende piller, når jeg skal se hende.
Hun kører min selvtillid så langt ned, at jeg slet ikke kan holde det ud længere. Altid er der noget galt - mit hår, mit tøj, mit sprog, mit job, mine drømme. Og hun har sådan en magisk måde at tirre mig på, på sådan en kølig måde indtil jeg eksploderer og hun derefter kan kalde mig hysterisk. Men jeg tager bare imod SÅ meget fra hendes side.
Et af de mange mange problemer er, at jeg ikke kan tale ordenligt med hende, fordi hun bruger alt jeg siger imod mig, når hun en dag er blevet sur. Jeg er holdt fuldstændig med at tale privat med hende, hvilket egentlig har fungeret fint, indtil hun blev sur over at jeg brugte penge på byture, fordi jeg havde sagt noget så uskyldigt (mente jeg selv) som at jeg var i byen weekenden før. -noget jeg gør ca. een gang hver tredje måned.
Jeg havde for noget tid siden skrevet alt hvad hun kaldte mig af navne ind på computeren, men slettede det igen, fordi det selvfølgelig gjorde mig ked af det. Det var ting som at ingen i min familie kan lide mig og at jeg ingen venner har (ingen af delene passer, men det rammer bare alligevel). Hun sviner mig til overfor mine bedsteforældre og brødre, som jeg har det rigtig godt med, og bliver sur hvis jeg en dag har forsvaret mig selv overfor dem, for "det er hende de er tæt på dem og ikke mig". -derfor kan jeg ikke tillade mig at sige til dem, at de ting hun fortæller ikke passer.

Desuden vil hun altid bestemme hvordan jeg skal opføre mig. Hun kan finde på at opdrage på mig endnu, eller blande sig i ting, som bare fuldstændig overskrider grænsen. Hun synes det er virkelig sjovt at skændes og jeg synes bare det er så udmattende.
Mine bedsteforældre siger, at jeg skal blive ved med at se hende og være god ved hende. Min onkel er lige død, så hele familien er meget opsat på, at man skal være sammen og være glade for hinanden. Men jeg er bare ikke glad for hende. Når vi virkelig har været oppe og skændes og jeg har nægtet at tale med hende i et halvt års tid, så har jeg det virkelig godt med mig selv. Og det må da betyde noget?
Kan det virkelig passe at jeg bare skal være glad for hende og blive ved med at besøge hele tiden, selvom hun gør mig så skør i hovedet? Som hun selv siger, så skal man bare respektere sine forældre, uden at stille spørgsmålstegn og det er jeg bare ikke enig i. Men det skal jeg være, for hun er 20 år ældre og ved bedre. Bliver det nogensinde anderledes? Hun er jo lidt over 40 nu og jeg ville da mene, at hun burde være normal nu, ellers bliver hun det nok aldrig?
Ja, undskyld mit lange indlæg, jeg har vist haft brug for at få noget ud. Jeg håber at der er nogen der vil tage sig tid til at svare, for jeg kunne virkelig godt bruge et råd..

Elsker du dine børn lige højt?
12.11.2006 - 15:43
Skrevet af lyp
For ca. 12 år siden blev jeg spurgt af min psykolog om mine børns gode og dårlige sider.
A. Det ene barn kunne jeg holde et stort fordrag om hvad hun havde af gode og dårlige sider.
B. Men mit andet barn, hmmmmmm
Jeg sad og tænkte længe men kunne ikke rigtig finde hverken gode eller dårlige sider.
Min konklusion dengang var at jeg elskede A højere end B, jeg følte mig som en rigtig dårlig mor og det har plaget mig lige siden.
Men så igår kom der et svaret dumpede hvorfra ved jeg ikke.
A. Er alt det jeg ikke er, alt det som jeg engang gerne ville være.
B. Er et tro kopi af mig.
Og selvfølgelig elsker jeg dem lige højt, måske fordi jeg har lært at elske mig selv.
http://mingler.dk/user/lyp/blog
----------------------------
Hej ???
Måske er du et "B barn" = en tro kopi af din mor?
Din mor ser et kopi af sig selv og prøver på at guide dig uden om de fejl hun selv har lavet, men tro mig hun elsker dig selvom det ikke følelse sådan lige nu.
Prøv at tag en "pause" fra din mor på en pæn måde, flyt langt væk fra hende, måske et år i udlandet.

Hvis du får det bedre af ikke at have kontakt med hende så skal du gøre det. Hvis det er din måde at sætte grænser på, så må du gøre det på den måde. Men husk nu at blod er som regel tykkere end vand.

du er ikke alene om et sådant forhold til din mor.
Kender det fra mig selv - og jeg er ældre end du.
Du har 2 muligheder:
finde dig i den behandling din mor udsætter dig for og trøste dig med, at hun aldrig bliver anderledes og egentlig så er det mere synd for hende end for dig.
Eller, du kan acceptere det faktum at venner vælger du selv, men familien er dig påtvunget og holde kontakten på en hilsen til fødselsdag, Jul og lignende.
Min erfaring med min mor har gjort mig fuldstændig klar på, at hun aldrig bliver anderledes og at hun rent faktisk må have det ad H..... til; det må være hendes egne frustrationer og hendes utilfredshed med eget liv, som gør at hun lader dette gå ud over dig.
Kureres kan hun formentlig ikke - men til gengæld skal du heller ikke spilde din ungdom og senere år på at prøve på at gøre hende tilpas, for det kan ikke lade sig gøre.
Det er sørgeligt at skulle være et af de børn der ikke kan leve op til forældrenes ambitioner og forventninger, men som sagt før - vi har ikke selv valgt vores forældre.
Har du iøvrigt snakket med hende om det? Har du spurgt hvorfor hun angriber dig på den måde?
Held og lykke - det er ved Gud ikke nogen rar situation at befinde sig i.

Et simpelt og kort svar - NEJ! - du SKAL ikke have noget med din mor at gøre - det bestemmer du nemlig helt selv ! Du skal ikke lade dig kue og lade hende bestemme over dit (voksen)liv - det er du gammel og erfaren nok til selv at styre og klare.
Jeg er 34 år og har selv en af slagsen som jeg efter en kamp gennem mange års "dårlig samvittighed" (som man jo selvfølgelig har lært hjemmefra) er ved at finde ud af at hun er grænsepsykotisk. Hun kan ikke klare en dybere samtale hvor det er ARGUMENTER og ikke MAGT og TEMPERAMENT der underbygger samtalen. Tit og ofte er mine spørgsmål blevet besvaret med "Sådan ER det bare" og så blev den lukket - ikke videre konstruktivt!
Drop hende - hvis hun ikke er mere moder for dig har du alligevel ikke mistet noget!
Du skal elske dine venner istedet - for det er en familie du selv vælger. Det har været mig en god hjælp gennem årene.
Held og lykke med det !

Du skal da ikke blive ved med at se din mor hvis hun er så stor en følelsesmæssig belastning som du skriver, og du skal heller ikke finde dig i hendes spykiske terror, ja det er hvad man kalder den slags.
Efter at have læst dit indlæg fik jeg fornemmelsen af at din mor virker på nøjagtigt samme måde som en jalous kæreste/exkæreste, så hvorfor er hun misundelig på dig?
Jeg har selv som 15 årig valgt min mor fra,
det var jeg simpelthen nød til.
Man kan og SKAL ikke være der for folk som misbruger og svigter en, heller ikke selvom de er ens egen familie.

Jeg kan godt se hvad du mener, men desværre er det ikke kun fejl hun retter mig for. Det er også da jeg tog en uddannelse f.eks. En rigtig god uddannelse endda, som var lige præcis det jeg ville.
Ja, nu er der jo nok mange, der helst ikke vil sammenlignes med deres mødre, men at du siger at jeg måske er en tro kopi af min mor gør direkte ondt🙂Nej, hun har da også gode sider og jo, der er områder hvor vi ligner hinanden meget. VI er f.eks. lige stædige. Og for nogle år siden var jeg tæt på at gå samme vej som hende: ingen uddannelse og jeg ville giftes og have børn i en tidlig alder.
Nu er jeg blevet lidt mere selvstændig og er -synes jeg selv- endelig på rette vej. Jeg har ændret mig meget de sidste år og har arbejdet rigtig meget med de ting jeg har fået med hjemmefra.
Men min pointe.. desværre er det ikke kun fejl hun retter til, men alt andet også. Og jeg ved ikke om jeg kan bruge en mor, der i sådan en grad som hun, prøver at leve sit liv gennem mig. Jeg håber bare det bliver bedre en dag, så man måske kunne slappe af sammen.
Jeg er allerede flyttet til en anden by, men det resulterede baare i at hun bliver sur, fordi jeg ikke kommer hjem så tit.

blod er nok som regel tykkere end vand -eller det siger man i hvert fald. Jeg tror nu også det gælder for familier, der har et sundt forhold, men det synes jeg ikke vi har. Jeg ser nok nærmere på hende, som en dårlig veninde som har en skidt indflydelse på mig og mit selvværd.

Nej, jeg ved at jeg ikke er alene om sådan et forhold, men det der irriterer mig rigtig meget, er at mange kan finde sig i sådan en behandling fra sin mor. -men at de bare ikke lader sig gå på af det. Det misunder jeg dem meget for :)
Det hjælper lidt at tænke på, at hun nok ikke er helt rask, men desværre er jeg selv ret svag og kan ikke lade være med at tage de ting hun siger til mig.
Ja, jeg har prøvet at tale med hende om det mange gange over telefonen, men det ender altid med, at en af os bliver nødt til at lægge på og så sender hun mig utallige sms'er og mails, hvor hun fortæller mig hvad hun mener om mig. Jeg har spurgt hende om vi skulle prøve at gå til psykolog sammen, men hun svarede at det kunne vi ikke, før jeg lærte at indse mine fejl. -så det var heller ikke en mulighed.

Sætningen "Sådan er det bare" kender jeg alt for godt. Det er faktisk en af de ting, der har irriteret mig mest i min barndom. Men nok mest pga alle de ting der lå bag. Hvis der var noget vi ikke syntes var rimligt, fik vi svaret at det vidste hun bedre, for hun var 20 år ældre end os. Og det bruger hun stadig på mig i dag, hvor jeg er 22.
Hvis jeg f.eks. bliver irriteret over at hun prøver at rette på den måde jeg opdrager min hund på, siger hun at nu har hun jo altså haft hund i mange år og kender lidt mere til det hele end jeg gør. En af de store forskelle har bare været, at jeg virkelig godt kan lide min hund, mens hun udelukkende gik op i at den skulle se pæn ud og opføre sig ordenligt. Og derfor en masse opdragelsesmetoder, jeg aldrig ville bruge. Men jeg må ikke have lov til at være uenig. Ikke engang min egen hund, må jeg have lov til selv at opdrage, for hun ved jo altid bedre. Ja, lidt et sidespor, men egentlig et meget godt eksempel på hvordan jeg altid bliver behandlet af hende, mht. hvor voksen hun er og hvor meget erfaring hun har.
Faktisk føler jeg mig selv meget mere voksen end hende meget af tiden.

hvorfor hun er misundelig på mig. Hun har selv ingen uddannelse og har ikke arbejdet i 20 år nu. Hun fik sit første barn da hun var 19, det næste da hun var 21 og så blev hun skilt året efter. Så fandt hun min stedfar (en rigtig rar mand faktisk) og har bare aldrig rigtig fået sig et interessant liv.
Selv er jeg 22 og har ikke fået børn og har ingen planer om det foreløbigt (ikke at jeg har noget imod unge mødre, det er bare ikke for mig. Jeg skal have styr på mig selv, så jeg ikke fører noget af det her videre til mine egne børn). Desuden har jeg fået en uddannelse. Jeg skal ud og rejse i et godt stykke tid og har faktisk et meget sjovt liv sammen med mine venner og min kæreste. Og jeg ved ikke om det måske er træls for hende, at jeg har det sjovt. Jeg ved ikke om hun føler det er meningen at jeg skal være ligeså "håbløs" som hun er (ja, håbløs i mangel af bedre ord).
Det er sjovt, at du valgte din mor fra da du var 15. Jeg flyttede hjemmefra da jeg var 15, fordi jeg ikke kunne holde ud at bo derhjemme længere. Min engelsklærer ringede til kommunen, der kom et par mennesker ud til os og så var jeg flyttet en måned senere.. Det minder mig om at jeg da skal have ringet til min engelsklærer og sagt tak -Har slet ikke talt med hende siden.
Nå, desværre hjalp det ikke at flytte hjemmefra. Mine forældre kom klokken 11 hver aften og checkede at jeg ikke havde besøg og var gået i seng. De fulgte efter mig i bil engang imellem, når jeg skulle over til mine venner. Utroligt, så dum de troede jeg var. -at de troede jeg ikke ville se dem. De kørte endda op på siden af mig engang imellem og bad mig om at tage cykelhjelm på.
"Man kan og SKAL ikke være der for folk som misbruger og svigter en, heller ikke selvom de er ens egen familie." -faktisk giver denne her sætning mig en bekræftigelse i at jeg gør det rigtige, ved at trække mig længere og længere væk fra hende.

var dig ville jeg give din mor et valg.. tag mig som jeg er eller lad mig være i fred.. du kan jo også vælge at have meget lidt kontakt med hende..