skal man være en typisk kvinde?
Skal man være en typisk kvinde for, at finde en mand?
Jeg er nu 35 år og føler, at min selvstændighed mm. er hvad der holder mændene væk. Lad mig forklare:
Jeg er håndværker med stort H. Jeg siger tingene lige ud og lyver aldrig. Min mentalitet er nok ret meget som en mands. Jeg gider ikke alle de intriger, som mine veninder fortæller mig om, at der er på deres typiske kvinde-arbejdsplader.
Samtidig er jeg ikke grim. Jeg er høj og tynd, men har dog lidt til gården og gaden.
De mænd som jeg har haft et forhold med, har været vildt fascineret af mig til at begynde med. De syndes at det er fedt, at jeg er så ærlig og forfriskende, at jeg er så selvstændig.
Men efter noget tid forsvinder interessen, når de finder ud af, at jeg aldrig “beder dem om at åbne syltetøjsglasset for mig”.
Det er mig der snupper slagboremaskinen, fordi jeg ved, at jeg kan gøre det bedre og hurtigere end dem (jeg kan så derimod ikke koge et æg hvis mit liv afhang af det).
Det skal siges, at jeg ikke har prøvet at date en håndværker. De fyre jeg har haft, har været studerende, ingeniører, folkeskolelærer mm. … Men jeg tror, at de føler, at deres manddom bliver taget fra dem, ved at jeg kan alle de “mandlige” ting bedre.
Jeg ville elske, at de gik ud i køkkenet og lavede mad, da jeg nok ville ende med at brænde huset ned, hvis jeg prøvede. Men selv om de siger, at de elsker at lave med, så gør de det sku ikke … jeg tror at de føler, at den sidste testosteron i deres krop forvinder, hvis kønsrollerne blev helt vendt om på.
Jeg er 100% kvinde når det kommer til sex, flirt, den alm. dagligdag, min afhængighed af, at have et par arme omkring mig.
Men jeg er nok ikke så kvindelig, når det kommer til mit arbejde og min forkærlighed for, at renoverer på mit hus (og mine mangelfulde evner i køkkenet) + jeg ikke ønsker nogen børn (det siger mig ikke rigtig noget at få børn).
Jeg syndes jo ikke der er noget der hedder “kønsroller”. Man gør det man er godt til og kan lide. Jeg syndes jo at en mand er lige sexet, om han står i et køkken og laver mad, eller han står i stuen og hakker det gamle betongulv op. Det tror jeg bare ikke gælder for en kvinde.
Er der håb? Eller skal jeg affinde mig med, at en mand kun vil have et langvarigt forhold med en kvinde der laver mad, føder børn og skal have hjælp til at skiftet et fladt dæk på bilen?
Jeg er nu 35 år og føler, at min selvstændighed mm. er hvad der holder mændene væk. Lad mig forklare:
Jeg er håndværker med stort H. Jeg siger tingene lige ud og lyver aldrig. Min mentalitet er nok ret meget som en mands. Jeg gider ikke alle de intriger, som mine veninder fortæller mig om, at der er på deres typiske kvinde-arbejdsplader.
Samtidig er jeg ikke grim. Jeg er høj og tynd, men har dog lidt til gården og gaden.
De mænd som jeg har haft et forhold med, har været vildt fascineret af mig til at begynde med. De syndes at det er fedt, at jeg er så ærlig og forfriskende, at jeg er så selvstændig.
Men efter noget tid forsvinder interessen, når de finder ud af, at jeg aldrig “beder dem om at åbne syltetøjsglasset for mig”.
Det er mig der snupper slagboremaskinen, fordi jeg ved, at jeg kan gøre det bedre og hurtigere end dem (jeg kan så derimod ikke koge et æg hvis mit liv afhang af det).
Det skal siges, at jeg ikke har prøvet at date en håndværker. De fyre jeg har haft, har været studerende, ingeniører, folkeskolelærer mm. … Men jeg tror, at de føler, at deres manddom bliver taget fra dem, ved at jeg kan alle de “mandlige” ting bedre.
Jeg ville elske, at de gik ud i køkkenet og lavede mad, da jeg nok ville ende med at brænde huset ned, hvis jeg prøvede. Men selv om de siger, at de elsker at lave med, så gør de det sku ikke … jeg tror at de føler, at den sidste testosteron i deres krop forvinder, hvis kønsrollerne blev helt vendt om på.
Jeg er 100% kvinde når det kommer til sex, flirt, den alm. dagligdag, min afhængighed af, at have et par arme omkring mig.
Men jeg er nok ikke så kvindelig, når det kommer til mit arbejde og min forkærlighed for, at renoverer på mit hus (og mine mangelfulde evner i køkkenet) + jeg ikke ønsker nogen børn (det siger mig ikke rigtig noget at få børn).
Jeg syndes jo ikke der er noget der hedder “kønsroller”. Man gør det man er godt til og kan lide. Jeg syndes jo at en mand er lige sexet, om han står i et køkken og laver mad, eller han står i stuen og hakker det gamle betongulv op. Det tror jeg bare ikke gælder for en kvinde.
Er der håb? Eller skal jeg affinde mig med, at en mand kun vil have et langvarigt forhold med en kvinde der laver mad, føder børn og skal have hjælp til at skiftet et fladt dæk på bilen?