snøft, hjælp....

føler mig alene i verdenen...
min ven døde for nogle måneder siden har masser af andre venner, men føler ensomheden da ingen forstår mit problem og ingen vil tale med mig om det...
jeg har søgt på nettet, men har kun fundet hjælp til folk der har mistet familiemedlem...
der findes tilsyndladene ikke hjælp til dem der har mistet deres venner?
er der nogle der kan hjælpe?
nogle der vil tale om det, som evt. selv har mistet eller nogen der kende et sted man kan kontakte?

kan dem der har mistet et familiemedlem ikke være lige så gode til at snakke med som dem der har mistet sine venner. Følelsen og savnet er absolut på højde med hinanden.

Om du har mistet et familiemedlem eller en ven er det ikke noget nær de samme følelser man står tilbage med? Hvorfor kan du ikke bruge de mennesker til at komme vidre med?
Jeg mistede selv min mand for 4 mdr siden og den bedste medicin er altså at fortælle det, om og om igen...kan dine venner ikke klare det så er det måske kun bekendte...det er i hvert fald den måde jeg er kommet et godt stykke igennem det. min svigerfamilie kunne heller ikke forstå at det var mindst lige så hårdt for mig at miste sojm det var for dem...derfor snakker jeg heller ikke så meget med dem mere...man må vælge sine venner med omhu.
KnuZ
SuperGirl

undskyld det er jeg ked af...
men jeg mente det samme som dig bare den anden vej...
jeg kan ikke få hjælp fordi det er en ven jeg har mistet og der er tilsyndladene kun hjælp til dem der har mistet familie..
hvilket er et stort problem da jeg har mistet en ven...

mine venner forstår ikke rigtig min sorg da de aldrig selv har prøvet det og de ikke kendte ha så godt...
er ked af at hører det med din mand...
mener os at ven og familiemedlem bringer stort set samme sorg...
når man er venner følels det faktisk også som et familiemedlem i hvertfald for mit vedkommende, men har været så uheldig at jeg ikk har kunne få hjælp fordi der kun er ordinisationer hvor de hjælper folk der har mistet familiemedlem...

jeg har brugt mine andre venner meget, men det kan være svært at tackle som ven.
har du prøvet at snakke med lægen om psykolog? har ikke meget forstand på det men som du selv siger bliver familien tilbudt meget hjælp... els skal jeg ikke kunne sige hvem der kan hjælpe.
er altid klar til at lytte, men er jo ikke sikkert det er nok.

jeg kan ikke rigtig tale med familien vi er ikke på så god fod med dem...
men vil da meget gerne snakke med dig...

stort sort hul man havner i, når man mister, og som "supergirl" siger til dig også, såå hjælpeer det altså bare, at snakke det ud, og jeg ville mene, at dine venner skulle kunne være lige så gode som andre...
Var nogen af dine venner ikke også venner med din ven...??
Jeg kan ud fra mine egne erfaringer, sige, at det hjalp mig meget, også at snakke med andre en familien, da jeg mistede min bror ved en tragisk solo bil ulykke...
Der kunne snakke blive anderledes, da jeg jo havde et andet forhold til ham end mine forældre, og det kunne være så forbandet, at nå helt ind til mine forældre, da det jo var et barn de mistede, se der er faktisk forskellig måde, sorgen viser sit ansigte på...
Da jeg for år tibage misted min dengang så elskede svigerfar, var det også enn anden sorg, for ham sad jeg og holdt i hånden til det sidste, min bror blev bare revet væk fra time til time...
Du kan jo, evt også gå rundt og tro, at dine venner ikke forstår det helt, og så gør de det måske rent faktisk...
Det gør mig ondt med din ven og med supergirls tab, og i det hele taget gør det mig ondt for alle der har mistet nogen...
MvH Mummi

mange tak for hjælpen...
men den eneste jeg kender der kendte ham var hans søster og hun vil ikke snakke om det...
mine venner forstår det ikke jeg har prøvet at snakke med dem mange gange...
min familie kendte ham heller ikke og forstår ikke hvor godt jeg kendte ham...
min ven blev også "revet" væk fra mig...
jeg blev i sidst i maj måned ringet op og hans søster fortalte mig hulkene at han var blevet kørt ned af en lastbil på vej til hans fætters konfirmation...
det var forfærteligt...
jeg gik i sort og det hele gik bare galt derfra...

Nu ved jeg jo ikke din alder, men har du så overvejet, at tale med din læge, og muligheden for, at få nogle samtaler med denne, eller prøvet, at høre om der ikke findes nogle former for sorggrupper for unge...
Tror ikke du så gammel... Bare ikke gå og brænde inde med det... Men husk, det tager også tid, og du må også hjælpe dig selv på vej, ved at komme ud og bare være med de andre venner, for dem må du heller ikke glemme i dette, de er der jo stadig, og du trænger til, at komme ud, og på denne måde få det mere på afstand...
MvH Mummi

er 15 år...
jeg bruger meget tid sammen med mine venner da jeg nødigt vil miste dem...
har også kæreste, men ham har jeg opgivet at snakke med for han har et lille problem når jeg taler om drenge han lukker helt af og glemmer hvad jeg sagde i løbet i 2 sekunder...
jeg bruger næsten hver dag med min kæreste og vores to venner, men vi for aldrig rigtig snakket ud om det når jeg bringer det på banen og det er et stort problem for mig...
for det må betyde at de ikke vil snakke mere om det emne...
hvad der også er forfærdelig er at jeg aldrig har fået lov til at græde ud hos nogen...
jeg er en af de mennesker der har problemer med at græde foran andre mennesker...
og når dey endelig er ved at ske stopper snakken...

er 15 og snakker meget med mine venner og min kæreste...
min kæreste kan ikke lide når jeg snakker om andre drenge så er begyndt at lade vær...
min bedste ven (også min kærestes) har selv mistet to gange nu og han kan ikke lide at snakke om det...
min bedste veninde (bedste vens kæreste)
har aldrig mistet, men hun prøver det går bare aldrig godt...
jeg har ikke fået grædt ud ved nogen da samtalen om min savnede ven altid stopper før jeg når at lade en tåre trille :(

Ja, det er svært det her, men prøv dog at tale med din mor, om ikke andet så må du vise hende dit indlæg her, så måske hun ser hvor vigtigt det er for dig, at få dette talt godt og grundigt ud...
Måske også hun vil gå med til lægen, og måske kan du få nogle råd om ikke andet fra en ekspert i, at få dtte tacklet på bedst tænkelig måde for dig...
Og det med, at græde det må man også fra tid til anden om så det er for lukked døre hvor ingen andre er, for det kan være så befriende, at få det ud den vej...
Håber det bedst for dig ven... ;O)
MvH mummi

Jamen så ung... Du må kunne få snakket med din mor... Om ikke andet vise hende denne debat du har starte, for måske hun så vil forstå dig..
Måske hun vil gå med til jeres egen læge og se om så ikke denne kan hjælpe som ekspert, til at få dig videre...
Og, ja fra tid til anden er det godt, at få grædt godt og grundigt igennem, og få løsnet alt det der sidder og gemmer sig....
Håber for det bedste for dig ven..
MvH Mummi

du har sikkert ret, men kan ikke lide at blende min mor ind i det...
vi snakker bare ikke så meget sammen...
og hun har så travlt...
åhh.. jeg havde aldrig troet at den kære dreng skulle dø...
jeg savner ham frygteligt meget...
føler at han er der og syns jeg ser ham hele tiden... jeg er så ked af at jeg ikke kan indse at han ikke er der...
føler at jeg bliver sindsyg...

tage din mor med ud til det sted han er begravet, og derfra snakke med hende om hvordan du har det,
at være der giver en helt bestemt stemning som måske gør at i får talt sammen, eller rigtigt som mummi sagde vis denne debat, hmm ja min datter har også midste en drenge ven som du har, for ca 1/2 år siden jeg håber selv at jeg har lyttet men sidder faktiskt og tænker❓har jeg... men det vil jeg gøre noget ved straks, samme skal du. Hilsen pjevs2

bare skrive til min mail :)
undskyld jeg først har set dit svar nu...