Åh hvor kan det være vanskeligt ...

at opdrage sine børn så de bliver lige netop de mennesker som jeg ville elske at leve sammen med. Jeg forguder, elsker og elsker at hade min dejligt knægt. Han har uden tvivl fået alt for meget, lidt for let.
I dag har vi været en tur til Fyn for at se lillebror lave opvisning. Lærerne havde lavet et diskussionsoplæg om forskellige emner bla mobiltelefonens betydning for skoledagen, min store dreng talte og talte hvilket jo er godt, men han fornemmede ikke at andre mennesker i klasseværelset rakte hænderne op, læren påtalte det også en enkelt gang at andre skulle kunne deltage i debatten.
Turen var egentlig ganske hyggelig indtil vi kom ud i en diskussion omkring udeboende SU. en opgave lillebror havde lavet. Knægten 19 år og på SU holdt stejlt på at han ikke havde mulighed for at få højeste SU og at lillebror bestemt ikke ville kunne få SU da indtægter osv. en debat jeg ikke mener at der skal foregå på en dag som denne. Han blev lidt højrystet og jeg siger bestemt til ham slut jeg gider ikke - første trin er besteget til knægtens vrede, han siger du gider sku aldrig noget, han er flyttet hjemmefra så denne dag var en invitation til hyggeligt samvær, næste trin kan høres at nu går han op, besinder sig og sætter sig til rette i stolen. Py tænker jeg så er vi igen ok og kan se forestillingen.
Ved afslutningen på dagen vil han gerne køre hjem, har lige haft smadret mors bil for 25.000 kr i snevejr, mor siger, nix det sner så du får ikke lov at køre i dag, så ramlede verden for ham, ikke et ord ikke noget med at stige ind i bilen, tydeligt at nu var han vred, spør til ham ja han er vred, fortæller at jeg altid er ond mod ham gør tingene forkert jeg aldrig gider noget, forsøgr at dæmpe gemyttet ved at sige - vær sød at forholde dig til nuet, så var han rigtig vred, jeg siger tig stille nu slapper vi alle lige lidt af, men nej ikke tale om, han taler højt og vredt når han er vred, højt og ivrigt når han er ivrig og så fremdeles, han fremturer med at han fanden edd.. selv vil tage bussen hjem, nu er jeg vred gasser vel rigeligt op, han fremturer ja ja nu skal du jo bare køre galt med os, stadig vel gal i skradlen siger jeg, stop nu jeg gider altså ikke mere, han jeg kan sku bare tage bussen, jeg slut ellers er det ud af bilen, ja det endte jo med at han endnu engang råbte at jeg aldrig gad noget som helst altid talte grimt til ham havde været ond mod ham hele dagen havde talt grimt til ham hele dagen osv, ud af bilen steg han efter at have smidt med de ting der lå på bagsædet, lillebror var med, nu var det tydeligt at dagen ville ende i kaos.
Lillebror har ikke været hjemme i 3 uger er på efterskole.
åh hvor fik jeg det dårligt - jeg du er en svag mor, du er alt for skrap, du duer ikke til noget, du er for svag, åh alle disse selvdunken i hovedet - hjælper ikke en fis.
Forsøgte flere gange at få fat på ham og få ham med hjem i bilen men måtte opgive da han truede lillebror med et par på hovedet fordi han blandede sig, han bad han komme med hjem, i min frustration over at se min store knægt være så vred, uden penge, ikke ret meget tøj, ikke fået aftensmad, og så selv forsøge at finde fra det ene sted til det andet, ja det fik mig til at sige så må jeg ringe til politiet, tosset dumt åndsvagt, ja men jeg gjorde det.
Måtte opgive at få ham med hjem ringede til ex og fik ham til at samle ham op køre ham hjem. endnu engang nederlag. Jeg græd og ca. tusinde tårer senere kom der en sms fra ham, at han var ked af at dagen endte sådan men ja han elskede mig alligevel lige meget hvad der skete...
dejligt at vide, men vil nu helst se, mærke det når vi er sammen.
For at koble det hele sammen gik det i al sin gru op for mig midt i gråden at jeg har opdraget et ungt menneske der har/har fået nogle egenskaber jeg ikke bryder mig om, uh den følelse var rigtig modbydelig.
Er der andre forældre der har eller kan få den følelse af at de har opdraget deres barn til et menneske de ikke altid elsker lige meget??
Ingen tvivl om at jeg elsker alle mine unger og ville give min bare for dem, men alligevel skete der noget i mig i dag, som jeg tror vil have betydning for mit syn på mine børn.

...Jeg vil hverken kommentere, vurdere, eller komme med gode råd....Bare sende dig et STORT KRAM.

KRAAAAAAAAM
Tanten

Hejsa, jeg føler sgu med dig. Men kan alligevel ikke lade være med at tænke på at man sgu får de børn som ens miljø udvikler dem til.
At han synes du er ond og alt muligt når han ikke får sin vilje (køre bilen f.eks), er jo ethvert barns angrebspunkt. At ramme et blødt punkt hos moren. Jeg forstod ikke om du har været alene med dem?
Jeg læste en debat om "mødre - og konsekvent opdragelse" eller noget i den stil. Det er svært for mig, som ikke har børn, at sige noget om det emne. Men jeg går jo ikke blind gennem verden, og ser da den ene gang efter den anden mødre klage over at deres børn har forandret sig så meget ¨på få år.
Det er en ganske naturlig følge af deres opdragelse. De lever det i en alder af 19 år som de har opfattet i barndommen. Det kommer som en kæmpelast på dem at de ikke kan sno ALLE om deres fingre, som de hidtil har kunnet med deres mor. Ja, det lyder ondt - men det er de grænser som ikke blev sat, som nu hævner sig.

Vi er mennesker, vi har både gode sider og mindre gode sider (også kaldet skyggesider).
Det kan selvfølgeligt være hårdt at opleve disse hvis man aldrig har set dem hos ens kære før. Men ALLE har dem (mand, hustru, børn, forældre, nabo, kollega - ALLE), sider som er mindre behagelige.
Vil nærmest sige tillykke til dig, at du oplever det. For det er med til at kende dine kære. Det er altid i kriser man lærer sine medmennesker at kende. Tror man det modsatte uden disse kriser, ja så står man desværre til nogle gevaldige overraskelser. Dette gælder også dine børn.
Alle dine børn har disse skyggesider (på forskellig måder), så jeg håber ikke du ser anderledes på dem, bare fordi du har oplevet noget som alle indeholder. Du har bare oplevet noget som er en del af livet. Det er det jeg siger tillykke med.
Jeg mener det ikke så hårdt, jeg ved det er hårdt at opleve realiteter indimellem, men det er kriser vi lærer af. Så tak din søn for det.

Tak for krammet det varmer.

jo lige det der gør det så møj svært, jeg har selv opdraget ham til at sige sin mening, tro på sit eget værd og ja nogle grænser blev aldrig sat, så dum - nej det er han bestemt ikke, men egoistisk og med stor trang til at kunne bestemme, ja det er han.

ord når det gælder...
i dag har jeg svært ved at sige tak til ham hverken for at se hans skyggesider eller for at opleve mine egne, måske om lidt tid kan jeg få smerten vendt til at se det positivt, men lige nu er overraskelsen over at det faktisk er mig der har opdraget ham, større end indsigten i at han også har sider jeg ikke elsker så højt som andre sider af ham.

når de sover..
små børn små problemer - store børn ....
Ja livet er jo til for at leves det er besværligt og ikke en dans på roser. Drengen har uden tvivl ikke fattet at han har det godt og der er noget andre voksne bestemmer mere end ham, måske det kommer med alderen.
Fat mod - han siger at han elsker dig tro på det og lad være med at dømme dig selv alt for hårdt.

Den tanke tænkte jeg også da jeg havde sendt indlægget - At det kan være svært at takke ham lige nu.
Men du siger du er overrasket da det er dig der har opdraget ham. Han er - på papiret - voksen, så vidt jeg forstår.
Du står ikke til ansvar for hans handlinger, du har haft den ære at kunne præge ham de første 18 år af hans liv, lidt længere hvis du er heldig. Men han er ikke en kloning af dig eller andre, han har sine egne meninger - desværre - hvor meget det end sårer. At han så handler på en ikke særlig rar måde, ja det er her vi lærer vores kære at kende.....og den måde han lærer sig selv at kende ikke at forglemme. Hvem ved, måske bryder han sig heller ikke om det.
Men vi har alle vores skyggesider, som andre og/eller vi selv ser vi har. Som ikke er behagelige. Der lærer vi os selv bedre at kende.
Håber du kunne bruge dette til noget, trods alt.

jeg, tunsind tak for dine svar.

det, at elske er jo dejligt, men også dødbesværligt.

du spørger til om jeg er alene med dem, nej - jeg var alene med knægten til han var 2 år der mødte jeg lillebrors far var sammen med ham i 2 år og mødte så ham jeg har boet og været gift sammen med de sidste 15 år vi har fået en lille datter også.
Dagen i går var sammen med drengene og lillebrors far.

Sikke dog en opførsel.
Næste gang han siger du er en dårlig mor, er svag osv. så rejser du dig op, og siger:
JA! Og nu er det slut. Jeg har muligvis været en dårlig mor, men eftersom du er gammel nok til at tale nedaldende til mig om din opdragelse, så er du også gammel nok til at tage ansvar for dine egne handlinger. Hvis du ikke fremover kan indordne dig under husets regler, må du lade være med at kommer her!
Han vil muligvis blive smæk hysterisk, men han kan ikke tillade sig at tale sådan til dig. Han lyder som et overforkælet barn på 9 år.