Sommer i Danmark
Hvor langt går mit ansvar?
Ca. 80.000 danskere er ramt af en demenssygdom.
Med denne hyppige forekomst, vil vi alle før eller siden, have nogen i vores bekendtskabskreds der udvikler en af de to almindeligste hjernesygdomme, AD og OSA.
På TV kan man hver søndag følge familien Sommer, der særdeles omsorgsfuldt og med stor medmenneskelig forståelse, tackler faderens alvorlige sygdom.
Men virkeligheden viser sig desværre ofte, at være ganske anderledes for de fleste patienter. Livet i de første 3-5 år inden den korrekte diagnose stilles, beskrives ofte som den værste fase, af de ramte selv.
Fælles for sygdommene AD og OSA er, at de udvikler sig gradvist og snigende over 5-10årig periode. De mange fejl og forglemmelser der er sygdommenes første symptomer ligner i hvert fald i begyndelsen, de hændelser som vi alle oplever nu og da i hverdagen. Men hos de hjerneskadede får de efterhånden et omfang som er sygeligt, og som gør det vanskeligt for ikke at sige umuligt at fastholde job og familie, med mindre diagnosen er kendt.
Når hukommelsen og koncentrationsevnen begynder at svigte, hober uløste arbejdsopgaver og problemer sig efterhånden op, såvel på jobbet som derhjemme. Der opstår derfor ofte stress og konflikter omkring den hjerneskadede, som resulterer i skænderier, sygemeldinger, fyringer eller skilsmisse, uden at nogen aner eller i øvrigt interesserer sig for den dybere liggende årsag.
Dette fænomen skyldes, at vi som mennesker har en kedelig tilbøjelighed til at betragte individer, der ikke længere fungerer normalt på jobbet eller i familielivet, som mærkelige, dovne og måske endda, dumme eller onde. Da personen rent fysisk ligner sig selv, og på grund af uvidenheden om sin sygdom ikke kan bede omgivelserne om at vise hensyn, fortrænger vi alt for ofte muligheden af at der er noget galt med personens hjerne. Ofte vil vi som kollega, nabo, bror, eller ægtefælle opdage at der er sket forandringer i personens åndsevner, længe før personen selv erkender problemernes omfang og alvor. Det må lægen da vist have ansvaret for at opdage, tænker vi måske, og forholder os passive. Dette får naturligvis alvorlige konsekvenser for patientens prognose og livsmuligheder, men vi har som sådan ikke noget juridsk ansvar, for at handle på mistanken.
Kun et moralsk eller etisk ansvar.
For den intetanende patient synes alt at være kaos, og kontakten med andre mennesker undgås i videst muligt omfang, fordi han eller hun smerteligt har erfaret, at dette som oftest medfører yderligere problemer og frustrationer. Det er derfor sjældent personen selv, der har overskud til at henvende sig til sin læge, og fortælle om sine mentale symptomer. Han eller hun kan sagtens opsøge lægen i andet ærinde, men simpelthen ”glemme” at fortælle om hukommelsesproblemerne, og således komme hjem med uforrettet sag, på et tidspunkt hvor f.eks. sygdommen OSA rent faktisk kunne behandles og hjerneskadens omfang begrænses. Lægen kan i sin konsultation ikke spotte de første stadier af demens, eller afgøre hvilken af de to sygdomme, AD eller OSA der kan være tale om.
Det kan ægtefællen derimod.
Hos OSA-patienterne er sygdommens første tegn altid små vejrtrækningsstop på 20-30 sekunder, under søvnen. Dette tilsyneladende harmløse symptom kan med det blotte øje iagttages 100-200 gange hver nat, og er simpelthen ikke til at overse, når man deler soveværelse.
Det er i sagens natur særdeles vigtigt, at man som pårørende ikke
lader som om at man ikke har opdaget den alvorlige lidelse, eller bare sender ægtefællen alene til lægen, og håber at denne så kan gætte hvordan patienten trækker vejret under søvnen. Man skal selv være personligt til stede, og sammen med patienten beskrive symptomernes art og omfang, så lægen kan få mulighed for at forstå hvad der egentlig er galt, og reagere derefter.
Ca. 80.000 danskere er ramt af en demenssygdom.
Med denne hyppige forekomst, vil vi alle før eller siden, have nogen i vores bekendtskabskreds der udvikler en af de to almindeligste hjernesygdomme, AD og OSA.
På TV kan man hver søndag følge familien Sommer, der særdeles omsorgsfuldt og med stor medmenneskelig forståelse, tackler faderens alvorlige sygdom.
Men virkeligheden viser sig desværre ofte, at være ganske anderledes for de fleste patienter. Livet i de første 3-5 år inden den korrekte diagnose stilles, beskrives ofte som den værste fase, af de ramte selv.
Fælles for sygdommene AD og OSA er, at de udvikler sig gradvist og snigende over 5-10årig periode. De mange fejl og forglemmelser der er sygdommenes første symptomer ligner i hvert fald i begyndelsen, de hændelser som vi alle oplever nu og da i hverdagen. Men hos de hjerneskadede får de efterhånden et omfang som er sygeligt, og som gør det vanskeligt for ikke at sige umuligt at fastholde job og familie, med mindre diagnosen er kendt.
Når hukommelsen og koncentrationsevnen begynder at svigte, hober uløste arbejdsopgaver og problemer sig efterhånden op, såvel på jobbet som derhjemme. Der opstår derfor ofte stress og konflikter omkring den hjerneskadede, som resulterer i skænderier, sygemeldinger, fyringer eller skilsmisse, uden at nogen aner eller i øvrigt interesserer sig for den dybere liggende årsag.
Dette fænomen skyldes, at vi som mennesker har en kedelig tilbøjelighed til at betragte individer, der ikke længere fungerer normalt på jobbet eller i familielivet, som mærkelige, dovne og måske endda, dumme eller onde. Da personen rent fysisk ligner sig selv, og på grund af uvidenheden om sin sygdom ikke kan bede omgivelserne om at vise hensyn, fortrænger vi alt for ofte muligheden af at der er noget galt med personens hjerne. Ofte vil vi som kollega, nabo, bror, eller ægtefælle opdage at der er sket forandringer i personens åndsevner, længe før personen selv erkender problemernes omfang og alvor. Det må lægen da vist have ansvaret for at opdage, tænker vi måske, og forholder os passive. Dette får naturligvis alvorlige konsekvenser for patientens prognose og livsmuligheder, men vi har som sådan ikke noget juridsk ansvar, for at handle på mistanken.
Kun et moralsk eller etisk ansvar.
For den intetanende patient synes alt at være kaos, og kontakten med andre mennesker undgås i videst muligt omfang, fordi han eller hun smerteligt har erfaret, at dette som oftest medfører yderligere problemer og frustrationer. Det er derfor sjældent personen selv, der har overskud til at henvende sig til sin læge, og fortælle om sine mentale symptomer. Han eller hun kan sagtens opsøge lægen i andet ærinde, men simpelthen ”glemme” at fortælle om hukommelsesproblemerne, og således komme hjem med uforrettet sag, på et tidspunkt hvor f.eks. sygdommen OSA rent faktisk kunne behandles og hjerneskadens omfang begrænses. Lægen kan i sin konsultation ikke spotte de første stadier af demens, eller afgøre hvilken af de to sygdomme, AD eller OSA der kan være tale om.
Det kan ægtefællen derimod.
Hos OSA-patienterne er sygdommens første tegn altid små vejrtrækningsstop på 20-30 sekunder, under søvnen. Dette tilsyneladende harmløse symptom kan med det blotte øje iagttages 100-200 gange hver nat, og er simpelthen ikke til at overse, når man deler soveværelse.
Det er i sagens natur særdeles vigtigt, at man som pårørende ikke
lader som om at man ikke har opdaget den alvorlige lidelse, eller bare sender ægtefællen alene til lægen, og håber at denne så kan gætte hvordan patienten trækker vejret under søvnen. Man skal selv være personligt til stede, og sammen med patienten beskrive symptomernes art og omfang, så lægen kan få mulighed for at forstå hvad der egentlig er galt, og reagere derefter.