Statens allestedsnærværende øje… på vejene
Regeringen har netop smidt de længe annoncerede planer om opsætning af 500 såkaldte “stærekasser” – stationære fartkameraer – på historiens losseplads.... 😃
Ikke fordi stærekasserne ikke virker i en snæver trafiksikkerhedsmæssig betragtning, for det gør de dokumenteret. Men fordi de ikke virker på den “rigtige” måde – netop med allestedsnærværende frygt..... 😖
I februar i år kunne en begejstret Anne Baastrup, trafikordfører for SF, erklærer, at nu var der 500 stærekasser på vej til de danske veje. Som hun udtrykte det overfor DR: “Jeg har kæmpet for den sag i 10 år”.... TI år!!....[???]
10 år er sandelig også lang tid – så det skal være hende vel undt at juble lidt.... [(:]
Men derfor kan det måske også undre de fleste, at man i sidste uge kunne høre samme Anne Baastrup tale dunder mod stærekasser i trafikken. I stedet skal politiet nu have 75 nye anonyme fotovogne – altså en firdobling i forhold til i dag. Man har åbenbart et standpunkt, til man tager et nyt (og modsatrettet)..... 😃
Men hvad er “problemet” nu med stærekasser, siden de ikke længere er gode nok for regeringen?
Jo, sagen er den, at stærekasser virker ved, at man på særligt farlige vejstrækninger, annoncerer eksistensen af stærekasser overfor bilisterne. Bilisterne ved med andre ord, at hvis de kører for stærkt på disse udsatte strækninger, så vil deres lovovertrædelse blive observeret. Derfor ved bilisterne, at de skal tilpasse deres hastighed til fartgrænserne.... 😉
Målet med stærekasser er altså ikke at fange bilisterne, men at få dem til at sætte farten ned, ved at gøre dem bevidste om, at deres eventuelle ulovligheder vil blive registreret....
Nu kunne man måske forledes til at tro, at målet var at sænke bilisternes fart og dermed øge trafiksikkerheden – og at alting dermed var i skønneste orden med stærekasserne. Og såkaldt “kænguru-kørsel” til trods, så er der faktisk både udenlandsk og dansk dokumentation for stærekassernes positive effekt.
Men ak, det ville være en graverende fejlslutning at antage, at det primært handlede om at få sænket bilisternes fart. Hvis vi kigger på Anne Baastrups nye hjertesag, anonyme fotovogne, så er der også andre målsætninger end trafiksikkerhed på spil.
En anonym fotovogn fungerer som en slags baghold. For at kunne virke effektivt er det vigtigt, at bilisten ikke er klar over eksistens af fotovognen og derfor falder i fælden. Hvor stærekasserne sænker bilisternes fart og betyder få bøder, så betyder fotovognene uændret hastighed og mange bøder..... 😕
Så én målsætning med regeringens fotovogne er penge i statskassen. Politiets nuværende 26 fotovogne indtjener ca. 200 millioner kr. om året i følge FDM – og nu stiger tallet 101 vogne.
Men fotovogne er nu ikke helt uden trafikdisciplinerende effekt. Som Anne Baastrup jubelhenrykt kunne forklare på TV2 News i sidste uge, så vil regeringens forslag betyde, at alle bilister fremover vil være konstant urolige for at blive overvåget.... 😖
Baastrups og dermed regeringens anonyme fotovogne bygger på ideen om, at en konstant og omnipræsent usikkerhed om, hvorvidt man bliver overvåget, virker disciplinerende på befolkningen. Og det kan regeringen meget vel have ret i. Denne tanke er nemlig princippet bag den individ-fjendske magtudøvelse, der ligger i et “panoptikon”.
Et panoptikon er et arkitektonisk princip for konstruktionen af fængsler udtænkt af filosoffen Jeremy Bentham (1748-1832). Panoptikon-arkitekturen betyder, at de fængselsindsatte er bevidste om, at de ethvert øjeblik kan blive observeret af fængselsvagterne, men at de ikke selv kan afgøre, om observationen finder sted eller ej. Derfor oplever den indsatte, at observationen er konstant og allestedsnærværende.
Men panoptikon angår ikke blot fængsler - princippet bag panoptikon er selve hjørnestenen i overvågningssamfundet. Som gode gamle og afdøde Michel Foucault skriver i Overvågning og straf fra 1975.
I hver enkelt af [panoptikons] anvendelser gør den det muligt at perfektionere udøvelsen af magten. Dette gør den på flere måder: Fordi den kan reducere antallet af dem, der udøver den, samtidig med at man kan øge antallet af dem, den udøves på. Fordi den gør det muligt at gribe ind i ethvert øjeblik, og fordi det konstante pres virker endnu før synderne, fejlene, forbrydelserne bliver begået.
Ja, man forstår pludselig, hvorfor Anne Baastrups socialistiske hjerte sådan banker ved tanken om fotovogne..... 😮 😕
Sakset fra 180 grader News... 😉
http://www.damefrokosten.com/statens-allestedsnaervaerende-oje-pa-vejen/
Ikke fordi stærekasserne ikke virker i en snæver trafiksikkerhedsmæssig betragtning, for det gør de dokumenteret. Men fordi de ikke virker på den “rigtige” måde – netop med allestedsnærværende frygt..... 😖
I februar i år kunne en begejstret Anne Baastrup, trafikordfører for SF, erklærer, at nu var der 500 stærekasser på vej til de danske veje. Som hun udtrykte det overfor DR: “Jeg har kæmpet for den sag i 10 år”.... TI år!!....[???]
10 år er sandelig også lang tid – så det skal være hende vel undt at juble lidt.... [(:]
Men derfor kan det måske også undre de fleste, at man i sidste uge kunne høre samme Anne Baastrup tale dunder mod stærekasser i trafikken. I stedet skal politiet nu have 75 nye anonyme fotovogne – altså en firdobling i forhold til i dag. Man har åbenbart et standpunkt, til man tager et nyt (og modsatrettet)..... 😃
Men hvad er “problemet” nu med stærekasser, siden de ikke længere er gode nok for regeringen?
Jo, sagen er den, at stærekasser virker ved, at man på særligt farlige vejstrækninger, annoncerer eksistensen af stærekasser overfor bilisterne. Bilisterne ved med andre ord, at hvis de kører for stærkt på disse udsatte strækninger, så vil deres lovovertrædelse blive observeret. Derfor ved bilisterne, at de skal tilpasse deres hastighed til fartgrænserne.... 😉
Målet med stærekasser er altså ikke at fange bilisterne, men at få dem til at sætte farten ned, ved at gøre dem bevidste om, at deres eventuelle ulovligheder vil blive registreret....
Nu kunne man måske forledes til at tro, at målet var at sænke bilisternes fart og dermed øge trafiksikkerheden – og at alting dermed var i skønneste orden med stærekasserne. Og såkaldt “kænguru-kørsel” til trods, så er der faktisk både udenlandsk og dansk dokumentation for stærekassernes positive effekt.
Men ak, det ville være en graverende fejlslutning at antage, at det primært handlede om at få sænket bilisternes fart. Hvis vi kigger på Anne Baastrups nye hjertesag, anonyme fotovogne, så er der også andre målsætninger end trafiksikkerhed på spil.
En anonym fotovogn fungerer som en slags baghold. For at kunne virke effektivt er det vigtigt, at bilisten ikke er klar over eksistens af fotovognen og derfor falder i fælden. Hvor stærekasserne sænker bilisternes fart og betyder få bøder, så betyder fotovognene uændret hastighed og mange bøder..... 😕
Så én målsætning med regeringens fotovogne er penge i statskassen. Politiets nuværende 26 fotovogne indtjener ca. 200 millioner kr. om året i følge FDM – og nu stiger tallet 101 vogne.
Men fotovogne er nu ikke helt uden trafikdisciplinerende effekt. Som Anne Baastrup jubelhenrykt kunne forklare på TV2 News i sidste uge, så vil regeringens forslag betyde, at alle bilister fremover vil være konstant urolige for at blive overvåget.... 😖
Baastrups og dermed regeringens anonyme fotovogne bygger på ideen om, at en konstant og omnipræsent usikkerhed om, hvorvidt man bliver overvåget, virker disciplinerende på befolkningen. Og det kan regeringen meget vel have ret i. Denne tanke er nemlig princippet bag den individ-fjendske magtudøvelse, der ligger i et “panoptikon”.
Et panoptikon er et arkitektonisk princip for konstruktionen af fængsler udtænkt af filosoffen Jeremy Bentham (1748-1832). Panoptikon-arkitekturen betyder, at de fængselsindsatte er bevidste om, at de ethvert øjeblik kan blive observeret af fængselsvagterne, men at de ikke selv kan afgøre, om observationen finder sted eller ej. Derfor oplever den indsatte, at observationen er konstant og allestedsnærværende.
Men panoptikon angår ikke blot fængsler - princippet bag panoptikon er selve hjørnestenen i overvågningssamfundet. Som gode gamle og afdøde Michel Foucault skriver i Overvågning og straf fra 1975.
I hver enkelt af [panoptikons] anvendelser gør den det muligt at perfektionere udøvelsen af magten. Dette gør den på flere måder: Fordi den kan reducere antallet af dem, der udøver den, samtidig med at man kan øge antallet af dem, den udøves på. Fordi den gør det muligt at gribe ind i ethvert øjeblik, og fordi det konstante pres virker endnu før synderne, fejlene, forbrydelserne bliver begået.
Ja, man forstår pludselig, hvorfor Anne Baastrups socialistiske hjerte sådan banker ved tanken om fotovogne..... 😮 😕
Sakset fra 180 grader News... 😉
http://www.damefrokosten.com/statens-allestedsnaervaerende-oje-pa-vejen/