Statsstøttet parrådgivning har været succes

Jeg sidder her og læser i Berlingeren at statsstøttet parrådgivning er en succes, fordi ni ud af ti af de par, der ønskede at blive sammen, var fortsat sammen et halvt år efter, at de var færdige med rådgivningen.
Her ved jeg ikke rigtig om jeg skal bliver forarget over at regeringen nu giver stort set gratis rådgivning i parterapi, fordi vi i ægteskaberne ikke har valgt vores parforhold til i hverdagen.
Mit spørgsmål er, hvor langt skal regeringen gå for at folks kærlighed skal bevares. Kan det være rigtig at det er et samfundsproblem, som vi andre skal til at betale fordi folk ikke har været ansvarlige, modne og måske bare ikke elsker hinanden mere, men selvfølgelig gerne ville, grundet f.eks. børn i ægteskabet. Skal vi betale for, at folk er deres partner utro, ups så betaler samfundet for manglende ansvarlighed i ægteskabet, og hvor ligger grænset for hvad vi skal betale.
Det sidste jeg vil sige er, at imens man er i parterapi er det jo forholdvis nemt, det er jo først når arbejdet hos parterapeuten er færdigt det bliver interessant, for det er jo først her ægtefællerne viser om de kan og vil deres ægteskab. Efter et ½ år kan der ikke drages de mange erfaringer ud af, men lad os tales ved om 2 - 3 år så har vi nok nogle mere reele tal, så er det nok nærmere et resultat vi kan føle på, som er mere rigtigt og givtigt eller hvad er erfaringen derude, og synes I at det er samfundsanlæggede at redde folks parforhold for 300 kr.

Grotesk at samfundet skal til at betale manglende ansvarlighed i deres ægteskab.
Det er ikke en succes, fordi 9 ud af 10 par er beblevet sammen. Det er succes, hvis ægtefællerne bliver sammen af de rigtige grunde. Det er på ingen måde et samfundsanlæggene at vi borgere skal til at betale for folks manglende kærlighed til hinanden, at de kun vil tale samme på informationsniveau, at folk er utro, at det er alle de andre skyld at ægtefællerne ikke elsker hinanden mere. Jeg er helt sikker på at de ægtepar der oprigtigt vil hinanden søger parterapi via det private og sidder ikke og venter 1 - 4 måneder på at komme igennem det offentlige system. Jeg kender nogle stykker der har fået hjælp på dt offentliges regning og ja det er også stadigvæk sammen, men men men nu er det ho heldigvis ikke lavet måling på andet end de stadigvæk er sammen, så de er succes selvom de ikke er glade og tilfredse i deres hverdag. De kæmper en brav kamp indrømmet, men for mig at se er det kun et spørgsmål om tid, så vender skuden eller så gør de som så mange andre spiller et skuespil indtil børnene er blevet store nok og de kan være bekendt at blive skilt.
En succes fordi ægtefællerne er blev sammen, ikke set fra min side.
Min veninde gik ned med depression og kunne ingen hjælp få, altså selvfølgelig ude over de forbandet lykkepiller. Ingen psykologhjælp, så det var bare at punge ud på egen regning. Der gik 4-5 måneder få hun fungerede igen bare nogenlunde. Idag 1 år efter er hun på arbejdet, men dybt ulykkelig fungere ikke, får ikke lavet noget arbejde, sidder og græder umotiveret uden grund. Verden er bare et sort hul. Gudske tak og lov for at hun har en familie og vennekreds der er der for hende, for regeringen. Næææ de støtter så sandelig kun ifølge hendes læge, hvis nært pårørende eller der er alvorlig syge i familie.
Hvorfor ikke sponsorerer tandlægehjælp, som er så dyrt? Depressive mennesker med andet end at forgifte deres krop med lykkepiller, men finde problemstillingen via psykologhjælp. Jeg synes der er så mange andre formål der er mere interessante end ægtefæller, som typisk er voksne mennekser har valgt at deres ægteskab nu er kommet så langt ud at vi i samfundet skal til at betale. Dem der elsker hinanden har typisk allerede søgt hjælp uden for det offentlige. Dem der venter på det offentlige, undskyld mig, mon dog de vitterlig vil deres ægteskab, men det er en sidste prøvelse inden de kommer til den beslutning som betyder at vil vi hinanden eller vil vi ikke, og vil de ikke hinanden mere, så er det nok til skilsmissen at de skal have hjælp, da ale drømmene så braser om et liv sammen for altid, for det er hård mavepuser, at komme ud for.