Synet på kroppen

Vi lver på mange måder i en kropsfornægtende kultur. Påstanden kan synes underlig, fordi netop alt synes at handle om kroppen, hvis man ser på de enorme summer der bruges på ting som kropsforskønnende operationer, pornografi, modeblade og personlig stilblade, makeup, smykker, tatoveringer, piercinger, frisører osv. Men kigger man på "bagsiden" af kropskulturen viser fornægtelsen sig: anoreksi, bulumi, fedme, brystløftninger, penisforstørrelser, botox-indsprøjtninger for at fornægte ens alder, indsprøjtninger af jeg ved ikke hvad for at få fyldigere læber, øjenlåg der ikke hænger og jeg skal give dig.
Budskabet er tydeligt: kroppen skal være "perfekt" - vi kan ikke acceptere kroppen som den virkelig er, men ønsker en krop der for altid ligner et modeideal stort set ingen fra naturens side er udstyret med. Vores krop er ikke længere os, men en brugsgenstand vi kan "indrette" som det passer os, uden at vi derved føler vi har gjort andet end at udtrykke vores virkelige "jeg" - kroppen har altså i dag samme funktion som hjemmet og bilen tidligere havde - vi udtrykker vores inderste via vores krop.
Men derved er vores "jeg" jo blevet adskilt fra kroppen. Kroppen er ikke længere os selv, men noget vi bruger til at udtrykke os selv. Det er der jo et ret væsentligt problem med, for hvis nu vores krop i virkeligheder ER os, så er det jo os selv vi fornægter ved at "designe" kroppen sådan som vi gør. Hvis kroppen i virkeligheden ER os selv, så svarer det at ændre på kroppen jo bestemt ikke til at skifte bilen ud - så er det vores inderste vi forandrer ved at forandre kroppen.
Eksperterne er uenige om, hvad det gør ved os at få kropsforandrende operationer. Tilhængerne ser det som en mulighed for at øge selvværdet, fordi vi derved endelig får mulighed for at fremtræde som vi føler os. Skeptikerne siger derimod, at man får ligeså lidt ekstra selvværd af at designe sin krop som man gør af at købe en ny bil - det giver en kortvarig tilfredsstillelse og glæde, men i længden gør det ingen forskel - ja, måske kan det endda føre til øget selvhad, at det heller ikke hjalp at få en ny krop.
Bag disse forskelle i vurderinger af betydningen af kosmetiske operationer ligger forskellige mennesyn og lurer. Er mennesket et dualistisk væsen (forskel på krop og ånd) eller er vi vores krop (altså, at vores ånd er en integreret del af kroppen). Jeg ved godt hvad min holdning er, men lad os prøve at høre debatten: hvilket syn har I på kroppen, og hvad synes I om tendensen til at designe sin krop?

Du har fat i noget vigtigt - igen igen 🙂
Det er et sygdomstegn med al den kropsdesign, vi ser i disse år. Det er dog ikke noget nyt, det er blot kammet over i det uhyrlige i nyere tid.
Men det gælder vel også "ånden". I hvert fald kan jeg sige, at min kristendom er "designet", jeg gider ikke reagere på alle eksperters udsagn og fortolkninger af enkelt-ord, som forsøger at vælte min barnlige varme og trygge barnetro. Så jeg har vel "designet" min egen tro, så den passer ind i min livsstil ?
[l][s][s][l]

sig grundigt om, inden man får lavet ét eller andet, som man ikke kan lave om igen, hvis man fortryder senere. Mange kvinder tænker ikke på, at brystimplantater jo skal fornys med jævne mellemrum (dyrt), og at der kan være grimme komplikationer ved indgrebene.
Jeg ville egentligt gerne have en lille fedtsugning, men jeg er for nærig til at gøre det. De fem kg flæsk KAN jeg jo selv gå væk, og dette er ganske gratis😉.
Man skal bare være sig bevidst, at der er meget få perfekte mennesker derude, og når selv supermodeller kan finde ting, de er utilfredse med, er problemerne nok til at overskue for de fleste. Der findes jo også noget, der hedder airbrush, som anvendes på selv de smukkeste mennesker, så billeder lyver nok ofte.
Jeg havde engang en kollega, der led af en spiseforstyrrelse. Hun vejede nok ikke mere end 45 kg, og hun oplyste mig om, at hun kun gik i lange kjoler, fordi hendes KNÆ! var så frygteligt fede😮. Jeg oplyste hende om, at jeg syntes, at hun vejede minimum 15 kg for LIDT............lidt grimt af mig måske men efter 3 år med at lytte på alt hendes selvlede og slankekure fik jeg bare spat!

MalteFnalte

Du har ret i, at folk altid har haft lyst til at fremtræde som kong gulerod. Det er et led i kampen og status i gruppen. Men en ting er at udsmykke den krop man har, noget andet er at lave om på selve kroppen vha lægevidenskaben, selvom der ikke er sundhedsmæssige problemer med den krop man har.
Spørgsmålet om designertro er rigtig spændende. Det er naturligvis planen at følge op på trådstarteren med indlæg der ser mere på det syn på kroppen vi møder i Bibelen.

Jeg kender det - man bliver så træt af at høre om et eller andet problem, hvor det er tydeligt for alle andre end den med problemet, at det er et helt andet sted den er gal. Men du ved naturligvis selv, at det var grimt sagt....

Jeg har sagt det pænt mange gange, uden at det sev ind overhovedet. Hendes helbred var også fuldstændigt smadret, og hun kunne ikke udfylde de mest almindelige basisfunktioner på arbejdet, hvor vi har måttet holde hånden over hende gang på gang på gang, fordi vi syntes, at det var synd for hende. Hun var jo også enlig mor og havde ikke råd til at miste sit job, vel? Så altid skulle man knokle ekstra for at dække over hende. Efter 3 år synes jeg, at det blev lidt irriterende, at hun ikke kunne tage sig sammen. Til sidst valgte hun selv at sige op, da chefen alligevel fandt ud af det. Hvordan ved jeg ikke, for vi var meget loyale mod hende.
Altid skulle der kommenteres på andres mad, og hun kunne snakke i timevis om, hvorvidt hun kunne tillade sig at tage ET stykke chokolade uden at tage på. Ofte tænkte jeg på, hvordan hun måtte synes, at vi andre så ud, når hun nu var så hård ved sig selv....

MalteFnalte