Så er skilsmissen en realitet
Så skete det endeligt. Skilsmissepapirerne er underskrevet, og skilsmissen er en realitet. Jeg kan slet ikke forstå det lige nu, og jeg er rigtig bange. Jeg har fundet en anden, og han er selv ved at finde en, men mine følelser overfor ham er jo ikke bare forsvundet, selv om jeg troede det, og på en måde ville jeg ønske at jeg kunne beholde både min x-mand og den nye i mit liv, men det ved jeg godt ikke er en realitet.
Sammen med min eks-mand har jeg mit barn, og jeg vil gøre alt for at min datter har det godt. Nu her til morges ville hun gerne sige hej til far, men det magtede jeg ikke. Lige nu ønsker jeg ikke mere kontakt til ham, som ven eller ej. Ja, han skal se sin datter og ja, han skal være sammen med hende. Jeg vil bare ikke være sammen med ham, for det gør for ondt. Jeg er ked af at jeg har det på denne måde, for jeg ved, at det er den rigtige beslutning både for ham og for mig. Lige nu skal det ikke være os, men på en måde savner og elsker jeg ham stadigvæk meget hårdt, og jeg har en kæmpe trang til at ville kæmpe for at få ham tilbage, men det ved jeg også godt er umuligt, da jeg ikke elsker ham lige nu som min mand, men som en kanon god ven (det er kanon svært at forklare, så lad være med at rive hovedet af mig).
Jeg har fundet mig en, som gør mig glad hele tiden og giver mig det, som jeg har savnet i mit forhold til min x-mand. Jeg sagde til x-manden for nogle år siden at jeg ikke ville mere, fordi jeg ikke følte mig værdsat i forhold til mandens arbejde og hans liv som sådan. Den gang valgte jeg gå tilbage til ham, fordi han forandrede sig og lovede bod og bedring. Denne gang sagde jeg for lang tid siden at jeg ikke havde kærlighedsfølelser for ham, menjeg sagde også at jeg ville kæmpe for forholdet. Dette gjorde jeg jo ikke i den grad, som jeg kunne have gjort, og da den nye kom ind i mit liv, ville jeg jo ikke mere og arbejdede overhovedet ikke på at ordne vores forhold.
Jeg ønsker på en eller anden langt-ude-latterlig måde, at min x og jeg kan blive en familie igen. Ikke nu men ud i fremtiden. Begge partner er klar over, at det ikke er en god løsning at være sammen nu, da vi ikke laver andet end at skændes, men jeg vil jo stadigvæk gerne have ham. Jeg tror bare ikke på muligheden, at vi finder sammen igen, især fordi jeg ved, hvilken mand han er. Han er jo ikke en dårlig mand. Det er det sidste han er. Han har bare valgt forkert en gang i mellem, og jeg ser lige nu kun det dårlige. Når han finder en anden pige, så ved jeg, at jeg har tabt ham for evigt.
Jeg vil ikke ødelægge noget mellem den nye og mig, og jeg er mere end glad for ham. Han gør mig glad hele tiden, og jeg glæder mig til at være sammen med ham. Min datter elsker ham utroligt højt, og mit liv giver på en måde mening igen. Derfor forstår jeg ikke min reaktion overfor de dumme papirer.
Undskyld det lang indlæg og undskyld, hvis i er blevet forvirret. Har nok bare brug for at få nogle andre øjne på tingene. Jeg har ikke sovet i nat, fordi jeg har sørger over tabet af min "mand", så jeg har ikke rigtig hovedet med mig i dag.
Sammen med min eks-mand har jeg mit barn, og jeg vil gøre alt for at min datter har det godt. Nu her til morges ville hun gerne sige hej til far, men det magtede jeg ikke. Lige nu ønsker jeg ikke mere kontakt til ham, som ven eller ej. Ja, han skal se sin datter og ja, han skal være sammen med hende. Jeg vil bare ikke være sammen med ham, for det gør for ondt. Jeg er ked af at jeg har det på denne måde, for jeg ved, at det er den rigtige beslutning både for ham og for mig. Lige nu skal det ikke være os, men på en måde savner og elsker jeg ham stadigvæk meget hårdt, og jeg har en kæmpe trang til at ville kæmpe for at få ham tilbage, men det ved jeg også godt er umuligt, da jeg ikke elsker ham lige nu som min mand, men som en kanon god ven (det er kanon svært at forklare, så lad være med at rive hovedet af mig).
Jeg har fundet mig en, som gør mig glad hele tiden og giver mig det, som jeg har savnet i mit forhold til min x-mand. Jeg sagde til x-manden for nogle år siden at jeg ikke ville mere, fordi jeg ikke følte mig værdsat i forhold til mandens arbejde og hans liv som sådan. Den gang valgte jeg gå tilbage til ham, fordi han forandrede sig og lovede bod og bedring. Denne gang sagde jeg for lang tid siden at jeg ikke havde kærlighedsfølelser for ham, menjeg sagde også at jeg ville kæmpe for forholdet. Dette gjorde jeg jo ikke i den grad, som jeg kunne have gjort, og da den nye kom ind i mit liv, ville jeg jo ikke mere og arbejdede overhovedet ikke på at ordne vores forhold.
Jeg ønsker på en eller anden langt-ude-latterlig måde, at min x og jeg kan blive en familie igen. Ikke nu men ud i fremtiden. Begge partner er klar over, at det ikke er en god løsning at være sammen nu, da vi ikke laver andet end at skændes, men jeg vil jo stadigvæk gerne have ham. Jeg tror bare ikke på muligheden, at vi finder sammen igen, især fordi jeg ved, hvilken mand han er. Han er jo ikke en dårlig mand. Det er det sidste han er. Han har bare valgt forkert en gang i mellem, og jeg ser lige nu kun det dårlige. Når han finder en anden pige, så ved jeg, at jeg har tabt ham for evigt.
Jeg vil ikke ødelægge noget mellem den nye og mig, og jeg er mere end glad for ham. Han gør mig glad hele tiden, og jeg glæder mig til at være sammen med ham. Min datter elsker ham utroligt højt, og mit liv giver på en måde mening igen. Derfor forstår jeg ikke min reaktion overfor de dumme papirer.
Undskyld det lang indlæg og undskyld, hvis i er blevet forvirret. Har nok bare brug for at få nogle andre øjne på tingene. Jeg har ikke sovet i nat, fordi jeg har sørger over tabet af min "mand", så jeg har ikke rigtig hovedet med mig i dag.