Tabita fandt sig selv :)

ftq, du følte dig truffet, da jeg skrev at jv, ødelægger familjer, til dette har jeg rigtig mange eksempler. og her er der en god en, der fortæller lidt om livet i JV. om en pige på 17 år. der bliver udstøt fordi hun vil være sammen med den hun elsker.
artikel er fra berlingske tidende.
http://www.berlingske.dk/grid/indland/artikel:aid=720544

Nu tør Tabita se sig selv i spejlet
Af Elisabeth Arnsdorf Haslund og Thomas Mikkel Mortensen
En uundgåelig afsked med Gud kaster en ung pige ud i et brat opgør med de værdier, der har formet hendes sind og begrænset hendes frihed. Dette er historien om Tabita Brøner, som forlader Jehovas Vidner, men selv ender med at blive forladt. Om en tilværelse i tvungen isolation. Og om evnen til at træffe det rigtige valg.
Bordet tårner sig op foran hende. De tre blege mænd sidder skulder ved skulder på den ene langside. De stirrer på hende, da hun med tøvende skridt nærmer sig. Stabler af papirer, bøger og bibler ligger spredt på bordet. Det er en onsdag aften i marts 2000, og 17-årige Tabita er nervøs. Bange. Hun føler sig mikroskopisk i det dunkle rum.

Hun trækker stolen ud, sætter sig ned og tier afventende. Det lyse hår er omhyggeligt strøget om bag ørene. Mændenes blikke brænder i hendes hud. Hun kender dem alle tre - har kendt og respekteret dem altid. Det er De Ældste. De højest agtede og mest lærde i den Jehovas Vidne-menighed i Hobro, som Tabita er vokset op i.
»Kyssede du ham?« spørger den ene.
»Rørte du ved ham?«
»Rørte han ved dine bryster?«
»Havde I sex?«
Spørgsmålene bliver mere og mere nærgående. Hele hendes spinkle krop ryster. Tabita ved godt, at hun har gjort noget forkert. Hun har overnattet hos en dreng. Det er strengt ulovligt ifølge reglerne. Hendes blik flakker rundt i det kvadratiske lokale. Væggene er dækket af reoler, fyldt med litteratur og blade. Hun kan ikke få sig selv til at se dem i øjnene. Skammer sig.
De tre mænd sender hende uden for døren. De skal diskutere, om hun skal straffes for sin ugerning. Tårerne triller ned ad kinderne på hende, da hun sætter sig hen til sin far. Han har siddet på en bænk og ventet under hele forhøret. Han klapper hende på skulderen. Prøver at trøste hende, men hun ænser ham knap nok.
Døren går op. De kalder Tabita ind igen. De Ældste har forberedt en belærende tale. Hun skal bryde forbindelsen med drengen, kræver de. Til gengæld vil de dysse sagen ned, så hun slipper for at blive stemplet som dårligt selskab foran resten af menigheden ved næste søndagsmøde. Tabita er klar over, at hun har været heldig, men straffen er alligevel uudholdelig. Forgæves trygler hun om at få lov til fortsat at se sin kæreste. Hun er jo bare forelsket.
»Det var det mest forfærdelige, jeg nogen sinde havde oplevet. Jeg havde skuffet alle - pludselig stod jeg helt alene.«
Tabita Brøner er opkaldt efter en syerske fra Det Ny Testamente. Hun har været Jehovas Vidne hele sit liv. Lige så længe hun kan huske, har hun hver tirsdag, torsdag og søndag trukket i det pæne tøj for at deltage i møder og foredrag sammen med sine forældre og søskende. Allerede mens hun lå i barnevogn, var hun med sin familie ude at stemme dørklokker. For det meste sammen med sin far.
Hun har altid tilbragt mest tid med ham. Han var legeonklen, mens hendes mor havde rigeligt at gøre med madlavning og tøjvask til fem børn. Når han ikke læste Tarzan-bøger højt, var de ude i naturen. Sammen kunne de få timer til at gå med at passe de mange dyr på gården. Æsler, kaniner, katte, hunde og høns.
Nogle gange fik Tabita lov at komme med, når han skulle ud i Rold Skov og ringmærke ugler. Så tog de varmt tøj på og kørte af sted i den gamle, grønne Saab. Hun stod for foden af træet og så fascineret på, mens faren frygtløst klatrede op til uglekassen.
Men den trygge barndom er langt væk nu. Alt har ændret sig, efter at hun er blevet ældre. Konstant får fornuften hende til at sætte spørgsmålstegn ved de religiøse leveregler, hun er opdraget med. Langsomt begynder hun at leve to liv - som den glade og livlige Tabita, der forelsker sig og forkaster de værdier, der tidligere har styret hende, og som den pligtopfyldende Tabita, der er et godt Vidne for Jehova.
Afsløringen af, at hun har overnattet hos en dreng, har nu vakt menighedens og familiens mistillid. Hendes to uforenelige tilværelser er kollideret. Hun mærker, hvordan det stramme regelsæt hos Jehovas Vidner indskrænker hendes frihed, men hun nægter at give slip på verden udenfor.
»Jeg kunne godt have ønsket, at jeg havde haft mulighed for at følge mere med mine jævnaldrende, da jeg var yngre. Så ville jeg have følt mig mere normal i dag.«
Tabita trækker dynen helt op til hagen. Der er stille i det mørke værelse. Hun folder hænderne og lukker øjnene.
»Gud, Jehova,« siger den 17-årige pige sagte for sig selv. Det har hun gjort tusindvis af gange før - hver aften, lige inden hun har lagt sig til at sove. Men denne gang er bønnen en anden. Og hendes sidste. For denne aften i maj 2000 kan Tabita ikke sige de ting, hun plejer.
»Jeg tror ikke på dig mere,« hvisker hun ud i luften.
Det er kun nogle dage siden, at hun for første gang nogen sinde blev væk fra et søndagsmøde i menigheden. Hendes mor og to yngre søskende rendte rundt i huset for at gøre sig klar. Skændtes om badeværelset som sædvanligt. Men Tabita blev bare liggende i sin seng, ville ikke stå op. Hun ventede på, at de skulle komme ind og spørge, hvorfor hun endnu ikke var i tøjet, men ingen sagde noget.
I månedsvis har hun været splittet mellem det religiøse livssyn, hun aldrig tidligere har betvivlet, og den uafhængige livsførelse, hun nu har fået smag for. Men Tabita har endelig taget sin beslutning. Hun har slået op med Gud. Hun vil ikke længere være Jehovas Vidne. Kan ikke. Det føles forkert. Hun er en anden person nu.
Hænderne skilles ad, før de plejer. Det obligatoriske »Amen« udebliver. Tabita vender sig om på siden og lægger sig til at sove med en hidtil ukendt følelse af lettelse.
»Jeg fortryder ikke mit valg. Det ville være forkert for mig at være blevet i den religion, for inderst inde fortalte min fornuft mig, at der ikke var nogen Gud.«
De kraftige solstråler rammer Tabita i ansigtet og på armene. I en lyserød sommerkjole slentrer hun barfodet rundt i haven foran det lille røde parcelhus i Nørresundby, hvor hun netop er flyttet ind med sin kæreste. På græsplænen ligger hendes to katte og nyder varmen. Det er juli 2001.
Igennem det sidste halvandet år er Tabita gledet længere og længere væk fra Jehovas Vidner. Kommer ikke til møderne, ser ikke sine gamle venner og føler sig ikke mere som en del af fællesskabet. Hun holder sig på afstand, gemmer sig nærmest. Hun er droppet ud af handelsskolen. Det synes så ligegyldigt, når hun er ved at blive vanvittig af at tænke på sin rodede tilværelse.
En bildør smækker ude på vejen. Tabita skynder sig hen til havelågen og giver sin far et kindkys. Hun har glædet sig til, at han skulle komme. Glædet sig til at vise huset og haven frem. Arm i arm går far og datter rundt på græsset. Hun viser ham de blomstrende rosenbuske, skovjordbærrene nede ved hækken og æbletræet midt i haven, før han får lov til at komme indenfor.
De sætter sig ved spisebordet. Tabita har trukket ham med rundt i hele huset, mens han til gengæld har givet gode råd om, hvordan man fjerner rustpletter og luger blomsterbede. Han har slet ikke nævnt Futon-sofaen i stuen. Ikke sagt et ord om den sammenfoldede dyne og pude, som Tabita få timer forinden har lagt frem for at antyde, at hun sover på sofaen og ikke i dobbeltsengen. De ved begge to, det er løgn, men hun kan ikke rigtig finde ud af, hvorfor hun alligevel har gjort det. Måske for at fastholde illusionen over for sin far om, at hun stadig lever som et rettroende Jehovas Vidne.
Tabita sætter kaffekanden på bordet og hælder op til dem begge. Hun smiler til sin far, men han reagerer ikke. Han er pludselig blevet den alvorlige mand, hun kun har mødt et par gange i sit liv.
»Tabita, du bor sammen med din kæreste nu, så derfor kan jeg ikke se dig mere,« siger han roligt.
Sætningen lyder uvirkelig. Hun tror ikke på det. Smågriner tilbage, men bliver kun mødt af et fast blik og sammenbidte læber. Han gentager sine ord i en mere bestemt tone. Han vil have, at hun skal vende tilbage til menigheden, men Tabita nægter.
De rejser sig fra spisebordet.
»Nå, er det så bare farvel,« spørger hun famlende.
»Ja, det må det være,« siger han og rækker hende hånden, mens hun griber ud efter ham. Trækker ham ind til sig. Efter et halvhjertet knus vender han ryggen til hende, går ud ad døren og ned ad havegangen. Og dér går det op for hende. Han er væk. Forsvundet ud af hendes liv. Tårerne presser på.
»Fra jeg var helt lille, så jeg meget op til min far. Jeg stræbte efter at blive som ham, så jeg var jo ked af ikke at kunne leve op til hans forventninger.«
Fjernsynsskærmen flimrer. Tabita sidder behageligt i sofaen. Hun har taget et tæppe over benene og sipper til en kop varm te. Det er august - snart to måneder siden, at hendes far forsvandt ud ad hoveddøren. Hun spekulerer på, hvad han laver lige nu, om han har det godt, om han er ligeglad med hende, men telefonens kimen afbryder tankerne.
Hun løfter røret og genkender stemmen i den anden ende med det samme. Det er Henrik - en af De Ældste fra Jehovas Vidne-menigheden i Nørresundby. Gennem de sidste uger er han flere gange uden held troppet op foran hendes hoveddør.
Nu er Henriks tålmodighed brugt op. Tabita skal stille til samtale i Rigssalen, ellers risikerer hun at blive officielt udstødt af Jehovas Vidner, truer han.
Hun sætter sig tilbage i sofaen. Hun vil ikke have noget med dem at gøre. Fjernsynet kører videre, men det er svært at koncentrere sig. For få kilometer derfra sidder tre midaldrende mænd og afgør hendes skæbne.
En udstødelse vil isolere hende totalt fra alle dem, hun er vokset op med. De Ældstes dom vil stemple hende som et dårligt menneske. Et menneske, man bør undgå. Tankerne svirrer i hovedet. Hun troede, at hun langsomt kunne glide ud af Jehovas Vidner. At menigheden bare ville glemme hende, så resten af familien ikke også blev tvunget til skubbe hende fra sig.
En halv time senere ringer telefonen igen. Henriks prædikende stemme hvirvler bibelcitater og formelle vendinger ud i luften.
»Paulus skriver...utugt...synd...angre.«
Tabita hører kun efter med et halvt øre, for budskabet står allerede lysende klart. Hun er udstødt.
»Jeg følte mig magtesløs. Jeg blev kastet rundt i et system, jeg ikke længere ønskede at være en del af.«
Kun en håndfuld mørke skikkelser er at se på den dunkle perron. 21-årige Tabita står og venter på Hobro Banegård, hun er på vej hjem. Hun skæver til viserne på det store stationsur. Der er ti minutter, til toget kører.
En ung pige kommer gående forbi hende. Pludselig genkender Tabita ansigtet. Det er hendes søster Line, som hun ikke har set i næsten et år - ikke siden hun blev udstødt. Tabita træder et skridt frem.
»Hej.«
Line ser op, tøver et øjeblik.
»Hej,« svarer hun fåmælt, fortsætter bare forbi Tabita og standser et par meter længere henne. Tabita følger hende med øjnene. Line roder febrilsk rundt i sin håndtaske og putter øjeblikkeligt to små høretelefoner i ørene. Tager sin mobiltelefonen op og begynder at trykke på tastaturet.
Minutterne går, mens de to søstre står få skridt fra hinanden uden at udveksle et ord. En underlig tom følelse strømmer gennem Tabita. De delte værelse i årevis. De plejede at være bedste venner. Hun forsøger forgæves at få øjenkontakt, idet det hvide IC-3 tog ruller ind på stationen. Line vender ryggen til og går hurtigt hen ad perronen mod den næste togdør.
Togvognen er næsten tom, da Tabita træder ind. Hun får øje på Line - hun sidder længere fremme i vognen, men Tabita kan lige akkurat skimte hendes mørkebrune hårtop mellem sæderækkerne. Det er rart at se hende igen. Egentlig vil hun bare gerne gå ned til hende. Snakke med hende. Men hun kan ikke få sig selv til det. Toget sætter i gang, og stationen glider forbi.
Tabita tager sin mobiltelefon frem, tænker et øjeblik og skriver så en SMS-besked til sin søster.
»Jeg er glad for at se dig igen. Du ser godt ud. Håber, du har det godt. Knus Tabita.«
Ikke for anmassende, ikke for lang. Hun trykker på send-knappen og læner sig igen lidt til siden for at holde øje med Line. Men reaktionen udebliver. Hårtoppen rører sig ikke.
»Næste station: Skørping,« lyder den mekaniske stemme i togets højtaler. Line rejser sig, men Tabita får ikke hendes ansigt at se igen. Hendes halvandet år yngre søster går den anden vej ud af togvognen og stiger af.
Toget sætter i bevægelse. Tabita sidder modløs tilbage og kigger ud af vinduet. Hun har beholdt sin mobiltelefon i hånden, men der kommer intet svar. Line er allerede forsvundet ud i mørket.
»Min familie har altid betydet utrolig meget for mig. Når jeg i dag ser andre med deres familier, bliver jeg ked af det, for det minder mig om, at jeg ikke har min mere.«
Formiddagssolen trænger ind gennem vinduerne i det lille, firkantede rum. Klokken er lidt i elleve, da Tabita træder ind ad døren til kapellet på Hobro Sygehus. På begge sider af den smalle midtergang sidder kvinder og mænd med foldede hænder og sørgende blikke. I den tunge trækiste ligger en dreng, Tabita er vokset op med i menigheden.
Hun er sent på den. Dæmpet musik strømmer hende i møde. Hun kigger flygtigt rundt i lokalet, men alle pladserne bagerst er optaget. Der er kun et par ledige stole helt fremme ved tredje række. Hun tøver et øjeblik. Tager mod til sig. Det er hele hendes gamle menighed, der fylder rummet. Tabita har ikke set dem, efter hun blev udstødt af Jehovas Vidner for mere end to år siden.
Dengang følte hun sig ensom og isoleret, men nu er hun ved at få styr på sit liv igen. Hun er snart færdig med sin HF-uddannelse og har planer for fremtiden.
Ceremonien begynder. Hun kan ikke blive stående i døråbningen. På vej gennem kapellet mærker hun, hvordan blodet strømmer rundt i hendes vaklende ben. For hvert skridt passerer hun en person, hun har kendt siden fødslen. Modstridende følelser vælder op i hende. Hun savner dem - de har været en del af hendes liv altid - men samtidig tilhører de den fortid, hun afskyer.
De mange øjne stirrer forbløffede tilbage, men Tabita fortsætter ufortrødent op ad midtergangen. Hun vidste på forhånd, at hun som udstødt nok ikke ville være velkommen, men hun var fast besluttet på at møde op.
Ceremonien er slut. Tabita står midt i menneskemængden uden for kapellet. Den afdødes forældre kommer hende i møde. Giver hende et knus. Alle andre ignorerer hende. Kigger på hende, som om hun er en fremmed.
Men Tabita er ligeglad. Hun har ikke længere brug for deres accept.
»Jeg var stolt af mig selv, over at jeg turde se dem i øjnene. For jeg vidste, at jeg havde svigtet dem, og de ikke forstod mig.«
Begravelsen i Hobro var sidste gang, Tabita så sin gamle menighed. Det er nu to år siden. Hun er efterfølgende begyndt at læse til lærer på seminariet. Hun er kommet videre med sit liv. Har efterhånden fået opbygget en ny vennekreds. Der er næsten ingen tilbage fra dengang, for de var også Jehovas Vidner og har for længst vendt hende ryggen.
Tabita er flyttet til København og bor i en lille et-værelses kollegie-lejlighed. Men intet sted på lejlighedens hvide vægge hænger billeder af hendes forældre eller søskende. Hun bliver stadig ked af at se deres ansigter.
»De var mine bedste venner, og vi har altid været tæt knyttet til hinanden. På den måde kan jeg i dag godt føle mig lidt som et halvt menneske.«

Bortset fra hovedpersonen er alle navne i denne artikel opdigtede.
Dette er den sidste artikel i serien »Skæbnefortællinger«. De foregående, »Flugten med lille Camilla« blev bragt 26. marts og »Maibritts sidste karruseltur« 2. april. Alle artikler kan læses på www.berlingske.dk

Jeg mangler ord....

til Tabita og alle andre der tager en så stor og vigtig beslutning.... godt gået. selvom at det er en svær og lang beslutning så er det prisen værd... Det var / er det for mig.... kærlig hilsen og det bedste håb for jer alle....

...............hverdagslivs-formidling, hvor er det dog noget af det mest Hykleriske og Ondsindede mennesker kan gøre mod hinanden, men dette er jo symptomatisk for disse bibeltilbedere, med deres Inddoktrinerede forældede tankegang.
Jeg er stensikker på, at Tabitas kommende elever, vil få alle tiders Lærer, en lærer der har mødt livets vrangside og er kommet ud af det som et Helt menneske.
Sveland tak for formidlingen af denne livs- historie.

Med venlig hilsen
jalmar

Anonyme personer kan opdigte hvad som helst. Oplysningerne kan ikke tjekkes. Værst af alt er at folk, der ØNSKER at tro på alt snavs om Jehovas Vidner, æder det råt....
Moralen er vist, at Bibelens normer skal tilsidesættes til fordel for "moderne", ukristne holdninger.

så er dén rettet. ;-)

det pudsige er, at når man hører nogle flere forskellige personer om sagen - i stedet for kun at lytte til én enkelt person - ja, så falder disse "skræk"historier om Jehovas Vidner til jorden med et øredøvende brag. Jeg har efterhånden i en del tilfælde set, at det hele blev pillet fra hinanden og afsløret som løgn og bedrag.
Man kan ikke stole på disse tidligere medlemmer af Jehovas Vidner. De lyver, så det står efter dem.

Man kan også se det fra den vinkel, at Tabita har trådt på alle de følelser hendes far, som hun påstår hun elsker, har.
Hun er voksen. Hvordan viser hun at hun elsker sin familie? Hvad er hun villig til ofre? Jeg spø'r bare.

Jeg forstår ikke hvad du mener hun kunne have gjort. I det øjeblik hun mister troen kan hun vel ikke blive i organisationen. Mener du hun burde have blevet og bare ladt som om hun var troende? Løjet sig igennem hele vejen? Tanken har sikkert strejfet hende, tabet af sin familie må være utroligt hårdt. Så hvor ser du valget?

til dorthe.
Tankevækkende, at folk som dig aldrig levner plads for den mulighed, at hun kunne have fået genopbygget og styrket sin tro igen. ... Bibelen taler ellers klart for, at man genopliver troen, hvad enten den bare er svag eller ligefrem død.
I øvrigt havde hun selv valget mellem at blive døbt og ikke blive døbt. Og hvis hun omkring den tid tid slet ikke ejede nogen ægte tro, burde ikke havde ladet sig døbe. Fejlen er hendes egen.
Dåben er et højtideligt løfte til Jehova Gud og Kristus om evig tjeneste. Og det er det vigtigste løfte et menneske overhovedet kan aflægge. Hvis man vælger at bryde dette løfte, er ikke bare nogle mennesker, endsige nogle ældste, man træder på. Nej, det er den almægtige Gud, himlens og jordens Skaber man træder på.
Så når der skal træffes et valg i hele den her forbindelse, kommer alle mulige andre personer, familien inklusiv, i anden række. Det gælder også, når en person må udelukkes af menigheden.
Jesus lærte, at éns kødelige familie ikke er ligeså vigtig som éns åndelige familie, d.v.s. trosfæller. Matthæusevangeliet kapitel 12: "Endnu mens Jesus talte til folkeskarerne, da stod hans mor og hans brødre udenfor og søgte at få ham i tale. v47 Og der var en, der sagde til ham: »Se, din mor og dine brødre står udenfor og vil tale med dig.« v48 Men han svarede ham, der sagde det til ham: »Hvem er min mor, og hvem er mine brødre?« v49 Og han pegede på sine disciple og sagde: »Se, her er min mor og mine brødre. v50 For den, der gør min himmelske faders vilje, er min bror og søster og mor.«"
Som der står i Johannesevangeliet kapitel 7 vers: "For ikke engang hans brødre troede på ham." (Det kom to af dem plus hans mor, Maria, dog til senere.)

Hvad mener du med "folk som mig", hvad ved du om mig ud fra de få linier jeg har skrevet?
Det er faktisk lidt uforskammet sagt, så jeg smutter, gider ikke diskutere på det niveau.

Med "folk som dig" mener jeg personer der går vældig meget op i at kritisere Jehovas Vidner. Har lissom ikke udtalt mig om nogensomhelst andre ting med relation til DIG.

Jeg forstår dig simpelthen ikke. I går var jeg i biografen for at se filmen "To verdener", der handler om Tabita. Jeg forstår ikke hvordan I kan bryde kontakt med familien? Hvis du nu tænker dig godt om og mærker ordentlig efter inderst inde... Hvordan kan DU (og ikke Jehova) forklare at det er i orden at bryde kontakt med sin familie? Hvordan kan DU forklare at det er bedst for et sundt ung menneske at nægte sig selv at få en kæreste? Det er jo en naturlig del af ungdommen! Og hvorfor må man ikke sige de ældre imod? Hvordan i alverden skal man så kunne fungere i vores samfund, hvor det er vigtigt at kunne argumentere og diskutere??

Hvordan kan du forklare MIG, at du støtter et land og en regering (nemlig den danske), der har fængselsstraf, der som bekendt medfører, at lovovertrædere isoleres via fængsling fra det øvrige samfund og afskæres dermed fra den naturlige, daglige kontakt til deres familie og venner?
Hvordan kan du forklare, at det er i orden, at mødre kan få polititilhold på en voldelig eller utilregnelig kæreste/eksmand, så denne ikke må komme i nærheden af sine egne børn?
Hvordan kan du forklare, at det er i orden, at myndighederne sommetider fjerner børn fra deres forældre?
Hvordan kan du forklare mig, at det er i orden, at den danske stat jævnligt udviser personer, så disse mister muligheden for en daglig tilværelse sammen med herboende slægtninge, venner og naboer? (Det er næppe sandsynligt at alle disse rejser med vedkommende ud af landet, vel?) Dette er et alvorligt og temmelig dramatisk indgreb i sådanne personers sociale liv.
Hvordan kan du forklare mig, at det er i orden, at mange mennesker udstøder deres familiemedlemmer, hvis disse slutter sig til Jehovas Vidner?
Det sidste oplevede jeg i min egen familie, da min egen mor valgte at blive et Jehovas vidne? Min morbroder og dennes kone ønskede ikke længere at have kontakt med hende, fordi hun var et Jehovas vidne. Dette stod på i 2-3 år. Og min faster og onkel har lukket af for al kontakt til mig og min mor, fordi vi nu er Jehovas Vidner (modsat før hvor vi var medlemmer af folkekirken). Min mor har - trods hendes forsøg på at skabe kontakt - ikke hørt fra min faster og onkel i 13 år. Og da deres børn, altså mine kusiner og min fætter, havde fætter-og-kusine-fest (hvilket jeg ikke har noget imod at være med til), var det kun mine to brødre, der blev inviteret - JEG blev ikke. ... )
...
Ingen unge mennesker i Jehovas Vidner nægtes at få en kæreste. Men vi ved, det er sundt at vente med sex til man er gift. Afholdenhed har aldrig skadet nogen. Og jo mere oplysning unge i almindelighed får om sex, jo længere venter de også med at få deres seksuelle debut, viser undersøgelser. (se dette link: http://avisen.dk/seksualundervisning-udskyder-debuten-070108.aspx)

Hun kunne have vist respekt for sine forældre. Hvad hun vil tro eller ikke tro er hendes egen sag og eget ansvar. Om hun vil være Jehovas Vidne eller ej er hendes egen beslutning. Men hun behøver jo ikke at leve er liv, der sårer forældrenes følelser.

Hej igen.
Hvorfor svarer du ikke på det jeg spørger om? Du stiller i stedet en masse spørgsmål til mig:
Hvordan kan du forklare MIG, at du støtter et land og en regering (nemlig den danske), der har fængselsstraf, der som bekendt medfører, at lovovertrædere isoleres via fængsling fra det øvrige samfund og afskæres dermed fra den naturlige, daglige kontakt til deres familie og venner?
SVAR: Nu er det jo ikke mig der laver dan danske lovgivning. Men jeg synes bestemt at lovovertrædere skal straffes. Isolering fra familie er jo en stor straf (netop derfor forstår jeg ikke at I kan udstøde hinanden), men når man er lovovertræder må man tage sin straf - og man ved jo at der kommer en konsekvens af sine handlinger!

Hvordan kan du forklare, at det er i orden, at mødre kan få polititilhold på en voldelig eller utilregnelig kæreste/eksmand, så denne ikke må komme i nærheden af sine egne børn?
SVAR: Hvordan kan du overhovedet spørge om dette? Børn skal da ikke opleve vold. Det er da ganske simpelt.

Hvordan kan du forklare, at det er i orden, at myndighederne sommetider fjerner børn fra deres forældre?
SVAR: Jeg arbejder som pædagog og ser af og til børn, som burde fjernes fra deres forældre. Nogle forældre magter simpelthen ikke opgaven, hvilket betyder at børnene bliver udsat for massiv omsorgssvigt. Selvfølgelig skal disse børn fjernes så de får den kærlighed og omsorg børn har brug for. Jeg mener dog at tvangsfjernede børn bør have mulighed for kontakt med sine forældre (evt. under overvågning)

Hvordan kan du forklare mig, at det er i orden, at den danske stat jævnligt udviser personer, så disse mister muligheden for en daglig tilværelse sammen med herboende slægtninge, venner og naboer? (Det er næppe sandsynligt at alle disse rejser med vedkommende ud af landet, vel?) Dette er et alvorligt og temmelig dramatisk indgreb i sådanne personers sociale liv.
SVAR: Det kan jeg ikke forklare. I situationer med forbrydere kan jeg forstå at de bliver udvist. Men ellers vil jeg give dig ret i at det er et dramatisk indgreb i et menneskees liv.

Hvordan kan du forklare mig, at det er i orden, at mange mennesker udstøder deres familiemedlemmer, hvis disse slutter sig til Jehovas Vidner?
SVAR: Det kan jeg ikke forklare. Det er mangel på respekt. (men så svar mig venligst på hvorfor I gør det samme...)
Nu har jeg givet dig et par svar - og lad mig så få svar fra dig ;-)

alle de ting jeg nævnte i spørgsmålsform til DIG, kan forsvares ud fra den grundholdning, at det er nødvendigt for (1) at beskytte andre og (2) for at signalere overfor overtræderen, at hans adfærd ikke tolereres. Og uanset hvor meget anfægter overtræderens kontakt til sin familie og venner.
Samme grundlæggende retfærdige princip og samme motivation ligger til for, at Jehovas Vidner udelukker overtrædere (der ikke angrer det forkerte) fra deres menighed.
Det er jo Bibelen, der påbyder kristne at skride ind overfor overtrædere ... men det er faktisk ikke det man har gjort, altså HANDLINGEN, der betyder mest, men derimod HOLDNINGEN til det man har gjort. Derfor ender det kun i ekstremt få tilfælde med, at en person bliver udelukket af menigheden.
I øvrigt kan de stadig komme til vores møder og sætte sig hvor de vil i salen (der er ikke nogen skammekrog), og de kan stadig blive betjent ved voresd blad- og bogborde - ja, i det hele taget komme og få gavn af den bibelske undervisning. Og langt de fleste, faktisk 2 ud af 3, bliver genoptaget i menigheden - nogle allerede efter få måneder.
Det hele handler om forholdet til den almægtige Gud, som vi alle har afgivet et højtideligt løfte til gennem den kristne dåb. Det ville jo ikke være kærligt af os at lade som alting er i den skønneste orden, hvis en person har begået en grov synd, når han i virkeligheden er i fare for at miste det evige liv, vel?

... kunne Jesus tilgive.
Hvorfor kan I ikke det?

Jesus sagde:
"Hvis din broder forsynder sig imod dig, så gå hen til ham og drag ham til ansvar på tomandshånd. Hører han dig, så har du vundet din broder. Hører han dig ikke, så tag én eller to med dig, for på to eller tre vidners udsagn skal enhver sag afgøres. Hører han heller ikke dem, så sig det til menigheden, og vil han ikke engang høre efter menigheden, skal han i dine øjne være som en hedning og en tolder." (Matthæus-evangeliet kapitel 18, vers 15-17, ifølge den danske autoriserede oversættelse fra 1992)
Jøderne omgikkes ikke hedninger og toldere - så når Jesus sagde, at en der havde forsyndet sig, og som ikke ville høre efter menigheden, skulle "være som en hedning og en tolder", betød det altså, at menigheden ikke skulle have noget at gøre med synderen.
Det eneste grundlag for tilgivelse var - ifølge Jesus - at en synder hørte på menigheden og indså, at han havde handlet forkert og måtte vende om.
Tilgivelse forudsætter anger plus at vedkommende ophører med den forkerte adfærd. Og vigtigst af alt:
Det handler jo ikke om VORES tilgivelse, altså Jehovas Vidners tilgivelse af personen, men om GUDS tilgivelse.

Hvad med om forældrene viste respekt for hendes liv❓Hun er mindst lige så frit et menneske som hendes forældre, og hun har den samme ret til at leve det liv HUN ønsker. Hvis hendes liv sårer forældrene, skulle de måske søge at forstå hendes liv og hendes synspunkter. Sådan som jeg ser det, er Tabita da bestemt åben for kommunikation, og har intet imod at fortælle hvorfor hun træffer de valg hun gør?
Vi behøver ikke være enige om alt her i livet - bare vi kan tale sammen, og argumentere for vores beslutninger, er vi kommet langt.
===
Desuden må jeg altså kommentere jv08s mange indlæg, og af interesse spørge ind til dem ; Jeg mener personligt, du "gemmer" dig meget bag bibelcitater. Har det faldet dig ind, at biblen du citerer er en meget gammel bog❓Jeg mener ikke den nødvendigvis er uaktual, for den repræsenterer da bestemt nogle gode værdier, men jeg mener også menneskeheden er blevet klogere på "de par år" der er gået. Der er sket meget i mellemtiden, der har ændret verdensbilledet, men biblen har ikke fulgt så meget med - selvfølgelig.
Med det mener jeg ikke at det er forkert at tro på biblens ord, jeg mener blot at, det at bruge den som en slags "opskriftsbog" for livet er forkert, i sær da der er mange fortolkninger af det skrevne ord (her tænker jeg både på Koranan og Biblen) og der er et utal af nuancerede situationer, og skulle biblen tage højde for dem allesammen, ville ingen kunne løfte den.
Og når jeg skriver "gemme" sig bag biblen mener jeg, at det er en personlig ting at tilgive. Det er DIG der tilgiver dem der træder DIG over tæerne. At de tilfældigvis træder biblen, de ældste eller Jehovas medlemmer over tæerne er i princippet ikke relevant. Det er stadig DIG der tilgiver/ikke tilgiver. Desuden mener jeg, at biblen også nævner noget om at tilgivelse er en positiv, gavmild og prisværdig handling.
Derfor må jeg tilslutte mig skaren af mennesker, der ikke magter at forstå hvorfor det er okay at udstøde mennesker (endda børn, som de forældre i følge den danske lovgivning, foruden det menneskelige ansvar, faktisk har pligt til at tage sig af!), mens man undskylder sig med at det er andres beslutning, og at det går imod ens gud. Det er afskyeligt at man kan fralægge sig ansvaret for sådanne handlinger, for det er familien selv, der afstår fra kontakt, og udviser personen fra deres fællesskab - IKKE Jehova.
Jeg forstår din pointe om, at det ville være forkert at lade som om intet var galt, men samtidigt forstår jeg ikke hvor medfølelse, samtale, forståelse og sammenholdet bliver af? Er det virkeligt sådan, at man ikke kan tale sammen, selvom man ikke nødvendigvis har samme livssyn, eller har en anden livshistorie?
Jeg håber på et svar med dine egne ord, dine egne holdninger på et helt personligt plan. Jeg er blot interesseret i lidt mere indsigt i, hvorfor/hvordan. :)

hej Nicoleise
her er mine svar til dig:
Du skriver: "Desuden må jeg altså kommentere jv08s mange indlæg, og af interesse spørge ind til dem ; Jeg mener personligt, du "gemmer" dig meget bag bibelcitater."
(citat slut)
Lad os et øjeblik alene fokusere på de holdninger jeg har på det MORALSKE område - og altså således udelade mine meninger om rent doktrinære spørgsmål, d.v.s. spørgsmål som 'hvem er Gud?', 'hvilket håb er der for døde?' o.s.v. - så havde jeg faktisk de samme holdninger til tingene FØR jeg overhovedet kom i kontakt med Jehovas Vidner.
I løbet af mine teenageår begyndte jeg ligesom de fleste andre af mine jævnaldrende at definere eller tænke over mine egne holdninger, meninger og følelser om og for dette og hint. Som du nok ved sker der som oftest en løsrivelsesproces i forhold til éns forældre, ihvertfald på en del områder, og/eller man reagerer - nogle hurtigere end andre - på traditioner, sædvaner, holdninger og tendenser hos én omgivelser eller i det miljø man er opvokset i, som mere eller mindre bevidst hele tiden har gået én på eller været én imod. For mit vedkommende handlede det om ting som småborgerligt snæversynethed, materialisme og pralen med penge og ejendom, en overdreven dyrkelse af danskheden, "opdragende" vold mod børn fra voksne (herunder skolelærerer!), intolerance overfor folk af en nationalitet og hudfarve, romantisering af krig og militærvæsen, voksende accept af unaturlige seksuelle forhold (især homoseksualitet), mobning af andre, mangel på forståelse for mennesker der giver kunst og fantasi en stor plads i deres tilværelse, manglende konsekvens overfor folk der opfører sig dårligt, plus en del andre ting.
Lad mig her uddybe et par af disse ting en lille smule:
Den omstændighed, at det (på det tidspunkt) kun var ca. 50 år siden hele verden havde udkæmpet historien blodigste og mest frygtelige krig nogensinde, og at Den Kolde Krig med dens konstante trussel om en tredje verdenskrig stadig stod på, skræmte mig i den grad. Og jeg var foruroliget over menneskers uærlighed, selviskhed og tendens til at "løse" uoverensstemmelser med vold, ikke blot internationalt og politisk, men i særdeleshed også i lokalmiljøet og den private sfære. Jeg blev selv opdraget med decideret vold og tæsk (ikke blot en endefuld eller et slag over fingrene).
Som 14-årig blev jeg udsat for et forsøg på et seksuelt overgreb fra en voksen mand. På omkring samme tid oplevede jeg at et nært familiemedlem, der ellers var en meget nær ven, på lusket og underfundig vis søgte at udnytte mig til sin seksuelle fornøjelse, da jeg var faldet i søvn i stærkt beruset tilstand. Det siger sig selv, at dette venskab og min tillid til personen led et alvorligt, permanent knæk. Jeg havde forud for begge disse episoder næret en naturlig afsky ved homoseksualitet, og jeg må sige, at dette at få fænomenet så tæt ind på livet ikke just ændrede min holdning. Da man i forskellige kredse i midten af 1980'erne begyndte at slå til lyd for mere tolerance overfor homoseksualitet, var jeg dybt rystet og spurgte mig selv, hvor verden dog var på hen.
Mine forældre var almindelige, passive medlemmer af folkekirken, hvor jeg således var døbt og konfirmeret. Jeg havde altid troet på Gud og Jesus (men ikke på treenighedslæren, som iøvrigt kun blev nævnt sporadisk i kirken og ved konformationsforberedelserne og som noget fuldstændig underforstået og selvindlysende, hvilket den aldrig har været). Men det var først som 20-årig jeg begyndte at læse i min konfirmationsbibel for at lede efter bekræftelse på min tro på at sjælen levede videre efter døden og kom i himlen. Det fandt jeg imidlertid aldrig. Min inderste overbevisning var, at dette fantastisk univers og den smukke planet vi vor på, måtte skyldes en Skaber, en almægtig Gud.
Jeg havde ingen kærester i skolen, du ved, dengang hvor man som 12-13-årig hele tiden kom sammen med en af det modsatte køn og bare dansede til klassefester og lavede fis med lærerne og de andre elever, og hvor et kys var det mest dristige og spændende det blev til. (Jeg ved ikke i hvor høj grad dette har ændret sig idag.) Jo ældre jeg blev jo mere overbevist blev jeg om, at når jeg engang fandt en pige, så skulle hun være den eneste ene og det skulle vare hele livet. Jeg var med "gutterne" i byen og drikke mig plørefuld, og vi gik på diskoteker og værtshuse for at score damer. Jeg scorede aldrig nogen, omend det var meget tæt på ved en enkelt lejlighed. Men da jeg faktisk alle dagen havde følt, at diskoteks-besøgen var en kunstig affære, og at diskoteket var noget af et "kødmarked" var jeg så passiv og utilpas ved hele fremgangsmåden og atmosfæren, at det aldrig blev til noget - det var ikke her og ikke på den måde jeg skulle finde lykken. Desuden blev jeg hurtigt led og ked af det der med at drikke sig fuld og opføre sig støjende, lallende og uværdigt.
Disse var nogle af de ting, som definerede mig som person. Så da jeg som 22-årig fandt troen på Jehova og Kristus, var det nærmest som at komme hjem: ingen sex før eller udenfor ægteskabet, ægteskabet skal vare hele livet, homoseksualitet er bandlyst, krig mellem mennesker og al militærvæsen bandlyst, alle nationaliteter og racer er lige gode i Guds øjne, tro og åndelighed fremfor materialisme, ingen fokus på penge og ejendom, plads til alle slags mennesker uanset et hav af forskelle i personlighed og væremåde og interesser, en konsekvent holdning overfor folk der opfører sig dårligt ... og meget mere.
Den person jeg var FØR mødet med Jehovas Vidner, havde ingen bibelcitater at "gemme" sig bagved, og ejheller noget behov for i den forstand at gemme sig. Jeg fandt så at sige mig selv i Bibelen, d.v.s. jeg fandt ud af, at det her var jo lige mig, ja, alt det jeg ønskede! Derfor kan du nok se, at dine ord ikke i nogen henseende kan relateres til min person eller mit indre jeg. Processen fra ikke-Vidne til Jehovas Vidne var for mit vedkommende en selverkendelsesproces, en slags hjemkomst i følelsesmæssig og intellektuel forstand.
Du fortsætter med at skrive: "Har det faldet dig ind, at biblen du citerer er en meget gammel bog❓Jeg mener ikke den nødvendigvis er uaktual, for den repræsenterer da bestemt nogle gode værdier, men jeg mener også menneskeheden er blevet klogere på "de par år" der er gået. Der er sket meget i mellemtiden, der har ændret verdensbilledet, men biblen har ikke fulgt så meget med - selvfølgelig."
(citat slut)
Sagen er jo netop, at Bibelen er værdifuld idag, fordi den ikke hæfter sig ved eller på idealistisk vis fremhæver nogen særlig kultur eller levevis fra oldtiden, som om mennesker anno 2008 gjorde bedre i at leve efter et fortidigt mønster med dertil knyttede begrænsninger (ingen teknologi, ingen hurtig adgang til information, ingen moderne transportmidler o.s.v.). Nej, Bibelen koncentrerer sig om de indre værdier, om moralske spørgsmål, om forholdet mennesker imellem og - naturligvis - om den taknemmelighed ethvert menneske bør have for livets gave, som er givet os af Gud. Det er dét der gør den tidløs.
Bibelens verdensbillede holder også idag. Mange, men langtfra alle, videnskabsmænd vil som bekendt gerne - i forening med overbeviste ateister - indpode os allesammen billedet af, universet, jorden og alt liv skyldes blinde tilfældigheder, og at livet ikke har nogen særlig mening, andet end den du selv giver det. Det kan man så vælge at tro på - eller ej. Jeg for min del har aldrig set ét eneste ægte videnskabeligt og uigendriveligt bevis for evolutionsteorien, men alligevel troede jeg på den, da jeg var i mine sene teenageår, idet jeg tænkte at Gud kunne have brugt en evolution til at skabe alting med. Denne uvidenskabelige og ukristne opfattelse har jeg senere forladt. Idag ved jeg, at skabelsen er den sande forklaring.
Samtidig er det for mig at se tydeligt, at mennesket er degenereret kraftigt i moralsk henseende eftersom århundrederne er gået. Og derfor mener jeg ikke, at menneskeheden i vores tid har særlig meget at prale af. De teknologiske landvindinger og lægevidenskabens mange fremskridt (især at man nu i årtier har kunnet foretage alle slags operationer og selv i ekstreme situationer redde liv uden at bruge blodtransfusion) er bestemt imponerende og til gavn for alle - udviklingen af atomvåben og andre uhyggelige våben kunne vi dog godt have undværet. Men rent menneskeligt og moralsk står det værre til end nogensinde før i menneskehedens historie. To verdenskrige og en "kold" krig indenfor de sidste hundrede år, over 200 millioner mennesker dræbt i krig siden begyndelsen af det 20. århundrede og frem til idag, grov, uhyggelig kriminalitet begået af massemordere, krigsforbrydere, hustrumishandlere, voldtægtsforbrydere, racister, pædofile, mafioser og dyremishandlere (senest her i DK). Og tag blot omfanget af uærlighed, tyveri og snyd i alle samfundslag, utroskab, korruption, pengegriskhed, narkomisbrug, narkohandel, prostitution, nedværdigelsen af kvinder gennem porno-film, -bøger og -netsider, legalisering af mord på ufødte børn (hvor abortgrænsen hele tiden strækkes), tyveri mod handicappede og svagelige ældre, forfølgelse af og hetz mod religiøse minoriteter, mordbrande, hærværk og meningsløs vold begået af unge o.s.v. Dertil kommer mange mennesker følelseskulde, uhøflighed og mangel på loyalitet.
Nej, jeg synes bestemt ikke, vi er blevet klogere end tidligere tiders mennesker, eller at vi er kommet særlig langt - ihvertfald ikke på de områder der virkelig betyder noget. For hvis vi var det, ville alle de førnævnte ting være stærkt reduceret.
Jo, jeg ser også de gode ting, der trods alt også er. Faktisk vælger jeg i min dagligdag at fokusere på alt det gode og jeg glæder mig over, at mange mennesker - også mange udenfor mit trossamfund - er flinke, sympatiske og behagelige, at de i det store og hele har mange af de samme grundlæggende moralnormer og tager afstand fra de samme dårlige ting som mig. Jeg tror som udgangspunkt på det gode i alle mennesker (undtagen hvis de selv gør det umuligt for mig at bevare dette fokus pga. grimme, ubehagelige sider, som de fremviser). ... Men det er desværre dem der fylder mest; nej, ikke dem der fører an og viser vej. Tendensen og opionen i verdenssamfundet går den forkerte vej. Frustrationer og utilfredshed, rådvildhed skaber uro og i sidste ende strid. Og gabende kulturelle kløfter sammen med vidt forskelle interesser i politisk, kommerciel og religiøs henseende skaber dagligt ren kaos det ene sted efter det andet.
Du skriver videre: "Med det mener jeg ikke at det er forkert at tro på biblens ord, jeg mener blot at, det at bruge den som en slags "opskriftsbog" for livet er forkert, i sær da der er mange fortolkninger af det skrevne ord (her tænker jeg både på Koranan og Biblen) og der er et utal af nuancerede situationer, og skulle biblen tage højde for dem allesammen, ville ingen kunne løfte den."
(citat slut)

Bibelen er ikke en direkte "opskriftsbog", sådan á la en detaljeret instruktionsbog, for Bibelen tager udgangspunkt i, at "enhver må bære sin egen ansvarsbyrde", som der siges i Galaterbrevet. Og det er baggrunden for, at kristendommen som udtrykt i de nytestamentlige skrifter kun opererer med principper, altså overordnede moralnormer, som kræver at man selv tænker over, hvordan man kan anvende og få gavn af Bibelens ord i en given situation. Således prøver Bibelen heller ikke med sin ordlyd at tage højde for enhver situation, men giver derimod læseren, hvad man passende kunne sammenligne med et kompas eller et landkort - en slags hjælp til selvhjælp. Nøjagtigt hvilken sti eller vej du vælger for at nå målet, er op til dig selv, men pas på de huller du kan falde i, og husk - som det vigtigste - hvad der behager og ikke behager din Skaber.
Tolkninger af Bibelen er der mange af, men Bibelen indeholder ikke mange forskellige meninger om eksempelvis utroskab, det at svigte sin ægtefælle. At sige, at Bibelen kan fortolkes på mange måder, svarer (sådan rent billedligt talt) til at reducere til den en kogebog fra boghandelen, hvor man selv skal finde på opskrifterne ... for nu at blive ved din egen sammenligning. ;-)
Du skriver: "Og når jeg skriver "gemme" sig bag biblen mener jeg, at det er en personlig ting at tilgive. Det er DIG der tilgiver dem der træder DIG over tæerne. At de tilfældigvis træder biblen, de ældste eller Jehovas medlemmer over tæerne er i princippet ikke relevant. Det er stadig DIG der tilgiver/ikke tilgiver. Desuden mener jeg, at biblen også nævner noget om at tilgivelse er en positiv, gavmild og prisværdig handling."
(citat slut)
Jeg forstår hvor du vil hen. Men troen på og loyaliteten mod Gud er jo netop det centrale i en kristent menneskes liv, og derfor lever vi ikke to slags liv: et hvor vi følger Bibelens ord, og et andet hvor vi tilsidesætter det. Derfor kan man ikke sige, at "biblen, de ældste eller Jehovas medlemmer" er irrelevante faktorer i den her sammenhæng.
Og som jeg anskueliggjorde for dig indledningsvis har jeg det bedst med, at der er en konsekvens når folk opfører sig dårligt og usædvanlig illoyalt. Jeg elsker, når man gennem tilgivelse kan vaske tavlen rent og komme videre i fællesskab. Men sommetider er der personer, der ikke vil være med til netop dét. Tilgivelse får man i kristen sammenhæng (jævnfør Bibelen) kun, hvis der forelægger anger, ja, hvis personen siger undskyld/beder om tilgivelse .... OG MENER DET! Ellers er det jo falsk og forlorent, og snart gentager vedkommende sin handling igen. Og det har jeg ingen respekt for.
Det er faktisk yderst sjældent, at nogen oplever, at en udstødt person hare trådt andre, endsige MIG, over tæerne. At støtte beslutningen om at udelukke personen for en tid, er ikke grundet i, at vedkommende har trådt mig eller andre over tæerne. Det drejer sig derimod om personens forhold til den almægtige Gud Jehova.
Og man bliver vel at mærke kun udelukket, hvis man nægter at angre sin forkerte handling hvis man insisterer på at fortsætte på den forkerte kurs man er slået ind på. Hvis vi bare lod som ingenting og ikke udelukkede en sådan stædig og forhærdet person, der trods flere samtaler og tilbud om både åndelig og praktisk hjælp, nægtede at ændre kurs, ville han jo tro, at alt var i den skønneste orden, mens virkeligheden var, at hans frelse, hans evige liv, var i overhængende fare.
Vi lever på troens præmis, og mange udenforstående kritiserer os for vores praksis med at udelukke forhærdede syndere, fordi de ikke forstår os, fordi de ikke har samme tro. Men de glemmer, at de selv både støtter og praktiserer udstødelse af deres medmennesker på samme mange andre områder og af så mange andre grunde, hvilket jeg nøje har redegjort for andetsteds på debat.sol.dk. Så der er reelt tale om dobbeltmoral fra sådanne kritikeres side, omend de måske er det sig bevidst, fordi de ikke har vendt spejlet mod sig selv.
Lad mig citere dig videre: "Derfor må jeg tilslutte mig skaren af mennesker, der ikke magter at forstå hvorfor det er okay at udstøde mennesker (endda børn, som de forældre i følge den danske lovgivning, foruden det menneskelige ansvar, faktisk har pligt til at tage sig af!),"
(citat slut)
Her må jeg korrigere dig: Det er ikke tilladt indenfor Jehovas Vidner at forældre undlader at tage sig af børn under 18 år. Bibelen forpligter forældre til at tage sig af deres børn, sålænge disse er mindreårig og/eller ikke kan klare sig selv økonomisk, praktisk og følelsesmæssigt. Og alle børn, inklusiv udstødte børn, skal have kærlighed og omsorg. Ellers har forældrene både et seriøst problem i forhold til den kristne menighed og i forhold til myndighederne og bør meldes til kommunen, der forhåbentlig vil inddrage politiet.
Tilsidst skriver du:
"Jeg forstår din pointe om, at det ville være forkert at lade som om intet var galt, men samtidigt forstår jeg ikke hvor medfølelse, samtale, forståelse og sammenholdet bliver af? Er det virkeligt sådan, at man ikke kan tale sammen, selvom man ikke nødvendigvis har samme livssyn, eller har en anden livshistorie?"
(citat)
Som nævnt længere oppe bliver ikke bare udelukket sådan uden videre. Éns omgivelser, familie og venner, vil afgjort forsøge at tale med én. Og de ældste vil prøve at hjælpe.
Husk på at vi ikke udelukker nogen, fordi vi personligt er fornærmede på dem. Vi prøver at redde deres liv, at ruske dem vågne, fordi vi ved, at det er deres frelse og deres forhold til Jehova Gud der står på spil.
Der findes to grupper af udstødte: den ene gruppe er dem der bare lever et stille, almindeligt liv, og som måske/måske ikke en dag vender tilbage og bliver genoptaget i menigheden. Den anden gruppe, som faktisk udgør et klart mindretal, er dem der bliver ved med at råbe op og forsøge at lave ballade, fordi de tager udstødelsen som en personlig fornærmelse i stedet for at se den som en nødvendig og bibelsk begrundet tugt fra Gud. Disse laver - som gruppe betragtet - hjemmesider på nettet, skriver bøger, holder foredrag, udtaler sig til aviserme, radioen og fjernsynet, altsammen for at angribe Jehovas Vidner. De fortsætter med at beskæftige sig med Jehovas Vidner både 5, 10, 20, 30 og 50 år efter, at de foretog deres exit fra trossamfundet.
Hvor har jeg dog langt mere respekt og forståelse for de tidligere Jehovas Vidner, der bare stille og roligt - uden at begå forkerte, ukristne handlinger - er holdt op, fordi de hellere ville noget andet. De har måske idag et andet livssyn, apropos det du skriver, men vi inviterer dem da indimellem når vi har menighedsfest, så de kan hilse på og være sammen med gamle venner. Nogle af os ser stadig noget til i det daglige (nogle venner står man jo altid nærmere end andre). Mange af mine egne venner har familie, der er stoppet som Jehovas Vidner, men de ser naturligvis stadig hinanden, f.eks. en af mine venner, der hver uge er oppe ved sin far og mor, og som oftest har børnene, DERES børnebørn med. Så er der så andre tidligere Jehovas Vidner, som man bare hilser på og får en hyggelig sludder med i bussen eller på gaden.
Så tingene er meget mere nuancerede end som så.
Nå, men jeg håber, jeg har svaret fyldestgørende.
Og nej, det er ikke sikkert, du er enig. Men måske du bedre forstår mig og mine bevæggrunde. ... M.h.t. visse af mine indlæg her på debat.sol.dk skal du vide, at jeg sommetider bare impilsivt skriver lige nøjagtigt hvad jeg føler og tænker, især når jeg bliver vred og uretfærdige og usande historier. Andre gange bliver jeg fjollet og lader min humor, hvor åndssvag den end måtte virke på nogle, komme til udtryk.
Men jeg foretrækker da seriøse henvendelser som din, hvor man kan fordybe sig lidt i nogle emner.
Med venlig hilsen
jv08

P.S. i sætningen "Men det er desværre dem der fylder mest; nej, ikke dem der fører an og viser vej" skal der naturligvis stå 'IKKE' efter 'desværre", så at sætningen kommer til at lyde:
Men det er desværre ikke dem der fylder mest; nej, ikke dem der fører an og viser vej.

Nu er jeg måske lidt flabet.. men hvordan kan i føle jer så sikre på, at i er tilgivet af gud, blot fordi i angre :)?
Nu er det ikke gud eller jesus der har skrevet biblen, så hvordan kan i være sikre på det er deres ord, som står i biblen?